5 minute read

SÆT TEENAGEPIGERNE FRI

SÆT TEENAGEPIGERNE FRI

PÅ FREDERIKSBERG BOLDKLUBS U18 PIGEHOLD MÅ PIGERNE KOMME TIL TRÆNING, NÅR DE VIL. DER ER GIVET PLADS TIL GYMNASIET, FESTER OG VIOLINSPIL, HVILKET HAR VIST SIG AT FUNGERE FINT FOR FASTHOLDELSEN.

Advertisement

FREMMØDET ER DET SAMME SOM FØR TRÆNINGEN ”BLEV GIVET FRI”, OG HOLDET KAN EKSISTERE UDEN DET FRAFALD, MAN NORMALT SER I TEENAGEÅRENE.

EN VIGTIG BESLUTNING

For et års tid siden var der pigestrategidag i FB. Pigetræner Anders Folke Henningsen samlede U16 pigeholdet:

– Prøv at høre her. Om et års tid skal I til at være U18, hvordan skal vi gøre det? spurgte han.

Der var drøftelser frem og tilbage. Pigerne skulle begynde i gymnasiet, passe fritidsarbejde, til fester og en masse andet, så fodbold endte som nummer 3, hvis man var heldig, men realistisk som nummer 5 eller 6, hvis man også går til violin og skal spille julekoncert.

– De her piger er super dedikerede til rigtig meget af det, de laver. Der er også nogle af dem, der er nogle sløve bananer, men de fleste af dem vil gerne være gode i skolen, gode til violin, og de vil gerne passe deres arbejde, og de vil godt dit, og de vil godt dat, de vil faktisk også gerne spille god fodbold, og hvordan får man alt det til at hænge sammen? spurgte Anders Folke Henningsen, der samlede op på drøftelsen ved at konkludere:

– I kan jo ikke komme hver gang, så skal vi ikke sige, I kommer, når I vil komme og ellers skriv lige, hvis I ikke kommer, bare for at have et overblik? Og glemte de at skrive, så glemte de at skrive, fortæller Anders Folke Henningsen i et tilgivende tonefald.

Princippet på holdet er, at der er træning hver gang uanset vejret og fremmødet. Hvis der er mange, trænes der taktik og sammenspil. Hvis der er få, kigges der meget på den enkeltes behov for teknik.

– Jeg har nogle gange stået med kun fire spillere, men så øver vi nogle individuelle ting, og får pudset noget teknik af, som de fire spillere har brug for. I starten hænger de lidt med næbbet og vrænger: ’aajj, det bliver kedeligt’, men når der er gået halvanden time, så synes de, det har været meget sjovt, fortæller Anders Folke Henningsen.

Vi skal nok få noget ordentligt fodbold ud af hvad som helst. Og det er mit job. Ligegyldigt hvad, så er der god fodbold.

Anders Folke Henningsen U18-pigetræner.

KVALITETSBEVIDSTE TEENAGEPIGER

U18-træneren blev inspireret til den frie mødeform af tidligere fodboldspiller nu journalist og kommentator, Morten Bruun. Han har skrevet artiklen ”Mangel på målrettethed” og skriver blandt andet:

Idræt for en teenager er i bedste fald fjerdeprioritet efter skole, arbejde og kæreste. Det er vi nødt til at anerkende.

Derfor vil FB gerne tilbyde noget andet. De vil ikke tilbyde dårlig fodbold, for det gider pigerne ikke, de er super kvalitetsbevidste. Hvis de keder sig, så kommer de ikke. Hvis de synes, det er sjovt, så kommer de glade, spiller fodbold sammen og har det rart.

For et par træninger siden stod Anders Folke Henningsen til sidst i træningen og takkede for i dag, da en pige sagde:

– Prøv at høre, jeg synes, der manglede lidt flow i træningen i dag, hvad var lige den røde tråd i det her?

