28. oktober 2007

Bragt I Politiken 28. oktober 2007

Kronik: Før vi panikker Lad os hellere styrke forskning og udvikling i bedre energikilder end betale dyrt for begrænsede indgreb mod CO2-udledning nu. Et svar på Politikens klimaserie...

Af Bjørn Lomborg Global opvarmning er et vigtigt emne, og derfor er det glædeligt, at Politiken har givet Lars Dahlager og Michael Rothenborg (D&R) lov til at skrive en hel bog hen over otte dage i Politiken omkring opvarmnings konsekvenser og dens økonomiske og politiske dimensioner.

Men selvfølgelig er det afgørende, at vi har de rigtige informationer til at vurdere vores bekymring og politik. Dette har været et af problemerne med Al Gores film, der for nylig blev vurderet som »alarmistisk« og »overdreven« af en britisk dommer, der opsummerede ni videnskabelige fejl. Gores film er med andre ord god at blive opildnet af, men måske mindre god som grundlag for at træffe fornuftige beslutninger til at takle global opvarmning. Det er også klart, at Dahlager og Rothenborgs artikler er gode at blive opildnet af – der er mange udtryk som »løber løbsk«, »alarmerende hast«, »klodens klimabalance kan bryde sammen« og »syndflodslignende proportioner«, som maler et sigende billede. Men det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved, om de underliggende informationer kan bære dette billede. Hvis vi ser på de første to artikler bragt søndag 14.10., synes det ikke altid at være tilfældet.

Hovedartiklen åbner med at beskrive, hvordan klimaforsker Robert Corell besøger miljøbekymrede religiøse ledere, der 7. september 2007 samledes i fælles bøn for kloden ved Ilulissatgletsjeren. Han havde fløjet over Grønlands indlandsis mange gange før, men som artiklen malende beskriver, var det »første gang, at det, han så, fik ham til at bruge ordet ’katastrofe’«. Det er en god historie. Men den er forkert. Corell brugte ordet allerede i 2004. Corell er ikke en forsigtig forsker, der for ganske nylig er blevet overbevist af overvældende data, men en miljøtænketanks topmand, der også efter at have set Gores film første gang sagde: »Al, jeg er absolut overvældet … jeg kunne ikke finde en eneste fejl«.

Artiklen går videre ved at underbygge, at Gores mest citerede pointe om havniveaustigninger på seks meter kan vise sig at være næsten korrekt. D&R anfører, at klimaforsker James Hansen – der har kørt parløb med Gore siden 1988 – mener, at havene kan stige op til syv meter i dette århundrede. Men hvorfor kun lytte til Hansen? Han har offentligt pointeret, at hans bekymring strider mod de glaciologer i FN’s Klimapanel, IPCC, der rent faktisk undersøger vandstandsstigningerne fra iskapperne. Med Hansens ord: »Jeg forstår, at jeg ikke er en glaciolog og kunne tage fejl omkring iskapperne. Måske, som IPCC og nyere globale modeller indikerer, er iskapperne stabile og vil måske endda vokse. Jeg håber, at disse forfattere har ret. Men jeg betvivler det«.

Faktisk står Hansen ganske alene med den dramatiske vurdering af havstigningerne. IPCC anfører en havniveaustigning på mellem 18 og 59 cm (der bliver til 20-60 cm hos D&R) – altså omkring 15 gange mindre. Da D&R interviewede mig, spurgte jeg dem, hvorfor de kun ville interviewe Hansen med hans 500 cm og ikke de overordentlig mange glaciologer, der underbygger IPCC’s forventninger omkring 30 cm, eller de få forskere, der forudser næsten ingen stigning eller endda faldende havniveau. Jeg fik intet svar.

Politikens artikel dvæler ved, at Grønland smelter ekstraordinært meget – hvilket er sandt – men fortæller os ikke, hvorfor og hvilke konsekvenser det vil have. Inden for de sidste 15 år er temperaturen i Grønland steget voldsomt. Det har vi hørt meget om. Men som regel glemmer man at fortælle os, at COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM

mens global opvarmning tog fart, var temperaturen i Grønland de foregående 50 år generelt faldende.

Og man hører sjældent, at temperaturen i 1920’erne og 1930’erne steg endnu hurtigere, end den har gjort de sidste 15 år. Faktisk er det varmeste år i Grønland stadig 1941 og ikke i dag.

Det er derfor rigtigt, at med den stigende temperatur, vi ser nu, smelter Grønland meget mere end før, men det er også helt klart, at det formentlig ikke primært skyldes global opvarmning, men lokale ændringer, eksempelvis i havstrømningerne i Nordatlanten). Det er også helt klart, at vi allerede i 1930’erne havde de temperaturer, vi har nu – og at dette ikke var enden på verden. Og endelig er det da også værd at pointere, at selv hvis de værste estimater fra Grønlands afsmeltning fortsætter i resten af århundredet, så vil det betyde en havniveaustigning om hundrede år på blot 7 cm.

Artiklen fortæller os om, hvordan de mest »dystre forudsigelser om klimaforandringerne« bliver »overhalet af virkeligheden« – fordi Nordpolens sommeris trækker sig tilbage hurtigere, end vi forventede. Dette er helt korrekt, men betyder ikke noget for vandstanden, fordi isen allerede flyder.

Tilsvarende burde D&R vel fortælle os, at en tilsvarende dyster forudsigelse for Sydpolen ikke er blevet realiseret – tværtimod er der nu rekordmeget havis omkring Antarktis. Det er altså blevet værre end forventet på Nordpolen, men langt bedre end forventet på Sydpolen. Begge informationer er vel vigtige, hvis man ønsker at vurdere sandfærdigheden i påstanden om, at virkeligheden konstant viser sig at være værre end de dystreste forudsigelser.

Mange i klimadebatten (og her er D&R desværre ingen undtagelse) benytter sig af den retoriske figur, der først siger, at vi forventede noget, men noget værre skete. Men igen: Det skal jo være sandt! Og det er det ikke, når D&R beder os om at »se på Sydpolen, som man hidtil har vurderet vil blive koldere«.

Nej, begge polerne skulle ifølge modellerne blive varmere, som FN’s Klimapanel også fortalte os i 2001, da de vurderede, at Sydpolen ville blive omkring en halv grad varmere i dette årti.

D&R fortæller os om frygten for, at Sydpolen vil smelte. Denne frygt bliver understreget med en god historie: »En frygt, der i høj grad fik næring, da en 220 meter tyk iskappe næsten på størrelse med Fyn, den såkaldte Larsen B-shelf, løsrev sig med en række øresønderrivende brag i marts 2002. Ingen ved, om det var en enkeltstående episode eller et varsel om tøbrud af syndflodslignende dimensioner«.

Jo, vi ved faktisk, at det ikke var en enkeltstående episode, fordi studier af området viser, at iskappen har løsrevet sig tidligere i vores mellemistid, og at området formentlig har været åbent vand for 6.000 til 2.000 år siden. Dengang var det ikke efterfulgt af nogen syndflod. Ved at undlade den ekstra information er fremstillingen meget lig Al Gores, altså masser af fokus på opbruddet af Larsen B, men hvor dramatikken kræver, at modtageren ikke er klar over, at det er sket før.

Flere gange i artiklen fortæller D&R den samme historie, som Svend Auken herhjemme har understreget, nemlig at »12.000 års relativ stabilitet i Jordens klima er ved at være slut«. Påstanden er, at der har været en overordentlig stabilitet i hele vores civilisations levetid, som nu bliver voldsomt rykket.

Men historien ignorerer de sidste 12.000 års historie for gletsjerne – en central klimamarkør og en af Gores mest yndede illustrationer. IPCC fortæller os, at de fleste gletsjere i alt fald på den nordlige halvkugle var overordentlig små eller helt fraværende for 9.000 til 6.000 år siden, hvilket tyder på et varmere klima dengang end nu. Faktisk er gletsjere globalt blevet større og større frem til den lille istid omkring 1750, hvor det anslås, at de var større end nogensinde siden den sidste istid for omkring 12.000 år siden. Larsen B var tilsvarende større i 1750 end nogensinde før eller siden.

