1 minute read

BR E VKASS E N

GL’s sekretariat svarer hver dag på spørgsmål fra medlemmerne. Gymnasieskolen bringer fremover nogle af de spørgsmål, der har en bred relevans og interesse for medlemmerne.

Har du et godt spørgsmål? Send det til gymnasieskolen@gl.org

Anette Rachlitz & Thomas Christensen

h UNDERVISNING

Elevfordeling med ny regering

Er det rigtigt, at regeringen har besluttet, at eleverne, der søger de gymnasiale uddannelser, ikke skal fordeles alligevel? Hvilken betydning har det konkret for elevernes søgning det kommende skoleår, og betyder det, at det igen er skolerne, der kan bestemme, hvor mange elever de vil optage?

tAnette Rachlitz, konsulent i GL, svarer

Det er helt rigtigt, at den nye SVMregering har besluttet at standse dele – men kun dele - af aftalen om fordeling af elever i gymnasiet. I regeringsgrundlaget kan man se, at det er fordelingen på forældreindkomst, der ikke længere skal være gældende. Netop det element skulle være med til at sikre en mere lige elevsammensætningen skolerne imellem.

Regeringen har allerede sendt en ”hastelov” i høring. Loven vil betyde, at alle gymnasier kommer til at ligge i såkaldte afstandszoner. Hvis der er flere elever, der søger et gymnasium, end der er pladser, vil eleverne, der har kortest transport, få plads. GL har afgivet et kritisk høringssvar sammen med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der kan læses på vores hjemmeside, gl.org.

iARBEJDSTID

Flere ansættelser samtidigt

Jeg skal til samtale vedrørende et job på deltid. Jeg vil meget gerne have jobbet, men er nok nødt til at supplere med andet arbejde, da jeg ikke kan klare mig med en deltidsansættelse. Derfor vil jeg gerne høre, om jeg har ret til en ugentlig fridag, når der er tale om en 80-procents stilling?

tThomas Christensen, konsulent i GL, svarer

Mange deltidsansatte gymnasielærere har flere ansættelser, og det er der som udgangspunkt ikke noget til hinder for. Det vil dog være en god idé at drøfte muligheden for at få placeret arbejdet på bestemte dage, da du som udgangspunkt står til rådighed alle ugens dage.

Derfor anbefaler GL, at du aftaler vilkårene skriftligt i forbindelse med din ansættelse, så der ikke senere opstår tvivl om dine ansættelsesvilkår.

This article is from: