6. december, 2009

Bragt i Politiken 6. december, 2009

Kronik: Hellere forskning end nytteløs CO2‐reduktion At ignorere de økonomiske realiteter løser ikke global opvarmning

Af Bjørn Lomborg Bjørn Lomborg er direktør for den danske tænketank Copenhagen Consensus Center på Copenhagen Business School og har skrevet bogen ' Køl af. Sandheder og skrøner om den globale opvarmning'.

KLIMADEBATTEN er på sit højeste, og blandt mange deltagere vokser en ubehagelig tendens til at afskrive enhver, der ikke går ind for omfattende, øjeblikkelige CO2‐reduktioner, som ' fornægtere'. I samme rundhåndede omfang anvendes også det engang så hædrede adjektiv blandt videnskabsmænd: ' skeptisk'.

Flere er overbevidste om, at de såkaldte ' fornægtere' og ' skeptikere' ikke fortjener en plads i en rationel debat.

Fænomenet er ikke nyt. Vi skal næsten ti år tilbage, hvor diskussionerne om videnskaben bag klimaforandringer satte gang i debatten om ' fornægtere'. De, der satte spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem CO2‐udledninger og global opvarmning, blev her stemplet som ' fornægtere'.

Den semantiske lighed med holocaustfornægtelserne blev om noget i den forbindelse synliggjort. Ikke mindst fordi adskillige prominente miljøforkæmpere antydede behovet for Nürnberglignende retssager for deres modstandere. En sådan retorik var dybt uheldig. Dog kan man ud fra et sådant scenarie argumentere for, at den dengang voldsomme debat medførte én positiv ting: Den samlede størstedelen af klimavidenskaben i et fælles budskab om, at den globale opvarmning i vid udstrækning er menneskeskabt.

I dag har vi for længst flyttet os fra den generelle uenighed om videnskaben bag global opvarmning. Nu drejer den altoverskyggende, relevante debat sig om økonomien bag vores reaktion.

Nu uddeles etiketterne ' fornægter' og ' skeptiker' til enhver, der ikke passioneret forlanger drastiske, øjeblikkelige CO2‐reduktioner.

Det er uforsvarligt. Mange klimaøkonomer og specialister inden for dette område anbefaler overordentligt anderledes løsninger end de uendeligt gentagne krav om CO2‐nedskæringer.

ALLEREDE i min første bog, ' The Skeptical Environmentalist', skrev jeg som introduktion til afsnittet om klimaforandringer: »This chapter accepts the reality of man‐made global warming«. Jeg har ikke ændret holdning. Når jeg således bliver stemplet som en ' indædt klimaskeptiker' eller ' klimaforandringsfornægter' af bloggere og aktivister ‐ noget, der finder sted med deprimerende hyppighed ‐ synes det snarere at skyldes, at aktivisterne bliver moralsk oprevne, når jeg påpeger, at drastiske CO2‐reduktioner simpelthen er en af de ringeste måder at hjælpe verden på.

Det er forståeligt, at følelserne hænger uden på tøjet i en så vigtig diskussion. Og der er ingen tvivl om, at mine modstandere også har et ønske om at gøre godt for verden. Men jeg kan ikke se, hvordan det gavner at reagere på økonomiske argumenter med bagvaskelse. Og at ignorere ‐ eller tilmed ' fornægte' ‐ grundlæggende økonomi er en lurvet måde at hjælpe verden på. I juli aftalte lederne af verdens største industrilande ‐ G8 ‐ at nedskære CO2‐udledningerne for at begrænse den globale opvarmning til maks. 2 ° C over niveauet fra før industrialiseringen.

Dette vil være den dyreste offentlige politik, der nogensinde er blevet lavet.

COPENHAGEN Consensus Center bad for nylig 31 af verdens førende klimaøkonomer om at undersøge fordelene og omkostningerne ved forskellige tilgange til global opvarmning. Formålet var at skabe en debat omkring de løsninger, der vil give den største effekt på klimaet for de laveste omkostninger. Et COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM

ekspertpanel af topøkonomer, herunder tre nobelprismodtagere, rangordnede de absolut bedste løsninger.

Den prominente klimaøkonom professor Richard Tol, der har fungeret som ledende‐og hoved‐forfatter for FN's Klimapanel, påviste, at store løfter om drastiske, øjeblikkelige CO2‐reduktioner er en forbløffende kostbar måde at gøre ganske lidt godt på.

