Den rene sandhed og andre historier om løgn by denkreativeskole

Den rene sandhed - og andre historier om lĂ¸gn Forfattersporets novellesamling Den Kreative Skole 2013

Den rene sandhed - og andre historier om lĂ¸gn

Forfattersporets novellesamling Den Kreative Skole 2013

Forfattersporets novellesamling 2013 1. udgave, 1. oplag

Den rene sandhed - og andre historier om løgn Forfattersporet udkommer for anden gang med en novellesamling. Og i år har de unge forfattere endog den ære at bidrage til fejringen af Den Kreative Skoles 25 års jubilæum. Som i 2012 har det været en gave, at både nuværende og tidligere elever på skolens billedkunsthold samt nogle af forfatterne og deres venner har bidraget med illustrationer til novellerne. Såvel forfattere som illustratorer er i alderen 12 til 17 år, og det er en fornøjelse her at præsentere deres arbejder i form af en illustreret novellesamling. Forfattersporet er et skriveværksted, et øvelokale, hvor fortælleglade, tænksomme og kreative unge mennesker i fællesskab og på hver deres præmisser kæmper i feltet mellem fantasi, erfaring og sprog. Igen i år har vi oplevet, at det at have en rigtig bog at arbejde hen imod, er et uvurderligt gode. Det betyder, at selv om historien måske kommer let, så følger der et grundigt arbejde med at stramme op på form og sprog. Og begge dele er vigtige sider af forfatterens arbejde. Inden for creative writing traditionen, som Forfattersporet ligger i forlængelse af, er man meget optaget af begrebet ”benspænd” – en begrænsning, man giver, når man stiller en opgave til en forfatter. I vores arbejde med de historier, der nu foreligger, har benspændet været: der skal indgå en løgn i historien. Andre begrænsninger har der ikke været. Alligevel er der nogle af eleverne, der efter at have skrevet en historie, sagde: ”Jeg glemte helt det med løgnen,” og så måtte vi lede efter den og bruge lidt god vilje. Og det er noget af det dejlige ved at arbejde med børn og unge, der er fulde af gode historier. De behøver egentlig ikke noget benspænd for at komme i gang. Historierne bobler ud af dem, så det er en lyst. Og hvilke historier? - Ja læs selv om den muslimske pige, der forelsker sig i en dansk dreng, og de løgne og fortielser, hun bliver spundet ind i, læs om pigen, der på snedig vis straffes for den smerte hun har påført andre ved sine løgne, om dæmoner, der kommer til kort, døden der kommer på besøg, den forældreløse dreng, der overvinder det onde i kraft af værdier han har fra sin familie og en anden fattig og forældreløs dreng, der begærer en violin så højt, at … Ja, den slutning må du selv læse. Og alle de andre skøre og skæve, rystende og rørende historier. Hvad ved vi egentlig om, hvad der sker i hinandens hoveder, når fantasien får frit løb? Her er et indblik. God læselyst!

Ingrid Mejer Jensen Den Kreative Skole Juni 2013

INDHOLD Ulvens hyl - Af Alina Buhl .........................................................................................

Dødens mission - Af Asta Marie Thagaard Geil...................................................

Illustreret af Malene Pausgaard Andersen

Illustreret af Mathilde Korsbakke Tversted

Saint

- Af Christina Borring Gormsen....................................................................... 19 Illustreret af Bodil Fomsgaard

Det startede med en løgn - Af Eva Kjærgaard Jørgensen.................................

Det døde hus - Af

Helena Venø Velling................................................................... 35 Illustreret af Sofie Holm Kuhr

Starten på et eventyr - Af Hjalmar Skovgaard Boas........................................... 45 Illustreret af Asta Marie Thagaard Geil Maskefald - Af Julie Klinke........................................................................................ Illustreret af Mathilde Goldebeck Hansen

Kidnappede mennesker - Af Julie Kærgaard Nyrup............................................. 63 Illustreret af Julie Kærgaard Nyrup

Violinen - Af Karoline Isabella Simonsen.................................................................. 69 Illustreret af Anna Sofie Bruun Skikkelsen - Af Kristine Gregersen...........................................................................

Løgnene i mørket - Af Line Bäcklund Pedersen...................................................

Et nytårsforsæt - Af Marie Louise Bruun...............................................................

Den uskyldige terrorged - Af Mathilde Korsbakke Tversted...........................

Illustreret af Sofie Holm Kuhr Illustreret af Silja Schlosser

Løgnens rute - Af Nina Heinmann........................................................................... 105 Illustreret af Gökce Gülpinar Den rene sandhed - Af Sigrid Bjergbakke Fogh................................................... Illustreret af Mathilde Goldebeck Hansen

113

Den fortabte - Af Sofie Lykkeskov Gran.................................................................. 123 Illustreret af Mathilde Goldebeck Hansen

Under angreb - Af Victoria Bang Ingvartsen.......................................................... 127 Illustreret af Alexander Svane

Ulvens hyl Af Alina Buhl

ULVENS HYL Af Alina Buhl Jeg blev skubbet ind i et rum. Der lød et dunk, da min krop ramte trægulvet, lidt efter lød der endnu et dunk, men det var mindre. Jeg havde ingen kræfter tilbage, jeg gled stille ind i tomheden ... Da jeg vågnede, var mit hoved helt tungt og forvirret. Jeg famlede rundt efter et eller andet eller bare væggene. Mine fingre ramte noget koldt. Jern. Jeg prøvede at strække min arm længere og få fat i det, men jeg kunne ikke, det var som om, jeg skubbede det længere væk. Jeg lå på maven og prøvede stille at skubbe mig tættere på, men det føltes som om jeg vejede 100 kg. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tog mig, men da jeg strakte hånden ud igen, kunne jeg lige nå det. Jeg lagde mig i fosterstilling og holdt jerngenstanden ind til mig. Mit hår faldt ned i hovedet på mig, da jeg lagde mig på siden, min hånd skubbede det bagud. Mine hænder lå på den runde jerntingest. Pludselig var der noget, der stak ud, jeg skubbede til det, og et lys skar mig i ansigtet. Jeg skyndte mig at fjerne lyset fra mit ansigt. Det var en lommelygte. Jeg satte mig op, lidt for hurtigt, for jeg fik sorte pletter for øjnene, eller var det på grund af lommelygtens lys? Jeg lyste rundt i rummet. Det var ikke så stort, det hele var lavet af træ. Jeg lyste rundt over det hele, men der var kun træ. Jeg lyste ned ad mig selv for at se, hvad jeg havde på. Jeg havde heldigvis tøj på, jeg kunne ikke huske noget, men jeg havde et par knæshorts på, ville jeg kalde dem, og en normal top. Jeg kravlede hen til den nærmeste væg, der måtte da være en udvej. Og det var der også. På vej hen til væggen var der et mellemrum mellem brædderne, større end de andre huller. Jeg lagde lommelygten på gulvet, jeg kunne lige skimte det. Jeg satte mig med lommelygten mellem benene og stak mine fingre ned i sprækken mellem brædderne. Dette bræt var ikke så tykt, jeg kunne få mine fingre rundt om det, siden og bunden. Jeg prøvede at løfte det opad, det tog lidt tid, men til sidst fik jeg det løftet op. Der var et hul ned. Da jeg lyste ned med lommelygten, så jeg noget jord, der var en tunnel ud. Jeg hoppede derned, der var ikke specielt langt. Hvis jeg stod på tæer, kunne jeg lige kigge over gulvet. Jeg tog lommelygten og lagde den stille og så lydløst, jeg kunne, ned på jorden. Jeg fik fat i brættet og dukkede mig,

mens jeg prøvede at få brættet på plads. Efter det lagde jeg mig på knæ og tog lommelygten i munden og begyndte at kravle på knæ mod, forhåbentlig, enden. Jeg vidste ikke hvor lang tid, jeg havde kravlet. Men jeg var stoppet, fordi jeg måtte tage lommelygten ud af min mund for at sluge mit spyt. Der lød et udbrud bag mig, råb og skrig. Jeg satte mig ned og lagde hænderne om mine knæ. Jeg var sikker på, at det var ude med mig nu, at de, hvem de end var, ville finde mig her. Men der kom ikke nogen. Lommelygten, der havde lyst mod udgangen, hakkede og gik ud. Jeg tog mig sammen og begyndte igen at kravle den vej, lommelygten havde lyst. Der var helt stille, jeg kunne kun høre mine bevægelser. Det begyndte stille at skråne opad. Der var et lys foran mig. Jeg begyndte at kravle lidt hurtigere, jeg havde næsten lyst til at græde, jeg kunne se lys, rigtig sollys. Jeg ved ikke hvor lang tid siden, det var, jeg sidst havde set det, men der var gået dage. Da jeg var kommet til enden, var det, som da jeg skulle ned i tunnelen, jeg skulle hoppe for at komme op. Da jeg var oppe, kunne jeg for første gang i den tid, jeg havde kravlet og været desperat efter friheden, mærke trætheden komme, for ikke at tale om sulten og tørsten. Jeg så, jeg var i en skov, der var skygge under de høje træer. Jeg lagde mig ned i skyggen og faldt i søvn på et øjeblik. Jeg vågnede da noget vådt og ru rørte mig i ansigtet. Jeg åbnede mine øjne med det samme. Der stod fire store ulve og kiggede på mig, den ene stod næsten helt op i mit ansigt. Den tog fat i min top med tænderne og trak mig op at stå. Ulven var næsten lige så høj som mig, når jeg stod op. Den begyndte at hive mig op. Jeg rejste mig lidt besværet op. Den ville ikke give slip. Jeg begyndte at gå efter den på en lidt underlig og akavet måde. Den gav pludselig slip og gik om bag mig, hvor resten af dens flok var, og skubbede mig. Det var lidt underligt, angreb ulve ikke bare deres offer, de skubbede det vel ikke? En af ulvenes snuder ramte min hånd, og lige da vi rørte ved hinanden, begyndte det at sne. Der dalede små fine snefnug ned, der ændrede hele skoven. Ulvene var standset, de kiggede undrende på mig. Den, der havde rørt ved min hånd, havde hovedet bøjet nedad mod jorden. Den havde fin, hvid-grå pels. Det var som om den kunne mærke, jeg kiggede på den, dens øjne mødte mine, de var sorte. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det var som om et øjeblik, at jeg var den og så ud af dens øjne. Jeg så en pige med langt brunt hår, iført et par

knæshorts, en top og et par sorte støvler. Hun så udmattet ud og beskidt af jord. Jeg blinkede, og jeg var tilbage i mig selv, jeg var svimmel og havde det, som om jeg skulle besvime. Den ulv, der havde rørt mig med den fine grå-hvide pels, løftede hovedet og hylede op mod den skydækkede himmel, mens sneen stadig faldt uskyldigt. Mine knæ svigtede mig, og jeg væltede ned på jorden, jeg kollapsede. Mine sanser begyndte en efter en at svigte, jeg kunne ikke holde mine øjne åbne, alt blev sort. Min høresans var den eneste, jeg havde tilbage, jeg kunne høre, at de andre ulve også begyndte at hyle. Der blev stille. Lidt efter hørte jeg noget bevæge sig i sneen, næsten lydløst, nogen der løb rundt om mig. Det var som om en sjette sans udspillede sig, jeg kunne mærke jorden under mig, under sneen. Jeg kunne fornemme, at det, der løb rundt om mig, havde mange ben, fire ben til hver krop. Det var ulvene Ulvene stoppede, de satte sig, alle med kroppen vendt den samme vej. Der kom flere til, men de var på to ben. Muligvis mennesker. Pludselig var alle min sanser tilbage. Mine øjne fløj op, alle ulvene tumlede til siderne for at komme væk fra mig, de kunne mærke min frygt. Frygt for, det var de samme mennesker, der havde lukket mig inde, selvom jeg ikke kunne huske dem, men frygten var der. Jeg satte mig op med armene bag kroppen. Der stod nogle mennesker i udkanten af skoven. De var alle sammen mørkhudede, de lignede indianere. Men de havde nu det samme tøj på som mig. Shorts og en top. De kom nærmere lige så stille, det var ikke kun ulvene, der kunne mærke min frygt. De gik nærmere, de nærmest listede hen mod mig. Jeg kunne ikke høre deres fødder ramme jorden, måske på grund af sneen. Der lød støj til højre for mig. Jeg drejede hovedet mod lyden. Ud af skoven kom der en dreng. Han kom løbende ud af skoven. Han stoppede, da han opdagede mig, hans øjne kiggede på mig, derefter hen på de andre folk, han lignede dem. Jeg rejste mig hurtigt op, da han tog et par skridt hen imod mig. Han kom nærmere, vi bevægede os som modsætninger, han tog et skridt frem, og jeg tog et tilbage, sådan blev vi ved i noget tid. Jeg stødte ind i et træ til sidst. De andre var også fulgt med. Drengen kom endnu nærmere. Han var kun et skridt væk fra mig. Han kiggede på mig og så hen på de andre. Da tog jeg chancen. Da han drejede hovedet igen, havde jeg hånden klar, og jeg smækkede ham en lussing, så hårdt jeg kunne. Jeg drejede rundt og kom halvvejs om på den anden side af træet, da en af dem greb mig. Jeg kunne ikke bevæge mine arme. Jeg kæmpede for at komme fri. Jeg kradsede hans arme, så der kom blod nogle steder. 10

Jeg var ved at give op, da jeg skreg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg... jeg gjorde det. Jeg kunne selv høre mit skrig, jeg var glad for, at jeg vidste det kom fra mig, det var hjerteskærende. Jeg hørte en der lå i sneen, det var

Malene Pausgaard Andersen en kvinde. Hun så ud til at være cirka 20 år, 5 år ældre end mig. Jeg skreg igen, det samme hjerteskærende skrig. Jeg kunne se, at nogen bevægede sig. Det var kvinden, hun havde rejst sig og stod nu foran mig. Hun lagde sine hænder på hver side af mit hoved, jeg kiggede bare på hende, da hun kyssede mig på panden. Jeg blev helt slap, hænderne, der havde holdt mig, var væk, og kvinden omfavnede mig, hvilket jeg tog imod.

Jeg kom med hen i deres lejr. De var meget normale, undtagen at de kunne tale med ulvene. Jeg var kommet ind i kvindens hytte, hun sagde, at hun hed Sia. Hun var meget flink. Da mørket overtog himmelen, kom hun ind til mig og sagde, at jeg skulle møde deres fader. Hun gav mig et tæppe, jeg tog rundt om mig, og derefter gik vi hen til det største telt, som jeg havde fået et lille glimt af, da jeg kom. Deres fader var den mørkeste af dem. Han havde knæshorts på, næsten stumpebukser kunne man kalde dem. Han havde en slags sjal over sig, der både var en trekant foran og bagved, foran var der en sol. Sia hev mig med ned på gulvet, hvor der var lagt puder frem. “Du er pigen,” sagde han. Sætningen hang stille i luften. Efter noget tid nikkede jeg. “Vi kan se, at vor tunnel er blevet brugt, er det også dig?” spurgte han, jeg nikkede igen. “Hvorfor?” spurgte han så. Sia gav min arm et klem og nikkede til mig, jeg tog en dyb indånding. “Ja, jeg kan ikke huske så meget af hvad der skete. Men jeg husker, at der var en eller anden, en dreng... Han sagde, jeg skulle møde en eller anden eller skulle vi bare se noget? Jeg kan ikke huske det. Men, der kom en bil. Han slog mig i baghovedet, så det var som om jeg skulle besvime ... Men jeg gjorde det ikke. Vi kørte og kørte. Til vi bremsede. Der var en eller anden, der tog fat i min arm og hev den over skulderen, hvorefter ... jeg blev smidt ind i mørket,” hviskede jeg stille og tog mig til hovedet. Hvor havde jeg ondt i det, jeg havde ikke prøvet at huske indtil nu, men nu prøvede jeg, og det gjorde ondt, “Jeg fandt en lommelygte, de havde smidt ind til mig, fandt den lille sprække. Gravede igennem tunnelen og kom her ud.” “Hvem var han? Hvordan så han ud?” spurgte han. “Jeg kan ikke huske det,” sagde jeg, jeg lød grædefærdig. Teltdugen blev åbnet, og der kom en dreng ind. Det var ham, der var kommet løbende ud af skoven. “Det kan jeg svare på, Fader,” sagde han, “vor stikker har fortalt det, han hedder James. Det er en gruppe. Den gruppe han er med i, suger livet ud af unge piger. De spiser deres liv, mordere, på den skrækkeligste måde. Det var sikkert det, han ville med hende. Hun var sikkert meget livsglad. Stikkeren sagde også, de var blevet helt vanvittige, da hun forsvandt,” han så på mig og smilte lidt. Han så meget sød ud. Hans mørke hud, der passede til hans mandelfarvede hår, der passede til hans hasselnøddeøjne.

“Hvor lang tid har de gjort det?” spurgte deres fader. “Flere år,” sagde han. “Skal vi gøre noget?” spurgte drengen. “Jeg ville desværre lyve, hvis jeg sagde ja, vi må håbe, ånderne vil gøre noget,” sagde faderen og forlod os. Jeg kiggede på Sia. “Han beder ånderne om at få gjort en ende på alt det forfærdelige,” sagde hun. “Josh,” sagde hun og rejste sig, “ Det her er Viva. Hjælp hende med at finde sig til rette.” Sia rejste sig og gik ud af teltet. Jeg kiggede på drengen Josh. Han smilede til mig. “Kom op,” sagde han, og jeg rejste mig. Vi gik hen mod udgangen i teltet. “Jeg hedder Josh, som du hørte, Viva,” sagde han og smilte. Vi gik udenfor, der var mange telte. Det var som en cirkel. I midten af cirklen var der et bål. Der var ingen mennesker, men så begyndte der at komme ulve. De gik hen mod os. Den ulv, jeg havde rørt ved, stod foran mig og så fra mig til Josh. “Dette er din ulv, men husk du er også ulvens menneske,” sagde han. Jeg så op på ham, han kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede og kiggede på ulven. Jeg satte mig på hug og rakte min hånd frem mod den. Den snuste ligeså stille til den. Dens hoved kom tættere på mit ansigt og slikkede mig på kinden. “Du passer godt ind her,” sagde Josh. Jeg kiggede op på ham, han rakte sin hånd frem, jeg tog imod den. Rejste mig og kiggede ham ind i øjnene. Min hånd var stadig i hans. “Ja,” sagde jeg. Her kunne jeg blive lykkelig. En ny begyndelse. Med en god slutning.

DĂ¸dens mission

Af Asta Marie Thagaard Geil

Dødens mission Af Asta Marie Thagaard Geil Det er et frygteligt uvejr. Regnen står ned i stænger, og tordenbragene høres til højre og venstre. En kutteklædt mand trodser dog stædigt vejret. Han har en mission. En mission som er slået fejl for mange før ham. Denne gang sker det ikke, det er han sikker på. Da han banker på døren til et hus, åbner en lille og krumbøjet mand med gråt hår. “Jeg er en ydmyg mand,” siger han, før den kutteklædte kan få et ord indført. “Jeg ejer intet andet end kærligheden til min kone.” Den kutteklædte ser tavs på manden, der stadig ikke har rettet sig op. “Men jeg er ikke fattig, for hun er alt, jeg nogensinde har ønsket mig,” fortsætter han. “Hvert sekund, jeg er hos hende, minder jeg mig selv om, at jeg skal nyde det. Og jeg nyder det. Når hun smiler, bliver jeg varm indeni. Når hun griner, er jeg den lykkeligste mand i verden. Når hun græder, holder jeg om hende og græder med hende. Selv når hendes øjne er helt røde, og tårerne strømmer ned over hendes ansigt, og selv nu, hvor hun er syg og mager, så man tydeligt kan se aftegningerne af hendes knogler - selv nu, er hun den smukkeste kvinde i verden. Jeg nyder det. Jeg nyder hvert sekund, hun er her hos mig, og det har jeg altid gjort”. Stumt betragter den kutteklædte manden. “Som barn var jeg ængstelig for spøgelser og onde ånder. Min fader tog mig til psykologer og terapeuter, idet det var umuligt for mig at leve et normalt liv, men lige lidt hjalp det, og indtil for ganske nylig, var jeg stadig ængstelig. Nu har jeg fundet noget, der skræmmer mig langt mere end alle spøgelser og alle onde ånder i alle riger tilsammen.” Han løfter hovedet og ser med store, sørgmodige øjne på den kutteklædte. “Selvom jeg nyder hvert sekund med min elskede, ved jeg, at jeg aldrig kan nyde det nok. Jeg har levet fem år på denne jord uden hende, og dem brugte jeg alle på at skrige og græde på mad og omsorg, men lige lidt hjalp det på min umættelige sorg. Jeg har levet seksten år på denne jord, uden kendskab til hende, og dem brugte jeg alle på at drikke og tage stoffer, i en nytteløs søgen efter retning og mening, men det hjalp heller ikke på min umættelige sorg. Da jeg så denne kvinde, denne gudinde sendt fra Himlen til mig, troede jeg at jeg var død. Da hun første gang spredte sine fyldige, røde læber i et

smil, der gjaldt mig, sprang mit hjerte et slag over. Da hun første gang kyssede mig, syntes verden at gå i stå. Regnen mod min hud, syntes at ophøre, og først begynde igen, da hendes læber forlod mine, der bare ønskede sig mere.

* Mathilde Korsbakke Tversted Når jeg ikke er sammen med hende, føles sekunderne som minutter og minutterne som timer. Alt hvad jeg laver virker nyttesløst, kedeligt og som spild af tid, og hvad end det er, er det altid med hende i tankerne. At være væk fra hende i længere tid, gør fysisk ondt på mig. Dag og nat hjemsøger hun mit sind og forlader det kun, når jeg tager hende i min hånd, holder hende i mine arme og føler hendes læber mod mine. Har du nogensinde haft det sådan?” Den kutteklædte svarer ikke. Stirrer bare tavst frem for sig. “Jeg ved bare,” en tåre kommer til syne i den gamle mands øjenkrog, “at jeg aldrig har elsket nogen som hende. Jeg græd ikke, da mine forældre gik bort, selvom de var gode mennesker, men selve tanken om, at hun måske ikke vil være ved min side mere, kan få mig til at græde.” “Jeg er gået forkert,” siger den kutteklædte hastigt, undskylder og vender sig om. “Nej,” siger den gamle mand fast, og hoster. “Det ved vi vist begge to, at du ikke er.” Den kutteklædte vender sig igen, overasket mod manden. “Jeg har været meget selvisk i mange år. Min elskede har været parat til at komme videre, og jeg har nægtet hende det, udelukkende fordi jeg ikke kunne undvære hende. Jeg troede, at jeg beskyttede hende, men jeg har kun

bragt hende helvede på jorden. Hun er ulykkelig. Sygdommen har efterladt hende handlingslammet, og nu fortjener hun at være lykkelig i himlen. Jeg beder dig tage hende med, som det var meningen, men jeg beder dig: tag også mig med.” “Det er ikke din tid endnu,” siger den kutteklædte roligt. “Det sekund, hun forlader denne jord, vil jeg begynde at visne. Hun er min ilt. Uden hende dør jeg alligevel. Jeg beder dig, fri mig for mine lidelser, og tag mig med nu.” Døden nikker langsomt og løfter sin le.

Saint

Af Christina Borring Gormsen

Saint Af Christina Borring Gormsen Jeg gik ubemærket op ad stentrappen, som førte til kirketårnet. Den gik rundt og rundt, men jeg tog den i et par lange skridt og stoppede så foran trædøren. Noget var galt. Den gamle dør hang tungt på sine hængsler, men den var af træ. Normalt når jeg forlod den, forvandlede den sig til sten, og mit lille kammer forblev gemt, indtil jeg satte nøglen i låsen, og den igen blev træ. Men nu var den af træ, og ikke nok med det, den stod på klem. Jeg skubbede den stille op og gik ind. Alt lignede sig selv, lige bortset fra, at der stod en ung pige og så på min hylde med ting. Jeg genkendte hende straks. For en halv time siden sad hun nede på bænkene med blikket stift rettet mod det store guldkors og græd. Jeg havde ikke givet mig selv tid til at kigge ordentligt på hende, men det kunne jeg nu. Selvom hun stod med ryggen til, kunne jeg se hun kneb næsen og øjnene sammen for bedre at kunne studere mine ting. Hendes lange, bløde, gyldenhvide hår svingede ned over hendes ryg. Det vippede frem og tilbage, når hun drejede hovedet. Jeg trådte ind i rummet og smækkede døren bag mig. Den blev straks til sten. Hun snurrede rundt og gispede højlydt, da hun så mig. Hendes hænder fløj til munden, og den glaskugle med sne indeni, som hun holdt, splintredes på gulvet. Hun så forskrækket fra resterne til mig, til døren og ned. “Undskyld,” gispede hun og satte sig på knæ og begyndte at samle glasset op. Jeg rettede mine kolde, stikkende øjne imod hende. “Hvem er du?” Det var det eneste, jeg kunne sige. “Nej, bare glem det. Skrid ud herfra!” Jeg slog ud med armen imod døren. Hun sank en gang og rejste sig klumset. “Undskyld,” gentog hun, “her var åbent. Jeg var bare nysgerrig.” Hun kom på benene og gik imod døren. Hun stoppede op. Med et udtryk fyldt med undring så hun fra døren og tilbage på mig. “M.. Men døren?” fremstammede hun og trådte et skridt væk. “Det store spørgsmål er, hvordan du kom ind,” knurrede jeg tilbage og

gik med raske skridt til min seng, hvor jeg frustreret begyndte at rode med sengetøjet. “Døren var utvivlsomt låst, da jeg forlod den.” Pigen gik stadig baglæns. Jeg sukkede, anede ikke, hvad jeg skulle ved sengen. Det var bare en afledning til mine hænder, så de ikke pludselig fór op og kvalte hende. “Smut nu bare med dig! Og du har ikke set mig! Jeg findes ikke.” “Nej, det burde du ikke,” svarede hun tilbage efter at have fundet mælet. Jeg snurrede rundt og stirrede på hende. I to skridt var jeg henne ved hende, og med en hånd på væggen og stående på det yderste af tåspidseme, lænede jeg mig frem og så på hende. Jeg kom så tæt på, at vores ansigter var lige ud for hinanden. Med en stemme, som blev et mislykket hvæs, snerrede jeg: “Tænk, mener du, sagde du, føler du virkelig det? Er det nu klogt?” Med min frie hånd aede jeg hendes kind, imens mine øjne borede sig ind i hendes. Hendes øjne var store, hendes krop rystende og læberne let sprukne. Gåsehud løb over hendes arme og hals. Det var tydeligt, hvor inderligt hun ønskede at løbe, at gemme sig, men hun var paralyseret. Et smil rørte let mine læber. Jeg følte mig draget. Hvorfor vidste jeg ikke, men der var noget i hende, som gjorde, at jeg ikke bare kunne hæve hånden og suge hendes energi ud. Det var, som om hun var mere værd, jeg kunne få mere sjov ud af hende. Men nej, det bedste ville være at tvinge hende til at glemme. Jeg rystede på hovedet. “Smut så, tøs,” hviskede jeg og brød øjenkontakten. Jeg lænede mig tilbage og stak nøglen i døren, så hun kunne komme ud. Let snublende trådte hun tilbage og hastede ud ad døren. “Og så vil jeg ikke se dig her igen! Min kirke, mine regler,” hviskede jeg, men jeg vidste, at hun hørte det. Da døren igen var låst forsvarligt, og der kun var mig i rummet, lod jeg mig falde tungt ned på sengen. Jeg kiggede op i loftet og grinede lidt for mig selv. Hvor var det åndssvagt, dybt, dybt åndssvagt. Jeg havde ikke haft den helt store omgangskreds hos menneskene nogensinde, og her de sidste 100 år ikke talt med et, og når der pludselig står en menneskepige i mit værelse, skræmmer jeg hende væk. Jeg sukkede dybt. “Du er ved at blive blødsøden,” hviskede jeg truende til mig selv, “det må kunne kureres,” og tilføjede i mine tanker: I det mindste ser jeg hende ikke igen. Jeg grinede ved tanken om, hvad der ville ske, hvis hun dukkede op her igen. I mit hoved lagde jeg grusomme planer for tortur af hver lille del

af hendes krop. Jeg ville nægte at slå hende ihjel, før hun bad og tiggede om det. Jeg grinede indeni. Det var længe siden, at jeg havde haft et godt blodbad. Og hvad sjov ville der være i at være en dæmon, hvis ingen alligevel frygtede en? Dumme mennesker, de var blevet så godtroende på det sidste. Ingen af dem troede længere på fornuft og frygt. Det var, som jeg blev fyldt med had. Had på grund af noget, som jeg aldrig ville kunne tage hævn over. At menneskene levede på godt og ondt, og jeg var fanget her. I refleks skreg jeg højt, bankede en knytnæve ind i stenmurens gamle facade. En revne kom, den så ud til at gå direkte igennem min hånd, men da jeg trak mig væk. helede den sig selv. Som sagt, fanget her. Jeg ryddede op efter glaskuglen og gav mig til at studere nattehimlen gennem tremmerne for mit lille vindue. Da mørket faldt på den aften, var det, som om jeg glædede mig til, al hun ville komme igen. Kun for al lade mennesket pines under mine hænder. Som håbet gik der ikke meget længere end en dag, før døren igen stod på klem. Først blev jeg skræmt over, hvordan det mon lykkedes hende at åbne den, men så kom afskyen, over at hun igen var trådt ind i mit private værelse. Jeg puffede lige så stille til døren, så den gik op. Umiddelbart var hun ikke til at se, men lugten af hende var tydelig. Jeg gik ind, stillede posen med madvarer på gulvet og begyndte at lægge tingene i det lille køleskab i hjørnet. Forbavset over, at jeg stadig ikke kunne se hende, og dog stadig fornemme hende, gjorde jeg mit arbejde færdigt og tjekkede igen, om døren var låst. Efterhånden som sekunderne gik, begyndte jeg at søge rundt efter hende. Mine øjne fandt pigen i min seng. Hun lå krummet sammen i fosterstilling med min dyne hele vejen over hovedet. Det var fristende at gå hen og stikke en dolk lige ned i hende, men så skulle jeg sove i en blodvædet seng og med hullet dyne. Ikke just at foretrække. “Nå, er det nu dig igen?” I det samme, som jeg begyndte at snakke, lød der hulken fra dynen. Jeg stivnede. Hvad laver hun? “Hvad ... ?” startede jeg med at spørge, men hun afbrød: “Mit navn er Valdis. Jeg ved godt, at du ikke ville have mig her, men jeg er her alligevel .. ,” Hun holdt pause, trak vejret tungt. Så stak hun hovedet

op over dynen. Jeg blev overrasket over at se hendes forgrædte ansigt og pjuskede hår. “Og nu skal du lytte til mig. Jeg kan ikke tage hjem.” Hun skubbede dynen til side, så jeg kunne se hendes hals. Lige over starten af kravebenet og hele vejen op ad hendes hals formede et rødt ar sig. Jeg tog hurtigt mig selv i at kigge på det. Det så ud, som om det lige var kommet. Som om hun havde været oppe at slås og kun lige havde vasket blodet af, inden hun kom. “Det betyder da ikke, at du skal være her?” jeg havde genfundet min stemme. “Du bliver nødt til at hjælpe mig?” Hendes øjne fyldtes med tårer, hun snøftede og puttede sig ned i min seng. Jeg kunne allerede mærke aftrykket af, hvor hun havde ligget, lugte hendes duft brede sig i mit sengetøj. Jeg blev nødt til at se væk, men da det var for akavet, gik jeg hen til køkkenet. Et sug gik igennem min mave ved synet af knivblokken. Mine hænder blev svedige og mine læber tørre. To fingre trak en af de nyslebne knive op, og jeg mærkede den i min hånd. Den virkede tung. Jeg trak vejret dybt, inden jeg talte. “Valdis, du ved, at jeg bad dig om aldrig at komme her igen,” startede jeg. Skæret fra den svage lampe glimtede smukt på knivens skarpe blade. “Jeg har sagt til mig selv, at hvis du viser dig her igen, dræber jeg dig.” Jeg kastede et blik tilbage over skulderen på hende. Hun satte sig op. Tydeligvis utilpas. Jeg stod lidt og ventede på et svar. Noget i retning af: Du må ikke slå mig ihjel, eller: Jeg vil gøre alt, bare ikke dræb mig. Jeg er ikke parat til af dø. Måske endda: Jeg tror bare, at jeg forsvinder nu, så? Men hun gik ikke, sagde intet, gjorde intet. Til sidst måtte jeg vende mig helt om imod hende og diskret vise hende kniven i håb om, at det ville frembringe en reaktion. Men alligevel ingenting! Hun sad bare og stirrede på mig. Stirrede på kniven. “Slår du mig så ihjel?” spurgte hun med en lille, næsten uhørlig stemme. Jeg hævede mine øjenbryn og gloede uforstående på hende. “Er du slet ikke bange?” spurgte jeg. Det tænkte hun over. Lagde hovedet på skrå og trak vejret dybt. “Jo,” svarede hun så til sidst, “selvfølgelig er jeg bange. Men det er bedre end at skulle tilbage ... “ Et enkelt blik på hendes forpinte øjne ændrede det hele for mig. Det var, som om jorden skælvede under mig, og himlen åbnede sig over mig. Det var som at få en stenhård lussing og et spark i mellemgulvet, uden at det rigtig gjorde ondt. Det var bare den måde, hele kroppen

rystede på. Hendes store øjne rettede sig imod mig. Hun skælvede en anelsc. Blinkede langsomt. Rødmede så. “Hvad er det, du skulle tilbage til, så?” Jeg satte kniven på plads. “Fortæl mig om det.” Mine ben gik hen imod hende. En underlig dirren bredte sig, jo nærmere jeg kom hende. Den startede i mine tæer, løb op ad mine ben og flød ud i min mave. Blodet under min hud begyndte at koge, og varmen steg op i mit hoved. Til vores begges overraskelse satte jeg mig i fodenden af sengen. “Snak så, ellers ryger du,” truede jeg, og prøvede at holde min stemme i ro. Men sandheden var, at den rystede lige så meget som resten af min krop. Jeg skælvede og svævede. Jeg brændte og blødte. Men varmen var ikke til al tage fejl af. Den kunne ikke skyldes et almindeligt menneske. Det var også derfor, at jeg havde lagt kniven ned igen. Der var noget ved hende, som jeg ikke havde set lige med det samme, Tværtimod var det godt gemt. “Det er hele mit liv. Jeg dør indeni hver dag. Alt det gode er visnet, noget har overtaget mig. Det er ikke mig, det er ikke godt. Hører du? Jeg skræmmer folk væk. Bare jeg ser på en person, ligger han eller hun på jorden i kramper bagefter. Jeg gør noget ved dem. Der var en dreng ... jeg rørte ham knapt, nu ligger han i koma.” Hun tørrede sine øjne i min dyne. En sort plet makeup havnede på betrækket. “Men hvordan forklarer det arret?” spurgte jeg og rev mine øjne fra pletten. “Det kom jeg selv til at lave. Men det var et uheld,” forklarede hun sig. “Jeg så mig i spejlet, bebrejdede mig selv ... “ Igen begyndte tårer at løbe fra hendes kinder. “Så splintredes det, og jeg skar mig.” Hun greb ud efter min arm, så hurtigt, at jeg i refleks trak den tilbage. Hun så så ulykkelig ud, at jeg umuligt kunne undgå at føle sympati for hende, hvis jeg lod hende røre mig. “Hvad er det, der sker med mig?” græd hun. Hele hendes krop rystede, da hun trak armen tilbage. Jeg tog fat i dynen og puttede hende under den. Hvorfor denne trang til at beskytte hende? Jeg gav mig selv en mental lussing og drejede hovedet væk fra Valdis. “Hør, jeg kan ikke gøre så meget. Jeg ved ikke, hvad der sker med dig, og ærligt talt er jeg ikke sikker på, at jeg skal blandes ind i det!” Jeg kom på benene og fumlede væk. Jeg kiggede tilbage på hende for at vurdere. hvor slemt tilredt hun var. “Men du bliver da nødt til at gøre noget?” råbte hun af mig. Jeg rystede på hovedet.

Bodil Fomsgaard

“Det eneste, jeg kan, er at slå dig ihjel?” Alt, jeg ønskede, var, at hun ville forsvinde, og det var da en måde al gøre det på. Hendes øjne kneb sig først sammen, men så udvidede de sig og spejdede febrilsk efter døren. Hun smed dynen til side og rejste sig hurtigt fra sengen. Hendes ben satte i løb imod døren. Det fik mig til at stirre på hende. Inderligt og dybt stirre op på hende. Flyttede mig hverken da hun fór forbi, eller nu hvor hun stod og bankede på stendøren. Hun så på mig over skulderen, og jeg sendte hende et: Det var sørme ærgerligt blik. Da gik det op for mig. Fra hoved til tæer bar hun ikke ét eneste stykke tøj. Faktisk var hun fuldstændig nøgen. Jeg lagde hovedet på skrå og holdt vejret. En varm føleIse bredte sig i min mave. Den fik mig til at grine og smile stort. Jeg krummede mig sammen, som hvis nogen havde kildet mig. Og så kom latteren rigtigt. Jeg greb efter dynen og kastede den til den uforstående pige. Hun viklede den om sig. Det lange gyldne hår faldt om hendes skuldre. “Kom du bare,” sagde jeg da jeg var færdig med at grine. “ Hvad er dit problem? Har du aldrig set en nøgen pige før?” spurgte hun og sænkede hovedet, før hun langsomt satte sig på sengen. Jeg trak en stol hen, så jeg kunne sidde lige foran hende. “Mit problem er ikke, at du ikke har tøj på. Det er, at jeg burde have forudset det.” Jeg valgte ikke at svare på hendes sidste spørgsmål. “Jeg burde have vidst, hvorfor du er her!” Jeg grinede for mig selv. “Hvorfor er jeg her?” spurgte hun med svag, hæs stemme. Hvor jeg før havde lænet mig frem imod hende, rettede jeg mig nu op og hævede panden. “Du er her for at slå mig ihjel,” svarede jeg simpelthen. “Du må jo være skingrende sindssyg!” Hun trak sig tilbage fra mig. Jeg lænede mig igen frem. “Vær sød at sige, at er du er her for at gøre en ende på det her Helvede!” Jeg spyttede nærmest det sidste ord ud imod hende. Rædsel meldte sig over hendes ansigt, da jeg satte et knæ i madrassen og kom imod hende. Presset op imod væggen, med mine hænder på hver sin side af kroppen, rystede hun på hovedet. “Nej?” hviskede hun. Hun åndede det imod mit ansigt og rømmede sig. “Nej” sagde hun så mere klart. Igen lagde jeg mit hoved på skrå og klemte øjnene i. “Nej?” spurgte jeg åndeløst, “men det passede jo sammen? Dit hvide hår,

din krop, arret? Du er dødsenglen?” Hun rystede igen på hovedet. Mere og mere skræmt. Hun virkede klar til at springe ud ad vinduet. Jeg rørte forsigtigt arret. “Jeg gav dig det, dengang du anbragte mig her.” Roen var ved at aftage. Panik tog over. Mit indre skreg. “Hvorfor husker du ikke?” Jeg ruskede hendes skuldre, til tårer begyndte at løbe over hendes kinder. “Fordi jeg lige har skåret mig på spejlet,” forklarede hun. Fuld af anger trak jeg mig tilbage, rejste mig og hentede slagterkniven. Stående pegede jeg den direkte imod hende. Jeg ligner Sweeney Todd. “Enten dræber du mig nu, eller også dræber jeg dig. Det er din sidste chance.” Min stemme lød mere selvsikker, end jeg følte mig. Med et hurtigt kast var kniven på sengen ved siden af hende. “Du ved, jeg ville gøre det uden at blinke,” truede jeg og slog armene ud. Valdis samlede kniven op og kom med rystende ben tæt på mig. “Jeg er ikke morder,” hviskede hun. “Alle er. Bare de er presset nok,” svarede jeg og lagde hovedet tilbage, så der var adgang til min hals. Jeg mærkede bladets kølige overflade lige over mit adamsæble. “Hvorfor ønsker du at dø?” spurgte hun. Jeg rynkede brynene. “Jeg vil da også gerne dø. Tror du, at det kun er I mennesker, som ønsker fred og ro? Ikke at skulle se verden ændre sig hver dag og være fanget? Det her er et mareridt.” Jeg faldt på knæ. Mit hoved hang, som tynget af alle minderne, blodet, skrigene. Da jeg kiggede op igen, havde jeg lige så meget vand i øjnene som hende. “Vær sød at gøre det forbi. Jeg beder dig.” Langsomt, smertefuldt hævede jeg hovedet så hun kunne nå min hals. “Valdis ... nu” Smerten. Kold. Død? Jeg åbnede mine øjne. Kunne mærke blodet løbe af mig. Synet af hende forsvandt lige så stille og roligt. Hendes skrig forsvandt med. Jeg sukkede og mærkede evigheden trække mig til sig.

Det startede med en løgn Af Eva Kjærgaard Jørgensen

Det startede med en løgn Af Eva Kjærgaard Jørgensen “Jeg kommer tilbage.” Jeg stirrede op i min fars venlige, grå øjne, der ikke kiggede på mig, men på min mor, som for at fortælle hende, at han nok skulle komme tilbage, som for at overbevise sig selv om det. Jeg var bange, hvad hvis far ikke kom tilbage? Mor var syg, og selv om jeg var den ældste i familien, var jeg også en pige. Hvem sagde, at jeg ville kunne passe på familien, eller tjene penge til den? Jeg var for himmelens skyld kun seks år! Min lillebror var kun fire, det ville være endnu mere umuligt for ham at tjene penge, selvom han sikkert ville have nemmere ved at få et job. Min far kyssede min mor farvel, så bøjede han sig ned for at sige farvel til os. “Nu må l passe godt på jeres mor. Jeg sender penge hjem, så ofte jeg kan. Nara, du er den ældste, du må passe på din lillebror, og på din mor.” Jeg nikkede og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Han måtte ikke se mig græde, jeg skulle være modig og sige farvel med et smil. Så skilte jeg læberne ad i et strålesmil. “Vi ses far, kom godt af sted og pas godt på dig selv.” Han smilede taknemmeligt til mig. “Vi ses min engel.” Han rettede sig op og drejede omkring for at hoppe op i den hestevogn, der var kommet til byen for at hente soldaterne. De andre mænd slog ham på ryggen og pegede diskret på min mor. Jeg hørte ikke hvad de sagde, men jeg kunne forestille mig det. Da vognen satte i gang og kørte ud af landsbyen og ned ad grusvejen, løb jeg efter den. “Far.” Råbte jeg. “Far!” Jeg havde en uhyggelig fornemmelse af at jeg aldrig ville se ham igen, og det skræmte mig mere end noget andet, i det fjerne vinkede min far farvel til mig. Ti år senere “Nara, Nara.” Jeg stoppede op og vendte mig om mod min lillebror, Mumme, der ihærdigt kom løbende mod mig, han standsede stakåndet foran mig. “Mutter Grå bad mig om at sende dig ned til floden for at hente vand og videre hjem til bedstefar Finn for at afhente den ugentlige betaling.” Jeg så

træt på Mumme, men nikkede så, derefter begav jeg mig på vej i retning af floden. Dernede tog jeg en krukke og fyldte den med vand, hvorefter jeg bar krukken med ud til en lille hytte, der lå et kort stykke fra floden. Jeg bankede høfligt på døren og åbnede den forsigtigt. Inde bag den stank der forfærdeligt, der lugtede altid elendigt hos bedstefar Finn, men i dag var det værre end normalt. “Bedstefar Finn?” Der kom ikke en lyd nogen steder fra. Jeg hoppede over en bunke uidentificerbart affald og dukkede under noget muggent vasketøj. Min fod trådte i noget slim, og et halvt sekund overvejede jeg at skrige, men så pivet var jeg dog ikke. Jeg kunne høre en svag summen, sikkert fra fluer, mens jeg gik gennem rummet. Så opdagede jeg hvor lyden kom fra: jeg stirrede ned på bedstefar Finn, der lå livløs og halvrådden på hyttens beskidte gulv. Jeg slog en hånd for næse og mund, for lugten var forfærdelig, og kæmpede for ikke at skrige. Så løb jeg halvkvalt ud af hytten og efterlod krukken med vand væltet udenfor. Jeg løb op mod landsbyen og gennem den, indtil jeg nåede lægens hus. Jeg bankede ihærdigt på døren, lige til han åbnede den, og sagde stakåndet: “Bedstefar Finn er død.” Lægen stirrede på mig i brøkdelen af et sekund, så løb han ind efter sine lægeting, og vi løb sammen ned til hytten igen. Jeg standsede uden for hytten og samlede krukken, der nu var tom, op. Jeg havde ikke lyst til at gå ind i hytten igen, og et øjeblik efter kom lægen ud, og bad mig sende bud efter to stærke mænd med en båre og sige, at de skulle have klæde for mund og næse, og også bede kvinderne stille, ligeledes med klæde for mund og næse, for at gøre rent og rydde op i hytten. Jeg nikkede og løb op mod landsbyen igen. Jeg gik direkte til Mutter Grå, hun styrede bogstaveligt talt alt her i byen. Jeg fremsagde min forespørgsel, og Mutter Grå sendte med det samme en dreng ud efter de to stærkeste mænd i byen, derefter sendte hun tre andre ud for at samle kvinderne ved hytten. Vi gik sammen derned igen, og da vi kom derned, var mændene allerede ved al bære ham ud, en flok kvinder havde gjort sig nyttige og havde samlet brændsel til et ligbål. Jeg bandt mit tørklæde om næse og mund, for jeg vidste at Mutter Grå ville sende mig derind, og ganske rigtigt, et øjeblik efter blev den del af kvinderne, der ikke var i gang med at pakke bedstefar Finn ind i et gammelt klæde der dækkede hele hans krop, sendt ind i hytten for at få styr på rodet. Fem timer senere var hele huset ryddet, lergulvet var blevet fejet og skuret, væggene havde også fået en tur, al1e møblerne blev brugt som brændsel, for de var mugne eller gamle. Køkkengrejet blev vasket i floden til det

skinnede, og der blev luftet ud. Alt hvad der var af stof og klude blev vasket grundigt, til man igen kunne se dets oprindelige farver. Jeg stirrede tilfreds på vores værk og smed det sidste beskidte vand fra gulvvasken i floden. Så bevægede vi os alle hjemad. På vejen gik jeg op ved siden af Mutter Grå på vejen og sagde. “Beklager at jeg aldrig fik hentet vand, Mutter Grå.” Hun smilede til mig. “Det er i orden min tøs, jeg tror heller ikke at jeg ville have fået brugt ret meget af det under alle omstændigheder, ikke i dag. “Hun sukkede dybt, og jeg lod mig sakke bagud igen. Tilbage i hytten sprang min lillebror op da jeg kom ind. “Er det virkelig rigtigt at bedstefar Finn er død, og at du fandt ham?” spurgte han ivrigt. Jeg vidste godt at han ikke var glad for at bedstefar Finn var død, han kunne bare ikke lade være med at reagere sådan. Jeg sukkede træt og sagde: “ Jeg vil helst ikke tale om det” Jeg dumpede ned på min seng og vendte ryggen til ham, han gik ivrigt over til mig og lænede sig ind over mig. “Sig det nu, så er du sød!” Jeg skubbede ham væk, da det i det samme bankede hårdt på døren. Jeg sprang op og åbnede, ivrigt efter at finde noget der kunne afbryde Mumme. Udenfor stod en mand jeg aldrig havde set før, han var træt, og han havde det tydeligvis ikke særligt godt. Han smilede et halvt smil til mig og mumlede. “Du må være Nara, din far har fortalt mig om dig, du er præcis som han beskrev dig, ligeså smuk. “Da han havde færdiggjort den sætning, faldt han udmattet om inde i huset. Jeg trak ham chokeret indenfor og sagde: “Mumme løb over efter lægen.” Han løb hurtigt ud, og kort tid efter var de tilbage. Lægen bøjede sig ned over ham og undersøgte ham. Da han var sikker på, at han var nogenlunde okay, fik vi ham bakset over på min seng, hvor han blev nærmere undersøgt. Endelig rettede lægen sig op og sagde: “Han er underernæret, bare giv ham noget at spise. Når han vågner skal han nok få det bedre.” Han nævnte en liste over den mad jeg ikke måtte give ham, og så gik han igen. Jeg dækkede manden med et tæppe og vendte mig mod Mumme. “Så må vi deles om din seng i aften, lillebror.” Uden at sige noget gik vi begge i seng. Manden der havde snakket om far, havde lagt en dæmper på hans iver, så han var meget stille. Næste morgen stod jeg tidligt op for at lave manden noget brød. Da han vågnede kort tid efter, serverde jeg det for ham, og han spiste rub og stub.

Derefter talte han. “Mit navn er Felis, jeg var soldat sammen med din far, han snakkede ofte om sin familie derhjemme, så jeg vidste præcis, hvor I boede og hvordan I hver især så ud. Jeg så kort på ham, før jeg irriteret spurgte: “Hvor er vores far?” Felis så forbløffet på os: “Ved I det ikke?” Vi rystede begge to stumme på hovedet, han tøvede et øjeblik, så sagde han: “Jeg hader, når jeg skal fortælle folk den slags ting. Det var for ni år siden, det mest blodige slag indtil nu, som vi vandt, selvom det krævede mange ofre. Jeres far var et af de ofre.” Han så ned i gulvet uden at sige noget. Vi stirrede begge to på ham, fuldkommen mundlamme, endelig fik jeg sagt: “Du Iyver.” Han stirrede forbløffet på mig igen, jeg greb ham vcd kraven. “Du lyver, det kan ikke være sandt, Far sagde at han ville komme hjem, han lovede det! Han ville aldrig bryde et løfte!” Felis så bedrøvet på mig. “Jeg beklager, men det er sandt. Fordi krigen er slut, kunne jeg vende hjem, men først ville jeg rejse forbi hans familie og give jer det her. ”Han rakte ind under sin jakke og fremdrog en lille pakke. Jeg tog imod den og åbnede den hurtigt. Inde i pakken lå to silkebånd, det ene var blåt, det andet var rødt. Jeg tog forsigtigt båndene op, de lå på en lille seddel, der var foldet midtpå. Jeg tog sedlen op og åbnede den, på sedlen stod en kort besked. Mine læseevner var ikke de bedste, så jeg læste langsomt højt. “Kære Nara og Mumme, jeg har stærkt på fornemmelsen at jeg ikke vil vende tilbage efter dette slag, så jeg fandt disse bånd til jer, da jeg forestillede mig det røde bånd i Naras hår, og det blå bånd i Mummes, bragte det tårer til mine øjne. Jeg ville ønske at jeg kunne se jer binde dem i håret, men det kan jeg af klare grunde ikke. I må love mig at I passer godt på hinanden, og Mumme, du skal sørge for at finde Nara en god ægtemand. Nara, sørg for at Mumme ikke gifter sig med en tåbelig og doven pige. Jeg elsker jer begge to meget højt. De kærligste hilsner fra jeres far.” Jeg kunne se de svage spor af tårer på det slidte papir, og øjeblikket efter blev pletterne fornyede, da de første tårer gled ned over mine kinder. Jeg havde inderst inde længe vidst at min far aldrig kom hjem, det var ikke det, det var mere det at han havde løjet for os, løgnen var det værste. Jeg lukkede øjnene og foldede papiret sammen.

Det døde hus

Af Helena Venø Velling

Det døde hus Af Helena Venø Velling Camilla tager skridtet over dørtærsklen. Der er mørkt. Bang. Lyden af skridt. Et omrids. Stemmer. Hun gemmer sig. Skridtene kommer nærmere. De er bag hende. Et skub i ryggen. Hun falder forover. Alt er sort i nogle sekunder. En hjælpende hånd kommer hende i møde. Hun tager imod hjælpen og kommer på benene. Hun kigger ned. Hun når kun at se en lille ru og vortet hånd. En dør smækker. Hun løber efter lyden. Noget kommer flyvende. Det rammer øjet. Hun klør desperat for al få det ud. Der kommer en lille bitte sort klat ud. Det er en flue. En ny dør smækker. Hun løber igen efter den nye lyd. Hun kommer til en dør. Der er høje råb på den anden side. Det må være dem. Hun flår døren op. Der er mørkt i det lille rum. Hun træder over dørtrinet. Gulvet knirker under hende. Stilheden virker uhyggelig og afslørende. Hun falder. Noget har fanget hendes ben. Hun skriger. Små hænder mærker på hendes ben. Panikken begynder at sprede sig. Hun sparker ud efter hænderne. De går ikke væk. De holder hende strammere end før. Noget vådt og klamt rammer hende i ansigtet. Syre. De savler hende i ansigtet. Hun kan ikke se for alt det savl. Døren åbnes. De slæber hende ud. Hun skriger og sparker. De er stærkere end hende. De river. Bruger alle kræfterne. Hendes hoved rammer noget hårdt. Et trin på en trappe. Igen og igen rammer hendes hoved trin. De slæber hende ned i deres kælder. En sur lugt, blandet af mug og fugt, kommer hende i møde. Hun er lige ved at kvæles i den klamme lugt. Noget piler hen over gulvet. Over hendes mave. Hun skriger af bare forskrækkelse. De, der har slæbt hende ned i kælderen, tysser på hende. Hun sparker og prøver at komme fri. “Lig dog stille, din ... “ siger en ru og meget barsk stemme. Der lyder en højlydt hvisken i mørket. Det eneste hun når at høre er: “Du måtte ikke sige noget, din kujon.” Noget hårdt rammer hende. Lige i hovedet. Hun besvimer. Det eneste hun mærker er, at de propper hende ned i stor og fugtig sæk. “Er du der, er du der?” intet svar. De rusker hårdt i hende og siger: “Vågn op, eller vi savler på dig!” Hun var ikke ved bevidsthed, men alligevel vågnede, hun da hun hørte ordet savl. De spænede væk og gemte sig bag nogle sække, i mørket. Nu nåede hun kun at se den ene fod, lille og ru med stof rundtom. Jeg får dem

Sofie Holm Kuhr nok aldrig at se, tænkte hun for sig selv. En stor mørk skikkelse kom frem af mørket. “Hvor vover du at trodse mig og mine svende?” Hun kunne ikke se hvem der talte, eller hvor lyden kom fra. “Øh .. øh jeg vidste ikke at der var nogen i huset.” “Nå, så det gjorde du ikke? Hvorfor kom du så?” Stemmen var blevet mere kold og afvisende. “Jeg .. jeg ville besøge min moster, men hun bor her åbenbart ikke mere.” “Hvad hedder du?” “Camilla Larsen.” Skikkelsen kom ud i lyset, med en stor tyk bog. Han havde et langt skæg, og hele hans krop var ru som sandpapir. Han lignede sine svende i en stor udgave. Bogens titel var ”Idioter, som trænger ind.” Ud af mørket kom en lille og forsigtig pige, men hun lignede ikke de andre, mere et menneske. Hun rakte ham med skægget en stor fyldepen, hvor på der stod “Til indskrivning af navne.” Nu var hun ved at regne den ud, hendes navn skulle stå i bogen. Han kiggede ned, og så afventede på hende. “Ja, hvad var det nu du hed?” “Camilla Larsen.”

Han begyndte at skrive og skrive med den store fyldepen. Det gik op for Camilla, at pigen ikke var gået endnu. Manden med det lange skæg gjorde et kast med hovedet. Den lille pige begyndte at vifte med hånden som tegn på at hun skulle gå med. De gik ind ad en lille dør og kom til en lang gang. Camilla havde mange spørgsmål i hovedet. Hvem var den lille pige? Hvorfor var hun her? Hvad var det her for et sted? Hvor førte den lille pige hende hen? Hun tog mod til sig og stillede pigen sine spørgsmål. “Hvem er du egentlig?” “Jeg hedder Isabella og er også en af de mange slaver ligesom dig.” “Hvad er det her for et sted?” “Du må kalde det hvad du vil, men jeg kalder det enden på friheden.” “Hvorfor enden på friheden?” “Det skal jeg vise dig.” Lidt efter lidt blev gangen smallere og noget ældre. Camilla var begyndt at svede, for der var også blevet noget varmere. “Det vænner du dig til,” sagde Isabella venligt. De gik ind ad en stor og beskidt dør. Varmen strømmede dem i møde, som en stor bølge. Til begge sider var der slaver, som var ved at fylde kul på hver deres store ovn. Isabella førte hende længere ned ad gangen, hvor de skulle mødes med dronningen over “enden på friheden.“ Camilla var slet ikke vant til den varme, så hun var ved at koge helt over. Der var et eller andet, som hun ville spørge Isabella om, inden hun skulle møde dronningen. “Er du nervøs for at møde dronningen?” spurgte Isabella nysgerrigt. “Nej, jeg har jo aldrig hørt om hende før nu.” Da hun kiggede hen over alle de hårdt arbejdende slaver, kom hun i tanke om, hvad hun skulle spørge Isabella om. “Hvorfor er der ikke nogle kvinder her, og hvad med dig, hvorfor laver du ikke noget?” spurgte Camilla mistroisk. “Alle kvinderne arbejder i køkkenet, for ellers er der ingen til at lave mad til mændene.” “Hvad så med dig, du er da ikke i køkkenet?” “For to år siden da jeg blev skrevet ind i bogen, var det en anden som tog sig af de nyankomne. Hende, der tog sig af dem, døde af en gift, som nogen havde kommet i hendes glas. Nogen skulle jo overtage hendes arbejde, så de valgte den nyankomne.” “Hvornår skal jeg så arbejde i køkkenet” “Jeg kan ikke fortælle dig det her, men når vi ses efter du har mødt dronningen, kan jeg fortælle det.”

