Fra politibetjent til formand for RYK

Drømmen om at blive politibetjent startede, da Helle Schmidt var barn, en onkel var politibetjent, og hun syntes, det måtte være et spændende job at have. Det koblet med en retfærdighedssans og en lyst til at arbejde med mennesker bl.a. dem i samfundet, som er kommet på afveje, da ikke alle har haft det nemt. Det har hun heller ikke selv haft. Hun har boet på 42 forskellige adresser og skiftet folkeskole 13 gange. Hvis hun endelig var faldet til et sted, så skulle de flytte. ”Min mor var hjemmegående, og min far skiftede konstant arbejde, og så flyttede vi andre bare med. Han havde mange forskellige jobs, lige fra landmand til forfatter og brandmand til fængselsbetjent for nu blot at nævne nogle stykker,” siger hun.

Som teenager stak hun af om natten og hang ud med nattens frie fugle, og hun så, at kriminalitet, vold og tvang var noget, der hurtigt kunne gå ud over de svageste i flokken, fx en pige der blev ”lånt ud ” til mænd og fik bank, da hun ikke ville lånes ud længere. Helle syntes, at det var urimeligt. ”Jeg tænkte dengang, at det her er helt galt,” siger Helle. Så heller ikke der følte hun sig hjemme, men de oplevelser kunne hun siden trække på.

Det lå lidt i hendes barndomsmiljø og i tiden, at kvinder ikke kunne lige så meget som mænd. ”Det mente jeg var noget sludder, og som 17-årig meldte jeg mig til hjemmeværnet og lærte at håndtere våben. Efter skolegangen arbejdede jeg som discjockey, og mødte min første mand og fik mit første barn, da jeg var 19 år. Jeg arbejdede som ung mor som ufaglært sygehjælper og oplevede mange uretfærdigheder især på et plejehjem for psykisk syge, som ikke altid blev behandlet pænt af personalet, ” siger hun.

Op ad bakke for kvinder på Politiskolen

I 1985 blev hun optaget på Politiskolen, og her var der nye uretfærdigheder i udsigt. De var 13 kvinder ud af 328 politielever på studiet, og ikke alle lærere syntes, at der burde være kvinder i politiet. En lærer talte med vilje hendes armbøjninger forkert, så hun ikke kom op på antallet i forhold til den afsatte tid. Men heldigvis var der en anden idrætsinstruktør, som blev gal over det og overtog tællingen. Men op ad bakke var det ind imellem.

Før MeToo på Frederiksberg

Praktikperioden var på Frederiksberg, og tiden var en helt anden. Den vagthavende opførte sig meget upassende over for hende og var grænseoverskridende. ”I dag var han faldet for MeToo. Men heldigvis syntes de andre betjente ikke om hans adfærd, så de gjorde, hvad de kunne for at skærme mig fra ham, og han blev til sidst fjernet som vagthavende. Det var en anden tid, det medgiver jeg, men det var klamt alligevel. Han var en dygtig betjent og syntes selv, at det bare var for sjov,” siger hun.

Banket af BZ’ere med jernstænger

I 1988 arbejdede hun i beredskabsafdelingen og blev kaldt ud til en BZ-happening i indre by i Købenavn. Den første kon- frontation med BZ’erne resulterede i nogle anholdelser, så hun og kollegaerne tog tilbage til stationen. Efter en pause blev de kaldt ud til en helt anden opgave. På vej til den blev de udsat for et overraskelsesangreb. Bilen blev stoppet af BZ’ere og smadret med jernstænger og kasteskyts.

”Vi vidste, at vi skulle ud så hurtigt som muligt, for hvis en molotovcocktail kom ind i bilen, så døde vi. Vi forlod bilen, og jeg nåede lige at tænke, at nu dør jeg. Der var et hav af sortklædte mennesker med hætter, og de slog løs på os. Der var en hadsk stemning. Jeg fik tunnelsyn og så en kollega, der lå ned og fik slag. Jeg ville derhen, og så husker jeg ikke mere. Det næste er, at jeg vågner op i en butik. En betjent i civil siger, at han så mig blive slået bevidstløs, og at de ikke havde stoppet med at slå mig med jernstænger af den grund. Jeg kom på hospitalet, og efter et par timer blev jeg sendt hjem med besked om at holde mig lidt i ro. Men der var noget galt; jeg fik spasticitet, problemer med min tarm og med min blære, voldsomme smerter osv. Jeg blev sendt rundt i systemet i årevis uden nogen egentlig diagnose. Jeg var tilknyttet flere hospitaler - Ingen så hele mig, man så på min tarm som noget isoleret, min blære, som noget andet, min smerte som noget tredje, og sådan kan jeg blive ved,” siger hun. Fra 1990 fik hun andre opgaver i politiet fx i efterretningstjenesten og arbejdede med logistik til statsbesøg. Og på privatfronten var hun nu mor til fire sønner, som hun boede alene med.

Syg og i kørestol

I 1998 havde hun solgt sit hus og skulle bo med sine børn i en campingvogn, mens et helt nyt svensk træhus blev bygget. Men den første aften i campingvognen blev hun voldsomt syg og kom på hospitalet. Hun blev indlagt på det lokale sygehus i Faxe, hvor man først troede, at det var en blodprop og dernæst sklerose. Grundet mistanken om sklerose blev hun overflyttet til Næstved Sygehus. Her mente overlægen, at hun var et psykiatrisk tilfælde. Hun kom til psykiater, som fandt hende fuldstændig normal, og en psykolog bekræftede samme indtryk. Kommunen mødte op på hospitalet, da det

Tårnfalkevej 24

2650 Hvidovre

Tlf. 36 77 11 55 www.acstilladser.dk

JYDENS AUTOVÆRKSTED

Gefionsvej 13 3400 Hillerød www.autovaerksted.dk