Bragt I Jyllands-Posten 17. november 2007
Kronik: Copenhagen Consensus i Latinamerika Copenhagen Consensus vinder frem. Ikke bare gennemførte vi en prioritering med 23 FNambassadører sidste år, og laver den næste globale prioritering næste år, men vi har lige gennemført den første regionale prioritering for Latinamerika.
Af Bjørn Lomborg Sammen med verdensbanken for Latinamerika, IDB, og nogle af regionens bedste økonomer har vi nu fået en prioritetsliste for kontinentet. Den viser, hvordan Danmark kan hjælpe med til at sætte dagsordenen og nå frem til klare anbefalinger. Udviklingen ligger i klar forlængelse af Udenrigsministeriets nye Latinamerikastrategi- med fokus på samhandel, samarbejde og udvikling. Latinamerika er blevet et overordentligt spændende område. Den aktuelle økonomiske situation er den bedste i årtier, takket være udviklingen i politisk reformarbejde og høje varepriser. Over alt i regionen kan man finde inspirerende og lærerige eksempler på udvikling og forandring. Men den spændende dynamik, de velmenende initiativer og den politisk opfindsomhed eksisterer stadig på en baggrund af store problemer: hver femte latinamerikaner lever for mindre end to dollars om dagen, og den økonomiske ulighed er større end i nogen anden region. En politisk kastevind har ramt regionen. I de fattigste lande har den politiske og økonomiske udvikling ansporet en stærk nationalisme og lukkethed, imens flere højtudviklede lande i stigende grad ser sig selv som globale aktører. I mange år har regionen været afhængig af hjælp udefra, når de store udfordringer skulle identificeres og tackles. Internationale organisationer og udenlandske regeringer har været - og er fortsat - vigtige aktører i regionens udvikling, som den danske Latinamerika-satsning understreger. Men regionen står stadig mere på egne ben og leder efter en egen forståelse. Med en Copenhagen Consensus for Latinamerika - Consulta de San José - blev et vigtigt skridt taget i denne retning. I Costa Rica samledes et hold af ni højt anerkendte økonomer for at vurdere og rangere forskellige løsninger til de største udfordringer i Latinamerika og Caribien. Omkostninger og fordele ved hele 24 forskellige offentlige udviklingsprogrammer blev lagt frem side om side. Alle løsningsforslag blev grundigt målt og vejet i forhold til hinanden, og i løbet af konferencens tre udmattende dage udarbejdede eksperterne en prioriteret liste over de bedste (og dårligste) løsninger. Konferencen blev en øjenåbner - på godt og ondt. Såvel optimisme som ubehagelige kendsgerninger røber sig, når offentlige programmer kommer under lup. Ubehageligt var det at måtte erkende, at regionens politikere ofte træffer deres beslutninger uden overblik over positive og negative konsekvenser af deres valg. Hvordan man fx forbedrer kvaliteten af uddannelsessektoren og højner regionens uddannelsesniveau, er der ingen entydige retningslinjer for. Verdensbanken opfordrer udviklingslande til at decentralisere administrationen på uddannelsesområdet, så lokale behov nemmere kan imødekommes. Men ingen studier bekræfter strategiens effektivitet. Et program for at forhøje lærernes løn og deres uddannelsesniveau blev for nyligt etableret i Mexico. Men evalueringer konkluderer, at programmet ikke havde den store effekt på elevernes uddannelsesniveau. Lige så svært er det med et problem som vold i hjemmet. Trods problemets betydelige omfang og de store menneskelige omkostninger forbundet herved, var det under konferencen den foruroligende COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM
mangel på forskning inden for feltet, der sprang i øjnene. Der er intet grundlag på hvilket man kan bedømme, hvilke politiske tiltag der effektivt kan reducere volden i de latinamerikanske hjem. Situationen er den, at regionens politikere ofte må fægte i blinde. Overvågning af - og opfølgning på hjælpeprogrammer og politiske strategier er utilstrækkelig, og der er derfor hverken beviser for strategiernes værdi eller overblik over omkostninger og fordele ved de forskellige hjælpeprojekter. Ligesom regionens beslutningstagere manglede konferencens panel, indenfor en række kerneområder, den tilstrækkelige viden til at kunne træffe et ansvarligt valg. Derfor valgte panelet ikke at prioritere de løsningsforslag, der lå inden for disse områder, men opfordrede i stedet indtrængende regeringer og hjælpeorganisationer til at forbedre evaluerings- og forskningsindsatsen. De 29 løsninger som panelet valgte at