– Hvis det ikke er ordentligt, så gider de ikke, så du kan ikke spise dem af med Benjamin, som er 21 år og aldrig har været træner før. Pigerne vil have en dygtig træner, som de også kan snakke med. De giver deres mening til kende hele tiden. Det skal fandeme være godt, og man skal kunne mærke det i benene og kroppen bagefter, når man kommer hjem og er træt, sulten og glad. Men fodbold skal også være leg. Der går sommetider leg og pjathoved i den, men også seriøsitet, forklarer Anders Folke Henningsen.

Pigerne træner tirsdage fra 17.30 og torsdage fra klokken 18.00.

”Det her kan godt være et fristed, hvor man kan få lov at tage en slåskamp med sin veninde, det tror jeg ikke, de gør på gymnasiet.”

Anders Folke Henningsen U18-pigetræner

NABOSKAB OG SPRITNYE SPILLERE

Sidste vinter stod pigetræner Cecilia Sørensen fra naboklubben FA 2000 og Anders Folke Henningsen på træningsbanerne i snevejr, og kiggede over på hinanden. De tænkte begge:

– Nå, derover løber otte spillere rundt, og vi løber syv rundt her. Samme aldersgruppe, samme tidspunkt og cirka samme niveau.

De to naboklubber gik i tænkeboks, og slog kort før efterårsferien 2019 holdene sammen, og det gav noget liv og konkurrence i fodbolden igen.

– Vi er nu en trup på 21 spillere. Vi er ikke tilmeldt vinterturneringen, men spiller en del træningskampe, sidst mod vores U16-hold, der synes, det er så urimeligt, at vi vinder hver gang for som de siger: ”De kommer jo aldrig til træning”.

FB/FA 2000 holdet har aftalt træningskampe mod Køge, Herlev og BK Vestia.

U18-holdet får en del nye pigespillere, der kommer og prøver fodbold for første gang, men også spillere fra højere rækker, der ikke længere vil det høje niveau.

– Skal vi noget med det her? Nej, vi er her, fordi vi gerne vil blive dygtigere. Vi kan lide det, det gør os glade og pigerne synes, det er sjovt at være her. Og alle vil gerne vinde, griner Anders Folke Henningsen.

FASTHOLDELSE VED AT GIVE SLIP

Holdet har samme fremmøde som dengang, der var mødepligt til træningerne. Men der er perioder, hvor det er sværere at samle holdet.

– Når der skal afleveres opgaver til gymnasiet, så dykker holdet en del. Så sidder de derhjemme, og kigger i bøgerne. Så har Falkonérgården café om torsdagen, så skal halvdelen lige med til café aften, så kører vi noget tekniktræning. Men de skal jo ikke opgive skolen, for det er ikke fodbold, de kommer til at tjene penge på, griner Anders Folke Henningsen.

Det handler også om at have nogle forventninger til hinanden. Når nu du får lov at vælge selv, så husk lige at vælge for gruppen også. Du kan ikke bare vælge helt for dig selv.

Anders Folke Henningsen er 47 år. Han har trænet pigeholdet i Frederiksberg Boldklub siden de gik i anden klasse. Nu er de U18. Anders har tidligere været basketballtræner. Han er far til Anna og Emilie som er 17 år og spiller på holdet.

Foto: Sofie Reimer

–I forventer af mig, at jeg kommer velforberedt hver gang, og jeg forventer, at når I kommer, så kommer I og spiller fodbold, fortæller Anders Folke Henningsen, og har en opsang mere i ærmet:

– Det bliver lortevejr fra nu af og til slutningen af marts. Hvis det skal blive ved med at være sjovt henover vinteren, så må man også tage de sure dage med. Ikke dem alle sammen, men de gange hvor man egentlig godt lige kunne have slæbt sig herned. Det bliver så en pædagogisk overvejelse over, hvordan det skal siges, smiler han.

TRÆNERENS MOTIVATION

– Jeg synes bare, det er sjovt at være træner. Jeg kan bedst lide at vinde, men jeg kan også godt lide fremgangen på holdet. Når der kommer nogle spillere, der vil lære noget, og man så kan se, tæmningerne er blevet bedre, pigerne synes det er sjovt, og jeg synes det er sjovt, så gider jeg godt, fortæller Anders Folke Henningsen.

This article is from: