1 1 • En skumfidus med langtidseffekt

Alle, der har egne børn eller er i berøring med børn, kender deres impulsive natur. Den uendelige ventetid til pakkerne må pakkes op juleaften, eller til slikposerne må åbnes, når Disney Sjov starter. Vi kender det nok heller ikke mindst fra sommerferien, hvor der bliver lagt vægt i ordene: ”Jeg vil have is – NU”.

Når det gælder folkeskolebørn eller gymnasieelever, ser vi elementer af det samme. Mobilen drager med de mange apps og sociale medier, og for mange er det ganske givet sjovere at tage en tur i biografen eller på bytur end at kaste sig over den engelske aflevering.

Vi andre skal heller ikke sige os fri for at finde på overspringshandlinger, når retning af matematikopgaver eller havearbejde ikke ligefrem trækker voldsomt i os.

Det hele kan i bund og grund koges ned til, hvor gode (eller dårlige) vi er til at udsætte vores lyster og behov vel vidende, at vi længere ude i horisonten vil være glade for at have klaret matematikopgaverne eller bøgehækken.

I 1960’erne satte Walter Mischel sig for at undersøge netop dette. Mischels forsøg fik det lidet mundrette navn ”Paradigmet om den selvvalgte udskydelse af umiddelbar tilfredsstillelse hos førskolebørn med henblik på udskudte, men mere værdsatte belønninger”. Trods det kringlede navn fik studierne stor betydning for forståelsen af vedholdenhed og viljestyrke.

Mischel var interesseret i at studere børns behovsudsættelse, og hvilke strategier de anvendte i deres kamp hermed.

Børn i 4-årsalderen blev enkeltvis placeret ved et bord, hvorefter de fik lov til at vælge blandt et bredt sortiment, hvilken type slik de syntes bedst om. Ofte faldt valget på skumfidusen. Herefter fik børnene at vide, at de blot kunne tage skumfidusen med det samme og spise den – men hvis de ventede til forsøgslederen kom tilbage, ville de få dobbelt op og derved stå

tilbage med to skumfiduser. Et ikke dårligt udbytte – slet ikke for 50 år siden (Mischel, 2015).

Der viste sig at være stor forskel på børnenes reaktionsmønstre. Nogle børn nappede skumfidusen, nærmest før forsøgslederen var ude af døren. Andre gik målrettet efter det dobbelte udbytte (Mischel, 2015).

Mischel og hans kolleger var interesserede i, hvilke forskellige strategier de 4-årige børn anlagde for at udsætte deres behov, og hvilke der virkede bedst.

Børnene afprøvede mange strategier for at komme i det forjættede land, hvor der ventede to skumfiduser. Nogle børn forsøgte at nedstirre skumfidusen – det viste sig at være en dårlig taktik! Andre holdt hænderne for øjnene, begyndte at synge eller kigge op i luften. Det viste sig at være en noget bedre fremgangsmåde. Efter cirka 15 minutter vendte forsøgslederen retur og overrakte præmien til barnet – den dobbelte ration af det udvalgte slik (Mischel, 2015).

Her stoppede Mischels studier i første omgang. Forskerne var blevet klogere på, hvilke metoder og strategier børn benyttede sig af, når de forsøgte at udsætte deres behov. Så langt, så godt.

En del år senere bemærkede Mischel (2015) imidlertid noget overraskende og noget, der slet ikke var tænkt ind i det oprindelige forskningsdesign. ”Skumfidusbørnene” var fra den lokale børnehave i tilknytning til Stanford University, og da Mischels døtre også var en del af dette miljø, kom Mischel i berøring med skumfidusbørnene efterfølgende. En del af børnene kom i Mischels eget hjem, og andre hørte han omtalt af sine egne piger, der var klasse- eller skolekammerater med børnene. Mischel fik på et tidspunkt en fornemmelse af, at skumfidustesten af børnene i 4-årsalderen sagde noget om børnenes situation nu, hvor de var blevet cirka 15 år. Derfor bad han sine tre døtre om at give de børn, som havde deltaget i forsøgene 10 år tidligere, point alt efter, hvor vellidte de var i klassen og på skolen generelt, og efter, hvor godt de klarede sig fagligt set i skolen. Mischel sammenstykkede disse data med sine egne notater om, hvor godt børnene oprindeligt havde klaret sig i skumfidustesten – og nu stod det pludselig klart, at hans fornemmelse holdt stik:

Der var en klar sammenhæng mellem, hvem der i 4-årsalderen havde udholdt strabadserne sat over for de attraktive stykker slik, og hvem, der godt 10 år senere klarede sig socialt og fagligt bedst i skolen. Hvis børnene havde holdt længe ud i forhold til behovsudsættelsesøvelsen, klarede de sig bedre såvel socialt som fagligt i skolen (Mischel, 2015).

Med disse indledende opdagelser og observationer gik forskerne mere systematisk til værks. Børnenes forældre blev kontaktet med henblik på at høre deres vurdering af deres barn. Konklusionen var her også klar. Mischel forklarer selv:

”De førskolebørn, der under skumfidustesten havde været bedst til at vente på deres belønning, blev tolv år senere som unge mennesker vurderet til at udvise mere selvkontrol i frustrerende situationer, de var mindre tilbøjelige til at give efter for fristelser, de lod sig ikke i samme grad distrahere, når de forsøgte at koncentrere sig, de var mere intelligente, selvhjulpne og selvsikre, og de havde tiltro til deres egen dømmekraft” (Mischel, 2015, s. 23).

Forskerne forlod sig ikke på forældrenes bedømmelse alene, men tog også afsæt i børnenes testscore i forbindelse med optagelse til college. Her viste det sig også med stor tydelighed, at der var en klar kobling mellem de tålmodige skumfidusbørn og en høj præstation til den faglige test i cirka 15-årsalderen (Mischel, 2015).

Senere, da børnene var blevet 25-30 år, undersøgte forskerne dem igen. Billedet blev bekræftet, nu tilføjet med tal for, at der blandt de tålmodige var færre, der tog stoffer, og sågar havde de tålmodige et lavere BMI end de mere impulsstyrede børn (Schlam, Wilson, Shoda, Mischel, & Ayduk, 2013).

Mischels observationer åbnede døren til yderligere studier af selvkontrol og dens betydning for læringsudbytte og det gode liv generelt. I de seneste 10-15 år er der på skuldrene af Mischel forsket intensivt i feltet, og nogle af disse studier udfoldes i denne bog.