Forord

Af Benedicte Schilling

Der er gennem de seneste år udgivet en hel række bøger med fokus på vejledning; en stor del med væsentlige bidrag fra denne bogs forfatter. Formentlig fordi vejledning er vigtig i rigtig mange sammenhænge i de professionsstuderendes og de fagprofessionelles daglige virke. Der er et stort behov hos fagpersoner med pædagogiske/ dannende, uddannende, pædagogiske eller terapeutiske opgaver med borgerne for at kunne indgå i strukturerede samtaler med hinanden for at optimere egne faglige kompetencer. Samtidig er vejledning vigtig for at kvalitetssikre relationerne, som de fagprofessionelle i deres forskellige virke har til borgerne, opgaveløsninger samt for at kunne dygtiggøre og specialisere sig løbende inden for et særligt, fagligt felt.

Ofte beskrives vejledningens værktøjskasse som primært skabt af universelle teorier, teknikker og metoder, og hvor tilgangen er, at ved at benytte en specifik teknologi eller metode kan man i sig selv sikre et godt resultat af vejledningen. Tilgangen er også langt hen ad vejen, at enhver kan fungere som vejleder for en anden, hvis blot man har ”teorier, teknik og metode” til rådighed. Det er ofte ud fra samme tilgang, at der ikke bruges meget energi på at fokusere på vejledningens aktører, kommunikationen og relationsdannelsen imellem dem. Dette selvom vi nok alle via vores egne erfaringer som givere eller modtagere af vejledning ved, at netop disse forhold udgør det centrale fundament for vejledningsmødet og ofte er det, som vi husker bedst, når vi skal vurdere, om vejledningen var nyttigt eller ej for os. Vi har alle prøvet at ”modtage vejledning” fra nogen, som i den grad ikke var i stand til at møde os, men gemte sig bag en metode, som ikke blev tilpasset os. Vi har nok også alle erfaret, hvilken fantastisk betydning det har for vores udbytte af vejledning, når den, som vi er blevet vejledt af, fremstår autentisk og forstår at etablere et gensidigt personligt møde med os i vejledningen.

I mange beskrivelser af vejledning fremstår vejleder og de(n) vejledte som næsten betydningsløse genstande gemt væk bag manualer og metoder, og beskrivelserne er uden benævnelse af næsten alt det, som udgør det menneskelige møde, det personlige touch og evnen hos parterne til samskabelse af vejledningsrummet.

Ole Løw står frem og vil gøre op med netop det. Som pædagogisk psykolog med speciale i dialogiske og samarbejdende undervisnings- og vejledningsformer samt interaktion og kommunikation i professionelle relationer i det psykologiske, pædagogiske og socialpædagogiske fag har han i årtier beskæftiget sig med og været med

til pragmatisk at forme vores viden om det, som jeg vil kalde kommunikationens og vejledningens tre F’er: Forudsætninger, Fortællinger og Færdigheder.

Forfatterens position er, at den gode vejledningssamtale bliver samskabt i det dynamiske, flerstemmige og feedbackstrukturerede fællesskab mellem vejleder og vejledte, hvor ingen af parterne så at sige er i stand til at gemme sig bag en autonom teori, teknik eller en bestemt metode. Nej, vejledningsmødet forudsætter derimod insisterende proaktivitet fra begge parter. Parterne må mødes i og investere sig selv i dialogen, i samspillet og kommunikationen og finde ud af, hvordan tingene skal foregå – sammen. Teknologierne, som vi har til vores rådighed, er aldrig bedre, end at de giver mening og sikrer et godt resultat i den konkrete vejledningssituation. Virker ens valgte teknologier ikke til formålet, så må den gode vejleder sammen med den vejledte ændre sine valg og sit forbrug af teknologi og metoder.

Dette er et etisk og pragmatisk udgangspunkt, som er befriende i en tid, hvor så meget i vores fagprofessionelle virke er styret af troen på brugen af metoden (gerne autonomt valideret via en godkendelse som evidensbaseret) som adskilt fra de personer, der i fællesskab skal anvende den og helt uden hensyn til det fællesskab, som parterne er nødt til at skabe med hinanden som forudsætning for alt andet i enhver form for struktureret samtale, i særdeleshed i den formaliserede vejledning.

Ved et konkret struktureret samarbejde, evnen til at lytte til og bruge hinandens feedback kan man sikre etableringen af en fælles koreografi, hvorved vejledningen kan forme og opnå det, som den har til hensigt. Der er således proaktive handlekrav til menneskerne, der samskaber vejledningssamtalen, og det er brugen af de menneskelige færdigheder, positioneringer og virkemidler, der giver den menneskelige dimension og den autenticitet, som er så vigtig for, at vejledningen kan lykkes som støttende og opkvalificerende.

I den kollegiale vejledningssamtale er målet typisk at understøtte og udvide det, som i denne bog omtales som den gensidige perspektivorientering og den øgede mestringsorientering. Målet for vejledningssamtalen er, at den vejledte udforsker og udvider sit fagprofessionelle færdighedsrum med nye sociale og dialogiske færdigheder som fx kontekstforståelse, positionsforståelse, dobbeltblik, dynamisk procesforståelse og kommunikationsfærdigheder. Alt dette kan resultere i, at den vejledte opnår større faglig robusthed, fagligt overblik og sikkerhed i samspillet og opgaveløsningen med borgeropgaverne – og sådanne mål bør være blandt de centrale for netop den form for samtaler.

Forfatteren er grundlæggende optaget af andet end tekniske redskaber og manualiserede metoder. Han fokuserer på de menneskelige vejlederkvaliteter. Virkemidler, som er funderet i personlige evner til at kunne etablere et gensidigt, reflekterende samspil med den eller de vejledte. Her er det vejlederens anvendelse af og held med at benytte passende rammesættende, dialogunderstøttende og dermed samspils-

inviterende redskaber, der koreograferer det flerstemmige vejledningsrum, som en livslang erfaring i feltet har lært og vist vores forfatter er en forudsætning for vejen hen mod succes.

Gennem en række nedslag i vejledningens maskinrum udfolder bogen vejledningens interaktive og dialogiske koreografi til at kunne tage form som en understøttende vejledningssamtale for den eller de, som vejledes: Hvad er det egentlig, vi byder hinanden op til, siger og gør, når vi indgår i vejledning i en komplementerende relation, som den vejledte henholdsvis den vejledende? Hvordan forhandler og kontrakter vi formål med vores samspil? Hvem er vi og bliver vi for den anden som vejledere i kraft af det, som vi vælger at positionere os og spørge til, undersøge, være nysgerrige på og give tid og plads til i dialogen med den vejledte? Hvad positionerer vi den vejledte til, og hvordan med-former den vejledte i selve vejledningssamtalen, så vi bedst kan agere som agenter for orientering i nye perspektiver, positioner, for læring, inspiration og almen understøttelse for den, som vi vejleder? Hvem er vores vejledte, og hvordan kan vejlederen positioneret som ikke-ekspert på dette menneske blive mest hjælpsom? Hvordan etablerer og fastholder vi vores vejlederrelation, så begge parter kan inviteres til at komme i arbejde, inspireres og komme i læring i en ligeværdig alliance? Hvordan får vi i fællesskab rammerne for vejledningen på plads, også i en evt. større organisatorisk forståelse? Hvordan sikrer vi sammen, at settingen for vejledningssamtalen er af en art, så den kan understøtte og optimere den ønskede effekt af vejledningen?

Bogen anlægger et klart etisk-pragmatisk perspektiv på, at vejledningen altid og især i vores tid med opmærksomhed på effektmål og kompetencer fører til det kvalificeringsmål for den anden, som er hele vejledningens særkende og udgør dens eksistensberettigelse blandt alle mulige andre læringsrum, som fagprofessionelle kan benytte sig af undervejs i deres virke.

Virkemidlerne spænder ifølge denne bog over et bredt spektrum. I den ene ende af dette findes menneskelige teknologier, der gensidigt formes især af vejlederens og den vejledtes færdigheder i dialog og kommunikation. Det handler fx om at kunne tydeliggøre samtalen som udviklingsrum ved brug af insisterende, strukturerende spørgsmål, at sikre afklaring af rammer, bruge feedbackopmærksomhed aktivt til at øge den vejledtes egen konsekvensforståelse af valg af egne teoretiske tilgange og tankegange, egne valg af konkrete teknikker og metoder samt egne færdigheder i professionel kommunikation og relationsdannelse i samspillet med dem, man har opgaver med. I den anden ende af spektrum findes et mandat med tilhørende færdigheder i, at vejlederen kan informere, (ud)danne og instruere den vejledte, alt efter hvad parterne er nået til enighed om, hvad der er målet for vejledningen og/eller, hvad kontekstuelle rammer fastsætter – fx for vejledningsmøder omkring eksamensopgaver på de videregående uddannelser.

Det kræver den form for visdom og mod, der kommer med et langt livs praksis i et særligt fagfelt, at kunne frembringe en reflekterende, men også konkret anvisende bog som denne om så komplekse vejlederkompetencer. Den visdom og det mod har Ole Løw.

Som grundlæggende systemisk, dialogisk og pragmatisk åben og bevidst om sin egen positionering inden for temaet har forfatteren undersøgt, reflekteret over og beskrevet de kommunikerende og de vejledende og vejledtes praksis i snart en menneskealder i en lang række forskellige vejledningskontekster.

Bogen kan klart anbefales til alle, der beskæftiger sig med vejledningens forskellige formater og koreografier, enten i position som vejleder eller den/de vejledte, for kun når man kender til og forstår potentialerne og perspektiverne, som findes i denne særlige koreografi, vil man med mod og intention kunne varetage vejledningens gensidige kunst. Rigtig god fornøjelse!

Benedicte Schilling Norwich, februar 2020