Nogen kaldte inde fra en lille dør i væggen. “Camilla Larsen så er det dig.” Hun vidste ikke helt, om hun skulle gå derind. Isabella begyndte at vifte hende ind ad døren. “Vi ses snart igen.” Camilla anede ikke hvor hendes værelse var, men nåede ikke at tænke yderligere over det. Isabella puffede hende blidt i ryggen, så hun kom ind i rummet. Selve rummet var ikke særlig stort. Der var fire møbler, et skrivebord, som dronningen sad bag. To stole og en stor reol i hjørnet. “Sæt dig bare ned, søde.” Camilla fik et chok da hun hørte stemmen, den lød så bekendt. Hun kiggede længe på dronningen, hendes ansigt virkede også bekendt. Hun var meget mørk, håret var sort, læberne var sorte af læbestift, og hendes kjole var sort. Hun virkede afvisende og kold. Det mest bekendte ved hende var stemmen og ansigtstrækkene. “Fjern så øjnene fra mig tøs.” kom det skarpt fra dronningen. “Und.. undskyld Deres Majestæt.” “Nå Camilla, hvad bringer dig her til mit rige?” “Jeg troede min moster boede her, men hun er her åbenbart ikke mere.” “Jo, det kan du lige tro hun er.” svarede dronningen lumsk. “Jeg forstår ikke hvad du mener frue, hvordan kan hun være i det her hus, når det er dit rige?” “Det ved jeg heller ikke, det var bare en joke. Din moster har været her, men nu er hun væk, og desuden aner jeg ikke hvor hun er.” “Øv, jeg troede lige hun var her.” “Smut nu ud til Isabella, så hun kan vise dig dit værelse.” “Okay, men så ses vi nok.” Camilla kravlede ud ad den lille dør, men nåede lige at se dronningen hjælpe en ud af reolen. Hun troede at hun havde set syner, men Isabella forsikrede hende om at det var sandt. “Hvordan gik det?” “Hun sagde at min moster var her, men bagefter sagde hun at det bare var en joke.” “Hun er fuld af løgn!” Isabella begyndte at gå hen mod en ny dør længere nede ad gangen. Camilla blev nødt til at følge med, da hun ikke kunne finde rundt. Isabella drejede ned til gangen med værelserne. Da de kom til værelse 22 fandt Isabella en fin nøgle i lommen og låste op.” “Det er så dit værelse Camilla, jeg bor lige inde ved siden af i nummer 23”. Camilla var så træt af alle de nye ting så hun faldt i en dyb søvn.

Næste morgen var der nogen som hviskede på den anden side af døren. “Camilla er du der? Luk mig ind!” Hun var alt for træt til at stå op. “Jeg gider ikke stå op nu, Isabella. Hvad skal vi også så tidligt?” “Luk mig nu ind, vi skal i køkkenet!” Camilla havde glemt alt om køkkenet. Hun fandt den fine nøgle i den lille kommode frem. Isabella var tydeligvis ved al blive utålmodig, og tog i håndtaget. “Jeg kommer nu.” Lige så snart hun havde låst op braste Isabella ind. Hun kiggede op og ned af Camilla. “Hvordan er det du ser ud?” sagde hun og var ved at dø af grin. “Jeg .. øh faldt i søvn lige efter du gik i går og nåede ikke at klæde om.” “Lad mig hjælpe dig. Kig i dit klædeskab, og find dit forklæde og dine opskrifter.” Camilla fandt sit forklæde, det lignede Isabellas fuldstændigt. Der var kun én forskel, der stod “Camilla Larsen” lige midt på brystet med lyserødt. “Hvordan kan de nå at sy mit navn på når jeg først kom i går?” “Det siges at de har robotter som skræddere. De arbejder hurtigere end nogen andre her. Lad os nu komme videre vi har travlt, glem nu ikke dine opskrifter, Camilla.” De gik ud på den lange gang, og fortsatte til de nåede køkkenet. Mændene var allerede mødt op til morgenmaden og sad ved det lange spisebord. Køkkenchefen var en mand med en stor hvid kokkehat og gråt skæg. Han stod og råbte opgaver højt for kvinderne. “Nå der er I, I kommer meget sent unge damer. Kan i så se at komme i gang med maden!” Isabella og Camilla skulle starte med at bage boller og smøre dem med marmelade. Da mændene fik deres morgenmad, spiste de løs, for de var meget sultne. Der var mange regler i køkkenet, en af dem var at kvinder og mænd skulle sidde ved hver deres bord. Camilla skulle til at gå over til de spisende mænd og sætte sig, men Isabella nåede at standse hende. “Vi sidder her og de sidder der, det er regler fra dronningen.” “Okay, okay jeg skal nok huske at sætte mig her hver gang. Skulle du egentligt ikke tage dig af de nyankomne? “ “Jo, men der er ikke kommet nogen endnu. Dronningen sender bud efter mig når der kommer nogle nye.” Mændene begyndte lige så stille at gå ud til deres arbejde. “Nu har vi frokostpause! indtil vi bliver kaldt tilbage af køkkenchefen.”

Camilla fiskede efter den fine guldnøgle i lommen, men fandt den ikke. “Nøglen til værelset er væk, Isabella,” udbrød Camilla bekymret. “Har du set nogen tage den, eller kunne du have tabt den?” “Nej, jeg er helt sikker på at den har været her hele tiden.” “Lad os gå tilbage og spørge køkkenchefen.” De gik ned ad den lange gang og fandt chefen i gang med at stille stole på plads. Han kiggede undrende på dem og sagde: “Hvad laver I her, I har pause.” “Har du set nøglen til Camillas værelse?” Camilla syntes at han tøvede meget, inden hun svarede, og hun blev mistroisk. “Nej, er den da væk?” “Ja og vi tænke at du måske kunne have lagt mærke til noget.” “Nej.. nej jeg har ikke set nogen tage nøglen.” Isabella og Camilla kiggede på hinanden og var sikre på at der foregik noget mystisk. Isabella hviskede til Camilla: “Vi kan hjælpe ham med møblerne. Hvis han har gemt den i et af dem, finder vi den nemt.” Camilla nikkede og var helt med på hvad Isabella havde tænkt sig. “Kan vi hjælpe dig med at stille møblerne på plads?” Chefen kom frem med et lille og uroligt svar: “Selvfølgelig må I da det.” De mærkede godt efter under alle stole og hjørnerne på bordene. Da alle møblerne stod som de skulle, havde de stadig ikke fundet nøglen. “Mange tak for hjælpen, nu vil jeg gå ned og tage mig en middagslur.” “Okay, vi bliver lige lidt og tjekker opskriften til middagen.” “Det gør I bare piger.” Da han var gået, begyndte de at gennemsøge hele lokalet. Der var stadig ingen nøgle at se nogen steder. Om aftenen blev Camilla nødt til at sove inde ved Isabella. Næste dag ved middagstid tog Isabella Camilla med ind på sit værelse. “Camilla, jeg har tænkt over det dronningen sagde om din moster. Hun sagde at hun ikke anede hvem hun var, men det er løgn. Hun er din moster, og hun er blevet ond, mens du ikke har besøgt hende,” “Det var derfor jeg syntes, der var så mange bekendte ting ved hende,” “Hun er bange for dig, det var derfor hun satte køkkenchefen til at stjæle din nøgle.” “Hvordan ved du det er ham?” “En af mændene fandt nøglen i sin brystlomme, og det er kun kvinderne som har guldnøgler.”

Nu var Camilla vred: “Din forræder, din løgnhals!” “Det er dig som er den udvalgte, Camilla. Det er dig som kan redde os alle sammen.” “Hvor ved du alt det her fra?” “Engang var der en spåkone, som spåede at den udvalgte, dronningens niece, skulle komme og udslette dette forfærdelige rige. Nu er skriftrullen med spådommen spærret inde på dronningens kontor i den store reol. Det er kun dig, den udvalgte, som kan røre den uden at brænde op.” “Det hele virker meget uoverskueligt lige nu, men jeg er på. Jeg vil redde jer og få dronningen ned med nakken, en gang for alle, og befri jer fra denne onde verden.” “Hvornår vil du hente spådommen, så vi får detaljerne i orden?” “l morgen tidlig, når hun mødes med alle undercheferne og giver dem ordrer til dagen.” “Fint, vi mødes på dit værelse. Meget tidligt så vi kan nå det, jeg skal nok tage med og holde vagt.” Der var en stille banken på døren, men Camilla gad ikke lukke op. Det var alt for tidligt. Hvem kunne det være på denne tid? Nu kom hun i tanke om aftalen med Isabella fra dagen før og fik så travlt at hun ikke kunne nå at klæde om. Hun måtte redde dem i nattøj. Da hun kom ud, var Isabella næsten allerede gået, fordi hun var så spændt på hvad der skulle ske. “Vent lige, du kan da se at jeg lige er kommet ud ad sengen,” sagde Camilla og gabte højt. “Jamen vi har travlt, hvis vi skal nå det til tiden,” svarede hun irriteret. De løb hele vejen hen til dronningens kontor. Der var et lille hul i væggen, som de kiggede ind ad for at sikre sig at dronningen var gået. Ingen af dem kunne se hende, og de skulle lige til at brase ind. Der lød hurtige skridt og dæmpede stemmer. Det kom inde fra den anden side af døren. De nåede lige akkurat at løbe ned og gemme sig i en mørk krog, inden døren blev åbnet. Mørket havde omsluttet dem nu, så de kunne ikke se hvem dronningen havde talt med. Det eneste de kunne høre var dronningens stemme og en anden, som mindede om køkkenchefens. Nu gik det løs. “Løb Camilla vi må skynde os,” hviskede Isabella, imens hun selv løb af sted. De flåede døren op. “Hvorfor låser hun ikke døren?” spurgte Camilla fuld af forundring. “Der plejer at stå en vagt, men han er jo også til møde.” Camilla kiggede desperat rundt i rummet. “Hvor er den, vi har ikke meget tid?” nærmest råbte hun.

“Led i den store reol,” kom det ude fra Isabellas vagtpost. Hun ledte overalt og blev mere og mere bange for ikke at nå det. “Vi har ikke meget tid tilbage,” råbte Isabella uroligt. “Jeg ved det, men den er umulig at finde,” forsvarede hun sig. Da hun havde ledt alle skufferne igennem to gange, var hun lige ved at give op. Hun kiggede den første skuffe igennem en gang til. Hendes hænder kørte rundt i hele skuffen, og da hun mærkede godt efter i bunden var der en underlig ujævnhed. Hun gravede sig vej igennem alle tingene og fandt en rulle ældgammelt papir. Det var brunt og havde små guldmønstre på siden. “Jeg har den,” råbte hun glad ud til Isabella. Isabella tyssede på hende og hviskede, at de var på vej tilbage. Camilla lukkede døren til kontoret. De måtte snige sig langs væggene. Da de endelig nåede frem til værelset, begyndte de straks at lægge planer ud fra deres nye papir. “De andre slaver skal jo også ud herfra.” “Den har jeg klaret. De venter alle sammen ved den store bog.” “Godt gået Isabella.” “Så, mangler vi kun en ting.” “Hvad har du nu for en plan?” “Bare følg efter mig.” De løb så hurtigt deres ben kunne bære dem hen til de store ovne. En efter en væltede de ovnene, og ilden begyndte stille at opsluge riget. De kom til fangerne og råbte til dem at de skulle begynde at løbe op ad trapperne. Ilden kom hurtigt. Den var lige bag dem. Man kunne høre vagterne og dronningen skrige, men der var ingen nåde. Da de selv nåede trappen, var alle kommet ud i god behold. Pigerne krammede hinanden og glædede sig over, at dronningen var død. Et år efter havde Camilla fået udgivet en bog om en oplevelse i “Det døde hus.”

Starten p책 et eventyr Af Hjalmar Skovgaard Boas

Starten på et eventyr Af Hjalmar Skovgaard Boas Der var engang en dreng. Drengens navn var Ingen. Og Ingen det er mig, og dette er min historie. “Nej, slip mig,” Sloan og hans klan kom slæbende med en dreng. Frygten lyste ud af hans øjne. “Slip mig!” prøvede han igen. “Hold kæft!” Sloan stirrede ondt på ham. Drengen klynkede stille. “Undersøg ham!” Jeg sad på et fladt tag tre meter over dem. Det blev for meget for mig. Sloan skulle ikke have lov til al ødelægge endnu et liv med sin grådighed. Jeg greb min kniv og sprang ned fra taget. Jeg landede to meter fra dem. Sloan fór forskrækket omkring efter lyden, men smilede så grumt. “Ingen, godt at se dig. Hvad laver du her?” Jeg rystede på hovedet. Tænk at jeg engang faldt for det trick, Hr. Rar og Venlig. “Bare slip drengen.” Jeg henvendte mig til de to bag Sloan. De grinte. “Og hvorfor det? Skåner du os så, helt?” Horst, den største af drengene grinte over sin egen morsomhed. Hvad havde jeg tænkt på? Bare kaste mig ud i kamp med tre stærke gadedrenge. “Slip drengen,” sagde jeg bestemt. Sloan lo. Det blev for meget for mig. Jeg stormede frem mod Sloan. Pludselig stod Morkan foran mig og hamrede sin højre næve ind i min mave. Jeg knækkede sammen, da luften blev pumpet ud af mine lunger. Horst og Sloan kiggede hånligt på mig. Det sortnede for mine øjne. Jeg kiggede hen på drengen. En tåre løb ned ad hans kind. Vrede spredte sig rundt i min krop; vreden over at jeg var for svag til at hjælpe denne dreng. Jeg kunne høre mit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Det lød som tusinde trommer. Min smerte forsvandt. Jeg sprang op og greb fat om Morkan, som havde vendt ryggen til mig. Jeg lagde min kniv mod hans strube. “Sidste chance! Slip så drengen!” Sloan stod målløs over min hurtighed. Han kiggede hen på Horst, som slap drengen. Han løb hurtigt væk. Inden han forsvandt rundt om et hjørne, kiggede han tilbage med taknemlighed. Jeg slap Morkan og skubbede ham hårdt hen til de andre. Pludselig trak Horst en kniv og fór mod mig. Mit hjerte begyndte at banke igen. Det var som om hvert enkelt skridt blev langsommere. Han satte af og standsede så i luften. Alt stod stille. Jeg gik hen

mod Horst, tog kniven ud af hånden på ham og slog ham så hårdt i hovedet med skæftet af min kniv. Pludselig startede tiden igen, og Horst faldt tungt til jorden. Sloan og Morkan stirrede skrækslagent på deres kammerat, der var ble· vet afvæbnet og slået ned på mindre end et sekund. Nu lå han bevidstløs på jorden. Sloan og Morkan snurrede rundt og løb ind i en sidegyde. Jeg stirrede først på dem og så på Horsts kniv, som jeg havde taget ud af hånden på ham. Forskrækket smed jeg kniven fra mig og løb. Jeg løb op ad væggen, greb fat om tagkanten og halede mig op. Så tog jeg tilløb og sprang over på det næste tag, som var lidt højere oppe. Jeg gik hen til min base, som bestod af: Et gammelt tæppe, en latinbog, en sæk med snor, mad og en glasflaske til vand. Alt sammen møbleret omkring en skorsten til varme. Jeg lagde mig op ad skorstenen og trak min hullede trøje af. Det smertede at holde mine arme over hovedet. Jeg tilså det blå mærke. Heldigvis havde jeg ikke brækket nogen af mine ribben. Jeg trak tæppet op omkring mig og lagde mig til at sove. “Merlan. Merlan, hvor er du.” Mor råbte efter mig. Jeg lå på engen. En sommerdag. Solen skinnede og reflekterede lyset i søen, som var så blå som krystal. Vinden legede lystigt med det lysegrønne græs, som sang en stille vise. Duften fra de tusinde forskellige blomster fyldte min næse og mit svælg med velbehag. Fuglene sang og fløj over hovedet på mig. Solen varmede min krop. Jeg lod mine fingre løbe gennem græsset. Hvor var det skønt. “Nå dér er du. Hvorfor kom du ikke?” Jeg kiggede op på mor. Jeg kantede mig op og sidde og kiggede ud over søen og åen, som førte ud til havet, der glitrede som en stjerneklar nat. Mor smilte og satte sig ved siden af mig. Far og min lillesøster, Elain, kom gående fra bakkedraget og satte sig. Der sad vi alle sammen. Mig og min familie. Far fiskede en lap papir op af lommen og læste højt for os alle: “Et implebit dies hic transeat in sommis rursusque gaudium tecum. Deus semper custodiat locum istum et mille Angelorum praesidio. “Pludselig tog vinden til og fik alt omkring os til at synge. Jeg kiggede på far. Det så næsten ud, som om han lyste et øjeblik. Jeg oversatte stille teksten i hovedet. “Må denne dag gå igen i vores drømme. Fylde vores liv med glæde og velbehag. Må Gud altid våge over dette sted og beskytte det med tusinde engle.” Sammen rejste far, mor og Elain sig, tog hinanden i hånden og gik op ad bakkedraget. Jeg vendte mig om og gik efter. Da jeg kom op på toppen, mødte et chokerende syn mig. Vores lejr stod i brand. En sort skikkelse vendte sig om og stirrede ondt på mig.

Dens øjne stod i flammer, Dens mund fordrejede sig i et smil. Tre meter høj og muskuløs stod den med min mor låst fast i et dødeligt greb. Far lå ved siden af dens fod. Elain var ingen steder at se. Dæmonen strammede sit greb. Jeg fik øjenkontakt med mor. Hendes øjne var bange. Dæmonen lukkede hånden med et knas. Jeg vågnede med et sæt. Jeg sad igen op ad skorstenen. Jeg rejste mig og rystede mareridtet af mig. Det samme hver nat. “Ny præstelærling søges. Prøver i dag.” Jeg nærmest hoppede af glæde. Min far havde været præst, og han havde lært mig en masse latin og velsignelser. Var dette min vej ud af fattigdom? Jeg løb op til den store domkirke. Tre spir skød højt op i himlen omkring den store mosaikkuppel, der skinnede i alverdens farver. To vagter stod ved indgangen med lange spyd. Vagterne lagde deres spyd på tværs af den flere meter høje dør. “Hvad skal du her?” nærmest spyttede den ene vagt ud i ren foragt for den beskidte gadedreng, der stod foran ham. Jeg samlede alt det mod jeg kunne og svarede: “Jeg søger ind som præstelærling.” “Skrid med dig.” Den anden vagt pegede med sit spyd hen mod mig. Jeg burde have sagt mig selv, at jeg ikke ville blive lukket ind. Pludselig kom en pige med en sort hætte trukket godt ned over hovedet. Hun havde en stav i sin venstre hånd. Begge vagter rettede aggressivt deres spyd mod hende. Den ene spyttede foran hende. “Forsvind din vanhellige hekseven.” Vagten nærmest råbte. Jeg kunne skimte en smule frygt i hans øjne. Pigen standsede ved min side. “Luk ham ind.” Jeg ville tro hun var seksten, et år yngre end mig. Vagten holdt stand. “Fint.” Hun kastede sig frem med vældig hast og styrke. Hun slog først den ene vagt over hans spydhånd og fejede så benene væk under ham med et spark. Den anden kastede sig frem mod hende. Hun greb spyddet og slog ham i hovedet. Han sank til jorden. Hun gik hen og åbnede den store port. “Kommer du?” Jeg stod målløs og kiggede. Så fulgte jeg efter. Først førte hun mig gennem en lang korridor som førte frem til en stor dør. Hun åbnede den. “Gordon, en ny elev ønsker at fremtræde.” En mand vendte sig om med et ryk ved lyden af pigens stemme. Han så forskrækket på pigen. Seks andre medlemmer vendte sig. Alle i hvide kapper med hætte og guldkant i forskellige mønstre.

“Elain! Hvad laver du her? Din slags er ikke velkommen i kirken,” nærmest råbte Gordon i desperation og vrede. “Tal ikke om, hvem der ikke er velkommen her. Vi ved begge, du burde gå ud sammen med mig!” Hun var vred og såret, kunne man høre på hendes stemme. Jeg stirrede forskrækket på hende. “Elain. Elain er det dig?” Hun vendte sig. En tåre løb ned ad hendes kind. “Ikke nu Merlan,” hendes stemme var fyldt med omsorg. Hun vendte sig mod Gordon: “Lad ham fremtræde ved testen.” “Meget vel, men kun hvis du forsvinder fra denne hellige grund.” Elain vendte sig og gik. “Træd frem, svar på vores spørgsmål, og vi vil overveje sagen.” Gordons stemme var mere rolig nu. Jeg trådte frem. Et af de andre rådsmedlemmer protesterede: “Elain ville ikke påtage sig alt det besvær, hvis det ikke var noget værd. Sig en sætning på latin.” “Cupio scire omnia Dei sacerdotem Mariae secreta videri.” Jeg havde aldrig forstillet mig, at jeg stadig kunne. Det var som at høre min far tale igen. “Fint meget fint. Oversæt nu, og du har bestået første prøve.” “Jeg ønsker at fremtræde som præst og lære alle Guds og Marias hemmeligheder.” Alle præsterne kiggede rundt på hinanden og nikkede anerkendende. Pludselig udbrød en anden præst: “Hvem er du?” Han smilede ondskabsfuldt. Jeg kendte ham fra gaderne i slumkvartererne. En sorg fyldte mig. “Jeg var Merlan. Søn af Ayra og Orik, tidligere rejsende præst. Begge er døde, og den eneste slægtning jeg har, er min søster Elain. Nu er jeg Ingen.” Manden tabte næsten mælet. “Og jeg er stolt af at være mig og af min slægt. Og nu vil jeg blive præsten Merlan og overtage min fars erhverv.” Gordon kiggede rundt: “Velkommen i domkirken præstelærling Merlan.” På vej ud af lokalet mødte jeg præsten fra gaderne. Først nu kunne jeg se mønstrene på kappen. Små slanger der snoede sig ind og ud af hinanden, mens de bed hinanden i halerne. Jeg fyldtes med afsky over de væmmelige tegn. “Måske er du klog og udspekuleret. Men en fejl, et forkert trin, og jeg skal sørge for at du er ude før du kan se dig om.” Han vendte rundt og

stormede ind ad en sidekorridor. Så fortsatte jeg ud mod porten. Lige da jeg skulle træde ud, sprang Gordon ind foran mig. Jeg blev irriteret over endnu en forstyrrelse. “Undskyld, men jeg hørte lige din og Sargons samtale. Du bør ikke gå ud nu. Der er regler. For det første: Du må ikke gå uden kappe.” “Men jeg har ingen kappe.” “Du kan bruge denne her.” Han trak en kappe ned fra en stumtjener. “Jeg forklarer dig resten af reglerne senere, men inden du går, husk du må ikke gå ned i slumkvarteret igen.” Jeg åbnede den store port, trak hætten over hovedet og gik ud på vejen. Elain hjalp en af vagterne, som hun havde slået ned, op at stå. Den anden snakkede til hende med stor respekt. Jeg gik med hurtige skridt hen til hende, greb hendes arm og trak hende ind i skyggen af domkirken. “Hvor har du været? Jeg troede du var død.” “Det er en lang historie. Jeg fortæller den senere. Det eneste der er at sige er, at jeg er heksejæger.” “Hvorfor kom du ikke? Jeg har savnet dig så meget. Du vidste, hvor jeg var. “Det er kompliceret, men du er præst nu. Lær så meget du kan. Og heldet vil tilsmile dig. Farvel Merlan.” Hun vendte sig om for at gå. Jeg greb hendes arm og trak hende ind til mig. “Ikke farvel, men vi ses. Det lover jeg.” Jeg vendte om og gik tilbage gennem porten. En af de andre præster, Richard, førte mig til et lille værelse med en seng og en fyldt garderobe. Jeg gik hen til sengen, hvor der lå en seddel: “Occursum mihi in curabitur aliquet ultricies.” “Mød mig i klasseværelset,” sagde jeg til mig selv. Der var intet navn. Jeg slyngede kappen over hovedet og gik mod klasseværelset. Jeg åbnede døren og stak hovedet ind i det mørke rum. “Hallo?” Der var helt stille. Jeg trådte et skridt ind. Mørket opslugte mig og gav mig kuldegysninger. Døren lukkede bag mig med et brag. Jeg fór sammen. Jeg kunne høre en lænke blive slæbt over gulvet. Jeg fik kontrol over mit åndedræt. Pludselig ramte en stribe af smerte mig tværs over ryggen. Lænken flåede en stor revne i tøj og hud. Jeg skreg af smerte, vendte mig og sprang frem mod det sted, hvor lænken kom fra. Lige da jeg greb fat i noget, ramte endnu en lænke mig over ryggen med endnu større kraft. Jeg trak mig sammen og lagde mig på det kolde gulv. Smerten var

overvældende. Pludselig tændtes fakler rundt i hele værelset. Dér stod alle præsterne med hver deres lænke. Klar til at piske mig igen. “Var det alt? Du har levet på gaden fyldt med smerter, og så kan du ikke klare mere end to piskeslag!” Sargons stemme irriterede mig noget så vældigt. Gordon gik hen og hjalp mig op. “Du skal blive ved.” Jeg rejste mig og kiggede rundt på præsterne. Lige da jeg tog et skridt, flængede en af præsternes kæde mit bryst op. Jeg faldt endnu en gang sammen. Der var stille bortset fra Sargons onde latter. Nej, jeg ville ikke lade ham få den ære. Vreden blussede op gennem min krop. Endnu en gang forsvandt al smerten. Jeg sprang op som en tiger og over· faldt Sargon som stod forsvarsløs i sin stilling. Nu vidste jeg at jeg kunne stoppe tiden. Jeg slog først Sargon i maven, greb hans lænke og fejede benene væk under ham som min søster havde gjort. Jeg svang lænken i et slag, og straks lå de andre præster på gulvet med en dunkende hovedpine. Jeg åndede lettet op, og da begyndte præsterne at tage sig til hovederne. Jeg smed lænken fra mig, da smerten væltede ind over mig. Og fik mig i knæ. Præsterne stirrede undrende på mig, alle undtagen en. Hans kappe var mønstret med store tigere, der fulgte hinanden op ad kanten, og på toppen af hætten stod to tigre større end de andre i kamp på to ben. Han smilte overrasket og tilfreds. Sargon var rasende. “Den lille mide angreb os! Smid ham ud, han har bragt skam over os alle.” “Lad drengen være. Han gjorde, hvad han fandt naturligt, som du sagde, han var jo gadedreng, og han forsvarede sig.” Manden smilede til mig. “Jeg tror det er nok træning for i dag. Jeg vil tage ham hen på mit kontor og lære ham latinens hemmeligheder.” “Latin er ikke bare et sprog. Det er kunst, det er sandhed. Det er magi. Ignis!” Pludselig gik stearinlyset ud. Jeg stod målløs. Bare ordet ild havde slukket lyset. Jeg kiggede på min læremester, Aron, han lyste et splitsekund og lignede så sig selv. “Når du bruger magi, bruger du din krops energi. Bruger du for meget, dør du. Er du klar?” “Ja.” Hver dag skulle jeg mødes med lærerne et nyt sted og træne i udholdenhed, kamp og udnyttelse af terrænet. Bagefter helbredte Aron mig og lærte mig mere latin. Jeg lærte at skjule magiske ord i salmer eller prædikener. En dag spurgte jeg ham, hvorfor han havde sådan en interesse i mig. Og hans svar lød:

“Når jeg kigger på din sjæl. ser jeg intet. Alle andre mennesker har indre dyr, som deres personlighed udspringer af. Men jeg kan ikke se dit dyr, som jeg kan med alle andres. Det simpleste svar er, at du ikke har noget. Din personlighed bygger på intet. Og det vil jeg gerne studere nærmere.” Resten af dagen var jeg i dårligt humør over tanken om, at jeg var alene uden en ægte personlighed. En dag ligesom alle andre lå en seddel igen på sengen: “Mød mig i kirkerummet.” Da jeg nåede ned i korridoren, mødte jeg Aron, og vi gik sammen, mens vi diskuterede vands besværlige konsistens. Da vi trådte ind ad døren, mødte et chokerende syn os. Bænkene var spredt overalt i det store rum. Blod var sprøjtet op ad væggene, og altertavlen var sprunget op. Den kæmpe altertavle, der lignede en port støbt i metal med det store kors på, var nu sparket op fra et dybt mørke bag. Den ene port lå revet op på gulvet ved siden af fem døde kroppe, alle sammen præster. Og midt i det hele stod en stor mørk skikkelse. Den vendte sig og smilede. I hånden holdt den Sargon. Han skreg, da den lukkede hånden. Og så blev alt stille. “Brødre kom og mæsk jer i min fjendes blod!” Ordene var ru og skarpe som små flintesten. To kom kravlende ud af mørket, muskuløse og med store tænder stikkende op af underkæben. Begge grinte med hyæners stemmer. De gik stille frem mod mig og Aron. Han trak en kniv op af bæltet, begge dæmoner smilte. “Hvad vil du med en kniv? Al lykke er ude. Hvorfor lægger du dig ikke bare til at dø stille og roligt uden smerte? Bare hurtig død.” En af dem sprang frem mod Aron. Men Aron var hurtigst: “Ferum!” Jernkniven fløj frem mod sit bytte og for gennem halsen på den angribende dæmon, som faldt til jorden med en gurglen. Den anden dæmon blev rasende og fór frem. Denne gang var det min tur: “Solum!” En stor stenspids skød op af gulvet og spiddede dæmonen. Den store dæmon smilte bare. Pludselig lød en høj latter fra tusinde stemmer inde fra mørket. En efter en kravlede adskillige dæmoner ud af mørket og omringede mig og Aron. Pludselig lød et højt skrig fra indgangen til kirkerummet. Skrig for skrig døde dæmonerne for klingen, der lystigt dansede fra staven. Elain kom springende og kløvede skallen på endnu en dæmon. Jeg greb chancen: “Solum!” En stor mur rejste sig under ti dæmoner og kvaste dem mod loftet. Jeg mærkede, hvordan energien sivede ud af mig. Jeg faldt til jorden,

mens det sortnede for mine øjne. Aron, var ligesom Elain ved at blive overmandet. En dæmon flænsede knæhasen på Aron, mens en anden bed ham i armen og trak ham ned. Elain kunne ikke klare vægten af tre dæmoner, som mæskede sig i blodet fra hendes skuldre. Hun faldt til jorden med lukkede øjne. Den store dæmon kom gående hen mod mig. Fra sine skuldre trak han en mægtig brændende stav.

Asta Marie Thagaard Geil

“Hvad er dit navn!” udbrød jeg. “Sergartios.” Hans røst trak alt håb om modstand ud af mig. Jeg tvang mig selv til at se på Elain. Hun åbnede det ene øje og stirrede håbefuldt på mig. Jeg fyldtes med stor glæde over hendes tiltro til mig. Jeg fyldtes med glæde over, at hun levede. Glæden over mindet om min familie. Min smerte fortog sig, og en mægtig varme bredte sig i min krop, mens jeg rejste mig.

Min far var død, og nu var det min opgave at beskytte min familie. Et stærkt lys vaktes i mit indre. En ærkeengel, som havde ventet på at blive sluppet løs. Jeg var ikke alene, det var alt sammen en løgn. Jeg var en engel. Jeg kunne mærke mine muskler blive større og stærkere, min kappe blev hvid som sne og broderet med guld. Et bælte voksede frem om mit liv, og i bæltet fæstnede sig et sværd. Jeg rejste mig to meter høj, men stadig lille i forhold til dæmonen. Jeg trak mit sværd ud af skeden, og lige da det havde forladt den, tændtes en mægtig flamme. Jeg kunne mærke mine skulderblade vokse og sprede sig ud i form af vinger. De mindre dæmoner stirrede på mig og gik så til angreb, men hver og en måtte vige for mit brændende sværd, som oplyste rummet, mens det svang sig lystigt over de forvredne ansigter. Da den sidste dæmon var faldet, vendte jeg mig mod den store dæmon, der stod og stirrede på udsletteren af dens hær. Han strammede grebet om sin stav og stormede frem mod mig. Jeg parerede og slog ham hårdt med min vinge. Så han fløj ind i mørket fra porten. Jeg fulgte ham. Da jeg trådte igennem porten, stod jeg i en by dekoreret med gargoils af alle slags. Dæmonen rejste sig. Jeg fløj højt op i himlen og stormede så med vældig hast ned mod Sergartios og huggede hans ene arm af. “Sergartios Precipio tibi in saeculum in tenebris inferni.” (Sergartios jeg befaler dig at blive i helvedes mørke for evigt.) Sergartios skreg af frustration over mine befalinger. Jeg vendte mig og gik mod portalen. Da jeg kom tilbage til kirken, greb jeg den faldne port og lukkede den ved hjælp fra mit sværds ild. Derefter gik jeg på tur hen til de forskelige præster. Råbte deres navn og derefter” Vulnera totum”. Jeg så, hvordan deres knogler samlede sig, og sår lukkede sig. Til sidst stod jeg ved Sargon, som havde hjulpet dæmonen med at lokke os ned i kirken. Jeg healede ham og bar ham gennem porten, lagde ham og gik tilbage. Til sidst forseglede jeg porten med magi. Pludselig kunne jeg mærke min styrke forsvinde. Jeg sank sammen, som mine brugte kræfter blev suget ud af mig. Til sidst var det ikke en mægtig engel, men en dreng som lå på det store gulv. Elain bøjede sig hen over mig. “Jeg vidste der var mere i dig end i nogen anden!” Jeg smilede, mens alt blev sort. Jeg vågnede på en blomstermark omgivet af seks præster og en heksejæger. Her er jeg hjemme. Jeg er Merlan.

Maskefald Af Julie Klinke

Maskefald Af Julie Klinke Vi skulle trænge ind i katedralen. Min hals blev øjeblikkeligt tør, da Rosco fortalte det. Selvfølgelig tøvede jeg. Det var blasfemisk. Mere end det, det var selvmorderisk. Desværre så ingen af de andre i banden ud til at tænke det samme. Faktisk virkede Angelo så spændt, at jeg halvvejs forventede, han ville tyvstarte. Heldigvis vandt hans ære over begejstringen, og i stedet for at skubbe risten af og springe op på gaden, lænede han sig op ad kloakkens mur. “Og hvordan har du så tænkt dig, at vi skal kunne vinde?” spurgte han hånligt. Det var en facade, men kun jeg kendte ham godt nok til at kunne se, hvilke følelser det blanke ansigt og de sammenknebne øjne skjulte. Rosco sukkede. “Ved at bruge hovedet, Angelo,” sagde han med en gri masse, som var det indlysende. “Idioterne fra Piazza Mercatori har måske vundet de andre år, men dette år,” han rettede sig op og så os alle i øjnene, en efter en, “er året, hvor vi vinder. Året, hvor ... “ “ ... Hvor vi tæver mercatorierne en gang for alle,” fortsatte jeg for ham med en stemme, der drev af sarkasme.“ Året, hvor vi viser, hvem der er byens førende tyvebande. Vi ved det, Rosco. Du har holdt den samme tale de sidste fire år.” “Og jeg ville ikke have været nødt til det, hvis I havde hørt efter de sidste fire år,” hvæsede han med blussende kinder. “Det ved du udmærket godt, Gia. Hold din mund og lad mig tale ud.” Jeg vendte det hvide ud af øjnene, men gjorde, som han sagde. Han var trods alt vores leder. “Når klokkerne kimer, kravler vi op på gaden og blander os med mængden,” fortalte han. “Vi går hver for sig, så mercatori erne ikke kan slå os alle halvt ihjel på en gang, hvis de opdager os. Målet er, som sagt, at få fat i indholdet af kirkebøssen, og som I nok har gættet, bliver det ligesom de andre år gjort sværere på grund af karnevallet.” “Rosco.” Jeg ignorerede hans bebrejdende blik. “Det er vanvittigt.” “Hvad var det, jeg lige bad dig om?” spurgte han retorisk og fortsatte højt for at overdøve mit fnys. “Pengene er til de fattige, og hvem har det værre end vi?”

Jeg åbnede munden for at minde ham om de pestramtes lidelser for tyve år siden, de unge kvinder, der blev brændt på bålet som hekse og de uskyl dige mennesker i torturkamrene, for ikke at glemme tiggerne og de foræl dreløse gadebørn, der ikke var i en bande, men han havde vendt ryggen til mig. “Angelo, hvor lang tid har vi igen?” Angelo lagde hovedet tilbage og missede mod gadelyset. “Solen nærmer sig zenit,” konstaterede han så. “Kirkeklokkerne kan ringe, hvad øjeblik det skal være.” “Godt.” Rosco kørte en hånd gennem sit viltre hår og vendte opmærk somheden mod os andre, der stadig stod afventende op ad muren i nærheden af risten. “Er alle klar? Vi skal vinde karnevalsdysten i år. Jeg sværger, jeg dør af skam, hvis mercatorierne vinder for femte år i træk.” Flere af os mumlede samtykkende. Han gav sig utålmodigt til at trave frem og tilbage, og vandet i kloakken plaskede om hans fødder, mens han hviskede noget, der lød som en bøn. Til hvem var jeg ikke sikker på, men det var næppe de fredeligste helgener. Jeg overvejede at bede ham slappe af, men i det samme stivnede alle, da det vage ekko af kirkeklokkernes kimen lød. “Nu,” hviskede Rosco. Som rotter fra underverdenen piblede vi op fra kloakken og op på Piazza del Campos solbeskinnede brosten. Udtrykket var meget dækkende. Vi stank alle værre end en mødding, vores tøj var laset og mudret, og kun Den Hellige Jomfru kunne vide, hvilke sygdomme vi medbragte. Ratti di fogna, kaldte byens indbyggere os. Kloakrotter. Andre gange brugte de bare ord som tyve og bastarder. Det var os det samme. Hvorfor skulle ord dog ændre på, hvem og hvad vi var? Jeg kom op som en af de sidste, og Angelo fulgte tæt bag mig. “Held og lykke, Gia,” sagde han til mig, og vi klaskede diskret hænderne mod hinanden, før vi gik hver vores vej og smeltede sammen med mængden. Det var ikke noget, jeg normalt kunne; folk plejede at trampe os halvt ihjel, hvis de så en af os af frygt for at blive smittet med de farlige sygdomme, vi åbenbart var bærere af, men under det årlige karneval bemærkede folk som regel ikke andet end den farvestrålende oppyntning, gøglerne og kostumerne, hvilket gjorde tidspunktet ideelt for tyverier og svindel i al almindelighed. Desværre gjaldt det aldrig for os fra Piazza del Campo. Hvert år dystede vi mod tyvebanden fra Piazza Mercatori om at være de første til at få 57

fat i en forudbestemt genstand, og det udviklede sig altid til en kamp på liv og død om æren og byttet. De sidste fire år, hvor Rosco havde været vores bandeleder, havde vi tabt, og mange fra banden blev alvorligt sårede under kampene. Alt i alt betød de årlige karnevalsdyster, at vi aldrig havde tid til småtyverier, men hidtil havde ingen nægtet at deltage. Vi var alle opsatte på at få mercatorierne ned med nakken, koste hvad det ville, og få retten til at planlægge næste års karnevalsdyst samt titlen som byens førende tyvebande. Og denne gang skulle det ske. Også selvom vi i år kun havde en time, før dysten var forbi. Som forventet var det et mareridt at mase sig gennem mængden, men det havde det også været de andre år, hvor vi havde afholdt dysten, så det bekymrede mig ikke nær så meget, som det normalt ville have gjort. Pro blemet bestod i, at alle, både de fredelige byboere og uromagerne og tyvene, var på vej mod katedralen, så drabanterne dér ville være parate til at slå ned på enhver i mængden, der så mistænkelig ud, for at bremse begyndende optøjer. Det gjorde også min opgave, og mercatoriernes opgave, så meget desto sværere. Jeg var omtrent halvvejs, da det gik op for mig, at jeg blev forfulgt. Det startede med en svag fornemmelse af uro, en følelse af at blive over våget, men til at begynde med bemærkede jeg det næsten ikke. Imidlertid tiltog følelsen for hvert skridt, jeg tog, og for hvert hjørne, jeg rundede, til jeg til sidst faldt for fristelsen til at skæve bagud. Det var en dreng. Han var omtrent på min alder, havde brun hud, mørkt hår og pæne træk under skidtet, og af en eller anden grund syntes han be kendt, men mere nåede jeg ikke at se, før en flok unge piger trådte ind foran ham. Alligevel kunne jeg stadig mærke hans blik bore sig ind i min ryg, og da jeg så ham skubbe sig ind foran pigerne og mase sig gennem mængden uden at slippe mig af syne, gik jeg i panik og dykkede ind i en sidegade i den helt forkerte retning. Få minutter efter smuttede jeg tilbage ud på gaden, jeg lige havde for ladt, gennem en port, sikker på, at det var lykkedes mig at slippe væk. Jeg masede mig forbi to piger og sørgede samtidig for at tørre mine snavsede hænder af i deres renvaskede kjoler. De råbte efter mig, og jeg grinede til dem over skulderen. Og stivnede, da jeg så min forfølger træde ud bag dem fra den sidegade, jeg netop var kommet fri af. 58

Bandende skubbede jeg mig forbi en gammel mand, dukkede mig in stinktivt for hans stokkeslag og klemte mig længere ind i mængden. Over mig skreg en krage faretruende og dykkede ned mod et hustag, hvor den satte sig og betragtede mit kapløb med mercatorierne og tiden med udtryks løse øjne. Et blik bagud fortalte mig, at den mørkhårede halede ind på mig. “Maledizione,” bandede jeg. En halv time, og jeg havde allerede udsigt til at blive slået halvt fordærvet, hvis fyren virkelig var en mercatori. Men hvis han var, hvorfor var han så fulgt efter mig ind i sidegaden i stedet for at tage den lige vej mod katedralen? Min mave sugede ubehageligt, og for en gangs skyld var det ikke kun af sult. Da jeg nåede Piazza del Duomo få minutter senere, var han forsvundet. Pladsen var det forventede virvar af mennesker. Farvestrålende hvirv lede de rundt mellem hinanden til fløjtemusikken, akkompagneret af tunge trommeslag, der fik alting til at eksplodere i en kakofoni af larm og jorden til at gynge under mig, og ildslugere gjorde det livsfarligt at krydse pladsen. Jeg skubbede mig forbi kaosset og fik endelig udsyn til domkirken. Il Duomo. Den tårnede sig op over befolkningen og skilte sig mærkbart ud mellem de teracottafarvede huse med sine hvide og sartrosa marmormure, de tre velproportionerede dobbeltdøre, hvoraf den midterste måtte være mindst tre mand høj, og gargoilerne, der slyngede sig ind og ud mellem hinanden og hvæsede af befolkningen. Som ventet var den bevogtet af seks drabanter, klædt i byens farver, sort og hvid, og med det simple våbenskjold i samme farver syet ind ved brystet i deres kofte. De stod med løftede hager og skuede ud over mængden som ørne, der ledte efter et bytte at slå ned på, støttet til deres hellebarder og med sværdet hængende ved bæltet. Mercato rierne kunne ikke have valgt et mere umuligt mål. Men som enhver anden fra byen vidste jeg, at hovedindgangen ikke var den eneste indgang. Der var mange i de små sidegader, som man kunne komme til, hvis man gik uden om torvet. Få minutter senere havde jeg fundet en sideindgang i Vicolo del Pozzo, en gyde, der førte om til bagsiden af domkirken. Forsigtigt trykkede jeg håndtaget ned, og døren gled knirkende op. Mit hjerte pumpede blodet rundt i kroppen på mig fra et sted i halsen, da jeg trådte ind på marmorgulvet og lukkede døren efter mig. Jeg havde kun været der en gang før, og da var jeg hurtigt blevet halet ud af drabanterne. Nu, hvor jeg endelig var her uden nogen til at forstyrre mig, havde 59

jeg end ikke tid til at lægge nakken tilbage og beundre de overdådige lofts kupler eller sætte mig på hug og lade en hånd glide over marmorbillederne i gulvet, som jeg ellers havde lyst til. I stedet strøg jeg gennem kirken, forbi marmorsøjlerne og de overvældende vægudsmykninger mod det forgyldte alter, hvor jeg vidste, at kirkebøssen ville være.

Mathilde Goldebeck Hansen

Og så fik vi øje på hinanden. Drengen fra før havde hele tiden stået ved alteret, skjult af en søjle, så jeg ikke kunne se ham, men da han fik øje på mig, smilede han sardonisk, slentrede demonstrativt de få skridt hen til kir kebøssen og lagde nonchalant hånden på den. De havde vundet. Mercatorierne havde vundet for femte år i træk. Og jeg havde været så tæt på hele tiden. Rosco og de andre ville hade mig. “Så jeg kom først, hva’?” drævede mercatorien uden at flytte blikket fra mig. Først nu kunne jeg se ham ordentligt. Håret var mørkt og faldt blødt ned til hans øjne, og skjorteærmerne var rullet op og afslørede et par stærke overarme. I hans bælte sad en tung dolk. Sandsynligheden for, at jeg kunne slå ham ned, var forsvindende lille. 60

“Din bandeleder bliver næppe glad,” fortsatte han. Hans stemme var silkeblød og smøg sig om mig. Jeg trak på skuldrene, gad end ikke at svare. “Men ... “ Han smilede, selvom det ikke ligefrem var et venligt smil. “ ... vi kan indgå en aftale.” Det gav et sæt i mig af overraskelse, og jeg stirrede på ham. Han blinkede til mig. “Hvis du kan få kirkebøssen fra mig, er den din.” Jeg tøvede, skævede igen til dolken ved hans bælte og prøvede at se fæl den i det. Så tænkte jeg på, hvad Rosco ville sige, hvis han vidste, jeg havde haft denne chance, og indså, at jeg ikke havde noget valg. Jeg nikkede. Han slap kirkebøssen og trådte et par skridt hen foran alteret, så jeg måtte forbi ham for at få fat i den. Mit hjerte satte farten op, da han lagde hånden på skæftet til dolken. Han trak den ikke. Det er Angelo, sagde jeg til mig selv. Det er bare Angelo, og der sker dig ikke noget. Uden at lade mig selv tænke yderligere over det tog jeg et langt, gliden de skridt hen mod ham og langede ud mod hans ansigt. Han dukkede sig, greb min arm og trak til, mens han drejede sig og spændte ben, så jeg snub lede hen til højre for ham. Inden jeg havde fået balancen, var han trådt hen til mig og havde grebet fat i min albue bagfra. Jeg vred hurtigt armen rundt, så han måtte slippe, og jog hælen ned mod det sted, hvor jeg gættede på, hans ankel måtte være. En lavmælt ed fortalte mig, at jeg havde ramt rigtigt, og jeg vendte mig hurtigt om. Jeg havde ikke ramt, viste det sig, men det var det, han ville have mig til at tro, for i samme sekund, jeg stod med ansigtet mod ham, lagde han hæn derne på hver sin side af min hals. Instinktivt greb jeg fat om skuldrene på ham og løftede benet for at støde knæet mod et følsomt sted. Så langt nåede jeg aldrig. I samme sekund, min fod slap jorden, lagde han vægten over i sine arme og skubbede til, og da jeg var ude af balance, faldt jeg baglæns ned på gulvet. Han landede ovenpå mig og satte sig hur tigt ret op. Jeg havde stadig fat om hans skuldre og forsøgte at skubbe ham af, men han ikke så meget som blinkede af mine anstrengelser, og til sidst gav jeg op. Han lænede sig en anelse ind over mig, og jeg veg instinktivt tilbage. Mine albuer stødte mod gulvet. “Hvad hedder du?” spurgte han roligt. Det var ikke, hvad jeg havde forventet, men siden han igen havde grebet fat om kniven, ville jeg ikke protestere. “Gia,” hvæsede jeg. Han nikkede. Så, hurtigere, end mine øjne kunne følge med, trak han kniven og snittede lynhurtigt et lille X ved mit kindben. 61

Smerten flammede op, men jeg ænsede den knapt gennem blandingen af angst og raseri. Han lænede sig endnu længere ind over mig, og jeg kunne mærke hans ånde på min blodige kind. “Tag dig i agt, Gia,” hviskede han ind i mit øre. “Du er mærket.” Så rejste han sig og stak kniven tilbage i bæltet. “Bare tag kirkebøssen,” sagde han til mig. “Jeg skal ikke bruge den.” Jeg kom hurtigt op at stå og greb kirkebøssen, der stadig stod ved alter et, og da jeg vendte mig, var han på vej mod en dør over for den, jeg var kommet ind af. Han stoppede op, som kunne han mærke mit blik bore sig ind i ryggen på ham, vendte sig halvt mod mig og hævede et øjenbryn. “Jeg sagde ikke, at du måtte få pengene.” Så var han borte. Med en nagende mistanke rystede jeg let på kirkebøssen. Den var cylinderformet og af træ, udsmykket med et sølvkors, så jeg ville kunne høre det, hvis der var noget i. Min mave trak sig sammen, og jeg løftede vantro låget. Den var tom. Jeg bandede højt, ligeglad med, at jeg befandt mig i en domkirke. Nu kunne jeg huske, hvor jeg havde set drengen før. Det var Ceri, mercatoriernes leder. Jeg kylede kirkebøssen fra mig, og den skramlede højlydt hen over mar morgulvet, da jeg stormede mod den dør, han var forsvundet ud af. Den førte ud i en sidegade, og som forventet var den øde. Jeg svor igen og satte i løb mod højre. Foran mig lå Piazza del Duomo med sit farvestrålende kaos. Først nu var de andre kommet frem til katedralen. Angelo knugede om sin venstre overarm, og blod piblede ud mellem fingrene på ham, mens Roscos næse så ud til at være brækket. De standsede, da de fik øje på mig, og råbte mit navn, sikkert forvirrede over, at jeg ikke havde byttet, når nu jeg kom fra domkirken. Jeg lænede mig op ad en husmur, mens mit bryst hævede og sænkede sig af vrede. Blodet løb ned ad min kind og dryppede ned på brostenene. “Ceri,” hviskede jeg sammenbidt, mens Angelo masede sig gennem mængden mod mig. Bag mig kimede klokkerne. Dysten var ovre. “Det skal du få betalt.” Næste år. For næste år ville blive året, hvor vi vandt. Året, hvor vi tæ vede mercatorierne en gang for alle. Året, hvor vi viste, hvem der var byens førende tyvebande. Næste år.

Kidnappede mennesker Af Julie KĂŚrgaard Nyrup

Kidnappede mennesker Af Julie Kærgaard Nyrup

Første gang

En kold vintermorgen hopper en fugl rundt på en gren, som er det en hvilken som helst anden morgen.. men det er det ikke. Denne morgen vil der ske noget frygteligt, ulovligt og ondskabsfuldt. Denne morgen slutter Iben Jensens frie liv som kone til manden, Torben Jensen. Indtil nu har de levet et dejligt liv, som et lykkeligt ægtepar. “lben! Skynd dig at komme,” råber Torben ude fra køkkenet. Køkkenet består af en ovn, en håndvask med en rusten vandhane, der snart har fyldt sit sidste glas vand, et lille køkkenbord med en snavset, gammel bordplade og et stort maleri af Torben og Iben på deres bryllupsdag. “Ja, hvad er der Torben?” knirker Iben og lunter ud i køkkenet. “Kom, der er noget, jeg skal vise dig.” Torben tager Iben i hånden og følger hende de få skridt hen til maleriet. Nænsomt fjerner han maleriet. “Hvor længe har den været der?” spørger Iben, og hendes små øjne bliver store og nysgerrige. En dør lavet af gammelt eg viser sig. Torben åbner døren med et hårdt ryk. Iben går tættere på og stikker hovedet ind i det lille rum. Torben lister om bag ved hende og skubber hende ned ad de 5 trin. Iben skriger et højt og hjerteskærende skrig. Langsomt begynder hun at hulke højlydt, men pludselig bryder hun ud i en voldsom gråd. “Hvad laver du, Torben?” får hun frem midt i gråden. “Det er ikke min mening at gøre dig ondt, men det er for vores eget bed ste,” svarer Torben og smækker døren i. Nede i kælderen sidder Iben på gulvet knust og ulykkelig. Hendes Torben har lukket hende inde. Den Torben hun skulle indånde sit sidste åndedrag ved siden af. Den Torben hun ikke kan leve uden. Den Torben som sidder inde i køkkenet og griner for sig selv. Næste morgen går Torben ned til Iben med én skål havregrød og et glas vand. “Hvordan går det?” spørger han uinteresseret. “Forfærdeligt. Her er koldt og fugtigt. Man kan slet ikke sove på det her hårde gulv. Min ryg gør ondt som fanden selv. Kan du ikke hente en ma dras?” hulker Iben. “Han siger, at jeg ikke må give dig noget som helst,” svarer Torben hur 64

tigt og kigger væk. Iben spytter nærmest ordene ud: “Hvem er ‘han’?” “Ham der får mig til at gøre det her. Han truer mig, Iben. Du er nødt til at forstå, at jeg gør det her, for at ingen af os kommer alvorligt til skade.” Med de ord går Torben op i køkkenet. Om aftenen sidder Torben og kigger på sin computer. Han bestiller en stor vase over nettet...

Anden gang

Torben ser sit åndedræt i den kolde vind. En varm damp som svæver ud af hans mund, hver gang han puster ud. Den iskolde bænk er dækket af et fint lag rim. “Som en masse små krystaller,” havde Iben engang sagt. Han sidder på den offenlige legeplads og holder øje med børnene, der leger. Torben lægger specielt mærke til en lille, lyshåret dreng, der leger i sandkassen. Der sidder en dame et godt stykke væk fra drengen, men som en gang imellem lige løfter hovedet fra sit magasin og kigger på ham. Det må være drengens mor. Torben ser sit snit til at gå hen til den 5-6 årige dreng lige efter at moderen har kigget. Torben har taget tid på, hvor lang tid der går fra hver gang damen har givet den lille dreng op mærksomhed. 5 minutter, så han skal skynde sig. Lige i det damen kigger ned, rejser han sig op. “Hej. Mit navn er Torben. Hvad hedder du lille ven?” Julie Kærgaard Nyrup “Jeg hedder Bjørn,” siger den lille dreng med sin forsigtige lille stemme. “Hej Bjørn. Vil du ikke med mig hen i kiosken og købe en is? Bagefter kan vi gå hen til min bil og hente noget slik. Jeg har nemlig lige været ude for at købe en hel masse,” lokker Torben, og den lille dreng kigger på ham med sine store tillidsfulde blå øjne. “Ok, men skal vi ikke lige sige det til min mor først?” spørger han og lægger hovedet på skrå. “Jeg har snakket 65

med hende om det. Hun sagde, at du bare skal være tilbage klokken tre, og det er først om en time,” smiler Torben. Drengen rejser sig op. “Hov det glemte jeg næsten helt. Hvis du kan komme forbi din mor, uden at hun ser dig, får du to is!” siger han og blinker til Bjørn. Bjørn nikker og går med Tor ben. Uset går de sammen ud af parken. “Godt gået,” roser Torben og tager drengen i hånden. “Men før vi køber is er der noget vildt sejt, jeg skal vise dig. Det er bag i min bil. Kom med og se.” Henne ved bilen stopper Bjørn op. “Hvad er det du vil vise mig?” Torben ser sig omkring. Det spørgsmål var han ikke forberedt på. Han åbner hurtigt bagsmækken på den grønne Toyota og peger derind. Bjørn går tættere på og når ikke at reagere, da Torben løfter ham op og smider ham ind i bagagerummet. Bjørn skriger og begynder at græde højt og hjerteskærende. “Hvorfor gør du det? Hvad vil du med mig? Hvor er min is ...?” Da de kommer ind i entreen, står Bjørn stiv som en pind og puster sig op. “Hvad er det, du vil med mig?” spørger han. “Det er ikke mig. Det er ham, der vil noget med dig.” “Hvem er..” Bjørn bliver afbrudt af en stemme. “Torben er det dig?” Bjørns små øjne bliver pludseligt meget store. Inden at Bjørn når at spørge, svarer Torben som om, at han har læst Bjørns tanker. “Det er min... det er Iben”, siger Torben skamfuldt og kigger ned i jorden. “Torben?” bliver der råbt igen. Bare med rædsel denne gang. Torben kig ger febrilsk på Bjørn, som gengælder det med en knurren. Da de kommer ned i den lille kælder ligger Iben på gulvet. Hun lig ger helt stille. Man kan hverken se eller høre hendes vejrtrækning. “Iben?” spørger Torben og farer hen til hende. “Ah, godt. Det er dig.. jeg troede at det var ham,” svarer hun og kigger på Bjørn.

Tredje gang

“I dag kommer pakken’ tænker Torben ved sig selv. Han kommer noget havregryn i en gryde og blander det med vand. Hovedet stikker han ind i det lille fangerum og siger: “Så er der snart mad.” Iben kigger op på ham. Hendes øjne er ikke fulde af liv og glæde, som de plejer at være, men derimod tomme og triste. En mumlen siver ud imellem sprækkerne omkring den lille dør. Nu står Torben med én skål havregrød, som fangerne nu må

dele, og to skeer. “Det kan vi da ikke blive mætte af,” klager den lille Bjørn. Tårerne har fået hans ansigt til at ligne en stor, rød fodbold. Tårer der er kommet til live på grund af, at Bjørn ikke havde sin mor til at sige, at det hele nok skulle gå. Tårer spildt på en mands desperate brug for magt. Magt over liv og død. Derfor ligner Bjørn nu en stor, rød fodbold med arme og ben og har ingen mor til at sige, at der ikke vil komme til at ske ham noget. “Spis det nu!” råber Torben rasende. Hans temperament har en kort lunte. Tænder du den, springer bomben hurtigere, end du kan nå at sige undskyld. Langsomt tager de hver en ske og stikker den i grøden. Torben lukker døren og kan høre dem smaske. Senere går han ned med to små glas vand til dem. Lidt efter ringer det på døren. Torben går hurtigt ind i stuen og tager den sorte pistol, han har købt. Han holder den bag ryggen, da han åbner den knirkende dør. “Hej, De har bestilt en pakke?” siger postbuddet. En 30-årig kvinde iført en rød jakke og nogle sorte bukser. “Ja” svarer Torben høfligt. “Men inden du giver mig den, vil jeg gerne have dig til at følge med mig.” Han hiver pistolen frem. Dens blanke over flade skinner. Kvindens øjne ser straks den sorte metalting, og pupillerne udvider sig. Hendes ansigt skifter farve. Først er det en helt normal hudfar ve, så bliver det rødt, og derefter skifter det til hvidt. Små sveddråber pibler frem fra hendes pande. Da Torben har efterladt postbuddet nede i kælderen med de andre, siger Iben pludselig: “Han bliver tvunget til det. Han er et godt menneske. Han vil ikke gøre os ondt. Han er et godt menneske.”

Violinen

Af Karoline Isabella Simonsen

Violinen Af Karoline Isabella Simonsen Lance pressede sig igennem menneskemængden med en hånd krampagtigt knuget om den lille pose med mønter. Den anden hånd holdt han for mun den for ikke at komme til at hoste af det støv, der blev hvirvlet op af både mennesker, heste og vogne. Endelig fik han øje på den sædvanlige gyde, der lå mellem to faldefærdigt udseende butikker, og kæmpede sig vej derover. Lance sank sammen på brostenene med et udmattet suk. Gyden var mørk og klam, men i det mindste var der roligt. Nu kunne gadens larm kun høres som fjern støj. Da hjertet endelig ramte en rolig rytme igen, tog han posen frem og vendte bunden i vejret. En lille bunke beskidte mønter faldt ud i hans hånd. Skuffet konstaterede han, at han havde tjent mindre end nor malt. De mønter ville kun række til et enkelt brød og muligvis en pose med nødder, hvis han var heldig. Han trodsede sin ømme krop og rejste sig op igen for at sætte kursen mod markedet. Utålmodig sult rev i maven. Han var nødt til at finde noget at spise. Der var færre mennesker på gaden nu, så han kunne vandre mere roligt ned mod markedet. Han var taknemmelig over, at myldretiden aldrig va rede særlig længe. Der var for mange mennesker til at tigge, og hans spinkle krop blev alt for let klemt mellem den mere veIfodrede befolkning. Nu var han i stand til at bevæge sig hurtigt igennem de smalle, skæve gader. Han holdt altid blikket rettet mod jorden. Han ville ikke risikere at komme til at kigge en af højere stand end ham selv i øjnene. Tanken om den hårde, knu drede pisk, der borede sig igennem hans hud, var stadig i stand til at få ham til at krybe sammen i mindet om smerten. Et ubehageligt sug af sult knugede i hans mave, og han besluttede sig for at skyde genvej gennem de rigere gader i byen. Sædvanligvis vandrede han aldrig den vej. Hvis han blev set af de forkerte mennesker, kunne også det føre til piskeslag. Men sulten var for overvældende. Gaden var langt pænere end dem, han plejede at færdes i. Brostenene var ikke engang skæve, og blankheden fik dem til at virke næsten nye. Lance vandrede hurtigt igennem gaden uden at få øjenkontakt med nogen. Hel digvis var menneskerne omkring ham for optaget af andre ting til at lægge mærke til ham, og han slap uset forbi dem og fik øje på indgangen til mar 70

kedet: En faldefærdigt udseende port med gamle, slidte mursten, der vir kede fuldstændig malplaceret mellem de ellers så velholdte butikker. Lance var næsten ved porten, da hans blik blev fanget af en butik. En butik, der fik ham til at stoppe op og stirre på den som i trance. Det var en lille butik, smukkere end noget andet, han nogensinde havde set. Vinduerne var fyldt med alverdens skinnende, blankpolerede instru menter, alle i en behagelig, rødlig glød. Uden at tænke over de mulige kon sekvenser gik Lance nærmere. Han kunne ikke se nogen gennem vinduer ne. Hvis han blot gik derind et øjeblik, kun for at kigge. Det kunne de ikke straffe ham for. Uden at tænke over det fandt hans hånd dørhåndtaget, der var køligt og lå perfekt mod hans hud, og pressede døren op. Indenfor var et eldorado af de flottest udformede træinstrumenter, som hver og en lovede at skabe storslåede historier og fortryllende toner. Langt det meste af butikken bestod af strengeinstrumenter, men der var også en væg med glatte, perfekt udseende fløjter af alle længder og tykkelser. Lance lod blikket glide videre i rummet over de mange, fine genstande. Så blev hans blik pludselig fanget. Placeret på væggen længst væk fra ham var et instrument smukkere, end han nogensinde ville have troet mulig. Det var en violin. Den var gammel, men på samme tid tidløs. Tynde, lyse træmønstre snoede sig omkring den runde krop, som var meget mørk, nærmest sort. Strengene skinnede nye og skarpe, og han kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan det ville være at spille på den. Den måtte være i stand til at udsende de fineste og reneste toner. Han ønskede at være den, der kunne få violinen til at fylde verden med så stor skønhed. En pludselig lyst til at mærke det kolde træ under sin hud, til at gnide sine fingre mod de hårde strenge overvældede ham og fik ham til at gå tættere på. Det gamle trægulv knirkede. Violinen var så blank, at Lance kunne se sit eget, stirrende ansigt i instrumentets polerede overflade. “Du er vist faret vild, knægt,” snerrede en hård mandestemme bag ham. Lance drejede rundt og stod nu overfor ham, der måtte være butikkens ejer. På trods af, at han ikke kunne være meget mere end tyve år, ejede han samme autoritet og strenghed som én, der var dobbelt så gammel som ham. “Undskyld, herre, j-jeg beundrede bare dine værker,” sagde Lance og var alt for opmærksom på den enorme mængde blod, der for op i hans hoved. Han turde ikke at se manden i øjnene, så han lod blikket være rettet mod sine egne, nøgne fødder. “Kig dig omkring,” sagde manden. Lance gjorde skræmt, hvad han var 71

blevet bedt om, dog uden at se direkte på manden. “Ligner det her et sted, der har brug for beundring fra et udskud som dig?” Lance rystede på hovedet. Han vidste godt, at han ikke var velkommen i en så udsøgt butik. Det var hans hullede tøj og vilde, lusefyldte hår, kun vasket af regnen, et tydeligt bevis på. På trods af den straf, der måtte møde ham om lidt, fortrød han ikke at være gået ind i butikken. Den var omgivet af en enestående magi, en skønhed, han aldrig før havde oplevet. Han tvang sig selv til at møde mandens kolde øjne, der var ligeså blå som de dybe søer, der omgav byen. Manden sagde ikke mere, og det gik pludselig op for Lance, at han ikke ville blive straffet. “Undskyld. Jeg lover, at det aldrig skal ske igen,” sagde han og gik modvilligt forbi manden mod døren, som ville lede ham ud til de smalle, beskidte gader udenfor. Han vidste, at han var nødt til at forlade butikken med det samme. Han var allerede ubeskrivelig heldig at være sluppet for straf. “Jeg vil være venlig at lade være med at melde dig,” sagde manden. “Men hvis jeg nogensinde ser dig herinde igen, kan du være helt sikker på, at du bliver straffet.” Lance nikkede kort og skyndte sig ud. Før han gik videre til markedet, kastede han et sidste, længselsfuldt blik mod butikkens vinduer, hvor han i det fjerne kunne se violinen. Han vidste, at han ville vende tilbage. Alt er fuldendt. Perfekt. Han går igennem skoven med den ypperste skøn hed, violinen, i sine arme. Endelig er de forenede, og verden fyldes af ren, klar musik. Før dette øjeblik var han sikker på, at lykke aldrig ville finde ham, men nu er hans indre en brændende kerne af ren glæde. Visheden om at han kan skabe noget så fantastisk, at violinen ønsker at tilhøre ham, at være hans instrument, er alt, han har brug for. Alt er perfekt. Lance vågnede med et sæt med en voldsom og altoverskyggende følelse af vild, utæmmet glæde brændende i sig. Han kiggede sig forvirret omkring og prøvede at gennemskue kilden til den varme følelse i maven. Pludselig blev mindet om drømmen fuldstændig klart i hans hoved, og med det samme brast følelsen af lykke. Violinen. Billedet af det fantastiske, eneståen de instrument var som et brændemærke der lå over hans øjne. Et evigt min de om uopnåelig skønhed. Han var nødt til at se den igen. Han rejste sig op fra gydens beskidte brosten og begyndte at vandre igennem gaderne. Det var stadig mørkt, men et svagt skær på himlen afslø rede, at daggry nærmede sig. l denne del af byen var der fuldstændig 72

Anna Sofie Bruun

mørkt om natten. Gaderne var fulde af tiggere, der lå enten i gyder eller under de små halvtage, som var rejst ved de forskellige butikker. Ingen af de rige i byen turde nærme sig slumkvartererne om natten i frygt for de mange bander og røvere. Hans fødder bar ham hurtigt og sikkert gennem slummen og hen i den rige gade. Den var oplyst af orange lys fra lygtepælene, som skabte en sælsom og mystisk stemning i gaden. Farerne ved at opholde sig her, især om natten, hvor det var langt lettere at blive mistænkt for røveri, var kun en svag impuls gemt i hans hjerne. Det var stærkt overskygget af den altopslugende tanke om violinen. Om ønsket om at holde den i sine arme, at kærtegne det kølige træ, at føle den svage modstand i strengene, når han bevægede buen hen over dem. Længslen efter den føltes nærmest smertefuld. Så kunne han endelig se butikken i det fjerne. På et øjeblik, der føltes som en uudholdelig evighed, nåede han over til butikken og pressede sig op af vinduet. Et enormt smil bredte sig på hans læber. Der, på den fjerneste væg, hang violinen. Den var præcis så smuk, som han huskede den, og bare at være i stand til at se på det vidunderlige instrument fyldte ham med en overvældende glæde. I et kort sekund overvejede han at smadre glasset; den 73

eneste, sidste forhindring mellem ham og violinen, men han stoppede sig selv. Han ville blive fanget. Langsomt udviklede glæden sig til den største, mest brændende længsel, han nogensinde havde oplevet. At stå der, så tæt på den absolutte skønhed, at være så tæt på at kunne røre den og stadig være adskilt fra den, var det værste, han nogensinde havde oplevet. Men han kunne ikke gå. Han kunne ikke forlade den. Billedet af hans drøm blev ved med at vende tilbage til ham. Hvor ville han gerne opleve den følelse af perfektion igen. Pludselig skar den høje, skingre lyd af byklokkerne igennem luften, og Lance kiggede sig desorienteret omkring. Solen var allerede så langt oppe, at der kun var et svagt skær af rødt tilbage på himlen. Gaden blev næsten øjeblikkeligt fyldt med liv. Mennesker, der skulle i gang med alle dagens pligter. Han kastede et sidste blik tilbage på butikken og sprang forskrækket tilbage. Lige foran ham, i vinduet, stod manden fra dagen før og stirrede på ham med et truende blik. Lance satte i løb. Båret af frygten for straf styrtede han igennem gaderne, væk fra butikken, væk fra violinen. Han turde ikke se sig tilbage, men stormede bare imod markedet, hvor der ville være så mange mennesker, at han kunne forsvinde i mængden. Først da han var et godt stykke inde mellem boderne, stoppede han forpustet op og så sig tilbage. Der var ingen spor af manden. Så snart han med lettelse havde opdaget, at han var i sikkerhed, blev han overvældet af en ubehagelig følelse af savn. Han vidste nu, at det ikke ville være nok at se på violinen. Han var nødt til at eje den. Dage gik. Alle lige lange og uudholdelige, plaget af begæret efter instrumentet, som udslettede alle andre tanker. Kun i nattens mørke, hvor drømme fik lov at overtage virkeligheden, var Lance i stand til at opnå fuldkommenhed. Fem solnedgange efter sit sidste besøg ved butikken blev Lance grebet af en følelse af, at det var på tide at gå derhen igen. Denne gang var solen allerede på vej op, da han hurtigt bevægede sig igennem gaderne, og en sorgfuld trykken for brystet var begyndt at forme sig ved tanken om, hvor kort tid han havde til at betragte violinen. Han tog de sidste skridt hen til butikken i høj fart og skubbede sig igen mod vinduet i forventning om, at hans blik ville møde skønheden. Men der var intet. Undrende pressede han sig tættere op ad ruden, så tæt på, han overhovedet kunne komme og lod sit blik søge gennem hele butikken. 74

Men væggen forblev tom. Uden at skænke konsekvenserne en tanke rev han døren til butikken op og stormede ind. Han gennemsøgte hvert eneste hjørne af butikken, og med bevægelser, der konstant blev mere og mere voldsomme, fejede han instrumenter til side, smed fløjter på gulvet og rev nodehæfter ned fra hylderne. Men uanset hvor han ledte, var der ingen violin. “Hvor er du?!” råbte han og kunne mærke frustrationens varme tårer kradse sig vej ned af hans kinder. Den kunne ikke være væk. Den måtte ikke være væk. En pludselig kraft slyngede ham voldsomt ned på gulvet. Lance så sig forvirret omkring og fik øje på ejeren, der stod med brændende øjne over ham. “Hvad i alverden laver du, gadedreng?!” “Hvor er den? Hvor er violinen?” Et ubehageligt, hoverende smil brød vreden i mandens ansigt. Han vidste præcis, hvilken violin, Lance snakkede om. “Den er blevet solgt.” “Nej!” Han havde været klar over det. Forventet det, frygtet det i samme øjeblik, han så den tomme plads på væggen. Men han havde ikke kunnet tro på det. Hvad var han uden violinen? Selvom han ikke havde været i stand til at røre den, gav det ham en større tilfredsstillelse end noget andet bare at se på den. Det ville han aldrig kunne gøre igen. “Åh jo. Et sådant kunstværk vil aldrig tilhøre en som dig. Den er mere værd end dig! Og den har sin plads hos en velstående familie, en familie som Brown. Du vil aldrig eje noget så dyrebart, tigger.” Lances udholdenhed, da han modtog de tyve piskeslag, blev berømt i hele byen. Aldrig havde de set en tigger reagere så roligt, så stille, på at blive pisket. Det virkede næsten som om, at han ikke havde smerter. Under hele straffen havde han svært ved ikke at smile. Ejeren havde gjort ham den største tjeneste, et menneske kunne have gjort. Han havde fortalt ham, hvor violinen befandt sig. Browns herregård lå et par mil fra byen. Det var et enormt, hvidkalket bygningsværk, bestående af en hovedbygning og flere sidebygninger. Rundt om hele herregården lå en gammel voldgrav, der engang havde været fyldt med voldsomt brusende strømme af vand fra floderne omkring byen, men det var tørret ud for længst. Alt, der var tilbage, var lange, dybe render, som dannede en firkant omkring bygningen. Lance bevægede sig hurtigt fremad, mens han knugede om en kniv, han havde haft held til at stjæle på markedet tidligere den dag. Hans ryg 75

smertede og sved voldsomt, men det var intet i forhold til det begær efter instrumentet, der drev ham mod målet. Der var nymåne den nat, og det var derfor næsten fuldstændig mørkt. Lance var taknemmelig over, at herregården var hvid, for så var den tydelig og let at spotte. Et bredt smil formede sig på hans læber. Der var ingen vagter at se omkring slottet. De måtte være gået til ro for længst, og Lance havde fri adgang til bygningen - og violinen. Nu blev det problematisk, at herregården var så stor. Hvordan skulle han nogensinde finde violinen? Det problem løste sig langt lettere, end han havde forventet. Fine, lyse toner mødte hans ører, og hans hjerte begyndte at galoppere. Det var den. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at de toner tilhørte violinen. Hans indre begyndte at flamme op i glæde over at være tæt på den. Det tog ham ikke lang tid at finde det rum, hvor den befandt sig. Rummet vendte ud mod skoven og et enkelt, åbent vindue gjorde ham i stand til at se ind i det. Det var svagt oplyst af et enkelt stearinlys, og inde i det sad en pige på Lances alder på en seng og spillede på violinen. Hendes hænder holdt let og kærtegnende om den, og det smertede ham at se den blive spillet af en anden. Hun havde lukkede øjne, og hendes lyse hår bølgede ned ad ryggen. En velformet mund sang stille med på den fine melodi, violinen spillede. Normalt ville Lance have fundet hende smuk, men alt ved hende blegnede i forhold til det instrument, hun holdt i sine hænder. Han tog et fastere greb om kniven og en skarp følelse af klarhed ramte hans hoved. I en let bevægelse kom han ind ad vinduet. Nu var det heldigt, at han var så udmagret, for han kunne bevæge sig næsten lydløst gennem rummet. Hun havde stadig ikke opdaget ham. Han gik helt tæt på hende, så tæt på, at han ville kunne røre violinen, hvis han ønskede. Hendes hoved var drejet mod violinen, hvilket blottede hendes hals fuldstændig. Ikke engang et sekunds tøven ramte ham, da han med en hurtig bevæ gelse førte kniven ind i hendes hals. Pigens øjne sprang op i chok, men før hun nåede at skrige, holdt han en hånd for hendes mund. Det var overrask ende nemt at trænge igennem hud. Kniven skar sig igennem sener og blod årer næsten uden anstrengelse, og Lance kunne ikke lade være med at nyde fornemmelsen. Nu begyndte varmt blod at strømme nedover hans hænder. Han skyndte sig at dreje pigens ansigt væk fra violinen, så den ikke blev svinet til af den røde strøm. Al farven forlod hendes ansigt, og hun sank sammen i hans arme. Han lod hendes døde krop falde ned i sengen og greb for første gang nogensinde 76

fat om violinen. En voldsom bølge af glæde strømmede igennem ham, som han vred violinen ud af hendes krampagtige greb. Elegant hoppede han ud af vinduet og satte kurs mod skoven med en triumferende følelse i maven. De ville sikkert finde ham, men indtil da var han alene med sin skønhed, sin eneste ene, det eneste, der betød noget. Langsomt lod han buen møde de fine, hvide strenge og et skurrende kaos af toner så falske, at alle der hørte dem måtte holde sig for ørerne i smerte, strømmede igennem luften.

Skikkelsen

Af Kristine Gregersen

Skikkelsen Af Kristine Gregersen Regndråberne landede fint i de mange vandpytter. Jeg stod og ventede på bussen, ligesom jeg havde gjort i de sidste tyve minutter. Jeg skulle ind til min far på hans arbejde. Han fik sent fri, og han syntes ikke, at jeg var gam mel nok til at være alene hjemme. Der kørte en bil forbi. Vand sprøjtede ind på mig. Jeg kiggede på busplanen og opdagede, at jeg havde set forkert. Den næste bus ville først komme om en halv time. Jeg fandt mobilen i lommen og ringede til min far. Han tog ikke telefo nen, og jeg tænkte, at han sikkert sad i møde. Min mor var i Paris med sit arbejde, så jeg kunne ikke ringe til hende, og jeg kunne heller ikke nå at tage hjem. Jeg kiggede på mobilen og tænkte på, om jeg skulle ringe til min far igen, men jeg vidste han ikke ville tage den. Den halve time føltes som en evighed. Endelig kunne jeg se lygterne på bussen. Jeg fumlede med mit klippekort i lommen, og jeg kunne mærke, at det var helt gennemblødt. Jeg kiggede mig hurtigt omkring og fortsatte ind i bussen alligevel. Jeg håbede, at buschaufføren ikke lagde mærke til det. Jeg skyndte mig helt ned bagerst i bussen og fandt et ledigt sæde. Heldigvis var bussen så fyldt, at buschaufføren ikke opdagede, at jeg undlod at klippe. Jeg satte hænderne på mine lår og mærkede, hvor meget jeg rystede. Jeg lænede mig tilbage i sædet og slappede helt af. Sådan sad jeg i lang tid. Jeg opdagede næsten ikke, at jeg skulle af. Jeg satte mig hurtigt op og skyndte mig at trykke på stopknappen. Jeg begyndte langsomt at gå hen imod min fars arbejde. Mine bukser klæbede til benene. Heldigvis var der ikke så langt. Jeg sad på min fars kontor og kiggede på, at han talte i telefon. Det var blevet mørkt udenfor. Jeg kiggede ud i mørket og fornemmede en skikkelse. Skikkelsens læber bevægede sig: “Kom”. Jeg var nysgerrig. Derfor listede jeg ud af kontoret og hen mod hoveddøren. Udenfor stod skikkelsen og ventede på mig. Det var en dreng. “Kom”, sagde drengen igen, og jeg fulgte efter. Han førte mig ind i en smal gade. Der var mørkt, og jeg kunne kun lige fornemme drengens bevægelser. Drengen satte sig på hug, og jeg opdagede en skygge, der lå ved siden af ham. Jeg gik lidt tættere på, og så kunne jeg se, at skyggen var en pige. Jeg åbnede munden og skulle lige til at spørge, hvem det var, da han afbrød “Min søster”, mumlede han. “Hun er død. 80

Myrdet”, sagde drengen nærmest hvæsende. Jeg rykkede et skridt væk. “Hjælp mig!” sagde drengen, “med at tage hævn.” Jeg ville sige noget, men jeg var helt stum. Jeg vendte mig om for at gå. “Vent!” Jeg kunne fornemme drengens blik i min nakke. Jeg stoppede op. “Jeg har brug for din hjælp.” Hans bedende stemme fik mig til at vende om. Synet af den lille piges døde krop fik mig til at ombestemme mig. “Okay, jeg hjælper.”

