30 minute read
Appetizers – Bolig
INSPIRERET AF LANTERNEN
Den nye lampeserie fra LE KLINT, SHIBUI har referencer til 1950´erne og japansk minimalisme. Lampernes karakteristiske metalring er med til at give lampen et særegent udtryk og leder tankerne hen på japanske lanternelamper, ofte udført i rispapir. Priser fra kr. 3.995,-
KNALD PÅ FARVERNE
“Vær ligeglad med hvad andre synes” - det er det motto, som Zandra Rhodes, der netop har lavet et designsamarbejde med IKEA, lever efter. Netop derfor er KARISMATISK også kreeret som et opråb om at huske sin personlighed i hjemmet - og være stolt over det. Det handler om at udtrykke, hvem du er gennem farver, prints og interessante objekter i hjemmet.
TALER TIL HJERTET
Årets julekollektion fra Nordstjerne taler til hjertet og minder os om alt det, som virkelig betyder noget. Som ved Nordstjernes øvrige produkter bærer julekollektionen i høj grad præg af en stærk passion for ægte materialer, et øget fokus på socialt ansvar og et design, der kan gå igen år efter år. Nostalgia Christmas Tree Candleholder fås i sort og antik guld i to størrelser: 15 x 13 cm, kr. 269,- og 19 x 13 cm, kr. 379,-
UNIKKE JULEKUGLER
På sighs.dk kan man finde delikate, detaljerige, farverige, glamourøse, ekstravagante og glitrende julekugler, der får smilet og glæden frem. Det er umuligt ikke at komme i juelstemning. Se hele udvalget på sighs.dk
STYR PÅ GARDEROBEN
Med Elfa kan man skræddersy lige præcis den opbevaringsløsning, der passer til hjemmet. Den kan for eksempel være garderoben, så man aldrig mere behøver at lede efter det tøj, man skal have på. Elfa forhandles hos Bygma og Bauhaus
Den nye Scala Chair fra danske byWirth løfter kategorien af saml selv-møbler til et nyt niveau med farver og masser af kreative muligheder, når du selv mikser og matcher stolens elementer. Der er Flere end 1.300 kombinationer - og så er Scala Chair designet til at have et langt liv. Skulle uheldet være ude, behøver du ikke at kassere stolen og købe en ny, for stolens enkeltdele udskiftes let med nye. Vejledende pris fra kr. 2.900,Det danske designbrand Sofacompany er nok mest kendt for sine sofaer og lænestole, men nu udvider Sofacompany med en helt ny serie af nordisk inspirerede spiseborde, der er designet med æstetisk bæredygtighed for øje.
De nye juletræstæpper Holly og Crystal bringer de klassiske julemotiver kristtorn og iskrystaller ind i din stue med varme nuancer i rød og beige. En tyk, luksuriøs kvalitet gør tæppet oplagt til at skabe minder mange år frem – og kalde den gode julestemning frem, så snart det bliver lagt under træet. Find nærmeste forhandler på garant.nu
BÆREDYGTIGE BORDE
LAD HYGGEN SPREDE SIG
BYG DIN EGEN STOL
KICK-ASS SERVICE GIVER LOYALE KUNDER
SÅ SIMPELT KAN DET SIGES, OG DET ER LIGE NETOP DET, KONSULENT MERETE BERGMAN SMIT GØR I BOGEN ’KICK-ASS SERVICE’, DER NETOP ER UDKOMMET. HUN VED, HVAD HUN TALER OM MED OVER 20 ÅRS ERFARING I SERVICEBRANCHEN, HVOR HUN HAR LÆRT BÅDE SMÅ OG STORE VIRKSOMHEDER, HVORDAN MAN GIVER KUNDERNE EN SERVICE, SÅ DE KOMMER IGEN OG IGEN
Merete Bergman Smit driver konsulentvirksomheden Bergman Smit Training med sin mand, Ole Smit, hvor de laver servicetræning. - Vi hjælper virksomheder med at få endnu flere begejstrede og loyale kunder.
Der er stor variation i profilen på de virksomheder, Bergman
Smit Training arbejder med. Merete fortæller, at det kan være alt lige fra zoologiske haver til forsikringsselskaber, banker og forlystelsesparker. Fælles for dem alle er, at de bliver bedre til at give gode kundeoplevelser, når de har været gennem et forløb hos Bergman Smit Training.
