TEKST JØRGEN SCHLOSSER / FOTO ALAMY M.FL.
Cyklen spiller både hovedroller og biroller i filmens verden. CYKLISTER har udvalgt nogle af de bedste cykelfilm – både spillefilm og dokumentarer.
Moon Rider En nyere dokumentar fra 2012 er Daniel Denciks Moon Rider om cykelrytteren Rasmus Quaade. Moon Rider er en fortælling om den unge Rasmus og hans kamp for at blive professionel cykelrytter. Det er en dannelsesrejse, der fører tilskueren med ned i helvede og tilbage. Med personlige Super8-optagelser og rå hjelmkamera-billeder fortælles historien om et ekstraordinært talent, der befinder sig på et afgørende tidspunkt i sit liv. Rasmus har en krop skabt til cykling, men et sind, der er skabt til at tænke. Hans fængende overvejelser om liv og død bliver hans største modstander i kampen om at udleve sin drøm. Rasmus Quaade kan du desuden følge på Facebook, hvor han i år meget personligt og flot har fortalt sine følgere om sin cykeltur til Nordkap og hjem igen. Profilen er åben for alle.
32 · Cyklistforbundet · CYKLISTER · 3/2020
Butch Cassidy and the Sundance Kid – handler ikke om cykling Paul Newman og Katharine Ross cykler sammen, mens ‘Raindrops keep falling on my head’ fylder lydsporet. Og så er der lige Robert Redford også. En cykelfilm er det egentlig ikke, da den handler om to ’outlaws’ i det halvvilde vesten. Og i virkelighedens verden var Newman mere interesseret i racerbiler og motorcykler. Men god er den, og scenen er uforglemmelig.
EN FORÅRSDAG I HELVEDE Man kan sige meget om Jørgen Leth, men han skabte i 1970-erne nogle fine og specielle dokumentarer om cykelsporten. Fx Jørgen Leths personlige film om det klassiske cykelløb ParisRoubaix. Ruten er en af de hårdeste, der kan tænkes, og løbet afvikles på kun én dag. I denne film har løbet sine egne helte og skurke, sin egen dramatik og barske poesi. Filmen fokuserer på to af datidens største cykelnavne, belgieren Eddy Merckx og danskeren Ole Ritter. De ophøjes til helte igennem Leths poetisk-ekvilibristiske kommentarspor, som vi senere kender fra Tour de France. Se også Leths to andre cykelfilm, Stjernerne og Vandbærerne og Den Umulige Time.