Forord

af Ditte Winther-Lindqvist

Pædagogisk arbejde med fælles legemanuskripter

Det er med glæde, at jeg kan skrive forordet til anden udgave af nærværende bog – Kom ind i legen! Fælles legemanuskripter som pædagogisk metode. Begejstringen skyldes først og fremmest, at bogen er skrevet af dygtige praktikere, der også er dygtige teoretikere, og dermed udgør forfatterne Sine og Kristina et fantastisk mellemled, mellem forskning og praksis – som formidlere af begge dele. Det er der brug for i ambitionen om at skabe tætte forbindelser mellem den forskning, der angår børns leg, udvikling, trivsel og aktiviteter i daginstitutionen, og de pædagoger, medhjælpere/assistenter/vikarer og ledere, der står midt i opgaven med at sikre de bedste betingelser for børnenes liv og leg i institutionen.

Min begejstring handler også om, at bogen, siden udgivelsen i 2016, er blevet godt modtaget, og at metoden viser sig stadig mere nyttig, blandt andet fordi de voksnes bidrag til børnenes leg er skrevet tydeligt ind i den ny styrkede læreplan.

Med denne bog er det lykkedes at omforme et teoretisk tilbud og forskningsbaseret viden til et konkret pædagogisk redskab. Arbejdet med at skabe fælles legemanuskripter er vigtigt for at sikre gode betingelser for, at alle børn nyder godt af et rigt og varieret legemiljø i daginstitutionen. Den længere begrundelse for, hvorfor det er helt essentielt at støtte op omkring børnenes leg, kan man læse sig klogere på her i bogen, men budskabet er kort fortalt, at vi ikke kan tage børnenes leg for givet – og at vi skal arbejde med at sikre gode legebetingelser i daginstitutionen.

Legemiljøet har gavn af pædagogisk medvirken

Det er blevet tydeligt, at ansvaret for et godt legemiljø er de voksnes, og at børn i dag kan have forskellige typer problemer med at blive en del af børnefællesskabet, såvel som finde på sjove og spændende ting at lege sammen. Pædagogerne kan fx fortælle mig: ”Det er som om, at børnene ikke rigtig kan finde på, hvad de skal lave, og de leger ikke rigtigt så lang tid ad gangen. Sådan var det ikke før i tiden”.

Det er værd at tage alvorligt, at der er mange børn i dag, som har svært ved at lege fordybede fantasilege. Legene er ofte korte og tit ikke særligt fordybede – ligesom legene ikke synes at være så fantasifulde i indhold, som vi så det tidligere. Måske er det ikke en tendens, alle genkender – og så er det jo kun godt.

Men jeg er bange for, at en del pædagoger faktisk oplever, at flere børn i deres gruppe har svært ved at lege godt sammen og fastholde fantasilegen sammen henover længere tid på en fordybet måde.

Hvordan kan det være? Hvorfor er det blevet sådan, at børnene ikke af sig selv formår at lege lige så fordybet, lige så alsidigt og i lige så lang tid, som de gjorde førhen? Da jeg lavede mine første legeobservationer i 2002-2003, kunne jeg være sikker på, at børnene om onsdagen legede fantasilege med inspiration fra programmet LilleNørd med Jeppe og Marie, for det havde alle set i børnetime tirsdag aften. I dag har børnene typisk set Minisjang eller Ramasjang, eller Youtube på IPad’en, men meget sjældent har de set det samme. Mange institutioner i dag har jo også børn med forældre og kulturbaggrunde, der er ret forskellige, og som gør den fælles erfaringsverden mindre. Måske farer deres forældre rundt, mens de siger, barnet skal hygge sig med at lege. Måske farer deres pædagoger også rundt og har travlt med mange andre ting end fordybet aktivitet med børnene.

Det kræver ro og tid at komme ind i en legestemning, hvor verden får somom karakter – og det kræver fælles viden, hvis man skal gøre det sammen.

Uanset årsagerne ser vi desværre oftere og oftere, at børn på 4-6 år, som udviklings- og erfaringsmæssigt burde være i stand til at lege lange fordybede og fantasifulde fælles lege på egen hånd og eget initiativ, går i stå med deres leg med hinanden. Eller de leger på måder, der er ret forenklede og kun involverer begrænsede handle-repertoirer (som så gentages igen og igen). Hvis man aldrig har været med hos bageren, så ved man ikke, hvad kagerne hos bageren hedder, eller hvordan man gør i forretningen. Så bliver det jo vanskeligt at lege en leg, hvor man er bager, ekspedient og på indkøb.

Hvad kan vi lege?

Det kræver fælles sind og fælles viden at lykkes med en leg. Mange nyuddannede pædagoger kender ikke til ret mange lege at sætte i gang, og ligesom børnene kan også de voksne have få ideer til, hvad man kan lege. Måske mangler de også erfaringer med, hvor mange der kan være med i bestemte lege, og hvilke scenarier der bedst tåler hvilke udvidelser. Jeg er selv involveret i et projekt, som handler om at styrke legemiljøet, nemlig Levende Legekultur indsatsen for Gerlev Center for Leg og Bevægelse. Her har vi et stort arbejde med at klæde det pædagogiske personale på til at blive bedre til at lege. Legemod og legerepertoire er nødvendige ingredienser i et levende legemiljø, som voksne også deltager i. Det er ikke tilstrækkeligt at lave gode fysiske rum for børnenes leg - selvom det bestemt har en positiv effekt på børnenes lege, at der er gode ting at lege med og rum og steder at være i. Det er heller ikke nok at tage hensyn til børnenes leg i dagens rutiner

og strukturer (lade børnene lege, selvom der er frugt etc.), selvom det også er nødvendigt for at sikre, at legen kan foregå og folde sig ud i løbet af dagen. Et grundlæggende problem, som børnene støder på, når de giver sig i kast med at lege sammen, er også, at de savner viden om og fælles erfaringer med, hvad de i det hele taget kan lege sammen, og hvordan de kan forvalte legens potentialer imellem sig, når den er kommet i stand. Her er det familielegen, de falder tilbage på, for den kender de bedst. De har klare billeder på, hvad en rolle som mor i legen kan indebære (med handlinger og ord), hvad en baby-rolle i legen kan indebære etc., men det er ikke idérigdom og kreativitet, der overvælder én. De større fælleslege, hvor man kan få øje på hinanden i andre konstellationer end de vante, kommer sjældent i gang, uden at de voksne involverer sig. Mange børn behøver inspiration til at skabe et fælles legeunivers sammen, og mange børn har gavn af at blive gjort synlige for de andre børn ved de voksnes mellemkomst. Fælles legemanuskript metoden kan hjælpe med begge dele. Jeg kan illustrere problemet omkring manglende fælles viden og inspiration – og synlighed for hinanden med et eksempel fra Levende Legekultur indsatsen, hvor de voksne sætter lege i gang og får flere erfaringer med at være aktive medspillere i legen.

En pædagog fortæller: Hos os legede børnene meget det samme og det samme, og det var også de samme børn, der havde svært ved at blive en del af det og få lov at komme ind. Og i stedet for at spørge, om hun må være med – så hjælper det meget mere bare at lege med det barn. Sætte en god leg i gang – og så bliver vi som en magnet for de andre børn, og snart er der en stor gruppe med i legen. Det sker ikke bare af sig selv.

Når de voksne sætter lege i gang og tilbyder et scenarie for børnene at lege indenfor, tilbyder de en ramme, som børnene kan fylde ud med egne kreative indfald og udvidelser. De erfaringer bruger børnene og tager med sig videre i de lege, de har, også uden de voksnes deltagelse. Med henvisning til Ivy Schousboes legeteori, som jeg selv er inspireret af og har videreudviklet, så har børnene svært ved at komme ind i legens fiktive sfære, der hvor legen faktisk udspiller sig – og udvikler sig i nye retninger.

Leg, fantasi og kreativitet – er noget vi lærer

Fantasi og kreativitet er ikke medfødte evner, men noget der tilegnes og erhverves gennem personlige og kulturelle erfaringer. Det samme gælder legen. Det

er de voksne, som lærer spædbarnet at lege ved at være legende i samspillet ved puslebordet, eller efter barnet har spist og er opvakt på kontakt. Det gælder også for små-barnet og ældre børn, at der altid er andre, mere erfarne (voksne eller børn), som inspirerer og viser vej. Så når en børnegruppe på omkring 5 år lykkes med at lege sammen, er det et udtryk for en lang erfarings- og læringsrejse forinden. Det viser sig helt tydeligt, når man sammenligner vuggestuebørns og børnehavebørns leg: de kan ikke det samme, og deres udvikling og erfaring (både den personlige og kulturelle) sætter rammerne for, hvordan de leger, og med hvad de leger. Når vi siger, at børn er enormt fantasifulde, så passer det faktisk ikke. Teenagere og voksne er meget mere fantasifulde, fordi de har en langt større erfaring – mange flere oplevelser – at være fantasifulde med. Jo flere erfaringer man har med alt muligt, des mere alsidigt og kreativt kan man sætte det sammen på nye måder. En analogi til at skabe musik kan illustrere det. Man skal først kunne spille på sit instrument og lære at spille melodier, som allerede er skrevet, før end man selv kan skabe ny musik. Dvs. man skal have erfaringer på sit instrument og med reglerne for, hvordan man spiller på det. Larm på et instrument kan alle lave, men at spille musik sammen kræver grundlæggende træning, koordination, koncentration og lydhørhed. Først når man kender skabelonen, kan man begynde at bryde den, skabe nye former, eller balancere på kanten på en kreativ måde. I den analogi er det derfor oplagt, at småbørn er afhængige af, at deres voksne inddrager dem, deler deres viden med dem og viser dem ind i verden – også i legens verden. Og i daginstitutionens liv er det fælles aktiviteter og legemanuskripter, der udgør det vidensgrundlag, som man kan lege fantasifuldt i og med.

Bogen her giver gode bud på, hvordan det pædagogiske personale kan hjælpe børnene med at få et fælles ”repertoire”, de kan lege sammen over. Meningen er jo ikke, at børnene skal instrueres i at lege på helt bestemte måder – men at give dem et fælles fundament, i form af skabeloner, som de så selv kan lege med og over, og som kan give dem gode erfaringer med at lege. Allerede i vuggestuen kan man begynde at arbejde med at introducere legemanuskripter sammen med børnene, sådan at de får erfaringer med, hvad forskellige legetemaer indebærer, hvilke roller man kan spille i legen, og hvilke handlinger de enkelte roller kan anspore til.

En legende tilgang til børnene og legen

Vi har en lang tradition for at arbejde med børns perspektiver og medinddrage børnenes interesser og ønsker i de aktiviteter, der tilbydes i dagtilbuddet. Med den ny styrkede læreplan er legen endelig kommet i fokus også lovgivningsmæssigt. Vi tror på, at et godt børneliv er et liv med leg, gode venner og

sjove omsorgsfulde voksne. I dag har vi også for alvor fået øjnene op for, at de voksnes aktive bidrag til en levende legekultur og et inkluderende legemiljø er nødvendigt for at sikre alle adgang til legens fællesskab og udviklingsmuligheder. Både børnenes egne lege med hinanden og de lege, de voksne er med til at igangsætte og understøtte, er centrale for et godt legemiljø. Når voksne lykkes med at bidrage positivt til børns leg, bidrager de med noget andet end de andre børn kan – og det er jo ikke for legens skyld, men for børnenes og børnegruppens skyld. Af forskningen og erfaringerne med de voksnes deltagelse i børns leg er der meget at lære. Børn og voksne har ikke altid samme opfattelse af, hvad der foregår, og hvad der er vigtigt, og de voksne har ofte kun et sidelinjeblik ind i det, der sker mellem børnene, og hvad der er sket lige op til. De voksnes deltagelse i børns leg må derfor være åben overfor børnenes egen meningsproduktion og omsorgsfuld overfor de betydninger, børnene udleder af det, der sker. De voksnes definition af situationen og det børnesyn, der præger den pædagogiske indstilling, er ligeså vigtig at arbejde med som metoden. Vi skal deltage i og styrke børnenes leg med en respekt for, at der allerede er en verden af mening og erfaringsdannelser blandt børnene, inden de voksne træder ind i legen og i situationen. På den baggrund kan de voksne deltage nysgerrigt og åbent overfor, hvad det er, børnene værdsætter og har gang i, og de kan benytte det som trinbræt for relevante udvidelser og spændende drejninger.

Her adskiller de erfarne og garvede pædagoger sig ofte fra de nye og uøvede, og min forhåbning er, at der bliver en stigende anerkendelse af den pædagogiske ekspertise, der er involveret i at lede børn i leg. De, som er dygtige til det, bør anerkendes for det og lede deres kolleger i arbejdet med at skabe bedre legemiljøer. I denne bog er der masser inspiration at hente og gode overvejelser over de dilemmaer, der kan optræde i at lede og lytte, følge et scenarie og være åben for kreative indspil. Når det er sagt, altså at legen er en faglig og også vanskelig opgave at lede og udføre – så er det ligeså vigtigt at understrege, at legen skal være drevet af lyst og legestemning. Det skal være sjovt at lege og ikke en panderynket alvorssag – også for den voksnes bidrag. Det er måske netop en del af vanskeligheden at balancere ansvaret og overblikket med det opslugte og glædesfulde. Den voksnes deltagelse svinger mellem leg og pædagogisk aktivitet, men hvis det ikke er sjovt, så duer det ikke.

Selvom alle med indsigt i opgaven ved, at det er et vanskeligt pædagogisk arbejde at hjælpe børn i 0-6 års alderen til at blive gode til at lege sammen, så kæmper vi stadig med at få anerkendt legens faglighed og vigtighed. Legetiden ofres ofte for andre aktiviteter, og selvom legen er skrevet ind i den ny styrkede læreplan, hører jeg stadig pædagoger fortælle om forældre og kolleger, der kan