4 minute read

Indledning

Next Article
Forord

Forord

Fra pædagogen modtager barnet om morgenen, til forældrene henter det igen om eftermiddagen, er omsorg og læring i spil. Balancen mellem omsorg og læring varierer fra situation til situation, men som situationerne griber ind i hinanden og bliver til levet børneliv, flyder det pædagogiske arbejde med omsorg og læring sammen. For det lille barn i vuggestuen starter institutionsdagen måske med den svære afsked med far eller mor.

Pædagogen krammer, hjælper med at vinke, trøster og er der følelsesmæssigt for barnet i den svære stund – som dog lige så stille udvikler sig til en leg inde på stuen. Pædagogen skaber en samhørighed mellem en lille gruppe børn, som på forskellig vis udforsker og tilbereder mad (og andre ting) i legekøkkenet, ved at tage del i legen. Senere er der frokost ved bordet, og inden da har pædagogen sammen med et par af børnene hentet og klargjort maden i institutionens køkken.

Undervejs har børnene øvet sig i at skubbe rullevognen og fordele tallerkner, skeer og kopper. Under frokosten fortæller pædagogen en historie ledsaget af sjove fagter, som flere af børnene prøver at efterligne. I puslerummet bliver der krammet og grinet, mens pædagogen sørger for ren ble, nattøj og klargøring til middagsluren. Et af børnene har svært ved at falde til ro i sin krybbe, så pædagogen putter i stedet barnet i en barnevogn, som hun vugger blidt. Og sådan fortsætter det.

Ovenstående eksempler er taget fra vuggestuen, men børnehavens hverdag er på tilsvarende vis fuld af situationer, hvor tryghed, trivsel, nærhed og omsorg fletter sig ind i deltagelse, dannelse, udvikling og læring.

Denne bog kredser om spørgsmålet: Hvordan kan pædagogisk personale i dagtilbud forstå og praktisere pædagogik, hvor omsorg og læring ses som en enhed? Ifølge den styrkede pædagogiske læreplan (Børne- og Socialministeriet, 2018) skal personalet stræbe efter et pædagogisk læringsmiljø, hvor læring er integreret i hele dagen. Pædagogen arbejder med et læringsfokus, ikke kun i pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, men også i rutinesituationer som fx måltidet og i garderoben og legen. Det betyder ikke, at den voksne skal styre og kontrollere, men den voksne skal have et blik for læringsmulighederne i hverdagen – og være klar til at handle meningsfuldt på dem sammen med børnene.

En fælles plan for det pædagogiske læringsmiljø er et vigtigt udgangspunkt for personalets muligheder for at møde børnenes forskellige behov for læring og støtte. Den situationsbevidste pædagog kan skabe en forbindelse mellem situationen og læreplanen og inspirere, udfordre og støtte barnet i den konkrete situation. Sådan kan fx to børns spontane glæde over den varme luft fra tørreskabets udluftningskanal med pædagogens mellemkomst blive et afsæt for en fælles undersøgelse af varm luft, opdrift osv., hvor børnene tager initiativ til at flyve med papirsflyvere, plastikposer, blade eller balloner. Måske varer denne leg hele eftermiddagen, måske blot 10 minutter. Pointen er, at pædagogen nænsomt griber børnenes initiativ og idé og hjælper med at udvikle situationen – med både sin pædagogiske viden og læreplanens mål- og indholdsbeskrivelser i baghovedet. Ved at inspirere, støtte, motivere og udfordre børnene der, hvor de er, kan pædagogen skabe nye muligheder for læring og deltagelse.

Ud over at kunne se og handle meningsfuldt (for børnene) på hverdagens situationsbestemte muligheder for læring må personalet også give omsorg til det enkelte barn og således skabe en hverdag og et pædagogisk læringsmiljø baseret på tryghed, tillid, trøst og beskyttelse. Den nødvendige fysiske omsorg og følelsesmæssige kontakt er et mål i sig selv og går hånd i hånd med ambitionen om at skabe et meningsfuldt og udviklende institutionsliv for børnene.

Legen, rutinerne og de pædagogiske aktiviteter, som ifølge faglitteraturen og den aktuelle lovgivning indeholder muligheder for børns læring, kalder samtidig på den voksne omsorgsgiver: trøst, når barnet har slået sig under den vilde leg på legepladsen, smil og nærvær i puslesituationen inden middagsluren og indfølende justering af morgensamlingen, når barnet bare savner sin far og mor. Som den styrkede pædagogiske læreplan beskriver, må omsorg forstås som et nødvendigt fundament for barnets tillid til sine omgivelser og tro på sig selv (Børne- og Socialministeriet, 2018).

Ditte Winther-Lindqvist, lektor ved DPU, peger på, at professionel omsorg i dagtilbudspædagogikken må række ud over en forståelse, hvor barnet primært ses som behovs-væsen, og hvor omsorgsgiverens rolle derfor primært handler om at indfri og dække barnets individuelle behov. Omsorg handler også om at støtte barnets muligheder for at øge dets kommunikationskapacitet (Lisina, 1985) og dermed muligheder for at deltage i det fælles liv i børnegruppen (Winther-Lindqvist, 2021).

I denne bog fremlægger vi såvel historiske nedslag som forskningsbaseret viden om det, som vi ved støtter og fremmer det pædagogiske arbejde med at integrere omsorg og læring i dagtilbuddets hverdag. Bogen henvender sig til alle, der arbejder med børn i alderen 1-6 år i dagtilbud – særligt til det pædagogiske personale i vuggestuer og børnehaver (hvor de fleste af bogens eksempler er taget fra), men også til dagplejere og studerende på pædagogiske uddannelser. I bogen bruger vi ofte betegnelsen pædagogen eller praktikeren om det pædagogiske personale, der dagligt møder børnene.

Med denne bog ønsker vi at vise, hvordan begreberne omsorg og læring både overlapper og adskiller sig fra hinanden i teorien, men fremstår sammenflettede og integreret i kvalificeret dagtilbudspædagogisk praksis. Med inspiration fra den internationale dagtilbudsforskning begriber vi denne helhedsorienterede tilgang som educare, som netop er en sammentrækning af de engelske ord education (i betydningen (ud)dannelse og læring) og care (omsorg).

Om bogens kapitler

Kapitel 1 præsenterer et historisk perspektiv på omsorg og læring. Der trækkes tråde fra klassiske pædagogiske tænkere som Fröbel og Pestalozzi til omsorgs- og læringsrelaterede diskussioner i dansk dagtilbudspædagogik, fra de første børnehaver frem til nutiden. Selvom man til en vis grad kan sige, at historien svinger som et pendul frem og tilbage mellem (voksenplanlagt) læring på den ene side og omsorg for børnenes frie leg og selvforvaltning på den anden side, tegner der sig alligevel et billede af, at omsorg og læring historisk set ikke bare er forbundne, men hinandens forudsætninger.

I kapitel 2 redegøres for en række teoretiske begreber i relation til omsorg og læring, og således konstrueres det teoretiske forskningsbaserede grundlag for en educare-praksis i dagtilbud: en praksis, hvor barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse er målet for det pædagogiske personales omsorg, opdragelse og undervisning (i betydningen aktiv understøttelse af barnets læring).

Kapitel 3 bruger educare-begrebet som afsæt for at beskrive pædagogen som didaktiker og således skitsere konkrete bud på principper, modeller og pædagogiske tilgange, som understøtter arbejdet med at integrere omsorg og læring i praksis.

I kapitel 4 opsummeres bogens hovedpointer i en afsluttende diskussion. Selvom den styrkede pædagogiske læreplan indeholder langt flere passager om læring end om omsorg – og denne skævhed også er bemærkelsesværdig, når man sammenligner med de øvrige nordiske politiske rammepapirer (Svinth, 2022) – så er vejen frem at holde fast i, hvad vi ved om omsorg og læring som to forskellige begreber, der i den vellykkede dagtilbudspædagogik er tæt forbundne.

This article is from: