Kvindelandsholdet - Magasinet by Danske Spil

KVINDELANDS HOLDET Gratis magasin fra Oddset

DEN GYLDNE ÅRGANG Pernille Harder, Katrine Veje, Simone Boye og Sofie Junge har fulgtes ad siden U17-landsholdet

Sofie Svavas playliste / Backstage i landsholdslejren / Landsholdsspillernes barndomsklubber / På skolebænken med Stine Larsen, Luna Gevitz, Janni Thomsen og Rikke Marie Madsen

DE PROFESSIONELLE Flertallet af spillerne på det danske kvindelandshold har prioriteret at tage en uddannelse ved siden af fodboldkarrieren. Vi har talt med fire af dem – Luna Nørgaard Gevitz, Rikke Marie Madsen, Janni Thomsen og Stine Larsen – om, hvordan de har formået at passe studierne, mens de har kæmpet sig frem blandt de bedste på banen.

RIKKE MARIE MADSEN

Studerer sportsmanagement ved Professionshøjskolen UCN Aalborg, 24 år

Rikke Marie Madsen var sådan set stoppet med at spille fodbold på eliteplan i 2018. Hun havde spillet 27 kampe på diverse U-landshold, men en kraftig hjernerystelse og en knæoperation havde holdt hende ude af spillet i næsten halvandet år. Nu havde hun fået en elevplads i Matas i Aarhus, og alt, hvad det kunne blive til, var lidt hyggebold i VSK Aarhus med sin storesøster. ”Men så manglede førsteholdet spillere, og så var jeg pludselig en del af det hold. Derefter gik der ikke så lang tid, før jeg blev udtaget til U23-landsholdet,” fortæller hun. I december samme år, efter et 0-4-nederlag mod Fortuna Hjørring, bankede det på døren til holdets omklædningsrum. Landstræneren Lars Søndergaard ville gerne tale med Rikke Marie Madsen, og fordi det var årets sidste kamp, var VSK-angriberen udstyret med en Bacardi Breezer. Det anfægtede ikke Søndergaard: Rikke Marie Madsen var udtaget

Interview: Kasper Steenbach Foto: Karen Rosetzsky

til den næste samling, hvis hun vel at mærke kunne få fri fra arbejde. Det kunne hun, og i januar 2019 debuterede hun 21 år gammel på A-landsholdet i en venskabskamp mod Finland. ”Det var ikke så lang tid efter, at jeg havde troet, at jeg havde lagt støvlerne på hylden, så landsholdet var slet ikke noget, jeg stræbte efter på det tidspunkt. Den følgende sommer fik jeg tilbudt kontrakt i Vålerega, og det hele, mit comeback, min landsholdsdebut og mit skifte til Norge, skete på under et år.” Rikke Marie Madsen er vokset op i Nordenskov øst for Varde og er ud af en stor fodboldfamilie. Lillesøster Pernille Marie har optrådt på U16-landsholdet og spiller i Varde IF, mens storesøster Trine Marie er i Brabrand IF. Mor, far, onkler og mostre gik alle sammen til fodbold. Den ene onkel er Jens Jessen, som spillede i Superligaen med både AaB og FC Midtjylland.

Dette magasin er udgivet i juni 2022 af Oddset fra Danske Licens Spil A/SU. Redaktion: Henrik Mersebak, Brand Manager, Dennis Krog, Head of Content, Kasper Steenbach, redaktør, Louis Montes, art director, Anja Meyer, korrekturlæser. Forsidefoto: Karen Rosetzsky

På spørgsmålet, om hun altid har været god, svarer Rikke Marie Madsen: ”Det har altid været iøjnefaldende, at jeg har været hurtig. Det er ikke, fordi jeg har været den store tekniker, men jeg har altid arbejdet hårdt og løbet hurtigt. Det er de samme forcer, jeg stadig har.”

”Jeg er nok en lidt atypisk fodboldspiller, for jeg ved heller ikke så frygtelig meget om spillere og klubber. De andre på landsholdet driller mig altid med, at jeg ikke ved, hvem nogen er. Nu har jeg en kæreste, der ser alle kampe, og så ser jeg da med en gang imellem.”

”Jeg har altid gået til mange ting. Jeg gik til gymnastik sideløbende med fodbold gennem hele min barndom. Det gjorde jeg helt op i teenageårene, indtil jeg ikke havde tid til begge dele længere. Jeg har egentlig altid haft mange andre ting ved siden af fodbold, at det for mig ikke var jordens undergang, dengang jeg stoppede. Så fik jeg bare mere tid til andre ting,” siger Rikke Marie Madsen.

I dag læser den 24-årige landsholdsspiller en bachelor i sportsmanagement fra sin nye adresse i Madrid, hvor hun siden januar i år har spillet i Madrid CFF. Hun er i det hele taget ved at falde på plads i den spanske hovedstad, hvor hun med egne ord oplevede en ”vanskelig start”. Træneren, der havde købt hende, blev fyret, og danskeren røg på udskiftningsbænken.

”Men de seneste uger har været fine, og jeg kan godt lide at være her. Madrid er jo en fantastisk by, og nu hvor vejret er blevet godt, er det ren feriestemning,” siger Rikke Marie Madsen.

Da Rikke Marie Madsen skiftede til Oslo-klubben Vålerenga Fotball Damer, tilmeldte hun sig straks serviceøkonom-uddannelsen som fjernstudium. ”Jeg var godt klar over, at jeg ville gå fra at have rigtig travlt til at have utrolig meget fritid. Jeg var jo vant til at arbejde 37 timer om ugen ved siden af fodbolden, så det var egentlig for at fylde min tid ud med noget,” forklarer hun.

”Jeg har aldrig rigtig haft store mål eller klubber, jeg bare skulle spille for. Jeg vil bare gerne have et sjovt og godt liv, og det er alle de her fodboldoplevelser med til at give mig. Jeg er meget opmærksom på, at jeg skal have det godt, der hvor jeg er.” Og efter fodboldkarrieren, som hun jo allerede har stoppet en gang? ”Jeg kommer i hvert fald til at arbejde lige bagefter. Jeg kan godt lide at arbejde. Livet efter fodbolden skræmmer mig ikke.”

LUNA NØRGAARD GEVITZ

Uddannet civilingeniør i arkitektur på Aalborg Universitet, 28 år

Da Luna Nørgaard Gevitz 5. juli 2010 blev noteret for sin første officielle landskamp, et opgør mod Norge i U16-turneringen Nordic Cup, scorede Anna Fisker og Julie Trustrup Jensen de danske mål i den ordinære spilletid.

Hun voksede op i Alken ved Skanderborg og spillede i den lille, lokale klub Dover GF, inden hun via FC Skanderborg kom til IK Skovbakken. Hun har aldrig været i tvivl om, at fodbold var noget, hun gerne ville have i sit liv.

”De var to af de gode spillere på årgangen,” indskyder den i dag 28-årige forsvarsspiller, da vi genkalder hendes debutkamp på Hørsholm Stadion for snart 12 år siden.

”Som type, som person, har jeg altid haft mange forskellige interesser ud over fodbold. Jeg har altid godt kunnet lide, at der var noget, der talte mere til hovedet, og jeg har haft mange venner, som ikke har haft noget med fodbold at gøre,” siger hun.

De to norske scoringer i 2-2-kampen blev sat ind af Ada Hegerberg, der siden skulle vinde Ballon d’Or Féminin – prisen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller – i 2018. Hverken Fisker eller Trustrup Jensen er, i modsætning til Luna Nørgaard Gevitz, inde i billedet til den danske trup, der skal spille EM-slutrunde i England denne sommer, men hvorfor er det, at nogle talenter bliver til A-landsholdsspillere, mens andre forbliver talenter? ”Der er nogle, der vælger det fra, fordi det også kræver mange ofre at vælge fodbold til. Nogle har måske mere lyst til at leve på en anden måde. Andre bliver skadet og har svært ved at komme tilbage. Jeg har selv været heldig med ikke at have alt for store skader i min karriere,” siger Luna Nørgaard Gevitz.

”Da jeg var yngre, var det da også fristende at tage med til de fester, de gik til. Men samtidig var jeg hele tiden meget fokuseret på at se, hvor langt jeg kunne nå som fodboldspiller. For mig har det handlet om at finde en balance, så jeg både har kunnet lave de ting, som jeg synes er sjove, ved siden af fodbolden, og samtidig satse på min fodboldkarriere.” Da Luna Nørgaard Gevitz i 2013 vendte hjem til Danmark efter et ophold i Montpellier i den bedste franske liga, afsluttede hun først sin studentereksamen, og efter et sabbatår begyndte hun at læse til civilingeniør i arkitektur på Aalborg Universitet. Hun spillede samtidig i Fortuna Hjørring.

Når Luna Nørgaard Gevitz bliver bedt om at pege på sine styrker som fodboldspiller, slår hun ned på følgende: ”Mine største kompetencer er mine defensive styrker. Både de individuelle, duellerne, og holdspillet, det organisatoriske. Jeg er en god leder og en god holdspiller. Jeg har også en god pasningsfod. Da jeg spillede i Frankrig, og vi spillede mod Lyon, som er et af de stærkeste hold i verden, viste jeg mig virkelig fra min stærke side. Jeg holdt et højt niveau mod et af de allerbedste hold i verden. Der var flere på mit hold, der måske ikke kunne følge med. Jeg kunne virkelig mærke følelsen af, at det hele gav mening, og at jeg kendte mig selv som spiller. Jeg udlevede mit potentiale som fodboldspiller.”

”Arkitektur er en af mine passioner, ligesom fodbold er en af mine passioner. Jeg ville gerne begge dele, og så er jeg jo gået efter det. Jeg har kæmpet for, at det skulle lykkes, så jeg ikke skulle gå på kompromis med nogen af delene.” I begyndelsen var det dog mere hverken-eller end både-og for Luna Nørgaard Gevitz, erkender hun. Hun var ikke 100 procent til stede til fodbold, og hun var ikke 100 procent til stede på studiet. Tanken strejfede hende: Skulle hun stoppe med at spille fodbold? Når hun trænede, tænkte hun på den opgave, hun ikke havde fået gjort færdig, men ved hjælp af en sportspsykolog lærte hun at navigere bedre i hverdagen. ”Derfra blev jeg kun en bedre fodboldspiller og en bedre arkitektstuderende. Jeg lærte at være 100 procent til stede, hvor jeg var. At studere gør, at jeg har følt mig som et helt menneske, og når jeg føler det, bliver jeg glad, og når jeg er glad, har jeg også overskud til at være en bedre fodboldspiller.” I 2019 rejste Luna Nørgaard Gevitz tilbage til den franske liga, denne gang til En Avant Guingamp, og slår man op i Aalborg Universitets biblioteksbase, kan man finde et masterprojekt fra september 2021, der handler om opbygningen af et behandlingscenter i Bretagne, hvor klubben har hjemme, for patienter, der har været udsat for et seksuelt overgreb og følgelig lider af posttraumatisk stress. Opgaven er lavet af den danske landsholdsspiller og har fokus på, hvordan lys kan bidrage i rehabiliteringsprocessen. ”Jeg tog orlov fra studiet, da jeg flyttede til Frankrig, men jeg savnede det, så jeg begyndte igen efter et år. Da jeg skiftede til Häcken (Göteborg-klubben BK Häcken, red.) sidste år, fik jeg strikket et forløb sammen, så jeg kunne gøre studiet færdig uden at deltage i

gruppearbejde. Jeg har undervejs også fået udskudt eksamener, rykket rundt på fag og fået tilsendt filmede forelæsninger, så det kunne lade sig gøre,” fortæller Luna Nørgaard Gevitz, der har fået meget hjælp med det praktiske af organisationen Nordjysk Elitesport på sin vej til cand.polyt.-titlen. Nu vil hun nyde at spille fodbold på fuld tid i en periode, men hun arbejder dog op til EM på en videnskabelig artikel, der handler om ”lysets påvirkning af hormoner i menneskekroppen via atmosfærer skabt af arkitektur”. Den er ved at blive rettet til. Hun hjælper også sine forældre med at renovere deres hus. Er der nogle ligheder mellem dine to fagligheder, fodbold og arkitektur? ”Der er noget med forståelse af rum. Der er også noget med kreativitet. Fodbold er en kreativ sport – du skal have bolden op i modstanderens mål, men hvordan du gør det, må du selv finde ud af. Der er noget med rum, placering og mønstre – det har jeg et godt blik for i fodbold. Begge dele handler også om teamwork. Man arbejder meget tæt sammen i grupper på arkitekturprojekter og ligeledes på et fodboldholdhold om et fælles mål.”

STINE LARSEN

Uddannet bygningsdesigner ved DTU, 26 år Dengang det hele begyndte for Stine Larsen med fodbold, skulle hun bare gå igennem hækken i baghaven, og så stod hun på Ejby IF 68’s baner. Klubben havde ikke noget pigehold, så hun spillede med drengene. ”Jeg legede med mine to ældre brødre, der spillede fodbold, og jeg legede med drengene i børnehaven og i skolen, som også spillede fodbold. Jeg kunne godt lide at lege med drengene, og så spillede man jo automatisk en masse fodbold,” husker hun. I dag er Stine Larsen blevet 26 år, hun er noteret for 21 mål i 62 A-landskampe (pr. 1. juni), og hun er via Skovlunde, Brøndby, FC Fleury 91 (Frankrig) og Aston Villa (England) landet i Göteborg-klubben BK Häcken. Her er hun en del af klubbens danskerkontingent, der også består af landsholdskollegerne Luna Nørgaard Gevitz og Mille Gejl. Hun bor tæt på færgestationen, der på fem minutter bringer folk nord for fjorden til byens centrum. Stine Larsen er faldet godt til efter tre klubskifter på tre år. ”Jeg har bare ikke fundet mig til rette de steder, jeg har været. Det var ikke steder, jeg kunne se mig selv være i længere tid, hvis jeg skulle blive en bedre fodboldspiller. Jeg elskede faktisk mit liv i Frankrig, men fodboldmæssigt var det noget andet: Faciliteterne var ikke gode nok, og mentaliteten var også en anden. Jeg er selv meget ambitiøs, og jeg havde det svært med, at andre måske ikke var lige så ambitiøse,” forklarer hun. ”I England kunne min kæreste besøge mig lidt mere, men jeg var heller ikke tilfreds med det fodboldmæssige. Og det smitter også af på, hvordan man går og har det.”

Hun beskriver sig selv som god i boksen – i begge ender af banen. Som god i luftrummet. Som fysisk stærk – og ofte stærkere end sine direkte modspillere. ”Jeg tror helt sikkert, at det er vigtigt, man dyrker de ting, man er god til, i stedet for at tro, at man kan blive god til det hele. Det er klart, at man skal udvikle sig på de områder, som man både er god til og mindre god til, men jeg tror meget på, at det er vigtigt, at man kender sine styrker – og dyrker dem. Det er dem, du bliver set og valgt på,” siger hun. Alt afhængig af program og personligt energiniveau laver hun selvtræning efter holdtræningerne. ”Jeg kan godt lide at have enkelte fokusområder. Det kan være en uge, hvor jeg arbejder med at have en modspiller i ryggen. Eller komme først på indlæg. Måden, jeg gør det på, er at stå med en holdkammerat efter fællestræningen – de har jo også altid et eller andet, de skal selvtræne. Så tager vi 5-20 minutter, hvor vi hjælper hinanden. Hvis man kan tænke over fokusområderne i løbet af holdtræningen, er det selvfølgelig også godt.” Stine Larsen spillede sin første landskamp, en U16-venskabskamp mod Sverige, 11. maj 2012. Med på det hold var også de nuværende A-landsholdskammerater Rikke Sevecke, Sara Thrige og Nicoline Sørensen. Hvorfor var hun en af dem, der klarede overgangen fra U- til A-landsholdsspiller? ”Hvis jeg dengang havde fået at vide, at jeg ville blive en af de få, der ville blive A-landsholdsspiller, så ved jeg ikke, om jeg ville have troet på det. Der var større talenter end mig.

Stine Larsen taler med sine nærmeste, når hun skal bearbejde et nederlag eller en brændt chance. ”Den slags har det jo med at køre på repeat i hovedet. Jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg også blevet til at slippe det, men jeg er stadig ikke god til det. Det hjælper mig meget at snakke med min kæreste og mine forældre. Vi snakker lidt om kampen, og så er det videre.”

