Hans Marius Hansen – præsident for Røde Kors i Danmark 1950-1956
Professor, dr.phil. Hans Marius Hansen blev valgt af hovedbestyrelsen som præsident for Røde Kors i Danmark den 23. oktober 1950. H.M. Hansen var præsident frem til den 13. juli 1956, da han døde 69 år gammel. H.M. Hansen var rektor for Københavns Universitet, medlem af hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse, formand for Dansk Tunghøreforening og medlem af Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab. På den baggrund var der i Røde Kors i Danmark store forventninger til H.M. Hansen. Ved en velkomstreception for den nye præsident på hans første arbejdsdag den 23. oktober 1950 refereres til situationen for Røde Kors i Danmark på denne måde: ”Vi ved jo alle, at svære storme i den senere tid er gået hen over Røde Kors i Danmark” og ”Skuden Røde Kors har været ude i bølgegang og strid modvind”. Der udtaltes forhåbninger om at komme ind i smult vande, selvom efterdønninger nok ikke kunne undgås, men der blev samtidig lagt op til, at hovedbestyrelsen skulle bakke om den nye præsident, og at alle gode kræfter bruges på at sikre at dette skete. H.M. Hansen svarede, at det først havde været efter lange overvejelser, at han havde sagt ja, men at han havde følt det som sin pligt at påtage sig det krævende hverv som præsident for Røde Kors i Danmark. Han udtrykte glæde over at få bekræftelse på, at ”alle loyalt ville støtte ham og hjælpe ham i arbejdet for Røde’ Kors fremgang og blomstring”. På dette tidspunkt havde Røde Kors i Danmark 160.000 medlemmer. Røde Kors i Danmark havde 75-års jubilæum den 27. april 1951. H.M. Hansen benyttede anledningen til i Røde Kors’ tidsskrift at udtale sig om, hvilke opgaver han mente Røde Kors i Danmark måtte påtage sig i fremtiden. Hans bud var, at det skulle være opgaver, som er overkommelige for Røde Kors i Danmark, som er vigtige for samfundet, og som det offentlige kan overtage og videreføre, når behovet er erkendt
127