1 minute read
Grøn forandring i hele landet
I 2022 har aktive fra DN’s lokalafdelinger igen kæmpet en utrættelig kamp for vores forenings sager og dagsordener. Der er sikret levesteder for hasselmus, naturen er blevet plejet med le og hårdt fysisk arbejde, der er arrangeret ture i naturen for voksne og børn, og mange har haft fokus på at beskytte havet.
Der er holdt nidkært øje med lokale myndigheder for at sikre, at fredninger ikke udvandes, at landbruget ikke forurener, at landskabet friholdes for unødvendige anlæg og byggeri, som fragmenterer naturen – alt sammen vigtige opgaver, der understøtter foreningens indsats for at sikre klima og biodiversitet.
Der er arbejdet med at mobilisere lokale borgere om DN’s mærkesager, og DN’s lokalafdelinger spillede en stor rolle i at gøre folketingsvalget grønt ved at formidle emner inden for natur, miljø og klima lokalt. Der er blevet holdt grønne debatter og stillet skarpe spørgsmål. Og lokale DN’ere har sat et grønt præg på debatsiderne i lokale aviser og skaffet underskrifter til DN’s ‘Giv naturen lov’-kampagne. Og meget, meget mere.
En kæmpe tak til alle, der har ydet en indsats for vores forening i 2022!
DN Sorø har blandt andet fokus på at redde den lille syvsover hasselmusen. Derfor har frivillige opsat og tilser 138 redekasser. Hvert år tælles og dokumenteres bestanden af hasselmus.
I Farum sættes der fokus på vild natur med en biodiversitetsfestival med mange tusinde deltagere. Festivalen blev arrangeret i et samarbejde mellem kommunen, DN Furesø og lokale ildsjæle.
Tre aktive fra bestyrelsen i DN
Ringkøbing-Skjern laver naturpleje torsdag formiddag hele året igennem. De holder et stort naturområde fri for opvækst ved at fjerne buske og træer.
Til udendørs møde på broen ved Skomagerhus, der markerer grænseovergangen mellem Danmark og Tyskland. Til mødet var tilstanden for Flensborg Fjord i fokus. Her delte blandt andre DN Aabenraa og DN Sønderborg deres bekymringer for fjordens tilstand.