HeartCore - Det Officielle Copenhagen Pride Magazine (dansk)

NO2 FAMILIE 2020 DET OFFICIELLLE COPENHAGEN PRIDE MAGASIN

HEART CORE

ARE WE FAMILY? Vi undersøger fællesskaber

MØD VORES VOLUNQUEERS

i Copenhagen Pride HeartCore Magazine – 02

1

Redaktionen Mariya Alfa Staugaard – Chefredaktør (Hun/Hende) Lars Henriksen – Udførende redaktør (Han/Ham) Lærke Vinther Christiansen – Indholdsredaktør (Hun/Hende) Josefine Bruun Meyer – Redaktionssekretær (Hun/Hende)

Skribenter Andre Sanchez-Montoya (Han/Ham) Anne Sophie Parsons (Hun/Hende) Copenhagen2021 Karin Lützen (Hun/Hende) Laura Valentina Cortes Sierra (Hun/Hende) Lee Ravn Kristensen (Hun/Hende) Liv Rossander (Hun/Hende) Maria Rathje (Hun/Hende) Naomi Hagelman (De/Dem) Paulie Calderon-Cifuentes (Hun/Hende)

Oversætte og korrekturlæsere Adam Daugaard (Han/Ham) Helene Agerkvist (Hun/Hende) Louise Østergaard Sørensen (Hun/Hende) Maria Vinding (Hun/Hende)

Grafik og layout Søren Juliussen (Han/Ham) Camilla Engelaf (Hun/Hende)

Fotografer Renato Manzionna (Han/Ham) Ulla Munch-Pedersen (Hun/Hende)

Vil du være med?

Vi er altid interesserede i at få nye stemmer og erfaringer ind på redaktionen. Kontakt os på heartcore@copenhagenpride.dk

HeartCore kan læses online på dansk og engelsk via issuu.com Søg efter ”Copenhagen Pride” eller besøg vores hjemmeside på www.copenhagenpride.dk HeartCore er et primært frivilligt drevet magasin med base i København

Cover Foto: Brian Allesøe

INDHOLD H E A R TC O R E M A G A Z I N E - I S S U E 0 2

04

26

49

VELKOMMEN!

REGNBUEFAMILIER, #YOUAREINCLUDED TIL COPENHAGEN 2021!

VOLUNQUEERS: PRIDE-FAMILIEN

06 FAMILIEN UD FRA ET BIOLOGISK PERSPEKTIV

11 HVORDAN 1800-TALLETS KVINDER SNØD PATRIARKATET TIL AT KUNNE LEVE SOM DE VILLE

31 LAD OS HAVE EN QUEERVERSATION: AT FINDE FAMILIE I UNDERGRUNDSMILJØET

36 DEN QUEER FUGL FØNIX

40

15 DET DANSKE SUNDHEDSVÆSENS KRAKELEREDE FACADE

21 ALLE FAMILIER ER RIGTIGE FAMILIER

DIGT AF SYLVIA THOMAS

42 WE ARE FAMILY? LGBTI+ IDENTITET OG FAMILIE I FIRE FILM

52 “LGBT-PROFILEN HAR GIVET OS GAVEN AF ET VÆRDIFÆLLESSKAB”

55 LGBTI+ PERSONER, DERES FAMILIER OG PÅRØRENDE KAN NU FÅ BLÅSTEMPLET RÅDGIVNING I LGBT+ DANMARK

59 FRA MEXICO TIL LONDON: EN LATINAMERIKANSK TRANSAKTIVISTS REFLEKSIONER OVER SIN BARNDOM

46 MIN INTERNETFAMILIE

Hent den danske version på www.copenhagenpride.dk/heartcore

VELKOMMEN!

K

æ re læser Det er vores fornøjelse at byde dig velkommen til den anden udgave af HeartCore – Det Officielle Copenhagen Pride Magasin. En særlig velkomst til jer, der læser med for første gang; dette magasin er vores debut indenfor trykte medier og har ambitionen om at være en platform for alle de stemmer, der findes indenfor LGBTI+ miljøet, såvel som at opløfte og give styrke til disse stemmer.

I hver udgave af bladet har vi valgt et overordnet tema, som fungerer som den røde tråd, der leder dig igennem indholdet. Temaet for denne udgave er FAMILIE. Familie er fantastisk, komplekst, rodet, sårbart, og mest af alt noget, der kommer i alle former og udgaver. Familie kan være forbundet gennem blod, men kan også opstå gennem sammenhold. Især i et marginaliseret miljø som vores er der mange, der har måtte søge efter andre personer end dem, de voksede op med, for at finde den accept, man ønsker i en familierelation. Det kan være forbundet med sorg, men også noget smukt – og det er aldrig for sent at finde et miljø, der vil omfavne dig, som du er.

En familie kan opstå, når et nyt liv bydes velkommen, eller når et gammelt liv forlades til fordel for noget, der føles som hjem. Familie kan være en sikker havn eller et stormfuldt hav.

For nogen er familie de valgte miljøer, de finder senere i livet, mens andre har familier, der altid har været der. Endnu andre har en familie i den mere traditionelle forstand, såvel som et miljø, de anser som værende lige så tætte. Med denne udgave af HeartCore ønsker vi at fortælle nogle af disse familiers historier.

4

HeartCore Magazine – 02

Mens vi bevæger os hen mod vinteren, ønsker vi at engagere os i de ting, der forbinder os og bringer os tættere sammen. Det har været et ustabilt år på flere måder, end man kan tælle til, og vi står stadig overfor usikkerheden omkring, hvad fremtiden bringer, og hvordan vi bedst bekæmper den konstant voksende modstand mod menneskerettigheder. For nogen er det en konstant kilde til angst, og det skaber et behov for at tage vare på hinanden imellem de kampe, der må kæmpes imod homo- og transfobi, sexisme, racisme, fascisme, misogyni og andre former for undertrykkelse.

Vi håber, at du vil nyde at læse om familiestrukturens historie, familie der opstår i undergrundsmiljøer, udfordringer ved at starte en familie som LGBTI+ person, og mange andre temaer og tanker. Endnu engang inviterer vi dig til at række ud til os, hvis du har noget, du vil bidrage med til HeartCore, om det er konstruktiv kritik eller en idé til den næste udgave af bladet.

Dette magasin tilhører os alle sammen, og det arbejder vi hårdt for at efterleve.

Rigtig god læselyst!

Copenhagen Prides bestyrelse og HeartCores redaktion

En del af HeartCores redaktion til udgivelsen af første udgave i august.

Foto: Ulla Munch-Pedersen

HeartCore Magazine – 02

5

FAMILIEN UD FRA ET BIOLOGISK PERSPEKTIV Af Naomi Hagelberg, Cand. Scient. Biolog

Er kernefamilien den mest naturlige familiestruktur for mennesket eller havde vi fat i noget mere naturligt tilbage i hippietiden? Lad os tage de biologiske briller på, og analysere hvilken historie menneskets fysiologi og anatomi fortæller.

Foto: Naomi Hagelberg, Motiv: Noah Hagelberg

6

HeartCore Magazine – 02

M

enneskets

hjerne er plastisk. Det betyder, at mennesket kan tilpasse sig adfærdsmæssigt til rigtig mange ting, uden at det nødvendigvis ser sin tilpasning som underlig, anderledes eller ubehagelig. Tid alene vil medføre at enhver adfærd ses som normen.

Eller sagt med andre ord: Når en befolkningsgruppe har gjort noget længe nok, vil de fleste i den gruppering mene, at dette er den rigtige måde at være på. Af denne årsag er der mange forskellige kulturer og familiestrukturer på jordkloden, der alle mener, at deres version må være den mest rigtige. Så når vi skal undersøge, hvilken familiestruktur menneskearten har, ud fra et biologisk perspektiv, så kan vi ikke blot kigge på hvilke strukturer, der findes i dag. For jo, selvom hjernen er en meget stor del af menneskets biologiske væsen og alt hvad mennesker gør, og dermed er en del af menneskets biologi, så fortæller menneskets kroppe til tider en helt anden historie end den, mennesket udlever.

Familie = Yngelpleje Lad os starte med at kigge på nyfødte børn. Menneskets afkom kan ikke klare sig alene direkte

"Selvom hjernen er en meget stor del af menneskets biologiske væsen og alt hvad mennesker gør, og dermed er en del af menneskets biologi, så fortæller menneskets kroppe til tider en helt anden historie end den, mennesket udlever."

Foto: Niels Hagelberg. Motiv: Naia Hagelberg

efter fødslen. Grundet menneskets store hjerner, der er en vigtig del af dets strategi for overlevelse, er mennesker nødt til at blive født inden hjernen er færdigudviklet.

Hvis hjernen skulle være udviklet nok til at barnet af egen kraft kunne følge med de voksne direkte efter fødslen, så skulle bærerne have udviklet meget bredere hofter og vaginale åbninger, så barnets store hoved kunne blive født uden af dræbe bæreren. Bæreren ville heller ikke kunne nøjes med at bære fosteret i omkring ni måneder.

Det ville nok snarere skulle bæres i nærheden af to år. Og stadig ville dette barn have svært ved at klare sig uden andre mennesker omkring det, til at hjælpe det med mad, vand og beskyttelse.

I stedet for en fysisk tilpasning, udviklede mennesket en social tilpasning. De har yngelpleje. Så menneskets familiestruktur indeholder, at voksne skal tage sig af børn.

Familie = En gruppe af voksne, der tager sig af alles børn Da mennesket føder børn meget tidligt i barnets fysiske udvikling, så har de ingen tænder til at tygge mad med. De er dermed afhængige

HeartCore Magazine – 02

7

af flydende kost. Denne får de via bærerens mælkekirtler. I løbet af graviditeten og ved amning producerer hypofysen, der er en 1 cm stor kirtel i hjernen, mere af hormonet prolaktin. Den øgede koncentration af prolaktin stimulerer mælkeproduktionen i brystkirtlerne, hvilket ernærer barnet.

Menneskets familiestruktur indeholder dermed ernæring af afkom fra bæreren. Der er dog mange undtagelser til dette element.

Mælkeproduktionen fortsætter så længe der foregår amning og der ikke er andre faktorer, der reducerer mælkeproduktionen. Barnet præges ikke til at kun ville amme hos bæreren, hvilket medfører, at barnet kan ammes af alle, der producerer mælk. Barnet er ikke afhængigt af, at bæreren giver det mælk. Barnet kan sagtens ammes af alle, der producerer mælk. Derudover er det også muligt at malke mælk ud ved at stryge langs mælkekirtlerne og føde kan koges eller moses til en flydende substans, som barnet kan få i stedet for mælk direkte fra brystkirtler.

Barnet er dermed ikke afhængigt af bæreren alene. Mennesket har udviklet en social familiestruktur, der sikrer, at børn kan overleve, selvom deres bærere ikke gør. Vi ser her de første tegn på,

Foto: Javier Allegue Barros

8

HeartCore Magazine – 02

at en gruppestruktur er vigtigt for menneskearten og at stort set alle har en trang til at tage sig af børn.

Denne trang til at ville tage sig af børn er en ubetinget respons. Ubetinget respons betyder, at det ikke er noget, det enkelte menneske har lært i dets opvækst. I stedet er mennesket født med at føle en beskyttertrang, når de ser de klassiske karaktertræk for et barn. De klassiske karaktertræk er et individ, der har et alt for stort hoved i forhold til dets krop og har store øjne og en lille næse og lille mund. Dette er også årsagen til, at mange får en følelse af kærlighed, beskyttertrang, omsorg og synes, at det er sødt og vil holde og ae det, når de ser en killing, hvalp eller andre pattedyrunger.

Menneskets familiestruktur indeholder dermed en gruppe af voksne, der tager sig af børn, uanset om de er blodsbeslægtede med dem eller ej.

Familie = En gruppe, der tager sig af hinanden Da barnet ved fødsel ikke selv kan gå, så må det bæres eller ligge på jorden. Dette vil være en stor udfordring, hvis én forælder alene skulle sikre egen

"Samleje hos menneskearten handler ikke primært om at producere et afkom"

Foto: womanizer-wow-tech

og barnets overlevelse i form af at skaffe føde og beskytte sig mod rovdyr.

Menneskets familiestruktur kræver dermed, at forælder og barn er en del af en gruppering, der ønsker at hjælpe med at skaffe føde og beskytte mod rovdyr. Menneskets familiestruktur består dermed også af, at de voksne vil tage sig af hinanden.

Familie = En polyamorøs, promiskuøs gruppe, der tager sig af hinanden Lad os nu kigge på forplantning. For at kunne skabe et afkom, skal der kombineres et æg og en sædcelle. Ægproducenterne har ikke konstant æg

til rådighed til at blive befrugtet med sæd. De har derimod typisk kun ét æg til rådighed i op til to dage hver 28. dag. Ægproducenten viser ikke fysiske tydelige tegn på hvornår de to dage er, som andre kan se. Der er forskellige små tegn, såsom at nogle ægproducenter kan mærke ægløsningen som et stik i deres æggestok/leder, andre tegn kan være, at sekretet fra vagina bliver mere klægt, ømme bryster, øget kropstemperatur eller at ægproducentens humør ændrer sig, f.eks. i form af en større lyst til samleje, men ingen af disse er tegn, som andre nødvendigvis bemærker.

Derudover kan sæd overleve seks dage inde i æggebæreren, så det er muligt at producere et afkom, hvis der er samleje med sædudløsning

HeartCore Magazine – 02

9

fem dage før ægløsningen. Hvis menneskearten vil sikre sig, at de producerer et afkom, bør de umiddelbart have samleje så ofte som muligt. Der er dog andre faktorer, der påvirker mængden af sædceller, der produceres, såsom tanken om, at ægproducenten har samleje med andre sædproducenter. Det er altså ikke kun et spørgsmål om at have hyppigt samleje med sædudløsning, men også om at ægproducenten har samleje med sædudløsning med mere end én person.

Da det er så svært at vide, hvornår samleje kan resultere i et afkom, og menneskearten er fysiologisk tilpasset til at have hyppigt samleje med mere end én person, kunne det tyde på, at samleje hos menneskearten ikke primært handler om at producere et afkom. For ellers ville ægproducenterne have udviklet tydeligere tegn på hvornår et samleje med udløsning kan resultere i et afkom, som sædproducenterne nemt kunne opdage.

Så hvad er så formålet med samleje?

Samleje er ikke noget, der udføres uden nogen som helst form for sanseoplevelse. Mennesket har omkring 8000 nerveender i klitorishovedet og 4000 nerveender i glansen på penis. Disse nerveender giver en behagelig følelse, når de stimuleres korrekt. Samleje er dermed en aktivitet, der, udført korrekt, giver en fysisk glæde til alle deltagende parter og også en aktivitet, der kan udføres på mange andre måder end ved penetration af penis i vagina. Samleje er noget menneskearten Foto: Naomi Hagelberg. Motiv: Naia Hagelberg

10

HeartCore Magazine – 02

kan udføre, og får glæde af, med alle individer uanset om de er æg- eller sædproducenter eller om de ikke kan producere nogle af disse ting. Når individer giver glæde til hinanden, så udvikler de ofte kærlige følelser for hinanden og får lyst til at hjælpe hinanden. Samleje kan dermed handle om at sikre, at en gruppe hjælper hinanden.