Tidlige og storstilede tilgange såsom reduktioner på 80 procent ved midten af århundredet ( med henblik på at nå målet på de 2 ° C) kan naturligvis forebygge en væsentlig del af skaderne fra den globale opvarmning. Standardmodeller viser, at det kunne skåne klimaet for skader for ca. 15.000 milliarder kr. årligt i år 2100. Omkostningerne vil dog medføre en reduktion i væksten til en pris af ca.

200.000 milliarder kr. om året, som hovedsageligt vil ramme den fattige del af verden. Desuden vil omkostningerne komme langt hurtigere end fordelene.

For hver krone, der vil blive brugt, vil man undgå to øre klimaskader.

Sagt hårdt: Drastiske CO2‐reduktioner vil gøre langt mere ondt end klimaforandringer.

CO2‐nedskæringer er ekstremt kostbare, specielt på kort sigt, fordi alternativerne til fossile brændstoffer er få og dyre. Uden hensigtsmæssige alternativer hæmmer vi blot væksten, hvilket ikke mindst vil skade lande som Brasilien, Kina og Indien, der er afhængige af fossile brændstoffer for at kunne løfte millioner ud af fattigdom.

Det er vigtigt at understrege, at Tols tal er baseret på prognoser fra alle de store økonomiske energimodeller fra Stanford Energy Modeling Forum. Omtrent halvdelen af modellerne finder det umuligt at opnå målet om at holde temperaturstigningerne under 2 ° C gennem CO2‐reduktioner.

På denne måde er det årlige prisskilt på de 200.000 milliarder kr. optimistisk, da det alene kommer fra de modeller, der antager, at målet i det hele taget er opnåeligt.

Desuden forudsætter omkostningerne på 200.000 milliarder kr., at politikere over hele verden, igennem hele århundredet, træffer de absolut mest effektive beslutninger for at reducere CO2‐udledninger ‐ helt uden at spilde penge. Kasserer man denne illusoriske antagelse, vurderer økonomerne, at prisen nemt bliver 10‐100 gange højere.

COPENHAGEN Consensus on Climates ekspertpanel overvejede Tols undersøgelser ‐ sammen med andre forslag til løsninger på den globale opvarmning ‐ og konkluderede, at drastiske CO2‐reduktioner er den ringeste politik.

Erfaring fra den virkelige verden understøtter dette argument. I Rio de Janeiro i 1992 lovede politikere fra verdens rige lande at skære ned på udledningerne i 2000. Det skete ikke. I Kyoto i 1997 lovede lederne endnu strengere restriktioner i 2010, selv om udledningerne fortsatte med at stige med stort set uformindsket styrke. Set i lyset af disse tidligere erfaringer er det besynderligt, at politikerne i København igen foreslår de samme gamle, forfejlede og virkningsløse forslag.

Samtidig nægter mange klimaaktivister at indlede en reel diskussion om alternative tilgange. Ved at stemple kritikere som ' fornægtere' og ' skeptikere' overlades jorden derfor til det svageste politiske valg ‐ og et valg med meget beskedne chancer for at forhindre temperaturstigningerne.

Vi kan og bør gøre det bedre. De bedste løsninger er ifølge det nobelprisvindende ekspertpanel hos Copenhagen Consensus on Climate at finde blandt mere intelligente tilgange.

Ekspertpanelet anbefaler øjeblikkelig forskning i teknologier til klimaforbedringer ( geo‐engineering) samt en markant intensivering af forskning og udvikling af grønne energialternativer. De to tilgange supplerer hinanden. Teknologiske klimaforbedringer har tempoet som fordel. Der eksisterer en markant forsinkelse mellem CO2‐reduktioner og temperaturreduktionen.

Selv en halvering af de globale emissioner ved midten af århundredet vil knap være målbart før slutningen af århundredet. At gøre grøn energi billig og fremherskende vil desuden også tage lang tid. Elektrificering af den globale økonomi er stadig ufuldendt efter mere end et århundredes indsats.

