ANNONCE ANNONCE

Arbejdsgiver inddrages og godkender handleplan

• ”Du skal bare ud og have noget mere adrenalin i kroppen”

• Du skal ud og gå lange ture

Arbejdsgiver informeres løbende under hele forløbet

• Det havde jeg aldrig troet om dig

• Èn gang stress altid stress

JEG TAGER ALDRIG UD, FOR JEG VIL IKKE TALE OM MINE BØGER. JEG ER FÆRDIG MED DEM, OG SÆRLIGT HVIS DET ER ÆLDRE BØGER. MINE BØGER ER DØDE, NÅR JEG ER FÆRDIG. JEG

INTERESSER MIG KUN FOR DET, JEG SIDDER MED NU

Bent fortæller, at han aldrig har holdt pause mellem to bøger, for der altid er en ny idé, der har sig fast, netop som han er ved at afslutte en bog. Den uophørlige drift sammenligner han selv med en form for sygdom.

- Det er fordi, jeg har fat i noget, men jeg har ikke fat i det rigtige. Det får jeg måske aldrig. Det er sikkert sandsynligt, at det gør jeg ikke - men indtil da, så driver det mig fremad. Det har jo også gjort, at jeg måske i forhold til familien har været meget fraværende. Nu er det også et liberalt erhverv, jeg har. Man kan ikke tillade sig at sige nej til et job, så derfor har jeg tit haft en hel masse til at ligge og rode i hinanden. Jeg har skullet aflevere en skulptur, samtidig med, at jeg også skulle aflevere et skuespil, eller hvad det nu har været, fordi jeg kunne ikke sige nej. Så jeg har været vant til hele tiden, at mit hoved kører. Det skal man være indstillet på som kunstner, ellers går man i stykker på det. Det kan man ikke holde til, hvis det ikke samtidig er en drift. Det kan ikke lade sig gøre, fordi så kører det af sporet, tror jeg. Det er noget med at have den der pisk over nakken. Når jeg lige er ved at være færdig med en bog og det nye begynder, så er det fordi, jeg har fornemmelsen af, at det var så heller ikke den her bog. ’Det var heller ikke den, du skulle have fat i. Du er nødt til at lave en til.’

Født som kunstner

Det kan være ensomt at være forfatter, men om det var derfor, at Bent valgte det job, ved han ikke.

Han beskriver sig selv som tilbageholdende og sky, og begyndte at skrive digte som teenager.

- Det var måske også fordi, jeg var det barn, jeg var, som gerne ville trække sig lidt tilbage. Samtidig med at have den der på fornemmelsen derhjemme, at man må heller ikke gøre opmærksom på sig selv. Slet ikke, når man er barn. Du vil ikke gøre opmærksom på dig selv, fordi så får du problemer. Jeg var ret hurtig til at opfange, at du skal være ligesom de andre. Når de hyler, så skal du også hyle op. Når de løber, så skal du også løbe, selvom du egentlig ikke aner, hvorfor du gør det. På den måde fik jeg stort set lov til at være i fred, men det var tidligt, jeg begyndte at interessere mig for malerier og digte, som der jo slet ikke var nogen i familien, der forstod, hvad det var for noget. Min far var ikke sådan en, der sad med børnene og lavede noget med dem. Det var han absolut ikke. Han var en, der gik

Fakta

Bent Haller

FØDT 5. juni 1946

OPvokset Bangsbostrand ved Frederikshavn uddannelse Billedkunstner og grafiker på Det Jyske Kunstakademi

Karriere En af Danmarks største og mest produktive forfattere

Civilstand Gift med Alice på arbejde. Når han kom hjem, skulle han sove. Han skulle betale regningerne til tiden og sørge for familien og alt det der, men jeg kan huske, at han havde mig med på maleriudstilling. Det var noget så usædvanligt. Jeg var i korte bukser, så jeg har været en bette knægt. Det var sådan nogle trommesals-malerier – blomsterbilleder, den stråtækte bondegård, en kronhjort, der står og brøler. Sådan noget der, som jeg var vildt fascineret af. Jeg begyndte at interessere mig for billeder, der står stille. Det har jeg stadigvæk – jeg vil hellere have et billede, der står stille fremfor dem, der flimrer hele tiden. Så jeg har været tidlig ude, og det er fordi, jeg tror, at jeg er født sådan. Jeg har ikke fundet vejen. Det er vejen, der har fundet mig. Så fanger bordet. Uanset talent eller hvad det er, uanset om du rent kunstnerisk taber det der, så er du nødt til at gå den vej, for du har ikke andet, du har ikke andre muligheder.

Diagnose gav ny forståelse

For nogle år siden blev Bent Haller diagnosticeret med Aspergers, som er en form for autisme.

