2 minute read

Bobath-metoden

Next Article
Kort Nyt

Kort Nyt

Viden om menneskets naturlige bevægemønstre er grundlag for erfaren specialkliniks genoptræning af neurologiske lidelser med særlig metode hos bl.a. mennesker med rygmarvsskade.

Klinikken ser helt almindelig ud ved første øjekast. Beliggende mellem andre klinikker, virksomheder og familiehuse på en villavej i Aarhus. Men så snart man træder ud af elevatoren og ind i klinikken på anden sal, finder man en ikke helt almindelig fysioterapiklinik. Stemningen er koncentreret, klienter og behandlere arbejder intenst og humøret er ofte højt. Neuroklinik er landets ældste specialklinik for genoptræning af neurologiske lidelser. Det gælder mennesker, som er ramt af hjerneskade, har haft en blodprop eller har en rygmarvsskade.

Træningsmetode

Målrettet genoptræning af bevægemønstre kræver stor viden om anatomi, muskler og fibre – og om, hvorfor vi bevæger kroppen, som vi gør. - Vores muskler sørger for. at vi kan bevæge os. Dem har vi 600 af i kroppen, og via sener hæftet til kroppens knogler sikrer de, at vi kan holde os oprejst og bevæge arme, ben og hænder, fortæller Julian Steensgaard, der er ejer af Neuroklinik.

I mange tilfælde kan mennesker med en inkomplet rygmarvsskade forbedre evnen til at holde sig oprejst ved at arbejde med de vægtbærende muskler. Ved øget muskelkontrol over led som ankler, knæ og hofte, kan de forbedre deres stående balance.

Neurokliniks behandling er baseret på Bobath konceptet, som er en udbredt, problemløsende metode til behandling af neurologiske lidelser.

- Al træning i klinikken sigter på at afhjælpe klienternes problemer med bevægelsesforstyrrelser. Behandlerne bruger viden om motorisk kontrol og motorisk læring til at afdække klientens vanskeligheder og til at planlægge og gennemføre dennes træningsplan.

Styrkelse af muskulatur

Mennesker med rygmarvsskade kan ofte have gavn af træning efter Bobathkonceptet. Det gælder både mennesker, som har skaden efter et traume eller efter en sygdom.

- Hvis klienten har aktivitet i sin posturale muskulatur, dvs. de muskler, som skal holde kroppen oprejst, så er vores opgave at styrke den vægtbærende muskulatur. Så fokuserer vi træningen på at skabe større bevægelighed ben og aktive muskler over mave og ryg, fortæller Julian og fortsætter:

- Vi arbejder med gentagelser, som sigter på at automatisere de mønstre, klienten har optrænet, så hjernen ikke skal på arbejde hele tiden.

En forundersøgelse afklarer de vanskeligheder, potentialer og mål, som den rygmarvsskadede har.

Forundersøgelse

Al træning i klinikken starter med en forundersøgelse, hvor behandlerne laver vurdering af, hvilken forbedring klienten kan opnå ved træning. I forundersøgelsen drøfter behandler og klient, hvad vanskelighederne er, og hvad målet for behandlingen skal være.

- Når et menneske har skader i bevægeapparatet, skal genoptræning tilrettelægges ud fra grundig analyse af netop dennes særlige vanskeligheder. Og forundersøgelsen skal fastlægge mål for forbedring, forklarer Julian.

Klienter med skader på rygmarven har forskellige funktionsniveauer, og derfor har de forskellige udfordringer i hverdagen. Ofte har klienten problemer med kontrol af balance. Og for de fleste rygmarvsskadede gælder det både, når de sidder og står.

Træning på klinikken sigter på at optimere klientens bevægelser. For nogle er målet at kunne deltage i madlavning i deres hjem – stående. Det kræver, at klienten bliver stand til at stå med frie hænder og måske også med vægtforskydning.

Andre klienter vil gerne forbedre deres gang. Hvor stor forbedring den enkelte kan forventes at opnå, drøftes i forundersøgelsen. Og i den plan, som klient og behandler laver, indgår også drøftelse af, hvilke faktorer, der kan støtte potentialet i behandlingsplanen. Det kan være et spørgsmål om, hvor meget og hvordan klienten selv kan passe sine øvelser, hvordan dennes familie kan støtte og andre forhold.

Et specialiseret supplement Behandling i klinikken skal aldrig stå stedet for behandling i Afdeling for Rygmarvsskader eller Vestdansk Center for Rygmarvsskade, påpeger Julian.

- Neuroklinik tilbyder en mulighed for specialiseret træning, som kan forbedre klientens daglige funktioner. Det kan være, når øvrige behandlingstilbud ophører. Og det kan være for klienter, som gerne vil fortsætte den forbedring, de allerede har opnået.

Neuroklinik omfatter fire specialuddannede fysioterapeuter. Klinikken har til huse i Aarhus, men tager imod klienter fra hele landet. Når klienter kommer langvejs fra, bor de på små indkvarteringssteder nær klinikken, mens de træner intensivt på klinikken. Interesserede kan læse mere om behandlingsformer og -muligheder på neuroklinik.dk.

This article is from: