DN Mener om jord

DN MENER

OM JORD – JORDFLYTNING, JORDDEPONERING OG TERRÆNREGULERING I LANDZONE

DN MENER

DN MENER OM JORD INDLEDNING Der bygges som aldrig før. Nye motorveje, jernbaner, store sygehuse, nye bydele m.m. Bygge- og udviklingsprojekter både på landet og i storbyerne medfører, at store mængder overskudsjord skal bortskaffes og deponeres. DNs afdelinger oplever derfor med jævne mellemrum, at der lokalt sker store terrænændringer, som ændrer landskabet drastisk.

Jorddeponering kan medføre udjævning af landskaber, hvor istidshuller og små dale eller slugter planeres eller opfyldes, så landskabskonturer og eventuelt værdifulde fortidsminder påvirkes negativt. Det medfører, at variationerne i landskabet forsvinder og på den måde fjernes det kulturhistoriske landskab vi kender. De konkrete byggeprojekter og anlæggene vil også i sig selv medfører store landskabs- og terrænændringer.

I mange tilfælde sker deponering af overskudsjord på eksisterende landbrugsarealer, og der er eksempler på, at der gennem jordpåfyldning kan etableres nye landbrugsarealer. Begrundelserne for at tilføre jord er som oftest, at det skal forbedre landbrugsjorden, og tilføring af råjord kan i mange tilfælde give en reel forbedring af landbrugsjorden, men ofte fungerer landbrugsjord blot som oplagsplads for overskudsjord – altså jorddeponering. Der er en stor økonomi bundet op omkring transport og modtagelse af jord.

Handlen med jord annonceres i fx landbrugsavisen.

Det er samtidig et reelt og et stigende problem at finde arealer til deponering af overskudsjord og det er en samfundsopgave at finde frem til en holdbar model.

Sødalen ved Vammen før jordpåfyldning

//1

DN MENER

HVORFOR DENNE DN MENER? Hensigten med dette DN Mener er, at give DN afdelingerne et overordnet indblik i, hvilke muligheder der er for at håndtere sager om jorddeponering og terrænændring.

Handelen med jord medfører i en række tilfælde uhensigtsmæssig placering af jord i landskabet, giver omfattende tung lastbiltrafik over større strækninger og kan udgøre en forureningsrisiko for grundvand og øvrigt vandmiljø.

Der er klare regler for flytning af jord afhængig af forureningsgraden af jorden, mens spørgsmålet om de konsekvenser jorddeponering medfører i form af naturødelæggelse og terrænændringer ikke i tilstrækkelig grad er reguleret og sat i system. Nogle kommuner oplever det ikke som et problem, mens andre kommuner reelt gerne vil løse problemerne, men mangler regler på området.

Deponering af jord berører ofte DNs interesser i natur, miljø og landskab og ind imellem ser vi, at omfanget af jordarbejde, jordtransport og terrænændring er så omfattende, at for eksempel anlæggelse af en støjvold (en populær måde at skaffe jord af vejen) danner helt nye landskaber. Det kan medføre store landskabsødelæggelser på sigt, da mange ejendomme langs vejene søger og får tilladelse til støjvolde.

Det kan dreje sig om meget store mængder jord der handles, for eksempel 100.000 kubikmeter jord der skal modtages over en 2-årig periode. Det vil kræve ca. 6000 lastvognstræk og giver omkring 10-12 kørsler om dagen i snit. Dette giver naturligvis gener i hele udbringnings-fasen og er problemer, der primært vedrører naboerne.

Sødalen ved Vammen, jordpåfyldning

DN MENER

FORMALIA OM JORD Flytning af jord reguleres af jordflytningsbekendtgørelsen. ”Loven skal sikre balance mellem det miljømæssigt betryggende og det praktisk smidige” (denne formulering kan tænkes at foranledige til at vælge den letteste vej). Reglerne kan derfor differentieres afhængig af de typer af jord, som skal flyttes.

Intentionen er, at den opgravede jord håndteres korrekt og at jorden efterfølgende placeres hensigtsmæssigt – og at der undgås forureningsrisici. I lovgivningen ligger der desuden et ønske om at etablere og vedligeholde en registrering af hvor forurenet jord stammer fra og især hvor den deponeres, så der ikke sker en uheldig – og skjult – spredning af forurenet jord.

Anmeldelse af jordflytning er også fastlagt i jordforureningsloven, som skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på natur, miljø og menneskers sundhed. Ofte vil jord der skal flyttes også være omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler om affald.

Der skal tages hensyn til hvordan forureningsgraden af jorden kan udgøre/medføre miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser og dette er igen afgørende for hvor og hvordan jorden kan/må anvendes og placeres. Deponering af jord kan kræve en række godkendelser, planer og tilladelser.

Råstofgrave Siden den 1. januar 1998 har det generelt været forbudt at tilføre jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave. Grundlaget for forbuddet er lov nr. 426 af 10. juni 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om råstoffer. Lovændringen blev vedtaget af Folketinget den 30. maj 1997 med det formål at beskytte grundvands- og drikkevandsinteresser. Forbuddet er videreført i §§ 52-53 i lov om forurenet jord (jordforureningsloven), der trådte i kraft den 1. januar 2000. Bestemmelsen i § 52 regulerer forbuddet mod tilførsel af jord til råstofgrave og mulighederne for at få dispensation fra forbuddet.

I Danmark er jord kortlagt efter forureningsgrad. Derudover er alle byzonearealer som ud-gangspunkt områdeklassificeret som lettere forurenet. Disse klasser og kortlægningen kan man se på regionernes og kommunernes hjemmeside. Jord i landzonen er som udgangspunkt ren jord.

Forureningen i de kortlagte områder inddeles i 2 niveauer alt efter hvor meget viden der er om forureningen.

At arealet er kortlagt på vidensniveau 1 (V1) betyder at der er kendskab til aktiviteter, der kan have forårsaget forurening.

At arealet er kortlagt på vidensniveau 2 (V2) betyder at jorden er dokumenteret forurenet.

Hvis grunden er kortlagt, dvs. at den er forurenet og dermed kortlagt som enten V1 eller V2 jord, skal man have godkendt en jordhåndteringsplan inden man arbejder med jorden.

Sødalen ved Vammen efter jordpåfyldning

//2

DN MENER

VVM og miljøgodkendelse Når jord skal deponeres kan der være tale om anlægsprojekter der udløser krav om VVM-screening. Det sker ved at bygherre udfylder et skema. Igennem skemaet vil det via en række spørgsmål kunne vurderes, om projektet medfører en given miljøpåvirkning og om denne påvirkning er væsentlig. På baggrund af oplysninger i et VVM-screeningsskema kan det afgøres, om projektet er VVM-pligtig og om kommunen skal udarbejde en VVM-redegørelse (miljøvurdering). I de tilfælde hvor der er tale om store anlægsprojekter, er projekterne altid VVM-pligtige.

Lokalplaner I enkelte tilfælde planlægger/regulerer en kommune bortskaffelse eller deponering af ren overskudsjord med en lokalplan. Det kan være jord myndighederne har tilovers fra byggeprojekter men det kan også være en privat lodsejer eller investor der søger om at få udarbejdet en lokalplan for et område, som muliggør deponering af jord. Det kan være lokalplaner som muliggør jordvolde eller støjvolde (selvom støjskærme i nogle tilfælde ville være en mere oplagt og ofte en visuelt skønnere mulighed for at dæmpe støj). Det er sjældent muligt at forhindre jorddeponering der planlægges med en lokalplan, alene ved en klage over lokalplanen.

Landzonetilladelse Efter planlovens § 35, stk. 1, må der ikke i landzone ske ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer uden kommunens tilladelse.

Det betyder, at man skal have landzonetilladelse for at tilføre og placere større mængder ren jord på landbrugsjord. Man skal også have landzonetilladelse, hvis udlægning af jorden medfører væsentlige ændringer i landskabet. For eksempel vil placering af jord som forringer kultur- og naturmiljøet, en mindre privat jordvold som ændrer landskabskarakteren, eller jorddeponering som ændrer afvandingsforhold for naboer, kræve tilladelse.

I landzone må der som udgangspunkt ikke ske deponering af jord, men når der er tale om udbringning (eller fjernelse) af ren jord i et lag på op til ½ meter er det ikke en sag der behandles. Det er op til myndighederne at vurdere, hvornår der skal meddeles landzonetilladelse. Eksempelvis kan myndighederne vurdere, at jordpåfyldningen sker for at forbedre landbrugsdriften og at en ansøgt terrænregulering i omfang og varighed er af en sådan karakter, at der ikke er tale om en ændret anvendelse af arealerne, der forudsætter landzonetilladelse. I disse tilfælde vil en ansøgte jordpåfyldning derfor umiddelbart være tilladt.

Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets (det tidligere Natur- og Miljøklagenævn) praksis er opfyldninger af landbrugsarealer (terrænreguleringer) ikke ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, hvis opfyldningens formål er at forbedre landbrugsdriften, og arbejderne ikke medfører, at arealerne udtages fra omdrift i længere tid. Deponering af jord på landbrugsarealer kan efter omstændighederne være ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse. Det afhænger især af deponeringens omfang, men også af hovedformålet og af tidshorisonten.

I landzonesager træffes afgørelsen efter en samlet vurdering af den ansøgte jordmængde og terrænændring i forhold til de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn. Det vil sige, en konkret vurdering af for eksempel arealet, mængden, højden og tidsperioden.

Ved afgørelsen har kommunen mulighed for at tage hensyn til, om det ansøgte vil påføre naboer urimelige gener. I vurderingen af om det (jorddeponering) kan tillades skal også medtages overvejelser om, hvilken betydning afgørelsen kan få for fremtidige lignende sager.

//3

DN MENER

HVAD KAN DN AFDELINGERNE GØRE? DN kan bede kommunen om at udarbejde retningslinjer i kommuneplanen for hvor man ikke vil have jorddeponering. Det kan fx være, at de særligt værdifulde landskaber skal friholdes. Lokalafdelingen kan også give et bud på hvilke værdifulde landskaber, uforstyrrede landskaber og kulturhistoriske områder der bør friholdes for terrænændringer.

DN kan arbejde landspolitisk og lokalpolitisk for, at der i forbindelse med gravetilladelser samtidig kan stilles vilkår om, at jorden så vidt muligt skal placeres inden for en radius af 1 km fra gravestedet. Det forudsætter at det ikke risikerer at ske i et beskyttet område.

Kommunerne har ofte et administrationsgrundlag for behandling af landzonesager. Afdelingen kan opfordre kommunen til at sørge for, at administrationsgrundlaget udarbejdes så der i sager om fx jorddeponering stilles vilkår om; at jorden er ren, at deponeringen afsluttes af stedets øverste jordlag, at jorden udlægges i et jævnt lag, så landskabets naturlige terrænformer følges og at der sikres en forsvarlig nedsivning af uforurenet overfladevand.

Klagemuligheder I VVM processen inddrages borgere, interessegrupper og andre myndigheder. Først er der en forhøring, hvor myndighederne indkalder ideer og forslag for at få fastlagt de nærmere krav til indholdet i VVM-redegørelse. Derefter udarbejder kommunen et forslag til kommuneplantillæg og en VVM-redegørelse som sendes i offentlig høring i otte uger. Forslaget sendes også til berørte myndigheder. Efter endt høring vedtager kommunen som regel kommuneplantillægget og tilladelsen til anlægsprojektet. DN og andre kan klage inden for klagefristen.

I sager hvor deponering af jord muliggøres med en lokalplan kan DN indsende høringssvar til lokalplanforslaget. Hvis lokalplanen alligevel vedtages og gennemføres kan DN kun klage over retlige forhold i lokalplanen.

DN kan klage over landzonetilladelser til deponering af jord inden for fire uger efter at tilladelsen er offentliggjort. Sekretariatet kan hjælpe med vejledning.

I sager hvor der ikke er direkte klagemulighed fordi der ikke foreligger en myndighedsafgørelse kan DN anmelde forholdet og bede kommunen undersøge lovligheden af en jorddeponering eller terrænændring og eventuelt bede kommunen om at udstede et standsningspåbud.

Nedenfor svares på nogen af de oftest forekommende spørgsmål om jordflytning.

SPØRGSMÅL OG EKSEMPLER OM JORDFLYTNING Skal lodsejer anmelde eller søge om tilladelse?

