Omklædningsrummet

Foto: Ulrik Jantzen

Af Morten Bruun

OMKLÆDNINGSRUMMET

Kom med ind i klublivets helligste område: Omklædningsrummet. Her er der plads til røverhistorier, fællesskab og fortrolighed. Måske er det netop værdierne, der florerer i omklædningsrummet, som det danske idræts- og foreningsliv for alvor skal sælge sig selv på i de kommende år.

Jimbo, Witt og Daller er de første, der dukker op. Så følger Kim N – eller ’Maleren’, som de kalder ham. Han er stadig iført arbejdstøj. De fire får hurtigt selskab af blandt andre Hanni, Futte, Fahed og Dybdahl. Alle giver hånd til hinanden, og da Rune drejer om hjørnet med et ”Hej alle sammen, har I haft en god sommer,” er det lige før, flokken er fuldtallig. Men kun lige før. ’Mølle’ har bebudet, at der går en halv time, før han er fremme. Om tirsdagen går hans kæreste nemlig til klatring, og så skal han give børnene mad, før han kan cykle over i Sundby Idrætspark og slutte sig til B 1908s oldboyshold og dysten mod Tårnby. Det er ikke bare et klassisk arvefjendeopgør her på Amager. Det er også første kamp i efter årssæsonen, og drengene fra B1908 glæder sig til igen at få kunstgræs under knopperne. De griber deres fodboldtasker og lunter langsomt over mod omklædningsrummet, hvor holdlederen Ronnie Søholm-Eggertsen, der normalt spiller med, men for tiden er langtidsskadet, har hængt kampdragten op på knagerækken.

I samme båd

Drengene kender hinanden godt. Den ældste er 47 år, den yngste er 33. Mange af dem har en fælles fortid på førsteholdet, og enkelte er fra samme årgang og har spillet fodbold sammen i mere end 25 år. Og som de sidder der i det trange omklædningsrum og taper de gamle, skrøbelige glasankler ind, leder efter benskinner og binder snørebånd, er de i deres helt egen verden. Så er de fire lærere, de to elektrikere, den tatoverede food-controller, tømrermesteren, maleren, investeringsrådgiveren, logistikkoordinatoren, sælgeren, teamlederen og elevatormontøren og den arbejdsløse midtbanegeneral i samme båd. Så er de ganske enkelt B1908s sammentømrede oldboyshold. Og de har god tid. Der er tre kvarter til kick off, og snakken går. De snakker om Balotellis mulige transfer til Milan, de snakker om ferien i Kroatien, de snakker om hvaler, de snakker om den sokkel, der skal repareres, og de snakker om deres børn. Men så snakker de selvfølgelig også om dagens kamp: ”Hvad er taktikken?”. ”Vind eller forsvind…” ”Tabte vi ikke til dem sidst?” ”Nej, vi spillede vist 1-1”.

Fis og ballade

Og så griner de. Meget og højt. Og Sander når at inhalere to cigaretter, inden de griber deres fodboldtasker og boldnettet og går over mod banerne. ”Det er jo bare hyggebold. Det sociale liv og samværet betyder mest,” siger Daller. ”Ja, vi spiller selvfølgelig for at vinde, men det vigtigste er nok mandehørmen. I omklædningsrummet er der plads til fis og ballade. Her kan vi joke. Og her kan vi svine konen til. Det tør vi ikke derhjemme”, griner Ronnie. Som holdleder oplever han, at det af og til er svært at mønstre fuldtalligt mandskab. Truppen er på 25 mand, men det er de færreste, der er med hver gang. Skader, arbejde og forpligtelser i familien betyder, at de ikke kan bruge lige så meget tid på fodbolden som dengang, de trænede tre gange om ugen og spillede kamp hver søndag: ”Det betyder faktisk, at det er endnu vigtigere at være med her. Jeg savner det, hvis jeg er væk to uger,” siger Ronnie.

Hvad er det, du savner?

”Drengerøvssnakken. Afbrækket i hverdagen. Og vi mødes ikke kun til kamp. Vi kan godt spise her i klubhuset og så se en kamp i Champions League sammen.”

Foto: Thomas Sjørup

Burde være med hver gang

I Sundby Idrætspark er Mølle dukket op efter at have sendt kæresten til klatring og givet børnene mad. Han klæder om på bænken ved kunstgræsbanen. Nørlev er også mødt frem. Hans højre fod er tatoveret med B1908s logo,hans venstre fod er bundet ind efter en ”Andreas Cornelius-tackling”, som han kalder det. Men Nørlev vil altså ikke undvære kampen. Og holdkammeraterne er glade for, at haner dukket op. De har hørt, at de i et helt døgnkan låne den Porsche, han bruger som reklamebil i sit leasingfirma, og flere vil vide, hvornår det kan blive deres tur. Samtidig er der opstået lidt forvirring. Det viser sig, at fire hold står klar til at spille på kunstgræsset, så de gamle drenge fra B1908 og Tårnby forvises til en gammeldags græsbane. Og derefter må dommeren udsættekampen nogle minutter, fordi en gigantisk syndflod rammer solskinsøen Amager. Men endelig kan de 2x35 minutter, som det hele trods alt handler om, gå i gang. Og da dommeren halvanden time senere fløjter kampen af, er 1908-drengene glade. Et kvarter før tid var de nede med 1-0, men et hattrick af Witt og et kludemål af Jørgensen vender kampen. Våde, en smule trætte og noget smerteplagede – især Rune, der slås med resterne af en diskusprolaps – sætter de kursen mod omklædningsrummet. Her bliver der knappet øl op, og de svedige trøjer og sure sokker krænges af, mens Ronnie kaster sig over bogholderiet og statistikkerne og spørger, hvem der egentlig stod for assisten til Witts første mål. Matchvinderen selv mener, det var Futte, men det kan Futte ikke lige huske. Andre tror, det var Prüser – tømrermester og holdets tøjsponsor – men ham var det heller ikke. Den flyvende bomber Witt, der har været medlem af B1908 i 27 år og til daglig arbejder som logistikkoordinator i lufthavnen, sidder på bænken og smiler: ”Det er jo fedt, det her. Jeg har arbejde og kone og to små børn, så det er et dejligt afbræk i hverdagen. Et frirum, hvor man ikke skal tænke på så meget andet, men bare være til. Jeg spiller cirka hver anden kamp, men jeg burde jo være med hver gang. Sådan har jeg det i hvert fald lige nu.”

Artiklen er udlånt fra DIF´s magasin og forkortet af DBU København. Den blev bragt første gang i Idrætsliv, nr. 4, 2015.