Intro Af Mette-Ann Schepelern

Dette nummer af TAKE handler om de produktionsselskaber, som filminstruktører er ejer- eller medejer af.

Lige nu er det fortsat en skræmmende situation med corona-pandemien, der lammer hele verden, og det kan derfor være svært at koncentrere sig om andet end krisen og om, hvordan vi løser de problemer den fører med sig. Samtidig føles det faktisk rart, at få sine tanker ledt hen på andre ting, så Danske Filminstruktørers redaktion af TAKE har besluttet at holde fast i det planlagte nummers tema omkring instruktørejede- og delejede produktionsselskaber.

Vi arbejder også med et nyt layout og format for bladet. Jeg har længe haft lyst til at få mere plads, blandt andet til stillbilleder, som vi gør os så stor umage med at lave til hver enkelt af vores film. For at billederne skal kunne stå flottere, har vi valgt at gøre TAKE-formatet større og at skifte til en papirtype, hvor de gengives flottere og mere detaljeret. Vi er spændte på, hvad I synes?

Derudover har vi spurgt et udvalg af nogle af de filminstruktører, der har valgt at indrette deres arbejdsliv som direktører og firmaindeha vere, om de vil fortælle om de fordele og ulemper, der følger med den beslutning? Opvejer fordelene ulemperne, og medfører det faktum, at man pludselig har sin egen livsopsparing investeret i et selskab, at man er mere forsigtig med at kaste sig ud i de vilde idéer og projekter?

For mig er det interessante omdrejningspunkt de mere alment menneskelige tematikker, og i det lys er vi ikke så interesserede i de konkrete beskrivelser af f.eks. fordelingsnøgler, ejerforhold og detaljer om de forretningsmæssige konstruktioner. Men vi er optaget af at høre historierne og bevæggrundene for, hvorfor og hvordan iværksæt terne har oplevet at gå fra at være ansatte i et produktionsselskab – til at være ledere af et selskab, samtidig med at man selv er primært udførende filminstruktør og kreativ ansvarlig. Ligeledes vil vi beskrive de psykologiske aspekter af, hvad et organi satorisk medansvar fører med sig. Eva Novrup Redvall har talt med erhvervspsykolog Thea Mikkelsen, der har specielt kendskab til den kreative branche, om hendes refleksioner over de psykologiske konsekvenser, ejerskabet bringer med sig. I artiklen kommer hun ind på nogle af de kendte eksempler i filmhistorien, samt internationale tendenser. Vi kan desværre ikke få alle selskaber med, så vores udvalg er ment som eksempler, også fordi mit ærinde er ikke at skabe et empirisk overblik.

Afslutningsvis fortæller direktør for det Danske Filminstitut Claus Ladegaard om DFIs overvejelser omkring fænomenet, og betydningen af kunst og kultur i vores verden i dag. For måske kan corona-krisen medføre ny erkendelse af, hvor vigtig kunst og kultur er - ikke blot som tidsfordriv, underholdning eller elitær adspredelse, men som livsvigtig for vores daglige sundhed og trivsel… og det at kunne synge, læse, se film, teater og møde kunst af enhver slags sammen er mindst ligeså vigtige goder som forbrugsgoder.

Og eftersom kunst og kultur skabes af mennesker, der også skal kunne leve, samtidig med at de skaber, vil en mere bæredygtig kulturøkonomi være en spændende ny konsekvens af tidens krise. Ligesom en stol af Børge Mogensen ikke kan skabes på IKEAs præmisser, så kræver kunstnerisk kvalitet og nyskabelse bestan dighed og kontinuitet for hver enkel skaber. Også indenfor film.

Lad os håbe denne erkendelse kan blive en af de positive konsekven ser, udover de klimamæssige - af verdenssituationen efter pandemien. God fornøjelse med TAKE nr. 7 -9- 13… nå nej, 79!