Forord

Af Andreas Østerlund Nielsen

God ledelse er en vanskelig kunst. Det ved alle, som har haft en dårlig eller uformående leder, eller som selv har prøvet kræfter med at lede. Ikke desto mindre er god ledelse uundværlig, når vi vil gøre eller være noget sammen. Lige fra Oscar, der får legen med kammeraterne til at blomstre i børnehaven, til topcheferne, der træffer vidtrækkende beslutninger i den multinationale koncern.

Så længe situationen er status quo, eller arbejdet blot fortsætter, som det plejer, kan vi nøjes med administration og regler. Så snart der skal findes nye veje, eller kursen helt skal ændres, har vi brug for ledelse. Ledelse af mennesker, der er og vil og gør noget sammen. Det gælder i virksomheder såvel som i kirker og organisationer.

Panta rhei, sagde allerede Heraklit, “alt forandrer sig”. Det forhold synes kun at være eskaleret siden. Selvom vi måske kan ønske at kunne forblive i det kendte, forandrer den verden sig, som vi indgår i og agerer i. Derfor er vi tvunget til at tage nye skridt i nye retninger. Hvis vi skal lykkes med det, vi gerne vil sammen, har vi altså brug for ledelse. Også for kristen mission og de danske missionsorganisationer gennemgår verden radikale omvæltninger, som Jonas Adelin Jørgensen kortlægger det i sin indledende artikel. Både samfundsmæssigt og kirkeligt. Gamle muligheder og umuligheder forsvinder, og nye opstår. Det ligger indbygget i evangeliet og i Guds mission, at Gud til enhver tid møder os i vores verden, der hvor vi er. Kirker og organisationer, som ønsker at være en del af Guds mission, må i sagens natur på samme måde stå i relation til mennesker, der hvor de og vi er. Det sker ikke alene gennem kontekstuel teologi, relevant forkyndelse og udrustende udviklingsprojekter – det kræver også, og ikke mindst, god ledelse.

Missionsorganisationerne, nye som gamle, er opstået, ud af en stærk bevidsthed om et kald eller et formål. Det er det ”hvorfor”, som fra begyndelsen har været motiverende og retningsgivende for organisationens arbejde, medarbejdere og bagland. Det kan f.eks. være at bringe evangeliet til hedningerne, eller at lade gadebørn mærke Guds kærlighed. Når verden forandrer sig gennemgribende, ændrer det ikke på missions dybeste ”hvorfor” – at være i Guds mission; men det rej-

ser ubønhørligt spørgsmålet, om denne organisations eller kirkes historiske formål kan forblive uændret? Og videre endnu – om denne organisation eller kirke har haft sin tid og udspillet sin rolle? De gennemgribende kirkelige og samfundsmæssige omvæltninger, som vi oplever, skærer altså helt ind til benet: vores identitet og eksistensberettigelse.

Alt det er de danske missionsorganisationer jo – både smerteligt og optimistisk – særdeles opmærksomme på. De har i en årrække arbejdet for at omstille sig til en forandret verden, og det har været en ledelsesmæssig udfordring. Det fremgår af en række af artiklerne i dette nummer af Ny Mission: Mission Afrika præsenterede i 2012 deres nye vision, og siden har de arbejdet målrettet for at forny organisationen og dens arbejdsmetoder. Danmission har valgt at omlægge deres indtægtskilder og at løfte deres udviklingsfaglighed. ELAM Ministries, der begyndte som et arbejde i og omkring Iran, valgte i 2016 at oprette en ny afdeling med nye arbejdsmetoder målrettet persisktalende i Europa. Tilsvarende bruger Areopagos nu sine erfaringer fra mission til Asien til at møde åndeligt søgende i Danmark.

Omstilling i mission er dog ikke først og fremmest et spørgsmål om nye visioner og strategier, økonomiske omlægninger, ændret geografi og arbejdsmetoder eller nye målgrupper. Omstilling i mission handler om en fornemmelse af ”påtrængende nødvendighed” og om at lade sig gribe og løfte af ”Åndens tidevandsbølge”. Det er, hvad vi forsøger at indfange med ordet fornyelsesledelse i denne udgivelses titel. At forblive levende i Guds mission forudsætter, at vi er villige til at lade os forny i troen, af Ånden, i mødet med mennesker og en verden i stadig forandring.

Men er det muligt at lede fornyelse? Sker fornyelse ikke af sig selv, når og hvor Ånden vil, og er fornyelse ikke den enkeltes anliggende i fuld frihed? Fornyelsesledelse forudsætter en holistisk tilgang til ledelse, og det er der bestemt faldgruber i. Henvisninger til åndelige forhold og fænomener kan misbruges til at opnå magt over andre. Medarbejderens frihed i troen kan komme i klemme. Men misbrug må ikke hindre ret brug. Og, som Dorthe D. og Arngeir Langås argumenterer, eftersom holistisk mission udspringer af et holistisk kristent verdensbillede, er det naturligt at anvende en holistisk tilgang til ledelse også. Ja, vil jeg tilføje, alt andet er en selvmodsigelse.

Det er muligt at lede fornyelse – og at gøre det på en sund måde. Fornyelse og vækst i Guds Rige er imidlertid ikke en

effekt, som kan fremtvinges eller sikres med de rette midler. Fornyelse og vækst kan derimod fremmes af lederen ved at blive fremelsket, ved at blive lagt til rette for og skabt rum for, og ved at lederen er villig til at gå foran i transparens og ydmyghed. Fornyelse af både mennesker og organisationer og menigheder opstår i bønnens, liturgiens og menighedslivets åbenhed overfor Gud, og i åbenhed overfor, hvordan Gud møder os, også gennem skaberværket, hændelser og ikke mindste andre mennesker.

I dette nummers sidste artikler peger forfatterne således på sunde principper og redskaber til fornyelsesledelse. Lars Mollerup Degn argumenterer for en ”inkarnatorisk” tilgang til ledelse med samskabelse af meningsfuldhed og en kultur for at søge efter ”stiens naturlige forløb i landskabet.” Dorthe Kappelgaard undersøger ud fra egne erfaringer mulighederne for at skabe fornyelse i organisationer ved at fremme ”resonans” mellem organisationen og omverdenen. Endelig peger Johannes Lind Pedersen på, hvordan ignatiansk spiritualitet kan hjælpe til at blive mere opmærksom, styrke det indre kompas og rejse ydre pejlemærker.

Disse principper og redskaber til fornyelsesledelse udgør veje til intentionelt at skabe en kultur i missionsorganisationen, såvel som i den lokale kirke og menighed, for at spejde efter Åndens tidevandsbølge og lade sig gribe og løfte af den. Det kan virke foruroligende, fordi det i høj grad handler om at give slip og lade sig lede af Gud i mødet med andre. Men endnu mere er det betryggende, fordi det er Gud, vi dermed overgiver os selv, vores medarbejdere og organisation og vores fælles fremtid til.

Fornyelsesledelse i mission er muligt, det er praktiserbart, og det er nødvendigt.

I sommeren 2020 valgte jeg at påbegynde en udfasning fra redaktørposten for Ny Mission. Jeg fratræder nu, samtidig med at DMR’s formidling af missionstænkning overgår til en ny form. Stor tak til forfattere, redaktionsudvalg og øvrige samarbejdspartnere! Venlig hilsen, Andreas Østerlund Nielsen