D&R fortæller os, at det er »fakta«, at der vil komme »massive oversvømmelser, ikke blot i lavtliggende områder, hvor fattige bor, men også i den rige del af verden«. Det er formentligt forkert. De forudsagte 18-59 cm’s havstigning er klart inden for, hvad både rige og fattige nationer relativt nemt kan tilpasse sig til. Hvor 10 millioner mennesker i dag bliver oversvømmet årligt, anslår modeller, der medtager tilpasning og stigende velstand, at ’kun’ en million mennesker vil blive oversvømmet årligt om hundrede år. Det anslås, at næsten alle verdens nationer vil beskytte næsten alt deres land for en overordentlig lille omkostning på langt mindre end 0,1 procent af BNP.

2

Det bliver også klart, når vi ser tilbage i historien. Over de sidste 150 år steg havniveauet omkring 29 cm – altså omkring det samme, som vi forventer over de næste hundrede år – og menneskeheden tilpassede sig overordentlig effektivt. Hvis vi bad en meget gammel person, der havde levet gennem det meste af det 20. århundrede, fortælle os, hvilke væsentlige begivenheder der var forløbet, ville hun formentlig tale om verdenskrigene, kvindernes stemmeret og måske it-revolutionen. Men ikke, at havniveauet var steget. Det var grundlæggende et logistisk problem, vi løste.

D&R fortæller os, hvordan det er »fakta«, at der vil blive større mangel på drikkevand, jo mere global opvarmning. Det er en ofte gentaget påstand, men den er forkert. Med mere global opvarmning vil der komme mere, ikke mindre nedbør – i slutningen af århundredet omkring 5 procent mere. Det betyder ikke, at alle regioner vil få mere nedbør. Mens det meste af planeten vil blive vådere, såsom Syd- og Østasien og dele af Afrika, vil middelhavsområdet, Central- og Sydafrika samt det sydlige USA formentlig blive tørrere. Men ser vi på den mest brugte vurdering af vandmangel, nemlig water-stress , så ville der i 2085 uden global opvarmning være 3 milliarder mennesker i water-stressed områder, mens der med global opvarmning vil være ’kun’ lidt under 1,7 milliarder.

D&R fortæller os om det klassiske tipping point , hvor stigende temperaturer vil få tundraen i Sibirien og Canada til at tø, hvilket vil få drivhusgasser som metan til at sive ud i atmosfæren. Men for at historien skal være oplysende, mangler den at fortælle om nye studier, der indikerer, at global opvarmning samtidig øger mængden af biomasse, der gennem kulstofoptag mere end kompenserer for den ekstra metanudledning.

Tilsvarende skriver D&R, at vi kommer til at se højere temperaturer, end FN anslår, fordi »meget tyder på, at FN’s beregninger af, hvor meget (CO2) vi vil udlede i fremtiden, er alt for optimistiske. I øjeblikket vokser udledningerne nemlig mere end det mest ekstreme scenario«. Det hører vi ofte herhjemme. Men det er ikke rigtigt. Hvis vi ser på udledningerne fra fossile brændstoffer over det seneste årti, var det kun sandt for 2003 og 2004, hvorimod fem af årene har ligget under alle scenarierne. I 2005 og 2006, som estimeret af det hollandske miljøministerium (de eneste, der har offentliggjort estimater for 2006), har udledningen igen ligget under det mest ekstreme scenario. Samlet har udledningerne fra 1990 til i dag været lavere end forventet i nogen af IPCC’s seks basale scenarier.

Alt i alt opsummerer D&R »fakta« med, at planeten vil blive mere blå (mere vand, mindre land og næppe »plads til os alle«) og mindre grøn (fordi vi vil miste biomasse). Men som omtalt ovenfor strider dette mod vores relevante modeller – vi vil stort set ikke miste landjord. Og faktisk viser modellerne, at planeten vil blive langt mere grøn. På grund af det stigende CO2-indhold, højere temperaturer og mere regn viser globale vegetationsmodeller, at Jordens totale biomasse – alt grønt liv – vil vokse med mere end 40 procent. Altså ikke en mindre, men en mere grøn planet.