prioritere rummede stor opfindsomhed og lovende fremtidsudsigter for regionen. Listen blev toppet af et program sigtet mod børns tidlige udvikling med anvisninger for børnepasning, aktiviteter og undervisning i førskolealderen, forbedret hygiejne og sundhedspleje, samt opdragelsesundervisning til nybagte forældre. Forskning viser, at eksisterende programmer for regionens yngste har gjort indslusningen til skolen nemmere, har øget skoletilgangen og forbedret elevernes præstationer. Programmerne frigør også mødre og ældre søskende fra børnepasning, og øger herved muligheden for at indtræde på arbejdsmarkedet eller for at forlænge uddannelsen. Sådanne programmer er billige at implementere, og deres fordele er mellem fem og 19 gange så høje som deres omkostninger. Den næstbedste løsning på Latinamerikas største udfordringer er - ifølge ekspertpanelet - forbedringer af den finansielle ansvarlighed gennem finans- og skatteregler. Det lyder måske ikke så sexet, men høj effektivitet uden store økonomiske omkostninger gør programmet overordentligt attraktivt. Brasilien er regionens forgangsland på området. Her har en omfattende samling af love om finansiel ansvarlighed sat en effektiv stopper for ministres og lokale regeringers overforbrug af offentlige midler. Lovene sætter grænser for underbalance og forbrug, og øger gennemsigtigheden, så offentligheden får bedre indblik i de offentlige budgetter. Lande der forpligter sig til at udvikle deres finansielle ansvarlighed, kan se frem til en BNP-vækst hvert eneste år på op mod en fjerdedel mere end ellers. På listens tredjeplads finder vi øget investering i opførelse og vedligeholdelse af regionens infrastruktur. De fleste lande i Latinamerika og Caribien bruger mindre end to pct. af deres BNP på infrastruktur. Til sammenligning bruger vækstlande som Kina og Korea helt op imod seks pct. Højt på listen finder man også programmer for opførelse af uafhængige institutioner til gennemgang og evaluering af regeringers budgetter og forbrug, samt tilskudsordninger for mindrebemidlede familier, der sender deres børn i skole. Nederst på listen findes en række dårlige programmer, heriblandt begrænsning af alkoholsalg (til udbedring af regionens sundhedsproblemer), offentlige tilskud til private uddannelser, samt afvænnings- og re-integreringsprogrammer for kriminelle. Dermed ikke sagt, at disse programmer ikke fungerer. Men deres nytte er meget mindre end for de strategier, der er placeret højere på listen, og for nogle af programmerne er der tvivl om deres effektivitet. Tilskudsprogrammet til privat uddannelse gled fx ned ad listen, da analyser af et chilensk program viste sig ikke at have nogen positiv effekt på de studerendes evner. Klimaforandringer og biodiversitet er blevet brandvarme emner verden over. Men panelet fandt, at de fremlagte miljøforslag rummede globale fordele og regionale omkostninger. Klimaproblemerne, påpegede panelet, skal ses som en global udfordring og ikke som et specifikt latinamerikansk anliggende. Det lykkedes med Consulta de San José at sætte fokus på de mest omkostningseffektive måder at tackle regionens største problemer på.
2
Ekspertpanelets liste vidner om muligheder og fremskridt, ikke om begrænsninger og resignation. Men konferencen markerede også vigtige områder, hvor politikeres og hjælpeorganisationers vigtigste opgave kan være at sikre forskning i - og evaluering af - mulige løsningsmodeller. Konferencen viste os, at der er meget at lære ved at veje og måle alle løsningsmodeller og interventionsmuligheder op imod hinanden. Forhåbentlig bliver Consulta de San José ikke konklusionen på - men derimod begyndelsen på - en lang dialog om, hvordan Latinamerika får mere velfærd for pengene. Præsident Arias fra Costa Rica - en af regionens højest respekterede ledere og Nobelpristager - sagde, at han var glad for den latinamerikanske Copenhagen Consensus. »Den vil producere praktiske ideer, ledere kan bringe til live, og hjælpe os med at identificere og fremme omkostnings-effektive initiativer. Men mest afgørende, tror jeg, vil den tjene til at understrege væsentligheden af kollektiv handlen. At arbejde sammen om en ægte forståelse af regionalt fællesskab er en udfordring i sig selv - men en udfordring, der absolut er værd at forfølge.« Præsidenten for IDB fulgte op og konstaterede, at en Copenhagen Consensus' proces »bør gentages på det nationale niveau overalt i regionen.« Der er nok at tage fat på, og Danmark har klart noget at byde på.
3