Menneskets familiestruktur kan dermed være en polyamorøs, promiskuøs gruppe af alle køn, der tager sig af hinanden og af børn.

Så hvad fandt vi frem til?

Kernefamilien falder ikke særligt godt i hak med menneskets fysiologi og anatomi, medmindre vi accepterer utroskab og at kernefamilier i et nabokvarter udvikler et meget intimt hjælpsomt netværk. Hippierne var nok tættere på den naturlige familiestruktur, omend de også havde deres udfordringer og ikke helt faldt i hak. Med tiden vil vi måske finde et sundt og naturligt leje for menneskets familiestruktur.

Disclaimer: Der er mange andre faktorer og argumenter, der ikke er taget med i denne artikel og nogle af de medtagne faktorer og argumenter er kun berørt overfladisk. Det er præmissen for artikler med begrænset plads frem for bøger med næsten ubegrænset plads. Tag det som en appetitvækker, der sætter dine tanker i gang.

HVORDAN 1800-TALLETS KVINDER SNØD PATRIARKATET TIL AT KUNNE LEVE, SOM DE VILLE af Karin Lützen

I 1800-tallets Danmark åbnede jobs op i middelklassen for kvinder, som blandt andet ville arbejde som lærerinder og sygeplejersker. Dette ledte til at flere kvinder flyttede sammen, opdragede hjemløse børn sammen og blev begravede sammen, uden at opleve den samme stigma som mandlige homoseksuelle oplevede i 1800-tallet.

S

iden 2007 har en kvinde, der lever sammen med en anden kvinde (eller som lever alene) kunnet få adgang til fertilitetsbehandling.

Det vil sige, at kvinder uden mænd helt lovligt kan få hjælp fra sundhedsvæsnet til at stifte en såkaldt regnbuefamilie. Det er værd at fejre, for da lov om kunstig befrugtning blev fremsat i Folketinget i 1996, var der et flertal for, at denne ret skulle forbeholdes kvinder, som var gift eller som levede sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.

Når folketingsmedlemmerne fra begge fløje dengang skulle argumentere for denne begrænsning, sagde de stort set det samme som medlemmet fra Socialdemokratiet: ”Jeg mener, vi kan konstatere at det er bedst for et barn at have både en far og en mor. Det er bedst af praktiske grunde, af økonomiske grunde, men ikke mindst af følelsesmæssige grunde. Det er godt for et barn at have tilknytning til både en mandlig og en kvindelig forælder”. Ingen kunne begrunde dette synspunkt - det var bare sådan det var, og den heterosek-

HeartCore Magazine – 02

11

Sygeplejersker boede ofte i en særlig afdeling på hospitalet, hvorimod de efterhånden utallige lærerinder kunne bo for sig selv. Selvom lærerinderne i de første mange år fik en lavere løn end deres mandlige kolleger, fordi de ikke blev betragtet som familieforsørgere, havde de mulighed for at danne deres egen husstand. En del boede på pensionat, ofte sammen med andre selverhvervende kvinder, men ikke så få lejede en lille lejlighed sammen to og to. Dette blev endda anbefalet af skolebestyrerinden frøken Natalie Zahle. I 1872 skrev hun i en dagbladsartikel, at hvis en lærerinde fik en bedre uddannelse, ville hun også få større betroede poster og dermed en løn, der svarede til hendes ansvar og ikke var bestemt af hendes køn. ”Hun maatte ogsaa som ugift Kvinde være i Stand til at danne sig en Husstand og Familiekreds, hvis den ellers ikke ganske naturlig var hende anvist, for at hun trods sin ugifte Stand kunde under sin Virksomhed tilfredsstille den i Kvinden aldrig indslumrede

Motiv: Natalie Zahle & forstanderinde ved Zahle's skole Hansine Gerdtzen. Af Niels Hansen

suelle kernefamilie var blevet til en norm her i slutningen af 1900-tallet.

Den moderne kvindes tilblivelse 100 år tidligere var der ikke samme ideal om, at et barn burde vokse op i en familie med en far og en mor. Dengang kunne både ugifte kvinder og to kvinder, der levede sammen, tage forældreløse børn til sig og på den måde skabe deres egen familie. Det krævede naturligvis, at kvinderne kunne forsørge sig selv, og netop i slutningen af 1800-tallet opstod erhverv for middelklassens kvinder. Kvinderne kunne uddanne sig til sygeplejersker eller lærerinder eller få et lønnet arbejde indenfor velgørenhed.

12

HeartCore Magazine – 02

"100 år tidligere var der ikke samme ideal om, at et barn burde vokse op i en familie med en far og en mor af hvert sit biologiske køn.

Dengang kunne både ugifte kvinder og to kvinder, der levede sammen, tage forældreløse børn til sig og på den måde skabe deres egen familie."

Moderlighed, uden Tilfredsstillelsen af hvilken hendes Gerning udad til kan staa Fare for at blive enten overspændt eller tør og haandværksmæssig”.

Exceptionelt tætte venskaber Frk. Zahles to gode veninder: husfællerne og skolebestyrerinderne, komtesse Thusnelda Moltke og enkefru Elise Bay, skabte sig et sådant liv.

De tog tre forældreløse drenge til sig og stiftede dermed en familie, der lignede tidens øvrige kernefamilier. De to kvinders samliv blev fremhævet som betydningsfuldt, og da komtesse Moltkes Pigeskole i 1910 kunne fejre sit 30-års jubilæum, skrev Natalie Zahle en artikel om skolen og dens stifterinde. Efter omhyggeligt at have beskrevet komtesse Moltkes skole gennem årene, skrev frk. Zahle: ”Sin Livslykke har hun fundet i Hjemlivet med Enkefru Elise Bay, f. Lund, hvis rige Begavelse, store Livfuldhed, Munterhed, ja, ofte sprudlende Humor, har virket velgørende paa Komtesse M.s ejendommelige Hang til Tilbagetrukkethed og Ensomhed. De har suppleret hinanden paa mangfoldige Maader til Held for Hjem og Virksomhed”. Fru Bay døde i 1916, og da komtessen afgik ved døden i 1928, meddelte skolens årsskrift, at ”ved sin elskede Vens, Fru

"Husfællerne og skolebestyrerinderne, komtesse Thusnelda Moltke og enkefru Elise Bay, skabte sig et sådant liv. De tog tre forældreløse drenge til sig og stiftede dermed en familie, der lignede tidens øvrige kernefamilier."

Elise Bays, Side blev Komtesse Moltkes Legeme stedt til Hvile.” Det vil på moderne dansk sige, at de blev begravet i samme gravsted.

Andre kvindepar blev forstanderinder for børnehjem og forvaltede modergerningen med hver deres egenskaber, som f.eks. frøknerne Anna Herreborg og Agnes Hansen. Da de i 1926 trak sig tilbage efter at have bestyret pigehjemmet Talitha Kumi siden 1887, skrev hjemmets bestyrelsesformand, fabrikant Rudolph Nielsen, i bogen Danske Opdragelseshjem i Billeder og Tekst om kvindernes gerning: ”De besad begge rige Evner og et frodigt varmt Følelsesliv, trofaste Venner fra Ungdommen af supplerede de paa en lykkelig Maade hinanden, hos den ene var maaske det stærke, hos den anden det milde det fremherskende Træk. Kun en saa fuldkommen Harmoni kunde tillade den Udnyttelse af sjælelige og legemlige Kræfter til det yderste, som deres Gerning kom

Motiv: Nelly Moltke

HeartCore Magazine – 02

13

Motiv: Emilie Mundt, Marie Luplau and their adopted daughter Karla

til at kræve.” Selv om han ikke skriver, at den ene var en fader, så antyder han med de to modsatrettede egenskaber ”det stærke” og ”det milde”, at den ene kunne udvise myndighed, mens den anden kunne udvise overbærenhed. ”De to Kvinder gav sig hen i Modergerningen med lige stærk Følelse af deres Pligter og af deres Rettigheder. Det Maal, hvorpaa de aldrig slog af, var at knytte Børnene til hinanden, til Hjemmet og til deres moderlige Veninder med Baand, der kun kunde ligestilles med dem, Blodet knytter i det naturlige Hjem”.

Hvad disse to eksempler på kvindepar viser, er, at det ikke vakte forargelse, at to kvinder stiftede familie eller levede sammen hele livet.

Det bemærkelsesværdige er også, at der langt op i 1920’erne kunne skrives så uskyldigt om den slags forhold. På det tidspunkt havde mandlig

14

HeartCore Magazine – 02

homoseksualitet været meget omtalt i dagspressen, og i England var den lesbiske roman Ensomhedens Brønd (The Well of Loneliness) under stor opmærksomhed blevet forbudt. Romanen udkom på dansk i 1929. Ingen tænkte åbenbart på at hæfte betegnelsen ”homoseksuel” på disse kvindepar, og det er også meget usandsynligt, at de selv har forbundet den omtalte afsporede seksualitet med deres eget hjemlige liv. Heraf kan man konkludere, at dengang homoseksualitet var et ukendt fænomen, kunne to kvinder udmærket skabe en familie. Hvad der blev fremhævet ved disse to kvindepar var, at deres forskellige karakteregenskaber supplerede hinanden, hvorimod det var underordnet, at der ikke var en mand i familien.

DET DANSKE SUNDHEDSVÆSENS KRAKELEREDE FACADE Af Anne Sophie Parsons

D

a forfatter Karen Stenlev mødte det danske sundhedsvæsen i forbindelse med fertilitetsbehandling sammen med sin kone, var hun ikke forberedt på at støde panden mod en mur – alt sammen på grund af sin egen psykiske sygdom.

“Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!” Denne bibelske indstilling er sejlivet: At etablere din egen familie som voksen er en gylden retningslinje, som videregives universelt på tværs af lande, religioner og race.

I en LGBTI+ kontekst har dette været et område, hvor surrogatsvangerskab og fertilitetsbehandling gennem årene har hjulpet til at skabe regnbuefamilier; Nina Stork fik i 1990’erne det lesbiske fællesskab i Danmark til at smile fra det ene øre til det andet, da hun åbnede en af de første private fertilitetsklinikker for fællesskabet såvel som kvinder, der ønskede at være alenemødre.

Men hvad hvis dette ønske om at skabe en mor-mor-barn-konstellation kompliceres yderli-

gere - ved at psykisk sygdom står i vejen for at opnå målet at skabe sin egen familie?

Forfatter Karen Stenlev trækker på direkte erfaringer når hun taler; en langtrukken episode fra hendes eget liv uddestilleres i hendes litterære debut, bogen "Imens jeg blev til noget andet", som drejer sig om hendes personlige møde med det danske sundhedsvæsen og psykologer. I bogen beretter hun hvordan det efterlod hende figurativt banket gul og blå, at hun ønskede at gennemgå fertilitetsbehandling sammen med sin kone med sin psykiske sygdom trukket efter sig som en klods om benet. ”Bogen er min måde at transformere den smerte, vi har været igennem, på – at skabe et nyt rum, hvor de kampe, jeg har været igennem, får en stemme, og vi kan tale om det, samt skabe en dialog om, hvordan psykisk sygdom behandles, også når du tilhører LGBTI+ fællesskabet, snarere end hele kampen er forgæves.”

HeartCore Magazine – 02

15

Et spørgsmål om identitet Efter et antal kontinuerligt forfejlede forsøg på at blive gravid, blev Karen og hendes kone nægtet fertilitetsbehandling af statsforvaltningen, på grund af Karens givne psykiske sygdom, hvilken blev betragtet som en tilstrækkelig eklatant faktor til at kvalificere hende som en dårlig mor.

Parret ønsket intet mere end at føje et barn til deres familie. Meddelelsen kom som et sønderknusende slag: Det var en forstærkning til den måde, Karen altid havde følt sig på: som om hun ikke var i stand til at udrette noget som helst;

"Bogen er min måde at transformere den smerte, vi har været igennem, på – at skabe et nyt rum, hvor de kampe, jeg har været igennem, får en stemme, og vi kan tale om det, samt skabe en dialog om, hvordan psykisk sygdom behandles, også når du tilhører LGBTI+ fællesskabet, snarere end hele kampen er forgæves."

16

HeartCore Magazine – 02

biologisk, mentalt, uddannelsesmæssigt og seksuelt. De officielle repræsentanter fra det danske system lagde kun brænde på Karens bål, hvor følelsen af at være fuldkommen utilstrækkelig allerede brændte.

Spørgsmålet om identitet har været et konstant element, der har vekslet mellem hvad samfundet har fortalt hende, og hvad hun selv vidste: Følelsen af at være anderledes fulgte hende allerede fra de tidlige år; Karen følte sig utilpas i den lille by uden for Aarhus, hvor hun voksede op, selv før hun blev diagnosticeret med skizotypi senere i livet. Med ugengældte forelskelser i andre piger som ung teenager, føltes det, at stå udenfor konceptet ’normal’, som hendes eget klare tab og hendes egen fejl. Som om hun ikke var i stand til at reproducere, hvad der så ubesværet skete omkring hende. Det er en følelse, hun stadig ikke kan blive af med den dag i dag: ”Jeg har altid haft en støttende familie i forhold til min psykiske sygdom og seksualitet, men jeg er stødt på problemer i samfundet og i forbindelse med andre mennesker: At jeg ikke er til at stole på, på grund af min psykiske sygdom, eller at folk ikke troede på, at jeg var lesbisk, fordi jeg for eksempel gik i høje hæle og kjoler. Du stopper aldrig med at skrive din egen historie gennem livet; det handler alt sammen om, hvilken historie jeg fortæller mig selv om mig selv”, pointerer Karen ved det bord, vi sidder ved.

Det danske sundhedsvæsen som et revnet æg Selvom ideen om normalitet modsættes af queer-aktivister og normkritiske stemmer inden for LGBTI+ fællesskabet, har det altid været en stabil mærkepæl, som Karen Stenlev har ønsket at tage til sig. Som et tilflugtssted. En måde at modbevise de kommentarer, hun er blevet mødt med, og følelsen af konstant at skulle forklare sin seksualitet eller sit psykiske helbred: ”Måske er det på nogle måder stadig mere tabu at være psykisk syg end LGBTI+ i dag og i det mindste i Danmark - mens du aktivt kan vise din seksuelle orientering, kan ingen se på mig,

Foto: Karen Stenlev ©RenatoManzionna

at jeg er psykisk syg. Det er en kamp, vi først har startet nu, og som dem, der har været udsat for streng regulering fra den danske regering, har brug for at hæve deres stemmer omkring. Faktummet er, at folk burde være mere bevidste om, hvordan psykologer og læger, mennesker i magtpositioner, taler til patienter, og hvordan de bruger sårende ord og begrænser folks potentiale.”

At møde forudindtagede ideer om, hvordan hun skal være og opføre sig, har føltes som en lænke om benet gennem hendes liv. At være psykisk syg har betydet, at hun ikke er blevet dømt god nok til at være mor; at være lesbisk har bety-

det, at det gifte par har været nødt til at gå til det danske sundhedsvæsen for at skulle i betragtning til fertilitetsbehandling.

Historien er defineret af en langtrukken, udmattende kamp mod det danske system og dets opdelende tilgang til mennesker, som ikke har de psykiske og fysiske ressourcer til at kæmpe imod. Karen troede, de blot skulle gennemgå fertilitetsbehandling, men i stedet blev hun mødt med tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne udfylde rollen som mor. Alt sammen på grund af dokumenter, som deres fertilitetslæge fik adgang til via Karens psykolog.