Store forventninger
Merete fortæller, at forventningerne til den gode kundeoplevelse er blevet større med årene. - Når man kigger på undersøgelser i dag, siger 67 % af samtlige kunder, at de aldrig har haft højere forventninger til den oplevelse, de får, når de er i kontakt med en servicemedarbejder. Så der er skarpe forventninger til medarbejdere i service i dag. Der er to ting, som er ret afgørende for, om man giver en god kundeoplevelse. Det ene er, om du er proaktiv. Undersøgelser viser, at du i dag i langt højere grad skal kende kundens behov inden de overhovedet er i kontakt med virksomheden. Så det betyder, at vi hele tiden skal være på forkant; Hvor er vores kunder lige nu? Den anden ting, som er ret afgørende lige nu, er, at kunderne vil have oplevelser, der påvirker dem følelsesmæssigt. Det er nemlig den emotionelle kontakt, der gør forskellen. En amerikansk undersøgelse viser faktisk, at de virksomheder, som forstår at skabe en følelsesmæssig kontakt til deres kunder, har en salgsvækst, som overstiger deres konkurrenters med 85%. Det er derfor fuldstændig vanvittigt, hvad en følelsesmæssig kontakt kan gøre i kundeoplevelsen, slår Merete fast.
Skiguide uden ski
Merete Bergman Smits egen rejse i servicefaget startede, da hun blev ansat som skiguide hos Thinggaard Rejser uden nogensinde at have haft et par ski på.
DOWNLOAD VORES GRATIS APPETIZE-APP OG SCAN SIDEN, SÅ KAN DU LYTTE TIL DEN SPÆNDENDE PODCAST MED MERETE PÅ DIN MOBIL
- Det kan man jo godt undre sig over, men hos Thinggaard Rejser havde man konstateret, at gæsterne var trætte af skiguider, som havde valgt jobbet, fordi de brændte for at stå på ski, og ikke for at give kunderne en fantastisk oplevelse. Derfor ansatte de guider med den rigtige kundeholdning og et stort servicegen, og som så det som deres primære opgave at gøre gæsterne glade.
Derefter blev Merete uddannet indenfor salg, og har blandt andet arbejdet hos både Danish Crown og Tulip i salgsjob, hvor hun lærte at aflæse kundernes behov.
WAUW - termometeret
Merete løfter sløret for et af de værktøjer, som hun forklarer dybere i bogen, og som mange virksomheder, for eksempel zoologiske haver, hoteller, detailleddet, banker og forsikringsselskaber, allerede har fået glæde af. - WAUW-termometret er et værktøj, som netop hjælper virksomheder til hurtigt at skabe bedre kundeoplevelser – uanset branche og budget.
Langt de fleste danske virksomheder leverer nemlig det, som Merete kalder nulpunktsoplevelser. Altså oplevelser, som ikke rører os følelsesmæssigt, og som i bund og grund er ligegyldige. Det betyder i praksis, at vi har glemt besøget eller oplevelsen i det øjeblik, vi forlader stedet. - Et eksempel er, hvis du går ind i en tøjbutik. Her vil jeg næsten lægge hovedet på blokken, at dialogen foregår på følgende måde: Du kommer ind i butikken og siger ”Hej.” En sød sælger siger herefter ”Hej” til dig. Så spørger hun sikkert: ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Du svarer: ”Jeg kigger bare.” og så siger sælgeren ”Du siger bare til, hvis du får brug for hjælp.” Og så stopper dialogen her. Merete uddyber, at dette er, hvad hun ville kalde en nulpunktsoplevelse, fordi der sker absolut intet overraskende i dialogen eller i den måde, som sælgeren henvender sig til dig på. - Det interessante er, at hvis jeg gik ind i samme forretning og spurgte sælgeren, om hun leverer gode serviceoplevelser, så vil hun sige: ”Ja selvfølgelig – vi er enormt servicemindede og fokuserede på vores kunder.” Problemet er bare, at kunderne har en anden opfattelse. 78 % af danske og internationale virksomheder tror nemlig, at de leverer gode kundeoplevelser. Men spørger du kunderne om det samme, så er det kun 22%, der siger, at de får en god oplevelse. - Så der er et kæmpe gap mellem det virksomhederne og kunderne oplever, og udfordring nummer ét er, at virksomhederne ikke ved, hvad de skal gøre anderledes. De ved ofte ikke, hvad de kan gøre, for at skabe den følelsesmæssige kontakt.
Og det er et kæmpe problem. For det er den følelsesmæssige kontakt, der ubevidst får dig til at gå ind i en bestemt butik, næste gang du går ned ad strøget. Det er den "magnet", der gør, at du helt ubevidst stiller GPS-en i din bil til netop denne butik, restaurant eller dette hotel – også selv om du måske skal køre langt.
