1 minute read
’ter
Fornyelse af ryk.dk
Vi har igennem nogen tid arbejdet på et nyt design af vores velkendte RYK-hjemmeside. Der er mange forældede links og dokumenter, og hjemmesiden har i nogen tid trængt til en gennemgang. På generalforsamlingen den 11. juni viste vi en ny og friskere hjemmeside. En hjemmeside, som vi har glædet os til at vise frem. Vi har fået en teknisk og tekstlig fornyelse af hjemmesiden, og vi vil fortsat arbejde mod at få opdateret den med nye tekster, fotos og nyttige og interessante artikler. Det gamle bliver støvet af, og ryk. dk skal meget gerne være din nye samarbejdspartner. Gå ind og check hjemmesiden ud! God læselyst.
Jakob og Niels, bestyrelsesmedlemmer
Donation
Tømrermeter Hans Jørgen Jensen bad gæster og omgangskreds donere penge til RYK i stedet for gaver ved sin 60 års fødselsdag 2020. Det blev i alt 22.850 kr.
Hans Jørgen er indehaver af tømrer- og bygningssnedkervirksomheden, Poulstrup Snedker- & Tømrerfirma Vraa. I 2006 blev han ramt af en rygmarvsbetændelse og kortvarigt indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Hans Jørgen vendte hurtigt tilbage til sin tømrervirksomhed, men indlæggelsesforløbet og mødet med andre rygmarvsskadede glemte han ikke. Og da han fyldte 60 år fik han tanken at bede sine gæster betænke RYK.
- Jeg har selv kun få følger med nedsat følelse i mine ben, men jeg værdsætter, at vi har en forening, der varetager rygmarvsskadedes interesser, og at pengene derfor kan komme RYKs medlemmer til gode.
RYK takker for donationen. BB
Videoer: Bliv klogere på TAI
Videoer om TAI skal formidle viden og udbrede kendskabet til brug af analirrigation til tømning af tarm hos mennesker med rygmarvsskade. Det sker gennem personlige beretninger og faglig formidling i seks nyproducerede videoer.