17 minute read
Tema
Kaspers valg om at blive våger har forundret venner og slægtninge. For ham føles det vildt at være vidne til, at et menneskes liv er ved at slutte.
Når Kaspers Vöge Jensens kæreste eller nogle af vennerne for eksempel har planlagt en sen slappe-af aften og nat med Netflix, kan Kasper lige så vel være på vej til en vågning. Han er 30 år og våger i gennemsnit en til to gange om måneden. “Jeg synes, det er lidt vildt at tænke på, at man kan være den sidste, der siger farvel til et andet menneske. Der er meget tillid i det, for man er så tæt på. Jeg har et par gange oplevet et kraftigt øjeblik, hvor jeg bare holdt vejret og tænkte: Hvad sker der nu? Det skal ikke misforstås, men det har næsten været filmisk,” siger Kasper, der har studeret filmvidenskab. Han var tidligere frivillig i en anden social aktivitet for unge udsatte, men det blev, som han beskriver det, for administrativt. “Jeg vil gerne være så tæt som muligt på dem, jeg skal hjælpe. Og da jeg hørte om Vågetjenesten, blev jeg draget af det, for tættere på kommer man KASPER VÖGE JENSEN, 30 ÅR, næppe. Jeg våger mest TEKNISK ASSISTENT. om natten og tager ofte en VÅGER I 4 ÅR. iskaffe og en sudoko med. Mange vagter forløber stille, mange sover, og jeg kan glide over i en næsten meditativ tilstand, hvor jeg lidt mister tidsfornemmelsen.” Han startede med at våge, da han var 26 år. Det var et valg, som gav nogle forundrede øjenbryn i omgangskredsen. “Både mine bedsteforældre og flere venner spurgte en del, sådan i stil med, ’vil det sige, at du sidder ved døde mennesker?’ I dag har de vænnet sig til, at jeg tager afsted. Og der er fuld støtte fra min kæreste.”
Trods mange stille vagter har der også været mere voldsomme oplevelser, hvor for eksempel kræftsyge har haft store smerter.
“Der kan man ikke gøre andet end tilkalde personalet. Jeg oplever, de gør alt, hvad de kan. Der har været situationer, som har rørt mine følelser meget, men det er ikke noget, der har afholdt mig fra at fortsætte.”
Når en vagt slutter, sætter den sig ofte som en fysisk træthed hos Kasper:
“Ofte skal de fire timer lige bundfælle sig. Så efter en vagt planlægger jeg at kunne hvile grundigt og tage en god, langsom kop kaffe.”
Vejrtrækningen kan blive uregelmæssig med lange pauser for til sidst at stoppe, når folk dør. Herefter kan der komme et enkelt suk
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Hendes mands dødsfald lå i baghovedet, da Anne-Vibeke uden nærmere betænkningstid cyklede ud til sin første vågning.
Da Anne-Vibeke Mogensens mand døde for 12 år siden, sad hun ved hans side på hospitalet sammen med sin datter og andre nære familiemedlemmer.
“Han døde alt for tidligt som 65-årig. Det var hårdt. Men han døde ikke alene. Og det betød meget for mig, at vi var flere til at støtte og trøste hinanden.”
Oplevelsen spillede ind, da en nær veninde puffede til hende i forbindelse med, at der manglede vågere i København. Her var Anne-Vibeke flyttet tilbage til, efter at have boet og arbejdet i Århus i mange år som teaterskuespiller.
“Jeg havde besluttet, at jeg gerne ville lave noget frivilligt arbejde, og sad en dag i en samtale med aktivitetslederen for Vågetjenesten. Undervejs blev hun lidt fraværende, fordi der kom et opkald om en våge-vagt på et plejehjem. Vi snakkede lidt videre frem og tilbage om, hvad det indebar, og så sagde jeg – jeg hopper på cyklen og kører derud. Jeg kastede mig bare ud i det.”
Med sit våger ID-kort, vejledningen omkring tavshedspligt og øvrige regler i baghovedet, mødte Anne-Vibeke få øjeblikke senere ind hos en ældre dame.
Det ligger fire år tilbage.
“Jeg husker, at jeg sad og nynnede for hende. Man ved, høresansen er den sidste sans, der forsvinder, så det føltes rigtigt at gøre det. Og det ligger mig ikke fjernt som skuespiller. Jeg havde også en god snak med de pårørende, som gerne ville vide mere om Vågetjenesten. Der var jeg jo helt ajour.”
Anne-Vibeke følte sig nærmest opløftet, da hun forlod vagten fire timer senere:
“Jeg havde en klar fornemmelse af at have gjort noget godt og været med til at støtte de pårørende. Jeg følte naturligvis ikke det samme, som da jeg sad ved min mand, men jeg var sikker på, at jeg gerne ville fortsætte som våger.”
I gennemsnit tager Anne-Vibeke to-tre vagter på en måned:
“Meget ofte er jeg ude til mennesker, der ikke er kontaktbare. Så sidder jeg og synger lidt forskelligt og følger med i, hvordan de har det. Nogle får meget tørre læber. Vi må ikke give noget at drikke, men jeg kan hjælpe med at give læbepomade på eller en vatpind vædet med vand. Jeg oplever ofte, at det betyder meget for personalet, at jeg sidder der. De siger, det er meget betryggende.”
Høre- og følesansen er de sidste, der forsvinder, når vi dør
Kilde: Kræftens Bekæmpelse ANNE-VIBEKE MOGENSEN, TEATERSKUESPILLER. 67 ÅR. VÅGER I 4 ÅR
Annie har altid haft et naturligt forhold til døden. Den er i centrum, ikke kun når hun våger, men ofte også, når hun skriver.
På sin første vågevagt var Annie Dunch iklædt en rød uldvest med en iøjnefaldende stor krave. Den døende kvinde var ved bevidsthed, og da Annie står ved sengen for at sige “godaften, jeg kommer fra Røde Kors”, rækker den ældre kvinde armen op, hiver fat i den røde krave og trækker Annie ned mod sig og siger: “Sikke en flot rød vest, du har på!” “Jeg blev da noget overrasket. Tænk at få et kompliment fra en døende på sin første vågevagt. Der var god kontakt med det samme.” At livet og døden er tæt forbundne har været et vilkår gennem Annies 73-årige liv. Hun mistede sin enæggede tvillingesøster, da hun var 11 måneder gammel, og det satte sit præg på barndommen: “Jeg tog på ugentlige besøg på kirkegården med min mor, og talte til min søsters gravsten. Jeg elskede duften af buksbom, og det gør jeg faktisk stadig.” Igennem et travlt voksenliv som blandt andet ANNIE DUNCH, PENSIONIST, 73 ÅR. VÅGER I designer, har døden og HALVANDET ÅR. efterlivet fået mere og mere plads hos Annie. I en periode var hun patientstøtte, og det sidste halvandet år har hun været våger hos Røde Kors Hovedstaden. Parallelt har hun studeret blandt andet nærdødsoplevelser og skrevet flere bøger, blandt andet en samtalebog med mennesker, der lever med uhelbredelige sygdomme. “I en årrække boede jeg på Bornholm og for 14 år siden så jeg et program om Våge-
Nogle siger noget, lige inden de dør, selvom de i lang tid har sovet
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
tjenesten derovre. Der var bare noget, der klikkede, og jeg vidste med det samme, at jeg ville være våger, når jeg gik på pension. Det virkede som en helt rigtig måde at være til gavn på.” Annie lægger vægt på, at hun ikke kun er en støtte for de døende: “Jeg er det i lige så høj grad for de pårørende, og jeg opleves af mange som en god lytter. Og min erfaring er, at mange gerne vil fortælle,” siger Annie og mindes en oplevelse med et voksent barnebarn: “Det var en kvinde som sørgede over, ikke at kunne kende sin døende bedstemor. Hun ville gerne fortælle om, hvordan bedstemoren havde været engang. Det var både intenst og rørende.”
Der er jævnligt folk, der spørger Annie, om det er hårdt at våge, men sådan har hun det ikke:
“Faktisk gør det mig glad, for jeg føler tydeligt, at jeg er til gavn. Nogle gange opstår der nærmest en kærlig kontakt som nu med kvinden, der tog fat i min krave.”
Jorge har med fra sin mexicanske baggrund, at døden er en vigtig afslutning. Ritualer kan hjælpe til, at man kan møde den med åbne øjne og respekt.
Det sidste, Jorge Zavala Pickett gør, før han møder ind på en vågevagt, er at tage et bad.