Merete har haft en drøm om at skrive en bog længe, så da nedlukningen i foråret 2020 gav plads i kalenderen, satte hun sig til computeren og gik i gang med at skrive ’KICK-ASS SERVICE’. - Det var faktisk fordi, jeg sad til et kundemøde i en stor virksomhed, hvor kundedirektøren var en mand i sin bedste alder og med slipseknuden helt oppe i halsen. Vi talte om hans forventninger til den serviceuddannelse, vi skulle i gang med, og hans
svar var: ’Jeg vil ha’ service! Jeg vil have KICK-ASS service!’ Og så grinede han og jeg tænkte, at der havde jeg titlen til min bog, fortæller Merete med et smil.
Titlen afspejler sproget i bogen
- Jeg skriver jo ekstremt uformelt og bruger ikke et konsulentsprog. Det er en kick-ass bog med masser af eksempler. Den er letlæselig med de allerbedste værktøjer, som jeg kan proppe ind i en bog efter 25 år i branchen og efter at have arbejdet med nogle af dem, der vinder danske og internationale priser for deres service, siger Merete stolt. - Det næste, vi arbejder på, er, at der skal være et onlineforløb til bogen. Hvis man ikke har lyst til at have besøg af mig, så kan man tage kurset med på fx sine morgenmøder og lave mange af øvelserne selv.
God service trumfer lave priser
- Hvis du går ind og kigger på de virksomheder, der har kunder i dag, der er ekstremt loyale, så er det faktisk de virksomheder, der afliver de mål om, hvor meget tid og penge man må bruge per kunde. De har succes med at give medarbejderne fri og tro på, at de selv har styr på det. Jeg arbejder for eksempel sammen med et stort hotel, som konsekvent siger, at hvis vi har en utilfreds kunde, så giver vi dem et nyt ophold.
Merete har fat i den lange ende, for undersøgelser viser, at service er langt vigtigere end billigere priser. - Kunder vil (for eksempel i detailleddet) betale op til 16% mere, hvis de får en god kundeoplevelse. Der er rigtig mange, der tror, at det eneste danskere går efter, er den billigste pris, men det er ikke rigtigt. Undersøgelser viser, at den primære grund til, at kunder handler på nettet, er sælgerenes manglende viden. Det er faktisk ikke prisen, der er den førende årsag.
Merete opfordrer til at at lederne skal stole på medarbejderne, for det giver pote i sidste ende. - Den vigtigste opgave er, at gæsterne/kunderne er glade, mens de er der. Men det kræver selvfølgelig, at det er en virksomhed, hvor medarbejderne har lov til at gøre det. Står man med en leder, der er kritisk over, om man bruger for mange penge eller tid på gæsterne/kunderne, så bliver det svært. Det kræver en bestemt kultur i virksomheden. Det er der mange, der har forstået. Også i Danmark. Der er for eksempel virksomheder, der præmierer den længste kundesamtale. Hos fx Visma- e-conomic var rekorden i 2020 på 3 timer og 46 minutter. Den medarbejder, der siger, at han skal bruge 3 timer og 46 minutter på at gøre kunden glad, han skal altså have en medalje, afslutter Merete.
Find bogen KICK-ASS SERVICE på saxo.dk eller se mere på bergmansmit.dk
@BergmanSmitTraining @company/bergman-smit-training bergmansmit.dk
PETER ROSENMEIER
EN ANDERLEDES MESTER UDEN BEGRÆNSNINGER
PETER ROSENMEIER ER KENDT FOR SINE PRÆSTATIONER I BORDTENNIS. HELE LIVET HAR DEN 37-ÅRIGE NORDJYDE SØGT ANERKENDELSE SOM DEN ALLERBEDSTE FOR AT VISE, AT HAN IKKE LADER SIG BEGRÆNSE AF AT VÆRE ANDERLEDES. PETER ER OPVOKSET I HADSUND. HER GIK HAN I SKOLE, DYRKEDE FRITIDSAKTIVITETER OG TOG DEREFTER SIN STUDENTEREKSAMEN I HOBRO. FULDSTÆNDIG LIGESOM SINE JÆVNALDRENDE. MEN HAN HAR ALTID VÆRET ANDERLEDES OG SKILT SIG UD. PETER ER FØDT UDEN TREDJEDELEN AF HØJRE ARM OG MED EN FINGER PÅ HÅNDEN. HAN MANGLER TRE FINGRE PÅ VENSTRE HÅND OG EN DEL AF UNDERARMEN. HALVDELEN AF HØJRE OVERBEN MANGLER, DA UNDERBENET SIDDER FAST PÅ HOFTEN. OG SÅ MANGLER HAN EN TREDJEDEL AF LÅRKNOGLEN PÅ VENSTRE BEN. MEN DET HAR LANGT FRA STOPPET HAM I AT DYRKE SPORT
tekst ESBEN AABY NIELSEN | foto IRFAAN KHAN | layout METTE DUEDAHL PEDERSEN
Boldspil har altid fascineret Peter, og han startede til fodbold som syvårig. – Jeg har altid været til boldspil, men boldspil har aldrig været ret meget til mig. Det var et fuldstændig håbløst projekt, men det var vigtigt for mig at være med til fodbold. I Hadsund kunne du enten spille fodbold om sommeren eller badminton og håndbold om vinteren. Ingen af tingene lå ret godt til mig, men alle mine kammerater fra skolen gik til fodbold, og det var vigtigt for mig at være en del af det sociale fællesskab, siger Peter.
Han har aldrig følt sig udenfor på trods af at være anderledes. Helt tilbage fra børnehaveklassen kastede han sig ud i tingene, og hans forældre bakkede op om Peters beslutninger, uden at lade deres egne bekymringer stå i vejen. – Det havde en enorm betydning, at jeg var med, og det var sindssygt vigtigt, at mine forældre turde lade mig gøre det. Alle kan nok regne ud, at det ikke var "a match made in heaven", at jeg skulle spille fodbold. Det ville også have været klart nemmere for dem at sige, at det var en rigtig dårlig idé, men de lod mig gøre det, og det har krævet, at de lod mig erfare, at det ville blive noget lort. Samtidig skulle de som forældre møde en træner, som ikke var vant til at operere med noget, der var anderledes. De skulle tilmed møde de andre forældrepar til træning, der alle sammen troede, at deres barn var den næste Brian Laudrup, og så kom der en multiinvalid, der skulle ødelægge det hele, beretter Peter.
Vejen til bordtennis
Efter forsøget på at spille fodbold startede Peter i Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg, der i dag er en af de største tilbageværende handicapforeninger i Danmark, da mange idrætsklubber har valgt at inkludere personer med handicap i almenidrætten. Aalborg har holdt fast i strukturen og har cirka 800 medlemmer, som dyrker 15-20 forskellige idrætsgrene, og de holder til i Nordkraft. – Jeg er blevet ved med at være tilknyttet Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg, fordi den har haft så stor betydning i hele min opvækst. Det var dér, jeg første gang blev introduceret til bordtennis, fortæller Peter.
Der gik dog en rum tid før Peter fandt vej til bordtennisbordet. Da Peter var 10-11 år, satsede han på svømningen, og han trænede seks-syv gange om ugen, men han syntes aldrig rigtig, at konkurrencesvømning var særlig sjovt. – Træningsformen er meget ensformig, og du ligger dér og stirrer ned i betongulvet i bunden af bassinet, hvor du kæmper mod et ur oppe på væggen. Det er fuldstændig ligegyldigt med de folk, du har rundt om dig, for de har ingen indflydelse på din »
JEG HAR ALTID VÆRET TIL BOLDSPIL, MEN BOLDSPIL HAR ALDRIG VÆRET RET MEGET DET ER JO FOR VILDT, AT MAN STÅR TIL MIG. DET VAR PÅ EN SCENE, HVOR PUBLIKUM ET FULDSTÆNDIG RÅBER OG SKRIGER, OG HVOR HÅBLØST PROJEKT, MEN PIGERNE KASTER UNDERTØJ OP PÅ DET VAR VIGTIGT FOR SCENEN OG SENDER KÆRESTEBREVE. MIG AT VÆRE MED TIL DET VAR EN PRIVILEGERET REJSE, FODBOLD OG DET VAR GODT, AT JEG HAVDE VENNER OG FAMILIE TIL AT VÆRE DER MED MIG UNDERVEJS.
egen præstation. Hver mandag efter svømning kunne jeg gå rundt til de andre for at prøve deres sportsgrene. Der faldt jeg for bordtennis. Dengang var der ikke mange bordtennisborde i Hadsund, så det var lidt af en tilfældighed, at jeg fandt vej til bordtennisbordet. Det blev lige pludselig et frirum og noget helt andet. Der var meget mere leg og interaktion med andre mennesker. Det var alt dét, som svømning ikke var for mig, forklarer Peter.
Peters forældre har senere forklaret, at de lod ham kaste sig over alle former for sportsgrene på trods af deres bekymringer om, at det ville give ham nederlag. Det var vigtigt for dem at give ham de samme muligheder som de to storebrødre, men de ønskede også, at Peter senere i livet kunne klare sig i det store samfund, hvor han kunne indgå i fællesskaber, selvom han altid vil være markant anderledes end andre. – Det har lært mig at håndtere alle tænkelige situationer uden mine forældres hjælp. Jeg har altid vidst, at hvis det blev en fiasko, så stod de klar til at gribe mig. Jeg er taknemmelig for, jeg lærte fra starten, at det ville blive op ad bakken, og det har betydet meget for mig, forklarer Peter.