Placering af større mængder jord i landzone kræver en landzonetilladelse men også flytning af jord fra/ på egen ejendom skal anmeldes (og kræver tilladelse) hvis; jorden er forurenet jord, det er jord fra kortlagt ejendom eller del af kortlagt ejendom, jord fra offentlig vej, jord fra områdeklassificerede områder og jord fra jordrenseanlæg.

Flytning af ren jord fra landzone må gerne ske uden anmeldelse i forhold til selve jordens beskaffenhed men kan kræve en landzonetilladelse, hvis det medfører en terrænændring over ½ meter. Disse terrænændringer/landskabsændringer er det dog ofte meget svært at forhindre da de betragtes som jordforbedringer i forhold til ejendomme drift som landbrugsejendomme.

Fjerner en lodsejer 1 m3 jord (cirka 1,8 t) eller mindre fra sin ejendom skal dette normalt ikke anmeldes til kommunen.

Jorden kan afleveres på kommunens genbrugsplads. Hvis jorden flyttes til en anden ejendom skal det anmeldes til kommunen.

Flytning af mere end 1 m3 jord som fjernes fra ejendommen skal afleveres på et godkendt modtageanlæg til forurenet jord. Lodsejer skal betale udgifter til analyser af jorden og eventuelt omkostninger til bortskaffelse. Jordflytningen skal anmeldes til kommunen.

Man bør altid orientere sig om jordflytning på kommunens hjemmeside, da praksis kan være forskellig.

//4

DN MENER

Hvad er et modtageanlæg?

Et sted hvor jorden renses og sorteres inden den afsættes og handles til fx landbruget.

Kommunen har givet tilladelse til udspredning af råjord/ren jord på landbrugsarealer med en landzonetilladelse.

Afdelingen kan bede kommunen stille vilkår om, at jorden ved påfyldning skal spredes i et ensartet lag, således at landskabet ikke udjævnes. Efter jordpåfyldning skal et eksisterende kuperet terræn fortsat fremstå som et kuperet terræn. Derfor bør der også være en generel restriktiv praksis for opfyldning af lavninger og eksisterende vådområder, da det er levesteder for blandt andet padder.

Hvis tilladelsen til udspredning af jord er uacceptable fordi der fx sker ødelæggelse af landskaber, kan DN klage over afgørelsen til Planklagenævnet.

Er der tale om en nødvendig jordforbedring?

Det er ofte et argument, at en jordpåfyldning er nødvendig for at forbedre jorden til landbrugsformål, men i jordforbedringssager er det ofte ikke dokumenteret, at terrænændringer og jordpåfyldning er nødvendige. DN kan bede kommunerne udstikke faste kriterier for, at det skal dokumenteres hvornår en terrænregulering eller påfyldning af jord kan siges at være jordforbedrende.

Når der er tale om at der ønskes jordforbedring, kan der maksimalt være tale om tilførelse af et jordlag på op til 50 – 60 centimeter. Det er den maksimale mængde jord, som kan indarbejdes i det eksisterende dyrkningslag.

En tommelfingerregel er, at steder hvor grundvandet står højt kan have behov for jordforbedring. Også stiv lerjord og ren sandjord kan være svære at forbedre uden tilførsel af ny jord, så jordstrukturen forbedres.

Der sker udspredning af jord på eksisterende beskyttet natur (§ 3 natur) Burde ikke kunne ske, men det ses ind imellem. Afdelingerne bør i disse tilfælde anmelde eller klage over deponeringen. Hvis det opdages i tide kan DN bede myndighederne udstede standsningspåbud.

Der er dog eksempler på, at kommuner forud for påfyldning af jord – eller efterfølgende – har afregistreret et område som beskyttet for at muliggøre udspredningen. Det er ikke muligt at klage over en afregistrering af beskyttet natur.

Hvilke konsekvenser har terrænændringerne for selve naturen?

Når jordbrugsmæssigt drevne engarealer, lavninger og vådområder fyldes op og udjævnes, forringes levesteder for vilde dyr og planter. Den dannede tørv og gytje med et højt indhold af organisk stof risikeres omsat og den bundne nitrat frigivet, hvilket især kan være af betydning inden for nitratsårbare områder (NFI). Terrænændringer kan også give konsekvenser for strømningsveje til og omkring vandløb (via ændring af trykforhold). DN er naturligvis modstander af disse jordpåfyldninger og når det opdages, skal det anmeldes til kommunen. I de fleste tilfælde er det ulovligt.

Kommunen vil tillade jorddeponering ved et beskyttet fortidsminde Danmarks fortidsminder er beskyttet, og det kræver en helt særlig situation, før der kan dispenseres til at foretage tilstandsændringer inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen på 100 meter. Hvis myndighederne alligevel dispenserer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen for fx at undgå lang transport, bør DN klage.

Der er tale om et virkelig stort bygge- og anlægsprojekt I større bygge og anlægsprojekter kan der med fordel arbejdes med at skabe jordbalance (se infoboks), således at godkendelse af projektet forudsætter, at det er planlagt og godkendt hvordan overskudsjorden håndteres, og hvor den placeres – alt efter jordkvaliteten. Det bør i den sammenhæng sikres, at jorden genbruges så lokalt som muligt, således at jordtransporter over større afstande undgås. I den ideelle verden vil der altid være indgået aftale om afsætning af jord forud for opgravningen. De meget store jordprojekter, som er styret af en anlægslov, har DN kun ringe eller ingen indflydelse på.

//5

DN MENER

I dag opstår der ved et byggeri normalt et overskud af opgravet jord, som køres væk, fordi det er forurenet. Samtidig opstår der et underskud af jord til efterfyldning omkring fundamenter m.v. Derfor hentes der rene materialer ind til mange byggepladser. Hvis noget af den forurenede overskudsjord i stedet kan og må genbruges til efterfyldning, terrænregulering osv., kan der opnås en bedre jordbalance i bygge- og anlægsprojekterne.

Samtidig vil mindre bortkørsel af forurenet jord aflaster deponeringsanlæggene, hvor kapaciteten er presset. De særligt indrettede anlæg kan dermed i stedet for så vidt muligt reserveres til at modtage kraftigt forurenet jord.

Mindre behov for tilførsel af rene materialer som grus, sand og muld til bygge- og anlægsprojekterne aflaster presset på råstofressourcerne. Bedre jordbalance medfører også, at behovet for lastbilkørsel nedsættes. Færre kørselsog deponeringsomkostninger vil sandsynligvis også gøre bygge- og anlægsprojekterne tilsvarende billige.

Hvis man følger ovennævnte principper er der miljømæssige, ressourcemæssige og økonomiske fordele for alle.

Jorddeponering begrænser muligheder for retablering af vådområder Jordpåfyldning på landbrugsjord bør ikke stå i vejen for senere vådområdegenopretningsplaner. DN kan bede kommunen stille dette som et vilkår i tilladelsen såfremt der alligevel meddeles landzonetilladelse.

DN kan også bede kommunen om, at udarbejde oversigter over potentielle områder for vådområdegenopretningsplaner, som skal friholdes for deponering af jord.

Kommunerne bør have fokus på, at påkørsel af store mængder jord kan have betydning for vandmiljøet og grundvandsstrømme. Det bør tilstræbes lokalt, at fastholde landskabets topografi – det vil sige det økologiske råderum i landskabet, for eksempel i forhold til sydvendte skråninger og lignende der påvirker flora og fauna.

Der ønskes deponeret jord inden for beskyttelseszoner omkring vandværksboringer eller private drikkevandsboringer Som udgangspunkt bør områder med drikkevandsindvinding/drikkevandsinteresser friholdes for jorddeponering og deponering bør ikke accepteres. Der bør også være fokus på deponering af jord inden for Områder med Særlige Drikkevands-interesser (OSD-områder), hvor også ren jord med et naturligt højt indhold af tungmetaller kan medføre skade på grundvandet og nedsætte muligheden for at udnytte det til drikkevand. Risikoen vil især være til stede, når der deponeres jord, som er aflejret før istiden.

Hvad er Boringsnære beskyttelsesområder Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er områder udpeget for at beskytte grundvandet nær en vandindvindingsboring. Her vil man ofte finde øget grundvandsdannelse og dermed øget risiko for forurening fordi det øverste grundvand, der ofte er forurenet, trækkes ned mod det magasin hvorfra vand indvindes. Det er derfor vigtigt at sikre, at disse områder friholdes for jorddeponering der kan udgøre en forureningsrisiko. Deponering vil f. eks. kunne ændre terrænet og øge risikoen for tilstrømning af overfladevand til boringen eller brønden.

//6

DN MENER

SPØRGSMÅL OG EKSEMPLER OM SELVE JORDEN Hvad omfatter betegnelsen jord i denne sammenhæng?

Jord er ikke bare jord. I daglig tale bruges ord som lerjord, sandjord og f. eks. muldjord. Muldjord har et vist indhold af organisk stof. Jord uden indhold af organisk stof omtales også sommetider som råjord, som afgraves i store dybder når der for eksempel skal etableres nye motorveje, graves ud til fundamenter til nyt supersygehus m.v. Rodzonen, der typisk omfatter de øverste 1-2 meter jord består af muldjord øverst og råjord nederst.

Jordflytningsbekendtgørelsen opdeler jord i 3 hovedgrupper: Kategori 1 jord, kategori 2 jord og jord, der ikke kan henføres til de to kategorier.

Kategori 1-jord; vil i de fleste sammenhænge blive opfattet som uforurenet, men kan imidlertid ikke anvendes frit i alle sammenhænge. Der kan være skærpede krav, fx ved placering af jord i naturområder og på landbrugsjord.

Kategori 2-jord; svarer til lettere forurenet jord, som er beskrevet i bekendtgørelsen om definition af lettere forurenet jord.

Jordflytningsbekendtgørelsen fastsætter ikke nærmere krav til kategorisering af jord, der indeholder andre forureningskomponenter end de, som er angivet i bekendtgørelsen, eller som er kraftigere forurenet end kategori 2.

Kommunen bestemmer, hvordan denne jord kategoriseres. En liste over forureningskomponenter findes i jordflytningsbekendtgørelsens bilag 3.

Selvom der findes forskellige typer af jord så vil man ved transport og deponering generelt blot benævne det som jord. Der stilles dog i bilag 3 krav om at den opgravede jord som minimum adskilles i fyldjord, dvs. jord, som tidligere har været gravet op og flyttet, og intaktjord, dvs. jord som ikke tidligere har været opgravet.

Hvor meget jord må man flytte?

Der er ikke en øvre grænse – og man behøver ikke anmelde hvert enkelt/eneste læs man flytter, hvis jorden stammer fra det samme afgrænsede areal og er ensartet forurenet.

Hvordan ved man hvilken slags jord der deponeres eller udspredes?

Den, der flytter eller modtager jord, skal sikre sig, at jorden ikke har skadelig virkning på grundvand, mennesker og miljø. De er ligeledes ansvarlige for at den jord, der køres væk, bliver anmeldt til kommunen og kommer hen til det rigtige modtageranlæg.

Det er vigtigt, at jorden er i orden og grundigt beskrevet (certificeret) og at vilkårene for udbringning/ deponering overholdes. Det kan være enten leverandøren eller modtageren der sørger for de nødvendige analyser af jorden og ofte tager kommunen ikke aktivt del i sagerne. Der føres kun sjældent tilsyn og hvis udbringningen ikke stemmer overens med det tilladte, bør DN bede om at få et tilsyn eller i sidste ende klage.

DN kan desuden lokalt søge om aktindsigt hos kommunens jordflytningskontor. Derved opnås lokal viden om, hvor jorden kommer fra, hvilken kvalitet den har, hvorledes den påtænkes anvendt samt hvilke krav og kriterier kommunen har stillet i forbindelse med jordflytning og deponering. Derudover har kommunen i forhold til transport mulighed for at regulerer hvilke veje den tunge trafik kører på ved at stille vilkår til transporternes akseltryk.

//7

DN MENER

Hvad med jord fra rodzonen Rodzonen indeholder organisk stof som kan omsættes og afgive blandt andet nitrat – nitrat som kan forurene grundvandet. En 10 meter høj dynge med jord fra rodzonen vil kunne ligge i årevis og afgive næringsstoffer til undergrunden. Hvis jord fra rodzonen deponeres ved et vandløb, vil der kunne ske en direkte forurening. Jorden skal derfor tilstræbes deponeret så nitraten omsættes i selve grundvandsmagasinerne og uden at begrænse anvendeligheden til drikkevand.

