Vejviser by days of art and love

2010

KUNST • COLLAGER • KORT • LABYRINTER • SIGHTSEEING • TEKSTER • FOTOS • ESSAY • MANIFEST • M.M.

Vejviser

VEJVISER En netudgivelse af Foreningen Days of Art & Love og Forlaget FLY Red. Erik Steenstrup Dyhr, Jan Hjort, Mikkel Larris Odense, 2010 Produktion Erik Steenstrup Dyhr ISBN 978-87-988562-6-9 Sat med Calibri, Baskerville m.fl. ÂŠ 2010 De enkelte bidragydere. Tak til Odense Kommune & Kulturministeriets overgangsordning

Velkommen til Vejviser 2010 Dette er en utraditionel vejviser, da den primært består af vidt forskellige kunstneriske bidrag, der alle har med en form for tilstedeværelse at gøre. Bidragyderne blev inviteret til at deltage med ca. 10 sider hver og fik en måned til at give deres bud på begrebet vejviser, konkret og overført, i dets bredeste betydning. Det er der kommet en række meget forskellige kunstneriske udtryk ud af, der rækker fra fotografi, grafik, collage, maleri over poesi og essay til oversættelse m.m. Kunstnerforeningen Days of Art & Love håber, du vil tage imod dette værk, som en buket af inspiration og eftertanke. På godt 180 sider præsenteres et bredt udsnit af den kunstneriske rigdom der, tro det eller ej, kan opleves på Fyn her ved indgangen til 2010’erne. Vejviseren er en kulturel synliggørelse og et tværfagligt samarbejde af eksperimentiel karakter, en plakatsøjle. Og vi vil gerne præsentere resultatet til så mange som muligt, også udenfor Odense og Fyn. Derfor denne e-bog til alle interesserede borgere. Vi takker alle bidragyderne varmt for hårdt arbejde, fantasi og tålmodighed undervejs. Også tak til Odense Kommune samt Kulturministeriets overgangsordning, der har gjort processen legende let. Rigtig god fornøjelse!

Indhold ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ❥

7 17 29 38 48 59 67 77 87 97 107 117 124 132 134 145 155 185 186

Kortsektion Urban (three works of art!) På vej Fun i provinsen Danmark 29 år gammel har jeg boet i 29 huse Kollektiv trafik Labyrint Ti veje Maiken Gade-plan SofaPeople Pop Art Skoven Pilen er en vejviser Plastic-verden UNA-Bomber Manifestet Om Days of Art & Love Deltagerinfo

Mikkel Larris Cindy Lynn Brown Hedi-Anett Haugen Lea Esther Jensen Jon Paludan Lena Johansen Anders Vægter Nielsen Kåre Wangel Kim Linnet Signe Aarestrup Martin Kjeldsen Martin J. Craggs & Dan Eskekilde Dan Eskekilde Martin J. Craggs Erik Steenstrup Dyhr Louise Weiss v. Jan Hjort

3 4

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9.

Cykelstier Kunstnergader OversvĂ¸mmelser GrĂĽtoner LyserĂ¸de Vandrekort 1 Vandrekort 2 Vandrekort 3 Vandrekort 4

9 8

5 8

n te

Tine

ga rd

ile

ad is G

arr lL

nG row

y yL d n i

kke

vej

o aB

Anders Vægter Nielsens Vej

Steffan

eR gv

Herriks

cin

n Gade

Henrik Troelse

Jan Hjort Haven

a iB

a nif

nget kk

lle rds A

ej sv

jergvæ

icha

sen Jen

lle

le ug

Vivi Christensensvej

Oksb

go R

å sg

Indi

g ro

n Da

Cecilia de Jongs Boulevard

lla mi

Poul Exner Stien

ade

ns G

nse

n lla

en ør

en rk a P

-A

d en Sv

ej rsv

elm

H ia

Poul Weile Vej

Je en Sør

d An

Vig go

j ve er

t vis

e ad

dse

lle

Tin Jo h

eK ort

er m

ve j

and

sV ej

5 9

Flodbølg

Søen

Mennesk

Havnen

Fattige

Posen

Klima

Regering Solstrejf

Blod 5

Vandet

Øst

Håb

Taget

Nat Nedløbe t

Stormflod Ebbe

Vandet

Varm

Orkan

ning

Kl Landet oa ke n

Pjat

Snyd

Landbrug

Fyg

Syd

Advarse

Las

Liget

Virksomhed

Afvejen

Lunt

else

Livsfare

Væk

Brand

Forbryd 3

d då

Reb

Luft

Frost Horisont

Nedbør Europa

Regn

B utrøsteligheden

pessimistvej

eng

ken

løk sorg

musegade

tåel

sen

esløs

piverivej rvej mbe

hjertesorgsvej

4 influenzaløkken

øvgade

ad rg be

læ

fo deprimalle

undskyld allé

nove

tudegade

den

allé

kke

fors

heds

eds

sba

mis

elding

løsh

else

sygem

mod

epu

sov

vej

ryd

ren

fort

mini

angstens ringvej

ade

drømmeløs

ade

ynkestien

nedtu

dov

vej

heds

ig elend

lsen

lillesti

ilde erv feb

gråtonebakken

ejret

gråv

langg

misantropigangen

trøst

undermålergade

endelø

shede

pla

n tikerkroge

Roman Flæskesiden

llé ala

ade thersg n a P Pink j gen Vulvave n a eg Pig ade g e b Læ

Br tst ys

Lolitaringvejen

tev

øt

nv se Ro

mosen

Candyfloss

se Glan

Venusbakken

otorvej

Barbiem

Ladylunden

Babymosen

Drømmeveje

Lol

kvartere

Blowjob

Tøsepjatten

Femiløkken

inc

Drstikken Tyrefægte

Swingersvinget

lypo

pha ven

B dstien Hu

Flæsevangen

Trekanten

Bøssegade

Erotikavangen

Carløs Beneros Ingthy Ingrik Eyves Lind Faaben Roscla Greca Basø 2

5 13

2 Sado LanglĂŚs Hundskov Lem 3

5 14

Bilsten Rødstær Gør Børsten Rødklokke Munkelang 3

5 15

God Bysmid BolbrĂ¸me Stadstad Mid Chrilavs

5 16

Kan Stad RoesGot

Den uredte seng om eftermiddagen, spejler sig i vinduet hvor lyset støver og hvor det hoster hele vejen gennem Vestergade, butikkerne bærer masker for at undgå smittefare og eksem der smitter af fra de mange hænder der rører ved sko, ved bøger, ved mascara på hylderne og der med dit grønne og hvide buskort står du og piller ved ting ved små dimser du helt afgjort burde lade være, lade blive på deres rette hylde og ikke for eksempel stikke i din lomme, der er private handlinger og der er offentlige, der er timer, der strækker sig som måneder og fylder meget mere i døgnet end de små chokoladetimer sidst på natten, der smelter bort på ingen tid og i din lomme har du en eksamen, en mundtlig og kryptisk en, som ingen nogensinde har bestået, endnu et barn holdt indespærret i en kælder, måske dine lunger er uregelmæssige, måske du skulle få et eftersyn eller male dine arme indigoblå, det er så svært at være eksakt og forklare ekspedienten præcis, hvad det er du laver med fingrene der på forkerte steder mens du spekulerer på den urbefolkning der engang boede her og om de mon huskede at spise frokost

Han ville så gerne skabe et hjem, bygge en rede, hun var alligevel ikke hjemme nogen steder uanset hvad, ikke farmors sølvbroche eller det hæklede tæppe var hjemme for hende, han satte stearinlys op, købte blomster konstant, ville lave grillstegt kylling og agurkesalat som de kunne spise sammen, sidde ude på trappestenen med en kop kaffe, friskbrygget, hjemmemalede bønner, men for hende var det bare et sted at opholde sig, et stop mellem destinationer, hun bar ikke sit hjem i sig, når hun havde en seng at sove i med automatiske siddestillinger og glødelys var hun alligevel hjemløs om natten i søvnen og igen om morgenen i solstrålen i køkkenet, han bredte et tæppe ud på græsset i Munkemose og stillede sin kurv der, smed sin paperback, åbnede en flaske hvidvin og voila der var skabt et hjem, en lille blød firkant af tæppe, der var hans bolig, måske var hun i virkeligheden for multikulturel til ham, måske var hun bare for akavet, hendes bevægelser for ukoordinerede, han var giftefærdig og ansvarlig og synes en budgetkonto kunne være en god løsning og han ville slet ikke have haft noget imod at dele konto med hende, selvom hun ikke tænkte langsigtet eller gik efter de gode tilbud, det kunne han sagtens have haft håndteret Men hans forældre havde forudset hvordan det ville ende længe inden det begyndte at gå op for ham selv, det fortalte de ham i hvert fald bagefter

I boghandleren i Tarup centret, nede i kælderen, der står de bedste bøger helt gemt væk, månestråler siver gennem negle, det er fordi de er så gennemsigtige, der er masser af kalkmangel her i centret Der er duften af papir, lyden af gavebånd og plastikposer, december er den travleste tid, der er kategorier: gaven til den yngre kvinde, den ældre mand, din mor, din kæreste, din transseksuelle hamster, nå nej måske ikke den, det er tilrådeligt at forblive i sin kategori og ikke læse de andres og endelig ikke bevæge sig ned i kælderen, hvor siderne ikke engang er brudt endnu og der er møjsommeligt arbejde med papirkniven efter hver side Hvis gulvet var fyldt med mel ville ingen høre hinandens skridt, alt ville være så pulverlet og fint og december ville virke mere ægte og nyfalden som december bør opføre sig i Tarup, om ikke andet så for børnenes skyld, for de må tro lidt endnu på engle og nisser og jul på slottet og på at kernefamilier findes et sted derude i vinternatten og måske endda på en pejs hvor kastanjerne crooner, men desværre, beklager trappeskakten er håndfast og den aldeles spærret af et nydeligt reb og ingen uvedkommende og det er jo langt størstedelen af menneskeheden, der er uvedkommende og derfor ikke har nogen form for adgang til kælderen under boghandleren derude i Tarup centret

I mellem de blå mærker på benene og den stille nynnen ved tremmesengen, det er der du kan gribe efter blanke titler, efter isbn numre, der hægter dig fast til natten, han klamrer sig til hende som en redningsvest, som en lykkebringende maskot i lommen under jobsamtalen, til drømmejobbet, men hun er ikke dagslys eller flødeskum og selv efter Ikea åbner vil der være hverdag, selv den største Ikea i Europa forhindrer ikke spild og ting der altid falder på gulvet ved siden af vasketøjskurven i stedet for ned i den, og der skal sælges traditionel svensk pølseret i Ikea, det er skam ikke kun møbler og lamper og køkkener, mange hundrede unge mennesker summer omkring og tilvejebringer alt hvad der kan begæres, oplevelser, helhed, velvoksen forløsning og et barskab, hvor der kan stå Trivial Pursuit på den nederste hylde, alligevel holder han hende alt for stramt, alt for tæt, de behøver vel ikke altid gå hånd i hånd, for fingrene bliver så klistrede, især efter den pølseret, hvem der kunne strække sig på den måde, hvem der kunne sove på et ark papir og forvandle det til en seng, til et tilhørsforhold, men intet papir kan skjule blå mærker, ikke knitrende silkepapir, ikke gule eller blå reklamer og en dag vokser vi hver især ud af tremmesengen og må lede efter en længere madras

Du er så sidste år, så fem minutter siden, halvandet skridt bagud, dit vand er alt for længe om at blive varmt, du står der og tripper en evighed inden du endelig krummer tæer og går ind i strålerne, når du shopper online ankommer dine ting først længe efter de er gået af mode, generationer bagud, du er så rørstrømsk med dine hænder, der er små fnug på dit ærme, din mave summer på offentlige steder, for eksempel gjorde den det hele dagen, da du gik forvildet omkring i Rosengårdscentret og forsøgte at indånde ilt og lignende fornødenheder, du lyttede efter en melodi der kunne være moderne, der kunne skubbe dig fremad mod in Men den summen overdøvede hele tiden og blokerede så du ikke kunne finde noget som helst og først da du kom ud i tusmørket opdagede du, at den kom fra dig selv og måske skulle du aldrig have spist den frokostbøf fra den der ternede kæde, men det var ikke til at vide og det er så typisk dig ikke at vide, hvad der er forkert og hvor du skal holde dig fra, du er så håbløst bagefter, hver dag sakker du lidt længere bagud

Kendingsmelodierne hidser sig mere og mere op, som det nye digitale signal skubber sig gennem skærme og ruder, altanerne i mørket er det eneste synlige efterhånden som butikkerne lukker i Center Øst en efter en, der er ikke flere underkopper med det lille stykke papir og teskeen, der ensomt kigger på alle de mennesker der til gengæld ignorerer den der For mange af dåserne er allerede tomme, alt for mange uden pant, der er vægge og lofter og gulve bag glasset, men der er ingen varer og ingen hylder de kunne have stået på og heller ingen dankortmaskine og ingen stregkodeaflæser og hvad skal vi overhovedet med navnløse butikker uden varelager, der bliver alt for uoverkommeligt langt fra posthuset til biblioteket og måske bliver chefen kørt over på vej hjem fra arbejde uden først at løse den lænke, der forhindrer fri adgang og derfor bliver butikkerne ved med at lukke længe efter solopgang og himlen er rød bag antennerne netop som det modsatte kunne forventes

Mørket samler sig tidligt ved indgangen, bageren sælger ingen is denne tid på året, plakaterne med ansigter, der forestiller politikere samler sig ved lygtepælene, nu er det netop tid til samling og frisører og til at glemme månen et øjeblik, mens du gumler på din somaliske samosa, og føler dig krøllet og strålende som et marokkansk hotelværelse Tøvende træder du på stregerne på gulvbelægningen i Bazar Fyn og bliver stadig mere modig for hvert lille skridt, helst ville du danse, flagre dig frem, helst ville du smide det hele i en genbrugscontainer og se om du kunne få øje på det i udstillingsvinduet den følgende dag, men du er ikke klar til at bade, ikke klar til olier og børster du ikke har mødt, for der er altid notater at gennemgå først, der er altid bagvaskende dråber, pletter der ikke forsvinder i dæmpet belysning, sætninger om cykelture og billeder der alligevel ikke var til salg Derfor nøjes du med febrilsk og inderligt at sætte den samosa til livs, der sender stød og upassende sikringer rundt i kroppen

Der er for meget afstand, al for meget ophobet afstand, for meget fortættet afstand presset ind mellem de forskellige lokationer, når hun går hen ad Skibhusvej og kan se bodegaen, altanerne med sølvbeklædning, Danske Bank og ikke mindst Sezers Pizza i hjørnet af pladsen, den har altid ligget der måske, men alligevel er der kompakte årtier omkring den, derfor kan hun ikke komme til at røre ved menukortet, der på facaden Hun drømmer altid om at kunne rejse gennem sit atlas, slå op på den rigtige side, pege på den rigtige by, lade fingeren strejfe den, som den stråler der og så med et svush være der, befinde sig der helt og aldeles, med hele kroppen, men uden omkostninger, uden hullet på kontoen, uden de små æsker med flymad, at kunne sige farvel, før det er for sent, at kunne sige undskyld jeg ikke kom før, men jeg vidste ikke det virkede, turde ikke tro på jeg kunne opløse al den afstand, afrime gaderne med en palet af træ, måske de tror hun er storsnudet, at hun vender blikket væk, fordi hun er mere værd og ikke vil spilde sin tid på smalltalk, når der nu findes akademiske diskussioner, men det er ikke det, det er jo slet ikke det, hun kærtegner bare sit atlas dernede i mørket, i tasken og venter på at blodet skal tø og blive flydende og varmt, så al den afstand kan løbe ud af hende og forsvinde, hun koncentrerer sig jo bare

Stierne var på en måde lidt uhyggelige midt i al deres idyl, træerne om efteråret, som om det var langt væk fra byen, de spejlede de lange gange indendørs og loftet med det tunge, rustne jerngitter, der hvert øjeblik kunne falde ned og partere en hvilken som helst studerende en tap’er eller en vip’er, uden at gøre forskel, alle de ens døre, der var noget spooky over det universitet, ikke de storslåede, anlagte hvide paladser, som udspyer højagtelse og lærdom, ikke parker og søer med bænke og butikker og demokratisk campus life Alligevel var det muligt dengang, en flydende luksus at fordybe sig, at bygge et helt menneske af papir, hun kunne kravle ind i og udforske, at diskutere teorier der som ilt kun kunne opfanges med lungerne, nu var det ikke det samme, hun var kuldkastet og en sær fornemmelse af lunkent fadøl mellem tæerne svømmede gennem de lange gange, ikke flere røde skjorter, fremmede kompendier på hylderne, og en gradvis elimination, hun ville ikke have kunnet kaperet alle de oversættelser, hendes krop ville have været forkert, var blevet forkert, eller bygningen var blevet for behåret til at lukke hende ind

Han kigger på varer, skubber sin vogn foran sig og kigger på blomkål, tøver mellem Kærgården og Lurpak, økologisk kylling eller neutralmarineret, appelsinjuice eller tomatjuice, valg er der nok af, han burde vel hverken tage Lurpak eller Kærgaarden, men er det ikke lidt trist uden hvidløgssmør til de flutes og så må han vel spinne en ekstra time dagen efter, han tænker på San Fernando, han ville gerne til San Fernando, faktisk er der både en i Spanien og en i Californien, men det må være den i Californien han tænker på, det er det bedste sted i verden at få udført en røvhulsblegning, det har han læst og siden har han bekymret sig, er det ikke for mørkt, sådan nærmest brunt, hvad hjælper det med spændstige, dunlette baller, hvis det sidder der i midten og ødelægger det hele, med sin misfarve, med sin ækle udstråling, hvis bare det blev bleget, så ville alting vende sig til det bedre, så ville han være lettere at elske, han ville få succes og være tilfreds med sig selv, ikke gru for det øjeblik hvor han skulle vise sig nøgen, men der er langt til San Fernando her fra Føtex og der er langt fra Vesterbro til boulevarder med neonskilte der uden at rødme tilbyder at blege misfarvede røvhuller, han burde enten spare sammen, eller holde op med den fantaseren og gå tilbage efter et andet blomkål, et uden pletter

Many times I try to picture what we look like and by doing so experience an exciting sensation 31

Occasionally I picture in my mind what my genital area looks like. I finally have an ache deep in my vagina

Each woman has her own uniqe pattern of experiences 35

Du sit ved stuebordet, barføtt, dei runde krærne kvilande mot den brune voksduken, den har eit mønster av kvite blomar. Det er varmt ute og grønt. Mor di tek på seg raud neglelakk, fyrst hendene, så føtene. Du får gjera det same. Også dukka di. Den er nesten like stor som deg, men har kort hår, og ingen kler.

Mor di sit ved symaskinen, ikledd ein svart blonde-bh. Det er så varmt. Ho syr også for hand, på sjølve bh-en, sidan nokon av blondene har gått litt opp i saumen. Med eit uhell, klarar ho å stikke seg sjølv, med nåla, på den solbrune huda, som har ein føflekk, nett der du også har ein føflekk.

FUN i private og offentlige rum i provinsen Danmark th tv th

th op

th th ned ned ned tv tv th

tv th op tv

ned tv

Inger og Børge i Sovjet Inger var min mors moster, og Børge var Ingers mand. Meget søde mennesker. De havde en baggrund som kommunister under anden verdenskrig, og det blev de vist ved med at være. De rejste i de tidligere socialistiske lande. DDR. SSSR og også i middelhavslandene. Børge tog en del fotos på deres rejser, som jeg nu har arvet sammen med et register. Denne samling af information bevarer fotografierne, registeret i en respekt for deres interesser værdier. Deres synspunkt er i relation til den danske kontekst i 30'erne og 40'erne. Og senere det dilemma de må have følt efter invasionen i Ungarn i 1956.

Transsiberiske jernbane 1975 Moskva Novosibirsk

Berlin

Listvjanka Khabarovskiy kray

Bad Brambach 1977

Samarkand Armenien Tadjikistan 1977

Rød snor om Odense Fra Odense banegård tager man bussen, rute 168, til udkanten af byen. I nærheden er der en sportsplads, en fodboldbane. Fra sportspladsen kan byen udforskes yderligere. Man kan følge en rød snor der er lagt ud, nogenlunde på den angivne rute. Snoren indrammer byen. Følger man tråden rundt om Odense svarer det til længden på et marathon. Ruten kan med fordel deles op mellem flere, så man kan være sammen om at gå og løbe kortere ture. Ligesom man kan ændre ruten, så den passer bedre til den mængde trafik man ønsker og undersøge hvordan bestemte kvarterer ser ud.

Fra Højmevej, mod nordvest mod Assensvej.

Fortsæt ad Olfert Fischers Vej

Tag første vej til venstre, bliv på Herluf Trolles vej.

Tag første vej til højre, og løb ad Assensvej.

Hold til venstre ved Blangstedgårdsvej

Drej til venstre, bliv på Herluf Trollers vej.

Drej til højre ved Tietgens Allé.

Tag anden vej til højre og løb ad Herluf Trolles vej

Drej til højre ved Blangstedgårdsvej.

Drej til højre ved Hjallesevej

Drej til højre, bliv på Herluf Trolles vej

Drej til højre ved Munkerisvej

Drej til venstre ved Niels Bohrs Allé

Tag anden vej til højre, bliv på Herluf Trolles vej.

Drej til venstre ved Blangstedgårdsvej.

Tag anden vej til højre og løb ad Stærmosegårdsvej

Løb tilbage.

Drej til venstre ved Nyborgvej.

Drej til højre ved Ejbygade

Drej til venstre ved Valnøddevej

Hold til højre ved Kløvermosevej

Drej til højre ved Havnegade

Drej til højre ved Haugevej

Drej til højre ved Falen

Tag første til venstre, løb ad Østre Dæmning På den anden side af kanalen.

Fortsæt ad Anderupvej Drej til venstre ved Otterupvej

Løb mod vest ad Stigevej mod Lodsvej

Tag første frakørsel ad Rismarksvej i rundkørslen

Drej til højre, bliv på Stigevej

Drej til venstre ved Middelfartvej

Tag anden frakørsel ad Holkebjergvej i rundkørslen Drej til højre ved Højmevej. Drej til venstre og bliv på Højmevej

Slutbruger licens for at komme på besøg i mit hjem og spise og lave pandekager For at komme besøg bedes du respektere disse regler. Respekterer du ikke reglerne er det nok bedst du ikke kommer på besøg. Du er velkommen til at komme ind i mit hjem. Du må gerne gå ud i køkkenet og lave pandekager. Det er første dør til venstre efter entreen. Anden dør er toilettet. Første dør til højre er stuen. Vær venlig at tage skoene af hvis du går derind. I køkkkenet er du velkommmen til at tage en pandekage og ligge den på en tallerken. Der er syltetøj og ahornsirup på bordet. Hvis der ikke er flere er du velkommen til at lave nogle. Der er pandekagedej i køleskabet. Er der ikke mere dej kan du lave noget. Der er mælk og æg i køleskabet og mel i overskabet længst til venstre. Er der ikke mere tilbage kan det købes i supermarkedet 50 meter nede ad gaden. Du er velkommen til at spise dine pandekager i stuen. Vær venlig at tage skoene af før du går ind i stuen. Gulvtæppet i stuen er svært at gøre rent og der er mange hundelorte på gaden ned mod vandet. I stuen kan du sidde ved bordet og i sofaen. Pas på ikke at spilde ahorn sirup eller andre ting. Der er køkkenrulle i køkkenet og i stuen. Det kan være en fordel at bruge kniv og gaffel. Der er kaffe og the på termokander i

stuen. Hvis der ikke er mere er du velkommen til at lave mere i køkkenet. Der er en vandkedel til venstre for kogepladerne. Kaffe og the er i skabet over kedlen. Der skulle desuden også være saftevand i stuen eller i køkkenet. Du kan finde mere koncentreret saft i køleskabet. Når du har spist dine pandekager er du velkommen til at blive og socialisere. Når det bliver sent må du gerne gå hjem. Familien skal spise aftensmad. Vi får besøg så vi vil gerne være os selv. Jeg vil gerne takke for dit besøg, det var hyggeligt at spise pandekager med dig. Du er velkommen til at komme tilbage og spise flere pandekager en anden gang. På gensyn.

Lysbilleder På lysbillederne fra Berlin er det interessante at se springet fra 1. maj eller hvad det er, fra parade billeder ved Alexander Platz til et forstadsmiljø fra 1970'erne. De glade kommuniser med fine haver og et hyggeligt nabolag. Måske var det bare deres venners have, men sammenhængen får mig til at tænke det kan være politiserende. Bad Brambachs pæne grænseovergang følger samme linje. Rejsen på Den Transibiriske Jernbane var der nok ikke så mange der kom på dengang. Deres medrejsende var vist også fredelige danske venstrefløjsfolk. Det var en lang tur. Ved Novosibirsk ser det kold ud. Det er mere rejse fotos nu, med lokalhistoriske nedslag og fotos af landskaber. I Khabarovsk langt østpå, for enden af ruten måske, er der nogle historiske minder eller plakakter for Lenin i forbindelse med et besøg på en skole. Måske er det ikke så forskelligt fra deres egen barndoms skolegang 60 år tidligere. Børnene ser søde ud. Ingen uniform. I Armenien besøger de nogle flotte store bjergområder med et museum i en bjergside. Samarkand har et ret flot tårn, nogle flotte særprægede bygninger jeg ikke kan afkode, en flot port med fliser og store flotte arabiske skrifttegn, og igen nogle børn, på gaden den her gang.

I Tadjikistan er det mere tĂ¸rt. De besĂ¸ger et museum. For Muhammed? Og nogle gamle beboelser hugget ud i sten.

riebanludda 4, 9520 kautokeino, norge bestemors hus, nordfjord i syltefjord, 9990 båtsfjord, norge onkel egils hus, nordfjord i syltefjord, 9990 båtsfjord, norge oldemors hus, nordfjord i syltefjord, 9990 båtsfjord, norge kirkåsvejen 18, 8800 sandnessjøen, norge sigrid undsetsgade 95c, 8800 sandnessjøen, norge strandåsen 4, 8800 sandnessjøen, norge horvavejen 3a, 8800 sandnessjøen, norge njårdsvej 5c, 8800 sandnessjøen, norge toranesgata 28, 8600 mo, norge sagbakken 14, 8600 mo, norge kvernkroken 63, 8618 andfiskå, norge bakkeveien 10a, 8600 mo, norge nordåsveien 25, 8616 båsmoen, norge svartflågveien 8, 8616 båsmoen, norge 62

sandessundveien 2, 1706 sarpsborg, norge elveveien 1, 9990 båtsfjord, norge parkvegen 11, 9990 båtsfjord, norge rubbedalsvegen 17, 9990 båtsfjord, norge fenesveien 2, 8028 bodø, norge hålogalandsgata 18a, 8006 bodø, norge hørdumsgade 15, 1.th, 2450 kbh s, danmark brumleby, 2100 kbh ø, danmark uglevej 13, 2.th, 2400 kbh nv, danmark rådmandsgade 6, st. th, 2200 kbh n, danmark skt. jørgensgade 21, 5000 odense c hiort lorenzen gade 15, 1. th, 2200 kbh n, danmark vester stationsvej 16b, 5000 odense c, danmark klaregade 16, 1.sal, 5000 odense c, danmark

Borgmestre

orgmesteren henholder sig, og han er personligt personlig i snakken, den erfarne yngre borgmester forholder sig. Og journalisten er også personlig, man må respektere at han øser sig ud, den unge, ungdommelige, yngre borgmester folder sig ud, han hidser sig livligt til snak om den herlige ungdom, for den fik ikke for lidt: han var direkte wild og kaotisk som knejt. Tro ikke, at der ikke gemmer sig en rørende rebel bag den friske blazer og den dœmpede skjorte, nej, forœldrene styrede ikke den nuvœrende borgernes mester på 20 tdr. land, for han løb hornene af sig, gjorde han, erfaring, dumhed og frihed, og noget wild, det var han, det må han sige, og de var sgu så lange de horn! Det gjorde temmelig ondt, det må han inderligt indrømme nu på årstiders og års og talrige ådslers afstand, og nogen har han trådt på, ingen tvivl om det, og ikke at han vil nøjsomt nøjagtig ind på, hvor utroligt usigelig ondt, det har gjort, for noget må gemmes til privaten, og bedre tider bliver bare bedre, og ikke fœngsel, selvfølgelig var det ikke wildt og kaotisk på dén måde, selvfølgelig var det ikke på den måde tarveligt. Og så faldt han da formeligt til føje. Ja, nogen elastisk erfaring har man da, siger den unge, ungdommelige, men dog så beliebte borgmester og rynker ordenes pander i journalistens synlige svœrte. Alt dette er rart, når der er så meget liv, der endnu skal leves, vi bliver alle klogere, som alderen går. Og lidt har man da prøvet her i livet, det er vigtigt som borgernes mester, siger han med sit vidende smil, det er vigtigt som borgernes mester at vide noget om livet her i livet.