2

Rigtigt mange af os frygter teknologiske klimaforbedringer. Men banebrydende forskning fra University of Texas, ledet af dr. Eric Bickel og Lee Lane, viser, at selv minimale investeringer i teknologiske klimaforbedringer kan skabe lige så store reduktioner af effekterne ved den globale opvarmning som de tusinder af milliarder kroner, der foreslås brugt på CO2‐reduktioner. Den mest attraktive teknologi, som Bickel og Lane undersøger, er Marine Cloud Whitening, hvor skibe sprøjter havvandsdråber ind i skyerne for at gøre dem hvidere.

De kan derved reflektere sollys tilbage i rummet og reducere opvarmningen.

Dette forøger den naturlige proces, hvor havsalt fra oceanet piskes op og skaber kondensationskerner i skyerne. Hvidere skyer fører ikke til permanente atmosfæriske ændringer og behøver kun at anvendes, så længe behovet er til stede.

Forskerne konkluderede, at vi er i stand til at udligne hele dette århundredes samlede globale opvarmning med 1.900 ubemandede skibe, der samlet vil koste omtrent 48 milliarder kr. over hele århundredet. Når fordelene ved den forhindrede opvarmning beregnes, svarer dette til at gøre for 2.000 kr. gavn for hver krone, der bruges.

Hvidere havskyer løser selvsagt ikke alle aspekter af den globale opvarmning.

Men løsningen vil opnå mere, og langt hurtigere, end nogen anden plausibel CO2‐reduktion nogensinde ville gøre ‐ og til en brøkdel af prisen. Hvis løsningen af den globale opvarmning virkelig er noget, der bekymrer os, har vi helt bestemt en moralsk forpligtelse til at undersøge, hvad vi er i stand til at præstere med denne teknologi.

Men der er ingen grund til at bruge teknologiske klimaforbedringer til at købe mere tid, hvis vi ikke benytter denne tid effektivt. Siden politikere indledte forhandlinger om CO2‐reduktion, har vi spildt næsten 20 år uden at skabe en mærkbar fremgang i forhold til en forbedring af den globale opvarmning.

Ved kun at fokusere på, hvor meget CO2‐udslip vi kan ( love at) forhindre gennem beskatning i stedet for via teknologiske løsninger, sætter vi kærren foran hesten.

Som det fremgår af undersøgelser foretaget af de respekterede klimaøkonomer professor Chris Green og Isabel Galiana fra McGill University, er der tale om en massiv teknologisk forhindring.

DET GLOBALE energibehov vil være dobbelt så stort i 2050. Brug af fossile brændstoffer forbliver ‐ til trods for et meget blakket ry ‐ vigtigt for vores udvikling, vækst og overlevelse. Alternative energikilder er desværre langt fra klar til en udbredt anvendelse.

Hvis vi fortsætter om hidtil, vil den teknologiske udvikling ikke komme i nærheden af at gøre grønne energikilder konkurrencedygtige med fossile brændstoffer i forhold til pris eller effektivitet.

Green og Galiana har gennemgået den nyeste ikkekulbaserede energi i dag ‐ kernekraft, vind, sol, geotermisk m. v. ‐ og har konkluderet, at de samlede alternative energikilder vil kunne drive os mindre end halvvejs mod en CO2‐stabilisering i 2050 og kun en lille brøkdel af vejen mod en klimastabilisering i 2100.

Teknologierne vil ikke være klar, når det drejer sig om skalerbarhed og stabilitet. I mange tilfælde er der stadig behov for den mest basale forskning og udvikling. Vi er ikke engang tæt på at sætte denne revolution i gang. Den nuværende teknologi er så ineffektiv, at man ‐ for blot at tage ét eksempel ‐ vil være nødt til at overdække de fleste lande med vindturbiner for at kunne give energi til alle, samtidig med at man stadig vil stå tilbage med det enorme oplagringsproblem, når vinden ikke blæser.

Hvis regeringer forsøger at skære CO2‐udslippet ned gennem skatter og handelsaftaler uden effektive grønne energikilder, kommer vi ikke til at mærke nogen betydelig forskel i klimaforandringer i fremtiden. I stedet vil det på kortere sigt alene skade den økonomiske vækst voldsomt.

Offentlige midler til forskning og udvikling skal forøges drastisk. Vi kan ikke nøjes med at sætte vores lid til private virksomheder. Som vi har oplevet med medicinsk forskning, vil tidlige innovationer ikke medføre en betydelig økonomisk gevinst. Der eksisterer derfor ikke noget stærkt incitament til private investeringer i dag. Mens mange af os går ud fra, at grøn forskning og udvikling må være tiltaget drastisk i løbet af det

3

seneste årti, viser de faktiske tal fra Det Internationale Energiagentur ikke alene, at investeringer på dette område ikke er steget, men at det rent faktisk er aftaget markant siden de tidlige 1980' ere.

Beslutningstagere bør derfor stoppe deres forelskelse i bombastiske, men urealistiske løfter om CO2‐ reduktioner og i stedet blive enige om at investere i forskning og udvikling, så denne teknologi kan sikre, at grøn energi bliver konkurrencedygtig.

Det skal ske under den forudsætning, at pengene ikke går til at købe mere ineffektiv teknologi, men bruges til at promovere nytænkning. På den måde vil der være langt større chancer for, at vi kan få en politisk aftale ‐ og ikke mindst en meget større sandsynlighed for at tackle klimaforandringerne.

En årlig investering på ca. 500 milliarder kr. i forskning og udvikling vil betyde, at vi grundlæggende kan udbedre klimaforandringer hen over århundredet.

Investeringerne vil være 50 gange mere end det, der i øjeblikket bruges af regeringer på grøn udvikling og forskning, men kun en brøkdel af omkostningerne for de foreslåede CO2‐reduktioner. Green og Galiana har beregnet fordelene ‐ fra reduceret opvarmning og større vækst ‐ og konkluderer, at hver krone brugt på forskning og udvikling forebygger klimaskader for ca. 11 kr. Sammenlign dette med de to ører klimaskader, vi forhindrer med drastiske CO2‐reduktioner. Hvis vi virkeligt bekymrer os om klimaet, kan grøn forskning gøre 500 gange mere godt ( og klimaforbedring 100.000 gange mere godt).

DET 21. ÅRHUNDREDES største udledere af CO2, herunder Indien og Kina, er forståeligt nok tilbageholdende fra at indgå en dyr og ineffektiv CO2‐reduktionsaftale.

Det er langt mere sandsynligt, at de vil acceptere en billigere, smartere og mere effektiv politik. I sidste instans vil det hverken politisk eller økonomisk lykkes at tackle klimaet ved at gøre fossile brændstoffer så dyre, at ingen vil bruge dem.

Hvis vi derimod øger indsatsen for mere grøn forskning og udvikling, vil vi i midten af dette århundrede kunne gøre grøn energi så billig, at alle vil bruge den.

CO2‐skatter ville komme til at spille en vigtig understøttende rolle. Green og Galiana foreslår, at man indledningsvis kan begrænse CO2‐beskatning til en lav sats ( f. eks. 25 kr. pr. ton) med henblik på at finansiere energiforskning og ‐udvikling.

Med tiden bør beskatningen hæves for at sende et prissignal, som sikrer, at effektive grønne teknologier bliver indfaset.

Jeg finder det ufatteligt, at verdens førende klimaøkonomer, der står bag denne forskning, overhovedet kan blive stemplet som ' skeptikere' eller ' fornægtere'.

Men igen, stadig flere virksomheder og lobbyister har en stærk pengeinteresse i betalte CO2‐reduktioner.

Se blot på de penge, der kan tjenes fra ineffektive subsidier i Europa eller amerikansk lovgivning, der giver store støttebeløb til eksisterende energivirksomheder. Det kan være bekvemt at ignorere økonomiske fakta, der undergraver sådanne subsidier.

Men lad os forestille os, at denne voldsomme retorik blev brugt andre steder i samfundet. Hvis alle læger, der ikke udskrev morfin mod influenza, blev kaldt ' influenzaskeptikere'. Hvis alle, der satte spørgsmål ved størrelsen eller omfanget af regeringens økonomiske støtte, blev kaldt for ' finanskrisenægtere'. Eller hvis alle, der undrede sig højlydt over strategien i Afghanistan, blev beskyldt for at være på Talebans side.

Diskussioner, der omhandler løsning af jordens problemer, vil altid være følelsesladede.

Men de skal også være saglige.

Den tilgang, der giver bedst mening, når det handler om at reagere på den globale opvarmning, er at ændre kurs og fokusere på en politik, der rent faktisk kan fungere.

4