Kronik i JP, lørdag den 20. Maj 2006
Copenhagen Consensus nytter For 27 mia. dollars kunne vi forhindre 28 mio. mennesker i at få hiv. For 12 mia. dollars kunne vi reducere antallet af malariatilfælde med mere end en milliard om året. Begge fantastiske og mulige resultater - hvis viljen var til stede, skriver dagens kronikør. bjørn lomborg Ph.d. og adjungeret professor Copenhagen Consensus Center / Copenhagen Business School Det handler om at bruge vores begrænsede midler bedst muligt. Det er det, Copenhagen Consensus gør. Copenhagen Consensus sætter fokus på at finde de bedste løsninger for samfundet og virksomheder, der ønsker at påtage et ansvar i en problemfyldt og kompliceret verden. Skal man begynde med hiv/aids, malaria, sult eller klima, hvis man vil gøre verden til et bedre sted at leve? Der er mange problemer i verden. Alt for mange, desværre. Vi kan ikke løse dem alle på én gang. I den bedste af alle verdner ville man ikke behøve at vælge. Vi kunne gøre alle de gode og rigtige ting her og nu. Vi ville have ressourcer nok til at vinde kampen mod sult, afslutte konflikter, bremse udbredelsen af smitsomme sygdomme, skaffe rent drikkevand til alle, øge adgangen til uddannelse og standse klimaforandringer. Men sådan er virkeligheden ikke. Derfor må vi stille os selv det vanskelige spørgsmål: når vi nu ikke kan gøre alt på én gang, hvad skal vi så begynde med? Det er det spørgsmål, Copenhagen Consensus hjælper med at svare på. Det er en tilgang, der i høj grad også er relevant for erhvervslivet og de virksomheder, som ønsker at være socialt ansvarlige. På en meget enkel måde fremmer den en realistisk, økonomisk tankegang i virksomhederne. Tankegangen er et udtryk for nogle af de daglige dilemmaer, vi alle kender: vælger vi at bruge ekstra penge på f. eks. noget nyt tøj, er der andre steder, hvor vi må holde igen. Dette står i skarp kontrast til den traditionelle tilgang til politik, hvor prioriteringer sjældent bliver fremhævet. Politikernes gøren og laden handler om at se ud, som om man kan give alt til alt og alle. Valgkampen for nyligt i Italien er et slående eksempel. På trods af Italiens elendige økonomiske tilstand præsterede hovedpersonerne, Silvio Berlusconi og Romano Prodi, at udstede fantastiske løfter i valgkampen. Nogle af de mest bemærkelsesværdige valgløfter handlede om at fjerne lejeværdien på private boliger samt uddele gratis biografbilletter til de ældre i Italien. I den igangværende danske velfærdsdebat er vi vidne til, hvor svært det stadig kan være at gennemføre en prioritering. For at der skal blive plads til udvidelse i investeringer, uddannelse og forskning er det klart, at der skal flyttes penge. Alligevel viser den langstrakte debat om efterlønnen, hvor svære og politisk sprængfarlige disse valg kan være. COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2254 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM
Men selv om vi ofte undlader at diskutere prioriteringen, forsvinder problemet ikke. Hvis vi ikke taler om valgene, betyder det bare, at prioriteringen bliver mindre klar, mindre effektiv og mindre demokratisk. Copenhagen Consensus' opgave er at skabe et bedre grundlag for politikernes valg og gøre dem bevidste om valg og fravalg. På dette punkt har Copenhagen Consensus allerede vist sig som et nyttigt værktøj til at sætte prioriteringsdebatten i de rette proportioner. Copenhagen Consensus 2004 stillede spørgsmålet: hvis vi havde ekstra 50 milliarder dollar til bistand, hvor skulle vi så sætte ind? På mødet viste nogle af verdens førende økonomer, heraf fire nobelpristagere, at verdens politikere kan gøre meget stor gavn ved at satse på at forebygge af hiv/aids, mindske fejlernæring, øge frihandel og sætte ind overfor malaria. Samtidig viste økonomerne, at en markant politik over for drivhuseffekten, som f.eks. Kyotoaftalen, er dårlig brug af verdens knappe ressourcer. Konklusionen i 2004 var altså, at hvis vi i den rige verden skulle bruge flere midler bedst muligt på at forbedre verdens problematiske tilstand, så skulle vi hjælpe overordentligt mange mennesker nu og dermed sikre dem og deres efterkommere et langt bedre liv med større muligheder frem for at bruge de samme penge til at gøre meget lidt godt om 100 år. At lukke øjnene for denne prioritering er åbenlyst uforsvarlig. Alt for ofte bliver det konkrete valg af projekter i væsentlig grad påvirket af, hvad der på det seneste har fået mest opmærksomhed i pressen, hvoraf begrebet CNN-effekten er opstået. Hvem husker eksempelvis ikke hvordan generøsiteten nærmest ingen ende vil tage i forbindelse med tsunamikatastrofen i julen 2004? Omvendt var verdens gavmildhed næsten sluppet op, da jordskælvskatastrofen ramte det nordlige Pakistan i september 2005. Selv om ulykken målt i antallet af ofre også var enorm i Pakistan, var paratheden til at hjælpe skrumpet gevaldigt. Endnu voldsommere bliver sammenligningen med hensyn til hjælpen til ofrene for hiv/aids i verden. Hvert år dør ca. tre millioner mennesker på grund af AIDS. Det svarer til ca. 250.000 om måneden - omtrent dødstallet fra tsunamien i 