Brandbekæmpelse

Bowlingcentre

arie Louise slog sin mand ihjel klokken 5:34. Der var kun fire og en halv time til bowlingcentret åbnede. Hun måtte erkende, at kammeraterne jo nok ville savne Jens Christian. Lœgtehammeren gravede hun ned i baghaven, mens fuglene sang. Egentlig ville hun også grave spaden ned, men med hvad!? ”Kegle!”, udbrød hun, og rystede på hovedet. Senere fandt hun en bro og kastede sig ud mellem fuglene, der ikke sang.

randmanden vælter ud af sengen, halvt sovende klaprer han ud i carporten i skæve træsko, kvart sovende drejer han tændingsnøglen og fræser den korte vej til stationen, hvor han standser, vikler sig ud af selen, og springer ud af Escorten, han styrter ind på stationen i kontrolleret panik, og dér står brandinspektøren i flammende rødt og spørger, hvorfor fanden han ikke kommer, når der kaldes. ”Hvorfor kommer du ikke”? hvæser inspektøren, ”Jamen, jeg er jo kommet,” gisper brandmanden, ”Jeg er jo kommet,” piber han fortvivlet og stirrer i retning af udrykningskøretøjet, der sætter i gang i flammende rødt. ”Du skal vågne,” råber inspektøren i flammende rødt, idet han rusker i ham, ”du skal vågne, du skal vågne”, hvilket brandmanden gør, gispende.

Demokrati

an faldt igennem med alderen, helt ned til folket, han faldt nœsten hele vejen, fra den første rynkes nådesløse nœsten usynlige øje, en prik nœsten, med alderen faldt han. Han troede, han faldt uendeligt, han var ikke bare dødelig, han var begyndende grim, det måtte han indse, snart var hans hud en soltørret tomat, han var som hammen en hugorm har smidt. Ambitioner var flygtige som luft, snart havde han glemt dem, måske havde han aldrig haft dem. Han fandt sin endelige form i baren på Jernbanehotellet, hvor alle rynker brutalt stilles til skue, der er ikke mere at bekœmpe, og det er ikke brutalt, men demokratisk. En sœr lettelse har ramt ham og hans elegante sorte sko, han er faldet og lettet mellem moro og kansasbukser, og han kan nœsten ikke tro, han kan falde lœngere. Inderst inde ved han, at det kan han, han kan falde og falde, det er ikke slut, alting er demokratisk, sådan er det. Han er faldet igennem, han er lettet, og han bliver ved med at falde, indtil han ikke falder mere.

Dirigenter Fodbold 70

lle i bigbandet vendte nodeblade: trompeterne, de to basuner, saxofoner, alt der kan skinne, to stk. trommesœt og pianoet, alle, bortset fra dirigenten i hvis hjerne nodestativet stod i øjenhøjde. Dér vendte noderne sig selv. Dér sad han og alle instrumenterne og blev enige om, hvilken forrygende koncert det ville vœre uden alle de fordømte musikere! Senere fik dirigenten en følelse af at vœre tilovers. Han stod i sit køkken. Han sœnkede en pose med te ned i en glaskande. Så fyldte han vand i.

er kan sagtens gro hår på en fodbold, man skal bare vente. Mangen en dreng er faldet i søvn med duften af lœder i nœsen. Den nye fodbold ligger ved kinden. Hånden hviler blidt på det glatte skind.

Fugleforretninger

ok om dem, der ikke kan flyve! Nok om dem, der mangler svingfjer at pudse! Nok om dem, der tramper på jorden med klodsede fødder! Nok om dem, der aldrig kaster sig ud fra knirkende kroner! Nok om dem, der ikke mœrker vinden, der flyder som lava! Nok om dem, der tœnker og tœnker og bliver ved med at tœnke! Nok om dem, der aldrig bevœger legemet gennem luften i tankeløs lykke! Jeg VIL ikke høre mere om dem! Nok om de ikke-svingfjerede! Nok! Nok, nok! Nok, nok, nok! Søren S, tredje trœ t.h.

Gud

eg taler nĂ¸dig om Gud,

det kan opfattes som en metafysisk erstatning for samme, det kan opfattes som en leg med begrebet om Gud, endog en ironisk distancering til Ham, eller hende eller forestillingen om, at hun eller han eksisterer, fordi det er, som om tiden krĹ&#x201C;ver, at man taler om det, men mĂĽske er det bare mig.

Kollektiv trafik

n trœder ud på kørebanen på det forkerte tidspunkt, smask, bybussen rammer hende, og kroppen triller flere meter hen ad vejen. Et mindre opløb samler sig; flere har svœrt ved at gå videre, de forglemmer sig selv, chaufføren har bremset kraftigt op, hele bussen vipper, han er ude og henne ved damen med det samme. Chaufføren tager kasketten af, holder den i hånden, den anden hånd stryger han gennem håret. Flere tager sig til munden. Lyden af en ambulance kommer nœrmere et stykke borte, kan det allerede vœre dén, måske er den på vej et andet sted hen. I opløbets udkant bemœrker en œldre herre en kvinde på alder med ham selv stå lidt lœngere fremme. Hun har en grønlig hat på. Snart stirrer den œldre herre ufravendt på kvinden med den grønlige hat. Han glemmer nœsten damen, der er forulykket, og som må vœre oppe hos Vorherre nu med alt det blod, der løber, og som løber forbløffende sort og langsomt. Der er lagt et stykke tøj over damens ansigt. Han bliver stående, han hører ambulancen nœrme sig, han ser den dreje om hjørnet, den standser, og dørene åbner sig, hvidkitlede mœnd hopper ud på lette fjed, og sekunderne går, og kvinden går, hun passerer ham på en afstand af et par meter, han ser hende tydeligt i profil. Hun forsvinder i en gade. Da han kommer hjem, tœnker han ikke stort på ulykken og damen, der kom galt af sted, og heller ikke på kvinden med den grønne hat, han tœnker på byen som sådan. Senere, om aftenen, mens kaffen hœldes op i kopper, vil han fortœlle sin kone om ulykken. Han vil huske at fortœlle, at der var lagt et klœde over den forulykkedes ansigt.

Lampeskœrme Oktober 74

ampeskærmens hemmelige elsker er et grantræ. Om natten bevæger træet sig langsomt fra sin plads bagest i haven og op til terassen. Hér, på grænsen mellem plænen og fliserne, venter det. Grantræet duver let, mens rødderne fæstner sig. Det mærker skyerne i nålenes spidser. Inde i stuen drejer lampeskærmen sig ud af fatning. Skærmen triller over gulvtæppet, kanter sig op ad væggen til vindueskarmen, og dumper ud af det åbnede vindue. Så bumper den over fliserne. Langsomt, uregelmæssigt, i drejninger og i halve cirkler, når den hen til træets sitrende fod, og her stiller skærmen sig på højkant. Den øverste del lader den falde ind mod træets stamme. Her hviler lampeskærmen sine riflede kanter. I mørket bøjer grantræet sig langsomt. Til sidst dækker det skærmen helt med sine grene.

eg vidste ikke, om Tanja var ledig, men hun jokkede mig over tœerne, og jeg – jeg spurgte jo bare. Jeg gik så til skomageren for at få lappet støvler. Det bliver en helt ny bund, sagde han, og bød på pebernødder, men det syntes jeg var lige lovlig tidligt. Er jeg måske en fladnœset lastbil?, det sagde jeg ikke. I vinduet hang allerede grangrene og flœkkede hjerter. Tanja har temperament som en langturschauffør; hun kan sidde ufatteligt lœnge på sin flade. Tyskerne er flinke. Senere købte jeg mœlk i et supermarked, og i Nederengade så jeg en hund skide. Det var en bulldog.

Pungulve

eg hedder Børge. Min race er truet. Okay, måske kan man ikke ligefrem kalde mig for en race. Jeg er ikke så klog. Okay, jeg er i virkeligheden ret klog. Den eneste Børge folk kender til, er ham fra Olsen-banden. Resten er døde. Det vil sige, det er de selvfølgelig ikke. Der findes Børger over alt, der findes rigtig mange Børger. Vi findes overalt. Vi lever i det skjulte. Det gør alle andre også, men det trøster os ikke. Ingen vil kalde sig for Børge lœngere. De vil hellere kalde sig Rune, Jakob, eller Josefine Anne-Benedikte, Camilla-Louise, eller Gustav. Der bliver gjort grin med Børgerne. De fleste finder det helt naturligt. Men der er ikke noget sœrligt ved os, vi er som alle andre. Herfra skal der lyde en opfordring: Vil I ikke nok kalde jeres kommende børn for Børge? Jo flere, desto bedre. Vi vil helst ikke uddø, som Pungulven gjorde. Det med Pungulven er en frygtelig historie. Man kan se det sidste eksemplar på et filmklip fra 1930, cirka. Det er fra Tasmanien.

Uddannelse Urinering 76

eg hader de veluddannede. De transmitterer deres sikre, bløde stemmer via hœndernes pirouetter, de er født af dannelsen, intelligensen og alt, de har lœrt og fået forœret. Deres stemmer fylder os med afmagt og en sorg, vi ikke kan udtale. Deres stemmer taler som bladene falder: naturligt, naturligt, oktober, november. Deres usikkerhed er aldrig œgte. Tit har de pœne lemmer, selv deres kroppe må vi ofte misunde dem. De taler om valg mellem alternativer og så videre, hvor som helst, i tv og i radio, og så videre. Det er overblikket, hvor der ikke er plads til den talende, og dog er det ham eller hende, der fylder det hele. De fremviser personlige sprœkker som charmerende afgrunde. Det er der vi forsvinder, i samfundets bark, som vi ligner.

vorfor mange mœnd har det med at pisse overalt i al offentlighed, er vistnok mange kvinder en gåde. Og at de spytter. Men det er nemt nok at forstå: det går ud på det samme.

såfremtV vælge denne rute er det Vog igenVn og så til højre mVfør det oVÆGGE ÆlLÆSESdNMÅIKKEBELÆSESVÆGtÆ GGÆVS ÆeIÅMNEGGÆVSESÆLEBEeÆ ÅMNEG m du NdGiEl dVeEed dem lit es tGæGnegi EoGgKn åN du forlod KnGegnælGg mEBEgMu vBiGuÆnG LEBEKKIÅMÅIKKaEnGENMÅpSg iKeGgMjGGENMÅIKKdK GENMÅ Æå eLgKåÅIKKEvG GnGkringledeN fåE NkEu eIoÆLEBEdÆ ÅeÆekki ud aIikke såVr ÆnKr frem ÆbGeÆVSESÆLEB ElE BlMeNnÅrK ås go VtIvV ÆLEBEKKIÅMNEGGÆVS tSiIÅMNEGGÆVåE rute gårErGiSeEeÅlM M KEBELÆSESaK SdSn pKn vis blindEl iEnKednif tSdNMÅIKKEBE KuGvÆn dIiÅuNi gang med KnErEeEå eÅMNEGGÆVS So dStK VSESÆaEeMt sKd dLdKtÆ LEBKKgIdEGGÆVSESÆLEBEeSeS BEKKIålsErågEvÆd eVæEud afL S ÅaGeEaMeÆeIeVud ta tK rovh jev ennedÆjVåp dni K N G SeLr rÆsBELÆS ElÆdI Æ B NnStÅrSESÆLEBEKEBELÆSESVÆGGEN LeÆGGENMÅIKtMuGgÆjEe G snedisBiLrKåVnEeEnE M som har indfundet sig påEdGsidevej aÅdÆoLEBt eGENMÅIKKEtEaKfSuLdGeSeNMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBeG SÆLEBEKKI V i E r det ikke BtE EaÆåG VgEe da neh ettastrof nem fa Erehenned daSfÆtKm VÆGGENMÅIKKEtBåSnSbÆoÆeGnEKKIÅMENEGGÆVSESÆLEBEKKIÅMNMÅIKKEBELÆSEaViKo ertsnev lit eEmÆcE VmGnG lige så tomGd mindre du ikke får drejet SdId ÅMNEGGÆVSESÆL LeSfSvGtÆGGENMÅIKKEB GeKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBELÆSEeÅ oIbesked som duEr aEeElVjev dnilb goEmI bevæge digGt merf emmok ta Me gK VÆGGENMÅIKKEBELÆSjNiSESÆLEBEKKIÅMN ÅåÅIKKEBELÆ EiÆVSESÆLEBEKKIÅMNn Kemmas dem tasdom E Mg ganske hurtigtMmMm du måShNl følgende side Ed pEBELÆSESVÆGGENMÅIpSoÅIKKEBELÆSESVÆGGEN NoGENMÅ EeMÅIKKEBELÆSESVÆGsGe å samme vis tumle oVg hvor end du ellersEsG nuIfSnÅredets negon åGoGn VSESÆLEBEKKIÅMNEGGÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGG ÆeEKKåV IKKEBELÆSESVÆGnEmÆV samme vis tumle til højre med samme beskedVs ta Æmed håbet om at N er

h e l e v e j e n u d e n o m a l t a n d e t t

e e o l o n o r s k e n æ s t e r æ 1 b r e i e

n a r s l g r t y r k e s t y b t e r n u l o k

a r t k t a d r n a t r t e l l e r t e l e o s

d a m e a s k e k i o k e l n æ c o o æ m l n t

f f ø l g n i å e n r u l ø n s o m s n o a å e

ø ø h i e n d l g e p n i b k t u n o r e n n r

r a n g l e l u g t r t n e d e i e l v e n a d

s n e b o r g n k r i o j a r n l m l g e e a e

t d ø r u d u d e o s s e u g e e o l l 1 s æ n

e r d o r s t e m r m o b n l v ø e k s a y n l

l o d r e t e r k o m m e t s i k k e r t i l æ

i n d e m e d a l l e d e t e g n h e r i d e n

n y e v n e æ n y l e e v h ø t y y d o g v æ g

j s l n r d n s t f d n n t u v t d e l t o n s

e e i e r n e v r i e m e r e r æ v e k n a s t

b a g r u e n a l l e i r o e a t v a p l b e e

e i g o n i p r o m v d m s r i e i b d r æ s r

m g e b g å a s v m n t e m m e r e g a s e d u

æ a r e t r e ø d o e e r e a l e a u s k y a t

r o v v o k æ l e r r h e k e l n k s æ t f v e

k r æ e k o o v e n s v f n v e b l o t s t h t

e r l y y l a r e g n a r u u r a r s t ø d i i

s a t d e t g å r n e d a d l i g e i n d t i l

n æ s t e s i d e k o m m e r n å r v e j e n

v i s e r

t e k s t e n

o m r å d e t

h e r

Sidens tekst begynder her oVÆGGENMÅIKKEBELÆS ÆGg Gedygdnilb ner ESV ESV G n ÆGG S reh ENMÅIKKEBEL e E LÆ g ÅMNgnir nedna første NM E å KI t i ÆL Å B r EK i MNEGGÆV t EB r I E d B l KIÅ enderSVÆG d E i K K e E d EKj ogBELÆSE GE n K n K K n L e B e KKEåts i åg N u K g E I Æ n E vKerBELÆ nK t M r I B Å i S finderIe E t S dK a Å Å i E M n ESVÆGGENMÅ kL e E I I g M g L N d S å E I kÆ l S m Å d K i N e Æ E V t n vejK iSåV o M e K s E n S G i Æ s eK somE m dEN m E G E G G KI SVÆGGved EB n G i S Æ f G i ÅMNbliver SÆL e Æ n V V ø EN ned EGGÆVSE d SV d Æ S r MÅ råg bevægerÆSE t G ES s IKK u BEL i EG Æ t n KKE ned l N LEBe ring men MÅIrerøh ÅM EKK GENop KKIden IÅMNEGGÆVSESÆLEBE fortsætter hen til

re f m da

er d f ro

u r l re l

ri t n te

de n u mo

ir c

Ă¸j e h r e

id v

e er

op h p re

nd t

f or

ne m

sn s

e id ka sb re

VÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKE blå dyrE Æn ting osten store gule prikker i Æ sorte gange til ufarlige h s GeVÆGGENMÅIKKvVÆGGENMÅIKKEBELÆSES dStVÆGGENMÅIKKEBELÆSESeVÆGGENMÅIKK B e e G E EeÆ V eEeÆ VlE EsE d d oL ErGGÆVSESÆLEBlVSESÆLEBEKKIÅMNEGGÆ SrVSESÆLEBEKKIÅMNEGGÆtGGÆVSESÆLEB ed ad renrøjh erif dei reslegøps erif osteæ m Ne over gis nemlig edælg kan fa n nak addne iÆ g MdVÆGGENMÅIKKkVÆGeVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBEeVÆG VÆGGENMÅIKK S o Gn fantastisk tingEforvandler alle dÆ Gsom ta derved lit dnats Å sednif god aÆ erE IKKEBELÆSESVÆnL ENMÅIKKEBELÆSESVÆ S EKKIÅMNEGGÆVSESÆL E oEKKIÅMNEGGÆVS G åE N som E N pB g M VÆGGENMÅIKKE GrB ESÆLEBEKKIÅM B M nE EeE Å Æherinde hører spøgelserne til oN E Å åL ESÆLEBEKKIÅMNsKKI Gr de er blevet spist af en gulgE KKI ÆSESVÆGGENMÅI teksten går lige dGåo sig at fange og spise selv G den anden a l der skal VÆGGENMÅIKKEBeVÆG eEn eknæt ennuk enreg ed mos tsodG VÆG tLÆSESVÆGGENMÅ EgE G nN negi reh eppork sered retneh eÆ rE G E LøK E nMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBELÆSESV eK E dB ÆpK N e vej rundt selvom det naturligvis K N eE KIÅMNEGGÆVSESsIÅM VÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBE IÅM nKKIÅMNEGGÆVSE K af kulsorte gerif egilraf nednurgE d mennegi ån ta trævs t i alle de sS E VÆGGENMÅIKK aVÆGGENMÅIKKEBELÆSES S aVÆGGENMÅIKKEBELÆSESaVÆGGENMÅIKKmÆ i regøps r uhyggelige livt nedu og ted iosten vil gerne have r res t B ten egidlævEn fÆs rekkirp åL e e p ELÆSESVÆGGE BgLÆS VÆGGENMÅIKKEBELÆSVÆGGENMÅIKKEBELÆ SVÆrGoEGGÆVSESÆLE ted redt L netso rovh eE E d ed domi epmæk gE f gange hvor det E Ge m ud over B ÆeVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKE oS aVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKE eE gis essam ne i edårmo trots ås ter tK Sr helt alene uden nogen til hjælpe ESVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIKKEBELÆSESVÆGGENMÅIK

læses der imellem linjerne belæsesiderne kunne burde man ses at på så og d m e e v d å d p e t s e t t a f d æ i h g r p e å r s u i t g da go ed mo mos dne redis tedæk ednegløfretfe

Ti veje til detentionen

e kunne for fanden da også bare lade være med at sidde fire mand og glo ud gennem ruderne, imens den sidste kollega gik rundt og spillede jysk Bendt Betjent overfor alle der var lidt brune i huden. Det er sku´da klart at man går hen og åbner døren på deres latterlige potensforlænger af en politibil og siger “Husk nu at slukke for jeres politibil, når I holder stille. Ellers er I jo nogen miljøsvin.” Og hvordan skulle jeg vide at mænd i uniform reagerer så kraftigt på at blive kaldt hipposvin? De har vel også selv været unge knægte engang? De burde da kunne se det sjove i at ryge en ordentlig fed i Zoo efter lukketid og så gå rundt og få rågriner over dyrerne - særligt flamingoerne. Og jeg tør vædde på, at hvis ikke de selv skulle på arbejde den dag, så ville nogen af dem da have stået sammen med os andre og prøve at forhindre lukningen af det ungdomshus. Allright, jeg var spritstiv, det var da lidt dumt, men jeg havde i det mindste ikke slået nogen ihjel. Og det var Rune der startede. Hvordan den butiksrude kunne undgå at blive knust af cyklen, det fatter jeg ikke. Men de kom alligevel og så, åh, så pissevoksne ud. Og helt ærlig, vi stod jo bare og begyndte at vaske ruderne på tankstationen fordi han ikke gad at lukke op efter lukketid og sælge os nogen flere bajere. Og jeg kan umuligt have været den eneste der har stjålet en Velo i et sommerhus i skagen og så kørt den i smadder på Vesterbro. Måske skulle de prøve det selv, at stå på tårne af mælkekasser fra grønthandleren på gågaden. Det var jo os selv det gik udover. Og nogen bliver sku´ da nødt til at opponere mod at de bygger det center og så meget smadrede vi altså heller ikke på den byggeplads.

Ti veje til samtaler

u skubber til døren og vinden når lige at gribe den; giver den et ekstra smæld og jeg kigger på dig og siger “Det er de uventede knald jeg bedst kan lide ved dig.” Vi standser op og ser på børnene der leger med sandet, og jeg giver dit hånd et klem og siger “Tror du vores sand løber lige så let om ti år?” Fuglene er vågnet og du tror de fortæller om smukke ting og jeg smiler til dig og siger ”Fuglene lyver kun om natten.” Bordet var gammelt efterhånden og det trængte til en kærlig hånd og varmepistolen brændte sig ind til træets årer og jeg siger “Dine årer minder mig om floderne vi svømmede i, før fremtiden kom over os”. Dagen lukker sig om os, du ligger og fylder næsten ingenting i hængekøjen og jeg kigger mod trækronen og hvisker til dig “Se, vores birketræ vinker til os når det blæser.” Mit hjerte har slået i takt med dit åndedrag i mere end tusinde nætter og jeg elsker at nå dig, lige inden du er vågen, og hviske ord som du tror du har drømt og i dag er det “Jeg elsker dig mere, for hvert et år der vokser ud af din krop.” Maden får os til at blive døsige og vi kan ikke tage os sammen til at rydde af, så istedet sidder vi og se på vandhanen der drypper og jeg fylder rummet med “Det er dryppene vi bemærker, men stilheden imellem dem fylder mest.” Og katten har igen lagt sig foran kakkelovnen og du frygter en glød vil skabe lys lue og du kigger forvirret på mig og siger “Jeg vil føle mig mere sikker på os to, hvis vi ikke vi var så brændbare.” Og den dag, da du glemmer vinterens hårdhed og bevæger dig ud uden omtanke, da ringer du og skriger “Hent mig, inden min hud falder i et med verden.” Og i dag siger jeg “Ja.” hver gang jeg mener nej.

Ti veje til forvirring

arven blå var det dine fingre var, dengang du havde holdt dem alt for længe om den jernstang, og din tunge var frosset fast og det blødte kraftigt da du trak hovedet til dig, og du blev forvirret over at blodet ikke frøs til is, men i stedet løb ned over de små kødstykker der sad tilbage på vejskiltet. Duften af fåreuld og røg var det der fik dit hashtunge hovede til at vågne og du fandt ud af at du var faldet i søvn og trillet ned i bålet i teltet og du kikkede forvirret mod det store ur over staden. Sergentens besættelse af blankt læder forvirrede dig ligeså meget som foldespaden, øvelserne, FUT og de uskrevne regler. Islands opfattelse af tiden forvirrede dig, fordi alting var nu og alting var muligt og alting krævede ikke kalendere. Du blev forvirret da du blev bundet fast og stearinlyset blev tændt og nu nærmede sig dig og din hud istedet for en stage. Det var første gang at nogen havde brudt reglerne om “hvornår-hvem-ringer-tilbage-efter-første-date” og din forvirring kunne du næsten ikke kende fra oprigtig forelskelse. Du blev ved med at måle dit liv op mod hvad andre mente om det og det forvirrede dig, da det efterhånden gik op for dig at det eneste der betød noget for dem, var om du var fed at være sammen med. Du havde altid fået at vide at de kønneste tanker ville dukke op til sidst, men det forvirrede dig at din meditation altid endte med at du tørede sæden af. Du mente ikke selv at en gåtur i mørket med lommelygter var noget særligt, og det forvirrede dig at netop den aften havde været det bedste i efterårsferien. Du plejede at kunne finde vej, men gps´en var død og du fandt forvirret ud af at en vejsamtale egentlig virkede afslappende.

Ti veje til os

u kan starte med at give mig dit nummer, og så kan jeg give dig mit og så kan jeg jo gå hjem og håbe på at du ringer og du kan gå hjem og vente sammen med mig på afstand og så kan vi ligge der og være sammen på afstand, eller du kan også starte med at droppe håbet om at finde mig og bare være dig selv og så pludselig sker det og du kan også få dig et job som jeg ser op til og som gør dig interessant på grund af status, penge og viden og du kan også flytte et sted hen hvor ingen hvid mand endnu har sået sin sæd og lade det være op til mig at finde dig og du kan være den som jeg mangler for at blive perfekt, mit kompromitterende spejlbilllede, min sattelit, mit anker og du kan også være den der falder i mine arme ned i scenegraven, mens du taler hollandsk og sveder og skriger om vand mens vores sang blæser ud oppe fra orange og du kan være promiskuøs og målrettet og være helt umulig at sige nej til og den der altid får sin vilje og du kan være fattig og låne musik på biblo og være doven og mangle dit speciale og drikke the og vække min lyst til omsorg og hygge i julelysets skær og du kan være den der dukker op fra fortiden fordi vi engang har flettet fingre og flettet tæer og flettet kæder i kældre og pludselig besætte mit hjerte igen med genkendelsens ro og forbløffende fornyelse og du kan også være den der endelig skriver til mig på måder som jeg ikke troede andre ku´en mig og ramme vendinger og ord som vækker genklang i mig og sætte det til musik som får mig til at tro på at det nu endelig skal være dig og endelig mig og alt det kan du gøre, men det vigtigste er bare at du husker at starte med at give mig dit nummer.

Ti veje til et grin 94

jemmeskoen må ikke larme når du gør det. Du går ubemærket rundt og åbner alle vinduer. Gør det koldt. Når de gamle så begynder at fryse, så genner du dem alle over i hjørnet. For, som du siger, der er der jo halvfems grader. Ornitologer stoler stadig på mesterlære som vejen til viden. Du følger dem derfor i marsken gennem et par år. Og når du så køber din første fuglekikkert, så giver du dig til at stirre intenst på dit ben, men du beskriver din knæskades smukke fjerpragt. Let, men bestemt, træder du ned på folks skosnude når du taler med dem, så de ikke kan slippe væk. Det er ligemeget hvilket kort du tager med - et kort over Svendborg ville gøre sig glimrende i København. Derefter begynder du at spørge folk om vej, men ligeså snart de begynder at svare, så tysser du på dem. Tag din kedeldragt på, gå derefter hen og spørg om hun vil holde snoren, da I er ved at udføre niveleringsarbejde. Derefter runder du hjørnet og spørger så ham, der står der, om det samme. Så går du. Det er ikke sikkert der er plads til alt bestikket i opvaskabaljen, men inden du går fra festen fylder du den med vand og bestik og sætter den i fryseren. En enkelt gang om året husker du at bestille flygelstranport til alle dem du kender som bor i lejligheder i smalle gader og stræder. Husk at det er bedst med det fine salt, når du smører din vens tandbørste med det. På trods af at det ser ud til der ikke er meget til bage, så kan du jo altid lige hælde det sidste af den grønne frugtfarve i mælken. Og det virker altid bedst hvis du spænder husholdningsfilmen ud over selve toilettet , istedet for brædtet, samtidig kan du jo skrue håndtaget løst på indersiden og putte maling i bruserslangen.