Tilsvarende er der problemer i D&R’s beskrivelse af klimapolitikken. De hævder på forsiden, både i underrubrikken og flere gange i teksten, at »klimaforskernes ambition om at holde den globale opvarmning på under 2 grader virker stadig mere utopisk«. Men 2 grader celsius-målsætningen er ikke en ambition, som kan underbygges af forskning. Klimaforskere kan ikke uafhængigt af politik anføre en grænse, simpelthen fordi enhver grænse er et udtryk for en politisk afvejning af omkostningerne ved at overholde grænsen sammenholdt med omkostningerne ved at overskride dem.

Derimod er 2 grader celsius-målsætningen en rent politisk besluttet målsætning, der blev vedtaget af EU i 1996. I den første videnskabeligt publicerede vurdering fra 2007 af EU’s basis for denne målsætning vurderes det, at »målsætningen er understøttet af temmelig svage argumenter, baseret på mangelfulde metoder, sjuskede argumenter og selektive citater fra meget snævre sæt af studier«. Det sporer argumenterne tilbage til studier med ofte lille videnskabelig eller økonomisk indsigt og ofte baseret på dramatisk misrepræsentation af den videnskabelige litteratur. Faktisk var en tidligere version af denne målsætning ofte nævnt i litteraturen, men altid til en reference til et tidligere studie, indtil sporet forsvinder i de sene 1980’ere. Det siges, at grænsen stammer fra studiet af en specifik plantevækst i

3

Nordamerika, og selv om studiet aldrig blev publiceret, blev resultatet nævnt ved en tidlig klimakonference, og en legende var født. I konklusionen af EU’s målsætning hedder det, at »EU’s 2 grader celsius-målsætning synes at være grundløs«.

Tilsvarende skriver D&R, at den rige del af verden »ifølge Klimapanelet« skal reducere CO2-udslippet med 80-95 procent. Det er forkert. IPCC har som målsætning »at levere politikneutral information til beslutningsprocessen«, hvilket betyder, at IPCC netop ikke giver nogen politikanvisning, men blot informerer om, hvordan vi kan opnå f.eks. EU’s 2 grader celsius-målsætning eller en hvilken som helst anden politik (inklusive ikke at gøre noget).

Endelig, i artiklernes økonomiske vurdering af klimaproblematikken, mener D&R uden referencer, at 50 procent reduktion af CO2-udledningen ville kunne gøres »uden de helt store økonomiske omkostninger, eftersom langt de fleste tiltag til mere effektiv udnyttelse af energi ender med at spare folk og virksomheder penge«. Dette har mere karakter af ønsketænkning. Hvis folk og virksomheder rent faktisk kunne spare penge på de kraftige reduktioner, må man spørge, hvorfor de så ikke allerede er gennemført, helt uden direktiver fra oven? I stedet bør det anføres, at økonomiske modeller viser, at omkostningerne ved 50 procent reduktion – selv hvis politikerne gennemførte dem billigst og bedst muligt og i den tredje verden – ville overstige 10.000 milliarder dollar.

Som sagt er det glædeligt, at vi får en diskussion om global opvarmning, og at Politiken har sat så meget plads af til den. Global opvarmning er menneskeskabt og vigtig, men vores debat kræver også et afbalanceret og velfunderet grundlag for at kunne træffe de bedste valg.

Vi skal reducere CO2-udledningerne dramatisk på langt sigt, men i stedet for at investere mange ressourcer i at skære lidt nu, fordi vi panikker, skal vi meget hellere placere langt flere penge i forskning og udvikling i ikke-CO2-udledende energikilder. Hvis vi kunne få en aftale i København i 2009 om, at alle nationer ville bruge 0,05 procent af BNP til forskning og udvikling, ville det være ti gange billigere end Kyoto, det ville være langt lettere at gennemføre og få alle nationer med på, og det ville øge den globale forskning og udvikling tifold. Vi har brug for en kølig debat for at nå et klogt resultat.

Selv hvis de værste estimater fra Grønlands afsmeltning fortsætter i resten af århundredet, så vil det betyde en havniveaustigning om hundrede år på blot 7 cm Vi har brug for en kølig debat for at nå et klogt resultat

4