2004. Sandheden er, at der hver måned sker en aids-tsunami, uden at mediernes og verdens opmærksomhed bliver mærkbart vækket. Der synes at være en almen accept af, at det er de bedst medieprofilerede hjælpeaktioner, der får flest penge frem for de bedste løsninger på de mest alvorlige problemer. Copenhagen Consensus i 2004 viste, at der kan opnås imponerende resultater, hvis ressourcerne anvendes til de bedste løsninger. For 27 mia. dollars kan vi forhindre 28 millioner mennesker i at få hiv. For 12 mia. dollar kan vi reducere antallet af malariatilfælde med mere end en milliard om året. Begge fantastiske og mulige resultater. Måske også ufattelige beløbsstørrelser, men det skal holdes op imod, at verdens rige lande kun anvender mindre end en halv procent af deres bruttonationalprodukt på udviklingsbistand. Selv om de mest gavmilde lande (hvor Danmark ligger på femtepladsen) giver næsten en procent af deres bruttonationalprodukt (BNP), er der globalt set masser af plads til generøsitet. Copenhagen Consensus-tilgangen er også relevant for erhvervslivet, når man taler om virksomhedernes sociale ansvar, Corporate Social Responsibility. Mange danske virksomheder ønsker at tage et ansvar ud over at opnå sorte tal på bundlinjen. Således har en række virksomheder også indført sociale såvel som grønne regnskaber. Virksomhederne ønsker at skabe forbedringer på de sociale, miljømæssige og etiske områder. Virksomhedernes sociale ansvar består af mange ting. Tidligere var det nok, at en virksomhed 2
eksempelvis havde en kostpolitik i kantinen eller stillede en ambulance til rådighed i lokalområdet, men med globaliseringen er det blevet langt mere kompliceret. Virksomheder arbejder i dag globalt og under vidt forskellige vilkår. Virksomhedernes sociale ansvar byggede tidligere udelukkende på gode intentioner. I dag er det anderledes. I dag handler virksomhedernes sociale ansvar også om arbejdsmiljø på de fabrikker, som er placeret i den tredje verden. Derfor skal virksomhederne forholde sig til internationale konventioner vedrørende parametre såsom arbejdsforhold, miljø, menneskerettigheder og sikkerhedsbestemmelser. Udfordringen for virksomhederne er at bruge den sociale ansvarlighed som et parameter til at øge omsætningen og derved indtjeningen. Derved opnår virksomheden en win-win-situation for sig selv såvel som for medarbejderne i virksomheden og lokalsamfundet. Når en virksomhed som Novo Nordisk eksempelvis går aktivt ind i det forbyggende arbejde mod diabetes i form af oplysningskampagner, uddannelse og oprettelse af klinikker, skyldes det ønsket om at være med til at skabe bæredygtige samfund. Novo Nordisk har ingen interesse i at se en eksplosion i antallet af diabetestilfælde, når firmaet ikke engang vil være i stand til at levere medicin nok til at dække efterspørgslen. Det er derfor, firmaet aktivt arbejder på at begrænse efterspørgslen efter egne produkter. Dette er samtidig med at styrke tilliden hos patienterne og lægerne til Novo Nordisks produkter, hvilket er en forudsætning for at drive en god og sund forretning på lang sigt. For et firma som Novo Nordisk handler social ansvarlighed om at finde den rette balance mellem, hvad der er godt for samfundet og godt for Novo. Copenhagen Consensus kan være med til at professionalisere den sociale indsats, virksomhederne gør. Copenhagen Consensus-processen kan hjælpe med til at finde de bedste løsninger for virksomheder, der vil tage et socialt ansvar. Det handler om sikre, at ikke bare de glamourøse problemer bliver behandlet, men at virksomhederne reelt kan være med til at gøre de bedste ting først. Copenhagen Consensus er med til at fastslå og forbedre Danmarks image som et foregangsland med en perspektivrig udviklingspolitik. Copenhagen Consensus formåede som de første nogen sinde nogensinde at lave en prioriteret liste af verdens fremmeste løsninger på verdens største udfordringer. Det er en liste, vi med rette kan være stolte af at have været initiativtager til her i Danmark. Den positive omtale gik fra New York Times og CNN, til BBC, ZDF, Economist, Fortune, Volkskrant, Die Welt, Der Spiegel, El Mundo og Hindustan Times. Med oprettelsen af Copenhagen Consensus Center på Copenhagen Business School er der etableret basis for en ny måde at tænke udviklingspolitik på. Den mulighed skal udnyttes. Det giver mulighed for at en ny Copenhagen Consensuskonference i 2008 kan gennemføres og sætte fornyet fokus på de bedste løsninger og samtidig sikre et forum, hvor nye og omkostningseffektive ideer kan identificeres. Grundlæggende er Copenhagen Consensus med til at sætte prioriteringer højt op på den internationale dagsorden. Derfor vil Copenhagen Consensus sætte fokus på de mange problemer, verden fortsat står overfor, men også på de mange kloge og nyskabende løsninger, vi har til rådighed. 3
Der skal skabes diskussion om mĂĽl, indhold og prioriteringer for anvendelsen af ressourcerne for at skabe en bedre verden. Det vil hjĂŚlpe os til at foretage endnu mere effektive internationale prioriteringer - til gavn for verden, og ikke mindst dens store fattige flertal.
4