HeartCore Magazine – 02

17

Ønsket om et barn afhang af, hvorvidt deres fertilitetslæge vidste nok om psykiske sygdomme og diagnoser, samt hvordan disse manifesterer sig.

Det er derfor også vigtigt at tale om, hvordan det alt sammen handler om menneskelig vurdering og hvordan det afhænger af lægens velfunderede viden. Det er vigtigt at tale om stigmatisering af psykisk sygdom, siden parret aldrig blev informeret om, hvad der skulle ske. Statsforvaltningen talte aldrig med dem eller informerede dem om, hvad der skulle ske i deres tilfælde. En medmenneskelig behandling blev holdt uden for ligningen, og parret blev overladt til sig selv. ”Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi behandler og snakker med mennesker - især dem, der bliver sparket mentalt, mens de allerede ligger på gulvet. Min psykolog fortalte mig en gang: I det mindste har du ikke kræft - for mig var det en ubrugelig kommentar, da jeg bare endte med at føle mig endnu værre bagefter."

Den uheldige præmis er, at du er nødt til at være ressourcestærk for at kunne forklare at du – faktisk – er ressourcesvag i forhold til din position på arbejdsmarkedet som en borger i den moderne verden.

Lys for enden af tunnellen Der er dog et lyspunkt i historien. Selvom Karens bog ender ubestemmeligt, når det kommer til, hvorvidt et barn undfanges eller ej, er det en lykkelig fortælling i det virkelige liv, dog ikke uden

18

HeartCore Magazine – 02

“Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi behandler og snakker med mennesker især dem, der bliver sparket mentalt, mens de allerede ligger på gulvet. Min psykolog fortalte mig en gang: I det mindste har du ikke kræft - for mig var det en ubrugelig kommentar, da jeg bare endte med at føle mig endnu værre bagefter.” en udmattende juridisk proces. I dag har Karen og hendes kone en fem måneder gammel datter.

De fik succes med at opnå deres familiedrøm.

Domsafsigelsen blev anket, og parret var i stand til at omstøde statsforvaltningens bestemmelse.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi taler med hinanden om aspekter, som stadig kan blive betragtet som tabulagte: At understrege marginaliserede stemmer i den fortsatte kamp for rettigheder og især også i forbindelse med intersektionelle identiteter inden for LGBTI+ akronymet. For at give stemme til de af os, som ikke har ressourcerne til at finde den selv.

COPENHAGEN

WINTER PRIDE WEEK 22.–27. FEBRUAR 2021

S I T A R G ENTRÉ

DEBA TTER , WOR KSHO PS, KULT UR & M.M.

Mere info på copenhagenpride.dk HeartCore Magazine – 02

19

Foto: Nelle Renberg

20

HeartCore Magazine – 02

ALLE FAMILIER ER RIGTIGE FAMILIER Denne artikel blev oprindeligt skrevet til INCLUDE Magazine af Martin Dover, udgivet af Copenhagen2021 i 2019

Karen Therkelsen er på en mission for at udbrede sit såkaldte ”Forælder speed Matching” som en mulighed for LGBTI+ personer for at stifte deres egen familie i et land, hvor surrogater er forbudt. Idéen opstod, da hun selv havde fået barn med en homoseksuel mand.

HeartCore Magazine – 02

21

K

aren Therkelsen havde aldrig rigtig tænkt på at få børn. Hendes livs kærlighed var endnu ikke dukket op, og hun var ikke ligefrem ivrig efter at få børn. Men det begyndte at ændre sig, da hun var i 30erne. ”Det var kort tid efter, at min far døde, at jeg begyndte at tænke over at få børn,” fortæller hun. ”Jeg havde overvejet det, da jeg var yngre, men tanken havde aldrig fyldt meget hos mig, og nu stod jeg pludselig og følte en stor trang til at blive mor.”

Selvom trangen var stor, var udsigterne ikke de bedste. Prinsen på den hvide hest lod ikke til at være lige om hjørnet, og Karen var ikke i tvivl om, at hun ikke ønskede at være alenemor. Samtidig var hendes biologiske ur begyndt at tikke. ”Jeg havde ikke lyst til at gøre det alene. Jeg ville gerne have, at mit barn skulle have en far.

Jeg har dyb respekt for de enlige kvinder, der beslutter sig for at blive mødre alene, men jeg vidste, at det ikke var noget for mig. Jeg kunne godt lide idéen om at være to om det.”

Hvornår begyndte du at overveje at stifte en regnbuefamilie? ”Jeg har altid haft mange venner i LGBTI+ miljøet, så da jeg begyndte at overveje at få børn, kendte jeg allerede til et online site, hvor man kunne lede efter medforældre. Og jeg begyndte hurtigt at synes om idéen om en regnbuefamilie, fordi det ville give mig en medforælder at samar-

22

HeartCore Magazine – 02

bejde med, og mit barn ville have en far i sit liv.”

Efter nøje overvejelser indså Karen, at en regnbuefamilie gav perfekt mening for hende.

Dernæst begyndte hun at lede efter en homoseksuel mand til at være far til hendes barn. ”Jeg brugte et par uger på at være online og skrev med måske ti fyre. Jeg mødtes med to mænd, før jeg fandt det rette match. Og jeg fandt hurtigt ud af, at du er nødt til at være meget direkte omkring dine forventninger, de værdier, du vil give videre til dit barn, og hvordan du vil opdrage det.”

Til sidst fandt hun den rette mand. Martin hed han, og det var som om, at det bare klikkede mellem dem. Karen blev gravid, og lille Louis var på vej. ”Vi gjorde os virkelig umage med at gå helt ned i detaljerne omkring, hvordan vi ønskede, at vores familie skulle fungere inden graviditeten og fødslen. Det hjalp os at have nogle helt klare aftaler, når tingene blev lidt svære.”

Karen og Martin besluttede sig for at bo sammen i de første måneder efter Louis’ fødsel. Det gav Martin god mulighed for at skabe et tæt bånd med sin søn, og det etablerede en god balance mellem Karen og Martin som medforældre. Efter næsten et år flyttede Karen ud af Martins lejlighed og købte en lejlighed i nærheden, så hverdagens rutiner ville blive lettere for dem begge.

I dag er Louis syv år, og Karen og Martin

3 GODE RÅD FRA KAREN • Overvej det: Hvis du er en LGBTI+ person, som har opgivet idéen om at starte en familie, fordi surrogat, adoption eller andre metoder ikke er tilgængelige for dig, skylder du måske dig selv at overveje idéen om en regnbuefamilie. At være medforældre i en sådan familie kan være lige så givende.

• Hvis du er i tvivl, så giv det en chance: Selv hvis du stadig er i tvivl, så kan det være, du skal give det en chance? At mødes med potentielle medforældre kan give klarhed og hjælpe dig med din beslutning. Vær åben omkring den tankeproces, du er i, når du rækker ud til potentielle medforældre, og du vil med al sandsynlighed møde nogen, der går igennem de samme tanker.

• Lav en aftale: Hvis du møder en potentiel medforælder, som du gerne vil have et barn med, skal du huske at stille spørgsmål og skrive jeres aftale ned på papir – ligesom en form for kontrakt. Du skal være meget ærlig omkring dine forventninger, de værdier, du ønsker at give videre til dit barn, og hvordan du vil have, at opdragelsen grundlæggende skal være. Sørg for at stille alle de svære spørgsmål og at svare ærligt på alle spørgsmål.

Læs mere her: www.karentherkelsen.com

fordeler forældrerollen 50/50, hvilket vil sige, at Louis bor hver anden uge hos Karen og hver anden hos Martin. I løbet af ugen snakker de sammen om, hvordan deres søn har det og om praktik. De har ”Familiedag” hver tredje søndag, og de fejrer jul og Louis’ fødselsdag sammen.

Regnbuefamilie-rådgiver og coach Karen fortæller i dag om sine oplevelser og om de op- og nedture, der kan være forbundet med at være en regnbuefamilie, og hun rådgiver og coacher andre, som allerede har stiftet eller er i gang med at stifte en regnbuefamilie. Hun rådgiver også i samarbejdet omkring barnet. ”Efter jeg er gået igennem det hele selv, vil jeg gerne give det videre, som jeg har lært, så

andre kan nyde godt af mine erfaringer. Det har ind imellem været hårdt, for der er ingen manual for, hvordan man får denne slags familie til at fungere.” ”Men når det lykkes, er det en fantastisk konstellation. Da jeg holdt et foredrag, faldt jeg over et PowerPoint-slide med et billede af Louis, der så på sin far med øjnene fulde af ubetinget kærlighed. Det gav mig tårer i øjnene, og jeg følte mig lykkelig over at være en del af sådan en kærlig familie.”

Forælder speed Matching Karen organiserer det, hun kalder ”Forælder speed Matching” events, hvor folk kan komme og møde potentielle medforældre, hetero- og

HeartCore Magazine – 02

23

homoseksuelle, singler og par. Det minder om det kendte speeddating-format, hvor man taler sammen i få minutter, inden man begiver sig videre til den næste person og på den måde møder en lang række potentielle dates på kort tid.

Til Forælder speed Matching events deler Karen folk op i to grupper: De personer eller par, der leder efter æg, og dem, som leder efter sæd.

De taler sammen i ti minutter og roterer, så de får snakket med alle de potentielle medforældre.

Når aftenen er slut, giver de Karen en seddel med navnet eller navnene på dem, de gerne vil se igen. ”På den måde kan de, der har en gensidig interesse i hinanden, holde kontakten og måske bevæge sig henimod at stifte en familie. Under det første møde beder jeg dem om at være så direkte som muligt omkring deres forventninger og hvad de leder efter hos en medforælder. Samtalen bør være åben og ærlig.” ”Disse events er et trygt rum, hvor folk kan møde andre, der gerne vil starte en regnbuefamilie. Der findes selvfølgelig sider online, hvor man kan gøre det samme, men min erfaring er, at det giver noget helt andet at tale om de her ting ansigt til ansigt, og så møder du mange andre, der har det præcis ligesom dig.”

Rollemodel Det var ikke svært for Karen at beslutte sig for at stifte en regnbuefamilie, men reaktionerne fra hendes omgivelser har været blandede, om end mest positive. ”Nogen har antydet, at det var egoistisk af mig at få et barn med en homoseksuel mand. Men de fleste har været meget støttende og sagt til mig, at jeg var modig. Det sværeste ved at være så åben omkring det er, at der ikke findes nogen rollemodeller.”

Det er en af grundene til, at Karen holder foredrag og oplæg om sin historie, rådgiver og coacher andre i den samme situation og afholder Forælder speed Matching events. Hun vil gerne være den rollemodel, hun ikke selv havde.

24

HeartCore Magazine – 02

”Helt basalt ønsker jeg at hjælpe andre med at starte og ikke mindst fastholde fantastiske, kærlige og omsorgsfulde familier. Men jeg håber også, at jeg kan være med til at skabe en mere inkluderende verden, så min søn og andre som ham kan vokse op uden at opleve fordomme, fordi de er regnbuebørn.”

HeartCore Magazine – 02

25

REGNBUEFAMILIER, #YOUAREINCLUDED TIL COPENHAGEN 2021!

Artikel og interview af Steve Taylor, Kommunikationschef for Copenhagen 2021

Heteronormativitet påvirker nok alle LGBTI+ personer mindst én gang om dagen. Vi vænner os bare til det, ruller metaforisk med øjnene, når vi får de uundgåelige tankeløse spørgsmål eller kommentarer.

Men for LGBTI+ forældre kan det være særligt udmattende.

26

HeartCore Magazine – 02

Motiv: Noah, Sika and Elion on the set of the new Copenhagen 2021 film Foto: Jemma Tracey

K

ommentarerne

og spørgsmålene kan være følelsesmæssigt drænende og få os til at glemme, hvor langt vi egentlig er kommet i kampen om lighed for regnbuefamilier. De dage, hvor LGBTI+ personer måtte nøjedes med at drømme om forældreskab, husker de fleste af os tydeligt. Det er ikke for at sige, at vi bare skal tie stille og finde os i kommentarer og spørgsmål, men det giver noget perspektiv.

Og det er den kamp, og de sejre, der har været på vejen, som vi fejrer til Copenhagen 2021, når

vi fejrer WorldPride og EuroGames her i København og Malmø. Udover at sørge for at have trygge og indbydende rammer for regnbuefamilier hele eventet igennem, har vi to særligt dedikerede områder: Rainbow Children @ BLOX og CoA.

Rainbow Children @ BLOX Rainbow Children @ BLOX er den legeplads, hvor børn kan være stolte af at være dem, de er, og hvor vi øver os i at sige det højt. Her kan du

HeartCore Magazine – 02

27

forvente Drag Børnetime, små koncerter, workshops, dans og meget mere. Programmet udformes af kunstnerkollektivet De Sceneste, som arbejder med projekter, der er interaktive og som sætter børn og unge mennesker i fokus i aktiviteterne.

På Bryghuspladsen kan man se installationer, workshops og interaktive events, og i løbet af skoletimerne vil der være et program fokuseret på viden og læren.

CoA CoA – eller Center of Attention – viser vores forpligtelse overfor unge LGBTI+ personer. CoA kommer til at holde til i den mere end 50-år gamle institution Huset-KBH og vil trække på den hjemmelighedsfølelse, der allerede findes der.

Under hele eventet vil der være hus-forældre, som står parate til at snakke, lytte og yde støtte til de unge mennesker, der møder op. Huset vil imitere en højskole-følelse, hvor rutiner, sammenhold og hjemlighed er i centrum. Hele området vil være alkohol- og røgfrit.

Vi glæder os sådan til at se dig til Rainbow Children @ BLOX og CoA!

En helt særlig regnbuefamilie Det er næsten ti år siden, Noah Skaalum vandt det danske X Faktor, og siden har han transitioneret, giftet sig og er blevet far. Vi talte med Noah under filmningen af den nye promo-film for Copenhagen 2021.

Hej Noah! Fortæl mig lidt om din familie!

Hvis jeg skulle beskrive min familie til nogen, jeg aldrig havde mødt, ville jeg sige, at vi ligner en typisk dansk familie. Mor, far og en søn. Men hvis man kigger nærmere, kan man se en mand, der engang blev tildelt kvindeligt køn og en queer kvinde.

Vi har kæmpet med infertilitet og sejrede til sidst med fødslen af vores søn Elion. Vi er kreative og åbne, og vi kan godt lide at fortælle om vores familie og livsstil, så alle kan se, at de kan få en familie, hvis de ønsker det.

“Jeg vil fortælle andre familier, at lige meget hvad, så er der ingen der kan tage den kærlighed væk fra os, som vi føler i vores hjerter og vores kroppe” – Noah Skaalum Det lyder som en fantastisk rejse. Hvordan er din familie i dag anderledes end din egen oplevelse af familie, da du voksede op?

Jeg er heldig og har set en masse forskellige familiekonstellationer, og derfor vidste jeg, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville med mit liv: Men jeg er klar over, at det er et privilegie.

Danmark bliver ofte set som et foregangsland, når det kommer til LGBTI+ rettigheder. Hvad er dit perspektiv på det?

Jeg har en helt fantastisk familie, der altid har støttet mig og min transition. Jeg har også haft fornøjelsen af at ”springe ud” to gange. Først da jeg sprang ud som lesbisk og senere som transkønnet mand. Min familie har altid sagt ”du er, som du er, og det er helt fint.” Det har gjort min transition så let, og jeg har virkelig kunne fokusere på de ting, der var vigtige for min egen lykke.

Jeg har selvfølgelig mødt den anden side af vores samfund, jeg er blevet mobbet i skolen og kaldt grimme ting, da jeg var yngre. Det var sårende og skulle aldrig være sket. Men det gjorde, at jeg voksede og blev til den person, jeg er i dag. Jeg er glad.

Det er godt at høre. Det er tydeligt, at verden har ændret sig i løbet af de sidste år, særligt når det kommer til accept af regnbuefamilier.

Jeg er så taknemmelig for, at verdenen endelig ser kærlighed, når de ser på regnbuefamilier. Men vi bliver nødt til at arbejde med det store emne, nemlig hvordan vi rent faktisk skaber familien.

Vi har brug for hjælp til vores familieforøgelse.

Hvis vores søn skal have en søskende, så har vi kun én chance, et sidste nedfrosset æg før vi skal betale en stor sum penge. Vi undfangede igennem IVF (befrugtning i reagensglas, red.), hvilket er meget indgribende og hårdt for kroppen at gennemgå. Vi har brug for bedre muligheder, og vi er nødt til at vise, at LGBTI+ personer kan stifte familie, hvis de ønsker det.

Når vi ser på accepten i vores daglige liv, har vi brug for, at flere stiller sig op og deler deres historie om at have en regnbuefamilie fuld af kærlighed. Og vi er nødt til at se på det faktum, at selvom jeg har et mandligt CPR-nummer og fuldskæg, er jeg nødt til at stå registreret som ”medmor” i min søns fødselspapirer.

Hvad er dine håb for din smukke søn Elion og den fremtid, de kommer til at leve i?

Mit største håb for min søn og for alle andre børns fremtid er, at de, lige meget hvad, vil have de samme rettigheder og muligheder som alle andre. Uden at møde diskrimination baseret på deres seksuelle orientering, fysiske fremtræden, etnicitet, kropskapabiliteter eller kønsidentitet.

Jeg tror måske, jeg kender dit svar, men hvad betyder #YouAreIncluded for dig?

Jeg føler mig inkluderet, når vigtigheden af denne har kampagne bliver forstået. Når folk endelig kan se, at det stadig er farligt for nogen mennesker at elske. At være inkluderet betyder også, at vi kæmper for en fremtid, hvor ingen længere er bange for at være, hvem de er, og elske dem, de elsker. Vi har brug for inklusion indtil den dag,

hvor ethvert barn i verdenen lærer, at de kan være lige hvem de er, elske hvem, de vil, klæde sig som de vil og stadig bare være en person.

Det er en uhyggeligt at tænkte på at være bange for at elske, men det er en realitet for alt for mange mennesker. Hvad er dit budskab til regnbuefamilier er lande, hvor situationen er endnu sværere end i Danmark?

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ser jer, og at jeg føler mig trist og pinligt over, at verdenen kan være sådan. Jeg vil fortælle andre familier, at lige meget hvad, så er der ingen der kan tage den kærlighed væk fra os, som vi føler i vores hjerter og vores kroppe.

Til sidst, hvad er så dine top tre tips til en regnbuefamilie, som skal til Danmark for første gang næste sommer til Copenhagen 2021?

Jeg vil sige, kom til Danmark og mød folk. Jeg kan forsikre dig om, at du vil finde både venner og kærlighed. Vi har en af verdens mest fantastiske Pride-parader hvert år. Folk kommer fra overalt i verdenen for at besøge Danmark og fejre Pride, og du kommer til at møde mennesker, du kan relatere til og måske finde nye venskaber – eller endda dit livs kærlighed!

Worldpride og Eurogames 2021 København er næste år vært for WorldPride og EuroGames, et kæmpe regnbueevent der kommer til at foregå fra 12-22 august 2021.

Hold øje med Copenhagen 2021-appen og hjemmesiden www. copenhagen2021.com for at se, hvordan vores planer udvikler sig, særlig i en så svær og usikker tid.

LAD OS HAVE EN QUEERVERSATION:

AT FINDE FAMILIE I UNDERGRUNDSMILJØET Af Andre Sanchez-Montoya

Det Københavnsbaserede kollektiv Group Therapy kortlægger deres vision om et mere inkluderende og sikkert natteliv og baner en vej, vi alle kan følge og danse nedad.

Vores rejse som LGBTI+ individer følger sjældent den lige vej – og vores historie viser en proces, hvor vi har bevæget os i retning af selvopdagelse og accept. Mange af os lever i en tid, der ofte kaldes ”Post Liberation” (red. Post-frigørelse). Et kapitel, der har vundet indpas som følge af lovændringer, hvilket har givet os lige ret til ægteskab, beskyttelse mod diskrimination, og muligheden for at repræsentere os selv i medierne uden forbehold.

Når man ser på udviklingen hen imod post-frigørelse, er det essentielt at forstå vigtigheden af undergrunden i en historisk kontekst. Tidligere var queer-frigørelse nødt til at foregå uden støtte fra de officielle organisationer, vi har i dag. Aktivister var nødt til at kræve et space, og stod op

imod en etableret fjendtlighed i samfundet ved brug af uofficielle metoder. Dette betød at nattelivet blev en central institution for queer-liv, og et bindemiddel for sociale og politiske netværk i en præ-frigørelses æra. Men med den historiske kontekst for øje, hvad kan vi så sige om nattelivet i post-frigørelses København?

Jeg stiller det her spørgsmål, fordi synlighed ikke er det samme som sikkerhed og accept. Vores spaces i nattelivet er ofte skæmmet af forskelle i social klasse, race, og kønsudtryk – og dette er ikke kun tilfældet i Danmark, men et gennemgående tema, der spreder sig i mange homo-venlige metropolisser, som vores åndsfæller flokkes til i en søgen efter trøst og sikkerhed.

I takt med at flere og flere samfund bliver

HeartCore Magazine – 02

31

mere komfortable med integrationen af vores cis-homo miljø, hvor efterlader det så alle andre, der til stadighed er marginaliserede i et omskifteligt samfund? Vi er nødt til at huske på, at vi, modsat andre marginaliserede miljøer, har det unikke privilegie, at vi ikke er født ind i vores egen kultur. Vi krydser vores ungdom, og for nogen også voksentilværelse, og vokser ind i vores egen selvforståelse. De fleste, hvis ikke os alle, er nødt til aktivt at søge efter vores queer univers og familie. Nattelivet og undergrundsmiljøet bliver ofte den dør, vi træder indad for at komme ind til en verden, vi i sandhed kan kalde vores egen.

Som mange andre følte jeg mig ikke repræsenteret i mainstream queer-kulturnattelivet – og jeg blev hurtigt draget mod Washington D.C’s

32

HeartCore Magazine – 02

undergrundsmiljø. Jeg mærkede et space fuld af glæde, hvor dansegulvet og friheden til at udtrykke sig selv herskede over alt. Og heldigvis, for mange af os der leder efter familie, har queer-undergrundsmiljøet superkræfter, der overgår tid og sted.

Det var til Copenhagen Pride 2019, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med Group Therapy, da jeg deltog i deres fest på Ved Siden Af. Alt fra menneskemængden, til performance art og musikken – så føltes det hjemligt. Fra ”vi fester ikke med patriarkatet” banneret, til checkin quizzen fra dørvagten, og de eksplicitte safe space politikker, var der en mærkbar følelse af, hvad dette event havde til mål at opnå, og for hvem.

Hvis dette er første gang du hører om Group Therapy, så er de et Københavnsbaseret kollektiv, der opsætter en serie af terapeutiske dansesessioner, hvor man kan samle sig om fællesskabet og heles gennem bevægelse. Alle etniciteter, seksualiteter, og køn er velkomne. Samtykke er obligatorisk og telefoner frabedes på dansegulvet.

Når man kender undergrundsmiljøets historiske fortilfælde for at kreere spaces til vores valgte familier – så ønskede jeg at opnå en forståelse af, hvordan Group Therapy arbejder hen imod at fremelske denne dynamik for alle i LGBTI+ miljøet. Jeg satte mig sammen med to af organisatorerne og havde en queerversation, hvor vi talte om, hvordan man kreerer et space for de af os, der ikke føler sig set eller spejlet i post-cis-homo-frigørelsen, samtidig med, at man forbliver fokuseret på det fremtidige arbejde, der endnu skal udføres.

En ny bølge: fremkomsten af en inkluderende KBH-undergrund I den sene eftermiddagssol, siddende på Sønder Boulevard, mødtes jeg med organisatorerne fra Group Therapy, Morten Mechlenborg Nørulf og Carlo Molino. Da jeg spurgte dem om, hvad der drev værket i Group Therapy, blev de straks enige om, at der manglede noget.

Carlo, en DJ hvis musik er baseret på både house og disko, sagde ”Jeg elsker København, men jeg følte, at der manglede at blive bygget bro mellem undergrundstechno og mainstream queer pop vibes.”

Morten stemte i med Carlos længsel efter musikalsk diversitet i queer spaces som omfavner et bredere spektrum, og genkaldte sig, hvor svært det havde været at finde et elektronisk miljø i det forgangne år, ”Der var ikke plads til så meget diversitet i musikken, så vi var nødt til at tage hen til andre undergrundsmusikscener, der ikke nødvendigvis var særlig queer-venlige. Det kunne være farligt at tage til nogle af stederne som minoritet,” specifikt nævnte Morten, at sikkerhedspersonalet og organisatorerne ikke nødvendigvis var vant til at indtænke, at begivenhederne skulle være et safe space for minoriteter. Men det var løftet om god elektronisk musik, der bragte dem derhen.

"De fleste, hvis ikke os alle, er nødt til aktivt at søge efter vores queer univers og familie. Nattelivet og undergrundsmiljøet bliver ofte den dør vi træder indad for at komme ind til en verden, vi i sandhed kan kalde vores egen."

”Nogle elektroniske events fandt sted i, og omkring, Valby, og på Et Andet Sted var der en venlig atmosfære, åbensind, fokus på kvinder og

queer-personers sikkerhed, politikker om nul-tolerance overfor racisme og homofobi – men hele det område var også gentrificeret” fortsatte Morten.

For omkring tre år siden skiftede Et Andet Sted lokation og navn til Ved Siden Af, lige i byens centrum, og Group Therapy spirede.

Da jeg spurgte, hvad der drev Group Therapy til at fremme princippet om alternative gay spaces, der adskilte sig fra de allerede eksisterende spaces i København, svarede Carlo, ”Cis-homoer er ret privilegerede, så allerede til at begynde med besluttede vi, at det også skulle inkludere alle andre fællesskaber i LGBTQIA+ miljøet – ikke kun hvide, homoseksuelle mænd.

Vi tiltrækker mange af dem, men det her initiativ er til for vores femme, trans, og non-binære venner.

De har meget mere brug for de her spaces end vi har – da hvide, cis-kønnede, homoseksuelle mænd kæmpede for accept og tolerance vandt de accept. Nu er det de non-binære og transkønnede, der kæmper for accept.”

Det kræver en hel (queer) hær…

Morten og Carlo meldte hurtigt ud, at de er en del af et forbund i vokseværk bestående af diverse grupper, der arbejder målrettet for et mere inkluderende natteliv i LGBTI+ miljøet; deriblandt Mainstream, DJ James Lotion, og Malmö-København kollektivet SWEAT. Morten: ”Der er forskellige fester og forskellige promotere, men vi arbejder meget sammen. Det er en tætknyttet og hyggelig familie, hver enkelt fokuserer på deres egen musikalske stil, publikum, alle har stort set de samme politikker”.

Carlo: ”Vi er også nødt til at nævne, at det venue vi arbejder med, Ved Siden Af, virkelig har været opsat på at skabe politikker, der skal sikre safe spaces.”

Morten: ”Det har været relativt let for os, til at begynde med, når det venue vi arbejder med har idéer til, hvad en god aften indebærer i forhold til

HeartCore Magazine – 02

33

“Det gav bare mening for os fordi vi gerne ville kreere et space til folk, hvor de kunne hele sig selv gennem dans og gennem hinanden, et space til frihed, ingen frygt, og ingen morgendag” sikkerhed og respektfuld adfærd – vi har vores ambitioner, og de stemmer overens med deres.”

Carlo: ”Vi er gået hånd-i-hånd sammen med andre mennesker da Ved Siden Af flyttede, og Club Mafia havde deres opstart samtidig med os.”

Club Mafia, en urokkelig partner og tilstedeværelse til Group Therapys events, er et kollektiv, der håndhæver individets ret til egen krop og kræver space til diversitet i Københavns natteliv, insisterer på at have safe space politikker, der sikrer, at der er samtykke og respekt.

Og imens vi talte om, hvordan disse kollektiver var i tæt samarbejde i undergrundsmiljøets queer musikscene, drejede vores queerversation sig hurtigt imod det urbane og politiske landskab som de alle navigerer rundt i.

Kultur for hvem?

Morten og Carlo fremhævede oprettelsen af en ny gruppe kaldet CPH Free Promoters, der har til formål at sikre økonomiske midler rettet mod kulturen, og de samarbejder med andre nattelivskollektiver for at overbevise Folketinget om, at disse kollektiver fremmer kulturlivet – og en stabil tilførsel af økonomiske midler under COVID-19 pandemien er en nødvendighed når

34

HeartCore Magazine – 02

netop fundamentet for disse organisatorers forretning er dansegulvet.

Morten: ”Der er allerede mange kritiske stemmer i Folketinget, og disse stemmer forsøger at begrænse nattelivet – og det er vigtigt at vi som promotere står sammen og råber højt, for det kunne gå hen og blive et problem i fremtiden. For nattelivet er kultur og det er de nødt til at anerkende i kommunen” Carlo: ”Og igen, så er det måske ikke så meget for cis-homo mænd, men alle andre dele af LGBTQIA+ miljøet – de har også brug for de her kulturelle spaces.”

Denne udveksling bragte os ind i en bredere diskussion om, hvordan et cis-heteronormativt perspektiv i forhold til, hvad der i kommunale henseender betragtes som kultur, er afgørende for hvem der er berettiget økonomiske midler og privilegier fra andre kulturelle grupper. Der er muligvis en kløft mellem generationerne i forhold til at få kommunalpolitikerne til at udvide deres syn på, hvad kultur vil sige for marginaliserede grupper. Måske er det ikke en kultur de voksede op med eller en kultur de er en del af – men at anerkende at dette aspekt af kulturen er

mindst lige så validt som den dominante cis-hetero nattelivskultur.

Københavns økonomiske udvikling af aspektet af space, og hvem der ejer dem, spiller en stor rolle i overlevelsen af disse undergrunds-spaces, der har til formål at være tilgængelig for et bredere LGBTI+ miljø.

Morten: ”Det bliver sværere og sværere at finde queer spaces til undergrundsmusikken – vi er nødt til at leje store steder, der er ret dyre, og det er svært at finde råd til når man kun er et lille kollektiv.”

Et space til heling og repræsentation Imens vi talte om de erfaringer, der samlede Carlo og Morten, og hvilke muligheder og udfordringer det bragte med sig, så blev det umuligt ikke at se tilbage og tænke over med hvilke intentioner initiativet blev til. Da de blev spurgt, hvad historien bag deres navn var, svarede Morten, med stor eftertanke, på hvorfor de landede på ”Group Therapy”: ”Det gav bare mening for os, fordi vi gerne ville kreere et space til folk, hvor de kunne hele sig selv gennem dans og gennem hinanden, et space til frihed, ingen frygt, og ingen morgendag”.

Som disse grupper bryder frem og skubber og udvider undergrundsmiljøet og nattelivet til at være bredere og mere inkluderende, så handler det om mere en blot politikker for os der deltager i begivenhederne – det handler også om talentrepræsentation. Aktive safe space politikker skaber rum for diversitet i forhold til, hvem der deltager, men at se en bred vifte af mennesker repræsenteret er mindst lige så vigtigt, og er noget som både Group Therapy og Ved Siden Af arbejder sammen om at sikre.

Morten: ”Det er vigtigt at huske på, hvor det hele kommer fra – den elektroniske musiks historie, sorte personer, der har brug for de her spaces på grund af marginalisering – og i forhold til booking og talent, så er det vigtigt. Og det er godt at minde

sig selv om i det her meget hvide land.”

I løbet af vores queerversation, hvor Carlo og Morten bragte de andre kollektiver, der samarbejder i hele København i søgelyset, var det svært ikke at forestille sig, at alt dette arbejde kunne bane vej for et mere progressivt og inkluderende natteliv – ikke kun i cis-homo spaces, men også i vores cis-hetero venues.

Rollen som allieret eksisterer ikke kun i dagslys, og idéen om post-frigørelse strækker sig ikke ud til alle grene af vores miljø. Carlo og Morten er enige om, at det netop er hér der skal en del hårdt arbejde til, da der skal gøres op med kulturel gatekeeping i det danske natteliv, i den forstand, at det privilegerede perspektiv, der for øjeblikket hersker i forhold til sikkerhed og tryghed til deres events, skal aflæres.

Det er nemt at se nattelivet og undergrundsmiljøet som monolitisk, men det har flere lag og finesser, og for os, som LGBTI+ verdensborgere, har det en unik historisk præcedens, der giver mange af os et øjebliks frihed, der ikke opleves eller accepteres andetsteds – en frihed, der forbinder os som en familie gennem en unik atmosfære med dans og glamour. ”Målet er ikke længere et undergrunds homo-rave, det er mere sådan – jeg føler at vi har kreeret et minisamfund, hvor det er alting” – Carlo

Queersaurus Post Liberation/post-frigørelse: tidsperioden efter liberation/frigørelsen, der her henviser til den seksuelle frigørelse eller den seksuelle revolution, der var en social og politisk bevægelse, der havde sin begyndelse i 1960’erne – frem til midt 1980’erne.

Safe(r) space(s): Begivenheder, steder eller communities med et sæt af regler, der er til for at undgå marginalisering af de besøgende.

Undergrunden: kunstnerisk eller andet socialt miljø der eksisterer uden for og evt. i opposition til det dominerende, anerkendte eller etablerede miljø.

Gatekeeping: når nogen påtager sig at beslutte, hvem der har eller ikke har adgang eller rettigheder til et samfund eller en identitet.

HeartCore Magazine – 02

35

DEN QUEER FUGL FØNIX Af Paulie Calderon-Cifuentes

PANDEMI I SIGTE!

36

HeartCore Magazine – 02

V

ågn op, mine med-queers. Det er tid til jeres morgenmeditation, jeres havregrød med bær, bananer og fibersupplementer, jeres daglige hudplejerutine, og så afsted til…

Vent engang… Vi er under lockdown. Er angsten begyndt at ramme? Min er. Savner du dine venner? Jeg gør. Kravler du rundt på væggene, fordi du ikke har haft et hook-up i månedsvis?

Skyldig.

De tider, hvor queerpersoner samledes på Studiestræde, til undergrundsraves eller i hyggelige lejligheder omkring raklette, fondue og vin virker til at være langt væk i drømmeland.

Men jeg undrer mig over, hvorfor det har været særligt svært for queerpersoner at opleve

karantænen. Jeg tænker mig tilbage til Harlem, New York, i 1920’erne, hvor ballroom-kulturen opstod, og de første huse blev grundlagt. Afroamerikanske og latinamerikanske queerpersoner skabte ballroom-scenen ud fra et behov for at have et trygt rum.

Queerpersoner, der blev smidt ud hjemmefra, forsømt af deres forældre, afvist af samfundet, fandt til ballerne et sted, hvor de kunne skinne, hvor de kunne være til. Vi samledes og skabte vores egne familier for at overkomme ensomhed, fattigdom og frygt.

I 80’erne og 90’erne var det takket været vores stærke bånd som queerpersoner, at vi overlevede vores første pandemi, HIV/AIDS. Sygdommen

HeartCore Magazine – 02

37

tog livet fra mange af vores brødre, søstre og søskende, men den tog ikke vores frihed, vores styrke og vores stolthed. Vi rejste os som en fabelagtig Fønix, der spredte sine fjer af håb og modstandskraft.

Så når vi tvinges til at holde afstand til hinanden, risikerer vi at blive syge, svage og deprimerende. Men lad mig minde jer om noget: Der er ingen familiebånd, der er stærkere end vores.

Vi er den familie, vi vælger.

En ny generations udfordringer Tidligere generationer betalte med blod, sved og tårer for friheden til at udleve vores seksualiteter og identiteter. Og selv når vi skændes, vælger jeg at tro på, at vi har udviklet os til at bakke op om hinanden, uanset hvilket af akronymets bogstaver, vi repræsenterer.

Nogen vil måske sige, at der ikke findes et samlet LGBTI+ miljø, og måske vil de have stærke argumenter til at understøtte det. Men da jeg blev slået ned og voldtaget i 2016 for at være en naiv ung person med en flydende kønsidentitet i centrum af København, husker jeg den ubetingede støtte, jeg fik, fra det lesbiske par, der praktisk talt reddede mit liv. Jeg kan huske at være omgivet af homoseksuelle mænd, hver gang jeg var nødt til at gå til politiet eller til lægen, eller var rædselsslagen og søvnløs. Jeg kan huske, hvordan andre transpersoner mobiliserede sig for at få folketingspolitikerne og politiet til at gøre deres arbejde og dømme den skyldige.

Så når situationen kræver det, tror jeg på, at vi kan bakke op om og passe på hinanden. Er der stadig plads til, at de mere privilegerede iblandt os kan være mere selvkritiske? Helt sik-

38

HeartCore Magazine – 02

kert. Queerpersoner må tænke selvkritisk mere end nogensinde før, fra race til køn, fra klasse til kapabilitet, og hæve os over vores fordomme for at skabe et stærkere miljø og beskytte den frihed, vores forforældre har opnået for os.

Pandemien skal ikke skille os ad, men jeg vil gerne lave et opråb i dag, fordi den repræsenterer en trussel imod vores livsstil. Vi må ikke give systemet lov til at slette os igen.

Ungarn har vedtaget en lov, der sætter en stopper for anerkendelsen af transkønnede identiteter. I Uganda hører man om en stigende homofobisk og transfobisk retorik. Latinamerikanske lande, som Colombia, har implementeret lockdown-strategier baseret på køn, hvilket har resulteret i chikane af transkønnede personer i gadebilledet, fra andre borgere eller fra politiet. Og i kraft af det store pres på sundhedssystemet, bliver LGBTI+ personer underprioriteret, fra HIV-behandling og test til kønsbekræftende behandlinger.

Jeg har en stærk tiltro til, at vi ved at forene vores miljø, som vi har gjort det flere gange før, vil være i stand til at bremse et udbrud af queerfobi. Vi har arvet en mere sikker version af verdenen for vores miljø, og derfor har vi ansvar for at fortsætte kampen uden at tage et eneste skridt tilbage. VI SKYLDER HINANDEN AT STÅ SAMMEN. Og jeg mener, at vi ikke blot bør stå sammen for vores miljø, men for enhver person, der har behov for det.

Hvad vi skylder hinanden Men i hvilken grad har queerpersoner et ansvar overfor en verden, der har forsøgt at udrydde dem gang på gang?

Den tyske filosof Immanuel Kant foreslår i sin doktrin ”transcendental idealisme”, at værdiprincipper nødvendigvis må være universelle.

Tænk for eksempel på, at hvis du ikke ønsker, at andre skal slå dig ihjel, må du afholde dig fra at slå andre ihjel. Det er en anden måde at sige, gør ikke mod andre, som du ikke ønsker, at de gør mod dig.

Dette betyder dog ikke, at vi bør bakke op om hinanden. Transcendental idealisme begrænser Kant i at beskrive varierende grader af medmenneskeligt ansvar, fordi den ikke etablerer en kontrakt imellem samfundets medlemmer. For Kant handler personer i sidste ende ud fra enten behov eller komplet frihed. De tager ikke andres behov til overvejelse.

Thomas Scanlon tager Kants præmis om universelle principper og værdier og videreudvikler dem til en ny moralfilosofisk teori kaldet kontraktualisme, hvor det moralske kompas baserer sig på ”hvad vi skylder hinanden”. Som en reference kan du se det amerikanske tv-show The Good Place. Ifølge Scanlon skylder vi hinanden IKKE AT GØRE HINANDEN ONDT. Under en pandemi vil den simple handling at blive hjemme være en måde at udvise moral på. Det til trods for, at vi som pattedyr – flokdyr, som vi er – har et stort behov for social interaktion. Så hvordan finder vi den perfekte ligevægt imellem at være afhængige af hinanden og vores egen uafhængighed? Hvordan når vi hen til en formular for, hvordan vi ikke gør skade på andre, mens vi samtidig tilgodeser vores basale menneskelige behov?

Jeg tror, at svaret findes i smerte. Som medlemmer af et miljø, der altid er blevet forsømt, misbrugt og forladt af systemet, kunne queer-

personer vælge at vende verdenen ryggen, eller vi kunne bruge vores erfaringer fra fortiden og blive beskyttere af de mest sårbare medlemmer af vores samfund i dag. Hvis vi bruger smerten i vores historier til at opmuntre til empati, kan vi transformere vores lidelse til medmenneskelighed.

Queer op!

For at overleve pandemien og årtiets kommende katastrofer (jeg kigger i din retning, klimaforandringer), er det intet under, at vi er nødt til at gentænke samfundet, som det ser ud nu. Fra vores økonomiske system til den hvide, cis- og heteronormative, misogyne og chauvinistiske kultur er vi nødt til at udvikle en kultur, der bærer dyb empati, medmenneskelighed og solidaritet mod vores menneskelige og naturlige ressourcer, Kun på den måde kan vi overleve det økonomiske og etiske sammenbrud, som vil blive forsaget af COVID-19 og klimaforandringer.

Hvis man tænker over det, er det som om at vi – queerpersoner – har optrænet os igennem det sidste århundrede til at være de feer, der spreder kærlighedens og håbets tryllestøv. Det er endnu engang på tide, at vi hæver os over vores menneskelige natur, og jeg tror oprigtigt på, at det denne gang er queerpersoner, der skal lede transformationen.

Queer jer op folk, queer jer op.

HeartCore Magazine – 02

39

Foto: Jes Nijjer @jeskeepswimming

DIGT AF SYLVIA THOMAS I denne udgave af HeartCore har vi fået lov til at bringe et digt skrevet af den amerikanske spoken-word poet, Sylvia Thomas. For at yde digtet retfærdighed, har vi ikke oversat det, men gengiver Sylvias egne ord, som hun selv skrev dem. I stedet kan du læse en beskrivelse af digtet infoboksen nedenfor.

Du kan også se Sylvia læse digtet højt på Copenhagen Prides YouTube-kanal.

I digtet beskriver Sylvia, hvordan hun går fra sine venner en aften, hvor de egentlig skulle have været ude for at danse, drikke og se på fyre. Den aften føler hun dog, at hun hellere vil søge hjem – både fysisk og mentalt. Hjem for at konfrontere sine egne løgne og sandheder.

I stedet for at være ude at fejre i miljøet, så tager hun i stedet tilbage og ser på det skab, hun sprang ud af.

Hun tænker på, hvordan berøring kan være bekræftende, hvordan drag queens kræver demokrati, hvordan transkvinders dødstal stiger og stiger. Hvordan kroppe pulserer i takt, og hvordan elskere kommer og går.

Hun tænker på, hvordan transpersoner førhen blev fastholdt i fattigdom og stadig er det i dag; på homoseksuelle mænd og kvinder, der lever livet uden filter og derigennem giver deres kræfter videre til os alle.

Hvordan sorte og brune mennesker samledes under regnbuen og krammede for første gang i stedet for at give hånd.

Hun tænker på, hvordan hendes skab – vores skab – er gemmested for modet, indtil en nøgle i form af en person, bog, sang, artikel, eller magasin bliver fundet og sætter os fri. Fri fra det perfekte og til at vise sine ar frem med stolthed.

Den aften gik hun fra sine venner for at rense ud. Første skridt var at se sig selv i spejlet, det sidste skridt var at være ærlig.

40

One night, I left my friends, and they wondered where I went.

I wondered that too.

I thought about our past pulling and pushing our people In poverty and how it is still our present

It was supposed to be another night of being hypnotized af beautiful boys’ and their bodacious thighs while dancing all dumb and doubting danger while dosing drugs and drinking with strangers

I thought about lesbians living life loud and loving louder And gay men lusting in a crowd and liberating prouder Giving us each a bit of power.

But for the first time in a long time I had to stay home.

Stay home and roam in a place that I’ve lived lies and told truths Tonight which I confronted And could have control

I thought about how black and brown really bonded what we know as a rainbow.

Instead of collectively cheering with community I came back to my closet, I came back to wonder why I wandered away I came back to think I thought about touch And what it meant to be told you’re good enough with just our fingertips I thought about drag queens demanding democracy and diluting drama.

And giving the damned more damage.

I thought about Trans women as our death tolls rise like ticks and tocks We take our time and tell our truth I thought about how bold our bodies were Bumping and booming to each other ’s beats In a bustling building drenched in our sweat with heat I feel baptized.

I thought about our lovers who leave and live their lives Not promising a tomorrow or next times

I thought about our first time we met to host a hug instead of a handshake because together we know our hearts are humble homes together.

I thought about how my closet, Our closet And how we keep our colorful clothes kept away with our courage Until you found yourself a key Or a person Or a book Or a song Or an article Or a magazine One thing is, one day, something set us free.

Free from failure to perform perfectly Because what they see is wounds of skin Honey, we were born to be burned in It shows how everyday I’m flaming.

My love my sexuality my pride is something I will always be claiming.

That night I left my friends To make amends with the odds and ends I called this a weekend’s cleanse The first step I placed a mirror in my closet.

And the last step was to be honest

Du kan følge Sylvia på sociale medier under navnet sheissylvia.

HeartCore Magazine – 02

41

WE ARE FAMILY? LGBTI+ IDENTITET OG FAMILIE I FIRE FILM Af Anne Sophie Parsons & Maria Rathje

Familie – ikke til at leve med, ikke til at leve uden.

Familiedynamikker portrætteres vidt forskelligt i LGBTI+ film, her eksemplificeret ved The Bird Cage (1996), Theorem (1968), Saving Face (2004) og A Fantastic Woman (2017). Alle drejer de sig dog i samme åndedrag om spørgsmålet om inklusion og eksklusion af LGBTI+ karakterer i familieenheder.

Trigger warning: homofobi og transfobi

42

HeartCore Magazine – 02

Robin Williams og Nathan Lane i The Birdcage. Credit: Granamour Weems Collection

MIKE NICHOLS: THE BIRDCAGE (1996) ”We are family”, synger drag-performerne fra den glitrende scene i The Birdcage, natklubben hvor filmen The Birdcage (1996) begynder. Filmen tackler, som så mange andre film, temaerne familie, skam og udviskning i en LGBTI+ kontekst.

I The Birdcage skal Val, søn af det homoseksuelle par Armand og Albert, giftes med en pige fra en konservativ familie og beder Armand hjælpe sig med at komme på god fod med sin forlovedes forældre ved at foregive at være ”normal”, altså hverken bøsse eller ejeren af dragklubben nedenunder. Til at begynde med nægter Armand at skjule sin identitet, for at imødekomme den konservative senators idealer, men efterhånden giver han sig for at kunne hjælpe sin søn.

Den udviskning, som er nødvendig, hvis Armand skal passe ind i datteren af en konservativ senators verden, er altomspændende. Skønt det begynder med indretningen, står det snart klart, at den sande trussel er Albert, Armands partner. Albert er alt for feminin til at ”passere” som heteroseksuel, og meget af filmen går med Armands forsøg på at gemme Albert af vejen og i stedet inkludere Katharine, kvinden som fødte Val. Da Katharine undlader at dukke op til middagen, klæder Albert sig imidlertid i drag og går

for at være Vals mor, hvilket imponerer senatoren med de konservative holdninger.

Gennem komedien gøres det tydeligt, at truslen mod kernefamilien her er et fantasifoster i den konservative hjerne. Udviskningshandlingerne, som anses for nødvendige for at imødekomme denne verdensanskuelse, er imidlertid interessante. Spørgsmålet om hvorvidt og hvordan man kan gøre sig selv mere acceptabel i en heteronormativ verden er noget, Armand og Albert må kæmpe med. De vil begge gerne støtte Val, men på hvilken bekostning?

Val anerkender Armand og Albert som sine forældre og hævder, at han ikke skammer sig over dem, men det er svært ikke at bide mærke i, at det er det homoseksuelle par, som forventes at tilpasse sig senatoren.

PIER PAOLO PASOLINI: THEOREM (1968) I Theorem (1968), instrueret af den italienske provokatør Pier Paolo Pasolini, går en milanesisk overklassefamilie i opløsning efter et besøg af en ung, smuk og mystisk mand. Stuepigen, moderen, faderen, sønnen og datteren fortrylles alle af manden og indleder seksuelle forhold med ham med psykologiske konsekvenser for dem alle til følge.

HeartCore Magazine – 02

43

Theorem præsenterer fra begyndelsen kernefamilien som en normativ, kvælende struktur, der afholder karaktererne fra at se deres sande jeg i øjnene, fordi de indskrænkes af samfundstilpasning; filmen viser, at der ikke er en funktionel familie, før eller efter Den Besøgendes ankomst, der som en queer åbenbaring splintrer familiekonstruktionen.

Alligevel er queerness ikke den iboende synd, selvom den understreges af langvarige optagelser af Den Besøgendes skridt og gennemborende sovekammerøjne: Seksualitet er nøglen til at åbne dine øjne, og den portrætteres som en livsændrende begivenhed, der driver familiemedlemmerne ned ad forskellige stier; et metaforisk slør løftes fra deres øjne, hvor verdens tilstand er det onde, man må gøre oprør mod, og ikke seksualiteten i sig selv, om det er i en heteroseksuel eller homoseksuel kontekst.

I Theorem forkaster familien sine originale identiteter efter Den Besøgende forlader dem. Er det kaos eller frihed, familiemedlemmerne finder? Pasolinis kunstfilm giver ikke nogen klare svar på det spørgsmål. Dens interesse er i at vise ustabiliteten i, hvad en familie er – og hvordan familiemedlemmerne rystes i deres sjæles inderste ved det seksuelle møde med den navnløse Besøgende som en symbolsk og eksistentiel handling, der trækker tæppet ud under dem.

ALICE WU: SAVING FACE (2004) I Saving Face (2004) er queerness ikke en åbenbaring, men snarere noget som holdes hemmeligt for at passe ind. Filmen, en romantisk komedie af instruktøren Alice Wu, følger den succesfulde kinesisk-amerikanske Dr. Wilhelmina ’Wil’ Pang, som forsøger at balancere sin lesbiske identitet og den traditionelle livsstil i det fast sammentømrede kinesiske fællesskab i New York. Hun må huse sin anmassende mor, Gao, da Gao bliver gravid uden for ægteskab. Både Wil og hendes mor må kæmpe for at opretholde hver sin facade, hvilket kulminerer da Wil ender med at indlede et nyt forhold med ballerinaen Vivian.

Temaet kulturel skam gennemsyrer filmen i sin tveæggede natur; Kinesisk kulturarv define-

44

HeartCore Magazine – 02

rer den sociale og kollektive ånd, men giver ikke bred mulighed for at opføre sig ”korrekt” – både Wil, som ikke er sprunget ud, og hendes mor er ude af stand til at leve op til idealet om den perfekte datter. Wils mor er godt klar over, at Wil er lesbisk, men bliver ved med at introducere hende for mænd. At vende det blinde øje til Wils homoseksualitet er en måde at feje en krænkelse under gulvtæppet på – for at redde ansigt.

Trangen til at være ude versus at blive accepteret er ultimativt Wils dilemma, hvilket sætter hende mellem to poler, som hun må kombinere. Saving Face tackler med humor og et glimt i øjet et ellers alvorligt emne. Filmens glædelige og campy slutning viser Wil, som springer ud og reparerer sit forhold til sin mor, og illustrerer, at ingen kan opretholde en facade gennem hele sit liv uden at gå med kompromis med sig selv.

SEBASTIÁN LELIO: A FANTASTIC WOMAN (2017) I A Fantastic Woman (2017) bliver Marina voldsomt ekskluderet fra sin afdøde partner Orlandos begravelse af hans familie, som forsøger at slette hende fra hans liv. Filmen viser, hvordan Marina forsøger at navigere tabet af Orlando og det had og den skam, som hans familie forsøger at pålægge hende.

Marina er sikker i sin identitet som transkønnet kvinde og vil ikke undskylde for den, men Orlandos familie sætter ustandseligt spørgsmålstegn ved den og fordømmer den, endda ved at chikanere Marina og begå et voldsomt overfald mod hende. Hun plages til at forlade Orlandos lejlighed og holdes uden for begravelsesplanlægningen.

I denne film er familieenheden overvældende og ekskluderende; Marina ekskluderes både på grund af sin transkønnede identitet og sin status som udenforstående, mens Orlando med magt fastholdes i familien selv efter sin død. Den cis-heteronormative familie bliver en kraftfuld, destruktiv kraft i Marinas liv, men filmen viser glimt af Marinas selvvalgte familie, særligt hendes sanglærer, som både er en faderfigur og en terapeut for hende såvel som en ven, der opmun-

Daniele Vega i "A Fantastisk Woman (2017). Copyright Sony Pictures

trer hende til at tage springet fra optrædener i natklubber til at blive klassisk sanger.

Dette er A Fantastic Womans endelige slutning: Marina lykkes med at opretholde sin integritet og med at finde en måde at tage afsked med Orlando på, hvilket skræmmer familien til at give hende sin hund tilbage og filmen ender med en scene, hvor Marina synger en klassisk arie i et teater.

Alle disse film portrætterer LGBTI+ personer som en trussel mod den cis-heteronormative familie. Alligevel er hovedkonflikten i disse film ikke, at LGBTI+ personer er uvillige til at indgå i fredfuld sameksistens med og i kernefamilien, men at kernefamilien fornægter og

ekskluderer dem, ofte voldsomt. En dikotomi opstår mellem det at være out and proud – og derfor ekskluderet – eller at bukke under for presset og forsøge at skjule sin identitet for at passe ind. Et pres, mange LGBTI+ personer kender alt for godt.

I disse fire film er udviskningen af LGBTI+ personer nødvendig for at opretholde status quo i den (cis)heteronormative familieenhed.

Filmene tackler denne udviskning og spørgsmålet om hvem, der bør udviskes, og af hvem.

Filmene viser imidlertid også, at kampen for at skjule sit sande jeg er forgæves, og at behovet for at være en del af en familie, selvvalgt eller ej, i sig selv er menneskelig.

HeartCore Magazine – 02

45

MIN INTERNETFAMILIE af Lee Ravn Kristensen

Når du ikke føler, at du passer ind i verdenen omkring dig, om det er på grund af, hvem du er, eller hvad du kan lide, er det uvurderligt at finde et accepterende fællesskab – også selvom det er spredt udover hele verdenen. Dette er Lees historie om at finde en familie i det digitale univers.

J

eg har vidst altid været lidt af en outsider.

Jeg elsker computerspil, tegneserier og Dungeons & Dragons. Jeg tilbringer de fleste af mine dage indendørs foran min computer, alene i min lejlighed med mine katte, Darth Vader-plakaten på væggen og Batman-logo på mine lagner.

Som barn blev jeg mobbet ubarmhjertigt. Temaet for min mobning var som regel det samme – mine usædvanlige hobbyer. Jeg var en nørd og en ”drengepige”, og jeg var alene; et let mål for børn, der keder sig, som har noget at skulle bevise. Bortset fra at det ikke kun var børnene. Det var også min familie.

"Vil du ikke hellere lave noget normalt?"

"Du kan ikke leve hele dit liv i en fantasiverden."

"Har du ikke rigtige hobbyer?"

Jeg lærte at skamme mig over mine interesser, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg

46

HeartCore Magazine – 02

kunne lide, hvad jeg kunne lide, og jeg lærte bare ikke at tale om det. Det blev som en beskidt hemmelighed, som alle kendte, men ingen talte om, og det sårede mig dybt. Min familie, der skulle elske mig ubetinget, gjorde det ikke. De gjorde nar af mig, men kun fordi "de var bekymrede for, at andre måske gjorde grin med mig". Det hjalp ikke på min spirende angstlidelse.

Venskaber langvejs fra Da jeg var 15, indså jeg, at jeg var homoseksuel – og jeg var rædselsslagen.

Jeg havde en idé om, at min familie selvfølgelig elskede mig og ville acceptere mig uanset hvad, men det var bare ikke min oplevelse hidtil.

Hvis noget så harmløst som at læse tegneserier var sådan et chok i deres “normale” verden, at de følte behov for at rette op på min opførsel, hvad ville min seksualitet så betyde for dem? Ville jeg

blive yderligere udstødt på grund af endnu en ting, som jeg ikke kunne ændre?

Den første person, jeg kom ud til, har jeg faktisk aldrig mødt ansigt til ansigt. Jeg mødte Jim gennem et spil, som vi begge spillede online. Han havde henvist mig til et beskedforum, hvor andre mennesker, der spillede, kunne chatte – både om selve spillet, men også om andre spil og det virkelige liv. Jeg fandt mange ligesindede på dette forum, de fleste omkring min alder, men der var nogle få yngre og ældre. Der var endda en bedstefar!

Jim var fra Liverpool og far til to, og han spillede sammen med sin ældste datter. Det var ikke engang min intention at fortælle ham, at jeg var homoseksuel, i det mindste var det ikke det, jeg havde planlagt at gøre den dag, men han nævnte tilfældigt, at han skulle på pubben for at møde sin kammerats nye fyr, og bare henvisningen til​​ et homoseksuelt par satte mig i gang, og jeg fortalte ham det.

Han svarede, at han ikke var overrasket over, at jeg var homoseksuel, hvilket fik min mave til at slå kolbøtter. Han fortalte, at han havde mistænkt det i omkring et år, men ikke ville sige noget, fordi det ikke så ud til, at jeg var klar endnu. Derefter overraskede han mig igen: Mange af de mennesker, jeg talte med på forummet hver dag, var LGBTI+. Jeg havde bare ingen anelse.

At vokse op online Jeg blev voksen, mens jeg var på dette forum, og

de andre brugere voksede op med mig, og pludselig havde jeg alle disse venner, der kæmpede med det at blive voksen sammen med ​​mig. Vi blev hinandens støtte gennem en skræmmende tid med at beslutte, hvad vi ville med vores liv, studere for at realisere disse drømme og pludselig skulle til at betale skat.

Internettet er vokset siden jeg var 15, og det har aldrig været nemmere at holde kontakten.

Først var det bare chat, men i disse dage har alle en mikrofon, og nu taler vi sammen dagligt. Vi er flyttet fra fora til Skype til Discord, men det er de samme mennesker, som jeg taler med, min "Internetfamilie", kalder jeg dem. I over 10 år har jeg kendt disse mennesker, delt håb og drømme, fået os en drink på tværs af verdenen en fredag​​ aften, og hvis ikke dét er familie, så ved jeg ikke, hvad er. Hvis jeg ikke dukker op i et par dage, tjekker nogen op på mig, hvis jeg har nævnt at jeg skal et eller andet sted hen, er der nogen der spørger, hvordan det gik, når jeg kommer tilbage.

Når jeg oplever noget spændende, er min første tanke at fortælle det til mine online venner og med en telefon i lommen, er det nu muligt.

Jeg har angst og depression. Noget jeg har kæmpet med i årevis nu, og noget jeg har opdaget, at alt for mange unge mennesker også lider af. Da jeg fortalte min biologiske familie, at jeg var deprimeret, var det mest almindelige svar "Hvorfor sagde du ikke noget, hvis du havde det svært?" og "Det er så ikke underligt, når du sidder på din computer hele dagen og aldrig går udenfor." Jeg forstår synspunktet og den bekymring, der udløser disse svar, men de hjælper aldrig tværtimod. Jeg blev igen det lille barn, der måtte være bange for sin egen eksistens.

Når jeg snakker med min internetfamilie, føler jeg aldrig, at jeg skal gemme mig. Jeg behøver ikke nedtone, hvem jeg er for at "virke mere normal" for verdenen omkring mig. Jeg kan udtrykke mine følelser og meninger, og jeg modtager ærlighed og medfølelse. I sommer besøgte jeg en online ven i den anden ende af landet, og helt på egen opfordring ryddede han sit soveværelse, så jeg kunne gemme mig derinde, hvis jeg oplevede sensorisk overbelastning eller bare havde

HeartCore Magazine – 02

47

brug for en pause. Min bedstemor spørger stadig nogle gange, hvorfor jeg bruger så meget tid på badeværelset hjemme hos hende.

Lang (social) distance I disse dage med social distancering har det været særligt vigtigt for mig at have det netværk, jeg har. I lang tid har jeg kunne ikke besøge min bedstemor eller gå på arbejde, og jeg ser stadig ikke mennesker så ofte som før, og bestemt ikke på samme måde. Men én ting, der forbliver stort set uændret, er mit online netværk.

Vi har arrangeret filmaftener før virussen, men vi har aldrig haft så mange, som vi har haft i sommer. Hver uge mødes vi tre eller flere mennesker for at se en film sammen online, og det har virkelig hjulpet på følelsen af isolation. ​​ Jeg kommunikerer med min internetfamilie, som jeg altid har gjort, men jeg har været så heldig, at

48

HeartCore Magazine – 02

jeg ved, hvordan man bruger alle disse onlineværktøjer til at komme sammen, og jeg har taget mig selv i pludselig at skulle hjælpe nogle få af mine “virkelige” venner og familiemedlemmer med, hvordan man tilmelder sig et Zoom-opkald eller bruger Discord-klienten til at tale med flere personer på én gang.

For nylig sagde min bedstemor til mig ”Så det er dét, du har lavet på computeren” med en klang af forståelse i hendes stemme, der næsten fik mig til at græde. Det har taget lang tid, men det ser ud til, at folk så småt begynder at forstå idéen om at have en online tilstedeværelse og vigtigheden af​​ at have et netværk, uanset om det er online eller ansigt til ansigt.

At have min internetfamilie har reddet mit liv, og med dem har jeg fundet kærlighed og forståelse ud over mine vildeste drømme.

VOLUNQUEERS: PRIDE-FAMILIEN Af Mariya Alfa Staugaard Fotos: ©RenatoManzionna

De frivillige under Copenhagen Pride Week kaldes volunqueers. Det eneste krav for at blive frivillig er, at man skal respektere vores værdisæt og det fællesskab, som opstår blandt både LGBTI+ personer og allierede.

Copenhagen Pride Week ville ikke være, hvad den er, hvis ikke det var for den sædvanligvis store skare af frivillige, der vælger at bruge deres tid og energi både op til og under arrangementet.

Om det er ved at skænke øl, sælge regnbueflag, sørge for sikkerheden eller noget helt andet, er hver eneste volunqueer en vigtig del af den helhed, som Copenhagen Pride udgør. For mange af de frivillige spiller fællesskabet en vigtig rolle for, at det er en god oplevelse at lave frivilligt arbejde for Copenhagen Pride. Til Copenhagen Pride Week 2020 var der behov for markant færre frivillige grundet de anderledes rammer, men de, som mødte op, kunne stadig melde tilbage om en følelse af sammenhold. Vi snakkede med et par af dem en regnvåd eftermiddag om, hvad det betyder for dem at være en volunqueer.

Carsten (han/ham) – Vært i Menneskerettighedsprogrammet "Jeg er vært i Menneskerettighedsprogrammet og har været det de sidste tre år. Min rolle består i at sørge for at der bliver sat op til de events, der skal afholdes, og at dem, der skal være med, bliver taget godt i mod. For mig betyder det at være frivillig, at jeg har fundet meningen med Copen-

HeartCore Magazine – 02

49

hagen Pride. Selve menneskerettighedspaletten betyder for mig, at man kan komme ud til nogle grupper med nogle emner, som man ikke kan i hverdagen – også selvom det ikke er noget, man selv har indblik i. Alle danskere burde tvinges til at se mindst to debatter – de må selv vælge!

Der er et kæmpe fællesskab omkring dét at være frivillig. I år er det særligt, for der er hele Pride-familien samlet på Rådhuspladsen, og det gør en verden til forskel. Det fedeste ved at være frivillig er fællesskabet og så det at gøre bare en lillebitte forskel."

Kamille (hun/hende) – Pride Store: "Jeg har været frivillig for Copenhagen Pride de sidste tre år. I år har jeg stået i Pride Store og solgt merchandise. Det er gået rigtig godt, og vi får solgt meget. Jeg synes, det er vigtigt at hjælpe til. Det er en vigtig sag, og fordi jeg selv er biseksuel, synes jeg, at det er vigtigt at støtte op og være en del af det community, som jeg ikke er så meget en del af til hverdag. Det er et fedt fællesskab, og der er mange dejlige mennesker, som man lærer at kende. Vi er ikke bare frivillige – vi er sammen om et mål. Det fedeste ved at være frivillig er at se støtten fra andre mennesker. Både folk, som ikke selv er en del af miljøet, men også LGBTI+ personer, som man ser stå og vinke med deres flag, når vi normalt holder parade.

Det er fantastisk at se folk komme ind og være nysgerrige, også fra generationer, som man ikke altid ser så meget til. Vi havde en kvinde i dag, som kom ind og ville lære mere om panseksualitet. Det er fedt at se folk, som ikke kender så meget til området, komme ind og ville lære om det."

50

HeartCore Magazine – 02

Nuka (han/ham) – Safety: "I år er det tredje gang, at jeg kommer og hjælper med til Copenhagen Pride. Lige nu står vi og tæller det antal personer, der kommer og går fra pladsen. Det er for at sørge for, at der ikke er flere derinde, end der må være, af hensyn til sikkerheden; den skal jo være i orden. Der må være max 450 gæster og 50 personer som personale.

Jeg er glad for at være frivillig for Copenhagen Pride. Det er en lille organisation, men med mange besøgende. Det er en god oplevelse, når folk smiler venligt til én, og når de har en god oplevelse på pladsen. Jeg møder både nye og gamle mennesker og får guidet folk den rigtige vej."

Karlsson (han/ham) – Runner: "Det er anden gang, jeg er frivillig for Copenhagen Pride. Jeg er runner på pladsen. Jeg tømmer skraldespande og henter vand og mad.

Jeg render også rundt og ser, hvor der skal laves noget på pladsen. Fællesskabet betyder meget for mig, det er godt. Det er sjovt, når man kan drille hinanden. Og opgaverne, man får lov til at give sig i kast med ting, man aldrig har prøvet før.

Det er rart at møde nye venner, som man kan stole på og betro sig til. Og det er fedt at møde nye mennesker – uanset hvem de er."

Lars (han/ham) – Bartender: "Min rolle i Copenhagen Pride er som bartender. Jeg har altid godt kunne lide at give en god service og se folk smile. Når vi har den almindelige Pride, plejer jeg at være bar-supervisor.

Samlet set har jeg arbejdet for Priden i snart 14 år nu, og jeg har været så glad for det – fællesskabet er fantastisk.

For mig betyder det alt at være frivillig for Copenhagen Pride. Jeg havde et år, hvor jeg overvejede bare at være tilskuer, men jeg endte alligevel med at være frivillig. Jeg kunne ikke holde ud ikke at være her, jeg føler mig som en del af Priden! Det er et fællesskab, hvor vi kan støtte hinanden. Vi kan alle sammen snakke om vores oplevelser, både som homoseksuelle, men vi har også haft mange forældre til LGBTI+ personer med og hørt deres historier. På mit første år stod jeg sammen med en mor og hendes søn, og de er stadig en del af Copenhagen Pride.

Det er fantastisk varmt at mærke forældre, der støtter så meget op om miljøet. Vi er kommet langt, og det skal vi være stolte af."

mange af vores frivillige er gengangere og glæder sig til at komme igen. Selvom vi ikke snakker sammen året rundt, så kører jargonen igen med det samme, når vi møder ind på pladsen. Der er et rigtig godt sammenhold, vi hjælper og støtter op om hinanden der, hvor vi kan.

I år har vi været langt færre, end vi plejer. Der har også været mange kernefrivillige, som ikke har været her i år. Der er til gengæld også kommet en masse nye, hvilket er enormt dejligt. Så det har været anderledes, men også enormt fedt.

Mange af vores frivillige er en del af LGBTI+ miljøet til daglig, så allerede der har de et tilhørsforhold. Jeg håber også, at de føler sig godt behandlet og værdsat, for det gør vi meget ud af. Og så er det bare fedt, at der er så mange vidt forskellige mennesker, som forstår at mødes og lære hinanden at kende og skabe nogle rigtig skøre venskaber på kryds og tværs.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi finder plads til alle de frivillige. Vi er en mangfoldighedsfestival, og vi skal finde plads til folk, også dem, der har svært ved at finde deres plads andre steder."

Går du med tanken om at blive frivillig?

Til WorldPride næste år vil der være rig mulighed for at blive en del af Pridefællesskabet.

Annemette (hun/hende) – Frivilligansvarlig: "Jeg er fagansvarlig for de frivillige i Copenhagen Pride. Vi er rigtig heldige, i og med at

Skriv til volunteer@copenhagen2021.com for at høre mere.

HeartCore Magazine – 02

51

“LGBT-PROFILEN HAR GIVET OS GAVEN AF ET VÆRDIFÆLLESSKAB” af Liv Rossander

Slottet, Danmarks første og eneste LGBTI+ plejehjem, har fødselsdag. Efter fem år i regnbuetrøjen gør forstander Henriette Højsteen status på en hverdag, der mest af alt er himmelråbende almindelig.

52

HeartCore Magazine – 02

“Hej!” Med et varmt smil træder en krølhåret kvinde ud af plejehjemmet Slottets imponerende hoveddør. Hun ligner én, der har smilet hele sit liv, og i krøllerne blander hvide striber sig med mørke.

Hun gestikulerer mod en nærtstående parkbænk og sætter sig hjemmevant i den ene ende.

Ingen tvivl, det her er Henriette Højsteens hjemmebane.

Vi sidder foran Slottet. Et plejehjem der, udover at ligge tårepersende pænt placeret i en park på Nørrebro, egentlig er som plejehjem er flest. Altså udover, at det er Danmarks eneste LGBTI+ plejehjem og målrettet arbejder med, at også LGBTI+ personer er en integreret del af plejehjemsfællesskabet. Derfor er det også intet mindre end passende, at den bænk, vi sidder på, er malet i alle regnbuens farver.

Om ganske få dage kan Slottet fejre sin femårs fødselsdag som LGBTI+ plejehjem, og selvom mediedækningen var massiv, da plejehjemmet genåbnede i 2015, ligner hverdagen altså allermest bare sig selv, fortæller Henriette Højsteen, der til daglig er Slottets forstander.

Fniste af det der normkritik “LGBT-profilen har først og fremmest givet os gaven af et værdifællesskab,” fortæller hun.

“Vi har hele tiden afspejlet Københavns og Nørrebros borgersammensætning, så vi har haft mange forskellige mennesker her, men det har samlet Slottet om noget.“ Alle medarbejdere har været på kursus i, hvad det betyder at have LGBTI+ baggrund, når man er oppe i årene; hvilke tider og store begivenheder beboerne har levet igennem. Slottet er en af fem profilplejehjem i Københavns Kommune. De andre har dog noget anderledes profiler - såsom “mad” eller “musik”.

“Til at starte med var vores reaktion, “Jamen vi accepterer da alle, hvorfor skal vi have uddannelse i LGBT?” Men når man så kommer på kursus, bliver man mere opmærksom på, at der altså er ting man ikke har tænkt på, fordi man er hetero og majoritet,” siger Henriette Højsteen, der også fortæller, at det faktisk er den normkritiske til-

Foto: ©RenatoManzionna

HeartCore Magazine – 02

53

gang, der er altafgørende for deres arbejde med LGBTI+ personer.

“Vi fniste lidt af det i starten, det der med ´normkritik´, men man er nødt til at være bevidst om sine normer, og at man ikke kan pådutte dem andre mennesker - man må viske tavlen ren og hilse mennesket velkommen.”

Der er en særlig målrettethed over måden Henriette Højsteen fortæller om det med at møde mennesket, hvor det er. Man er ikke i tvivl om, at det her arbejde er vigtigt for hende.

En ældre herre, Jørgen, kom engang op til Henriette og fortalte, at hvor han andre steder kun havde følt sig tolereret, følte han sig accepteret på Slottet.

“Det var noget der virkelig rørte mig,” siger Henriette Højsteen, pauser fortællestrømmen og kigger ud i haven. I hendes bælte hænger et navneskilt med en regnbue på.

“Artefakterne hjælper med at huske at møde folk hvor de er,” fortæller hun, og holder navneskiltet frem. Af den grund er der også regnbuer at finde næsten alle steder på Slottet.

“De er påmindelser om, at der er mange måder at leve sit liv på,” siger Henriette Højsteen.

“Man har nogle forudindtagetheder med sig, ved du. Når den lesbiske beboer vil drikke te med sine kontaktpersoner for at lære dem at kende, tror de, at hun lægger an på dem. Man tillægger folk med anden seksualitet nogle andre motiver,” fortæller hun og understreger pointen ved at lægge to fingre på min arm.

Ulighed i sundhed tager livet af LGBTI+ ældre Man skulle tro, at Danmarks eneste plejehjem med LGBTI+ profil ville være tæt befolket af LGBTI+ personer. På stående fod kan Henriette Højsteen tælle til tre.

Grundet Coronavirus har Slottet ikke kunne tage nye beboere ind, så selvom de har plads til 110 beboere, er de for tiden kun 51. Det er dog ikke forklaringen, siger Henriette Højsteen - det er ikke usædvanligt, at de blot er en håndfuld LGBTI+ personer på Slottet.

54

HeartCore Magazine – 02

“Jamen, hvis man regner med at cirka 10% af en årgang er LGBT’er, passer det egentlig meget godt. I forvejen er det også kun 10% af en årgang, der kommer på plejehjem, så folk klarer meget sig selv,” siger hun.

Henriette Højsteen mener ikke, at antallet af LGBTI+ personer i sig selv er en målestok. Det vigtigste er, at folk her er garanteret, at de kan være 100% sig selv og ikke “kravler tilbage i skabet”, når de kommer på plejehjem - et fænomen der ellers er velkendt i LGBTI+ kredse.

“Når man står og bliver plejehjemsbeboer, så er der mange ting, der nok ikke fungerer, og der er ens kønsidentitet måske det sidste, man kerer sig om. Den lever jo stadig i en og er hele ens historie,” siger hun om fænomenet og fortsætter: “Men det er vigtig at få synliggjort folks seksualitet, selvom man måske ikke skal på bar hver fredag. Det handler mindre om at udleve det, men om at rumme det. Når man får fortalt sin historie, kommer man mere til stede med sig selv og sit liv, og det er vigtigt at kunne uden at skulle censurere, fordi den, man fortæller det til, ser skævt til en, hvis man siger “Jeg elsker folk af samme køn.”.

Det, at Slottet som regel kun har en håndfuld LGBTI+ beboere, tilskriver Henriette Højsteen i høj grad en årsag af den mere alvorlige slags - der er simpelthen ikke mange, der når at blive gamle nok til at komme på plejehjem.

I 2009 udarbejdede Center for Alternativ Samfundsanalyse en rapport om de livsudfordringer LGBTI+ personer møder; heriblandt misbrug, psykiske sygdomme og stigmatisering.

Udfordringer, der betyder, at deres livskvalitet er lavere, og at de dør tidligere. Den rapport blev afsæt for, at flere foreninger gik til daværende sundhedsborgmester Ninna Thomsen - Og i 2015 åbnede Slottet.

Slottet har for tiden en beboer, der må leve med følgerne af sådanne livsudfordringer.

“Han har kæmpet siden han var 18 år. Han er ikke blevet accepteret hjemmefra, og sådan noget, det forfølger altså en hele livet,” siger Henriette Højsteen med alvorlig mine.