Det ser ud som om jorden er forurenet Hvis der er murbrokker, tegl, slagger, gipsplader, eternit eller andet synligt affald er jorden sandsynligvis ikke ren. Dette bør anmeldes til kommunen.

Hvilken garanti er der for at jorden ikke er forurenet?

Der er mange regler for transport, modtagelse og deponering af jord som skal sikre at jorden det lægges på markerne ikke er forurenet. Det giver dog ikke en garanti for at den udlagte jord er ren. Hvis der er mistanke om at jorden er forurenet kan man anmelde det til myndighederne (kommunen) og bede dem fremvise dokumentation for jordens kvalitet. Hvis der synligt er forurening i jorden skal man anmelde det som deponering af forurenet jord.

Hvordan kan man få dokumentation for at jorden er ren?

Når en lodsejer modtager jord, skal denne til enhver tid kunne dokumentere, at jorden ikke kommer fra et forurenet område. Lodsejer er dermed ansvarlig for at jorden er ren.

Lodsejer skal bede leverandøren om skriftlig dokumentation for at jorden er ren – og leverandøren har pligt til at levere dokumentation. Dokumentationen skal hele tiden være opdateret fx hvis jorden overdrages flere gange inden deponering.

Kommunen/ejer oplyser, at der ikke behøver at blive udtaget prøver Generelt udtages der ikke prøver af jord fra landzone, der ikke er omfattet af områdeklassificeringen eller på anden måde kortlagt. I enkelte tilfælde, kan der dog være behov for analyser hvis jord med naturligt højt indhold af tungmetaller ønskes deponeret i Områder med Særlige Drikkevandsinteresser.

Kommer jorden fra et modtageranlæg skal der være dokumentation for jordens renhed.

Hvor meget skal jorden analyseres før det er acceptabelt?

Der skal altid laves mindst 1 analyse af jord der ikke kommer fra landzonen. Hvis jorden, der flyttes er lettere forurenet jord skal der efterfølgende laves en analyse for hver 120 ton jord der flyttes. Hvis jorden er V1 eller V2 kortlagt skal der laves en analyse for hver 30 tons jord der flyttes.

Standardiserede krav til prøvetagning, analyse og kategorisering.

DN afdelingen kan i tilfælde hvor der fortsat er tvivl om jordens kvalitet bede kommunen om aktindsigt i hvilken dokumentation der er for jordens forureningsgrad. Afdelingen kan også bede kommunen foretage jordprøver. Kommunen er dog ikke forpligtiget til at tage prøver.

Kan man ikke bare fylde jord i udgravede råstofområder?

Nej. Det er forbudt at tilføre både uforurenet og forurenet jord til råstofgrave på grund af risikoen for at forurene grundvandet (Jordforureningsloven § 52). Forbuddet gælder dog kun rå-stofgrave, hvor der har været erhvervsmæssig råstofindvinding efter 1972. I særlige tilfælde kan regionsrådet meddele dispensation fra forbuddet. Hvis der har været indvundet råstoffer før 1972 er det kommunen, som er myndighed. //8

DN MENER

GODE HJEMMESIDER Jordflyningsbekendtgørelse www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/1452 Jordforureningsloven www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=184068 Miljøbeskyttelsesloven www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=184047 Definition af lettere forurenet jord retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=131245 Miljøstyrelsen har desuden udarbejdet et sæt fakta ark om reglerne og vilkårene om flytning af jord.

Transportøren skal medbringe anmeldeskema mst.dk/media/mst/67765/faktaark_print6.pdf Nye regler om flytning af jord mst.dk/media/mst/67761/faktaark_print2.pdf Hvornår og hvordan anmelder man flytning af jord? mst.dk/media/mst/67763/faktaark_print4.pdf Eksempler på afgørelser nmknafgoerelser.dk/afgoerelse/nmk20161216-000d?highlight=jorddeponi planer.holbaek.dk/download/landzoneafgoerelser/eriksholmvej_32_4390_vipperoed_afslag_til_jordpaafyldning_og_terraenregulering_incl_bilag.pdf

//8