Anders vil inspirere andre

Anders Beha fik som 21-årig en indsnævring i rygmarven, der klemte nerverne så meget, at han gennem sommeren 1997 langsomt blev dårligere til at gå. I dag er Anders 48 år og sidder i kørestol, og i sidste måned var han på Club La Santa med Parasport Danmark – ikke blot for sin egen skyld – men også for at inspirere andre.

Tekst: Mariann Espensen

Motion og sved på panden er helt essentielt for at have det godt. Sådan har jeg altid haft det, og jeg har dyrket sport og været i god form hele mit liv. Men det handler ikke kun om fysikken, for det at få udløst de gode endorfiner gør også noget fantastisk for det mentale helbred, fortæller Anders Beha og fortsætter:

– Før min sygdom spillede jeg fodbold, og efter kørestolen kom ind i billedet, har jeg ”løbet” både halv – og hel Marathon. Jeg bruger min helt almindelige manuelle kørestol, som jeg skubber frem med armene, og faktisk gennemførte jeg Copenhagen Marathon i år på tre timer og 29 sekunder.

Anders elsker sport – både fordi han får det godt fysisk og mentalt, og fordi han er med til at inspirere andre. Der er altid mange, der kommer og siger, at de er duperede over det, han gør. Sidst var det en far, som sagde, at han vil fortælle sine døtre derhjemme, som også sidder i kørestol, at de kan gøre alt, hvad de har mod på og sætter sig for.

– Det er sådan noget, der gør det hele værd. Jeg vil gerne være et forbillede for andre og hjælpe dem med at springe ud i det og få dyrket den sport, som deres krop kan være med til. Jeg er selv en fighter og prøver altid at få det bedste ud af enhver situation, og hvis jeg kan smitte bare én person med den livsindstilling, så synes jeg, at jeg er lykkedes.

Når dette blad udkommer, har Anders Beha allerede været på Club La Santa, og han har lovet at give en lille update til næste udgave af RYK om, hvordan det er gået, men inden turen har han selvfølgelig også gjort sig nogle tanker om, hvad han håber at få ud af opholdet:

– Marathon er en solosport, og jeg er meget socialt anlagt, så jeg kunne godt tænke mig at afprøve noget holdsport, hvor fællesskabet er i centrum. Derfor er kørestolsbasket højt på listen, men jeg vil også prøve håndcykel og kajak, siger han og fortsætter:

– Ud over at få en ny sportsgren med hjem, håber jeg også at få nye venskaber med i bagagen. Der sker noget helt særligt, når mennesker med et handicap mødes. Så er der nogle underforståede ting, der gør, at vi forstår hinanden uden at skulle forklare en hel masse. Det er dejligt at opleve, at man kan være sammen om sporten og fællesskabet uden at skulle tænke på sit handicap.