Maiken 97

100

101

102

103

104

105

106

aldrig mer skal vi høre hans klarinet der hvor han nu er vil andre måske høre den svagt bag en tyk væg snart skal også jeg bort med mit habbengut og mine personlige papirer skrivesmaskinen skal tilbage i tasken og et sidste måltid skal fortæres vil forsvinde i den tidlige nat for aldrig mere at vende tilbage

Hoteller/Vandrehjem

ågner i mørket sætter mig op i sengen rækker ud efter cigaretterne tænder een i mørke lytter til min nabos stemme derindefra kan ikke forstå ordene kun høre hans sagte mumlen også han er i mørket gæst i går tog min anden nabo af sted forlod stedet med sin kuffert

109

Herregårdsferier/Kroophold

110

ige så stille bliver det vinter stormen raser i husets gamle skrog hesten vrinsker i sin indhegning og klokken om mis’ hals klirrer jeg råber hold kæft efter lotte nu var den der ellers lige hvor blev den af hvorfor står jeg igen her alene uden at vide frem eller tilbage eller det der er værre som en fange pludselig på fri fod at large så det kun kan blive værre jeg anråber een eller anden tilfældig guddom at lade ham blive dommer og jury i den næste retssag at få udløb for fantasier & den slags mens bebrillede advokater bekriger hinanden og alting i hende skriger sort

opfyldes det inderste ønske i en fyrværkerisymfoni af varme drikke og små ringende klokker her og der hvad blev der af mælk i flasker hvad blev der af sporvogne og træsko hvad blev der for resten nu vi er ved den slags sager af fornuften tabte du den ligesom lotte taber sine pærer på samme måde som selvtilliden du havde haft men ikke mere kunne tage egentlig godt det samme at fornuften er væk alting fungerer nydeligt uden den

111

benene er måske lidt tynde hudfarven lidt for bleg (I ved den slags med røde pletter) og hårene stritter heldigvis er sokkerne lange og varme og underbuksen stram og velsiddende fodboldlår og hentehår berggreen deluxe over præriens vidder krydsende hvide streger mod målet

Idrætsforeninger

edenfor indover han står bare og venter nedenfor ind imellem udad og derefter videre fremad der er fut i fejemøget når berggreen tar teten og dribler mellem mange fjender mod målet berggreen er desuden alt andet og dertil en glimrende fotograf med øje for detalje som han blitzer gennem fjenders mængde mod målet

113

Sundhedspleje

114

engang som nu vietnam larsen har været der før larsen kender rumlen i rullestol siddende i hjørnet med sydstatsflag og rævehale det kunne have været tomhed men det er buddha og hans hænder knyttes mod mellemgulvet siddende zen i hjørnet de andre patienter sidder kortspillende i rygerummet og personalet småpjatter ved udskænkningsdisken dengang som nu spasserjeep hjulspænd og sort røg ud af udstødningsrøret jo der er oktan i oldingens øse så det er bare med at komme af vejen personalets skridsikre støvlesåler sitrer mod sneen larsen er igen på springtur der er mærker af dæk i sneen og det sjappede grus flugtruten er markeret tilbage står dropstativet med sin lille pose midt i indkørslen

larsen kan noget med elektronik måske har hans øvede hænder leget med bilens strømsystem dengang som nu julepynt glansbilleder, kulørt karton og masser af lametta jo stjernen er i top hvor den skal være og alt andet er i orden inklusivt gaverne der farvestrålende og hemmelighedsfulde ligger under træets nederste grene det er næsten som at være der selv med duften af and, svesker og mørkt øl larsen kom tilbage til jul gud ske lov nu sidder han igen på sin stol ved vinduet og fingererer ved sit hageskæg mens personalet puffer hinanden i siden og nikker i hans retning

Rejseselskaber

116

e lovede ham guld så han tog hat på strammede sine snørebånd og drog mod odense lige før bellinge fortrød han og ville vende om men også det fortrød han og fortsatte de lovede ham guld og han glædede sig derfor ser vi ham nu på skrænten på vej op til malm og årer han standser og ser mod tinden deroppe et sted mellem skyer og vat og drømmer om guld mens han puster og sveden driver fra hans armhule de lovede ham guld og det er guldet der holder balancen for ham på afsatsen det er især rygradens abstinente summen der gør at han stadig er oprejst langt dernede ligger hans hjem som han forlod da de lovede ham guld

117

118

119

120

121

122

123

124

125

126

127

128

129

130

131

132

133

Pilen er en vejviser

or at undgå en personlig og kollektiv rådvildhed har vi af gode – og som det vil vise sig – af mindre gode grunde indrettet os på, at det der kan henvises til i form af en vejviser, en pil slet og ret, indtager en betydelig plads i landskabet. Vejviserne er skilte og tavler. En vellykket vejviser viser et sted hen. Den har en funktion. Vejviserens funktionelle og normative struktur kendes også i en mere kompleks form, nemlig som det gode råd om, hvilken retning det er klogt at bevæge sig i, og hvor vi lytter til dem, der har den rette erfaring med at vise vej. For begge fænomener gælder det, at vejvisere peger i en retning, der formodentlig går fremad. Men selv når vi når frem, er der nye vejvisere, der udpeger andre mål. Herfra kan man måske slutte, at det ikke så meget er målet der er formålet, men selve det at bevæge sig fra et sted til et andet. Livet synes i denne optik at være lagt an på bevægelse, og det vi bevæger os i er en labyrint og en gåde der skal løses. Her er der brug for støttepunkter, anvisninger, påbud og retningsgivere. I bredeste for-

stand vi har brug for orientering for bevægelse, det er en værdi, det er denne vej trafikkens pil peger. Fænomenet bevægelse findes nok som et formål i sig selv; men ofte er vi indlejret i en betydningsstruktur, som vi ikke har overblik over. Der er hovedveje, sidegader og blindgyder – og hvilken vej skal vi vælge? Hvis du bevæger dig, uddanner dig, flytter dig, ja, da er du i sandhed et helt menneske, du bliver til en person, du er ikke længere et blot og bart menneske – du bliver en trafikant, og som sådan bliver du genkendt og anerkendt. Trafikskiltningskulturen Trafikskiltningskulturen er et subsystem i den grundlæggende tegnkultur; den er opretholdt som en nødvendig struktur. Det er en orden med definitioner, kategorier og underkategorier – holdt sammen af regler. Skiltningen til forskellige valgmuligheder er præget af særligt nedtrampede spor, der kun vanskeligt lader sig omlægge, og hvor ændringer kræver særlige ressourcer, vilje 135

og vovemod. Trafikkulturens regler er entydige, hvorfor muligheden for andre valg og mere åbne spørgsmål uddifferentieres, indlemmes og underordnes, hvilket befæster den regeletiske begrundelse fra trafikkulturens funktionærer. Den samlede betydning i denne kultur synes at være bevægelsens selvopretholdelse. Bevæg dig til fods, på cykel, i bil, i bus, i lastbil osv. Bevæg dig og du er! – Eller sørg for at andre bevæger sig på din direkte eller indirekte befaling. Det forunderlige er, at vi alle har en rem af huden, vi er alle potentielle funktionærer. For at kunne skelne sort fra hvidt har vi brug for at forskyde valgenes kompleksitet og indskrive os selv og andre i denne kulturs ordenssystem som automater, der reproducerer betydningen. Skiltenes og tegnenes henvisningssystem er en nogenlunde fast segmenteret struktur; men er også foranderlig, når nyt land erobres, defineres og befolkes. Dukker der en entitet op på landkortet, som ikke er indtegnet, er der længe forud foregået en formdannelse, 136

måske fra et forståelsesbrud; men beredskabet til konceptdannelse synes uundgåelig, for vi forstår altid noget som noget. Tilblivelsen opfanges, designes og struktureres. Måske kan nogle af spørgsmålene holdes åbne for en tid; men snart igen må de lukkes, fordi eventuelle lovende prospekter ikke kan garanteres en plads til grænsen af genkendelighed, til et tegn, til et piktogram, der igen peger hen på noget andet, en virkelighed, en geografisk placering – eller hen til andre henvisninger. Tegnenes betydning, og det tegnene egentlig henviser til, er ikke kun at være vejviser til tingene derude sådan som det måske kunne se ud ved første blik. Men er i høj grad også er bestemt ved en fornemmelse for det selvreproducerende – for bevægelsens logik og æstetik – som er værdier for os trafikanter. Betydningen af færdselstavler „Færdselstavler gælder normalt for al trafik i færdselsretningen. Deres betydning kan dog ind-

skrænkes til kun at gælde for trafikken ad enkelte vognbaner…“ Færdselstavlerne kan opdeles i følgende hovedtavler: advarselstavler, vigepligtstavler, forbudstavler, påbudstavler, oplysningstavler og undertavler. Hver kategori har sin egen beskrivelse og særlige udformning. Betydningen udvides ved sammenstilling på tværs af klasserne, og som navnet siger, ved en tilføjelse af undertavler. Forståelsen af færdselstavlerne er ikke overladt til refleksion, men til en praktisk begribelse: Først en tilsynekomst i synsfeltet, dernæst aflæsning, betydning, forståelse og handling – og dette helst lynhurtigt. At påbudstavlen, en hvid pil på blå cirkel betyder et påbud om en bestemt kørselsretning er her en definition på tegnets og skiltets betydning i vognbanen og færdselsretningen. Betydningen af ’indskrænkes til at gælde’ er overordentlig vigtig. Tegnenes entydige betydning eller sandhed er kun sande i denne snævre fortolkning, ellers kan de siges at være betydningsløse i andre sammenhænge. Her vil vi dog forsøge at løfte Mayas slør for

at se om fænomenet vejviser kan afsløre om henvisningerne har et fortolkningspotentiale ud over det rent adfærdsregulerende. Pilen som urdrift På trods af at det er underforstået, at trafikantens spørgsmål er et hvordan frem for et hvorfor, må der kunne blotlægges en forståelse, der kan vise, at vejviseren rummer skjulte skatte, der er værd at opholde sig ved. – En vejviser viser vejen fra, hvor man er, til hvor man vil hen. Ikke så meget hvorfor eller hvor man er på vejen, hvilket ofte kan være lige gyldigt, idet målet for ens færden indtil videre synes at være det vigtigste. Pilen er arketypen på en vejviser, en evigt rejsende potensfyldt pil ud i verden, en proaktiv bevægelse, en trafikkens fallos. Omvendt synes stilstanden at være trafikantens udgangspunkt. Her repræsenteret ved et punkt eller en cirkel, det kvindelige cykliske og modtagende – modpolen til den falliske pil. Sådan kan en udlægning af 137

bevægelsens logik fungere som en afsløring af et fundament. Vejviserens opfordring taler til vores dybeste driftsmotivation. Bevægelsen ud i verden har et objekt som begæret genstand. Jeg vil gerne fra A til B, og når objektet B er i besiddelse, kan jeg vende tilbage til udgangspunktet A med mit behov opfyldt. Driftens pil synes at pege fremad, men har dog en bagudvendt retning. Hvis dette er sandt, blotlægger driftanalysen den dunkle vilje som årsagen til al bevægelse, og herfra kan vi godkende trafikkens mening som livets uundgåelighed. Det liv som bund og grund synes at være styret af en blind vilje. Trafikantens udgangspunkt er det endnu ikke formede, der afventer pilens fremadrettede kraft, der til gengæld peger tilbage på en særlig sammenfletning af egenskaber og motiver hos trafikanten. Målet for trafikken er måske derfor 138

grundlæggende et behov for at følge væskernes uundgåelige flukturerende bevægelser. Trafikantens konstituerende identitet Lader vi blikket falde på standere med bykort, er der her påtegnet trafikantens geografiske tilstedeværelse med et punkt i en signalfarve og en tilhørende tekst: ’Her står du’. Hvortil man kan svare: ’Ja, det gør jeg jo!’ Dette udsagn kan næppe tænkes anderledes, for hvor henne skulle man ellers stå, hvis det ikke var der foran det pågældende skilt, idet denne aflæsning foregår? Andre gange er punktet udvidet til en cirkel, for at imødekomme, ja måske, at man kan betragte en sådan stander fra forskellige positioner, eller at eventuelle betragtere ikke behøver en helt præcis placering for en korrekt aflæsning. I princippet kan man som fodgænger, som rejsende, som bilist, være et hvilket som helst sted,

og komme et hvilket som helst sted fra, når en vejviser skal være et hjælpemiddel til en gnidningsløs transport. Som fænotype må trafikanten spille en rolle der ser bort fra den tilfældige væren og det tilfældige oprindelsested. Derfor bliver spørgsmålet om hvem dette ’du’ er i ’Her står du’, potentielt enten angstskabende eller tillidsvækkende. Der er et omvendt propotionalt forhold mellem skiltet, vejviseren, tegnet, og den person der skal aflæse tegnet – idet tegnet i sin fysiske tilstedeværelse intet andet er end fx noget maling påtrykt et stykke metal. Betragteren derimod formodes at besidde en lang række kapaciteter, overvejende af kognitiv og bevægelig karakter, der i standardfunktionen har et indbygget potentiale for at aflæse og afkode skiltenes og tegnenes forunderlige verden. Og som samtidig forstår, at udøvelsen af tegnenes hensigt og betydning er at sublimere den underliggende uregulerede ekspressive adfærd. Det synes forudsat, at det afkodende du er et transcendentalt jeg, der skal garantere betydnin-

gen i perceptionen. Det trafikale jeg er i rummet, med en identitet, der kan afklares med koordinater. Derfor er tidsfaktoren på skilte som i det ovenstående eksempel stiltiende – men rettelig burde der stå ’Her står du nu’. Tiden kan glemmes, vi skal ikke besværes med tidsfaktoren, med spørgsmål der omhandler før eller efter. – Dette er en grundforudsætning for det mobile menneske; det handler om at være orienterende tilstede. Sammenføjningen af alle trafikkens løsrevne perceptioner er formodentlig en syntese, der kan formuleres som en tillært viden om regler udført opmærksomt. Idealet er næppe forestillingsevnens spontane handling, men mere den vanemæssige gentagne handling, der foreskriver den fremadskridende bevægelse. Trafiktavlens symbol er på sin side intersubjektivt eksisterende med direktive betydninger, grundlagt på regler og sammenvævet med en praksis, der er gældende for reguleret bevægelse for trafikale personer. 139

Pilen som tegn for forsat bevægelse Det synes, at bevægelsen i sig selv er trafikantens egentlige væsen. Som nævnt, refleksionen over hvorfor bevægelse, viger som regel for spørgsmålet om hvordan, til fods, i bil, med bus, med tog osv. Start og stop reguleres med lyssignaler i de særlige farlige kryds, hvor trafikanterne ikke selv formodes at kunne regulere disse situationer. At bevægelsen har forrang viser sig især ved, at trafikantens opmærksomhed skal fanges særskilt når bevægelsen kræves indstillet: Rødt lys for stop, grønt for start, eller rettere grønt lys som signal for forsat bevægelse. Trafikanten er næsten aldrig i hvile og tegnet for forsat bevægelse synes her at samle sig i tegnet pilen. Pilen er en vejviser og synes netop at besidde denne struktur. Det er et tegn, der peger et sted hen og viser, at trafikantens natur er at bevæge sig fra A til B. Pilen peger hele tiden hen på et andet sted end selve det sted som betragteren indtager, således kan trafikantens 140

samliv med vejviserne virke fraværende. Konsekvensen kunne være, at lige det sted, hvor man er netop nu, tømmes for en særlig betydning. Men omvendt betragtet, er trafikantens tilbagekomst til udgangspunktet måske netop den essentielle værensmodus, hvilket en freudiansk analyse vil pege på, omend en effektuering mere konkret kan forekomme humoristisk og latterlig. Rundkørslen som livsform Betragt skiltet for en rundkørsel. Den ene pil peger på den næste, som igen peger på den næste, der til gengæld peger på den første. En rundkørsel er jo en cirkelslutning. Denne særlige modus som slutningsform har ikke en fremtrædende status; men igen, en mental rundkørsel kan ikke altid undgås og i et trafiktegnsperspektiv er anskuelsen pragmatisk sammenholdt med, at der ofte er andre gode grunde til bevægelsen, nemlig alt lige fra nødvendighed til fornøjelse. Er cirkelslutningen stor nok kan den ende med at aftvinge betragte-

ren respekt. Fx fra A til B til C til D og tilbage til A. Paradokset er, at hvis en trafikant udelukkende og gentagne gange kører rundt i en lille rundkørsel, er vedkommende underlig, omvendt er rundkørslen tilstrækkelig stor, så cirkeltrafikken ikke bemærkes, ja da udløser adfæren bifald, den reproducerer simpelthen trafiktavlens ontologi som et selvstændigt værensområde. Fravær af trafikal personlighed Under alle omstændigheder foretrækkes der særlige orienteringsevner hos trafikanten og fokus er rettet imod det, der kommer. Og når målet nås, lægges der ikke bare særlig vægt på, at endemålet kan opfylde de formelle krav, der stilles til det sted som pilen peger på; men mere om trafikanten egentlig opfatter alt dette som et formål, der er værd at opfylde. At en trafikant kan fare vild, synes her mindre vigtigt. Måske opfattes det som en sær-

lig mangel, som et fravær af egenskaben (trafik) personlighed. Dette er et fravær vi kan have ondt af, det fremtræder alt for menneskeligt. Er pilens regel ikke fulgt med overlæg, er der tale om en forseelse eller en forbrydelse, og så peger pilen hen på forbedring, i form af frihedberøvelse eller mere harmløst – et klip i kørekortet. Et sympatisk blik på begge tilfælde vil fælde dommen: Vedkommende er værdig til at blive henvist til… som et offer for fremmedgørelse. Her som i andre sammenhænge synes selve strukturen at antage en metafysisk nødvendighed, hvorimod det som synes udeladt har konsekvensen, at vedkommende bliver samlet op af pædagoger og hertil særligt indrettede institutioner. Helt nøgternt kan det konstateres, at selvom man bevidst forsøger at undgå at følge en retning som en pil anviser, ja så ender man dog altid på et sted hvorpå mindst en pil peger. 141

Skiltningens tvetydighed Vejviseren er et visuelt fænomen, som peger hen på noget andet. Vejviseren er et tegn for os. Den mest vellykkede vejviser er udtryk for en klar opfattelse og den kan vi næppe undvære. At vejviseren kan træde ud af sin anonymitet er ikke tilsigtet; men jo mere selve det, at strukturen for bevægelse får overhånd, træder alle henvisningerne, som ofte antager ret store fysiske dimensioner, frem som en hæslig æstetik. Henvisningerne fylder i det moderne samfund, og de er med til at tømme det som henvisningerne synes rettet imod. Trafikkens skiltning synes derfor paradoksalt at implicere et sært fravær. Det pilen peger på kan ikke altid opfylde forventningen om, at deklarationen er udtømmende. Det klassiske eksempel er skilte, der viser hen til en smuk udsigt. Sådanne lokaliteter er ofte 142

nedslidte af for mange besøgende. Selve udsigten slides overraskende tilsvarende. Det der før forekom så smukt, bliver forvandlet til en trivialitet for øjet, idet dommen om det skønne ikke længere indeholder en ny og uprøvet oplevelse; men nu er indrullet i et skema, hvis overordnede struktur er centreret omkring, at vi hele tiden er på vej til et andet og vigtigere sted. Udnævnelsen af det skønne sted er således en tilføjelse af en unødvendig egenskab; det er en sentimental rest, en projektion af vores formodede uskyldighed. Fx synes skiltning til en køn rute at indeholde en enighed om at særlige sentimentale strukturer og udsigter er skønnere end andre. Fortrækker trafikanten derimod modernismens voldsomme æstetik i form af motorveje, ja så er der ikke skiltet til skønheden af disse storslåede byggerier. Skilte til centrum synes i den sammenhæng at indeholde et særligt løfte om en kompleks og kva-

litativ struktur, fx et historisk centrum for handel og kultur og ikke mindst liv. I moderne storbyer har byplanlæggere forsøgt at tage den særlige kvalitative fornemmelse af begrebet centrum til sig. Ofte ses betegnelsen ’centrum vest’ eller lignende; men her slår idyllen om i sin modsætning. Den mere vidende trafikant og reflektive betragter kan ikke snydes. Et udkantsområde opnår ikke en kompleks kvalitet ved at påføres etiketten ’centrum’. Tværtom udsiger denne etikette historieløshed, utryghed, forladthed og måske endda vold. Den grundlæggende adfærd, bevægelsen, skaber særlig markante spor i verden, og skiltene er en vigtig del af denne struktur. Desto større og mere befæstet strukturen er, jo vigtigere synes den. På den anden side synes der at være et tipping point for nytten af en struktur. Jo mere larmende reklamen er for den vigtige og effektive transport ad strukturens kanaler, jo mere trænger spørgsmålet sig på, om ikke det modsatte også kunne være tilfældet, fx vigtigheden af den lang-

somme bevægelse i fordybelse, tilstedeværelse og opmærksomhed. Vi ved, at alle former for ensidighed påkalder sig berettiget mistænksomhed. Der skjuler sig ofte en falskhed i det glade budskab, erfaringen viser, at skuffelsen snart indtræder. Bag smilet på reklamen ved vi godt, at modellen ser helt almindelig ud med morgenhår som alle os andre. Vi ved også godt, at Nokia ikke skaber forbindelser mellem mennesker. På den anden side synes netop bevægelsen at være det vigtige for, at vi er proaktive. TDC var her helt ærlige i en reklame for påstået billig taletid. I taleboblen stod der simpelthen: bl.a. bl.a. bl.a. – Og måske elskede deres kunder dem for deres ærlighed: Vi taler og taler, men talen handler ikke om noget. Der kan argumenteres for, at den trafikale struktur er en klart entydig og nødvendig betingelse for at samfundet kan opretholde dets nuværende høje stadie af velfærd for dets indbyggere. Blandt andre komponenter samler trafikken og dens artefakter sig i det politiske teorem vel143

færdssamfundet. Det gode samfund og almenviljen gennemstrømmer os, og vi sætter den i en handling der hentes fra enheden i betydningerne. Betydningen er forståelsen af den særlige kultur, af moralen, af nødvendigheden. Måske er betydningen simpelthen den fortsatte objektive drift af motiverne, viljerne og begæret. Centreret som de er i parolerne frihed, individet og nationen. Vejskiltningen i sig selv subsumerer ikke et kaotisk mangefold, en anarkistisk grød af eksistenser. Til gengæld har de en sidefunktion som natio-

144

nale og opbyggelige markører af identitet; her i landet er de udformet i røde og hvide farver. Vejviserens tegn er tegnet for bevægelse; men hvor vejvisningsstrukturen får sin egen agenda, sit eget liv, synes modernitetens forkærlighed for transport, at kollapse med den begrundelse, at transporten i sig selv er et formål for den præferenceoptimerende borger. En selvbevægende subjektivitet har derimod altid muligheden for at rette sin opmærksomhed opmærksomt imod sin indre trafikant. ▲

T h e o d o r e J o h n K ac z y n s k i

Det

industrielle samfund og dets fremtid (UNA-B o m b e r M a n i f e s t e t ) 1995

F orord 157 · I ntroduktion 160 · D en moderne venstrefløjs psykologi 160 · F ølelsen af underlegenhed 159 · O versocialisering 161 · M agtens proces 162 · S urrogat aktiviteter 163 · A utonomi 164 · Å rsager til sociale problemer 164 · N edbrydningen af magtprocessen i det moderne samfund 166 · H vordan nogle tilpasser sig 169 · V idenskabsfolks motiver 170 · N ogle historiske principper 173 · D et teknisk - industrielle samfund kan ikke reformeres 174 · R estriktioner af friheden er uomgængelige i det industrielle samfund 175 · D e ’ dårlige ’ sider ved teknologi kan ikke adskilles fra de ’ gode ’ 176 · T eknologi er en mere magtfuld social kraft end stræben efter frihed 178 · E nkle sociale problemer har vist sig uløselige 179 · R evolution er lettere end reform 180 · K ontrol over menneskelig adfærd 180 • N oter 181

oversætterens forord fessor i computervidenskab ved Yale University. Han overlevede angrebet, men er i dag stærkt invalideret. • 1995 Afpresser med trusler om nye bombeangreb New York Times og Washington Post til at offentliggøre det 35.000 ord lange manifest i et særtillæg til avisen den 19. september 1995. • 1996, april. K. anholdes på sin bopæl i en afsidesliggende træhytte i et bjergrigt område udenfor Lincoln, Montana. Anklages for og idømmes livsvarigt fængsel 1998. Diagnosticeret med paranoid skizofreni, hvilket dog efter K’s ønske ikke blev medvurderet i strafudmålingen. • Efter advokatforlig forvandledes dommen fra dødsstraf til fængsel på livstid, uden mulighed for prøveløsladelse. Kaczynski afsoner straffen i det føderale ADX Supermax fængsel i Florence, Colorado.

Hans liv og gerninger kan i kort form gøres op således:

Hele sagens forløb kan bl.a. findes opsummeret her: http://en.wikipedia.org/wiki/Unabomber#Bombings Selve manifestets originale grundtekst findes bl.a. her: http://xahlee.org/p/um/um.html En råversion af oversættelsen blev publiceret online i 2006 på u.t.’s blog: http://oet.xtrablog.dk/una-bomber-manifestet-forord-page29

Theodore John ’Ted’ Kaczynski. Født 22.5.1942 i Chicago, Illinois. Søn af polsk-amerikanske forældre. En bror, David K., der senere er med til at indkredse og fælde T. K . Ideologisk karakteriseret som ’anarko-primitivist’. Højt begavet, med I.K. på 160-170, men også tilsvarende asocial og excentrisk i sin adfærd. Eksamen 1962 fra Harvard, Ph.d. i matematik ved University of Michigan. I 1967 ansat som assisterende professor ved University of California, Berkeley. Opsagde uden grund sin stilling i 1969. Derefter forskelligt tilfældigt arbejde, senest 1978 sammen med sin far og bror på en skumgummifabrik · ’Forsvandt’ derefter fra offentligheden og familien indtil sin pågribelse. • 1978, maj. Første brevbombe sendt til professor Buckley Crist ved Northwestern University. • 1979 Bombe i bagagerummet på en Boeing 727 fra Chicago til Washington DC. Bomben detonerede ikke, og piloten nødlandede. Ingen kom noget til. • Den ukendte bombemand bliver af FBI betegnet med kodenavnet UNABOM, en forkortelse der dækker over U(niversity) N(ational) A(irlines)bombemanden, da disse institutioner var K’s foretrukne mål. Bomberne og manifestet var dog skiftevis ’signeret’ enten FC (Freedom Club) eller Conrad (måske henvisning til forfatteren Joseph Conrads romaner). • 1993 Det mest kendte attentat - en bombe sendt til David Gelernter, pro-

UNA-Bomber Manifestet

De følgende sider indeholder en torso, eller fragment, af manifestet Det industrielle samfund og dets fremtid. Det drejer sig om cirka halvdelen af teksten, oversat fra engelsk. Dette er så vidt vides den første oversættelse til dansk. Manifestet blev oprindelig udgivet i 1995, i et samarbejde mellem og som tillæg til de amerikanske dagblade Washington Post og New York Times. Originaltitlen er The Industrial Society and its Future, men det er nok bedst kendt som The UNA-Bomber’s Manifesto. Forfatteren er amerikaneren Theodore John Kaczynski, hvis ’karriere’ som samfundsomstyrter kulminerede med udgivelsen af dette manifest, der dog samtidig var begyndelsen til enden for hans terrorregimente. Hans handlinger inkluderede konstruktion af og angreb med 16 hjemmelavede brevbomber, der i årene 1978-93 sårede 29 mennesker og dræbte tre.

Manifestet er ikke alene interessant for offentligheden på baggrunden for dets oprindelige publicering, men tillige som indblik i en bestemt form for fanatisme, der drev forfatteren til at erklære det etablerede samfundssystem krig, hvilket som bekendt går ud over uskyldige mennesker, hvor lidt den selvproklamerede revolutionære end vil det. Kaczynski ønskede ikke, at manifestet blev gjort til genstand for kommerciel udnyttelse, men derimod fri distribution, hvilket her følges. Det må igen understreges, at manifestet kun er en torso, en del af det komplette værk, ligesom anglicismer og forståelsesfejl måske kan påregnes, men disse undskyldes bl.a. qua værkets omfang og karakter, samt oversætterens tøvende skridt. Odense, november 2009 Jan Hjort

157

I ntroduktion

UNA-Bomber Manifestet

1 Den industrielle revolutions konsekvenser er blevet katastrofale for mennesket. Den har i stor målestok forøget den forventede levetid, for de af os, der lever i ‘udviklede’ lande, men har tillige destabiliseret samfundet, gjort livet utilfredsstillende, ledt til omfattende psykisk (og i den tredje verden også fysisk) lidelse og har udøvet alvorlig skade på den naturlige verden. Den fortsatte teknologiske udvikling vil forværre situationen. Den vil uden tvivl udsætte mennesket for endnu større uretfærdigheder og forårsage endnu større skade på naturen. Den vil sandsynligvis føre til mere social opløsning og psykisk lidelse – selv i ‘udviklede’ lande.

2 Det teknisk-industrielle system kan overleve, eller det kan bryde sammen. Hvis det overlever, kan det med tiden opnå en nedgang i fysisk og psykisk lidelse, men kun ved at gennemgå et langt og smertefuldt tidsrum med tilpasning, og kun ved, på permanent bekostning af mennesker og andre levende organismer, at reducere dem til kunstigt fremstillede produkter, blotte tandhjul i den sociale maskine. Og skulle det ske at systemet overlever, vil konsekvenserne være uundgåelige. Der findes ingen måde at reformere eller modificere systemet, for at forhindre det i at fratage folk værdighed og autonomi.

3 Bryder systemet sammen, vil konsekvenserne være smertefulde. Men desto større systemet vokser sig, jo mere katastrofale vil følgerne blive. Hvis det derfor må bryde sammen, er det bedre, det sker før end senere.

4 Vi gør os derfor til talsmænd for en revolution imod det industrielle system. Denne revolution kan gøre brug af vold eller ej, den kan være pludselig eller forløbe som en gradvis proces over få årtier. Vi har ikke mulighed for at forudsige den slags, men vi skitserer her meget generelt de forholdsregler, som de, der afskyer det industrielle system, bør tage, for at berede vejen for en revolution imod denne form for samfund. Målet er ikke at omstyrte regeringer, men det nuværende samfunds økonomiske og teknologiske basis.

158

5 I dette program giver vi kun plads til nogle af de negative udviklingselementer, der er udsprunget af det teknisk-industrielle samfund. Andre giver vi kun kort eller ingen omtale overhovedet. Det betyder ikke at vi anser disse andre for uvigtige, men af praktiske årsager må vi indskrænke vor diskussion til områder, der har været genstand for utilstrækkelig offentlig opmærksomhed, eller områder hvor der er nyt at sige. Eftersom der f.eks. findes veludviklede miljø- og naturorganisationer, taler vi meget lidt om miljøets undertrykkelse og ødelæggelsen af vild natur, selvom vi anser disse områder for særdeles vigtige.

D en

moderne venstrefløjs psykologi

6 De fleste vil være enige i, at vi lever i et dybt problemfyldt samfund. En af de mest udbredte manifestationer af verdens galskab, er venstrefløjen. Derfor kan en undersøgelse af venstrefløjens psykologi tjene til diskussionen om det moderne samfunds problemer i det hele taget.

7 Men hvad forstås ved venstrefløjen? Gennem første halvdel af det 20. årh. kunne bevægelsen identificeres som socialisme, men i dag er den splittet, og det står ikke klart, hvem der retfærdigvis kan kaldes venstreorienteret. Når vi taler om venstreorienterede i dette program, menes derfor fortrinsvis socialister, kollektivister, ‘politisk korrekte’ typer, feminister, homoseksuelle, inkompetente aktivister, dyrerettighedsforkæmpere o.l. Men ikke alle, der slås i hartkorn med disse bevægelser, er venstreorienterede. Det, vi ønsker at tegne i diskussionen om venstrefløjen, er derfor ikke så meget en bevægelse eller ideologi, som en psykologisk type – eller rettere en samling af relaterede typer. Men hvad der menes med ‘venstreorienteret’ vil træde mere klart frem i diskursen omkring vor definition af venstrefløjens psykologi (se også afsnit 227 – 230.)

8 Selv da vil vor forståelse af venstrefløjen være mindre klar end ønskeligt, men der synes ikke at være andre redskaber end dette. Alt hvad vi forsøger at gøre, er i grove træk at karakterisere de to psykologiske tendenser, som anses for de drivende kræfter i den moderne venstrefløj. Vi vil på ingen måde hævde udtømmende at have givet hele forklaringen på venstrefløjens psykologi. Desuden er diskussionen kun ment for moderne venstreorienterede. Vi udelader ganske

det spørgsmål, hvorvidt diskussionen kunne have relevans for venstreorienterede i det 19. eller 20 årh.

F ølelsen

af underlegenhed

Med følelsen af underlegenhed menes ikke kun mindreværdsfølelser i den mest stringente betydning, men et helt spektrum af lignende karaktertræk: lavt selvværd, følelse af magtesløshed, depressive tendenser, skyld, selvhad osv. Vi argumenterer for, at moderne venstreorienterede synes at have sådanne træk (mere eller mindre undertrykt,) og at disse følelser er bestemmende for retningen i den moderne venstrefløj.

11 Når nogen finder næsten hvad som helst, der bliver sagt om ham (eller om grupper han identificerer sig selv med) nedsættende, må vi konkludere, at han har en følelse af underlegenhed eller lavt selvværd. Denne holdning findes eksplicit udtrykt blandt fortalere for minoriteter, hvad enten de hører til den gruppe de forsvarer eller ej. De er hypersensitive omkring ord, der bruges til at betegne minoriteter. Begreber som ‘neger,’ ‘orientaler,’ ‘handicappet’ eller ‘babe’ om en afrikaner, en asiat, invalid eller en kvinde, havde oprindeligt ingen nedsættende betydning. De negative konnotationer er blevet hæftet på disse termer af aktivisterne selv. Nogle dyrerettighedsforkæmpere er endda gået så vidt som til at afvise ordet ‘kæledyr,’ og i stedet insistere på at udskifte det med ‘dyreven.’ Venstreorienterede antropologer gør sig stor umage, for at undgå at sige noget om primitive folkeslag, der kunne fortolkes som negativt. I stedet ønsker de at udskifte ‘primitive’ med ‘analfabetiske’ De synes at være næsten panisk angste for noget, der kunne implicere, at en hvilken som helst primitiv kultur er underlegen i forhold til vor egen. (Hermed ikke ment at primitive kulturer er underlegne i forhold til vores, vi påpeger blot venstreorienterede antropologers hypersensitivitet omkring dette.)

13 Mange venstreorienterede har en intens identifikation med de problemer, grupper der ses som svage (kvinder,) undertrykte (indianere,) frastødende (homoseksuelle,) o.l. underlegne har. De venstreorienterede føler selv at disse grupper er underlegne. De ville aldrig indrømme over for sig selv at have de samme følelser, men netop fordi de ser disse grupper som underlegne, identificerer de sig med deres problemer. (Hermed ikke forstået, at kvinder, indianere etc. er underlegne, vi ridser blot nogle pointer ved venstrefløjens psykologi op.)

14 Feminister er desperat opsatte på at bevise, at kvinder er lige så stærke som mænd, lige så kompetente. De er naget af angsten for at kvinder ikke er så stærke og kompetente som mænd.

UNA-Bomber Manifestet

De to underliggende psykologiske tendenser, der strømmer gennem den moderne venstrefløj er, hvad vi kalder ‘følelsen af underlegenhed’ og ‘overcivilisering.’ Følelsen af underlegenhed er karakteristisk for den moderne venstrefløj som hele, mens overcivilisering kun karakteriserer et bestemt segment af den moderne venstrefløj. Dette segment er dog særdeles indflydelsesrigt.

12 De, der er mest sensible omkring brugen af ‘politisk korrekt’ terminologi er ikke den almindelige mørklødede ghetto-beboer, immigranten, den misbrugte kvinde eller invalide, men en minoritet af aktivister, der ikke engang tilhører nogen ‘undertrykt’ gruppe, men kommer fra privilegerede lag i samfundet. Politisk korrekthed forsvares først og fremmest af universitetsprofessorer, der har sikker indtjening og gode honorarer, og af majoriteten af dem, der er heteroseksuelle hvide mænd fra middelklassen.

15 Venstreorienterede synes at have et had til alt, stærkt, godt og succesfyldt. De hader Amerika, de hader vestlig civilisation, de hader hvide mænd, de hader rationalitet. Grundene de giver til at hade Vesten osv. korresponderer tydeligvis ikke med deres reelle motiver. De siger de hader Vesten, fordi den er krigerisk, imperialistisk, sexistisk, etnocentrisk og så videre, men hvor disse fænomener viser sig i socialistiske lande eller i primitive kulturer, finder de venstreorienterede på undskyldninger, eller indrømmer kun modstræbende eksistensen af dem. Modsat påpeger den venstreorienterede entusiastisk (og ofte overdrevent) disse dårligdomme i den vestlige civilisation. Det turde således klart fremgå, at det ikke er den venstreorienteredes sande motiv til at hade Amerika og Vesten. Han hader, fordi de er stærke og succesfulde.

16 Ord som ‘selvsikkerhed,’ ‘selvtillid,’ ‘initiativ,’ ‘driftighed,’ ‘optimisme’ osv. spiller en lille rolle i den liberale og venstreorienterede ordbog. Den venstreori-

159

UNA-Bomber Manifestet

enterede er anti-individualistisk, pro-kollektivistisk. Han ønsker at samfundet løser alles problemer, tager sig af dem. Han er ikke en person, der har en indre tro på sin egen evne til at løse problemer og tilfredsstille egne behov. Den venstreorienterede er modstander af konkurrence, fordi han, dybest set, føler sig som en taber.

160

17 Kunstformer der appellerer til moderne venstreorienterede fokuserer ofte på det afdæmpede, nederlag og afmagt, eller også det orgiastiske. Al rationel kontrol er slået fra, som om der ikke var noget håb for opnåelse af noget gennem rationel tænkning, og alt ud over det var selvets fordybelse i øjeblikkets sensation.

18 Moderne venstreorienterede filosoffer tenderer mod en afvisning af fornuft, videnskab, objektiv virkelighed, og insisterer på altings kulturelle relativitet. Det er sandt, at der kan stilles alvorlige spørgsmål til videnskabens basis og hvordan, om overhovedet muligt, ideen om objektiv virkelighed kan defineres. Det er dog tydeligt, at moderne venstreorienterede filosoffer ikke blot som kolde logikere systematisk analyserer erkendelsens grundlag. De er dybt følelsesmæssigt involverede i deres angreb på sandhed og virkelighed. De angriber disse ideer på grund af deres egne psykologiske behov. På den ene side får de afløb for deres fjendtlighed, og det er på sin vis vellykket, i det det tilfredsstiller behovet for magt. På den anden side, og vigtigere, hader den venstreorienterede filosof videnskab og rationalitet, fordi de autoriserer en bestemt tro som sand (f.eks. succesfuldhed, overlegenhed) og andre som usande (f.eks. fejltagelser, underlegenhed.) Den venstreorienteredes følelse af underlegenhed er så rodfæstet i ham, at han ikke kan tolerere nogen klassifikation af noget som succesfuldt eller overlegent og andet som fejlslagent og underlegent. Dette er også grunden til mange venstreorienteredes afvisning af forestillingen om psykisk sygdom eller brugbarheden af IQ-tests. Venstreorienterede er i opposition til ideer om genetiske forklaringer på menneskers evner eller adfærd, fordi sådanne forklaringer berettiger forestillingen om nogles over- el. underlegenhed i forhold til andre. Venstreorienterede fortrækker at give samfundet æren eller skylden for en persons evner eller mangel på samme. Således er det ikke den enkeltes skyld, hvis vedkommende er ‘underlegen’ – det er samfundets, fordi han ikke har fået den rette opdragelse.

19 Den venstreorienterede med sin følelse af underlegenhed bliver ikke typisk en pralhals, egoist, bølle, selvpromoverende eller et samvittighedsløst konkurrencemenneske. Denne type har ikke fuldkommen mistet troen på sig selv. Disse har underskud af kraft og selvværd, men ser stadig sig selv med en kapacitet til at blive stærk, og denne stræben efter at blive stærk, skaber hans ubehagelige adfærd*. Den venstreorienterede derimod er langt ud over dette. Hans følelse af underlegenhed er så indlejret, at han umuligt kan se sig selv som individuelt stærk og værdifuld. Deraf den venstreorienteredes hang til kollektivisme. Han føler sig kun stærk, som medlem af en stor organisation eller massebevægelse, i hvilken han kan identificere sig selv.

20 Bemærk de masochistiske tendenser hos venstreorienterede aktivister. De protesterer ved at lægge sig ned foran biler, de provokerer med overlæg politiet eller racister, for at få dem til at overfalde dem osv. Denne taktik kan være særdeles effektiv, men mange venstreorienterede bruger det ikke så meget som redskab til opnåelse af resultater, men mere fordi de foretrækker masochistiske taktiker. Selv-lede er et gennemgående træk.

21 De venstreorienterede motiverer deres aktivisme med medfølelse, eller moralske principper, og det er rigtigt at moralske principper spiller en rolle for venstreorienterede af den oversocialiserede type. Men medfølelse og moralske principper er ikke de venstreorienteredes eneste motiv. Fjendtlighed og viljen til magt er også vigtige komponenter. Hvad mere er, er det meste af den venstreorienteredes adfærd ikke rationelt begrundet i ønsket om at hjælpe folk, den venstreorienterede påstår at ville hjælpe. For eksempel hvis én tror på at støttehandlinger er gode for sorte, giver det så mening at kræve disse i fjendtlige eller dogmatiske termer? Det ville jo klart være mere oplagt at benytte sig af diplomati og mæglingsforslag, der i det mindste ville give verbale og symbolske indrømmelser til de hvide, der måtte tro at sådanne støttehandlinger i virkeligheden er omvendt diskriminering. Venstreorienterede ville dog aldrig benytte denne tilgang, fordi den ikke tilfredsstiller deres følelsesmæssige behov. At hjælpe sorte er ikke deres virkelige mål. I stedet tjener raceproblemerne for dem til at udtrykke deres egne fjendtlige og frustrerede behov for magt. Ved at have en sådan tilgang, skader de i virkeligheden de sortes sag, eftersom aktivisternes fjendtlige attitude overfor den hvide majoritet intensiverer racehadet.

22 Hvis vort samfund ikke havde nogen problemer overhovedet, ville de venstreorienterede være nødt til at skabe problemer, for at give dem selv et påskud til at lave ståhej.

Lad os understrege, at det foregående ikke foregiver at være en præcis beskrivelse af enhver, der anses for at være venstreorienteret. Det er udelukkende en indikation af visse generelle tendenser hos venstrefløjen.

O versocialisering 24 Psykologer benytter termen ‘socialisering’ til at beskrive den proces børn bliver trænet i, for at tænke og opføre sig som samfundet kræver. En person kan siges at være velsocialiseret, hvis han tror på og adlyder den moralske kodeks i hans samfund og passer ind i som en funktionel del af dette samfund. Det kan synes meningsløst at karakterisere mange venstreorienterede som oversocialiserede, eftersom den venstreorienterede anses for en oprører. Ikke desto mindre kan denne holdning forsvares – mange venstreorienterede er nemlig ikke så rebelske som de synes.

25 Den moralske kodeks i vort samfund er så kompleks, at ingen kan tænke, føle eller handle rent i moralsk forstand. For eksempel er det os ikke tilladt at hade nogen, trods det at alle hader nogen på et eller andet tidspunkt, hvad enten vedkommende indrømmer det overfor sig selv eller ej. Nogle mennesker er så grundigt socialiserede, at forsøget på at tænke, føle eller handle moralsk rigtigt er en tung byrde for dem. For at undgå følelsen af skyld, bliver de nødt til at narre sig selv med hensyn til deres reelle motiver, og i stedet finde på moralske forklaringer på følelser og handlinger, der i virkeligheden har en amoralsk oprindelse. Vi benytter termen ‘oversocialisering’ for at beskrive sådanne personer*.

26 Oversocialisering kan lede til lavt selvværd, følelsen af magtesløshed, nederlag, skyld osv. Et af de vigtigste redskaber vort samfund benytter sig af i børnenes socialisering, er ved at få dem til at føle skyld ved adfærd eller tale, der er i op-

27 Vi argumenterer for, at en særdeles vigtig og indflydelsesrig del af den moderne venstrefløj er oversocialiseret, og at denne oversocialisering i sig selv er en stor del af grundlaget for bestemmelsen af den moderne venstrefløj. Venstreorienterede af den oversocialiserede slags tenderer mod at være intellektuelle, eller dele af den højere middelklasse. Bemærk at universiteternes intellektuelle* konstituerer den højest socialiserede del af vort samfund, og samtidig den mest venstreorienterede del.

UNA-Bomber Manifestet

position til samfundets forventninger. Hvis dette overdrives, eller hvis et barn er specielt modtagelig for sådanne følelser, ender det med at det skammer sig over sig selv. Den oversocialiserede persons tanker og adfærd er mere reguleret af samfundets forventninger, end de er hos en mindre socialiseret person. Størstedelen af folk ligger under for mere eller mindre dårlig opførsel. De lyver, småstjæler, bryder trafikregler, driver den af på arbejdspladsen, hader nogen, siger ondsindede ting eller bruger ufine tricks for at komme af med en eller anden. Den oversocialiserede person kan ikke gøre disse ting, og hvis vedkommende gør det, er det med en følelse af skam og selv-lede. Den oversocialiserede person kan ikke engang opleve tanker og følelser der er i modstrid med den accepterede moral, uden skyld, vedkommende kan ikke tænke ‘urene’ tanker. Socialiseringen er dog ikke kun et spørgsmål om moralsk habitus, for vi bliver socialiseret med mange normer, der ikke har med moral at gøre. Den oversocialiserede er holdt i psykisk kort snor, og tilbringer sit liv på det spor samfundet har lagt ud for ham. Hos mange oversocialiserede resulterer dette i en følelse af indskrænkning og magtesløshed, der kan være en alvorlig belastning. Lad os derfor anse oversocialisering som en af de mere seriøse grusomheder, mennesker udsætter hinanden for.

28 Den oversocialiserede venstreorienterede forsøger at kappe sin psykologiske snor og hævder sin autonomi, ved at gøre oprør. Normalt er vedkommende dog ikke stærk nok til at kæmpe imod de mest grundlæggende værdier i vort samfund. Generelt er dagens venstreorienterede ikke i konflikt med accepteret moral og norm. Tværtimod indoptager den venstreorienterede accepterede moralske principper, gør dem til sine egne og angriber derpå størstedelen af samfundet for at bryde disse principper. Eksempler: racelighed, lighed mellem kønnene, hjælp til fattige, fred som modsætning til krig, generel ikkevold, ytringsfrihed og godhed mod dyr. Eller mere fundamentalt: den individuelles pligt til at tjene samfundet og samfundets pligt til at tage sig af den individuelle.

161

UNA-Bomber Manifestet

Dette har i lange tider været dybt rodfæstede værdier i vort samfund, eller i hvert fald for mellem- og overklassen*. Disse værdier er mere eller mindre eksplicit underforstået i det meste af det materiale, massemedierne og undervisningssystemet præsenterer os for. Venstreorienterede, specielt af den oversocialiserede slags, gør normalt ikke oprør mod disse principper, men retfærdiggør deres fjendtlighed overfor samfundet, ved – med en vis portion ret – at hævde, samfundet ikke lever op til dem.

29 Lad os illustrere den måde på hvilken en oversocialiseret venstreorienteret viser sin egentlige tilknytning til konventionelle tankegange i vort samfund, samtidig med at vedkommende forestiller at være i opposition til det. Mange venstreorienterede deltager i støtteaktiviteter, der skal få sorte ind i prestigeprægede jobs, for forbedret undervisning i sorte skoler og flere penge til sådanne skoler. Den sorte ‘underklasses’ livsbetingelser anser de for at være en social skamplet. De ønsker at integrere den sorte mand i systemet, gøre ham til butiksbestyrer, advokat, videnskabsmand, ganske ligesom den hvide mand i den øvre middelklasse. De venstreorienterede vil hævde, at det sidste de ønsker, er at gøre den sorte mand til en kopi af den hvide. Derimod ønsker de at bevare afroamerikansk kultur. Men hvad består denne bevarelse i? Den kan næppe dække over mere end at spise de sortes mad, høre sort musik, klæde sig i de sortes tøjstil og gå i sorte kirker og moskeer. Med andre ord er det udelukkende et spørgsmål om overfladiske emner. På alle essentielle områder ønsker venstreorienterede af den oversocialiserede slags at gøre den sorte mand til en kopi af den hvide middelklasse. De ønsker at få ham til at studere teknik, blive butiksbestyrer eller videnskabsmand, få ham til at bruge sit liv på at klatre op af karrierestigen, for at bevise hans ligeværd med den hvide mand. De ønsker at gøre sorte fædre ‘ansvarsfulde.’ De vil have sorte bander til at blive ikkevoldelige osv. Men dette er netop det teknisk-industrielle system. Systemet er uendelig ligeglad med, hvad slags musik der bliver lyttet til, hvilken slags tøj der bliver båret, eller hvilken religion nogen har, så længe vedkommende går i skole, har et ordentligt job og kravler op af karrierestigen, så længe han er en ‘ansvarlig’ forælder, er ikkevoldelig og så videre. Hvor meget den oversocialiserede venstreorienterede end benægter det, er vedkommendes mål dog at integrere den sorte mand i systemet, og dermed få ham til at optage dets værdier.

162

Vi vil dog ikke påstå, at de venstreorienterede, selv af den oversocialiserede type, aldrig gør oprør mod de fundamentale værdier i vort samfund. Det står

klart at de til tider gør. Nogle oversocialiserede venstreorienterede går endda så vidt som at gribe til voldelige metoder, for at gøre oprør mod det moderne samfunds principper. I deres verdensbillede er volden en form for ‘frigørelse.’ Med andre ord er udøvelsen af vold en måde, hvorpå de kan bryde gennem de psykologiske barrierer, der blevet pålagt dem. Fordi de er oversocialiserede er disse hæmninger blevet mere bestemmende for dem end for andre – deraf ønsket om at bryde fri af dem. Sædvanligvis retfærdiggør de deres oprør med termer hentet fra mainstream værdier. Involverer de sig i voldelige aktiviteter, begrunder de det med kampen mod racisme e.l.

31 Det er selvklart, at mange indvendinger kan rejses mod denne foregående løse skitsering af venstrefløjens psykologi. Situationen i virkeligheden er kompleks, og ethvert forsøg på en bare nogenlunde udtømmende beskrivelse ville fylde adskillige bind, selv hvis alle relevante data var forhåndenværende. Vi gør kun krav på en meget grov kategorisering af de to vigtigste tendenser indenfor den moderne venstrefløjs psykologi.

32 Problemerne omkring den moderne venstrefløj er en indikator for vort samfunds problemer i det hele taget. Lavt selvværd, depressive tendenser og underlegenhed er ikke kun forbeholdt venstrefløjen. Selvom det er specielt tydeligt hos denne, findes de overalt i samfundet. Dagens samfund forsøger at socialisere os i endnu højere grad end noget forudgående. Eksperter fortæller os endda, hvordan vi skal spise, motionere, elske, opdrage vores børn osv.

M agtens

proces

33 Mennesker har et behov (formentlig grundet i biologien) for noget vi kalder ‘magtens proces.’ Dette er nært forbundet med behovet for magt (hvilket er bredt anerkendt) men det er ikke fuldstændig det samme. Magtprocessen har fire elementer. De tre mest tydelige af disse kalder vi mål, stræben og opnåelse af målet (enhver har brug for mål, hvis opnåelse er afhængig af indsats, og enhver har brug for at få succes i opnåelsen af i hvert fald nogle af sine mål.) det fjerde element er sværere at definere, og er ikke nødvendigt for alle. Vi kalder det autonomi og diskuterer det senere (stk. 42 – 44.)

35 Alle har et mål. Om ikke andet, så dog for at opretholde de fysiske behov som mad, vand, tøj og husly klimaet nu byder. Men den uafhængige aristokrat opnår disse ting uden stræben. Deraf kedsomheden og demoraliseringen.

36 Mangelen på opnåelse af vigtige mål vil resultere i døden, hvis målet er fysiske nødvendigheder, og frustrationen over mangelen på opnåelse af målet er sammenlignelige med overlevelse. Konstante nederlag i opnåelsen af disse mål resulterer i underlegenhed, lavt selvværd eller depression.

37 Dog, for at undgå alvorlige psykiske problemer, behøver mennesket mål, hvis opnåelse kræver indsats, og vedkommende må have en vis succesrate i at opnå sine mål.

S urrogat - aktiviteter 38 Men ikke enhver aflagt aristokrat lider af kedsomhed og demoralisering. Den japanske kejser Hirohito for eksempel, viede sig til marinebiologi, i stedet for at synke hen i dekadent hedonisme – et felt hvor han blev meget anerkendt. Når folk ikke behøver kæmpe for at opnå deres fysiske behov, bliver de nødt til at opsætte kunstige mål. I mange tilfælde forfølger de da disse mål med lige så stor energi og følelsesmæssig involvering, som de ellers ville have gjort for at opnå

de fysiske nødvendigheder. Derfor havde de romerske aristokrater litterære ambitioner. Og for få århundreder siden gik mange europæiske aristokrater på jagt, selvom de jo slet ikke behøvede kødet. Andre aristokratier har kæmpet om anseelsen gennem udsøgte udstillinger af rigdom, og et par enkelte, som Hirohito, har vendt sig til videnskaben.