Da bolden tog fart
Efter Peters prøvelser med fodbolden og svømningen tog han en beslutning, der skulle vise sig at ændre hele hans liv. Bordtennis blev sporten, hvor han fandt ud af, at han med sit handicap kunne spille i en bordtennisklasse for stående med de sværeste handicap, hvor hans evner blev set og bemærket. Vendepunktet blev et møde med talenttræneren i bordtennis på nationalbasis, hvor de snakkede om, hvor Peter gerne ville hen med sporten. – I 2001 var jeg for alvor gået i gang med at spille bordtennis mere end bare på hobbyplan. Der lagde jeg en syvårsplan sammen med talenttræneren frem mod Paralympiske Lege i 2008 i Kina, hvor der var en helt masse ting, jeg skulle gøre for at nå helt til tops. En af tingene var, at så snart jeg var færdig med gymnasiet, skulle jeg flytte til København og finde en uddannelse, hvor jeg ikke behøvede at møde ind hver dag. På den måde kunne jeg få SU, bo på et kollegie og træne fuld tid, fortæller Peter.
Derfor tog Peter uddannelsen som idrætspædagog, selvom han godt vidste, at det ville han aldrig komme til at arbejde med. – Jeg åbnede aldrig en bog under uddannelsen, men jeg fulgte terminerne og gjorde de ting, jeg skulle gøre for at gennemføre uddannelsen. Mit mål med uddannelsen var at kunne klare rejsen henimod mit mål om at komme helt op i toppen og være blandt de bedste, forklarer Peter.
Beslutningen om at satse alt på bordtennis var dog ikke helt uden bekymringer for både Peter og familien. – Det var lidt en hjernedød chance, da jeg jo ikke kunne leve
Scan siden
DOWNLOAD VORES GRATIS APPETIZE-APP OG SCAN SIDEN, SÅ KAN DU KOMME MED PÅ FOTOSHOOT MED PETER PÅ DIN MOBIL
MEDALJEOVERSIGT
2004 PARALYMPISKE LEGE I ATHEN, BRONZE
2006 VM, SØLV
2008 PARALYMPISKE LEGE I BEIJING, GULD
2010 VM, GULD
2012 PARALYMPISKE LEGE I LONDON, BRONZE
2013 EM, GULD
2013 MODTOG KULTURMINISTERENS HANDICAPIDRÆTSPRIS
2015 EM , SØLV
2016 PARALYMPISKE LEGE I RIO DE JANEIRO, GULD
2021 PARALYMPISKE LEGE I TOKYO, SØLV
af det. Jeg kommer fra en akademisk familie, hvor min mor er tandlæge, far er dyrlæge, min ene bror er dyrlæge og min anden bror gik på det tidspunkt på Handelsfagskolen. Jeg var blevet enormt skoletræt i gymnasiet og havde en drøm om at blive jurist, men jeg havde slet ikke modet på at læse videre. Bordtennis blev på den måde min redning, hvor jeg kunne vælge en anden acceptabel og meningsfuld vej i livet, beretter Peter.
Den tunge træning begyndte, så snart Peter var flyttet til København, og det stod på i fem år for fuld hammer, hvor han nærmest ikke lavede andet end at spille bordtennis.
Vejen til Kina og videre
Det blev en milepæl for Peter at deltage i Paralympiske Lege i Beijing i Kina, hvor han vandt guldet ved at slå den forsvarende mester og verdensranglistens nummer et, tyskeren Daniel Arnold. Men det, der skulle være den ultimative oplevelse og præstation, viste sig hurtigt at være det største antiklimaks for Peter. – Jeg havde set frem til det mål i syv år, og lige pludselig stod jeg der den 11. september 2008 kl. 18.03, og så var det bare slut. Jeg havde på intet tidspunkt overvejet, hvad der skulle ske bagefter. Missionen var nået, og så var der bare mørkt, fortæller Peter.
Et kæmpe tomrum fyldte Peter, og han husker specifikt, at det går op for ham lige efter finalen, da han bliver taget til side for at aflevere en dopingtest, hvor han fik anledning til at tænke over, hvad der lige var sket. – Der sad jeg og følte mig helt alene. Jeg havde min familie og trænerstab med til Kina, men mine forestillinger og drømme om, at alting ville blive perfekt, når jeg havde vundet, blev afløst af en frustration over, at alting var fuldstændig som det plejer, selvom du har medaljen rundt om halsen, forklarer Peter.
Med den indre tomhed følte Peter også en frustration over, at der ikke var nogen opmærksomhed omkring begivenheden i medierne. Det store mediefremstød for parasporten kom først til Paralympiske Lege i 2012. – I 2008 følte jeg mig lille og alene. Det tog hårdt på mig, og jeg meldte afbud til EM året efter, fordi rent mentalt gav det ingen mening for mig. Det bliver faktisk først nulstillet i maj 2009, hvor jeg bliver far til min datter. Hun vender op og ned på mit liv, hvor der kom noget andet med enorm stor betydning. Der kom jeg i gang igen med sporten. Idrættens betydning blev med et mindre, og så betød det ikke så meget, om jeg var ham der vandt eller tabte. Min lille pige var fuldstændig ligeglad, og jeg kunne altid komme hjem til en anden verden, hvor tingene blev sat i perspektiv. Det gjorde mig til en mere balanceret person, siger Peter.
Da Peter vandt VM i 2010, begyndte han at overveje, hvad det næste mål skulle være. Han besluttede sig for at troppe op
fakta
PETER GRUD ROSENMEIER
Alder 37 år
Fødeby Hadsund
Bopæl Bunkeflostrand, en forstad uden for Malmø
civilstatus Gift med svenske Marleen
Børn Stella på 12 år og Alix på 7 år
Uddannelse Idrætspædagog
hos Parasport Danmark i Brøndby, der organiserer sport for personer med handicap i Danmark. Idrætsforbundet har til huse i Idrættens Hus, hvor Peter også den dag i dag træner gennem Team Danmark. – Jeg sagde til dem, at der var to veje. Enten lagde jeg battet på hylden, og så var det ligesom det. Eller også måtte vi finde en løsning, hvor jeg både kunne spille bordtennis og have et job ved siden af. Løsningen blev, at jeg fik en ansættelse som eventkonsulent, og i dag sidder jeg med al fundraising. Det er superlækkert, at mit træningscenter er det samme sted som min arbejdsplads. Jeg har også en arbejdsgiver, der har en interesse i, at jeg performer sportsmæssigt, så tre måneder før en stor turnering har jeg stor frihed og fleksibilitet til at planlægge arbejdet efter min træning. Det er jeg virkelig taknemmelig for, da det betyder, at jeg kan have to ting i mit liv, jeg har stor passion for, forklarer Peter.
Et nyt kapitel er en ny bog
Flere gange er Peter blevet kontaktet af forlag, der gerne vil lave en biografi om ham, men det har han ikke set anledning til, da han slet ikke har følt sig "færdig" og endog ikke halvvejs i livet. Men i noget tid har Peter haft et ønske om at sætte fokus på samfundets misforståede hensyn og berøringsangst over for mennesker med fysiske handicap. Derfor udgiver han bogen "Fri os fra medlidenhed" midt i oktober 2021 sammen med journalist Asger Lind Krebs, der også er født med deforme arme. – Jeg har altid befundet mig meget i handicapmiljøet i idrættens verden og i andre sammenhænge, hvor der er for meget brok og for mange negative historier i stedet for succeshistorier. Jeg ser alt for mange mennesker med et fysisk handicap, der ikke når, det de kan. Mange bliver i første omgang begrænsede af deres næromgivelser og senere hen af dem selv. Min egen tilgang har altid været, at jeg som individ skal forsøge at gøre en forskel og tilpasse mig det store samfund, fordi det er for svært for det store samfund at tilpasse sig lille mig. Hvis jeg skal kunne gebærde mig i det, så bliver jeg nødt til at acceptere forskellige ting, som er anderledes for mig, end de er for dig. Der er en tilbøjelighed til at mene, at de andre ikke gør nok for de handicappede, og så sidder de og venter på, at de andre hjælper i stedet for selv at tage et ansvar. Jeg tror, at vi i fællesskab kan skabe nogle helt andre retninger og forudsætninger i det store samfund, men det starter med individet og individets næromgivelser, der tager ansvar for egne handlinger, siger Peter.