“Jeg gør det, uanset om jeg kommer fra mit smede-arbejde eller har fri og måske har badet en halv dag forinden. Der er ikke noget mystisk over det, men det handler om, at jeg vil fremstå så præsentabel som mulig. Det synes jeg, er det rigtige både overfor den døende og de pårørende,” siger Jorge, som har været våger i syv år.
Han er også eller har været frivillig i en række andre indsatser, blandt andet som Natteravn og med at hjælpe udsatte børn. Men at være våger er noget andet:
“Det er ikke resultatorienteret og skal ikke skabe en ændring i samfundet. Det er skrællet af til, at man er til stede i et andet menneskes sidste timer, og det er jeg ikke bange for. Måske fordi jeg har prøvet at miste flere venner tidligt i mit liv i Mexico. Her har vi en mere åben tilgang til at mindes de døde og fejre det man har haft sammen, blandt andet på De Dødes Dag.”
Jorge har oplevet, at man i Danmark ofte ikke ønsker at dvæle for meget ved døden og tale om dem, der er døde:
“Danmark er jo et meget trygt samfund for de fleste – men måske netop derfor bliver døden ofte et tabu og nærmest et bi-produkt. For når der kommer noget, som man ikke kender og som hverken en læge, advokat eller myndighed kan klare, så bliver mange utrygge.”
Når Jorge våger, primært om natten, er det uden bøger, blade eller anden adspredelse.
“Der er ofte mere ro om natten på et hospital eller plejehjem, og den ro går jeg ind i. Jeg fokuserer på at være til stede og sidder og holder øje med den døende. De sover ofte. Jeg tænker ikke på noget særligt og heller ikke på, hvor hurtigt tiden går. Det er på samme tid ofte både roligt og intenst.”
Udover at bade iklæder Jorge sig altid højhalsede og langærmede trøjer til en vagt. Tøjet dækker over tatoveringer på blandt andet halsen og armene.
“Alle mine smede-kollegaer har også tatoveringer – det er en del af os og mig. Men jeg kunne forestille mig, at synet af dem kunne skabe en distance for nogle, for eksempel pårørende, og det ønsker jeg ikke. Tatoveringerne skal ikke spærre for min indsats og andres fokus skal ikke være på mig.”
Døende sover mere og mere, og bevidstheden og sanserne kan være svækkede
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
JORGE ZAVALA PICKETT, SMED 46 ÅR, VÅGER I 7 ÅR.
Tina har ro i sjælen omkring døden. Når hun oplever døendes angst, prøver hun at indgyde ro som våger.
TINA NØRRESKOV, 67 ÅR, PENSIONIST, VÅGER I 3 ÅR. Tina Nørreskov har en håndfuld gange oplevet, at døden indtraf, mens hun havde en vågevagt. Og hver gang har måden, og ordene hun brugte til at sige farvel til den døende på, været de samme:
“Når jeg har vidst, at det var op over, har jeg bedt Fadervor og sagt, at vedkommende vil blive mødt med lys og kærlighed. Det er ikke, fordi jeg vil lægge min tro over på vedkommende, men jeg føler, at det er de rigtige ord i situationen, medmindre jeg ved, at vedkommende har en anden trosretning. Det er det, jeg selv er afklaret med og tror på.”
Tina er pensioneret sygeplejerske og har mest arbejdet i psykiatrien og hjemmesygeplejen. Men helt tilbage fra hendes tidlige sygeplejegerning i 1980-erne, har døden interesseret hende:
“Der var ikke døgnpleje dengang, og mange familier tog sig af døende familiemedlemmer derhjemme. Der kom jeg tæt på nogle familier og oplevede, at det var fascinerende og interessant at få lov til at være vidne til døden. Det har nok medvirket til, at jeg ikke er bange for den,” fortæller Tina og mindes en oplevelse:
“Det var en døende kvinde, som lå derhjemme og var meget bange for at dø. Hun blev ved med at pege over i et hjørne og spørge, hvem der stod der. Der var jo ikke nogen, men min intuition fik mig til at sige, at det måske var hendes skytsengel. Det beroligede hende,” siger Tina.
Når hun våger, har tager hun dette fokus med – at hun er der for at skabe mest mulig ro og tryghed.
Nogle kalder f.eks. på deres mor eller far, når de er ved at dø, selvom forældrene for længst er døde
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Og det først og fremmest som medmenneske, og ikke som pensioneret sygeplejerske:
“I starten kunne det godt være lidt svært at skille min sygepleje-faglighed fra opgaven som våger. Jeg sidder jo og kan følge med i, hvilken medicin der gives og så videre. Jeg har nogle gange haft lidt svært ved at holde mund, måske især overfor yngre kolleger. Men jeg tror, jeg er blevet bedre til at skille tingene ad. I dag tænker jeg mere over, om det er relevant og hjælpsomt, hvis jeg nævner min baggrund, og om det kan bidrage positivt til situationen.”
“Vi er to levende, der har en samtale”
Mogens har et usentimentalt forhold til døden. Han møder ind med interesse og nysgerrighed over for den, han skal våge ved.
“Når jeg kommer på en vågevagt, vil jeg meget gerne snakke, altså hvis den jeg våger ved har lyst og kræfter til det. Jeg havde en gang en virkelig spændende og lang snak med en maskinmester, som havde sejlet på de syv have. Vi snakkede uafbrudt i en time om hans tidligere liv, han var helt til stede, og så faldt han pludselig i søvn. Det var bare elementært spændende at høre ham fortælle.”
Mogens Ostermanns stemme er fuld af glød, når han beskriver mødet med et af de mennesker, han har våget ved. Den 74-årige pensionist forholder sig bevidst så usentimentalt som muligt, når han møder ind på en vagt på Rigshospitalet eller et plejehjem:
“Man kan vel sige, at jeg lægger følelserne udenfor, og tager interessen og empatien med indenfor. For mig er det vigtigt at skelne, at de mere dybe følelser og sorgen er forbeholdt de pårørende. Man ved jo aldrig, hvad der venter, og nogle af de døende er naturligvis ikke i stand til at snakke eller ønsker det. Så sætter jeg mig i stedet lidt på afstand, og læser måske lidt. Men hvis de vil, er jeg parat.”
Når Mogens våger på et plejehjem, kan for eksempel private billeder på væggene eller lignende være en indgang til at spørge lidt mere personligt ind.
“Det gør personalet jo også, både på plejehjemmene og hospitalsafdelingerne. Min erfaring er i al fald, at langt de fleste yder en virkelig god indsats. Men de er jo ofte også enormt presset på tid. Derfor håber jeg, jeg kan være med til at berige situationen lidt med en interesseret snak, og hvis der kan komme et smil eller en latter med undervejs, så er det endnu bedre.”
Mogens våger kun om natten og møder derfor sjældent de pårørende. Men når det er sket, har der været gange, hvor det har gjort indtryk:
“Jeg var på en vagt, hvor en kvinde sov i rummet hos sin døende mand. Hun var meget opmærksom, kærlig og vågede selv. Den kærlighed gjorde indtryk, for den var rørende. Kvinden fortalte efterfølgende hvor betydningsfuldt og støttende det havde været, at jeg også havde været der. Det er vigtigt for mig.”
Den døende kan tale om tidligere oplevelser, mens nutiden opleves uklar.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse MOGENS OSTERMANN, 74 ÅR, PENSIONIST. VÅGER I 3 ÅR.
xxxxxxxx
xxxxxxxx
– xxxxxxxx–
Vi skal ikke kontrollere døden
Hospicepræst Charlotte Clante taler med patienterne og deres pårørende om at slippe forsøget på at kontrollere døden.
“Jeg har flere gange været ude for, at pårørende eller syge selv har sagt nej til tilbuddet om en samtale, for ”i vores familie plejer vi ikke at bruge en præst.” Senere har de så ombestemt sig, fordi behovet for en eksistentiel samtale har presset sig på.”
Ordene kommer fra Charlotte Clante, præst på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg.
Når hun færdes på de lyse gange på hospicet, er det i hverdagstøj, og man skal kigge langt efter en bibel under armen:
“Det er vigtigt, at jeg først og fremmest kommer som medmenneske. Mange, som er indlagt her, er ikke troende, men oplever en meget stor sorg over at skulle dø. Andre søger tilbage til en tro, de måske har haft. Fælles er ofte behovet for at tale om blandt andet angst, skyld og andre eksistentielle emner.”
Den ukontrollerbare død
Et andet fællestræk i samtalerne er den ofte svære proces det kan være at erkende, at døden ikke lader sig kontrollere eller overvinde:
“Nogle kan ganske enkelt hverken forstå eller acceptere, at de selv, eller et familiemedlem, der for eksempel har levet sundt hele livet, er ved at dø af kræft. Der kan også være uløste konflikter, hvor de forsøger at undgå at tale om ’elefanten i rummet’. Der er en intens bekæmpelse af døden, også efter, at den er indtruffet,”
Af Anne Skovgaard. Foto Peter Sørensen siger Charlotte Clante.
Hun peger på, at man i dødsannoncer jævnligt ser formuleringen: ”xx tabte kampen til kræften.” Det er en metafor, hun ikke bryder sig ikke om:
“Den er med til at fastholde, at det man stræber efter, er at få styr på døden. Mit udgangspunkt er et andet: At vi måske bedre kan leve helt og fuldt indtil døden, hvis vi tør erkende, at vi ikke er almægtige og altid kan have kontrol over alt.”
Rødvinen og havet
Charlotte Clante understreger, at der selvsagt ikke er to familier, eller sygdomsforløb, der er ens. For et gammelt og sygt menneske vil døden ikke nødvendigvis opleves som en fjende og modsat, hvis sygdommen for eksempel rammer en yngre forælder:
“Der kan det hele føles meget meningsløst og ubærligt at forholde sig til. Det kan jeg fuldt ud forstå. Men måske kan man bedre se døden i øjnene, hvis man støtter op om de muligheder og ønsker, som lige den person har for livet: Er det en tur til havet? Er der en særlig lækker ret eller rødvin, vedkommende savner? Man kan på den måde fokusere på det hele menneske, som stadig er der.”
Charlotte Clante omsætter den vision i praksis på hospicet, når der er mulighed for det:
“Jeg har for eksempel hjulpet en kvinde med at lægge neglelak, og en anden med at glatte håret. Det kunne de ikke selv, men det betød meget for dem at være pæne. Den livskraft ville jeg rigtig gerne støtte op om.”
For mange trækker en højtid som julen minder, savn og måden, man sagde farvel til en afdød slægtning på, frem hos mange mennesker, siger Charlotte Clante:
“Nogle søger til kirken i juledagene af tradition, andre også, fordi de har brug for at stoppe op og give plads til eftertanke. Så kirken bliver et vigtigt helle og for mig at se også et sted, der kan minde os om, at vi ikke kan kontrollere alt.”
Ingen skal dø alene
Vi forsøger at få vågetjenester på finansloven. Vi arbejder for, at vågetjenester bliver et landsdækkende tilbud.
Ud af Røde Kors’ 203 afdelinger har 83 i øjeblikket en vågetjeneste. Vi arbejder for, at flere af vores lokalafdelinger starter vågetjenester.
Fra næste år bliver Vågetjenesten også et af de Venskabsprojekter, man som lokal Røde Kors-afdeling kan støtte økonomisk.
Pengene vil blandt andet gå til kurser og træning af vågerne. Og være med til at sikre, at vi bedre kan rekruttere frivillige og lave samarbejdsaftaler med for eksempel endnu flere plejehjem og hospitaler.
GIV TØJ NYT LIV
Røde Kors har i samarbejde med designeren Soeren Le Schmidt lavet bogen ’Genbrugsmode’. Få fem gode råd til, hvordan man bruger genbrugstøj på nye måder.
Fem råd om upcycling fra Soeren Le Schmidt
Lange kjoler = meget stof
Der er ofte meget stof at hente i de lange kjoler, så klip den af til en kort kjole og brug resten til en krave, en kappe, nye ærmer eller noget helt fjerde.
Red tøjet med strygemærker, perler og knapper
Lad dig ikke begrænse af et lille hul eller en manglende knap. Sæt et strygemærke på, placer perler eller knapper, sy en ekstra lomme henover, broder rundtom.
Tjek tøjet igennem
Når du tjekker tøjet, så kig rundt i halskraven og i kanten af ærmets manchet. Kig også foret igennem. Tit kan foret være sprukket eller blevet mørt og derfor gået i stykker.
Brug herreskjorter
Brug herreskjorter til at sy løse kraver. De kan bruges som separate styling-elementer til forskellige looks fra trøjer til kjoler, eller syet fast på en anden skjorte eller på en jakke, frakke, T-shirt, trøje eller kjole.
Ærmer kan bruges andre steder
Behøver du at kassere ærmerne på en blazer, når du laver den om til en vest, eller giver den andre ærmer? Måske kan de aflagte ærmer bruges til noget andet? Brug din fantasi.