LGBTI+ PERSONER, DERES FAMILIER OG PÅRØRENDE KAN NU FÅ BLÅSTEMPLET RÅDGIVNING I LGBT+ DANMARK af Sidsel Sofie Poulsen, LGBT+ Danmark

I juli fik Danmark sin første akkrediterede LGBTI+ rådgivning, da LGBT+ Danmarks rådgivning i København modtog et stort kvalitetsstempel af RådgivningsDanmark. En af dem, som har snakket med rådgivningen fortæller: ”Man føler sig virkelig velkommen, selvom man er så sårbar”.

H

ver torsdag kl. 18-20 er LGBT+ Danmarks rådgivning åben. Her kan LGBTI+ personer og pårørende enten møde op hos foreningen i København eller Århus, ringe, sende en mail eller chatte med rådgiverne om lige netop dét, de går og tumler med. Det har man kunnet i

mange år, men det nye tiltag er, at rådgivningen i juli 2020 er blevet akkrediteret og lever op til de krav for rådgivningstilbud, som brancheorganisationen RådgivningsDanmark har opstillet.

Der er dermed kommet papir på, at kvaliteten er i orden. LGBT+ Danmarks rådgivning beskæftiger

HeartCore Magazine – 02

55

Foto: Ulla Munch-Petersen

sig med en lang række spørgsmål forbundet med køn, seksualitet og krop. ”Mange tror, at det i Danmark i 2020 ikke er særligt problematisk at bryde med normer for køn, kønsudtryk og seksualitet. Det er en forståelse, vi i rådgivningen også møder hos brugere, der derfor kan opleve det som stærkt individualiseret og dobbelt skamfuldt, at deres eller deres familiemedlemmers kønsidentitet eller seksualitet volder dem vanskeligheder.” Sådan beskriver Julie Breinegaard, som koordinerede processen bag akkrediteringen fra LGBT+ Danmarks side,

56

HeartCore Magazine – 02

hvilket er en af grundene til, at en rådgivning særligt for LGBTI+ personer stadig er vigtig.

Man kan også som vordende familie, mor til et transkønnet barn eller noget helt tredje få almindelig og juridisk rådgivning i den danske jungle af lovgivning, der vedrører LGBTI+ personers rettigheder. Der er altså også plads til spørgsmål om som familie at bryde med normerne, og hvordan man bedst kan sikre og støtte hinanden i at være sig selv.

“Mange tror, at det i Danmark i 2020 ikke er særlig problematisk at bryde med normer for køn, kønsudtryk og seksualitet. Det er en forståelse, vi i rådgivningen også møder hos brugere, der derfor kan opleve det som stærkt individualiseret og dobbelt skamfuldt, at deres eller deres familiemedlemmers kønsidentitet eller seksualitet volder dem vanskeligheder.”

En unik rådgivning med en særlig målgruppe - og plads til familierelaterede spørgsmål En grund til at netop en LGBTI+ rådgivning er vigtig, er også, at målgruppen kan opleve barrierer ift. at søge hjælp i andre sammenhænge, hvor man er usikker på, hvordan man bliver mødt som LGBTI+ person, fortæller Julie Breinegaard. ”Vi arbejder normkritisk i rådgivningen. Det betyder, at vi kan støtte mennesker i at vende følelsen af, at det er dem, der er noget galt med, til i stedet

at snakke om, hvilke normer der gør, at de stiller sig selv de her spørgsmål.” Julie fortsætter: ”Vi kan også fortælle dem, at de ikke er alene, fordi vi har talt med mange andre, som står i præcis samme situation. Det kan være en stor lettelse.”

I akkrediteringen har RådgivningsDanmark vurderet LGBT+ Danmarks rådgivning i København på en række parametre, der sikrer, at der er høj standard i selve rådgivningen, og at rådgivningens brugere kan være trygge ved, at lovgivning og etiske retningslinjer overholdes. I akkrediteringen blev der lagt vægt på oplæring af

HeartCore Magazine – 02

57

nye rådgivere, og at rådgiverne trækker på egne erfaringer som LGBTI+ personer, og samtidig forholder sig professionelt og vedkommende til hver brugers behov. Når både brugerne og RådgivningsDanmark er glade for den måde, rådgivningen bliver håndteret på, er det et signal om, at tilbuddet fungerer efter hensigten.

Rådgivning for familier med transkønnede børn eller på vej til egen familie Julie Breinegaard forklarer, at det ændrer sig over tid, hvilke områder brugerne henvender sig om: ”De frivillige rådgivere har de senere år oplevet, at der har været en stigning i antallet af henvendelser på transområdet, hvor rådgiverne både kan bistå med samtaler om identitet og relationer, og rådgivning om muligheder på de medicinske områder såvel som juridiske forhold.”

Rådgivningen har også set en stigning i henvendelser fra forældre til børn, som ikke identificerer sig med deres tildelte køn eller på anden måde bryder med normerne for køn og kønsudtryk. De søger blandt andet råd om, hvordan de som familie støtter deres børn i at være dem, de er, og hvordan de skal håndtere omverdenens reaktioner.

Julie forklarede også, at “vi får en del henvendelser om familieretlige forhold, for eksempel ægteskab, medmoderskab og regnbuefamilier i forskellige udgaver, som vores jurister hjælper brugerne med”. Det betyder dermed, at LGBTI+ personer i rådgivningen, udover at kunne få hjælp til deres personlige kamp med at bryde normerne, også kan få hjælp til at navigere inden for lovgivningen, når to skal blive til tre, eller fire skal blive til fem.

gerne vil bruge erfaringerne til også at få LGBT+ Danmarks rådgivning i Aarhus akkrediteret i samarbejde med de frivillige rådgivere der. Samtidig arbejdes der på at etablere nye rådgivningstilbud i regioner, hvor disse har manglet. Med andre ord er der ikke udsigt til, at der bliver mindre kvalitet og færre tilbud for LGBTI+-personer i fremtiden, snarere tværtimod.

Information om rådgivningen LGBT+ Danmarks rådgivning yder fortrolig rådgivning for LGBTI+ personer og andre med behov for rådgivning vedrørende seksuel orientering, kønsidentitet og -udtryk, herunder juridiske forhold for LGBTI+ personer. Rådgiverne arbejder alle frivilligt.

Der er åbent torsdage kl. 18-20, og man kan henvende sig på telefon, e-mail, chat og ved personligt fremmøde hos LGBT+ Danmark i København eller Århus. Århus: Vester Allé 8a 3. Sal, 8000 Århus C Tlf. 86 13 19 48 / 22 30 19 48 raadgivningaarhus@lgbt.dk Copenhagen: Vestergade 18E, 4. sal, 1456 København K Tlf. 33 13 19 48 raadgivningen@lgbt.dk The counseling is open for everyone and free.

Rådgivningen er åben for alle og gratis. Læs mere på: lgbt.dk/radgivning/

Fremtiden byder på akkreditering af flere rådgivningstilbud Det har været et stort projekt at få akkreditereret rådgivningen i København, hvor alle dele af arbejdet er blevet kvalitetssikret og dokumenteret. Julie Breinegaard pointerer, at foreningen

Foto: Ulla Munch-Petersen 58

HeartCore Magazine – 02

FRA MEXICO TIL LONDON: EN LATINAMERIKANSK TRANSAKTIVISTS REFLEKSIONER OVER SIN BARNDOM af Laura Valentina Cortés Sierra

Trigger warning: Denne artikel omtaler vold imod transpersoner

C

andance eller Candy Chávez er en mexicansk aktivist, der kæmper for transkønnede kvinders rettigheder og har gjort det i over seks år. Hun kommer fra Jalisco, Guadalajara, hvor det anslås, at 12 til 15 transkvinder hvert år bliver myrdet.

Candy har modtaget trusler og oplevet fysisk vold, hvilket til slut førte til hendes beslutning om at forlade Mexico. Hun blev nødt til at sætte sit aktivistiske arbejde med at dokumentere vold mod transkvinder på pause - et arbejde hun ellers foretog i samarbejde med organisationen Latin

American and Caribbean Network of Trans People (REDLACTRANS): ”Jeg fik trusler fra flere magtfulde personer, og jeg ville helst forlade landet, før jeg selv eller min familie blev yderligere udsat.”

Hun flyttede til London i søgen efter nye muligheder, og der blev hun igen involveret i aktivisme. Som hun siger, er Latinamerika et farligt område for transkvinder. Med sin selvsikre stemme, fremlægger hun de grusomme resultater af hendes research: Den anslåede levetid for en transkønnet kvinde i Latinamerika eller mellem

HeartCore Magazine – 02

59

er ikke en ideologi, vi er ikke en idé, vi er en identitet. Jeg mener, at medierne bør gå til emnet transkønnethed med mere respekt og prøve at tale ud fra personer i transmiljøets egne erfaringer. De bør understrege, at vi ikke er syge, vi er anderledes; men der er ikke noget i vejen med os, som vi er.

"Transmiljøet arbejder for inklusion af transkønnede børn, så de en dag kan føle sig godt tilpas i denne verden."

35 og 41 år. ”De fleste af os dør som resultat af vold, dårlig kirurgi eller mangelfuld lægebehandling.” Hendes ansigt bliver stift, mens hun remser tallene op. ”I de sidste fem år er næsten 300 transkvinder blevet myrdet i Mexico, mindst én om ugen.”

I dette interview åbner Candy et vindue ind til hendes barn- og ungdom. Ud fra både hendes erfaringer og hendes holdninger fremhæver hun nogle af de udfordringer, transkønnede børn oplever i Latinamerika.

Hvad er din opfattelse af transkønnede børns opvækst, og hvordan spiller medierne en rolle?

Jeg vidste, at jeg var en kvinde, da jeg var fem år gammel. Når vi taler om transkønnede børns opvækst, taler vi også om anerkendelsen af børns rettigheder. Om børn, der ikke føler sig komfortable med det køn, samfundet ønsker at pådutte dem. Om børn, der burde have lov til at anerkende deres eget køn. At tale om transkønnede børns opvækst er vigtigt. Medierne taler ikke om det. De ekskluderer og stigmatiserer ved at sige, at vi ønsker at pålægge børn en kønsideologi. Vi

60

HeartCore Magazine – 02

Igennem en stor del af min barndom og ungdom i Mexico levede jeg med angsten ved ikke at identificere mig med den person, jeg var, og led under ikke at vide, hvad der foregik. Samfundet fortalte mig, at jeg ville ende på et psykiatrisk hospital, og at det at være transkønnet var en psykisk sygdom.

Du begynder at leve i frygt. Hvis vi gør transpersoner synlige, kan vi få de nye generationer til at forstå, at det er helt normalt. Hvis vi underviser børn med andet end billeder af overfald og vold, og i stedet fokuserer på respekt, omsorg og selvforståelse, så kommer vi til at opdrage glade børn uden fordomme. Vold er noget, vi lærer; diskrimination og stigmatisering er noget, vi lærer. Vi fødes ikke med de fordomme, vi lærer dem.

Hvad kan forældre eller værger gøre for at skabe en så tryg barndom som muligt?

Som forælder bør du lave din research. Hvis du selv mistænker det, eller din børn på et tidspunkt lader dig vide, at de føler sig som et andet køn

end deres tildelte, så lad være med at dømme dem. Børn gør ikke ting for at blive dømt. De forstår oftest ikke, at de bliver dømt. De forstår godt selv, hvordan de føler. Før du gør en skandale ud af det, så undersøg tingene. Giv dit barn roen ved at vide, at de kan regne med dig. Vær undersøgende og tal om tingene. Hvis du gerne vil se en terapeut, så gør det. Led efter en specialist, der kan støtte dig, men ikke en til børnene, de har det fint, for de ved, hvad de vil. Den, som skal forstå processen, er dig. Derefter kan det være, at barnet ønsker kønsbekræftende behandling, og

så er din opgave at støtte dem igennem en transition, der på den måde bliver mindre smertefuld og mere bekræftende. Selv som en forælder uden LGBTI+ børn, er det vigtigt at du lærer om disse emner, fx gennem de organisationer, der arbejder på området.

Hvad mener du om kønsstereotyper?

Det er virkelig skadeligt at tildele objekter eller farver et køn ud fra stereotyper. En transkønnet

HeartCore Magazine – 02

61

"Jeg blev aktivist efter første gang, jeg havde søgt arbejde som transkønnet kvinde. De fortalte mig, at det eneste job, jeg ville kunne få, ville være at sælge min krop på hjørnet. Jeg forstod, at på samme måde, som det skete for mig, skete det for mange andre – mange transkvinder blev frataget deres rettigheder. Så var det som om, noget vågnede i mig, en følelse der råbte: ”jeg vil gøre noget for andre.

pige kan sagtens være interesseret i biler, det er der ikke noget i vejen med. At en pige leger med biler eller en dreng leger med dukker har intet at gøre med kønsidentitet eller seksuel orientering.

Det er falske associationer, som vi skaber, og de er stadig virkelig fremherskende i Latinamerika.

Når vi stopper med at gennemtvinge de associationer, vil vi lade børn frit udvikle deres egenskaber og udforske deres interesser.

Hvad er dit budskab til transkønnede børn?

Vi er nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan lade dem vide, at vi findes, og at det voksne transmiljø arbejder for inklusionen af transkønnede børn,

62

HeartCore Magazine – 02

så de en dag kan føle sig godt tilpas i denne verden. For der er intet værre end at leve igennem en barndom eller ungdom, hvor du tvinges ned i en kasse, du ikke passer ind i, uden at du kan være den, du er, på grund af frygt for at blive angrebet.

Det siger jeg ud fra personlig erfaring.

Hvorfor et liv som aktivist?

Jeg blev aktivist efter første gang, jeg havde søgt arbejde som transkønnet kvinde. De fortalte mig, at det eneste job, jeg ville kunne få, ville være at sælge min krop på hjørnet. Jeg forstod, at på samme måde, som det skete for mig, skete det for mange andre – mange transkvinder blev frataget deres rettigheder. Så var det som om, noget vågnede i mig, en følelse der råbte: ”jeg vil gøre noget for andre.” Jeg ønsker ikke at tale ud fra min egen privilegerede position. Jeg har en god familie, og jeg har ikke været tvunget ud i sexarbejde og de ting, transkvinder ofte bliver involveret i, fordi de bliver forsømt, stigmatiseret, fysisk og psykisk angrebet eller efterladt af den sociale verden. Jeg har haft det held, der har været mange andre forundt. Jeg kender til risiciene, jeg ved, at jeg på et tidspunkt måske bliver nødt til at være lidt mere kontrolleret, men jeg kommer aldrig til at holde op.

DIN REKLAME HER? Vil du støtte udgivelsen af HeartCore og samtidig reklamere for dit brand til vores læsere? Kontakt os og lad os tage en samtale om, hvordan du kan støtte trykte LGBTI+ medier på bæredygtig vis.

Vi kan kontaktes på heartcore@copenhagenpride.dk og på vores sociale medier.

@copenhagenpride @copenhagenpride Copenhagen Pride

LEARN NEW MEET NEW SKILLS SUPPORT A PEOPLE GOOD CAUSE

Volunteer with us As a Copenhagen 2021 volunteer you will create the most significant LGBTI+ event in the world in 2021, and we guarantee a unique and exciting experience !

“It’s a huge task to organize, but there is lots of fun and new friends to meet – so come and join us !”

– Copenhagen 2021 volunteer

#YouAreIncluded !

FIND OUT MORE ABOUT COPENHAGEN 2021 HERE :

copenhagen2021.com 64

HeartCore Magazine – 02