Indledning Vores afsæt for at skrive denne bog er blandt andet et mangeårigt arbejde med mindsetbaseret undervisning. Mindsetbaseret undervisning er en undervisningsform og en tilgang til undervisning, som bidrager med rigtig meget godt til læringsrummet. Der bliver sat fokus på at skabe risikofrie miljøer, hvor unge tør lave fejl og udfordre sig selv – hvilket kan være svært i en ungdomskultur præget af præstationsforventninger. Feedback er et andet centralt element i mindsetbaseret undervisning. I de seneste år er der generelt kommet langt større fokus på feedback. Den formative, fremadrettede feedback og procesfeedbacken har vundet indpas bredt ud over den danske undervisningsverden, senest illustreret med en central placering i gymnasieloven af 2016. Endvidere har mange gymnasier valgt at arbejde med karakterfrie perioder for at fremme den procesrettede feedback. Imidlertid har vi gennem dels vores arbejde med mindsetbaseret undervisning, dels som skolemennesker generelt, oplevet gang på gang, at lærerens gode intentioner om at fremme det risikofrie miljø, dygtiggøre sig i forhold til feedback-givning, italesættelse af indsatsens betydning og mange andre meget gavnlige tiltag i undervisningspraksissen ofte støder ind i, at eleverne ikke mestrer én meget vigtig ingrediens, såvel i mindsettænkningen som i forhold til læring generelt, nemlig vedholdenhed. Hvordan hjælper vi bedst muligt børn og unge til at opbygge en større vedholdenhed i forhold til de også nogle gange – måske i første omgang – lidt kedeligere typer af opgaver? Hvordan ruster vi bedst muligt den kommende generation til at håndtere de mange impulser, der kommer fra smartphones, streamingtjenester og presset fra de sociale medier, og samtidig fastholde og udbygge evnen til fordybelse? Den egenskab, som måske er under størst pres i disse år. Det vil vi i denne bog dykke ned i og give vores bud på baseret på et forskningsfelt i rivende udvikling.
–7–