Bragt i Politiken, den 5. november 2006
Analyse: Ensidigt. Klimahysteriet er himmelråbende Stern-rapporten har skabt stor international virak, men ikke bragt ny dokumentation frem for sine påstande. bjørn lomborg Direktør for Copenhagen Consensus Center på Copenhagen Business School Rapporten om klimaforandringer af Nicholas Stern og den britiske regering har tiltrukket sig opmærksomhed og skabt skræmmende overskrifter over hele verden. Der er blevet ofret megen opmærksomhed på Sterns grundlæggende argument om, at prisen for ikke at handle vil være ekstraordinært høj og omkostningerne ved at handle beskedne. Desværre falder denne påstand fra hinanden, når man rent faktisk læser de 700 sider. Til trods for mange gode referencer er Sterns gennemgang selektiv og hans konklusioner fejlbehæftede. Dens frygtskabende argumenter er blevet slået op som sensationer, hvilket sandsynligvis blot vil bringe verden i en værre situation end ellers. Rapporten påpeger korrekt, at klimaforandringer er et reelt problem, og at de er skabt af menneskers udledning af drivhusgasser. Ellers er der dog ikke meget korrekt at komme efter. Arbejdet virker sat sammen i al hast og har mange sjuskefejl. Et eksempel: Omkostningerne efter orkanen Katrina i USA hævdes at være både 0,13 procent af BNP og ti gange så stort. Rapporten er også ensidig. Den fokuserer næsten fuldstændig på nedskæring af udslippet af kuldioxid som løsningen på problemerne med klimaforandringer. Stern opfatter de øgede skader efter orkaner i USA som et stærkt argument for kontrol med udledningen af kuldioxid. Men skaderne efter orkaner er først og fremmest i stigning, fordi der er flere og flere mennesker med flere ejendele, der bosætter sig i mere og mere risikofyldte områder. Selv hvis den globale opvarmning forstærker orkanernes styrke markant, vurderes det, at 9598 af den forøgede skade vil skyldes demografi. Stern-rapporten anerkender selv, at simple initiativer såsom forstærkning af tage og murværk billigt kan reducere skaderne med mere end 80 procent. Men rapportens anbefalinger af dyre kulstofreduktioner vurderer at ville nedbringe skaderne med i bedste fald en til to procent. Det er en dårlig handel. Rapporten er selektiv og forsøger ofte at håndplukke i statistikkerne for at få et argument til at passe. Det kommer klarest frem i en undersøgelse af de sociale omkostninger ved kuldioxid, hvilket basalt set er de miljømæssige omkostninger ved at udlede endnu et ton kuldioxid. Den mest anerkendte klimaøkonom i verden er formentlig Willam Nordhaus fra Yale University, hvis »tilgang til sagen i ånden måske ligger nærmest vores«, ifølge Sternrapporten. Det er derfor interessant at bemærke, at de sociale omkostninger per ton ifølge Nordhaus er 2,5 dollar, mens Stern bruger tallet 85 dollar per ton, hvilket er 34 gange højere. Det siger meget om Stern-rapporten, at den vælger et tal, der er endnu højere end de officielle britiske estimater, der selv er blevet kritiseret for at være overdrevne. Sterns bærende argument for øjeblikkelig og stærk indsats er baseret på formodningen om, at ikke at gøre noget ved klimaforandringer koster 20 procent af BNP nu, og at gøre noget kun COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2254 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM
koster en procent. Desværre er dette argument baseret på tre meget problematiske antagelser. For det første antagelsen om, at hvis vi handler, vil vi ikke behøve at betale alligevel. Men det er ikke tilfældet. Stern siger faktisk, at hans løsning »allerede er forbundet med betydelige risici«. For det andet kræver det, at omkostningerne ved at handle er lige så lave, som Stern fortæller os, og her ser det meget ud til, at han i bedste fald har været for optimistisk. For det tredje og vigtigste kræver det, at omkostningerne ved ikke at gøre noget er realistisk vurderet. Sterns vurdering på 20 procent blæses op af en urealistisk pessimistisk vision af det 22. århundrede. Ifølge det grundlæggende talmateriale i Sterns egen rapport vil klimaforandringer koste os nul procent nu og tre procent af BNP i 2100, hvilket er et langt mere informativt tal end de tyve procent nu og i al fremtid. Med anvendelse af fornuftigt baggrundsmateriale viser cost-benefit-modeller, at dramatiske og hurtige reduktioner af udledningen koster mere end den nytte, de gør. Sterns forsøg på at udfordre den forståelse er baseret på en række af usandsynlige antagelser. Desuden er der et fjerde, stort problem i Sterns argument, der har fået meget lidt opmærksomhed. Det forekommer naivt at tro, at verdens 192 lande helt og holdent kan indføre Sterns forslag til tusindvis af milliarder dollar i en århundredlang periode. Hvorfor skulle man forvente, at ingen ville forsøge at undgå deres forpligtelser. Hvorfor skulle Kina og Indien overhovedet deltage? Og selv hvis Kina kom med, ville landet så være i stand til at indføre den foreslåede politik? Hvorfor er alt det her vigtigt? Ja, fordi med dygtig marketing og sensationsoverskrifter er Stern-rapporten ved at fæstne sig i vores kollektive bevidsthed. Dens påstande om, at oversvømmelser vil ramme os, har allerede vundet genklang hos kommentatorer, men hvis man går tilbage til de tilgrundliggende rapporter, viser de faldende omkostninger på grund af oversvømmelser og færre mennesker i risikozonen. Medierne citerer nu Sterns antagelse om, at klimaforandringer vil anrette økonomiske ødelæggelser, der vil skære 20 procent af BNP, og de vækker minder om fortidens økonomiske katastrofer som depressionen i 1930’erne og Anden Verdenskrig, men dog fortæller rapporten os klart, at omkostningerne vil være nul procent nu og bare tre procent i 2100. Det betyder noget, fordi Gordon Brown, Tony Blair og Nicholas Stern alle hævder, at en af de vigtigste årsager til, at de gerne vil gøre noget ved klimaforandringerne, er, at de vil ramme verdens fattige hårdest. Med et ’worse than worst case’-scenario advarer Stern om, at Sydasiens velstand og Afrika syd for Sahara vil blive reduceret med 10 til 13 procent i 2100. En upubliceret undersøgelse peger på, at konsekvenserne vil betyde yderligere 145 millioner fattige mennesker. Over for sådanne alarmerende formodninger ser det ud til at være en sund investering blot at bruge 1 procent af BNP eller 450 milliarder dollar om året for at nedbringe CO2-udledningen. Faktisk er det en af de mindst attraktive muligheder. Ved at bruge en brøkdel af dette beløb, 75 milliarder dollar, vurderer FN, at vi kunne løse alle verdens mest grundlæggende problemer. Vi kunne give alle rent drikkevand, ordentlige sanitetsforhold, grundlæggende sundhed og uddannelse nu og her. Er det ikke bedre? Vi ønsker alle en bedre verden. Men vi bør ikke lade os forlede til at foretage en dårlig investering, simpelt hen fordi vi er blevet skræmt af de sensationelle overskrifter.
2
Fakta: Globale afvejninger: Kyotoprotokollen er kun 23. prioritet I forlængelse af Copenhagen Consensus 2004, hvor en række af verdens førende økonomer mødtes for at prioritere, hvilke af verdens største udfordringer, der var mest presserende at løse, har 24 FNambassadører netop mødtes for at lave en lignende prioritering over, hvordan 50 mia. dollar mest effektivt kunne bruges på global udvikling. På den nye liste kommer klimainitiativer endnu engang langt ned, overgået af mere konkrete tiltag: • 1. Smitsomme sygdomme: Bedre basal sundhedspleje • 2. Sanitet og vand: Lokalt forankret vandforsyning • 3. Smitsomme sygdomme: Kontrol med hiv og aids • 4. Smitsomme sygdomme: Kontrol med malaria • 5. Sult og ernæring: Bedre ernæring til spædbørn ... • 23. Klimaændringer: Implementering af Kyotoprotokollen ... • 40. Klimaændringer: Skat på udledning af drivhusgasser
3