39 Vi bruger begrebet ‘surrogat-aktiviteter’ for at betegne en hvilken som helst aktivitet, der er rettet mod et kunstigt mål, folk har sat op for sig blot for at have noget at arbejde hen imod – eller lad os sige, kun for ‘opfyldelsen’ som de får ud af at forfølge målet. Her er en mindre tjekliste, til at identificere surrogataktiviteter. En given person tilbringer megen tid og energi med at forfølge målet X – spørg dig selv om følgende: hvis vedkommende var nødsaget til at bruge tid og energi på at opfylde sine biologiske behov, og hvis denne indsats krævede megen fysisk og mental udfoldelse – ville vedkommende da føle sig mindreværdig, fordi denne ikke opnåede målet X? Næppe. Og dermed er målet X en surrogat-aktivitet. Hirohitos marinebiologiske studier er konstituerende for en surrogat-aktivitet, eftersom det klart turde fremgå, at hvis han måtte tilbringe sin tid med ikke-videnskabelige aktiviteter for at opnå livsnødvendige goder, ville han ikke lide afsavn, blot fordi han ikke vidste alt om havdyrs anatomi og livscyklus. På den anden side er opnåelsen af f.eks. sex og kærlighed ikke en surrogat-aktivitet, fordi de fleste mennesker – selv hvis deres liv ellers er tilfredsstillende – ville føle afsavn, hvis de i deres liv ikke havde et forhold til det modsatte køn (men overdreven jagt på sex kan være en surrogat-aktivitet.)

UNA-Bomber Manifestet

Vi vil forestille os et hypotetisk tilfælde. En mand der kan få alt, hvad han vil have, blot ved at ønske. En sådan person har magt, men han vil få alvorlige psykologiske problemer. I begyndelsen vil han more sig, men efterhånden vil han begynde at kede sig og blive demoraliseret. I sidste ende kan han få en klinisk depression. Historien viser, hvordan en økonomisk uafhængig adel typisk bliver dekadent. Dette er ikke tilfældet med en adel, der er nødsaget til at kæmpe, for at bibeholde dens privilegier. Men økonomisk uafhængige, fasttømrede aristokratier der ikke behøver kæmpe for magten, begynder at kede sig, bliver udsvævende og demoraliserede, til trods for at de ligger inde med magten. Dette viser at magten i sig selv ikke er nok. Man må have et mål at stræbe imod, for at kunne udøve magt.

40 I det moderne industrielle samfund er det kun nødvendigt med et minimum af indsats, for at tilfredsstille de basale fysiske behov. Der kræves ikke mere end et træningsprogram, for at opnå simple tekniske færdigheder, at møde til tiden og udøve en meget beskeden indsats, for at beholde et job. De eneste krav er et minimum af intelligens og, vigtigst af alt, lydighed. Er man i besiddelse af dette, tager samfundet sig af en fra vugge til grav (og ja, der er en underklasse, der ikke kan tage de fysiske nødvendigheder for givne, men her taler vi om hovedparten af samfundet.) Det er således ikke overraskende, at det moderne samfund er fuld af surrogat-aktiviteter. Disse inkluderer videnskabeligt arbejde, idrætsudøvelse, humanitært arbejde, litterær og kunstnerisk skabelse, karrierestræben, opnåelse af monetære og materielle goder, rækkende langt ud over den fysiske tilfredsstillelses krav, og social aktivisme, der ikke er rettet mod den enkelte aktivist selv, men mod f.eks. arbejde for ikke-hvide minoriteters rettig-

163

UNA-Bomber Manifestet

heder. Dette er dog ikke altid surrogat-aktiviteter, eftersom det for mange mennesker er forbundet med andet end opnåelsen af et mål. Videnskabeligt arbejde kan være motiveret i en stræben efter prestige, kunstnerisk udfoldelse i et behov for følelsesmæssigt udtryk, militant socialistisk aktivisme af fjendtlighed. Disse udfoldelser er dog for størstedelens vedkommende surrogat-aktiviteter. For eksempel vil hovedparten af videnskabsmænd sikkert være enige i, at det er ‘tilfredsstillelsen’ de får ud af arbejdet, der er den største drivkraft, mere end penge og prestige.

For de fleste mennesker er det dog gennem magtprocessen – at have et mål, gøre en autonom indsats og opnå målet – at selvtillid, selvsikkerhed og en magtfølelse opnås. Hvis den enkelte ikke har mulighed for indflydelse på magtprocessen, er konsekvenserne (afhængig af individet og måden hvorpå magtprocessen blev forhindret) kedsomhed, demoralisering, lavt selvværd, mindreværdsfølelse, underlegenhed, depression, nervøsitet, skyld, frustration, fjendtlighed, misbrug af børn eller partner, umættelig hedonisme, afvigende seksuel adfærd, søvnproblemer, spiseforstyrrelser osv.*

For langt de fleste er surrogat-aktiviteter dog langt mindre tilfredsstillende, end opnåelsen af rigtige mål (hvilket er mål folk ville ønske at opnå, selv når deres behov for magtprocessen var tilfredsstillet.) En indikation på dette er det faktum, at i langt de fleste tilfælde vil folk, der er involveret i surrogat-aktiviteter, aldrig være tilfredse, aldrig i ro med sig selv. Videnskabsmanden løser aldrig ét problem, før han er i gang med det næste, maratonløberen vil altid løber længere og hurtigere. Mange vil sige, at den tilfredsstillelse de opnår ved surrogat-aktiviteter er langt mere tilfredsstillende, end den de opnår ved gennem ‘ordinært’ arbejde for at opnå deres biologiske behov. Men det er fordi vort samfund har reduceret opnåelsen af biologiske behov til trivielle handlinger. Hvad mere er, mennesker i vort samfund har ikke mulighed for at tilfredsstille deres biologiske behov autonomt, men kun ved at være en funktionel del af en mægtig social maskine. I modsætning hertil, har mennesker mulighed for en stor grad af autonom indflydelse i opnåelsen af deres surrogat-aktiviteter.

A utonomi 42

164

Autonomi som en del af magtprocessen behøver ikke at være nødvendigt for alle. Enhver benytter dog i større eller mindre grad autonomi, som en del af arbejdet mod målet. Indsatsen er dog bestemt af deres eget initiativ, målrettethed og kontrol som selvstændige individer. Folk behøver dog ikke udøve førnævnte som enkeltindivider. Det er i regelen nok at handle som en del af en lille gruppe. Hvis en håndfuld mennesker derfor diskuterer et fælles mål, og opnår målet, er deres behov for magtprocessen tilfredsstillet. Arbejder de derimod ud fra rigide ordrer, givet ovenfra, bliver resultatet det modsatte. Det samme er tilfældet, når beslutninger truffet på kollektiv basis, gør den enkeltes rolle insignifikant*.

Det er sandt, at visse mennesker ser ud til at have brug for en ringe grad af autonomi. Enten er deres behov for magt svagt, eller også tilfredsstiller de dette behov ved at identificere sig med en stærk organisation de tilhører. Endelig er der visse dyriske typer, der ser ud til at blive tilfredsstillet alene ved en fysisk følelse af magt (den gode soldat, der får sit magtbehov stillet, ved at udvikle færdigheder i kamp, som han bruger i blind lydighed for sine overordnede.)

Å rsager

til sociale problemer

45 Ethvert af de foregående symptomer kan optræde i et hvilket som helst samfund, men er til stede i stor skala i det moderne industrielle samfund. Vi er ikke de første til at konstatere, at verden synes at være gået af lave. Den slags er ikke normalt for menneskelige samfund. Der er god grund til at tro, at primitive mennesker led af mindre stress og frustration og var mere tilfredse med livet, end moderne mennesker er. Det er sandt at ikke alt var lyst og let i primitive samfund. Overgreb på kvinder var almindeligt blandt de australske aboriginals, transseksualitet relativt almindelig hos nogle amerikanske indianerstammer. Det synes dog tydeligt, at der generelt var langt færre af de problemer, vi opregnede i forrige stykke blandt primitive folk, end i det moderne samfund.

46 Det moderne samfunds sociale og psykologiske problemer, må begrundes med de forhold samfundet påtvinger folk at leve under. Forhold, der er radikalt anderledes fra dem, den menneskelige race udviklede sig under, og som er i modstrid med de handlingsmønstre, mennesket udviklede under tidligere omstæn-

digheder. Det står klart at vi må anse mangelen på muligheder, for ordentligt at opøve magtprocessen, som den vigtigste grund til de unormale betingelser, det moderne samfund gør folk til genstand for.

48 Det er velkendt, hvordan overbefolkning i et område øger stress og aggression. Omfanget af overbefolkning i dag og menneskets isolation fra naturen, er konsekvenser af det teknologiske fremskridt. Alle førindustrielle samfund var langt overvejende agrare. Den industrielle revolution øgede både byernes og deres befolknings størrelse voldsomt. Det moderne landbrugs teknologi har gjort det muligt, at få jorden til at forsyne en langt større befolkning end nogensinde før (og teknologien forværrer overbefolkningsproblemet, fordi den giver folk stadigt større, nedbrydende kræfter i hænde.) For eksempel en lang række støjproducerende genstande: plæneklippere, radioer, motorcykler osv. Hvis disse frit kan benyttes, forårsager de frustration hos folk, der ønsker fred og ro. Blev der lagt restriktioner på brugen, ville folk der benyttede disse genstande, blive frustrerede… men var disse genstande nu aldrig blevet opfundet, ville det ikke have forårsaget konflikter med deraf følgende frustration.)

49 For primitive samfund gav den naturlige verden (der som regel kun forandres langsomt) en stabil struktur, og dermed en følelse af sikkerhed. I den moderne verden er det det menneskelige samfund, der dominerer naturen og ikke omvendt, og det moderne samfund forandres meget hurtigt, takket være teknologiske forandringer. Dermed er der ingen fast ramme.

50 De konservative er fjolser – de beklager sig over traditionelle værdiers forfald, og støtter alligevel entusiastisk teknologisk fremskridt og økonomisk vækst. Det går åbenbart aldrig op for dem, at det ikke er muligt at lave hurtige, drastiske forandringer i teknologi og samfundsøkonomi, uden dermed at forårsage pludselige forandringer i alle andre aspekter af samfundet. Og sådanne pludselige forandringer vil uafvendeligt nedbryde traditionelle værdier.

Nedbrydningen af de traditionelle værdier implicerer også i nogen grad nedbrydningen af de bånd, der binder traditionelle sociale smågrupper sammen. Tilintetgørelsen af de små sociale grupper sker også, fordi moderne forhold ofte forudsætter – eller frister til – den individuelle flytter, og dermed skiller dem fra deres oprindelige samfund. Derudover er et teknologisk samfund nødt til at svække familiebånd og lokalsamfund, hvis det skal fungere effektivt. I det moderne samfund, må den enkeltes loyalitet først og fremmest være rettet mod systemet, og sekundært mod småsamfundet, fordi det i modsat fald ville svække systemet, hvis den interne loyalitet var stærkere overfor småsamfundet.

52 Lad os sige, at en offentlig ansat eller en direktør udpeger sin fætter eller kusine, sin ven eller medbroder i troen, til en stilling, frem for den bedst egnede til jobbet. Denne har nu sat sin personlige loyalitet over loyaliteten til systemet, og det er ’nepotisme’ eller ‘diskriminering.’ Begge dele er dødssynder i det moderne samfund. Halvindustrialiserede samfund, der har været dårlige til at få underordnet personale, eller lokal loyalitet vendt til loyalitet mod samfundet, er som regel meget ineffektive (eks. Latinamerika.) Et udviklet industrielt samfund kan således kun tolerere småsamfund, som svækket og tæmmet er gjort til systemets værktøj*.

UNA-Bomber Manifestet

Blandt de unormale betingelser i det moderne industrielle samfund, er massiv overbefolkning, menneskets isolation fra naturen, unaturligt hurtige sociale forandringer og sammenbruddet af småsamfundene, som f.eks. storfamilien, landsbyen eller stammen.

53 Overbefolkning, hastige forandringer og sammenbruddet af lokalsamfundene anses almindeligvis som grunde til sociale problemer. Vi vil dog ikke mene, at det er nok til at forklare omfanget af de problemer vi ser i dag.

54 Nogle få forhistoriske byer var meget store og overbefolkede, men deres befolkninger ser ikke ud til at have lidt under psykologiske problemer, i samme omfang som det moderne menneske. I dagens Amerika er der stadig tyndtbefolkede landområder, og her finder vi de samme problemer, som i storbyerne, omend problemerne synes at være mindre akutte. Dermed synes overbefolkning ikke at være den afgørende faktor.

55 Befolkningsmobiliteten ved kolonisationens grænser i det 19. årh. Amerika, nedbrød formentlig storfamilierne og småsamfundene, i samme omfang som nedbrydningen finder sted i dag. Mange kernefamilier valgte faktisk at leve i

165

isolation, uden naboer i miles omkreds, og uden at tilhøre et samfund overhovedet, uden de af den grund synes at have udviklet problemer.

UNA-Bomber Manifestet

af magtprocessen i det moderne samfund

Desuden var forandringerne i det amerikanske kolonisationssamfund meget hurtige og dybe. En mand kunne blive født i en træhytte udenfor lands lov og ret, leve af kød fra vildt. Når han blev gammel, kunne han have et almindeligt arbejde, og leve i et samfund med lov og orden. Det var dybere forandringer, end dem et moderne menneske ville være udsat for, men det synes dog ikke have forårsaget psykiske problemer. Faktisk var det 19. århundredes Amerika optimistisk og selvsikkert – helt ulig samfundet af i dag*.

Forskellen er – argumenterer vi – at det moderne menneske har den indstilling (i store træk) at forandringen er påtvunget, mens det 19. århundredes kolonist havde følelsen af (ligeledes i store træk,) selv at skabe forandringen, ved eget valg. En pionér havde således et stykke land efter eget valg, som han gjorde til et landbrug ved egen indsats. På den tid kunne et helt amt have kun et par hundrede indbyggere, og var en langt mere isoleret og autonom enhed, end et moderne amt. En pionér deltog som medlem af en relativt lille gruppe i skabelsen af et nyt, ordnet samfund. Man kunne stille spørgsmålet, hvorvidt denne skabelse af et nyt samfund var et fremskridt, men under alle omstændigheder tilfredsstillede det pionerens behov for magtprocessen.

I det moderne industrialiserede samfund, presses mennesker ofte ind i den første og tredje gruppe, gruppe to derimod, tenderer mod at bestå af stadigt mere kunstigt skabt stræben.

58 Det er muligt at give andre eksempler på samfund, med hastige forandringer, og/eller tab af samfundsbånd, uden at det derfor forårsagede den slags adfærdsmæssige afvigelser, der ses i det moderne industrielle samfund. Vi påstår, at den vægtigste grund til de sociale og psykologiske problemer i det moderne samfund, er folks utilstrækkelige muligheder, for at gennemgå magtprocessen på normal vis. Det er dog ikke sådan, at det moderne samfund er det eneste, hvor magtprocessen er blevet forhindret. De fleste, hvis ikke alle, civiliserede samfund er kollideret med magtprocessen, i større eller mindre skala. I det moderne industrialiserede samfund er problemet dog blevet akut. Venstrefløjen – i det mindste i dens nuværende (midten og det sene 20. årh.) form – er en del af de symptomer på depravering, der ses i forhold til magtprocessen.

166

N edbrydningen

Vi deler mennesket ind i tre grupper: 1) de, hvis stræben kan tilfredsstilles med et minimum af indsats, 2) de, der kun kan tilfredsstilles på bekostning af indsatsen, og 3) de, der ikke kan tilfredsstilles ordentligt, lige meget hvor stor umage man gør sig. Magtprocessen retter sig mod at tilfredsstille gruppes to´s stræben. Jo mere stræben, der er i gruppe tre, jo mere er der frustration, vrede, med tiden underlegenhed, depression osv.

61 I primitive samfund, falder fysiske behov generelt ind under gruppe to: de kan opnås, men kun på bekostning af seriøs indsats. Men det moderne samfund forsøger at garantere alles fysiske behov*, i bytte for en minimal indsats, hvorved fysiske behov bliver presset ind i gruppe et (man kan diskutere, hvorvidt indsatsen for at beholde et arbejde er ‘minimal,’ men sædvanligvis er den eneste påkrævede indsats i lav- eller middelhøje jobs, at man adlyder.) Du sidder og står hvor du bliver bedt om, på den måde du bliver bedt om det. Sjældent behøver du bruge dig selv seriøst, og under alle omstændigheder har du næsten ingen autonomi i arbejdet. Dermed er behovet for magtprocessen ikke opfyldt særlig godt.

62 Sociale behov, som f.eks. sex, kærlighed og status, falder ofte ind under gruppe to i det moderne samfund, afhængig af situationen og den individuelle*. Men bortset fra folk, der har en særlig stærk stræben efter status, er den påkrævede indsats for at opfylde den sociale stræben, utilstrækkelig til at opfylde magtprocessens behov.

64 For de fleste mennesker, måske hovedparten, er disse kunstige former for magtprocessen utilstrækkelig. Et genkommende tema hos sociale kritikere i anden halvdel af det 20. årh., er den følelse af meningsløshed, som påvirker mange mennesker i det moderne samfund (denne meningsløshed kendes ofte under andre navne, som f.eks. ‘karakterbrist’ eller ‘middelklasse-tomhed.’) Vi vil her foreslå, at den såkaldte ‘identitetskrise’ i virkeligheden er søgen efter formål, en overgivelse til en egnet surrogat-aktivitet. Det kan meget vel tænkes, at eksistentialisme i hovedtræk er en reaktion på meningsløsheden i det moderne liv*. Meget udbredt i det moderne samfund, er også jagten på ‘opfyldelse.’ Vi kan dog være overbevist om, at for hovedparten af folk, er en aktivitet med opfyldelse som hovedformål (altså en surrogat-aktivitet) ikke nok til at tilfredsstille denne. Med andre ord kan den ikke fuldt leve op til behovet for magtprocessen (stk. 41.) Dette behov kan kun tilfredsstilles fuldt, gennem aktiviteter der har et udadrettet mål, som f.eks. fysiske behov, sex, kærlighed, hævn osv.

65 Hvor et mål forfølges gennem indtjening, karrierestræben eller ved på en vis at være en del af systemet, er de fleste folk ikke i stand til at opnå dette autonomt. De fleste arbejdere er nogles ansatte (som pointeret i stk. 61,) og må bruge deres tid på at gøre det, de gør, på den måde de bliver bedt om det. Selv folk med egen forretning har ofte kun begrænset autonomi. Det er en typisk beklagelse hos små forretningsdrivende og selverhvervende, at regeringen pålægger dem for strenge krav og indskrænkninger. Nogle af disse reguleringer er uden tvivl unødvendige, men for størstedelens vedkommende, er disse krav og reguleringer både nødvendige og essentielle dele af vort ekstremt komplekse samfund. En stor del af småforretningerne er således en del af franchise-systemet. For nogle år siden blev det i Wall Street Journal rapporteret, at mange franchisegivende virksomheder forlanger personlighedstests af kommende franchise-tagere, for

at ekskludere dem, der er kreative og initiativrige. Alene fordi sådanne personer ikke er tilstrækkeligt føjelige til at adlyde franchise-systemet. Dette udelukker de folk, der har mest brug for autonomi, fra at blive småforretningsdrivende.

66 I dag lever folk mere på grundlag af, hvad systemet giver eller gør for dem, end hvad de gør for sig selv. Og det, de gør for sig selv, er mere og mere styret af, hvad systemet tilrettelægger. Muligheder er dem, systemet giver. Muligheder, der skal udnyttes i overensstemmelse med de regler, reguleringer* og teknikker, eksperter angiver som de rette, for at få succes.

67 Således er magtprocessen i vort samfund afbrudt, med nederlag til følge for ægte mål og for autonomi i opnåelsen af målene. Den er dog også blevet afbrudt på grund af den menneskelige stræben, der falder ind under gruppe tre: de mål, der ikke kan indfries, uanset indsatsen. Et af disse mål er behovet for sikkerhed. Vort liv afhænger af andres afgørelser – vi har ingen indflydelse på disse, og som oftest kender vi ikke engang beslutningstagerne (’We live in a world in which relatively few people - maybe 500 or 1.000 - make the important decisions’ - Philip B. Heymann, Harvard Law School, cit. af Anthony Lewis, New York Times, April 21, 1995.) Vore liv afhænger af, hvorvidt de rette sikkerhedsforanstaltninger ved atomkraftværkerne bliver overholdt, hvor mange pesticider, der er i vores mad, hvor megen forurening der er i luften vi indånder, hvor kompetent (eller det modsatte) vores læge er – om vi bibeholder eller får et job, kan afhænge af regeringsøkonomers eller firmachefers beslutninger osv. De fleste er ikke i en position, hvor de kan sikre sig selv mod disse trusler, (mere) end i meget begrænset omfang. Den enkeltes søgen efter sikkerhed lider derfor nederlag, hvilket leder til følelse af magtesløshed.

UNA-Bomber Manifestet

Derfor er der skabt kunstige behov, som falder ind under gruppe to, og som dermed støtter behovet for magtprocessen. Reklame- og marketingsteknikker er blevet udviklet, der giver folk behov for ting, deres bedsteforældre aldrig ønskede eller drømte om. Det kræver stor indsats at tjene penge nok til at tilfredsstille disse kunstige behov, og dermed falder de ind under gruppe to (se også stk. 80-82.) det moderne menneske må hovedsagelig tilfredsstille sit behov for magtprocessen, ved at forfølge kunstige mål, skabt af reklame- og marketingindustrien*, og gennem surrogataktiviteter.

68 En indvending kunne være, at det primitive menneske fysisk er mindre sikkert, end det moderne menneske, bevist ved dennes formodede lavere forventede levealder, hvorimod det moderne menneske lider af mindre – ikke mere – end den usikkerhedens størrelse, der er normal for mennesker. Men psykologisk sikkerhed er ikke det samme som fysisk sikkerhed. Det, der giver os følelse af sikkerhed, er ikke så meget en objektiv sikkerhed, som en fornemmelse af selvtillid, ved at kunne tage vare på os selv. Det primitive menneske, truet af hungersnød eller vilde dyr, kæmper i selvforsvar eller vandrer for at finde mad. Han har ingen garanti for succes, men han er på ingen måde et hjælpeløst

167

UNA-Bomber Manifestet

offer for truende omstændigheder. På den anden side er der det moderne menneske, der er truet og hjælpeløs overfor mange ting: atomulykker, giftstoffer i madvarer, forurening, krig, skattestigninger, store organisationers indgriben i privatlivet, landsomspændende sociale eller økonomiske fænomener, der forstyrrer livsførelsen.

69 Det er sandt, at det primitive menneske er magtesløs overfor nogle af de ting, der kan true, f.eks. sygdom. Men han kan acceptere denne risiko med stoisk ro. Det er del af tingenes natur, at de ikke er nogens skyld, selvfølgelig bortset fra én eller anden imaginær, upersonlig dæmon. Truslerne mod det moderne menneske derimod, er for det meste menneskeskabte. De er ikke et resultat af tilfældet, men er påtvunget vedkommende af andre personer, hvis beslutninger, han som individ, er ude af stand til at påvirke. Konsekvensen deraf er frustration, ydmygelse og vrede.

70 Det primitive menneske kan for det meste selv styre sin sikkerhed (enten som individ, eller som del af en lille gruppe,) hvorimod det moderne menneske må overlade sin sikkerhed til personer eller organisationer, der er for langt væk til, at vedkommende personligt har mulighed for indflydelse. Derfor må det moderne menneskes behov for sikkerhed falde ind under gruppe et og tre. På nogle områder (mad, husly mv.) kan denne sikkerhed kun opnås ved triviel indsats, hvorimod vedkommende på andre områder, ikke kan opnå sikkerhed (det foregående simplificerer naturligvis groft den virkelige situation, men det er dog en indikation på, hvor meget det moderne menneskes vilkår adskiller sig fra det primitives.)

168

Folk kan have mange forbigående drifter eller impulser, der nødvendigvis bliver skuffet i det moderne liv, og som derfor falder ind under gruppe tre. Man kan blive rasende, men det moderne samfund kan ikke tillade slagsmål. I mange tilfælde tillader det ikke engang verbal aggression. Skal man nogen steder hen, kan man have travlt, eller have tid til at slentre af sted, men generelt har man intet andet valg, end at følge trafikstrømmen og adlyde lyssignalerne. Man kan få lyst til at gøre sit arbejde på en anden måde, men i hovedreglen er det kun muligt at udføre det i den form, arbejdsgiveren vil have. På utallige andre måder er det moderne menneske således bundet op på regler og regulativer (eks- el. implicit,) der skuffer mange af vedkommendes impulser, og dermed

forstyrrer magtprocessen. Mange af disse reguleringer kan ikke gøres om, fordi de er nødvendige for det industrielle samfunds beståen.

72 Det moderne samfund er på visse punkter særdeles tolerant. I sager, der er selve systemets beståen uvedkommende, kan vi generelt gøre, hvad vi vil. Vi må have en hvilken som helst tro – så længe den blot ikke opfordrer til adfærd, der er farlig for systemet. Vi må gå i seng med hvem vi vil – så længe vi praktiserer ‘sikker sex’. Vi må gøre hvad som helst, så længe det er uden betydning. Men i alle betydende anliggender forsøger systemet til stadighed at regulere vor adfærd.

73 Adfærden er ikke kun reguleret gennem eksplicitte regler, og ikke kun af regeringen. Kontrol udøves ofte gennem indirekte tvang, gennem psykologisk pres, eller via manipulation. Både af organisationer udover regeringen, eller af systemet som helhed. De fleste større organisationer benytter sig af en form for propaganda,* for at manipulere den offentlige mening eller adfærd. Propaganda er ikke kun begrænset til ‘reklamer’ og annoncer, og til tider er det ikke engang med fuldt overlæg intenderet propaganda, af de folk som laver det. Et eksempel på indirekte tvang: der findes ingen lov, der foreskriver, at vi skal gå på arbejde hver dag, og følge vores arbejdsgivers ordrer. Juridisk er der intet, der forhindrer os i at leve i vildmarken som primitive mennesker, eller starte vores egen forretning op. I praksis er der dog meget lidt vildnis tilbage, og der er kun plads i økonomien til et begrænset antal næringsdrivende. Derfor kan de fleste af os kun overleve som én eller andens ansatte.

74 Vi foreslår, at det moderne menneskes besættelse af og ønske om lang levetid, fysisk vigør og seksuel tiltrækning langt op i alderen, er et symptom på utilfredshed, grundet i magtprocessens depravering. ‘Midtvejskrisen’ er også et sådant symptom. Det samme er den lavere fødselsrate, der er ganske almindelig i det moderne samfund, men er nærmest uhørt i primitive samfund.

75 I primitive samfund er livet en række af stadier. Når behov og mening er opfyldt på ét stadie, er der ingen betænkeligheder ved at indtræde i det næste. En ung mand gennemgår magtprocessen ved at blive jæger – ikke for sportens eller tilfredsstillelsens skyld, men for at skaffe det nødvendige kød til mad (hos unge kvinder er processen mere kompleks, med større vægt lagt på den sociale magt

76 For at imødekomme modargumenter til denne del: hvis nogen siger ’samfundet må finde en måde at give folk muligheden for at gennemgå magtprocessen.’ For sådanne mennesker vil værdien af muligheden være ødelagt af det faktum, at det er samfundet der giver dem den. De har brug for at finde eller lave deres egne muligheder. Så længe samfundet giver dem deres muligheder, holder det dem stadig i snor. For at opnå autonomi, må de frigøre sig fra dette bånd.

H vordan

nogle tilpasser sig

77 Ikke alle i de industrielt-teknologiske samfund lider af psykiske problemer. Nogle folk erklærer sig ligefrem tilfredse med samfundet som det er. Vi skal nu diskutere nogle af grundene til, hvorfor folk adskiller sig så meget fra hinanden, i deres syn på det moderne samfund.

78 Først er der utvivlsomt forskelle i styrken af stræben efter magt. Personer med en svag stræben, har et relativt lille behov for at gennemgå magtprocessen. Det er føjelige typer, der ville have været lykkelige som plantagenegre i det gamle Syden (vi vil ikke pege fingre af ‘plantagenegre’ i Syden. De fleste af slaverne var ikke tilfredse med deres status som tjenere. Vi retter os mod folk, der er tilfredse med deres status.)

79 Nogle folk har et exceptionelt behov at opnå, med hvilket de forsøger at tilfredsstille behovet for magtprocessen. Til eksempel de, der har et exceptionelt behov for social status og bruger hele livet på at klatre op af den sociale rangstige, uden nogensinde at blive trætte af dette spil.

80 Folk varierer i deres modtagelighed overfor reklame- og marketing teknikker. Nogle folk er så påvirkelige, at selv hvis de tjente mange penge, ville deres behov for skinnende nyt legetøj, som industrien holder dinglende foran deres øjne, ikke kunne tilfredsstilles. Sådanne folk vil altid føle sig hårdt presset økonomisk, selv hvis de har en stor indtjening, og dermed bliver de frustrerede.

UNA-Bomber Manifestet

– det vil vi ikke diskutere her.) Når denne fase er succesfuldt gennemført, har den unge mand ingen betænkeligheder, ved at nedsætte sig og stifte familie (til kontrast kan nævnes, hvordan nogle moderne mennesker endegyldigt afviser at få børn, fordi de har for travlt med at søge efter en form for ‘opfyldelse.’) Vi foreslår at den form for tilfredsstillelse, de har behov for, er en tilstrækkelig udlevelse af magtprocessen – med rigtige mål, i stedet for surrogataktiviteternes kunstige.) Ligeså, efter at have opfostret sine børn, ved at gennemgå magtprocessen og give dem deres fysiske behov, kan den primitive mand se sit arbejde fuldført og parat acceptere alderdommen (hvis han overlever så længe) og døden. Mange moderne mennesker er på den anden side skræmte ved udsigten til døden, hvilket ses gennem den indsats de lægger for dagen, for at bibeholde deres fysiske kondition, udseende og helbred. Vi taler for, at dette skyldes utilfredsstillelse, i og med de aldrig har benyttet deres fysiske kræfter til noget, aldrig gennemgået magtprocessen ved at bruge kroppen seriøst. Den primitive mand, der har brugt sin krop til daglige gøremål, frygter ikke alderens svækkelse, mens det moderne menneske aldrig har haft brug for at benytte sin krop, bortset til at gå fra bil til hus. Det menneske, hvis behov for magtprocessen er blevet tilfredsstillet gennem livet, er bedst forberedt til at acceptere enden på det liv.

81 Nogle mennesker har lav modtagelighed overfor reklame- og marketing teknikker. Disse folk er ikke interesseret i penge. Materielle anskaffelser tjener ikke deres behov for magtprocessen.

82 Folk, der er medium modtagelige overfor reklame- og marketing teknikker er i stand til at tjene penge nok til at tilfredsstille deres behov for varer og tjenester, men kun på bekostning af virkelig indsats (ved at tage overarbejde, et andet job, at blive forfremmet etc.) Dermed gør materielle anskaffelser det ud for magtprocessen. Men deraf følger ikke nødvendigvis tilfredsstillelse. De kan have utilstrækkelig autonomi i magtprocessen (deres arbejde kan bestå af at følge ordrer) og nogle af deres behov kan forblive uopfyldte (f.eks. sikkerhed, aggression.) Vi gør os skyldige i simplificering i stykke 80 – 82, fordi vi antager, at behovet for materielle anskaffelser udelukkende er reklame- og marketing industriens opfindelse. Det er klart, det ikke er så enkelt.

169

UNA-Bomber Manifestet

170

Nogle folk tilfredsstiller deres trang til magt, ved at identificere sig med en magtfuld organisation eller bevægelse. En person med mangel på mål eller magt, indtræder i en bevægelse eller organisation, ser dens mål som sine egne og arbejder hen imod disse. Når nogle af målene er nået, vil personen, selvom denne kun har spillet en ubetydelig rolle i opnåelsen af målene, gennem sin identifikation med bevægelsen, føle at vedkommende har gennemgået magtprocessen. Fænomenet blev udnyttet af fascister, nazister og kommunister. Vort eget samfund benytter sig af det, dog ikke så grusomt. Eksempel: Manuel Noriega var en torn i øjet på USA (mål: straf Noriega.) USA invaderede Panama (bestræbelse) og straffede Noriega (opnåelse af målet.) USA gennemgik magtprocessen, og mange amerikanere oplevede, via deres identifikation med USA, magtprocessen per stedfortræder. Dette forklarer offentlighedens bifald til invasionen; det gav folk en følelse af magt*. Det samme fænomen ses i hære, virksomheder, politiske partier, humanitære organisationer, religiøse eller ideologiske bevægelser. Specielt venstrefløjen tiltrækker folk, der søger efter at få dækket deres behov for magt. For de fleste gælder dog, at deres behov for magt ikke fuldt kan tilfredsstilles, i store organisationer eller massebevægelser.

84 En anden måde, hvorpå folk kan få tilfredsstillet deres behov for magtprocessen, er gennem surrogataktiviteter. Som vi talte om i stk. 38 – 40, er en surrogataktivitet rettet mod en kunstigt mål, som den individuelle stiler imod, for at opnå sin tilstand af ‘tilfredsstillelse’ i jagten på målet, ikke opnåelsen af målet i sig selv. For eksempel er der ingen praktisk grund til at opbygge enorme muskler, slå en lille bold i hul eller anskaffe sig en komplet serie af frimærker. Trods det, er mange folk i vort samfund ivrige bodybuildere, golfspillere eller frimærkesamlere. Nogle mennesker er mere ‘udadrettede’ end andre, og vil derfor være mere parate til at tillægge surrogataktiviteter værdi, fordi folk eller samfundet omkring tillægger det værdi. Dette er svaret på, hvorfor nogle mennesker bliver meget optaget af, i bund og grund trivielle, aktiviteter som sport, bridge, skak eller mystisk skolastisk stræben. Andre, mere klarsynede derimod, ser ikke disse ting som andet end de surrogataktiviteter de er, og fokuserer aldrig nok på disse, til at tilfredsstille deres behov for magtprocessen. Tilbage står kun at konstatere, at i mange tilfælde er en persons arbejdsliv i sig selv en surrogataktivitet. Ikke udelukkende en surrogataktivitet, eftersom en del af motivet for aktiviteten er at skaffe de fysiske nødvendigheder og (for nogle) social status, og den luksus som reklamerne får dem til at ville have. Men mange mennesker lægger langt større energi, end nødvendigt i at skaffe ekstra penge eller status,

som de har behov for. Og denne ekstra indsats konstituerer surrogataktiviteten. Denne ekstra indsats er, sammen med følelsesinvestering der uvægerligt følger, en af de mest potente kræfter, der handler imod den kontinuerlige udvikling og perfektionering af systemet, med negative konsekvenser for den individuelle frihed (se stk. 131.) Særlig de mest kreative videnskabsfolk og ingeniørers arbejde tenderer mod at være en ren surrogataktivitet. Denne pointe er så interessant, at den fortjener særskiltdiskussion, hvilket vi vil gøre om et øjeblik (stk. 87 – 92.)

85 I dette afsnit fandt vi forklaring på, hvordan mange mennesker i det moderne samfund, får tilfredsstillet deres behov for magtprocessen i større eller mindre grad. Men for majoriteten af befolkningen er behovet for magtprocessen ikke fuldt tilfredsstillet. For det første, folk med et utæmmeligt behov for status, for at blive ‘hægtet’ på en surrogataktivitet, eller andre der identificerer sig selv stærkt med en bevægelse eller organisation for at få tilfredsstillet deres behov for magt, må betragtes som exceptionelle personligheder. Andre er ikke fuldt tilfredse med surrogataktiviteter eller identifikation gennem en organisation (se stk. 41, 64.) For det andet, er samfundet alt for styrende, gennem lovgivning eller socialisering, hvilket resulterer i mangel på autonomi, og i frustration, grundet umuligheden af at opnå visse mål og nødvendigheden af at tilbageholde for mange impulser.

86 Men selvom de fleste folk i det teknisk-industrielle samfund er godt tilfredse med det, er vi (FC) dog i stadig opposition til denne form for samfund, (bl.a.) eftersom vi anser det ude af stand til at opfylde ens behov for magtprocessen, gennem surrogataktiviteter eller gennem identifikation med en organisation, frem for en stræben efter rigtige mål.

V idenskabsfolks

motiver

87 Videnskab og teknologi er de vigtigste eksempler på surrogataktiviteter. Nogle videnskabsfolk hævder, at de er drevet af ‘nysgerrighed’ eller et ønske om at komme menneskeheden til gode. Men det er let at se, at dette ikke kan være de principielle motiver for de fleste videnskabsfolk. Hvad angår ‘nysgerrigheden’ er det i sig selv absurd, de fleste videnskabsfolk arbejder på højt specialiserede

88 Forklaringen om ‘menneskets bedste’ holder heller ikke. En del videnskabeligt arbejde har ingen forklarlig forbindelse til den menneskelige races velbefindende – størstedelen af arkæologi og sammenlignende lingvistik for eksempel. Andre områder af videnskaben viser indlysende farlige muligheder. Men videnskabsfolk beskæftiget i disse grene, er lige så entusiastiske omkring deres arbejde, som de der udvikler vacciner eller studerer luftforurening. Tænk f.eks. på dr. Edward Teller*, der havde en oplagt følelsesmæssig involvering i at promovere atomkraftværker. Stammede dette engagement fra et ønske om at tjene menneskeheden? Hvis det var tilfældet, hvorfor var dr. Teller så ikke følelsesmæssigt involveret i andre ‘humanitære’ sager? Hvis han var så stor en humanist, hvorfor hjalp han så med at udvikle brintbomben? Som med mange andre videnskabelige landvindinger, er det et åbent spørgsmål, hvorvidt det rent faktisk er til menneskehedens bedste. Opvejer billig elektricitet det akkumulerede affald og faren for ulykker? Dr. Teller så kun på den ene side af sagen. Hans følelsesmæssige engagement udsprang tydeligt nok ikke af et ønske om at ‘tjene menneskeheden’ men af hans personlige tilfredsstillelse ved at se sit arbejde blive omsat i praksis.

89 Det samme gælder for videnskabsfolk i almindelighed. Med få, sjældne undtagelser, er deres motiver hverken nysgerrighed, eller et ønske om at hjælpe

menneskeheden, men et behov for at gennemgå magtprocessen: at have et mål (et videnskabeligt problem at løse,) at gøre en indsats (udforskning) og at opnå målet (løsningen på problemet.) Videnskab er en surrogataktivitet, fordi videnskabsfolk hovedsagelig arbejder for den tilfredsstillelse, de får ud af selve arbejdet.

90 Naturligvis er det ikke så enkelt. Andre motiver spiller en rolle for mange videnskabsfolk. Penge og status til eksempel. Nogle videnskabsfolk er af den type, der har en umættelig drift efter status (se stk. 79) og dette kan skaffe dem motivation til arbejdet. Utvivlsomt er videnskabsfolk, ligesom størstedelen af befolkningen, mere eller mindre modtagelige overfor reklame- og marketing teknikker, og behøver penge for at tilfredsstille deres behov for varer og tjenester. Dermed er videnskab ikke fuldt ud, men i store træk, en surrogataktivitet.

91 Videnskab og teknologi udgør en ‘massemagtsbevægelse’ og mange videnskabsfolk tilfredsstiller deres behov for magt, gennem identifikation med denne massebevægelse (se stk. 83.)

UNA-Bomber Manifestet

problemer, der ikke er genstand for nogen normal nygerrighed. Er for eksempel en astronom, en matematiker eller en insektforsker interesseret i isopropyltrimethylmethan’s egenskaber? Selvsagt ikke. Kun en kemiker ville være nysgerrig, fordi kemi er vedkommendes surrogataktivitet. Er kemikeren nysgerrig angående den rette klassifikation af nye billearter? Næppe. Dette spørgsmål har kun interesse for insektforskeren. Hvis insektforskeren og kemikeren var nødt til at opbyde alle kræfter, for at få fat i de basale fysiske nødvendigheder, og hvis denne indsats udfordrede deres evner i interessant henseende, men med et uvidenskabeligt formål, ville de være bedøvende ligeglade med isopropyltrimethylmethan eller klassifikation af biller. Forestil, at kemikeren ikke fik sit stipendium til universitetet, og derfor var nødt til at blive forsikringssælger i stedet for. I dette tilfælde ville vedkommende være interesseret i forsikringsanliggender, men ville ikke have skyggen af interesse for isopropyltrimethylmethan. Lige meget hvordan, kan den tid og indsats videnskabsfolk lægger i deres arbejde, ikke betragtes som normal tilfredsstillelse. ‘Nysgerrighed’ som forklaring på videnskabsfolks motiver holder ikke.

Videnskaben marcherer således blindt fremad, uden hensyn til menneskehedens virkelige behov eller en hvilken som helst standard, og adlyder kun videnskabsfolkenes psykologiske behov, regeringsfolkene og virksomhedslederne, der stiller med midlerne til forskningen.

93 Med ‘frihed’ menes muligheden for at gennemgå magtprocessen med rigtige – ikke surrogataktiviteternes kunstige – mål. Dette uden indblanding, manipulation eller overvågning fra noget som helst hold, specielt store organisationer. Frihed betyder at have kontrol, enten som enkeltperson eller som en del af en lille gruppe, til at skaffe de for liv eller død nødvendige betingelser: mad, tøj, beskyttelse og forsvar mod enhver fare, der findes i miljøet. Frihed betyder at have magt – ikke magten til at kontrollere andre mennesker, men magten til at kontrollere forholdene for ens eget liv. Det er ikke muligt at have frihed, hvis nogen (specielt en stor organisation) har magt over en, lige meget hvor godgørende, tolerant og frisindet denne magt end udøves. Det er vigtigt ikke at forveksle frihed med blot og bar tolerance (se stk. 72.)

171

UNA-Bomber Manifestet

94 Det siges, at vi lever i et frit samfund, eftersom vi har et antal garanterede konstituerede rettigheder. Men disse er ikke så vigtige som det kunne synes. Graden af personlig frihed i et samfund, bestemmes mere af samfundets økonomiske og teknologiske struktur, end af dets love og regeringsform*. De fleste indianske nationer i New England var monarkier, og mange af den italienske renæssances byer blev styret af diktatorer. Men læser man om disse samfund, får man det indtryk, at de tillod langt større personlig frihed end vort samfund gør. Dette skyldtes til dels manglende effektive mekanismer til at sætte herskerens vilje igennem; der var ingen moderne, velorganiserede politistyrker, ingen hurtig langdistance kommunikation, ingen overvågningskameraer, ingen mapper med informationer om livet blandt jævne borgere. Dermed var det relativt nemt at undgå kontrol.

95 Hvad angår vore konstitutionelle rettigheder, så lad os se på f.eks. trykkefriheden. Selvfølgelig ikke for at komme den til livs, for den er et vigtigt redskab til at begrænse politisk magt, og til at holde folk med politisk magt i snor, ved offentligt at udstille deres fejl. Men trykkefrihed er af meget lille nytte for den jævne borger. Massemedierne er for størstedelen i store organisationers vold, organisationer der er integreret i systemet. Alle der har en smule penge, kan få noget trykt, distribuere det på internettet eller lignende. Men hvad vedkommende har at sige, vil blive opsuget i den enorme mængde af viden, tilgængelig i mediet, og vil dermed være uden effekt. Det er derfor næsten umuligt for de fleste enkeltpersoner eller små grupper, at gøre indtryk. Tag os (FC) for eksempel. Havde vi nu ikke gjort noget voldeligt, og havde sendt dette skrift til en forlægger, ville det ikke være blevet accepteret. Hvis det var blevet accepteret og trykt, ville det sandsynligvis ikke have fået mange læsere, fordi det er sjovere at se underholdning, bragt via medierne, end at læse et sobert essay. Selv hvis dette skrift havde haft mange læsere, ville de fleste have glemt hvad de havde læst, eftersom mediets mængder af viden ville have oversvømmet deres bevidsthed. For at få vort budskab ud til offentligheden, for at nå igennem, var vi nødt til at dræbe folk.

172

Konstitutionelle rettigheder er nyttige indtil et vist punkt, men de tjener ikke som garanti for meget andet, end hvad der kunne kaldes bourgeoisiets opfattelse af frihed. Ifølge bourgeoisiets opfattelse, er en ‘frit’ menneske i bund og grund en del af en social maskine, og har kun et bestemt sæt af prædeter-

minerede og begrænsede friheder. Friheder, der tjener den sociale maskines behov, mere end den enkeltes. Derfor har bourgeoisiets ‘frie’ menneske økonomisk frihed, fordi det stimulerer vækst og fremskridt; man har trykkefrihed, fordi offentlig kritik tager toppen af utilfredshed mod de politiske ledere. Man har ret til en retfærdig rettergang, fordi fængsling baseret på de magtfuldes luner, ville være skidt for systemet. Dette sås tydeligt i tilfældet Simon Bolivár*. Folk fortjente ifølge hans tankegang kun frihed, hvis de brugte den til at skabe fremskridt (forstået i bourgeoisiets termer.) Andre af bourgeoisiets tænkere har gjort sig til talsmænd for lignende tanker – frihed som et udelukkende kollektivt ærinde. Chester C. Tan, ‘Chinese Political Thought in the Twentieth Century,’ side 202, forklarer Kuomintang-lederen Hu Han-Min´s filosofi: An individual is granted rights because he is a member of society and his community life requires such rights. By community Hu meant the whole society of the nation. Og på side 259 slår Tan fast, at ifølge Carsum Chang (Chang Chun-mai, lederen af det socialistiske parti i Kina,) må frihed bruges i statens interesse, og i folkets som eet hele. Men hvilken slags frihed har man, når den kun kan bruges under andres bestemmelse? FC´s forestilling om frihed er ikke Bolivár´s, Hu´s, Chang´s eller andre af bourgeoisiets teoretikeres. Problemet med sådanne teoretikere er, at de har gjort udviklingen og brugen af sociale teorier til deres surrogataktivitet. Konsekvensen heraf er, at teorierne bliver skræddersyet teoretikernes behov mere, end enhver persons, der er uheldig nok til at leve i et samfund, hvor disse teorier påføres dem med magt.

97 Endnu en pointe må gøres i dette afsnit. Det må ikke automatisk sluttes, at en person har nok frihed, blot fordi vedkommende siger det. Frihed indskrænkes dels af psykisk kontrol, som folk er ubevidste omkring, og derudover er mange menneskers forestilling om frihed mere styret af sociale konventioner, end af deres virkelige behov. For eksempel vil det være typisk, at en venstreorienteret af den oversocialiserede slags mener, de fleste mennesker (dem selv inklusive) er for lidt socialiserede, hellere end for meget. Dette til trods for, at den oversocialiserede venstreorienterede betaler en stor psykisk pris for sit høje socialiseringsniveau.

N ogle

historiske principper

103 Fjerde princip. Et nyt samfund kan ikke skabes på papir. Det er ikke muligt at planlægge et nyt samfund på forhånd, sætte det i værk og forvente at det fungerer efter hensigten.

Første princip. Hvis en lille ændring indtræffer i den langsigtede historiske udvikling, vil effekten af denne næsten altid være forbigående – udviklingen vil snart finde tilbage til sit oprindelige leje (eksempel: en reformbevægelse med det formål at fjerne politisk korruption i et samfund, har sjældent andet end kortsigtet effekt; før eller senere sløver reformatorerne af på den, og korruptionen kommer krybende tilbage.) Mængden af politisk korruption i et givent samfund er næsten konstant, eller ændres i hvert fald kun langsomt i takt med samfundet. Normalt er en permanent politisk oprydning kun mulig, hvis den følges af omfattende sociale ændringer – en lille ændring af samfundet er ikke nok.) Hvis en lille ændring af den langsigtede historiske udvikling synes at være permanent, skyldes det kun at forandringerne bevæger sig i samme retning som udviklingen, således at udviklingen ikke ændres, mens kun skubbes et skridt frem.

104

100

106

Dette første princip synes næsten at være et tautologisk udsagn. Hvis en udvikling ikke var stabil i forhold til små ændringer, ville den operere tilfældigt, snarere end at følge en bestemt retning. Med andre ord ville den ikke være en langsigtet udvikling.

Det femte princip er en konsekvens af de foregående fire.

101 Andet princip. Hvis en forandring er stor nok til i tilstrækkelig grad at ændre en langsigtet historisk udvikling permanent, vil den forandre samfundet som helhed. Med andre ord er samfundet et system, hvor alle enkeltdele er indbyrdes forbundne og hvor det ikke er muligt at ændre nogen vigtig del, uden dermed også at ændre de andre dele.

102 Tredje princip. Hvis en forandring er stor nok til permanent at ændre en langsigtet historisk udvikling, kan konsekvenserne for samfundet som helhed ikke

Det tredje og fjerde princip opstår som resultat af det menneskelige samfunds kompleksitet. En forandring i den menneskelige adfærd vil påvirke samfundets økonomi, og dets fysiske miljø. Økonomien vil påvirke miljøet og vice versa, forandringerne i økonomien og miljøet vil påvirke den menneskelige adfærd i kompleks, uforudsigelig henseende og så videre. Årsags- og virkningskæderne er alt for komplekse at gennemskue og forstå.

105 Femte princip. Folk vælger ikke bevidst og rationelt styreformen i deres samfund. Samfund udvikles gennem den sociale evolutions processer, der ikke er underlagt menneskelig kontrol.

UNA-Bomber Manifestet

Tænk på historien som summen af to komponenter: et udslettende, der består af uforudsigelige begivenheder, som ikke følger noget fastlagt mønster – og et fastlagt, der består af langsigtet historisk udvikling. Her skal vi beskæftige os med den langsigtede udvikling.

forudsiges (medmindre diverse andre samfund har gennemgået de samme forandringer og oplevet de samme konsekvenser, og man derfor på empirisk grundlag kan forudse, at et givent samfund der gennemgår disse forandringer sandsynligvis vil opleve lignende konsekvenser.)

107 Til illustration: ifølge det første princip vil et forsøg på social reform enten gå i den retning som samfundet under alle omstændigheder udvikler sig (således at den kun fremskynder en forandring, der alligevel ville have fundet sted,) eller også har reformen kun en forbigående effekt, så samfundet snart falder tilbage i sit vante spor. For at skabe vedvarende forandringer i en vigtig del af samfundet, i udviklingens retning, er reformer utilstrækkelige og revolution en nødvendighed (en revolution inkluderer ikke nødvendigvis væbnet opstand, eller omvæltning af en regering.) Ifølge det andet princip, forandrer en revolution ikke kun en enkelt del af samfundet, og ifølge det tredje opstår forandringer, der ikke var forventet eller ønsket af de revolutionære. Ifølge det fjerde vil et samfund, udtænkt af utopikere eller revolutionære, ikke fungere som planlagt, når det sættes i værk.

173

UNA-Bomber Manifestet

108 Den amerikanske revolution tjener ikke til modeksempel. Den amerikanske ‘revolution’ var ikke en revolution i vores betydning af ordet, men en uafhængighedskrig, fulgt af en temmelig vidtgående politisk reform. De lovgivende fædre forandrede ikke udviklingens retning i det amerikanske samfund, og de forsøgte heller ikke på det. De frigjorde kun det amerikanske samfunds udvikling fra den hæmmende effekt af det britiske styre. Deres politiske reformer lavede ikke forandringer i den grundlæggende retning, men skubbede kun den amerikanske politiske kultur i naturlig retning. Det britiske samfund, fra hvilket det amerikanske udsprang, havde gennem lang tid bevæget sig i retning af et repræsentativt demokrati. Allerede før uafhængighedskrigen, praktiserede amerikanerne en betydelig grad af repræsentativt demokrati, i koloniale forsamlinger. Det politiske system, baseret på konstitutionen, var modelleret over det britiske system og de koloniale forsamlinger. Uden tvivl med store forandringer til følge, tog de lovgivende fædre et meget vigtigt skridt. Men det var af en vej, som den engelsktalende del af verden allerede betrådte. Beviset er, at alle de steder, hvor folk af britisk oprindelse bosatte sig, i sidste ende fik repræsentative demokratiske systemer, der i bund og grund ligner det i USA. Havde nu de lovgivende fædre tabt fatningen, og nægtet at underskrive uafhængighedserklæringen, ville vort liv i dag ikke være bemærkelsesværdigt forandret. Vi havde måske haft tættere bånd til England, og haft parlament og premierminister, i stedet for kongres og præsident. Ingen stor ståhej. Dermed leverer den amerikanske revolution ikke et modeksempel til vore principper, men illustrerer dem derimod ganske godt.

109 Men det er stadig nødvendigt at anvende sund fornuft i forbindelse med principperne. Disse er udtrykt i upræcise vendinger, der tillader fortolkning, og undtagelser fra dem kan findes. Derfor præsenterer vi dem heller ikke som uomgængelige sandheder, men som tommelfingerregler eller tankeguides. Disse kan tjene til delvis modgift mod naive ideer om fremtidens samfund. Disse principper skal konstant overvejes, og hver gang en konklusion er i modstrid med disse, bør ens tænkning grundigt revurderes, og konklusionen bør kun accepteres, hvis man har solide grunde til at gøre det.

D et

teknisk - industrielle samfund kan ikke reformeres

110 De føromtalte principper viser, hvor omsonst og umuligt det ville være, at reformere det industrielle system på en sådan måde, at det ophører med sin stadige indskrænkelse af vor friheds sfære. Der har, lige fra begyndelsen af den industrielle revolution, været en stabil tendens mod at styrke systemet, på bekostning af individuel frihed og lokal autonomi. Dermed vil ethvert tilløb til at beskytte friheden mod teknologien, være i direkte opposition til en fundamental tendens i vort samfunds udvikling. Konsekvensen af en sådan forandring ville derfor kun være midlertidig – den ville snart blive opsuget i historiens malstrøm – eller, hvis den er stor nok, ændre hele vort samfunds struktur. Alt i henhold til det første og andet princip. Og da samfundet ville blive ændret i uforudsigelig retning, i henhold til det tredje princip, ville dette medføre store risici. Forandringer, der er store nok til at skabe vedvarende ændringer, kunne ikke inkorporeres, for det ville være undergravende for det bestående system. Ethvert forsøg på at gennemføre reformer, vil være for svagt til at kunne finde sted. Selv hvis forandringer, store nok til at gøre en stadig forskel, blev inkorporeret, ville disse initiativer blive trukket tilbage, når resultatet af deres undergravende effekt blev tydelig. Derfor ville permanente forandringer til frihedens fordel, kun kunne føres ud i livet af personer, parate til at acceptere radikale, uforudsigelige og farlige ændringer af hele systemet. Med andre ord ikke reformister, men revolutionære.

111 Folk der er bekymrede for friheden, men ikke ønsker at ofre den formodede gevinst ved teknologien, vil komme med naive forslag til en ny samfundsorden, hvor frihed forsones med teknologi. Trods det faktum, at folk, der kommer med sådanne forslag sjældent har nogle praktiske løsninger for, hvordan et nyt samfund skulle sættes i værk, følger af det fjerde princip, at selv hvis en ny form for samfund kunne etableres, ville det enten kollapse eller føre til uventede resultater.

112 Så selv på et meget generelt grundlag synes det højst utænkeligt, at enhver form for forandring af samfundet der ville kunne udfindes, ville forsone friheden

174

med den moderne teknologi. I de næste par afsnit vil vi give mere specifikke grunde til at konkludere, at frihed og teknologisk fremskridt er uforenelige.

R estriktioner

113 Som vi forklarede stykke 65–67, 70–73, er det moderne menneske fastspændt i et netværk af regler og reguleringer, og hans skæbne afhænger af ham inferiøre personer, hvis beslutninger han ikke har indflydelse på. Dette er ikke tilfældigt, eller et udslag af vilkårlighed hos arrogante bureaukrater. Det er nødvendigt og uundgåeligt for et hvilket som helst teknologisk avanceret samfund. Systemet er nødt til grundigt at regulere den menneskelige adfærd, for at kunne fungere. Folk er nødt til at gøre hvad de bliver bedt om på arbejdet, i modsat fald ville produktionen ende i kaos. Bureaukratier er nødt til at fungere efter rigide regler. At give vigtig personlig diskretion til laverestående bureaukrater, ville undergrave systemet og medføre anklager om urent trav, på grund af de forskelle, de enkelte bureaukrater har i omgangen med denne diskretion. Det er sandt, at nogle restriktioner af vor frihed kunne elimineres, men generelt er reguleringen af vore liv gennem store organisationer, nødvendige for det teknisk-industrielle samfunds funktionalitet. Resultatet er en følelse af magtesløshed hos det almindelige menneske. Tendensen er, at de formelle reguleringer i stadig større grad erstattes med psykologiske redskaber, der får os til at ville gøre, hvad samfundet ønsker af os (propaganda (stk.14,) indlæringsteknikker, mentale sundhedsprogrammer osv.)

114 Systemet er nødt til at tvinge folk til at opføre sig på en måde, der er stadigt fjernere fra det naturlige menneskes adfærdsmønster. For eksempel mangler systemet videnskabsfolk, matematikere og ingeniører. Intet kan fungere uden dem. Derfor lægges der hårdt pres på børn, for at få dem til at bevæge sig ind i disse områder. Det er ikke naturligt for et ungt menneske at blive tvunget til at tilbringe det meste af sin tid bag et skrivebord, opslugt af studier. Et normalt ungt menneske ønsker at tilbringe sin tid i aktiv kontakt med den virkelige verden. Blandt primitive folk, er de ting som børn trænes i, i naturlig harmoni med naturlige menneskelige impulser. Blandt de amerikanske indianere for eksempel, bliver drenge trænet i jagt – noget drengene kan forstå og lide. I vort

115 På grund af det konstante pres systemet udøver, for at modificere den menneskelige adfærd, er der en stadig stigning i antallet af folk, der enten ikke kan eller vil tilpasse sig samfundets krav: bistandsbumser, medlemmer af ungdomsbander, af kulter, anti-regerings rebeller, ekstremistiske økologiske sabotører, dropouts og modstandere af enhver slags.

116 I ethvert teknologisk fremskredent samfund, vil den enkeltes skæbne afhænge af beslutninger, vedkommende ikke selv har den store indflydelse på. Et teknologisk samfund kan ikke opløses til små, autonome enklaver, fordi produktionen afhænger af et stort antal maskiner og mennesker. Et sådant samfund må være højt organiseret og beslutninger må træffes, der angår et meget stort antal mennesker. Når en beslutning berører, lad os sige en million mennesker, vil hvert berørt enkeltindivid kun have en milliontedel gennemsnitlig indflydelse på beslutningen. Det, der sker i praksis, er at disse beslutninger træffes af regeringsrepræsentanter, virksomhedsledere eller tekniske specialister. Men selv når det sker gennem offentlige afstemninger, er antallet af stemmer normalt så stort, at den enkeltes stemme er uden betydning*. Dermed er den enkeltes stemme ude af stand til at påvirke de store beslutninger, der påvirker vort liv. Der er ingen oplagt måde, hvorpå dette kan løses i et teknologisk fremskredent samfund. Systemet forsøger at ‘løse’ dette problem, ved at benytte sig af propaganda, for at få folk til at ønske de beslutninger, der træffes for dem, men selv hvis løsningen gjorde det bedre for folk, ville det stadig være nedværdigende.

UNA-Bomber Manifestet

af friheden er uomgængelige i det moderne samfund

samfund bliver børnene presset til at studere tekniske emner, hvilket de fleste gør, surmulende.

117 Konservative og andre er fortalere for mere ‘lokal autonomi.’ Lokalområderne havde engang autonomi, men en sådan autonomi blev mere og mere umulig, efterhånden som lokalsamfundene blev indfiltret i og afhængig af store systemer, som f.eks. offentlige ydelser, computernetværk, motorveje, massekommunikation og sundhedsvæsen. En anden faktor, der modarbejder lokal autonomi, er at teknologi i én egn, ofte påvirker folk helt andre steder. Brug af kemiske produkter eller pesticider nær en å, kan således forurene vandet langt nede af løbet, eller drivhuseffekten, der påvirker hele verden.

175

UNA-Bomber Manifestet

118 Systemet kan ikke og er ikke beregnet til at stille menneskelige behov. I stedet må den menneskelige adfærd justeres systemets behov. Dette har intet at gøre med den politiske eller sociale struktur, der angiveligt styrer systemet. Det er teknologiens fejl, at den ikke styres af ideologiske, men tekniske behov*. Naturligvis tilfredsstiller systemet menneskelige behov, men generelt gør det det kun så længe, det er til systemets fordel. Det er systemets behov, der er primære, ikke menneskelige. For eksempel forsyner systemet folk med mad, fordi det ikke ville kunne fungere, hvis alle sultede. Det tilfredsstiller folks psykiske behov, når det er bekvemt, fordi det ellers ikke ville kunne fungere, hvis folk var depressive eller oprørske. Systemet må, af praktiske årsager, til stadighed udøve konstant pres på folk, for at tilpasse deres adfærd til systemets behov. For meget affald? Regeringen, medierne, uddannelsessystemet, økologer og alle mulige andre oversvømmer os med en strøm af propaganda om genbrug. Behov for mere teknisk personel? Et kor af stemmer opfordrer børn til at studere videnskab. Ingen maner til eftertanke, om det inhumane i at tvinge unge til at spendere hovedparten af deres tid, med at studere emner de fleste af dem hader. Når uddannede arbejdere sendes på ‘genskoling’ for at opnå flere tekniske færdigheder, spørger ingen om det er ydmygende for dem. Det tages simpelthen for givet, at alle må bøje sig for den teknologiske nødvendighed og sund fornuft: hvis menneskelige behov blev sat i højsædet, ville det resultere i økonomisk nedgang, arbejdsløshed, knaphed eller værre. ‘Mental sundhed’ er i vort samfund defineret af, hvorvidt den enkelte opfører sig i overensstemmelse med systemets behov, og gør dette uden at vise tegn på stress.

119

176

At skabe rum for en følelse af mening og autonomi indenfor systemet, er en vittighed. For eksempel fik et firma sine ansatte til, i stedet for kun at samle en del af et katalog, at samle det hele, for at give dem en følelse af mening og opnåelse af mål. Nogle firmaer har forsøgt at give deres ansatte mere selvbestemmelse i arbejdet, men af praktiske årsager kan dette kun gøres i begrænset omfang. I hvert tilfælde får de ansatte aldrig autonomi i forbindelse med ultimative mål – deres ‘autonome’ indsats kan aldrig være rettet mod et mål, de personligt har valgt. Det kan kun være mod arbejdsgiverens, hvad enten dette er firmaets overlevelse eller vækst. Ethvert firma ville snart være tvunget til lukning, hvis det tillod sine ansatte at handle anderledes. Til sammenligning måtte arbejderne på en virksomhed i et socialistisk system, ensrette deres indsats til virksomhedens mål, ellers ville den ikke kunne tjene som en del af systemet. Vi gentager, at af udelukkende teknologiske årsager, er det ikke muligt for enkelt-

personer eller små grupper, at have megen autonomi i det industrielle samfund. Selv småforretningsdrivende har som regel kun begrænset autonomi. Ud over nødvendigheden af regeringsregulativer, er vedkommende bundet af krav om indpasning i det økonomiske system. Hvis nogen til eksempel udvikler en ny teknologi, er den lille forretningsdrivende ofte nødt til at benytte sig af denne, for at forblive konkurrencedygtig.

D e ’ dårlige ’

sider ved teknologi kan ikke adskilles fra de ’ gode ’

120 En anden grund til at det industrielle samfund ikke kan reformeres i frihedens favør, er, at moderne teknologi er et sammenhængende system, hvor alle dele er afhængige af hinanden. Det er ikke muligt at afskaffe de ‘dårlige’ sider ved teknologien og kun bibeholde de ‘gode.’ Tag moderne medicin for eksempel. Fremskridt indenfor medicinen afhænger af fremskridt indenfor kemi, fysik, biologi, computerteknologi m.m. Avancerede medicinske behandlinger kræver dyrt, højteknologisk udstyr, der kun kan fremstilles i et teknologisk fremskredent, økonomisk rigt samfund. Det er oplagt, at der ikke ville være meget fremskridt indenfor medicinen, uden hele det teknologiske system og alt hvad deraf følger.

121 Selv hvis medicinske fremskridt kunne opnås, uden resten af det teknologiske system, ville det i sig selv medføre visse onder. Lad os for eksempel antage, at der opfindes en behandling mod diabetes. Folk med genetisk anlæg for diabetes, ville være i stand til at overleve og reproducere sig ligesom alle andre. Naturlig udbredelse af gendisponeret diabetes vil forsvinde, og resistente gener vil sprede sig i befolkningen (dette sker allerede i en vis grad, eftersom diabetes ikke kan kureres, men dog holdes i ave med insulin.) Det samme vil være tilfældet med andre genetisk betingede sygdomme, hvis udbrud skyldes genetisk degeneration i befolkningen. Den eneste løsning vil være en form for ekstensiv eugenisk eller genetisk manipulation med mennesker, således at mennesket ikke længere vil være skabt af naturen, eller en eventuel gud (alt efter filosofisk eller religiøs indstilling,) men et kunstigt fremstillet produkt.

122 Hvis du mener, regeringen blander sig for meget i dit liv nu, så bare vent til den begynder at regulere dine børns genetiske konstitution. Sådanne reguleringer vil være en uafvendelig følge af genetisk manipulation af mennesker, fordi ukontrolleret manipulering ville være katastrofal*.

Det sædvanlige svar på sådanne indvendinger er ‘medicinsk etik.’ Men et sæt af etiske spilleregler ville ikke kunne beskytte friheden mod det medicinske fremskridt; det ville kun gøre det hele værre. Et sæt etiske spilleregler for menneskelig genmanipulation, ville i udførelsen være det samme som regulering af menneskets genetiske konstitution. Nogen (sandsynligvis i den højere middelklasse) ville beslutte at disse eller hine manipuleringer er mere ‘etiske’ og andre er ikke. Dermed ville de i konsekvensen påtvinge deres egne værdier indenfor genmanipulering, på resten af befolkningen. Selv hvis et sæt etiske spilleregler blev vedtaget på fuldstændig demokratisk basis, ville flertallet have påtvunget en minoritet deres værdier, et mindretal der meget vel kan have en anden forestilling, om ‘etisk’ brug af genmanipulering. Det eneste etiske regelsæt, der i sandhed ville beskytte friheden, ville være den at forbyde enhver menneskelig genmanipulering, og vær vis på, at et sådan sæt regler aldrig vil blive indført i et teknologisk samfund. Ingen begrænsende regler, der kunne reducere genetisk manipulation til et minimum, ville holde, fordi fristelsen til at benytte sig af bioteknologiens kolossale kræfter ville være for overvældende. Specielt fordi manipulerede ændringer, for de fleste folk vil fremstå, som indlysende og indiskutable gode (udslettelse af fysiske og mentale sygdomme, der giver folk mulighed for at klare sig i dagens verden.) Genetisk manipulering vil uundgåeligt blive ekstensivt benyttet, men kun i overensstemmelse med det teknisk-industrielle samfunds behov*.

T eknologi

er en mere magtfuld kraft end stræben efter frihed

124 Det er ikke muligt at skabe et holdbart kompromis mellem teknologi og frihed, for teknologien er en langt mere magtfuld social kraft, og gør stadigt indhug på friheden gennem gentagne kompromiser. Lad os forestille os to naboer, der begge som udgangspunkt ejer den samme mængde land, men hvor den ene er mere

125 Lad os uddybe, hvorfor teknologien er en mere magtfuld social kraft end stræben efter frihed.

126 Et teknologisk fremskridt, der ikke opstår som en trussel for friheden, truer den ofte alvorligt senere hen. Se for eksempel på motoriseret transport. Førhen kunne man gå hvor man ville, gå i sit eget tempo uden at påse trafikregler, og man var uafhængig af teknologiske støttesystemer. Da motorkøretøjer blev introduceret, syntes de at give mere frihed til mennesket. De tog ingen frihed fra det gående menneske, ingen behøvede have en bil hvis de ikke ønskede det, og enhver der valgte at købe en bil, kunne rejse meget hurtigere end det gående menneske. Men indførelsen af motoriseret transport ændrede snart samfundet så meget at det kraftigt indskrænkede menneskets fri bevægelighed. Jo mere utallige bilerne blev, jo kraftigere måtte brugen af dem reguleres. I en bil kan man ikke bare køre hvor man har lyst i ens eget tempo, specielt ikke i tæt bebyggede områder. Ens bevægelser er styret af trafikkens strøm og af diverse trafiklove. Man er spundet ind i mange forpligtelser; teoriprøver, køreprøver, fornyelse af registrering, forsikring, vedligeholdelse af sikkerhedsårsager, månedlige afbetalinger på købsprisen. Hvad mere er: brugen af motoriserede køretøjer er ikke længere valgfri. Siden indførelsen af motoriseret transport er indretningen af vore byer ændret i en sådan grad, at hovedparten af befolkningen ikke længere bor indenfor gåafstand af deres arbejde, indkøbsmuligheder og rekreative områder. Derfor er de nødt til at forlade sig på bilen til transport. Ellers må de bruge offentlige transport, hvor de har endnu mindre kontrol over deres egen bevægelse, end i en bil. Selv den gåendes frihed er nu for en stor del underlagt regler. Inde i byen bliver han konstant nødt til at stoppe og vente på lyskurve, der hovedsagelig er designet til at tjene motortrafik. På landet gør motortrafik det farligt og ubehageligt at gå ved siden af motorvejen (Bemærk den vigtige pointe vi illustrerede i tilfældet med motoriseret transport: når en ny type teknologi introduceres som et valg, individet kan acceptere eller ej, alt

UNA-Bomber Manifestet

123

magtfuld end den anden. Den magtfulde gør krav på en del af den andens land. Den svage afviser. Den magtfulde siger: ’ok – så lad os lave et kompromis. Giv mig halvdelen af det jeg kræver.’ Den svageste har ikke andet valg end at give efter. Noget tid efter kræver den magtfulde nabo et stykke land mere, igen via et kompromis og så videre. Ved at påtvinge den svagere en lang række kompromiser, kan det magtfulde efterhånden overtage alt hans land. Sådan går det også i konflikten mellem teknologi og frihed.

177

som vedkommende vælger, vedbliver den ikke nødvendigvis med at være valgfri. I mange tilfælde ændrer den ny teknologi samfundet på en sådan måde, at folk efterhånden er tvunget til at bruge den.)

UNA-Bomber Manifestet

127 Hvor det teknologiske fremskridt som et hele fortløbende indskrænker vores friheds sfære, er hvert nyt teknisk forspring i sig selv betragtet, ønskeligt. Elektricitet, indlagte rør, lynhurtig langdistance kommunikation – hvordan kan nogle argumentere imod disse ting, eller imod nogle af de utallige andre tekniske fremskridt, der har skabt det moderne samfund? Det ville for eksempel have været absurd at kæmpe imod indførelsen af telefonen, den tilbød mange fordele og ingen ulemper. Men som vi forklarede i styk 59–76, har alle disse tekniske fordele samlet set skabt en verden, hvor det gennemsnitlige menneskes skæbne ikke længere er i dets egne hænder, eller i naboers eller venners. Den ligger hos politikere, forretningsledere og fjerne, anonyme teknologer og bureaukrater, vedkommende som individ ikke har mulighed for at udøve indflydelse på.* Den samme proces vil fortsætte i fremtiden. Tag for eksempel genetisk manipulation. Kun få vil være imod en genetisk teknik der eliminerer en arvelig sygdom. Den har ingen åbenbare bivirkninger og forebygger megen lidelse. Men et stort antal genetiske forbedringer vil gøre mennesket til et kunstprodukt, frem for tilfældets frie skabning (eller een eller anden Guds, afhængig af tro.)

128 En anden grund til at teknologi er så kraftig en social magt er, fordi det teknologiske fremskridt kun går i een retning, indenfor rammerne af et givent samfund. Det kan aldrig vendes om. Når en teknisk opfindelse er blevet introduceret, bliver folk som regel afhængige af den, medmindre den erstattes af en endnu mere avanceret opfindelse. Ikke nok med at folk bliver afhængige af et nyt stykke teknologi som enkeltpersoner, men systemet som sådan bliver afhængigt af den. (Forestil, for eksempel, hvad der ville ske med systemet i dag hvis computere blev elimineret.) Således kan systemet kun bevæge sig i een retning, mod større teknologisering. Teknologi tvinger til stadighed friheden til tilbagetog – eller overtager kort sagt det teknologiske system.

129

178

Teknologi avancerer med stor hastighed og truer friheden mange steder på samme tid (møder, regler og reguleringer, stadig fleres afhængighed af store virksomheder, propaganda og andre psykiske teknikker, genmanipulation, invasion af privatsfæren gennem overvågningsudstyr, computere osv.) At stoppe

bare een af disse trusler mod friheden, ville kræve en lang og sej social kamp. De der ønsker at beskytte friheden bliver overvældet bare ved antallet af de nye angreb og den hastighed de udvikler sig med. Derfor bliver de patetiske og kan ikke længere kæmpe imod. At kæmpe mod hver enkelt trussel er forgæves. Håb om succes er der kun ved at bekæmpe hele det teknologiske system, men det er revolution og ikke reform.

130 Teknikere (vi bruger denne term i den bredeste betydning for at beskrive alle de, der udfører specialiserede opgaver, der kræver træning) er ofte så involverede i deres arbejde (deres surrogataktivitet) at når der opstår en konflikt mellem deres tekniske arbejde og friheden, vælger de næsten altid til fordel for det tekniske arbejde. Dette er selvsagt tilfældet hos videnskabsfolkene, men det sker også andre steder; både undervisere, humanitære grupper og fredningsgrupper tøver ikke med at benytte propaganda eller andre psykiske teknikker til at hjælpe dem med at opnå deres prisværdige mål. Hverken store selskaber eller regeringskontorer tøver, efter forgodtbefindende, med at indsamle information om enkeltpersoner, uden hensyn til privatlivets fred. Den udøvende magt er fra tid til anden generet af sigtedes og ofte komplet uskyldige personers konstitutionelle rettigheder, og man gør hvad man kan, indenfor (og nogle gange udenfor) lovens rammer for at begrænse eller omgå disse rettigheder. De fleste af disse undervisere, regeringsansatte og politibetjente tror på frihed, privatlivets fred og de konstitutionelle rettigheder, men når disse værdier kommer i konflikt med deres arbejde, føler de for det meste at arbejdet er vigtigere.

131 Det er velkendt, hvordan folk arbejder bedre og mere vedholdende når de stræber efter en belønning, end når de forsøger at undgå en straf eller et negativt resultat. Videnskabsfolk og andre teknikere er hovedsagelig motiveret ved den belønning de får ud af deres arbejde. Men de der modarbejder teknologisk invasion af friheden, arbejder for at undgå et negativt resultat. Derfor er der færre som arbejder godt og vedholdende med denne nedslående opgave. Hvis reformatorerne nogensinde opnåede en signifikant sejr, der syntes at opretholde en solid barriere mod yderligere erosion af friheden gennem teknologisk fremskridt, ville de være nødt til at slappe af og rette opmærksomheden mod en mere acceptabel stræben. Men videnskabsfolk ville forsætte med at arbejde i laboratorierne, og det teknologiske fremskridt ville finde nye måder, på tværs af alle barrierer, til at udøve mere og mere kontrol over den enkelte og gøre dem stadigt mere afhængige af systemet.

132

133 Af alle de foregående ræsonnementer ser vi at teknologi er en mere magtfuld social kraft, end stræben efter frihed. Men denne påstand kræver en vigtig kvalificering. Det forekommer, at det teknisk-industrielle system over de næste mange tiår vil undergå alvorlige spændinger på grund af økonomiske og miljømæssige problemer, og specielt på grund af problemer med den menneskelige adfærd (fremmedgørelse, oprør, fjendtlighed og mængden af sociale og psykologiske implikationer.) Vi håber at disse spændinger, som samfundet højst sandsynligt vil gennemgå, vil forårsage dets sammenbrud eller i det mindste svække det tilstrækkeligt til at en revolution imod det er mulig. Hvis en sådan revolution opstår med succes, har stræben efter frihed i det øjeblik vist sig mere magtfuld end teknologien.

134 I stk. 125 brugte vi sammenligningen med den svage nabo, der blev ruineret af en stærkere nabo, der tager alt hans land ved at påtvinge ham en række kompromiser. Men lad os nu antage, at den stærke nabo bliver syg og er ude af stand til at forsvare sig selv. Den svage nabo kan tvinge den stærke til at give ham hans ejendom tilbage, eller slå ham ihjel. Hvis han lader den stærke mand

overleve, vil han igen tage den svages land. Det eneste logiske alternativ for den svage mand er at slå den stærke ihjel, mens han har chancen. På samme måde er vi nødt til at ødelægge det industrielle system, mens det er sygt. Hvis vi går på kompromis og lader det komme sig fra sin sygdom, vil det i sidste ende tage al vores frihed.

E nkle

sociale problemer har vist sig uløselige

135 Hvis nogle stadig forestiller sig muligheden af at reformere systemet, på en sådan måde at det beskytter friheden fra teknologien, overvej da hvor klodset og mestendels uden held vort samfund har taget sig af andre sociale problemer, der er langt mere enkle og lige ud ad landevejen. Blandt meget andet har systemet fejlet i at dæmme op for miljømæssig udbytning, politisk korruption, narkotikasmugling og vold i hjemmet.

136 Tag for eksempel vore miljømæssige problemer. Her er den værdibaserede konflikt enkel; kortsigtede økonomiske hensyn nu i modsætning til at gemme nogle af vore naturlige resurser til vores børnebørn*. Men på dette område får vi kun en masse vrøvl og mørkesnak fra de mennesker der har magt. Ikke noget der ligner en klar, konsistent handlingsplan. Vi bliver ved med at ophobe miljøproblemer, som vores børnebørn må leve med. Forsøg på at løse de miljømæssige spørgsmål ender i kampe og kompromiser mellem forskellige fraktioner, af hvilke nogle er fremtrædende i det ene øjeblik og andre i et andet. Frontlinjerne forandres alt efter den offentlige menings dønninger. Dette er ikke en rationel proces, der med sandsynlighed leder til en betimelig og succesfuld løsning af problemerne. Store sociale problemer bliver sjældent eller aldrig løst ved hjælp af rationelle, gennemgribende planer, hvis de overhovedet ‘løses’. De løses af sig selv gennem en proces, hvor alle mulige konkurrerende grupper, der forfølger deres egne (ofte kortsigtede) interesser**, (ved lykketræf) kommer frem til en mere eller mindre stabil modus vivendi***. Faktisk gør principperne, vi formulerede i stk. 100–106, det mere end tvivlsomt, hvorvidt rationel, langsigtet planlægning nogensinde kan være succesfuld.

UNA-Bomber Manifestet

Ingen sociale foranstaltninger, det være sig love, institutioner, vaner eller etiske regler kan sikre permanent beskyttelse mod teknologien. Historien viser at alle sociale foranstaltninger er midlertidige; de forandres eller går slutteligt til grunde. Men teknologiske fremskridt er permanente indenfor en given civilisations kontekst. Lad os for eksempel forestille os at det var muligt at komme frem til sociale foranstaltninger, der ville forhindre genetisk manipulation i at blive anvendt på mennesker, eller forhindre det i at blive benyttet til at true frihed og værdighed. Teknologien ville dog stadig ligge afventende på at blive brugt og før eller senere ville de sociale foranstaltninger bryde sammen. Formentlig før, når man tager højde for forandringernes hastighed i vort samfund. Derefter ville genetisk manipulation blive benyttet til at invadere vor friheds sfære, og denne invasion ville være uafvendelig (kort før det teknologiske samfunds eget sammenbrud.) Enhver illusion om at opnå noget som helst permanent via sociale foranstaltninger, bør afvises alene grundet i de aktuelle hændelser omkring miljømæssig lovgivning. For blot få år siden syntes det stadig som om der var sikre, lovlige barrierer, der forhindrede i det mindste nogle af de værste former for miljømæssige fornedrelser. En lille forandring i det politiske klima indfandt sig, og barriererne smuldrede.

179

UNA-Bomber Manifestet

137 Heraf turde det klart fremgå, at den menneskelige race kun har en meget begrænset kapacitet til at løse relativt uproblematiske, sociale problemer. Hvordan skulle den da være i stand til at løse det langt mere indviklede og subtile spørgsmål om frihedens forsoning med teknologien? Teknologi repræsenterer konkrete materielle fordele, hvorimod frihed er en abstraktion, der betyder noget forskelligt for forskellige folk, og hvis tab let gøres uklart ved propaganda og smart snak.

138 Og bemærk den vigtige forskel: Det er muligt at vore miljømæssige problemer (for eksempel) en dag vil blive løst ved en rationel, gennemgribende plan, men hvis det sker, vil det kun være fordi systemet har en langsigtet interesse i at løse disse problemer. Det er ikke i systemets interesse at bevare frihed eller små gruppers autonomi. Tværtimod er det i systemets interesse at kontrollere menneskelig adfærd mest muligt*. Eftersom praktiske overvejelser efterhånden vil tvinge systemet til at foretage rationelle, tøvende tiltag mod miljømæssige problemer, vil lige så praktiske overvejelser tvinge systemet til at regulere menneskelig adfærd stadigt nøjere (fortrinsvis ved indirekte midler, der skjuler overgrebene mod friheden). Dette er ikke kun vores [FC] mening. Fremragende socialforskere (f.eks. James Q Wilson**) har betonet vigtigheden af at ‘socialisere’ folk mere effektivt.

R evolution

141 Reformationer er altid begrænsede, af frygt for smertefulde konsekvenser, hvis forandringerne går for vidt. Men når revolutionens feber har fået tag i et samfund, er folk villige til at gennemgå ubegrænsede prøvelser for revolutionens skyld. Dette var tydeligt i de franske og russiske revolutioner. Det er muligt at det i disse tilfælde kun var en begrænset del af befolkningen, der i realiteten gik ind for revolutionen, men denne begrænsede del var tilstrækkelig stor og aktiv til at blive den dominerende magt i samfundet. Vi vil vende tilbage til revolutionen i stk. 180–206.

K ontrol

er lettere end reform

over menneskelig adfærd

139

142

Vi håber at have overbevist læseren om, at systemet ikke kan reformeres i en sådan retning, som til at forsone frihed og teknologi. Den eneste udvej er at dispensere fra det teknisk-industrielle samfund som sådan. Dette implicerer revolution, ikke nødvendigvis væbnet opstand, men i hvert fald en radikal og fundamental ændring af samfundets natur.

Siden civilisationens opståen har organiserede samfund været nødt til at udøve pres på mennesker af hensyn til funktionen af den sociale organisme. Graden af det udøvede pres varierer meget fra eet samfund til et andet. En form for pres er det fysiske (dårlig kost, overdreven arbejdsbyrde, forurening af miljøet), en anden form er af psykologisk art (støj, overbefolkning, der tvinger menneskers adfærd i den form samfundet kræver). I fortiden var den menneskelige natur omtrent konstant, eller varierede i det mindste kun indenfor visse områder. Dermed havde samfundet kun mulighed for at presse folk indtil en vis grænse. Da den menneskelige udholdenheds grænse blev overskredet, begyndte tingene at gå skævt: opstande, kriminalitet, korruption, unddragelse fra arbejde eller depression og andre mentale problemer, eller en stigende dødsrate eller faldende fødselsrate eller noget andet. Så enten bryder samfundet sammen, eller

140

180

socialt problem. En revolutionær bevægelse derimod kan løse alle problemer med eet slag og skabe en hel ny verden; en revolution giver folk den slags idealer, der får dem til at løbe store riscisi og yde store ofre. Af disse grunde ville det være lettere at omstyrte hele det teknologiske system, end at indsætte effektive, permanente foranstaltninger mod udviklingen og implementeringen af et hvilket som helst segment af teknologien, som for eksempel genetisk manipulation. Men under de rette betingelser vil et stort antal mennesker dedikere sig til en revolution mod det teknisk-industrielle system. Som vi bemærkede i stk. 132, vil reformatorer, der søger at begrænse visse aspekter af teknologien, arbejde for at undgå et negativt resultat. Men de revolutionære arbejder for at vinde en magtfuld gevinst – opfyldelse af deres revolutionære vision – og arbejder derfor hårdere og mere vedholdende end reformatorerne.

Folk antager ofte, at fordi en revolution indebærer langt større forandringer end reformer, er den også langt sværere at føre ud i livet. Men faktisk er revolution under visse omstændigheder meget lettere end reformering. Grunden til dette er, at en revolutionær bevægelse kan inspirere til en grad af engagement som en reformering ikke kan. En reformbevægelse tilbyder kun at løse et bestemt

også fungerer det for ineffektivt og bliver (hurtigt eller gradvist, ved erobring, udmattelse eller evolution) erstattet af en mere effektiv form for samfund*.

143

144 Lad os forestille os et samfund, der udsætter folk for omstændigheder der gør dem frygteligt ulykkelige, hvorefter man fylder dem med stoffer for at fjerne deres ulykkelighed. Science fiction? Det sker allerede i en vis grad i vores eget samfund. Det er velkendt at depressionsraten har været stærkt stigende indenfor de sidste årtier.** Vi [FC] mener at dette skyldes nedbrydningen af magtprocessen, som forklaret i stk. 59–76. Men selv hvis vi tager fejl, er den stigende depressionsrate et sikkert resultat af visse omstændigheder i dagens samfund. I stedet for at fjerne de omstændigheder, der forårsager depression hos folk, giver det moderne samfund dem antidepressiver. Dermed er antidepressiver et middel til at modificere den enkeltes indre tilstand i en retning, der gør, at vedkommende accepterer sociale betingelser, der ellers ville være utålelige (og ja, vi er klar over at depression ofte udelukkende er af genetisk oprindelse. Vi refererer her til de sager, hvor miljøet spiller en afgørende rolle).

145 Bevidsthedspåvirkende stoffer er kun eet eksempel på metoder, det moderne samfund har udviklet, for at kontrollere menneskelig adfærd. Lad os se på nogle andre metoder. […]

Stk. 19 Vi antager, at alle – eller i hvert fald de fleste – bøller og hensynsløse konkurrencemennesker, lider af underlegenhedsfølelser. Stk. 25 I Victoria-tiden led mange oversocialiserede mennesker af alvorlige psykiske problemer, som resultat af omgivelsernes eller deres egen trang til undertrykkelse af seksualiteten. Freud baserede sine teorier på disse personligheder. I dag er socialiseringens fokus flyttet fra sex til aggression. Stk. 27 Ikke nødvendigvis inkluderet naturvidenskabelige specialister, eller andre ’hårde’ videnskabsgrene. Stk. 28 Mange medlemmer af middel- og overklassen modsætter sig disse værdier, men sædvanligvis er denne modstand mere eller mindre skjult. En sådan modstand kommer kun til syne i massemedierne i meget begrænset omfang. Hovedparten af propagandaen i vort samfund er i disse værdiers favør. Hovedårsagen til at disse er blevet så at sige de officielle værdier, er, at de er nyttige for det industrielle system. Vold er bandlyst, fordi det korrumperer systemet. Racisme er bandlyst, fordi etniske konflikter også nedbryder systemet, og diskrimineringen er med til at negligere de resurser medlemmer af en etnisk gruppe måtte have, der kunne være nyttige for systemet. Fattigdom må ’kureres,’ fordi underklassen skaber problemer for systemet, og kontakt med underklassen korrumperer moralen hos de øvrige klasser. Kvinder opmuntres til at skabe sig en karriere, fordi deres evner er nyttige, og vigtigere, fordi kvinder ved at have et almindeligt arbejde bliver direkte knyttet til systemet, og ikke så meget til familien. Dette hjælper med til at svække familiestrukturen (systemets ledere siger ganske vist, at de ønsker vil styrke familierne, men i virkeligheden ønsker de at familien skal tjene som instrument for socialiseringen af børnene, i overensstemmelse med systemets behov. I stk. 51 – 52 argumenterer vi for, hvordan systemet ikke kan tillade familier og andre mindre sociale grupper at blive stærke og autonome.) Stk. 42 Man kunne argumentere for, at hovedparten af folk ikke ønsker at træffe egne beslutninger, men ønsker ledere til at tænke for dem. Heri er der et gran af sandhed. Folk vil gerne træffe beslutninger i mindre anliggender, mens vanskelige, fundamentale beslutninger og spørgsmål kræver en psykologisk ansvarlighed, de fleste folk ikke bryder sig om. Derfor er mange tilbøjelige til at

UNA-Bomber Manifestet

Således satte den menneskelige natur i fortiden visse grænser for samfundets udvikling. Folk kunne kun skubbes til et vist punkt og ikke videre. Men i dag er dette under forandring fordi den moderne teknologi udvikler metoder til at modificere mennesker.

N oter

181

UNA-Bomber Manifestet

læne sig op af andre i vanskelige situationer. Størstedelen er fra naturens side medløbere, ikke ledere, men de ønsker at have direkte personlig kontakt med lederne, og også i en vis grad at deltage i vanskelige beslutningsprocesser. I det omfang har folk brug for autonomi. Stk. 44 Nogle af symptomerne svarer til dem, der ses hos indespærrede dyr. Følgende er en forklaring på disse symptomers fremkomst ifølge magtprocessen. Grundliggende træk ved den menneskelige natur fortæller os, at mangelen på mål, hvis opnåelse kræver indsats, leder til kedsomhed, og at lange perioder med kedsomhed ofte fører til depression. Fiasko i jagten på målet fører til frustration og sænker selvværdet. Frustration fører til vrede, vrede til aggression – ofte i form af overgreb på børn eller partner. Det er bevist, at frustration over længere tid almindeligvis fører til depression, og depression til skyldfølelse, søvn- og spiseforstyrrelser samt dårlige følelser omkring én selv. De, der tenderer mod depression, søger ofte som modvægt hertil adspredelse. Heraf uhæmmet hedonisme og grænsesøgende sex, med perversioner som forsøg på at opnå et kick. Kedsomhed medfører ligeledes overdreven jagt på adspredelse, eftersom folk ofte – af mangel på mål – betjener sig af nydelse som et mål i sig selv. Det foregående er en forenkling. Virkeligheden er mere kompleks, og naturligvis er depravering ifølge magtprocessen, ikke det eneste tegn på de beskrevne symptomer. Mens vi er ved depression, er det vigtigt at understrege, at der ikke nødvendigvis menes depressioner, der er alvorlige nok til at skulle behandles af en psykiater. Ofte er der kun tale om mildere former. Og mens vi er ved mål – der menes ikke nødvendigvis langsigtede, gennemkalkulerede mål. For langt de fleste mennesker op gennem historien, har de livsnødvendige (altså det at forsyne familien og en selv med mad fra dag til dag) været mere end rigeligt. Stk. 52 En delvis undtagelse er visse passive, lukkede grupper, som f.eks. Amishfolket, der ikke har større indflydelse på det omgivende samfund. Ud over disse eksisterer der i dag nogle få, ægte småsamfund i Amerika. For eksempel ungdomsbander og ’kulter.’ Alle anser dem for farlige, hvad de også er, for medlemmerne af disse grupper er kun loyale overfor hinanden, og ikke overfor systemet, og dermed kan systemet ikke kontrollere dem. Eller lad os tage sigøjnerne. Disse kan slippe af sted med tyveri og svindel, fordi deres loyalitet er sådan indrettet, at de altid kan få andre sigøjnere til at afgive vidnesbyrd om deres uskyld. Det er klart, at systemet ville have et problem, hvis alt for mange tilhørte sådanne grupper. Nogle kinesiske teoretikere i det tidlige 20. årh., der

182

var bekymrede for moderniseringen af Kina, indså nødvendigheden af at nedbryde småsamfundet, som f.eks. familien: ‘(ref. Sun Yat-sen) The Chinese people needed a new surge of patriotism, which would lead to a transfer of loyalty from the family to the state...(ref. Li Huang) traditional attachments, particularly to the family had to be abandoned if nationalism were to develop to China.’ (Chester C. Tan, Chinese Political Thought in the Twentieth Century, side 125, 297.) Stk. 56 Og ja, det er klart at det 19. århundredes Amerika havde sine alvorlige problemer, men af hensyn til længden må vi se bort fra dette, og tale i forenklede termer. Stk. 61 Vi ser bort fra underklassen, og taler om størstedelen, mainstream. Stk. 62 Nogle socialforskere, undervisere, livsstilsguruer o.l. gør deres til at presse social stræben ind under gruppe 1, ved at sørge for, alle får et tilfredsstillende socialt liv. Stk. 61, 82 Er den uendelige stræben efter materielle goder, kunstigt skabt af reklame- og marketingindustrien? Det er i hvert fald ingen medfødt stræben hos mennesket. I mange kulturer har materiel rigdom spillet en meget lille rolle, bortset fra det nødvendige, at tilfredsstille basale fysiske behov (de australske aboriginals, traditionel mexicansk bondekultur og visse afrikanske samfund.) På den anden side er der også mange førindustrielle kulturer, hvor materiel rigdom har spillet en stor rolle. Vi kan derfor ikke hævde, at vor tids ’skaffe’ orienterede samfund udelukkende er et resultat af reklame- og marketingsindustrien. Denne industri er dog en vigtig brik i skabelsen af vor kultur. Store selskaber ville ikke bruge millioner på reklame, uden sikkerhed for indtjeningen. Et medlem af en fodboldklub mødte for en del år siden en sælger, der var ærlig nok til at fortælle ham: ’Vores job er at få folk til at købe ting, de ikke vil have eller har brug for.’ Derpå fortalte han, hvordan en lærling kunne fortælle folk om et produkt, og ikke få solgt noget overhovedet, mens en professionel kunne sælge en masse til de selv samme folk. Dette viser, hvordan folk bliver manipuleret til at købe ting, de i virkeligheden ikke vil have. Stk. 64 Problemet med meningsløshed, synes at være blevet mindre de sidste ca. 15 år, fordi folk føler sig mindre fysisk og økonomisk sikre, end de gjorde

Stk. 66 Konservatives forsøg på at begrænse regeringens magt, er kun af lidet værd for det gennemsnitlige menneske. For det første kan kun en brøkdel af reguleringerne elimineres, fordi de fleste er nødvendige. For det andet er de fleste reformer rettet mod forretningsdrivende, frem for det almindelige individ, så i hovedsagen er det er forsøg på at tage magten fra regeringen og give den til private firmaer. Det eneste af betydning for det almindelige menneske er, at statens indblanding i vedkommendes liv, er overtaget af store virksomheders. Disse kan dermed f.eks. få lov til at slippe flere kemikalier ud, der siver ned i drikkevandet og giver vedkommende kræft. De konservative tager det almindelige menneske for en idiot, og udnytter dennes bitterhed over den Store Regering, til at promovere det Store Firmas magt. Stk. 73 Når nogen bifalder det formål, til hvilket propagandaen bliver brugt i en given sag, kalder vedkommende det for ’uddannelse’ eller bruger lignende eufemismer. Men propaganda er propaganda, lige meget hvad formålet er. Stk. 83 Vi udtrykker ikke accept eller fordømmelse af Panama-invasionen. Dette er blot for at illustrere en pointe. ** Stk. 88 ➝ Dr. Edward Teller (1908–2003), ungarsk-amerikansk teoretisk fysiker, kendt som ’brintbombens far’. Stk. 95 Da de amerikanske kolonier var under britisk overherredømme, var der færre og mere ineffektive retslige garantier for frihed, end efter den amerikanske konstitutions ikrafttræden. Dette til trods for, at der var mere personlighed frihed i det præindustrielle Amerika, både før og efter Frihedskrigen, end efter at den industrielle revolution fik fodfæste.

‘The progressive heightening of standards of property, and with it the increasing reliance on official law enforcement (in 19th century America). . .were common to the whole society. . .The change in social behavior is so long term and so widespread as to suggest a connection with the most fundamental of contemporary social processes; that of industrial urbanization itself. . .’ (Violence in America: Historical and Comparative perspectives, ed. Hugh Davis Graham & Ted Robert Gurr, Kapitel 12 af Roger Lane, side 476-478.) Staten Massachusetts havde i 1835 en befolkning på omkring 660,940 indbyggere. 81% var landbrugere, overvejende indvandre bønder og indfødte. Beboerne var vant til udstrakt personlig frihed. Hvad enten de var kollektivister, landmænd eller håndværkere, havde de deres egne skemaer, og deres arbejde gjorde dem fysisk afhængige af hinanden. Personlige problemer, synder eller endog forbrydelser var sjældent et større socialt problem… Men påvirkningen af de dobbelte bevægelser, mod byen og fabrikken, der begge samlede kraft i 1835, havde en progressiv effekt på den personlige adfærd gennem det 19. og ind i det 20. århundrede. Fabrikken forlangte regelmæssig adfærd, et liv styret af lydigheden mod urets rytme og kalenderen, formandens og den foresattes krav. I byen eller storbyen, hæmmede nødvendigheden af at leve i tætpakkede bydele, mange tidligere handlingsmønstre uacceptable. Både ansatte på større virksomheder i service- og håndværksfagene var gensidigt afhængige af deres kolleger. Efterhånden som den ene persons arbejde greb ind i den andens, var ingens virksomhed længere vedkommendes egen. Resultaterne af denne nye organisering af arbejde og liv blev tydelig omkring år 1900, da omkring 76% ud af 2.805,346 indbyggere i Massachusetts var klassificeret som byboere. Megen voldelig eller afvigende adfærd, der kunne tolereres i et almindeligt, selvstændigt samfund, var nu ikke længere acceptabelt i den stadigt mere formaliserede og kooperative klima i periodens senere del. Kort sagt havde bevægelsen mod byen skabt en mere lydig, socialiseret og ’civiliseret’ generation end de foregående.

UNA-Bomber Manifestet

før. Behovet for sikkerhed giver dem et mål. Men meningsløsheden er blevet udskiftet med frustration over problemet med at opnå sikkerhed. Problemet med meningsløshed understreges, fordi liberale og venstreorienterede ønsker at løse de sociale problemer, ved at få staten til at garantere alles sikkerhed. Løses disse problemer, ville vi dog stadig stå tilbage med meningsløsheden. Det reelle problem er dog ikke statens eventuelle gode eller dårlige beskyttelse af folk, men at folk i det hele taget er afhængige af statens sikkerhedsgarantier, frem for selv at skaffe sig den. Dette er i øvrigt grunden til nogle folks opstandelse over retten til at bære våben – at eje et våben er det samme, som at skulle tage ansvar for egen sikkerhed.

Stk. 95 Da de amerikanske kolonier var under britisk overherredømme, var der færre og mere ineffektive retslige garantier for frihed, end efter den amerikanske konstitutions ikrafttræden. Dette til trods for, at der var mere personlighed frihed i det præindustrielle Amerika, både før og efter Frihedskrigen, end efter at den industrielle revolution fik fodfæste. I ‘Violence in America: Historical and Comparative perspectives,’ ed. Hugh Davis Graham & Ted Robert Gurr, Kapitel 12 af Roger Lane, forklares, hvordan det almindelige menneske i det

183

UNA-Bomber Manifestet

præindustrielle samfund havde større selvstændighed og autonomi, end i dag. Desuden hvordan industrialiseringsprocessen nødvendigvis ledte til indskrænkning af den personlige frihed.

menneskes situation er analogt med Hr. A’s. Systemet gør det enkelte menneskes liv lettere for ham på utallige måder, men ved at gøre det, fratager det ham kontrol over hans egen skæbne.

** Stk. 97 ➝ Simón Bolívar (1783–1830), sydamerikansk, politisk leder. Kendt for sin modstandskamp mod spansk overherredømme i Las Americas.

* Stk. 137 Her ser vi kun på ‘mainstream’ værdikonflikter. For enkelhedens skyld udelader vi ‘vilde’ værdier, som for eksempel at den vilde natur er vigtigere end menneskelig økonomisk velfærd.

Stk. 117 Forsvarere af systemet trækker ofte sager frem, hvor valg er afgjort af én eller to stemmer, men sådanne sager er sjældne. Stk. 119 ‘Today, in technologically advanced lands, men live very similar lives in spite of geographical, religious and political differences. The daily lives of a Christian bank clerk in Chicago, a Buddhist bank clerk in Tokyo, a Communist bank clerk in Moscow are far more alike than the life any one of them is like that of any single man who lived a thousand years ago. These similarities are the result of a common technology. . .’ (L. Sprague de Camp, ‘The Ancient Engineers,’ Ballentine edition, p. 17.) Tre bankfunktionærers liv er ikke identiske. Ideologi har en del effekt. Men alle teknologiske samfund må, for at overleve, udvikle sig i nogenlunde samme retning. Stk. 123 Betænk, hvor mange terrorister en uansvarlig genforsker kunne skabe. Stk. 124 For at illustrere de uønskede konsekvenser af det medicinske fremskridt, lad os da antage, at der opdagedes en sikker kur mod cancer. Selv hvis behandlingen var så dyr, at den kun var tilgængelig for eliten, ville det væsentligt indskrænke ethvert anløb til ophør med udledning af skadelige stoffer i miljøet.

184

Stk. 128 Siden mange mennesker måske vil finde det paradoksalt, at et stort antal gode ting kan ende med en dårlig ting, vil vi illustrere det med en analogi. Lad os antage at Hr. A spiller skak med Hr. B. Hr. C, en stormester, kigger over Hr. A’s skulder. Hr. A vil selvfølgelig gerne vinde sit spil, så hvis Hr. C udpeger et godt træk for ham, gør han Hr. A en tjeneste. Men lad os nu antage, at Hr. C fortæller Hr. A hvordan han skal lave alle trækkene. I hvert enkelt tilfælde gør han Hr. A en tjeneste ved at vise ham det bedste træk, men ved at lave alle trækkene for ham, ødelægger han spillet. Der er jo ingen grund til at Hr. A overhovedet spiller, hvis nogle andre laver trækkene for ham. Det moderne

** Stk. 137 Egeninteresser er ikke nødvendigvis blot materielle egeninteresser. De kan også bestå i opfyldelsen af psykologiske behov, for eksempel for at promovere ens egen ideologi eller religion *** Stk. 137 ➝ Modus vivendi = foreløbig ordning. Stk. 139 En begrænsning: det er i systemets interesse at bibeholde en nøje udregnet grad af frihed i visse områder. For eksempel har økonomisk frihed (med passende indskrænkninger og påbud) vist sig at skabe mere økonomisk vækst. Men kun planlagt, be- og afgrænset frihed er i systemets interesse. Den enkelte må altid holdes i snor, også selvom snoren fra tid til anden er lang (se stk. 94 og 97). ** Stk. 139 ➝ James Q Wilson (f. 1931), amerikansk professor, forfatter og tænker, blev i 2003 tildelt Presidential Medal of Freedom af præsident George W. Bush. Stk. 143 Vi siger ikke at et samfunds overlevelseseffektivitet eller potentiale altid har været omvendt proportionel med størrelsen af presset eller det ubehag, samfundet har udsat folk for. Dette er absolut ikke tilfældet. Der er god grund til at antage, at mange primitive samfund har udsat folk for mindre pres end de europæiske samfund, men de europæiske viste sig langt mere effektive end noget primitivt samfund, og vandt altid konflikter med disse på grund af teknologisk opnåede fortrin. ** Stk. 145 ➝ WHO’s sundhedsudvalg erklærede medio november 2005 depression for den hurtigst voksende folkesygdom på verdensplan, og ikke bare begrænset til den vestlige verden. Det anslås at depression er den største dræber i verden, foran malaria m.m.

✠

Om Days of Art & Love Days of Art & Loves formål er, via billedkunstneriske tiltag at undersøge den mellemmenneskelige kommunikation på alle niveauer bl.a. ved at udfordre relationerne imellem kunstarterne og det øvrige samfund. At oprette og igangsætte kunstprojekter fortrinsvis i Odense og omegn, der lægger vægt på tværfagligt samarbejde. At skabe kontakt/netværk mellem ligesindede kreative kræfter i Odense og opbygge et forum hvori man kan mødes og vise/ skabe kulturelle projekter. Desuden at skabe et alternativt frirum, der forsøger at vægte kulturelle/kunst projekter, der er af eksperimenterende karakter.

Dette betyder at ”Days of Art and Love” er et cross over af mennesker der arbejder ad hoc alt afhængig af

projekternes art.

185

Deltagerinfo ■ Mikkel Larris, f. 1970. Billedkunstner. http://mikkellarris.dk ■ Cindy Lynn Brown, f. 1973 i Århus. Dansk/amerikansk baggrund. Mag. art i litteraturvidenskab, forfatter, underviser, foredragsholder. Arrangør af Odense Lyrikfestival. Seneste udgivelse Korrektur, forlaget Spring 2009. Læs mere om forfatteren på www.simulacre.dk ■ Hedi-Anett Haugen, f. 1985. Studerende ved Kunstakademiet i Tromsø, Norge. Gæstestuderende ved Det Fynske Kunstakademi. Billedcollagerne, side 30-35, er fundet på Google ved søgning på ordet vejviser.

Den engelske tekst på disse sider er fra bogen ”Understanding the female orgasm” af Seymour Fisher 1973. Titler på bidraget: Side 29, The artist herself. Side 30-35, Dirty Collages with Pretty Feelings. Side 36-37, Poems like little stories.

■ Lea Ester Jensen f. 1982. Tlf. 60220506. Opvokset i en kunstnerfamilie har jeg, siden jeg var helt lille, haft et behov for at udtrykke mig via tegning og maleri og hvad jeg lige kunne få hænderne i. Efter at have rundet diverse kurser og kunstprojekter, et ophold på Holbæk Kunsthøjskole og en BA i kunsthistorie, kan min ”streg” nu beskrives således: stemningsfuld, grafisk, kontrastfuld, organisk på en sirlig og kontrolleret måde. For tiden opholder jeg mig i Odense for at færdiggøre de sidste forberedelser, inden jeg stikker til KBH for at søge ind på Konservatorskolens kunstlinje. Mød mig på Værket hvor jeg udstiller plakatkunst og tilbyder portrættegning. ■ Jon Paludan, f. 1973. www.callforeulas.org 2009; www.imountain.us 2009; kunst.dk/statens-kunstfond/kunsti-det-off-rum/open-call/open-call-1-frist-15109/open-call-idebank/organisering-af-artikler-paa-wikipedia/ 2009; www.jonpaludan.net/pancakes 2009; www.boompearls.com 2007-2009; http://gaaafstand.blogspot.com/ search?q=fields 2006; www.virtuelvandring.dk 2003; http://maps.google.com/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0

186

&msid=107408043100013941536.000475cdd760e0181b9f3&ll=55.395492,10.386887&spn=0.133364,0.363579 &z=12 1996 ■ Anders Vægter Nielsen, f. 1963, skriblerent og forfatter. ■ Kåre Wangel, f. 1984 læser til lærer på Den frie Lærerskole i Ollerup, er fast deltager på poetry slam scenen i Svendborg og medlem af PSFyn. Har tidligere udgivet digte i antologien Skriv En Hest i forbindelse med Svendborg Kommunes Litteraturfestival ’Ordskælv’. Lena Johansen, f. 1980. Lena er studerende på Det Fynske Kunstakademi. Lena har fået hjælp til sit bidrag af Henrik Svaneberg Christiansen. Henrik er fotograf, uddannet på Fatamorgana. ■ Kim Linnet, f. 1978. Tidligere bosat på Island, i dag bosat i Svendborg. Formand for foreningen PS Fyn, der arrangerer poetry slam i Odense og Svendborg. Deltog som aktiv udøver i en lang række poetry slams i 2000 og 2001, hvor han bl.a. deltog i finalen i Øresundsmesterskabet og optrådte på Roskilde Festival. Igen aktiv som udøver af poetry slam i Danmark fra og med 2008, og har siden da deltaget i og vundet en lang række regionale konkurrencer. Kvalificeret til DM i 2009 og vandt Århus Festuge 2009. Har i forbindelse med Svendborg Litteraturfestival udgivet poetry slams som en del af antologien The Graphic VS Poetry Trail (ISBN 978-87-9204306-1), samt antologien ”Danske Ørehængere”, der udgives som undervisningsmateriale i Island. Har i 2009 udgivet en antologi som cd med poetry slam i Danmark (ISBN 978-87-993400-0-2). Har desuden som kunstmaler haft tre soloudstillinger i Island, bl.a. på Reykjavik Rådhus. Er derudover uddannet folkeskolelærer, med dansk, musik, engelsk og idræt som linjefag. ■ Signe Aarestrup, 1983, Odense, DK s_aarestrup@yahoo.dk +4561335267 Artist - video, new media, photograhy and performance. Education: The Funen Academy of Fine Arts ■ Martin Kjeldsen, f. 1969. Journalist, forfatter, grafisk kunstner og musiker. Født i Jylland, bosiddende i Odense.

187

■ Dan Eskekilde, f. 1980. Odenseansk maler. Dan bevæger sig i popkunstens fortolkning af reklamens og modens virkemidler. Han producerer ofte fiktive portrætter og reklamer som en kommentar til samfundet. Kvinden har en central plads i hans værker, hvilket kommer til udtryk i form af 60’ernes pin- up piger. ■ Martin J. Craggs, born 1977 in Gloucester, England. Initially focusing in portraiture of those around him, Craggs’ recent work captures the landscape. Using HDR photography, the landscape appears fantastical. Natural tones are intensified and colours heightened. Recognisable landmarks and scenes appear exaggerated rendering them unusual and unfamiliar. Places emerge as serene images of idyllic beauty, yet Craggs’ alteration of the scene stops just short of illusion. These are real places and there is enough of the real left in the image to remind the viewer of this. In exaggerating beauty this way, Craggs invites the viewer to re-evaluate the landscape and appreciate its real beauty. Sofapeople.dk For mere information besøg: www.sofapeople.dk ■ Erik Steenstrup Dyhr, f. 1964. Cand. mag. i filosofi. Skribent, maler og grafiker. Udgivelser i 2009: ’Croquis Lex A-Z’ (ISBN 978-87-993017-0-6); ’Billeder & Tekster – Hvor verden bliver til’ (ISBN 978-87-993017-1-3). ■ Louise Weiss, f. 1983 Louise Weiss er et nyt skud på fotokunstens træ, og folder nu bladene ud, i form af en spektakulær billedserie. Billederne er på én gang stille, med deres rolige og kølige nuancer, men råber på samme tid budskabet ud i rummet, og det kan være svært at betragte dem, uden at danne sig en mening om hvad det er man ser. Billederne illustrerer ikke specielt død og ødelæggelse, men er en hyldest til livet, når det leves. Louise håber at kunne vise vejen til at leve livet, og huske os på at, være levende mens vi er det. ”Vi lever i en tid, hvor døde objekter bliver tildelt samme, eller større mængde kærlighed, end vi giver til hinanden. Selvom at vi bliver flere og flere på jorden, er man ofte mere alene. Man oplever en større tomhed, fordi man mister noget væsentligt. Man glemmer skønheden i, bare at være, nyde hinanden – at elske stilheden og finde roen i sig selv. ■ Jan Hjort, f. 1980. Velfærdsborger på standardklasse. Boheme.

188