1 minute read
VISIONEN FOR DANMARKS NATUR
Den danske natur er vidunderlig. Men naturen i Danmark er som i resten af verden i krise. Nationalt og internationalt har vi i årtier forsøgt at beskytte naturen, men trods succeshistorier er det ikke lykkedes. Tabet af biologisk mangfoldighed fortsætter med stor hastighed. Derfor har vi alle et ansvar for at passe bedre på naturen. Løsningen er enkel. Vi skal give noget af pladsen tilbage til naturen og genskabe store sammenhængende naturområder. Vi skal lade naturen være vild og lade den genforvilde der, hvor vi i alt for mange år har passet den ind efter vores behov og presset ressourcer ud af den.
Den globale biodiversitetskrise vurderes at være mindst lige så alarmerende som klimakrisen. Der er brug for stærke naturpolitiske ambitioner, fordi behovet for handling er akut. Det er DN’s overordnede vision, at Danmarks biodiversitet senest i 2050 skal være genoprettet til et niveau, hvor menneskelige påvirkninger og aktiviteter ikke truer vores arter og økosystemer. Se oversigt over status og DN's mål for beskyttelsen af Danmarks natur på side 5.
EU’S BIODIVERSITETSSTRATEGI
I EU’s biodiversitetsstrategi for 2030 sættes retningen for EU’s natur. Her er et af målene, at 30 % af EU’s land- og havareal skal være effektivt beskyttet og forvaltet – og heraf skal en tredjedel være strengt beskyttet. DN mener, at Danmark bør vise vejen ved at starte med at udmønte disse mål på nationalt niveau.