Jeg har bare hængt i. Det skal ikke forstås negativt, men jeg har dyrket de gode dage og fortsat hen over de sure dage. Jeg har bare været i det. Når man bliver skadet, er det også der, man bliver testet: Hvor meget betyder fodbold egentlig for mig? Og de gange, jeg har været skadet, er jeg bare blevet bekræftet i, at det betyder meget for mig. Andre finder ud af, at det måske ikke er sliddet værd.” Undervejs har hun taget en bachelor i bygningsdesign på DTU. Den færdiggjorde hun, mens hun stadig spillede i Brøndby indtil sommeren 2019. Det handlede aldrig om, hvorvidt hun skulle tage en uddannelse ved siden af fodboldkarrieren, men om, hvad hun ville læse. ”Det var bare det, jeg ville. Det var naturligt for mig at tage en uddannelse. Det eneste spørgsmål, jeg stillede, var: Hvad vil jeg være? Jeg har altid godt kunnet lide matematik og

fysik, de videnskabelige fag, og så har jeg altid godt kunnet lide at være kreativ. Det handlede om, hvordan jeg kunne kombinere de to ting, og så fandt jeg den uddannelse, der hedder bygningsdesign, som havde begge dele i sig.” Stine Larsen betragter sig selv som mentalt stærk. Det bliver man, påpeger hun, af at gå igennem en korsbåndsskade, som hun gjorde i 12 måneder fra april 2018. Hun har i øvrigt altid haft et positivt og optimistisk livssyn, siger hun, og det er også det, hun bidrager med, når landsholdet er samlet. ”En af landsholdets helt store styrker er, at vi har det virkelig godt uden for banen. Det tror jeg er en vigtig styrke, for det skinner også igennem på banen. Jeg vil sige, at vores sammenhold på landsholdet aldrig har været bedre, end det er nu. Min rolle er blandt andet at forsøge at bidrage til den positive stemning på og uden for banen.”

”Det var også hårdt med alle de talentsamlinger, vi havde. Vi havde samling hver anden weekend i Region Midtjylland, som jeg var en del af. Vi skulle lave træningsdagbog, og vi skulle styrketræne rigtig meget. Det var ved at blive nok for mig. Det var et kæmpestort pres, syntes jeg.” 10

JANNI THOMSEN

Uddannet ernæringsassistent ved Mercantec i Viborg, 22 år

Dengang Janni Thomsen var ungdomsspiller i Kjellerup IF, havde hun to forbilleder. Det ene var Ronaldo, og det andet var Pernille Harder. ”Når man ser Ronaldos krop, ved man godt, at den ikke er kommet ud af ingenting. Han arbejder virkelig hårdt. Det har jeg kæmpestor respekt for. Han har stået knivskarpt i mange, mange år, og det er han ikke kommet sovende til. Da jeg var yngre, syntes jeg også, at Pernille Harder var virkelig sej. Det er hun jo stadig. Det drive, hun har med bolden … Bolden er bare limet til foden. Hende har jeg også kæmperespekt for,” siger hun. Janni Thomsen, årgang 2000, spiller i dag på landsholdet med den otte år ældre Harder. I lighed med den danske landsholdsanfører blev midtjyden Thomsen indfanget af DBU-systemet i en tidlig alder, så hun først optrådte på det regionale talenthold og siden de forskellige ungdomslandshold på sin vej til A-landsholdet. Det var ved en af de første samlinger med det midtjyske talenthold, at trænerne opfordrede spillerne til at træne med drengene i deres klubber. ”Jeg sprang bare ud i det. De fleste af mine venner dengang var alligevel drenge. Det var win-win. Det må have været, da jeg var 13 til 16 år. Men så savnede jeg også pigerne, og jeg kunne godt finde på at tage en dobbelttræning, fordi det var sindssygt hyggeligt. Jeg gik jo glip af hele den der omklædningsrumskultur, når jeg spillede med drengene, og jeg er et ret socialt menneske,” fortæller Janni Thomsen. Hun spillede med drengene, indtil de stak af fysisk, som hun siger. Indtil da kunne hun sagtens være med, ikke som den bedste

spiller på holdet, men helt sikkert som god nok til startopstillingen. Janni Thomsen fik frem for alt mere tempo ind i sit spil ved at spille drengefodbold, påpeger hun. ”Det var helt klart på tempoet, at jeg rykkede mig allermest. Mit hoved var hele tiden på overarbejde for at følge med. Jeg var nødt til hele tiden at tænke på næste situation, næste situation … At positionere mig rigtigt. Hele tiden være et skridt foran,” siger hun. ”Jeg kan kun anbefale andre talentfulde pigespillere at træne med drengene – man kommer bare op i et andet tempo. Man har godt af at blive udfordret.” Janni Thomsen begyndte at spille fodbold allerede som fireårig i den lokale idrætsforening. Hendes to storebrødre og hendes ældre fætre og kusine spillede også i klubben. Hun gjorde, siger hun, alt for at følge med dem. Hun spillede på pigeholdet, der var et år ældre, og af og til også på det hold, der var to år ældre, og som hendes kusine spillede på. Selv to år yngre end de øvrige spillere på banen var Kjellerup-spilleren så dominerende, at hun oplevede, at modstanderholdet efter en semifinale i Vildbjerg Cup nedlagde protest over den korthårede midtbanespiller. Det måtte være en dreng. ”Min mor har også fortalt om en indendørsturnering, hvor jeg scorede seks mål i en kamp, og forældrene på det andet hold begyndte at råbe: De har en dreng med. Jeg lignede åbenbart en dreng dengang.” I dag er Janni Thomsen via barndomsklubben mellem Viborg og Silkeborg over Team Viborg og VSK Aarhus endt som fuldtidsprofessionel i

Janni Thomsen (til højre) har fulgtes op gennem ungdomslandsholdene med Sofie Svava og Lene Christensen, som begge også er født i 2000. Hvert andet år har hun spillet med 1999’erne Mille Gejl, tvillingerne Karen og Sara Holmgaard og Matilde Lundorf og 2001-spillerne Emma Snerle og Olivia Møller Holdt (til venstre). Det slæng er alle en del af den danske A-landsholdstrup i dag. ”Det er rigtig hyggeligt, at vi har en historie sammen. Jeg har kendt til Olivia siden min egen fodboldtid i Viborg. Jeg vidste, at hun løb rundt og spillede på et drengehold i Ikast, for jeg spillede jo også med drengene, så vi har haft et parallelt forløb. Matilde Lundorf og Rikke Marie Madsen spillede jeg på klubhold med i VSK Aarhus i 2018. Og så har jeg senest haft halvandet år med Rikke Marie og Stine Ballisager i Vålerenga.”

Vålerenga i Norge. Hun har aldrig været i tvivl om, at det var det, hun allerhelst ville. Hun har ikke så meget som overvejet at stoppe med at spille fodbold.

sin kærlighed til at lave mad, på at invitere sine holdkammerater på middag hjemme i Oslo. Og så koncentrerer hun sig om at udvikle sig som fodboldspiller.

”Men der har selvfølgelig været perioder, der har været hårdere end andre. Dengang vi skulle udtages til U19-landsholdet efter den sidste U17-samling, kom jeg ikke med, og der skulle jeg lige finde noget ny energi: Okay, jeg skal gøre alt for at komme tilbage. Jeg skal tilbage på det landshold. Det formåede jeg så også et halvt år efter. Det var en af de perioder, der var hård,” fortæller hun.

”Min største styrke som barn var mit drive med bolden. Jeg spillede midtbane i mange år. Jeg spillede en stabil 6’er i mine år med drengene. Jeg skulle både forsvare og angribe. I dag har jeg det samme drive med bolden – jeg kan sætte mine modspillere af én mod én. Nu spiller jeg bare wingback,” siger Janni Thomsen.

”Jeg kan godt være lidt udfordret defensivt på wingbackpositionen. Der er stadig noget, jeg kan lære. Jeg har altid været en fysisk spiller og er nok lidt tung på de første meter, så min udfordring er, når modspillerne kommer helt tæt på mig og accelererer. Men når jeg først er oppe i fart, har jeg min styrke. Jeg vil også gerne blive endnu bedre til det, jeg allerede er god til: én mod én. Jeg vil gerne være en endnu bedre målgiver.”

Det var i forbindelse med et besøg på hotel- og restaurantskolen i Silkeborg i 8. klasse, at Janni Thomsen fik lyst til at tage en uddannelse inden for madlavning. Hun har altid elsket at lave mad og bage. Efter endt folkeskole begyndte hun på ernæringsassistentuddannelsen i Viborg, hvor over halvdelen af forløbet blev tilbragt i praktik på det lokale sygehus. ”Der var nogle dage, hvor jeg stod op klokken 4.45 i Kjellerup for at møde klokken 6 på Viborg Sygehus. Jeg havde fri klokken 13.30, og så var jeg hjemme klokken 15, inden jeg skulle køre til fodbold i Aarhus klokken 16. Efter træning var jeg hjemme igen ved 20-21-tiden. Sådan så mine dage stort set ud i tre et halvt år.”

DET HAR DE ANDRE STUDERET Nadia Nadim blev i januar uddannet læge fra Aarhus Universitet. Sara Thrige afsluttede sidste sommer sin uddannelse som pædagog fra UCN i

Janni Thomsen har en plan om at læse videre, en bachelor i ernæring og sundhed, men indtil videre bruger hun sin uddannelse, og

Hjørring. Katrine Veje læser dansk, kommunikation og medier på Københavns Universitet. Blot for at nævne tre andre eksempler.

KVINDELANDSHOLDET ER VOKSET UD AF DE SMÅ KLUBBER Målene skal blandt andet komme fra Tulstrup/Faurholt IK, I.F. Alliancen og Ejby IF 68, mens forsvaret bygger på spillere fra Dover GF, Hoptrup Marstrup Idrætsforening og Jernløse BK. Spillerne i den danske EM-bruttotrup begyndte, med meget få undtagelser, at gå til fodbold i den lille, lokale klub. Her er en oversigt over landsholdsspillerne – og deres barndomsklubber.

NORDJYLLAND (1) Emma Snerle, Dronninglund IF Midtbane, 21 år, West Ham United (2) Caroline Møller, Hobro IK Angreb, 23 år, Real Madrid (3) Sara Thrige, Farsø/Ullits IK Forsvar, 26 år, AC Milan (4) Nadia Nadim, B52 Angreb, 34 år, Racing Louisville FC MIDTJYLLAND (5) Janni Thomsen, Kjellerup IF Midtbane, 22 år, Vålerenga IF (6) Olivia Møller Holdt, Ikast FS (nu Ikast FC) Angreb, 21 år, Fortuna Hjørring (7) Karen Holmgaard, Bording IF Midtbane, 23 år, 1. FFC Turbine Potsdam (8) Sara Holmgaard, Bording IF Forsvar, 23 år, 1. FFC Turbine Potsdam (9) Pernille Harder, Tulstrup/Faurholt IK Angreb, 29 år, Chelsea FC (10) Maja Østergaard, Gødvad IF Målmand, 24 år, FC Thy-Thisted Q ØSTJYLLAND (11) Stine Ballisager, Vellev IF Forsvar, 28 år, Vålerenga IF (12) Signe Bruun, I.F. Alliancen Angreb, 24 år, Manchester United W.F.C. (13) Matilde Lundorf, Hadsten SK Forsvar, 23 år, Juventus FC (14) Luna Gevitz, Dover GF Forsvar, 28 år, BK Häcken (15) Sofie Junge, BMI (Beder-Malling Idrætsforening) Midtbane, 30 år, Juventus FC

SYDJYLLAND (16) Mille Gejl, GGIF (Grindsted Gymnastik Idrætsforening) Angreb, 22 år, BK Häcken (17) Lene Christensen, HMIF (Hoptrup Marstrup Idrætsforening) Målmand, 22 år, Rosenborg BK (18) Rikke Marie Madsen, NUIF (Nordenskovs Ungdoms- og Idrætsforening) Angreb, 24 år, Madrid CFF (19) Sanne Troelsgaard, Vejen SF Midtbane, 33 år, Reading FC (20) Cecilie Fløe, Erritsø GF Angreb, 20 år, HB Køge (21) Isabella Obaze, Kolding Boldklub Forsvar, 19 år, HB Køge FYN (22) Katrine Veje, MG & BK (Middelfart Gymnastik & Boldklub) Forsvar, 31 år, FC Rosengård (23) Katrine Svane, TUSA IF Målmand, 24 år, AGF LOLLAND-FALSTER (24) Rikke Sevecke, B.1921 (nu slået sammen med B.1901 til NFC) Forsvar, 26 år, Everton FC

VESTSJÆLLAND (25) Simone Boye, Jernløse IF (nu Jernløse BK) Forsvar, 30 år, Arsenal FC NORDSJÆLLAND (26) Sofie Svava, HUI (Hørsholm Usserød Idrætsklub) Midtbane, 21 år, Real Madrid CF (27) Kathrine Kühl, Hillerød GI Midtbane, 18 år, FC Nordsjælland (28) Sofie Bredgaard, Frederiksværk Fodboldklub Midtbane, 20 år, FC Rosengård HOVEDSTADSOMRÅDET (29) Kathrine Larsen, Herstedøster IC Målmand, 29 år, Hammarby Fotboll (30) Stine Larsen, Ejby IF 68 Angreb, 26 år, BK Häcken (31) Nicoline Sørensen, Måløv BK Angreb, 24 år, Everton FC

(1) (4)

(3)

(2)

(12) (5) (6)

(11) (13)

(7,8)

(10)

(9) (14) (15)

(28) (27) (26)

(16)

(31) (29)

(25) (18) (20) (19)

(21)

(17)

(30)

(22)

(23)

(24)

RO I LEJREN Kvindelandsholdet har fast hjemmebane på Energi Viborg Arena, og opladningen i dagene før kampene foregår altid på Golf Hotel Viborg. Men hvordan ser sådan en landsholdslejr egentlig ud? Vi fik lov til at tjekke ind i truppens basecamp søndag 10. april midt imellem VM-kvalifikationskampene mod Malta på udebane og Aserbajdsjan på hjemmebane.

Kvindelandsholdet i tal (alle tal er opgjort pr. 1. juni 2022)

Det danske kvindelandshold i fodbold spillede sin første officielle landskamp 27. juli 1974. Ann Stensgård scorede kampens eneste mål på straffespark i 1-0-sejren over Sverige. Kvindelandsholdet har i alt optrådt i 480 kampe. Holdet har vundet præcis halvdelen af dem, 240, spillet 86 uafgjort og tabt 154. Den samlede målscore lyder på 1.003-578. Landsholdets nuværende anfører, Pernille Harder, er den mest scorende danske landsholdsspiller i historien. Den 29-årige Chelsea-angriber er noteret for 67 mål i 131 kampe, siden hun debuterede i 2009. Merete Pedersen, der indstillede sin landsholdskarriere samme år, Harder fik sin debut (de nåede

ikke at spille en landskamp sammen), indtager alle tiders andenplads med 65 landskampsmål. Sanne Troelsgaard, der i lighed med Pernille Harder stadig er aktiv, har scoret 55 gange i 163 landskampe, hvilket rækker til en tredjeplads på listen. Samme Sanne Troelsgaard, der spillede sin første A-landskamp i 2008, er placeret på andenpladsen på listen over flest spillede landskampe. Hun har et stykke – 47 kampe – op til Katrine S. Pedersen, som spillede 210 landskampe mellem 1994 og 2013. Blandt de nuværende landsholdsspillere er Katrine Veje på listens femteplads med 135 landskampe.

Interview: Kasper Steenbach Foto: Karen Rosetzsky

Sanne Troelsgaard er med sine 33 år den ældste spiller på kvindelandsholdet. Hun skiftede i januar i år til Reading FC i den bedste engelske liga efter flere sæsoner i Malmø-klubben FC Rosengård.

Caroline Møller finder sit værelse efter formiddagens styrketræning. Real Madrid-angriberen, årgang 1998, har fulgtes med den jævnaldrende Signe Bruun fra diverse ungdomslandshold og U18-holdet i Aarhus-klubben Skovbakken over Fortuna Hjørring til A-landsholdet.

Kvindelandsholdet i fodbold har indtaget hele førstesalen på Golf Hotel Viborg.

Lars Søndergaard blev præsenteret som ny dansk landstræner i december 2017. Ud over at sætte retningen for holdet er den 63-årige nordjyde chef for en stab af blandt andet assistenter, fysioterapeuter, læger, massører, analytikere, målmandstrænere og holdledere. Landsholdets materialerum afspejler nogle af disse fagligheder.

Efter morgenmaden kunne spillerne vælge imellem hotellets fitnesslokale eller udendørs spa som næste punkt på programmet. Janni Thomsen valgte fitnesslokalet.

Holdkammerater. Katrine Veje og Sanne Troelsgaard har spillet sammen på A-landsholdet siden 2009, da fynboen Veje blev en del af den trup, sønderjyden Troelsgaard allerede var blevet indlemmet i året før. Da billedet blev taget, var duoen tæt på at mønstre 300 A-landskampe for Danmark tilsammen.

Katrine Veje, årgang 1991, er vokset op i Middelfart. Hun spillede i sine tidlige ungdomsår på hold med herrelandsholdets Christian Eriksen og FC Københavns Rasmus Falk i den lokale klub, MG&BK.

Olivia Møller Holdt, årgang 2001, debuterede på A-landsholdet i april 2021. Hun har her indtaget massagebriksen i fælleslokalet.

Stine Ballisager (til venstre) og Janni Thomsen (til højre) er både landsholdskammerater og klubkammerater. De to danskere spiller til dagligt i Vålerenga Fotball Damer i Toppserien i Norge.

Kamptøjet ligger klar. Selv om næste kamp gælder kvalifikation til VM-slutrunden i 2023, spøger den forestående EM-slutrunde. 23 spillere fra bruttotruppen bliver udtaget.

Søndagens program i landsholdslejren ser således ud: 8-11: Morgenmad. 10-11.30: Fitness og spa. 12-13: Open hour – evaluering. 13: Frokost. 13.30: Stabsmøde. 13.45: Trænermøde. 13.45-14.45: Hvile. 15-18.30: Sponsoraktiviteter. 18.30: Middag. 21-22: Snacks og sundhedsstabsmøde.

Caroline Møller iklædt nøglekort.

Emma Snerle (til venstre) og Caroline Møller (til højre).

Kvindelandsholdet i slutrunderne 28. juli 1979 besejrede Danmark arrangørlandet Italien 2-0 i EM-finalen, men det var, før UEFA arrangerede slutrunden, og den danske titel er derfor ikke officiel. Den første officielle EM-slutrunde fandt sted i 1984. Så sent som i 2017 spillede landsholdet sig atter i finalen, som de dog tabte 2-4 til værtsnationen Holland efter 2-2 ved pausen. Landsholdet har desuden opnået bronzemedaljer i 1991, 1993, 2001 og 2013. Danmark har såmænd også vundet VM, endda to gange (1970 og 1971), men begge titler var ligesom EM-guldet af den uofficielle slags. Danmark har siden 1991, hvor den første officielle VM-slutrunde blev afholdt, kvalificeret sig fire ud af otte gange. Bedste resultat har været kvartfinalepladser i både 1991 og 1995. Danmark har kvalificeret sig til VM-slutrunden i New Zealand og Australien om et år. Det danske kvindelandshold har desuden deltaget ved ét OL, i Atlanta i 1996, hvor holdet røg ud efter det indledende gruppespil.

Sofie Svava har slået lejr i lejren. Den 21-årige venstrekant er via Brøndby IF, FC Rosengård i Sverige og VfL Wolfsburg i Tyskland landet i Real Madrid.

Evaluering. De danske landsholdsspillere er inddelt i grupper for at diskutere forskellige nøglepunkter fra 2-0-sejren over Malta et par dage forinden. Fra venstre: Stine Larsen, Sofie Bredgaard, Sara Holmgaard, Karen Holmgaard, Mille Gejl og Matilde Lundorf.

Sofie Junge, Simone Boye, Katrine Veje og Pernille Harder (yderst til højre) på landsholdets faste hjemmebane-basecamp, Golf Hotel Viborg. Harder debuterede på A-landsholdet blot 16 år gammel i oktober 2009 i en sejr på 15-0 over Georgien. Hun scorede tre mål i kampen, som de nuværende landsholdsspillere Katrine Veje og Sanne Troelsgaard også tog del i. Den danske landsholdsanfører spiller i dag i Chelsea FC.

DEN GYLDNE ÅRGANG Vejen til det danske A-landshold går gennem ungdomslandsholdene. I landstræner Lars Søndergaards bruttotrup har samtlige spillere været omkring U16-, U17- eller U19-landsholdene – flere af dem har optrådt på alle tre. Eneste undtagelse er Nadia Nadim, der er født i Afghanistan og først fik sit danske statsborgerskab som 20-årig. Overgangen har især været vellykket for 1991-1992-årgangen, der i 2008 vandt EM-bronze og nåede VM-kvartfinalen for U17-landshold og i dag har fire spillere med i den danske EM-trup. Vi har talt med Katrine Veje, Pernille Harder, Simone Boye og Sofie Junge om deres færd frem i fodboldverdenen.

Pernille Harder 29 år. Debut på A-landsholdet: 24. oktober 2009 Vi er fire spillere fra U17-landsholdet, der er med på A-landsholdet nu, men det kunne sagtens have været flere, hvis ikke nogen af de andre var løbet ind i skader. Jeg var gode veninder med Amanda Hohol fra Brøndby, og hun var en virkelig, virkelig dygtig spiller – en af vores bedste. Men hun fik nogle korsbåndsskader, og det ødelagde desværre hendes karriere. I begyndelsen kæmpede Amanda og jeg faktisk om samme plads, men så endte det med, at vi blev bedste veninder, og hun rykkede lidt længere ned på midtbanen. Vores anfører, Line S. Jensen, var en god ledertype og en rigtig rar person – hende kunne jeg rigtig godt lide. Hun spillede et fantastisk EM i 2017, indtil hun blev skadet. Jeg har været med hele vejen fra regionsholdet over U16-, U17- og U19-landsholdene, så det har

Interview: Kasper Steenbach Foto: Karen Rosetzsky

været naturligt for mig, at der var forventninger til mig. Jeg var ikke rigtig nervøs, når jeg skulle spille. Men da jeg kom med på A-landsholdet, føltes det som et stort skridt – der var jeg meget nervøs, kan jeg huske. Jeg var heller ikke ret gammel (16 år, red.). Jeg sagde ikke mange ord til de første samlinger. Henrik var den strenge af vores trænere på U17, og Bent var mere loose, og på den måde komplementerede de hinanden godt. Jeg kan tydeligt huske nogle episoder, hvor Henrik sagde, at jeg skulle løbe noget mere i kampene. Han kunne godt være hård. Senere i min karriere har jeg godt kunnet høre Henriks ord: Jeg skulle fortsætte med at løbe, selv om jeg har været træt. Den indflydelse har han i hvert fald haft. Boye spillede jo kant og midtbane, inden hun blev flyttet ned i bagkæden. Hun har også altid været god på bolden. Jeg har altid haft det

godt med Boye – hun har nogle fine værdier. Junge var tidligt virkelig, virkelig dygtig. En god midtbanespiller. Hun var en vigtig spiller for os ret tidligt. Jeg kan huske, at hun fik nogle stipendier, som hun gav videre til et velgørende formål. Sådan har hun altid været. Hun har altid tænkt på alle andre end sig selv. Hun har hvilet i sig selv. Hun er ikke en person, der går op i, hvad andre tænker om hende. Det er superfedt. Veje var kant. Hun var også en dygtig spiller meget tidligt. Hun var vel en af vores bedste spillere, hvis ikke den bedste, i EM- og VM-turneringerne. Hun var god på bolden – et stort talent. Hun var og er sød og sjov uden for banen. Vi har et godt sammenhold på A-landsholdet. Der er ikke ret mange egoer. Alle kæmper for holdet. Det definerer det nuværende landshold: Vi vil hinanden det bedste, og det er virkelig en styrke. Vi er også taktisk gode, men det er en generel dansk ting. Lars har været opmærksom på sammenholdet, siden han kom ind. Han ville skabe et godt miljø. Det kan man gøre gennem de spillere, man udtager, og de værdier, træneren sætter for holdet. Vi har også haft en sportspsykolog tilknyttet i de sidste mange år. Da jeg kom med på A-landsholdet, tog Katrine S. Pedersen sig af mig. Hun er en fantastisk person, og hende har jeg set op til som anfører. Hun har været en inspiration for mig. Det handler om at kunne rumme mange forskellige mennesker og kunne snakke med alle. Hun var betænksom og gik op i, at alle havde det godt. Jeg blev selv anfører, da jeg var 23, og dengang gik jeg nok ikke så meget op i de ting, men det er kommet med alderen. I starten var jeg måske mest anfører på banen – ved at vise vejen gennem mit spil – men i de seneste år har jeg fået erfaring nok til at hjælpe mine holdkammerater, både unge og gamle, uden for banen.

midtbanespiller, jeg gerne selv ville være. Men dengang så man jo ikke særligt mange kampe, for de blev ikke vist på tv. I dag elsker jeg at se fodbold. Jeg kan godt lide at se Kevin de Bruyne og Mason Mount. Hvad jeg kan lære af Mount? Jeg synes, at jeg allerede gør mange af de samme ting som Mount. Han kan måske lære noget af mig. Jeg er trods alt ældre end ham, hahaha. Han kunne måske blive lidt bedre en mod en. Tage lidt flere udfordringer. Blive lidt bedre i luften. Jeg startede med at spille med drengene i min første klub, fordi der ikke var noget pigehold. Og senere trænede jeg om morgenen med FC Midtjyllands akademi, mens jeg gik i gymnasiet. Det var rigtig godt. Det var med Joachim Andersen og Lasse Vigen og Viktor Fischer. Pione Sisto var også med en gang imellem. Jeg arbejder i øjeblikket ekstra på mine løb ind i boksen. Det har jeg gjort i et stykke tid. På timingen. At komme ind på forsvarsspillerens blinde side, så hun ikke kan nå at gå på kroppen af mig. Jeg ser video og analyserer mine løb.

U17-LANDSHOLDET 2008: RESULTATERNE Det danske U17-landshold anno 2008 kvalificerede sig til både EM- og VM-slutrunderne, da holdet vandt kvalifikationsturneringen foran Rusland, Finland og Island, der fandt sted i Vildbjerg og Spjald i marts. I maj indledte U17-pigerne EM-slutspillet med 0-1 mod Tyskland, men 4-1 over England i den følgende kamp sikrede Danmark bronzemedaljerne. Ved VM i New Zealand i oktober og november avancerede

Da jeg var yngre, så jeg op til Cathrine Paaske på kvindelandsholdet. Hun var den offensive

holdet fra sin indledende gruppe efter 1-1 mod Colombia, 2-1 over New Zealand og 0-0 mod Canada. I kvartfinalen tabte de 0-4 til den senere verdensmester Nordkorea.

Katrine Veje 31 år. Debut på A-landsholdet: 22. juli 2009 Nøj, hvor var vi gode, da vi slog England 4-1. Jeg var venstre kant. Victoria, min bedste veninde, lå bag mig på venstre back. Hende mødte jeg til Fyens Stiftstidende Cup (indendørsstævne i Odense, red.) way back. Mange af dem, vi mødte fra England, er i dag en del af de engelske landshold. Jordan Nobbs fra Arsenal og Lucy Bronze fra Manchester City. Vi fulgtes ad på U17 og U19. Englands træner, Laura Harvey, fik jeg senere i Seattle. Jeg kan tydeligt huske, at hun sagde, da jeg kom til Seattle: I var så gode! Jeg synes, vi havde et virkelig godt hold. Dengang tog jeg min en mod en-udfordring hver eneste gang. Jeg var mere offensiv. Jeg skulle bare til baglinjen og slå et godt indlæg. Jeg var hurtig. Det var det, jeg skulle og kunne. Jeg lavede også en eller to assister mod England. Vi havde Line S. Jensen som forsvarsgeneral, og så Amanda Hohol, Harder og mig som profilerne. Line var min roomie gennem alle mine år på U-landsholdene. Jeg hang ud med Line, Amanda og Victoria. Jeg led meget af hjemvé, og man måtte ikke have en fast roomie, dengang jeg begyndte at spille på talentcentrene, men det fik jeg lov til, og det var Victoria. Amanda var den, jeg lavede ballade med. Victoria var meget moden. Og Line kunne man både grine og være seriøs med. Amanda og Stina Mikkelsen og jeg, altså, vi larmede bare. Vi løb rundt på gangene og råbte og skreg. Junge var Junge. Denne her altid søde og åbne pige, hun også er i dag. Hende kunne man altid snakke med. Hun vil gøre noget for miljøet og mennesker, der er i nød. Jeg kan vildt godt lide at spille sammen med Junge. Jeg synes, hun er en klog spiller. Hun har en form for klo, så hun får fat i de mest umulige bolde. Hun har et superblik for spillet og er altid spilbar. Hvis hun

også havde været hurtig, havde hun været en verdensstjerne. Amanda blev desværre korsbåndsskadet to gange, men hvis hun havde holdt sin udviklingskurve fra dengang, havde hun været stensikker starter på A-landsholdet i dag. Hun var så dygtig teknisk. Hun havde flow i sit spil. 10’er eller 8’er. Hun var fra Ringsted, hvor jeg besøgte hende, og kom til Brøndby. Harder var aldrig en, der gjorde særlig meget opmærksom på sig selv uden for banen. Egentlig var hun, som hun er i dag, selv om hun er blevet kåret til verdens bedste spiller. Hun er meget sig selv. Stille og rolig. Boye sagde ikke så meget. Hun deltog i det sociale og var glad og smilende, men hun havde også brug for sit space. Hvor jeg havde brug for det sociale liv hele tiden, havde Boye brug for at lukke døren til sit værelse en gang imellem. I dag er jeg nok lidt mere som hende, haha. Jeg har virkelig også brug for ro på værelset. Hun er meget samme spillertype. Hun er en ledertype. Hun har en seriøs indstilling. Hun er bare en god forsvarsspiller. Britta, min holdkammerat i OB, lavede det vildeste mål mod New Zealand til VM. Som jeg husker det, driblede hun sig igennem oppe fra midten. Jeg kan huske, at jeg fik krampe. Jeg blev udtaget til VM’s all star-hold sammen med Harder, og ret hurtigt efter VM kom LdB FC Malmö (det nuværende FC Rosengård, red.) på banen. De ringede til min far. Men vi sagde nej, fordi jeg skulle gøre gymnasiet færdig først. Men jeg skrev så under på en forhåndskontrakt, et år før jeg var færdig.

Simone Boye (yderst til venstre) har via BSF og Brøndby IF spillet i FC Rosengård i Malmø, FC Bayern München og Arsenal FC. Boye scorede på det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen i EM-semifinalen mod Østrig i 2017. Katrine Veje (ved siden af Boye) er vokset op i Middelfart med Liv Nyhegn, som også blev en del af U17-landsholdet i 2008. De to piger spillede backpladserne på det lokale drengehold, der havde Christian Eriksen og Rasmus Falk som de store profiler.

Det danske U17-landshold til EM-slutkampene i 2008. Pernille Harder ses nederst til venstre. Katrine Veje er nummer tre fra højre i nederste række. Sofie Junge og Simone Boye er henholdsvis nummer fire og fem fra højre i bageste række.

Sofie Junge 30 år. Debut på A-landsholdet: 8. december 2011 Min første landskamp var med U17-landsholdet mod Frankrig, selv om jeg stadig var U16-spiller. Det hele var gået lidt hurtigt. Jeg var meget nervøs, kan jeg huske, men det var stort. Jeg startede inde og blev skiftet ud engang i anden halvleg. Jeg kan ikke huske særlig meget af selve kampen. Jeg var i en boble. Det er sjovt at tale med de tre andre om den tid. Der er mange sjove og gode oplevelser og holdkammerater, vi kan mindes. VM i New Zealand var en kæmpe oplevelse, men jeg har også en meget klar erindring om kvalifikationsturneringen, der fandt sted i Vildbjerg i marts 2008. Vi havde spillet uafgjort

mod Finland og vundet over Island, og så slog vi Rusland 2-0 i den sidste kamp. Vi stod så og ventede på resultatet af Finland-Island, der blev spillet samtidig i Spjald. Hvis Finland ikke vandt, ville vi gå videre. Vi stod i en rundkreds og var virkelig nervøse. Vi fik at vide, at Finlands målmand gik med op på et hjørnespark, men pludselig begyndte vores holdleder, som stod med telefonen, at juble, og så gik vi alle sammen fuldstændig amok. Vi skulle til EM og VM. Det var kæmpestort. Jeg havde ikke spillet ret godt i den første kvalifikationskamp, og i den anden stod det 1-1 mod Island, da jeg modtog et indlæg fra højre side, som jeg lavede en god førsteberøring på, og så halvflugtede jeg bolden i mål. Det var et stort øjeblik. Det var inde i feltet et sted. Den førsteberøring, var jeg meget glad for. Vi vidste,

at vi skulle vinde den kamp. Det var en kæmpe forløsning at score i så vigtig en kamp. Det er også et tydeligt minde for mig. Jeg døjede ret meget med nervøsitet, da jeg var ungdomslandsholdsspiller. Jeg var ikke lige så god til at håndtere det, som jeg er nu. I dag er jeg først og fremmest blevet ældre. Jeg har fået mere erfaring med hensyn til at stå i pressede situationer. I de seneste fire-fem år har jeg også arbejdet meget med en mentaltræner, som har givet mig nogle værktøjer til at håndtere nervøsiteten. De værktøjer er jeg blevet god til at bruge, og jeg føler, at det efterhånden er en af mine styrker at kunne håndtere pres. Jeg kan sige til mig selv, at jeg har vist, at jeg kan stå for presset. Helt konkret er jeg blevet meget bedre til at fokusere på opgaven. Jeg er blevet bedre til at registrere de tanker, jeg har, og sige til mig selv, at de hører med, og at de er der, fordi jeg går ekstremt meget op i det, jeg laver. Jeg kan hurtigt komme tilbage til kampen og zoome ind på de ting, jeg skal udføre på banen. Jeg har nogle temaer, jeg fokuserer på, når jeg kan mærke nervøsiteten, og de handler om orientering og positionering. Hvis mine tanker begynder at flyve i retning af, at, uha, der er pres på, og der er mange tilskuere, og trænere og agenter sidder og vurderer mig, så registrerer jeg det hurtigt, men minder mig selv om, at jeg skal orientere mig og positionere mig rigtigt. Jeg skal finde de rigtige positioner på banen, når vores forsvar for eksempel bliver presset. Jeg har arbejdet rigtig meget med min positionering i det seneste år. Jeg har bedre styr på, hvor jeg skal stå på banen. Det tænker jeg på, hvis jeg bliver nervøs. Det hjælper mig at kunne fokusere på noget konkret. Men nerver hører med. Det betyder noget at spille vigtige kampe. Vi tabte til bedre hold til både EM og VM. Tyskland har altid gode ungdomslandshold. De har mange spillere at vælge imellem. Vi spillede

dengang mod Dzsenifer Marozsán, som virkelig er en verdensstjerne, og hun var godt på vej allerede dengang. Nordkorea var et ekstremt hurtigt og teknisk dygtigt hold. Vi fandt så ud af, at de desværre nok også havde været dopede – de blev i hvert fald udelukket efterfølgende. Det var svært for os at følge med i deres tempo. Line S. Jensen, vores anfører, blev også A-landsholdsspiller og var det i rigtig mange år. Hun var en af dem på U17-landsholdet, man regnede med. Vi havde også Lene Gissel på mål, som var en af mine rigtig gode veninder, og som virkelig betød meget for os i de kampe – især i EM- og VM-kvalifikationen. Hun valgte en anden vej, og det er jo helt fint. Hun havde kæmpestor betydning for, at vi kom hele vejen til EM og VM.

U17-LANDSHOLDET 2008: SPILLERNE Trænerduoen Bent Eriksen og Henrik Lehm udtog blandt andre disse spillere til U17-landsholdet i løbet af 2008: Lene Gissel Rasmussen (IK Skovbakken), Victoria Black (OB), Camilla Simonsen (Kolding FCQ), Simone Boye (Skovlunde IF), Katrine Veje (OB), Britta O.B. Olsen (Team Viborg), Line S. Jensen (B52/Aalborg), Sofie Junge (IK Skovbakken), Liv Nyhegn (OB), Pernille Harder (Team Viborg), Linette Andreasen (IK Skovbakken), Sandra Hansen (OB), Esther Dam Simonsen (Lemvig GF), Stina Mikkelsen (B52/Aalborg), Line Østergaard (Team Viborg), Marie Bonde Jensen (B.1901), Amanda Hohol (Brøndby IF), Pernille Ramlov (B52/Aalborg), Nina Svenstrup (Horsens SIK), Camilla Christensen (IK Skovbakken), Tenna Bendtsen (Team Viborg), Michelle Madsen (Lemvig GF), Anne Rudmose (Team Viborg), Lærke Michaelsen (KoHBra), Victoria Wulff (Oure Skolernes IK), Ida E.B. Sørensen (Brøndby IF), Marie Søndergaard Andersen (B52/Aalborg), Line S. Kristensen (Team Viborg), Louise Svensson Brix (OB), Majbritt Henningsen (Kolding FCQ), Kathrine Damgaard Jensen (Horsens SIK), Rikke Collin Sloth Kristensen (Varde IF), Tanja Ingeman Rasmussen (OB) og Nina Frausing Pedersen (IK Skovbakken).

Da jeg døjede med en hjernerystelse, var jeg nervøs for, om jeg kunne vende tilbage og fortsætte på topniveau. Men jeg har aldrig rigtig overvejet at stoppe min karriere, men selvfølgelig er der da dage, der er bedre end andre. Jeg har altid vidst, at jeg ville gå efter at spille fodbold på højt niveau. Man udfylder jo de her venindebøger, og jeg skrev altid, at jeg gerne ville være professionel fodboldspiller. Lige siden jeg opdagede, at der var et kvindelandshold, har jeg tænkt, at det ville jeg gerne spille på. Jeg ser fodbold i fjernsynet for at blive inspireret til at blive bedre selv. Jeg har fået at vide af min mentaltræner, at jeg også skal huske at nyde at se fodbold, men jeg kan ikke lade være med lige at følge med i, hvad Fabinho gør for Liverpool. Og Rodri i Manchester City. Jeg holder øje med deres løbemønstre. Jeg ser også altid mine egne kampe, hvor jeg går meget metodisk til værks. Det har helt klart hjulpet mig meget, hvad angår at positionere mig. Vi ser også klip i klubben, men jeg ser hele kampen på eget initiativ. På min position, 6’eren, kan jeg godt lide Keira Walsh fra Manchester City. Hun er god til at placere sig. Og Fabinho. Der er mange, jeg holder øje med. Jeg fører statistik over alle mine kampe. Hvor mange bolde spiller jeg fremad, hvor mange spiller jeg til siden, og hvor mange spiller jeg bagud? Det er netop for at holde øje med, okay, det kan godt være, at jeg har omkring 90 procent sikkerhed i mine pasninger, men hvis alle afleveringerne er tilbage i banen, så er jeg ikke tilfreds. Jeg holder meget øje med, at jeg også spiller fremad. Jeg forsøger også at udvikle mig til selv at drive bolden fremad, hvis jeg kan finde rum til det. Jeg forsøger at udvikle mine dybdebolde. Men jeg oplever også, at folk nogle gange synes, at man hele tiden skal spille fremad, men jeg synes nogle gange, at en bold til siden godt kan mangle i kvindefodbold: Vi mister bolden for let, fordi vi prøver at presse bolden fremad for hurtigt. En aflevering til siden

kan også være god, hvis man spiller sig ud af et pres for eksempel. Det kan jeg godt være tilfreds med. Men jeg vil helst ikke have flere afleveringer tilbage i banen end frem i banen i en kamp – det må gerne ligge rimeligt lige. Veje var mere offensiv på venstrekanten dengang. Hun var virkelig god en mod en. Hun kunne sætte en eller flere modspillere i sine raids, og hun kunne slå nogle giftige indlæg. Det var hun virkelig god til. Hun var blandt de ældste, og hun havde været med længe, så hun var ikke en, der gik og gemte sig – og det er ikke dårligt ment. Hun var en af kulturbærerne, hun var vigtig for os på banen, og hun spredte god stemning uden for banen. Vi er selvfølgelig kommet i en svær EM-gruppe, men jeg har store forventninger til, at vi kan komme videre. Jeg har en stor tro på, at vi kan overraske. Hvis vi spiller op til vores allerbedste, så er der ikke noget hold, vi ikke kan slå. Det er med den tro, jeg går ind til slutrunden. Vores styrker er det taktiske, vores relationer til hinanden. Det er også en cadeau til vores trænere. Vi har en stor forståelse for, hvordan vi vil spille, og vi har en stor forståelse for hinanden.

U17-LANDSHOLDET 2008: DE KOM PÅ A-LANDSHOLDET Tager man udgangspunkt i den trup, der sikrede sig EM-bronze for U17-landshold med 4-1-sejren over England 23. maj 2008 i Nyon i Schweiz, har to spillere ud over Katrine Veje, Pernille Harder, Simone Boye og Sofie Junge opnået A-landskampe; Line S. Jensen spillede sin A-landskamp nummer 66, da hun efter 69 minutter af EM-semifinalen mod Østrig i august 2017 måtte lade sig udskifte med, hvad der viste sig at være et overrevet korsbånd. Tenna Bendtsen er noteret for 5 A-landskampe – den seneste i 2015. Katrine Veje, Pernille Harder, Simone Boye og Sofie Junge har tilsammen spillet over 400 A-landskampe.

U17-landsholdet til dopingorientering under EM-slutrunden i Schweiz i maj 2008.

De dele er det bedste, jeg har oplevet på noget hold, jeg har spillet på. Det handler om den måde, vi har trænet på, og den måde, vi har evalueret vores kampe på. Som professionel fodboldspiller går man meget op i sine egne præstationer, og jeg kan godt føle mig lidt egoistisk nogle gange, når man nu er omgivet af så mange større udfordringer i verden. Men jeg kan bruge det, at jeg spiller fodbold på højt plan, til at gøre noget godt for andre. Det betyder enormt meget for mig. Og det gør mig til en bedre fodboldspiller, at jeg har de ting ved siden af. Mine trænere forstår også godt, at jeg ikke er typen, der gider se serier en hel dag. Der skal ske noget andet. Så længe jeg præsterer på klub- og landshold, er de også kun glade. Simone Boye 30 år. Debut på A-landsholdet: 8. december 2011 Jeg har vildt mange gode minder fra EM med U17-landsholdet. Jeg startede ude i bronzekam-

pen mod England. Jeg havde ligget syg med influenza op til kampen, men jeg kom ret tidligt ind (efter 25 minutter, red.). Vi var kommet bagud, men jeg fik så scoret med venstre, mener jeg, på et indlæg, og så var kampen åben igen. Jeg kan huske, at jeg fik ros for, at jeg var kommet ind og havde givet noget energi til holdet. Jeg kan også huske, at Veje lavede en del assister, og at hun blev kampens spiller. Jeg synes, vi var gode. Vores profiler var Line S. Jensen, Veje og Amanda Hoholt. De var vores største talenter. Veje var dygtig til at drible, hurtig, og hun fik slået nogle gode indlæg. Hun var meget den spiller, man også kender i dag. Line var jo med til EM med A-landsholdet i 2017 og spillede en stor rolle der, indtil hun blev knæskadet og aldrig kom i gang igen. Hoholt var rigtig dygtig på bolden – dygtig til at vende med den. Hun havde et godt skud og en god spilforståelse. Hun havde faktisk hele pakken. Men hun blev også korsbåndsskadet. Det var om de tre, man tænkte: Okay, de er virkelig gode – de kommer langt.

Junge og Harder er nogle af dem, jeg snakker mest med, når vi har samlinger i dag. Vi har fået et venskab ud af vores tid sammen på U17-landsholdet. Der var gang i Veje. Det skal ikke lyde nedladende, men hun var noget mere teenager, end vi andre måske var. Hun er faldet mere til ro nu. Hun er smaddersød. Hun hang meget ud med Line S. Jensen. De var en årgang ældre end os andre og var kommet på landsholdet et år tidligere, og derfor tror jeg også, at de holdt sammen. Min første klub var Jernløse. Der var også mange dygtige spillere i Raklev, men som junior skulle man enten til Skovlunde eller Brøndby, hvis man havde ambitioner om mere. Og der er langt. Der mangler den klub i Vestsjælland, man skifter til, når man er et talent. Jeg tror, at det er derfor, at der ikke er kommet flere gode spillere ud af området. Jeg var så heldig, at jeg kunne køre med Louise Christiansen, som kom fra Kalundborg. Jeg kunne så hoppe på i Regstrup, hvor jeg boede, og så kørte vi sammen ind til BSF. Og da hun ikke spillede i BSF længere, kunne en af mine forældre køre mig. Det er ikke nemt at komme med hverken tog eller bus til Skovlunde eller Brøndby. Jeg stoppede med at spille klubfodbold efter U17-VM. Jeg tog på efterskole og var kørt lidt sur i transporten. Men jeg fik stille og roligt lysten tilbage.

Bent var en sød og blød mand. Han havde en god humor. Ham kunne jeg godt lide. Henrik Lehm var noget hårdere. Han var sød over for de gode spillere, og lidt hårdere over for os, der ikke var helt så dygtige. Henrik var en rigtig dygtig træner, men jeg synes, at han var hård. Når man er teenagepige, tager man måske også tingene lidt tungere. Jeg drømte ikke om at komme til udlandet, for det var ikke rigtig en mulighed, da jeg spillede på U-landsholdet. Man kendte jo nærmest ikke engang dem, der spillede på A-landsholdet, fordi mediedækningen var så dårlig. Kampene blev ikke vist. Min drøm var i første omgang at komme til Brøndby og spille. Vores styrke på A-landsholdet er sammenholdet. Vi har et godt miks af rutinerede og unge spillere. Vi mangler måske noget mere stabilitet i de store kampe. Vi er blevet rigtig dygtige til at håndtere dårligere hold, som står lavt, men når vi skal op mod nogle af de gode modstandere, skal vi stadig blive bedre til at tage klogere beslutninger og være bedre på bolden.

Sofie Junge (nummer to fra venstre) har spillet i Juventus FC siden 2019. Den danske midtbanespiller er blandt flere velgørende projekter en del af Common Goal-bevægelsen, hvor professionelle spillere og trænere donerer 1 procent af deres indkomst til at fremme børn og unges levevilkår over hele verden.

DJ SVAVA Sofie Svava spiller venstre kant på det danske kvindelandshold, men hun har også et bijob: Den 21-årige nordsjællænder er ansvarlig for den playliste, spillerne varmer op til kamp til. Skulle landsholdet en dag indspille sin egen slutrundesang, ved hun godt, hvilken holdkammerat der ikke skal synge for.

Hvordan gik det til, at du blev hende, der står for musikken i omklædningsrummet?

”Da jeg kom med på landsholdet, styrede Rikke, vores fys, musikken, og det var noget gammelt Rasmus Seebach, og så tænkte jeg: Ah, det går ikke lige.” Hvilken musik hører du selv?

”Når jeg kigger på min private Spotify-konto, kan jeg se, at jeg hørte sindssygt meget Justin Bieber i 2021. Jeg er meget stille og rolig som person, så jeg kan godt lide nogle mere chill sange – ikke sådan nogen, hvor man kommer helt op og køre. Musik, jeg kan ligge og slappe af til derhjemme.” Og hvad hører I på landsholdet?

”Den skal der gerne være lidt mere gang i den. Der skal være et godt beat, og så går vi meget op i, at vi kan synge med på sangene. Det betyder, at der også skal være plads til et par klassikere – det skal ikke bare være den nyeste popmusik. Det handler om at opbygge en god stemning, inden vi løber på banen.” Interview: Kasper Steenbach Foto: Karen Rosetzsky

Kan du komme med et par eksempler?

”Jeg har en playliste på Spotify, der bare hedder ’Landsholdet’, så lad mig lige se ... En god syng med-sang kunne for eksempel være ’Hit Me With Your Best Shot’ (Pat Benatar, red.) og ’Hips Don’t Lie’ (Shakira feat. Wyclef Jean, red.) – sange, de fleste kan synge med på. Vi bruger den samme playliste, men jeg kan godt se, nu jeg sidder med den, at den trænger til at blive opdateret. Det skal jeg nå inden EM i hvert fald.” Kommer de andre spillere med ønsker til, hvad du skal spille?

”På et tidspunkt skrev jeg ud i vores gruppe på WhatsApp, om der var nogen, der havde ønsker til playlisten, men jeg hørte ikke rigtig noget. ’Unstoppable’ med Sia er også med. ’Undefeated’ med Jason Derulo – det er sådan en sang, der gør dig lidt hype. ’First Class’ med Jack Harlow. Der er selvfølgelig også en del dansk musik – blandt andet ’Jeg vil ha’ dig for mig selv’ med Burhan G. Jeg kan ikke lige se, hvor mange sange der er, men playlisten holder i alt i tre timer. ’Stronger’ med Kanye West er populær – det er en rigtig hype-sang, der virkelig bringer en i game-mode.”

Sofie Svava debuterede på A-landsholdet i januar 2019. Via Brøndby har hun spillet i FC Rosengård i Sverige og i VfL Wolfsburg i Tyskland, inden hun i januar i år skiftede til Real Madrid.

Hvad er det sværeste ved at være landsholdets DJ?

Har du også stået for musikken i de klubber, du har spillet i?

”Det gælder om at få alle med. Nogle af de ældre kan godt lide klassikerne, og de unge kan godt lide det helt nye pop. Jeg skal ramme forskellige aldersgrupper. Katrine Veje blander sig meget i, hvilke sange der skal på. Hun hører meget af det helt nye, selv om hun er en af de ældre. Hun har altid mange gode ideer.”

”Da jeg spillede i Tyskland, var det en tysker, der styrede musikken, og nu i Spanien er det en af spanierne. Vi hører meget spansk musik. Det er meget dansevenlig musik – liv og glade dage. Jeg elsker selv at danse, men jeg ved ikke, om jeg er så god til det. Når jeg går i byen, så danser jeg, og jeg danser også i omklædningsrummet – det er jeg ikke bleg for.”

Hvornår hører I musik før en kamp?

”Når vi sidder i bussen, hører jeg musik i mine hørebøffer. Jeg har næsten altid musik i ørerne. Jeg sætter den fælles playliste på, når vi kommer ind i omklædningsrummet før en kamp. Det gør vi cirka halvanden time inden kampstart. Vi hører musik, mens vi klæder om og gør os klar, og indtil vi går ud til opvarmning. Så slukker vi. Når vi kommer ind efter opvarmningen, tager vi kamptøjet på og løber ud på banen. Det er lidt forskelligt, om vi hører musik efter kampen. Det kommer lidt an på, hvor travlt vi har, og hvordan det er gået.”

Hvem er kvindelandsholdets Frank Arnesen – den spiller, der skal synge for, hvis I en dag indspiller jeres egen landsholdssang?

”Uh, den er svær. Det er i hvert fald ikke Pernille Harder … Hold kæft, hvor synger hun dårligt. Hun synger rigtig dårligt. Jeg synger også elendigt, men Harder …” Er der slet ikke nogen, der synger nogenlunde?

”Vores målmand Katrine Abel sang godt, men hun er desværre stoppet. Hvis vi skulle have en slutrundesang, skulle vi nok have nogle professionelle sangere til at stå for det.”

Efter Oddsets interview med Sofie Svava har DBU meddelt, at kvindelandsholdet får sin egen officielle slutrundesang. Den bliver lavet sammen med Lidt til lægterne og udkommer 24. juni.