3 minute read
På ferie med livrem og seler
Et helt nyt hotel ville ikke have el-scootere på hotellet. Tips og gode råd til en ferie på Tenerife, hvis du bruger el-scooter
Ferieområderne ved kysten på den sydlige del af Tenerife er meget populære, også når man er kørestolsbruger eller gangbesværet. Her er mange hoteller, der har handicaptilgængelige forhold både på værelser og fællesarealer, i restaurant, ved pool og ved bar. Der er endda nogle, der har rampe eller lift ned i poolen. Ved kystbyerne Playa de las Americas og Los Cristianos er der en kilometer lang strandpromenade, som er tilgængelig for kørestole og el-scootere. Der er også strandområder som tilbyder assistance, hjælpemidler og strandkørestole, så man kan komme ud i vandet med et bevægelseshandicap.
Det er fantastiske forhold, som sammen med den gode spanske service og mad og sol gør Tenerife til et skønt sted at holde en afslappende solferie. Således også for min mand og jeg, som begge har henholdsvis cerebral parese og leddegigt og er afhængige af kørestole eller el-scootere på feriestedet.
I december sidste år havde vi kobberbryllup og ville fejre dette med en afslappende og nem tur til Tenerife. Nem - fordi vi har været der før og ved, at service og tilgængelighed er i top. Jeg er typen, der går med livrem og seler, når jeg skal ud at rejse. Selv om der altid kan ske uforudsete ting, når man rejser ud i verden - især med et handicap, så siger min rejseerfaring mig, at meget kan forberedes på forhånd, så man sikres den bedst mulige tur uden alt for meget fokus på barrierer.
Charterferie og kobberbryllup
Jeg havde bestilt rejsen som en charterferie, så rejseselskabet fik alle oplysninger om vores behov og bestilte handicapværelser på et kørestolsegnet hotel, bestilte handicapassistance med videre. Vi bookede to el-scootere hos et lokalt udlejningsfirma, der skulle stå klar til os, når vi ankom til hotellet.
ALLE de forberedelser, som jeg plejer at gøre forud for vores rejser, var krydset af på tjeklisten. For vi ser det som eget ansvar, at vi gør, hvad vi kan for at oplyse de relevante steder; rejseselskab, hotel, fly osv. om de behov, der følger med vores funktionsnedsættelser. Det er kun os, der ved, hvad vi har brug for.
Ingen brug af el-scooter på hotellet
Og så var det, at én lille overset ting kom til at spolere vores honeymoon! En ting, som jeg gerne vil sikre, at andre rejselystne ikke glemmer at tjekke. Vi har rejst mange gange før, hvor vi har lejet el-scootere på feriestedet. Hvis hotellet i øvrigt er tilgængeligt for kørestole, så plejer det aldrig at være et problem at benytte el-scootere på hotellet. Servicen har altid været i top.
Det er derfor aldrig faldet mig ind, at det er nødvendigt at spørge hotellet, om man må benytte el-scootere på hotellets arealer. Vi blev nægtet adgang til hotellet med vores el-scootere. Et hotel som var nyt og superhandicaptilgængeligt, og som i øvrigt gæstede andre kørestolsbrugere. Kørestole havde adgang, men ikke el-scootere. De skulle parkeres udenfor ved hotellets parkeringsplads. Vi er begge afhængige af et mobilitetshjælpemiddel til at komme rundt på et stort hotel.
Vi fik af hotelmanageren at vide, at vi bare kunne gå, (hun havde set os gå fra bilen og ind i receptionen), eller leje en kørestol i stedet. Begge dele var ikke en mulighed, hvis vi skulle benytte hotellets faciliteter.
Da vi således ikke var velkomne på hotellet, måtte vi betale for et værelse på nabohotellet, som havde plads til os i to dage, og herefter fandt rejseselskabet et familiehotel langt fra promenaden. Det var ok, men slet ikke den ferie vi havde drømt om.
Undersøg hjemmefra om du må bruge el-scooter på hotellet
Vi kan bestemt anbefale Tenerife som feriemål, også med bevægelseshandicap, og det anbefales, at man tænker alle scenarier igennem om ens behov og afstemmer disse med både rejseselskab og hotel. Det var nyt for mig, at der er hoteller, der forbyder el-scootere på hotellets arealer. Årsagen fandt vi aldrig ud af, men spørgsmålet kommer på min forberedelsesliste fremover, da det nok ikke er det eneste hotel, der har sådanne “regler”. Så har du behov for at bruge el-scooter på hotellets arealer, så oplys rejseselskabet herom eller kontakt hotellet direkte.
Heldigvis er der langt flere gode oplevelser og god service, når man rejser ud, end der er dårlige som denne, men livrem og seler er en nødvendighed – denne lille oversete ting kom til at ødelægge vores honeymoon. Vi prøver dog igen, og turen går til Malaga, hvor vi har fået på skrift, at el-scootere er velkomne, endda på værelset.
Flemming Mortensen lod sig ikke slå ud over, at de skulle flytte hotel to gange, men det blev en lidt anden ferie end planlagt.
Højskolen i Krummerup
STU tilbud, der er en del af STU i Næstved’s mange linjer i næstved
Vi er en dag- og kostskole for udviklingshæmmende unge. Hos os er der plads til forskellig
Krummerup
Haldagermaglevej 6 4750 Fuglebjerg
NSV Fabriksvej 78 4700 Næstved telefon 5588 2130