- Det kan jeg jo se nu, at det har jeg fra min far og min bedstefar. Det er igen noget, hvor der kan komme en ny vinkel på historien. Jeg har det fint med at have Aspergers. Det generer mig overhovedet ikke. Jeg tror tværtimod, at det giver mit arbejde et eller andet bestemt, men det kan jeg godt sige som olding. Som barn var det meget svært for mig, fordi jeg ikke vidste noget. Det vidste man jo ikke dengang. Fordi jeg kunne klare mig i skolen ligesom alle andre, så kunne jeg godt få lov til at sidde og glo ud ad vinduet. Det brugte jeg masser af tid på. Jeg kunne læse og skrive, så fik jeg lov at sidde nede bagerst. Jeg var så stille, at læreren somme tider glemte, at jeg var der. Der var uro nok med børn, der skulle have tæsk hver dag, og så sad den lille Bent nede i hjørnet dernede og kiggede. Han passede sig selv. Det var der ingen grund til at lave noget som helst ud af det, griner Bent.

det bagefter. Livet skal forstås baglæns, men leves forlæns, som Kirkegaard siger. Jeg kan huske, at min mor var fortvivlet over min far somme tider. Hun sagde, ’Han tier mig ihjel’, fordi han sagde jo ingenting. Hun forstod det heller ikke. Der var ingen, der forstod det. Man kendte det ikke dengang. Man var bare sær eller en original. Folk fik lov til at gå og passe sig selv nogle steder, men det er farligt som barn. Der er derfor, det var vigtigt at blive efteraber og ligne de andre. Så snart jeg kom op i 14-16 år, kunne jeg slippe det og være ligeglad, for jeg mødte en, der var ligesom mig selv for første gang. Vi behøvede sådan set ikke at tale sammen, for vi kunne se det. Og så det, at vi var to, så kunne vi blæse alt det andet et stykke. Det blev sådan en frigørelse. Bent er glad for, at han fandt den rette vej i arbejdslivet.

- Hvis ikke jeg havde fået mit talent, hvilket er at være kunstner, så tror jeg ikke, at jeg kunne eksistere i det her. At jeg har ikke kunne passe ind nogen steder. Jeg kunne ikke være ude på en arbejdsplads. Jeg gik jo og gemte mig hele tiden, for at komme væk. Jeg kunne ikke arbejde nogen steder, så hvis ikke jeg har kunnet finde et arbejde, hvor jeg kan sidde for mig selv, så var jeg gået til. Det er det samme problem, der kan være med de børn i dag. De skal sluses det sted hen, hvor de kan udvikle sig, uanset næsten hvor det er henne, så skal man dyrke det. For ellers har de ikke så stor en chance for at klare sig. De kan ikke klare sig i et almindeligt ræs, hamsterræs, som tilværelsen er i dag.

NU ER JEG BLEVET FÆRDIG MED BØRNELITTERATUREN. DEN BRØND ER TOM NU. DET KAN JEG MÆRKE ET ELLER ANDET STED INDEN I MIG. DET ER KOMMET ET HELT ANDET STED HEN, OG SÅ DUER DET IKKE AT HENVENDE MIG TIL BØRNENE. DET ER SKET FOR ET PAR ÅR SIDEN, SÅ NU KONCENTRERER JEG MIG HELT OG FULDT OM MINE ROMANER

Mennesket bag myten

Det har været vigtigt for Bent at tale åbent om sin Aspergers-diagnose for at vise, at man sagtens kan få et godt liv.

- Det er ikke ensbetydende med, at man går ned med flaget. At man fortæller andre, særligt børn og unge mennesker, at du har chancer. Det kan godt lade sig gøre.

Efter Bent har fået konstateret Aspergers, kan han genkende nogle træk hos sin far og bedstefar.

- Bagefter kan jeg se det med min far og min bedstefar. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over min bedstefar. Han blev over 80 år, hvilket er meget gammel for den der generation. Min mor var så forarget over ham, fordi de ville op og besøge ham, og så siger han, ’Hvad vil I egentlig?’ Det siger man jo ikke til folk, der kommer og besøger en. Han har selvfølgelig været ved et eller andet og er blevet forstyrret. Hvis du har Aspergers, så bliver du forstyrret hele tiden, hvis der kommer nogen, og trænger ind i boblen. Sådan var min far også, og så kan jeg jo se, at det hænger sammen på en eller anden måde.

Efteraber

Bent havde det ikke nemt i livets første år, hvor han i dag forstår, at det var Aspergers, det spændte ben. - Det var skrækkeligt at være barn, synes jeg. Det var en jammerdal, fordi man ikke forstod sin situation. Så kan man forstå

Igennem vores samtale er Bents nyeste projekt dukket op flere gange. Muligvis er det her, hvor sandheden om mennesket gemmer sig og han endelig finder den sidste brik, der giver ro. Bogen hedder ´Det man forestiller´ og handler om, hvad billedet forestiller. Når man ser et portræt, hvem er det så egentlig, der gemmer sig bagved? Bents egne ord om projektet vidner om, at han muligvis er tættere på at finde den afsluttende brik end nogensinde før.

- Hvad er det, du viser? Viser du mennesket eller er det en kunstnermyte? Hvor er du henne, når du møder folk? Det er forfatteren, det er ikke Bent. Det er ikke mennesket. Når man skal fortælle om, hvordan man er, så fodrer man bare på en kunstnermyte. Når jeg har lavet portrætter, så har jeg malet lag på lag, hvor jeg nu skal den anden vej. Jeg skal have fat i en spartel og skrabe væk til der er en struktur, hvor skitsen ligger. Dér ligger mennesket. Det er ikke bag alle de lag, hvor der kommer flere og flere masker på. Det er ikke mennesket, og det er jo det, vi skal have fat i. Det skal ikke være kunstneren - vi skal have fat i mennesket. Det er det, der er vigtigt. Det er det, vi prøver på, afslutter Bent. ■