I bogen fokuserer Peter blandt andet på sine oplevelser forbundet med, hvordan handicappede børn ofte blive båret på hænder og fødder og derfor ikke lærer at klare sig selv igennem voksenlivet. – Der er en tendens til, at vi vil beskytte vores børn for meget. »
Det er ekstra udtalt på handicapområdet, og det har endnu større samfundsmæssig betydning, end at almindelige børn har curlingforældre. Hvis du som barn er anderledes end alle andre og bliver beskyttet rigtig meget i forhold til, hvad du får lov til at møde i livet, fordi omgivelserne altid er præpareret til, at du kommer, så vil omgivelserne også behandlet en derefter. Hvis dit barn eksempelvis skal starte i børnehave, så vil forældrene typisk ringe og komme forbi for at fortælle pædagogerne, at deres barn mangler en hånd, så han kan ikke dit og dat, og han skal have hjælp til det ene og det andet. Når det handicappede barn så kommer i børnehave, så bliver det modtaget fuldstændig uden overraskelser. Sådan har jeg heldigvis ikke oplevet min opvækst, fordi mine forældre lod mig indgå i fællesskaber, uden at de havde forberedt dem på min ankomst, forklarer Peter.Peter er spændt på, hvordan bogen blive modtaget, når den udkommer midt i oktober, fordi den tager et følsomt emne op om en minoritet, der ifølge ham selv ikke er vant til, at man forlanger noget af dem. – Mange vil nok sige, at det kan jeg nemt komme og sige, fordi der kan laves en masse nedslag i mit liv, hvor man kan sige, at jeg har været heldig med mit handicap, mine forældre, med omgivelserne og mit arbejde. Jeg tror bare, at mange flere vil kunne opnå fuldstændig det samme, hvis de får lov til at udfolde sig og finde ud af på egen hånd, hvordan verden reelt hænger sammen. De kunne være et helt andet sted, hvis der var nogle mennesker, der turde at sige til dem, at "du har faktisk et ret godt hoved, og det bliver vi nødt til at sætte i spil". Det er ikke acceptabelt for mig, at folk ikke bidrager med noget, uddyber Peter.
I bogen drager Peter og Asger ud i det danske samfund for at finde ud af, hvad der sker, fra et handicappet barn bliver født, til det vokser op og bliver et selvstændigt individ, der skal begå sig på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet. Håbet er, at skubbe gang i en debat, så flere personer med et handicap får øjnene op for, at de kan tage ansvar for at udrette noget med deres liv på trods af omgivelsernes medlidenhed og selvmedlidenhed, som de i bogen kalder "den bløde diskriminering".
Et født konkurrencemenneske
Bogens tema har været et tema for Peter hele livet, da det altid har været vigtigt for ham, at ingen skulle have ondt af ham. Til gengæld har han altid haft et naturinstinkt om at præsentere. – Jeg har altid følt, at jeg skulle overpræstere i alle sammenhænge for at bevise, at jeg godt kan. Det er til tider hårdt og et
Ping pong
PING: Japansk mad? PONG: Sushi!
PING: AaB?
PONG: Uha, den er go’. De første ord, der popper op i mit hoved, er kærlighed og passion. AaB betyder utrolig meget for mig. Det er egentlig dét, der holder mig fast i at være nordjyde. Jeg har ikke misset en eneste kamp i femten år. For eksempel da vi var i Tokyo, hvor AaB spillede, der slukker jeg min telefon og slår notifikationer fra for ikke at vide, hvordan kampen var gået, så jeg kan se kampen i replay. Jeg elsker det, og der er ikke noget, der kan betyde mere for mig end det.
PING: Hadsund? PONG: En meget lille by. Mine forældre bor der stadig. Mange af mine bekendtskaber er flyttet derfra. Jeg har rigtig mange gode minder fra Hadsund, men det er også et lukket kapitel, så jeg kommer kun tilbage på besøg.
PING: Ritual før en kamp? PONG: Der har jeg faktisk ikke så mange, som andre har. Jeg bruger musik, men har det i forskellige doser afhængig af, hvordan jeg er mentalt. Det handler om at ramme det rigtige spændingsniveau og sætte en stemning. Hvis jeg er helt oppe at køre, og har brug for at falde ned, så kan jeg finde på at sætte keltisk Enya-musik på. Hvis jeg skal hive mig selv op, så bliver det Mötorhead.
PING: Yndlingsmusik? PONG: Der er jeg rimelig flyvsk. Jeg er af den generation, der hørte meget Nirvana, og det synes jeg stadig er fedt. Jeg er nok blevet blødere med årene. Jeg kan godt nyde et stykke klassisk musik, og jeg elsker lyden af violin. Kim Larsen har fyldt enormt meget for mig i mit liv. Der er så meget dybde i teksterne i forhold til moderne musik, som mine børn hører på TikTok eller lignende.
PING: Humor? PONG: Niels Hausgaard. Det er lige noget for min dårlige humor. Det er så old school og anderledes end alt andet. Det er så jysk, og det kan bare et eller andet, som københavnerne ikke forstår.
PING: Største sejr? PONG: Det er helt sikkert i 2016, da jeg vandt i Rio. Sejren var jo ikke større end i 2008, selvom jeg egentlig var mere etableret i 2016, men oplevelsen omkring det var så meget større. Opmærksomheden omkring det var voldsomt stor. Jeg fik tusindvis af beskeder på Facebook, og det fandtes jo nærmest ikke i 2008. Hele oplevelsen af, at der var en halv million mennesker, der så finalen en sen fredag aften, det gjorde virkelig noget at kunne dele den glæde med alle dem, der fulgte med i noget, som betød så meget for mig. Det er jo det, jeg leder efter igen, at få den der oplevelse. Der er kæmpestor forskel på at vinde og blive nummer to.
PING: Største nederlag? PONG: Nu skulle jeg jo godt nok svare hurtigt, men den skulle jeg lige tænke over. Igennem mit liv har mit handicap ikke fyldt ret meget i forhold til mine muligheder, men det har fyldt ret meget i forhold til det andet køn og til det at få en kæreste. Det fyldte rigtig meget op igennem mine ungdomsår, hvor det bare ikke ville lykkedes. Det var den ene ting, jeg ledte efter, som jeg ikke kunne finde ud af at eksekvere. Jeg havde høj selvtillid på alle andre områder, men lige på det punkt var jeg virkelig ramt. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og sige noget til mig selv i retning af, at mit handicap ikke burde fylde så meget, som det gjorde. Derfor blev det også en kæmpestor sejr, da jeg blev gift med min kone, og vi fik børn.
PING: Dit idol? PONG: Det er faktisk interessant, fordi jeg har ikke, og har aldrig rigtig haft nogen. Jeg tror, det handler om, at jeg aldrig rigtig har haft en at spejle mig i. Da jeg voksede op, var der ikke rigtig nogen, der lignede mig. Det er det, jeg håber at kunne være for nogle derude. Derfor er det så forbasket vigtigt, at vi får den tv-tid i parasporten. Når jeg har optrådt i tv, så er der ofte forældre til et handicappet barn, der skriver til mig, at det betyder enormt meget for dem, fordi de er et sted i deres liv, hvor de ikke kan se, hvordan fremtiden skal se ud.
PING: Fremtidsdrømmen? PONG: Jeg vil vinde i Paris 2024 til PL. Jeg vil gerne have den oplevelse fra ’16 igen. Og så vil jeg gerne mere og mere være til stede, hvor det ikke nødvendigvis er sporten, det handler om og ultimativt ende der, hvor det ikke er mit handicap, det handler om. Kan jeg nå dertil, så har jeg virkelig sejret – ikke bare for mig selv, men for mange mennesker.
pres. Det skal ikke lyde sådan, at det er hårdere for mig end at leve i dine sko, men det er en af årsagerne til, at jeg er blevet et udpræget konkurrencemenneske, fordi jeg altid har følt, at jeg skal bevise mit værd. Vi kæmper alle med at få anerkendelse af vores familie, på arbejdspladsen og generelt af vores medmennesker. Jeg har et stort behov for at blive set og hørt, og det tror jeg stammer fra min konstante søgen efter anerkendelse som både sportsmand og menneske, fortæller Peter.
På trods af Peters alder ser han ikke grund til at stoppe sin sportskarrieren, så længe han bliver ved med at præstere på topplan og se en udvikling inden for parasporten. – 80 procent af min ageren i sportens verden handler om at få anerkendelse, og 20 procent handler om det sportslige. Hvis der ikke var den opmærksomhed og anerkendelse omkring det, så spillede jeg ikke. Derfor er det også svært for mig at stoppe igen. Jeg har været med på rejsen fra Paralympiske i 2004, over 2008 og frem til 2012, hvor vi gik fra halvanden time til 70 timeres tv transmission fra London i 2012, hvor det blev skrevet ind i medieforliget, at DR skulle vise større diversitet. Jeg ville være nervøs for at gå glip af noget på rejsen mod større bevågenhed. Og jeg har også en frygt indeni for, hvad jeg bliver, når jeg ikke længere er ham, der vinder i bordtennis, uddyber Peter.
Fremtidsdrømmen for Peter er at blive noget inden for tv- og medieverdenen, og i efteråret laver hanen dokumentarserie i tre afsnit sammen med DR, der får premiere i januar 2022, hvor han befinder sig i en ny rolle som vært. – Det handler om, at jeg godt ved, at jeg ikke holder 15 år mere i sportens verden. Nu lægger jeg de første spor henimod en ny karriere, da jeg godt ved, at der kommer en stopklods, hvor kroppen ikke kan holde til mere. Paralympiske Lege i Paris i 2024 skal jeg helt sikkert være med til, og så må vi se, om det lykkes for mig at blive en offentlig person i en anden kontekst end i sportens verden. Drømmen er at være på tv for noget, der ikke har med mit handicap at gøre. Det vil være den største og ultimative sejr for mig at vise mig selv og omverdenen, at jeg kan levere andet end at være ham med et handicap. Det handler om at vise andre, at hvis man lægger sig i selen for at opnå noget, så er der ingen begrænsninger, slutter Peter. ■
