Bragt i Berlingske Tidende, 31. august, 2009
Kronikken: En klimaløsning der virker, tak Vores generation bliver ikke bedømt på, hvor flot vores retorik om global opvarmning er eller på størrelsen af vores bekymringer. Vi vil blive bedømt på, om det lykkes os at håndtere den globale opvarmning. Af Bjørn Lomborg Resultaterne af næsten 20 års bestræbelser på at forhindre global opvarmning er helt utilstrækkelige. De løfter, der blev givet i Rio de Janeiro i 1992 om at nedbringe CO2‐udledninger, blev ikke opfyldt. De endnu større løfter, der blev givet i Kyoto fem år senere, er endnu længere fra at blive indfriet og væksten i udledningerne af CO2 fortsætter. Lektien er, at aftaler om at nedbringe CO2‐udledninger er en dyr, politisk besværlig og i sidste ende ineffektiv måde at nedbringe temperaturstigninger på. Desværre en lektie, som mange er fast besluttede på at ignorere. Igen i december planlægger politikerne at mødes i København for at forhandle en ny aftale om endnu mere dramatiske begrænsninger i CO2‐udledning. Selv hvis det lykkes dem at tilsidesætte deres uenigheder og underskrive en eller anden form for aftale, er der stor sandsynlighed for, at fremtidens politikere ikke kan levere varen. Det ville være en skam, om vi i København bare fortsætter uhindret med at afgive løfter, vi allerede nu ved ikke vil blive indfriet. Klima er et vigtigt problem. Det er måske ikke det vigtigste i verden. De ¾ af verdens befolkning, der lever uden nok mad, uddannelse og sundhed har langt mere basale behov, og dem kan vi hjælpe langt mere effektivt end gennem klimapolitik. Men klima er vigtigt, og for vigtigt til at vi taber endnu et årti på gulvet. Copenhagen Consensus har lavet et klimaprojekt, hvor vi har bedt nogle af verdens førende klimaøkonomer gennemgå de bedste løsninger og vurdere deres omkostninger og fordele. Den anerkendte klimaøkonom og hovedforfatter på FNs klimarapporter, professor Richard Tol, konkluderer, at en lav CO2‐afgift er den eneste politik for nedbringelse af CO2, som ville give økonomisk mening. Tol viser også, hvor dybt problematisk det vil være, at forsøge at holde temperaturstigningerne under 2 grader celsius ved at nedbringe CO2. De modeller, som kan opfylde målsætningen, viser, at det ville reducere verdens BNP med svimlende 12,9 % i 2100, hvilket svarer til en omkostning på astronomiske 200,000 milliarder kroner om året i slutningen af århundrede. Enkelte vil påstå, at global opvarmning vil være så frygteligt, at en reduktion af BNP på 12,9 % er en lille pris at betale for at forhindre den. Prøv så at tænke på, at størstedelen af de økonomiske modeller viser, at hvis global opvarmning ikke holdes nede, vil det koste cirka 2 % af de rige nationers BNP og 5 % af de fattige landes BNP i 2100. En gruppe italienske klimaøkonomer har, under ledelse af Professor Carlo Carraro, der ligeledes er hovedforfatter på FNs klimarapporter, taget et grundigt kig på, hvordan mennesker vil tilpasse sig til klimaforandringerne. Hvis man tager hensyn til denne såkaldte ' markedstilpasning', vil vi akklimatisere os til de negative effekter ved global opvarmning, udnytte de positive ændringer og derved faktisk skabe en svag, men helt igennem positiv effekt af global opvarmning i OECD‐landene: en stigning i BNP på 0,1% i 2100. I fattige lande vil en markedstilpasning reducere de tab, som er forbundet med klimaændringer, til 2,9% af BNP. COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM
Dette forbliver en betydelig, negativ effekt. Den virkelige udfordring ved global opvarmning ligger i at håndtere dens virkning på den tredje verden. Professor Carraro har vist, at en tilpasning vil forhindre langt flere klimaskader end nedbringelsen af CO2. Nedbringelse af udledninger til et niveau, som ikke kvæler den økonomiske vækst, kan forhindre skader til en værdi af 15.000 milliarder kroner, hvorimod en tilpasning kan forhindre skader for op imod 40.000 milliarder kroner. For hver krone, der bruges på tilpasning, ville vi opnå positive ændringer for planeten for 1,70 kroner. Endelig vil investeringer i tilpasning også medføre, at man redder mange liv i forbindelse med katastrofer, der er forårsaget af global opvarmning. Hvis vi forbereder samfundene på voldsommere vejr i fremtiden, hjælper vi dem også med at håndtere nutidens naturkatastrofer bedre. Mere kreative løsninger og tilgange fortjener også at komme i betragtning. Med banebrydende forskning har Dr. J. Eric Bickel og Lee Lane undersøgt omkostningerne og fordelene ved teknologiske klimaforbedringer. Ét af forslagene, blegning af havskyer, hvor skibe sprøjter dråber af havvand op i atmosfæren og forstærker den naturlige proces, hvor havsalt danner vanddamp og får skyerne til at reflektere mere sollys tilbage ud i rummet. Dr. Bickel konkluderer, at vi kan være i stand til at fjerne hele dette århundredes globale opvarmning ved at bruge cirka 45 milliarder kroner på at udvikle denne teknologi. Fordelene ved således at forhindre temperaturstigninger vil udgøre op imod 100.000 milliarder kroner. Det svarer til at undgå klimaskader til en værdi af 2.000 kroner for hver krone der bliver brugt. Etiske bekymringer om teknologiske klimaforbedringer bør være en del af vores debat, men hvis vi ønsker at undgå varmere temperaturer, så burde vi være begejstrede over, at denne enkle og omkostningseffektive tilgang viser så meget potentiale. Det ville kræve intet mindre end en teknologisk revolution at stoppe vores afhængighed af fossile brændstoffer, og vi er ikke engang tæt på at få gang i denne revolution. Professor Chris Green og Isabel Galiana påpeger, at kilder til ikke‐fossil brændstofenergi så som vind‐, sol‐, atom‐og geotermisk energi på baggrund af deres aktuelle tilgængelighed vil få os mindre end halvvejs mod stabile CO2‐ udledninger i 2050, og kun en lille fraktion af vejen mod stabilisering i 2100. En høj CO2‐afgift vil blot skade væksten, hvis den alternative teknologi ikke er klar, og det vil kun gøre det værre for os alle. Professor Green foreslår, at de politiske beslutningstagere stopper de altoverskyggende forhandlinger om nedbringelse af CO2‐udledninger og i stedet laver aftaler om at investere massivt i forskning og udvikling af grønne CO2‐fri teknologier. Hvis vi årligt investerer 500 milliarder kroner i forskning af ikke‐CO2‐baseret energi, ville vi praktisk talt kunne løse klima ændringerne i løbet af dette århundrede. Green har udregnet fordelene ved den langsigtede reduktion i opvarmning og større fremgang og konkluderer, at for hver krone der bliver brugt, ville denne tilgang forhindre klimaskader til en værdi af 11 kroner. Dette vil ikke kun have en langt større chance for rent faktisk at håndtere klimaændringerne; det ville også have langt større chance for politisk succes, da lande, som tøver med at skrive under på dyre målsætninger for CO2‐udledninger, med langt større sandsynlighed ville tage denne smartere innovationstilgang til sig. Det er tydeligt, at nedbringelse af drivhusgasser ikke kun er det eneste svar på global opvarmning. I næste uge arrangerer Copenhagen Consensus Center en konference, hvor en gruppe af nobelprisvindende økonomer gennemgår al den nye forskning og udpeger de løsninger, som er mest effektive. Forhåbentlig vil deres konklusioner påvirke debatten og hjælpe med at rykke beslutningstagerne væk fra én, meget mangelfuld og dyr, løsning på global opvarmning.
2
Vores generation bliver ikke bedømt på, hvor flot vores retorik om global opvarmning er eller på størrelsen af vores bekymringer. Vi vil blive bedømt på, om det lykkes os at håndtere den globale opvarmning. Connie Hedegaard og alle de andre politikere er nødt til at stoppe med at udstede dækningsløse, populære løfter og i stedet begynde at se på de mest effektive metoder til at hjælpe planeten. »Det ville kræve intet mindre end en teknologisk revolution at stoppe vores afhængighed af fossile brændstoffer, og vi er ikke engang tæt på at få gang i denne revolution.
3