Sofie Holm Kuhr Hævnen... ! Jeg kiggede ind i nogle orange flammer, der stod op om kring morderens hus. Jeg vidste at det, vi havde gjort, var forkert. Dren gen var væk. Flygtet. Jeg kunne høre en sirene. Nogen måtte have tilkaldt politiet. Mine tanker kørte rundt i mit hoved. Jeg måtte gøre ligesom drengen. Flyg-te. Jeg løb, indtil jeg ikke kunne høre sirenen mere. Forpustet satte jeg mig ned. Det sved i mine øjne. Nej, jeg ville ikke græde. Forvirret fandt jeg min mobil i min lomme. Hurtigt ringede jeg til min far. Heldigvis tog han den. “Cecilie? Er det dig?” Jeg kunne høre bekymringen i min fars stemme. “Ja”, svarede jeg så roligt jeg kunne. “Hvor har du været henne? Er du okay?” Jeg svarede kun på det ene spørgsmål “Ja, jeg har det helt fint.” Heldigvis var han så lettet over, at jeg var okay, at han ikke tænkte mere over det. “Godt, at du er okay. Jeg har bare været så bekymret. Du må aldrig 81

forsvinde sådan igen!” Jeg nikkede selvom jeg vidste, at han ikke kunne se det. Jeg kunne høre hans vejrtrækning. “Skal jeg komme og hente dig? Hvor er du?” Den aften kunne jeg ikke sove. Jeg lå i sengen og tænkte. Mit hoved var fyldt med spørgsmål. Hvorfor havde drengen ikke bare tilkaldt politiet i t stedet for at tage hævn? Hvad var der egentlig sket? Hvorfor blev pigen myrdet? Det ville jeg aldrig finde ud af. Der var aldrig nogen, der regnede ud, hvad jeg egentlig lavede den aften. Det er ikke engang sikkert, at denne fortælling er sand. Du finder aldrig svaret. For jeg er sådan en god løgner.

Løgnene i mørket

Af Line Bäcklund Pedersen

Løgnene i mørket Af Line Backlund Pedersen Jeg havde aldrig været bange for mørket. Aldrig. Jeg forstod ganske enkelt ikke, hvorfor folk var bange for mørket. Mørket var ligesom lyset bare ... mørkere. Så jeg var ikke specielt bange, da jeg slukkede lyset og lagde mig i min seng. Alt det om folk, der var mørkerædde, var noget pjat. Der var intet at være bange for. Jeg kunne som sædvanlig ikke falde i søvn, så jeg lå bare og stirrede. Jeg kom til at tænke på de løgne, jeg havde sagt i dag. Og de løgne, jeg ville sige fremover. Alt det, jeg ville sige, som jeg ikke mente. Alt det, der gjorde min hverdag værd at leve. Det sus, det gav, når jeg fortalte en løgn. En helt ubeskrivelig følelse. Det bedste var, når folk hoppede på den. Det var det, der morede mig mest. Jeg brød ud i latter. Jeg syntes, jeg kunne se en skygge for enden af sengen. Åh gud, var jeg blevet en af dem? Jeg grinte igen. Kæft, jeg var fjollet. Den reol var pludselig blevet til Slenderman? Haha! Hvor fjollet. “Hvad er det, der er så sjovt?” spurgte en stemme. En rå stemme, en mørk en. Nu hørte jeg sgu også stemmer. Jeg lo igen. “Er det mig, du griner af?” spurgte den samme stemme igen, og skik kelsen trådte frem ved siden af min seng. Øh, hvad? “Hvem er du?” spurgte jeg. Jeg talte med folk, der ikke eksisterede! Jeg bed mig selv i læben for ikke at grine igen. Skyggen trådte tættere på. Den var høj og tynd, den var menneskelig. “Det får du at vide, hvis du følger efter mig,” svarede skyggen, og jeg satte mig op. “Må jeg kalde dig Ernst?” spurgte jeg og grinte igen.”Hvis du vil,” svarede skyggen. “Følg nu bare med”. Fedt ... Jeg valgte at rejse mig op og følge med. Det her var fandeme verdens dårligste joke! Men hvorfor ikke spille med? Ernst åbnede døren og trådte ud. Så forsvandt han. Og, tro det eller ej, jeg troede, han faldt, nedad. “Ernst?” spurgte jeg og stak hovedet ud af døren. Der var helt mørkt, så jeg kunne ikke se noget. “Her!” sagde Ernst, stemmen kom nedefra. “Bare hop!” tilføjede Ernst. Lad nu være! Som om jeg skulle hoppe. Derude var en gang, og nede for enden var mine forældres soveværelse. Jeg trådte et skridt ud og.. Bum! Smerten jog op igennem min ryg, så jeg måtte tage mig til ryggen. Av, for satan! Hvad var der sket? Vent. Jeg lå på gulvet. Jeg var fandeme faldet 84

ned fra 1. etage. Siden hvornår havde vi fået fjernet trappen? Note til mig selv: Spørg mor og far om trappen i morgen. “Kommer du?” spurgte Ernst, der stod foran mig og rakte en arm frem. Han lignede mere og mere et menneske. Faktisk lignede han Slenderman, udover at Ernst havde et ansigt. Haha! Jeg tog imod hånden, og Ernst hjalp mig op. Han fortsatte. “Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg opdagede, at vi nok ikke var i mit hus længere. Vi gik ned ad en lang, smal gang. “Det finder du ud af,” svarede Ernst. Jeg grinte. “Du er meget hemmelighedsfuld, hva?” sagde jeg med et smil. Der var stadig bælgmørkt, så det var op til Ernst at advare mig, hvis der kom et bord eller noget. Ernst stoppede op og pegede på en dør. “Ind,” sagde han. Jeg grinte. “Gentleman,” mumlede jeg, gik foran ham og ind i rummet. Der var et svagt lys fra en fakkel. Døren blev lukket efter mig. Ernst tog fat i min arm (av?!) og førte mig hen til et bord. Der sad en anden skikkelse, en der lignede Ernst. Jeg gad ikke engang spørge efter hendes navn.. “Hej Gudrun,” sagde jeg med et grin og håbede, at hun ville kaldes det. Jeg satte mig på en af stolene, der stod ved bordet. Overfor satte Ernst sig ved siden af Gudrun. “Præsenter dig , sagde Gudrun. Hallo? Hvor egoistiske var de lige? “Jer først,” svarede jeg med et smil. “Det er ikke nødvendigt. Fortæl om dig selv,” sagde Ernst. Løgner. Men jeg måtte vel fortælle dem om mig. Og, fordi jeg var mig, løj jeg selvfølgelig. “Jeg hedder Stine. Jeg er 14 år gammel. Og jeg bor, der hvor du fandt mig,” sagde jeg. Den sidste del var faktisk rigtig nok ... “Løgner,” mumlede Gudrun til Ernst så højt, at jeg kunne høre det (Hallo? Tag hensyn til mig. Jeg er ikke døv ... ). Ernst rystede på hovedet. “Hør her, vi har en lille aftale, vi skal have på plads ... “ “Så det I siger, er, at jeg skal lege ‘bøddel’?” spurgte jeg efter, de havde givet mig en lang forklaring. De kørte virkelig den her løgn langt ud, det måtte jeg nok sige. “Altså, kun denne ene gang,” sagde Gudrun. Den der pind med ild i var næsten gået ud, så jeg kunne kun skimte hendes ansigt. “Og hvorfor skulle jeg stole på jer?” spurgte jeg. Det spurgte de altid om i film, jeg ville også prøve!

Silja Schlosser “Hvordan kan vi få dig til at stole på os?” spurgte Ernst. Hmm. Ha! Jeg har det! “Fortæl noget om mig, som ingen ved,” sagde jeg. Det kunne de ikke! Ingen vidste noget rigtigt om mig. “Du er falsk,” sagde Gudrun ligeud. “Undskyld mig?” svarede jeg. Høflige mennesker... “Du er ikke rigtigdig selv, vel?” spurgte Gudrun, der nu førte samtalen. Ernst havde sat sig tilbage i stolen, han lod Gudrun om det. 86

“Og hvad skal det sige?” svarede jeg. Ingen skulle kalde mig falsk. “Lad os se, Sabbie,” sagde hun. Sabbie? Sagde jeg ikke Stine? Men jeg ville ikke afsløre noget, det var vel bare et heldigt gæt! “Ræk mig din hånd, Sabbie,” sagde hun så. Den her joke var virkelig dårlig. “Hør her, jeg ved, det er en joke, okay? I kan lige så godt give op nu,” svarede jeg. De kunne lige så godt stoppe, jeg havde regnet den ud. “Du har det ikke så godt derhjemme, vel Sabbie?” lød hendes svar. “Hvor er I latterlige!” svarede jeg og satte mig tilbage i stolen. “Før mig nu bare hjem, så jeg kan sove!”. Gudrun kiggede på Ernst og omvendt. De overvejede sikkert, om de skulle indrømme joken. Det kunne de lige så godt! “Sabbie, giv Gudrun din hånd,” sagde Ernst helt neutralt. Jeg sukkede højt og rakte min hånd frem. Gudrun begyndte at tegne streger på min hånd. Jeg blev mere og mere utilpas. Jeg kunne mærke hendes fingre køre over mine mærker på hånden. Mærker. Ar. Jeg troede, jeg skulle kaste op. “Så hvor mange gange var det?” spurgte hun. “10? 20?”. Jeg vidste, hvad hun mente. Jeg svarede ikke. “Det er også lige meget! Jeg kender svaret. 37,” sagde hun. Jeg trak hånden til mig. Det kunne ingen vide. “Jeg gør, hvad I beder mig om,” svarede jeg for at spare mig selv for flere detaljer. Ernst smilede og rejste sig. “Tak, Rosha,” sagde han og gjorde tegn til, at jeg skulle rejse mig. Det gjorde jeg så og fulgte med ham ud på gangen igen. “Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der foregår?” spurgte jeg Ernst for fjerde gang, denne gang næsten med gråd i stemmen. Ernst stoppede op og kiggede på mig. “Det er det, der er galt med jer mennesker. I har altid følelserne uden på tøjet,” sagde han. Ville det sige? Var han ikke et men neske? Nu ville jeg inderligt ønske, han ville forklare, hvad der skete. “Hør her, Sabbie. Mit folk her hedder Pica’er. Vi er en slags overnaturlige væsner. Vi er her kun for at hjælpe dig,” svarede han. Ordene sank ikke engang ind, før jeg svarede: “Hjælpe mig med hvad?”. Jeg nærmest råbte. Han sank en gang. “Med dit problem,” svarede han. Mit problem? Det skulle jeg fandeme selv klare! “Jeg har ikke brug for hjælp!” snerrede jeg. Han tog hårdt fat i min arm og trak mig tæt ind til sig. “Jo, du har. Ellers ville vi ikke være her. Følg nu med,” sagde han i et vredt tonefald, skubbede mig til side, så jeg ramlede ind i væggen, og gik videre. Jeg skyndte mig efter ham. Vi fortsatte i tavshed. Det eneste, jeg kunne høre, var mine fødder mod det hårde gulv. Jeg lagde mærke til, at han be vægede sig helt lydløst. Jeg kunne ingenting se, jeg fortsatte bare ligeud i 87

håb om, at der ville komme lys på et tidspunkt. Her var egentlig koldt. I forhold til Ernst, der havde et helt sort jakkesæt på, havde jeg kun mit nattøj på, som bestod af en T-shirt og et par små shorts. Jeg opsummerede: Ernst og Gudrun var såkaldte ‘pica’er’, som var her for at hjælpe mig. Men det forklarede ikke, hvorfor de vidste noget om mig. Ernst stoppede op. Jeg kunne lige skimte den dør, vi stod foran. “Dernede venter en person, der vil blive nyttig for dig,” sagde han og åbnede døren. Jeg trådte hen til døren og kiggede ned. Det her var helt sik kert ikke en joke længere. Rummet, døren førte ind til, var mørkt. Jeg kunne kun se tomrum udover, at der sad noget svagt lysende på væggen. “Skal jeg derind?” spurgte jeg, men der kom intet svar. Jeg vendte mig rundt, men Ernst var væk. Jeg kiggede ind i rummet igen. Var det sådan en slags hemmeligt rum? Det ville passe godt ind i stemningen lige nu. Jeg satte den ene fod ind og kunne mærke, at det var en trappe, der førte nedad. Jeg satte det ene ben foran det andet og stod på første trappetrin. Jeg gav slip på døren, som smækkede i med et brag. Jeg fortsatte langsomt ned ad trappen. Jeg stoppede op og rørte ved det lysende på væggen. Jeg fik straks noget klis tret, vådt stads på mine fingre. Det løb ned ad min hånd, men jeg fortsatte ned ad trappen, indtil der ikke var flere trappetrin. “Hallo?” spurgte jeg, men så lavt, at jeg ikke engang selv kunne høre det. Der kom intet svar. Jeg famlede frem i mørket, indtil jeg stødte på en væg, hvor mine fingre igen blev våde af det stads. Stadig med armene foran mig, fortsatte jeg, indtil jeg kunne se noget lys for enden. Lyset var ikke sær lig klart, og jeg vidste ikke, hvor det kom fra. Lyset gjorde det mere uhygge ligt, end det var i mørket. Men jeg kunne bestemt ikke lide nogen af delene. Men bange, det var jeg ikke. Det prøvede jeg hvert fald at overbevise mig selv om. Jeg nåede hen til lyset og stod foran en lille trædør. Jeg åbnede døren og bukkede mig, så jeg kunne komme ind. “Hallo?” spurgte jeg igen, lidt højere den her gang. “Ja?” svarede en stemme. Det var en lav drengestemme. En drengestemme jeg kendte lidt for godt. Jeg trådte et par skridt ind i rummet, og døren smækkede med et brag. Jeg kunne skimte en skikkelse, der sad ned i mørket. “Alex?” spurgte jeg. Skikkelsen vendte sig mod mig, men jeg kunne ikke se, hvordan vedkommende så ud. “Hvor kender du mit navn fra?” spurgte stemmen. Det lød som om, han havde grædt. Meget. “Det er mig. Sabbie,” svarede jeg. Stemmen svarede ikke. “Kan du ikke genkende mig?” spurgte jeg og gik nærmere. 88

“Hør, jeg ved ikke hvorfor, du ved, hvad jeg hedder, men vil du ikke være sød at gå?” spurgte stemmen. Det var Alex. 100 %. Han vidste ikke, hvem jeg var. Min bedste ven vidste ikke, hvem jeg var. “Hvad er der galt? Kan jeg hjælpe?” spurgte jeg og nærmede mig igen. “Hjælpe? Hvis du virkelig vil hjælpe, så hjælp mig fri!” svarede Alex. “Selvfølgelig,” svarede jeg og satte mig på hug ved siden af ham. Han rakte sine hænder frem, og jeg kunne lige akkurat se, at der hang tråde fra hænderne og ned til jorden. “Bid dem over”. Øhm, kunne han ikke selv det? Men jeg gjorde, som han sagde, og bed dem over. Pludselig blev han omringet af lys, der skubbede mig væk, så jeg faldt helt hen mod den anden væg. Min ryg blev dækket af det klamme stads. Adr! Lyset snurrede rundt om ham, løftede ham op, og så forsvandt det. Det gjaldt også Alex. “Alex!” sagde jeg og rejste mig op. “Alex!”. Men han var der ikke. Hvad havde jeg gjort? Der kom igen lys. 1,2,3,4,5. Lysene drejede rundt som før og landede så på jorden henne ved væggen. Lyset forsvandt, og der sad 5 skikkelser på gulvet. Hvad? “Hej ... “ mumlede jeg, men jeg ville ikke gå tættere på. Det her var da for underligt! Pludselig rejste en af skikkelserne sig op. Mine ben faldt sammen under mig. Hende kendte jeg. Pigen var belyst, så jeg kunne se hende. Hun havde lyst hår og de klareste blå øjne. Hun græd. Hun trak noget frem, som hun havde skjult bag ryggen. Det var et papir, der også lyste. Der stod et stort F på det. F’et forsvandt, og en lille filmscene blev vist. Jeg kunne se, at jeg sad og hjalp hende med den afgørende matematikprøve, som jeg havde fået A i. Jeg fortalte hende de forkerte svar. Løj. Scenen æn drede sig, så jeg kunne se, at hun nu snakkede med sine forældre. Skændtes. Faren gav hende en lussing, så hendes ansigt blev rødt. Så blev papiret sort og forsvandt mellem hendes fingre. Og så forsvandt pigen i et stort lysglimt. Jeg nåede ikke engang at sige undskyld. Hun blev slået af sine forældre. På grund af mig. Den næste skikkelse rejste sig og begyndte også at lyse. Hun trådte frem. Hende kendte jeg også. “E-e-engel?” stammede jeg, men hun svarede ikke. Skikkelsen var min gamle bedste veninde, Engel, i sin festkjole fra sidste år. Hendes stramtsiddende, grønne kjole var revnet mindst 10 steder. Hun græd også. Midt på hendes kjole kom der en lille firkant frem. I firkanten var der igen en filmscene. Jeg kunne se, at Engel og jeg var på hendes værelse, og hun prøvede kjolen foran mig. Den sad forfærdelig stramt, men jeg sagde, at den sad fantastisk på hende. Hun blev så glad. Scenen skiftede, og jeg kunne nu se hende til skolefesten. Det hele var sket så hurtigt den89

gang. Vi var kommet ind i festsalen og hun faldt, så hendes kjole revnede de fleste steder. Grinene fyldte hele rummet. Der blev zoomet ind på mig, den der grinede allermest. Firkanten blev sort, og Engel forsvandt. Nu kunne jeg godt se, at det måske ikke var så sødt gjort. Hun var blevet så ked af det. Var jeg forkert på den? Jeg havde ikke talt med hende siden den dag. Den tredje skikkelse rejste sig op. Skikkelsen blev lyst op og... Det var fandme løgn! Og der, i jakkesæt og det hele, stod min far. Han så vred ud. Først dér lagde jeg mærke til, at der stod fyret hen over panden på ham. Helt seriøst. Jeg måtte bide mig selv i læben for, at jeg ikke skulle grine. Bogstaverne smeltede sammen og dannede en lille skærm. Der dukkede igen en lille filmscene op. Jeg så, at jeg sad med min far på hans kontor. Jeg kunne huske, at det var tag-din-datter-med-på-arbejde-dag. Min far blev kaldt til samtale den dag. Scenen skiftede, så jeg så, at min far og hans chef sad på chefens kontor. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde. Jo, et ord stod helt tydeligt. Fyret. Jeg rejste mig op. Jeg knugede mine hænder. “Det var ikke min skyld, at min far blev fyret!” råbte jeg og gik hen til skikkelsen, der skulle forestille at være min far. “Ikke min skyld!” råbte jeg og skubbede ham, men han faldt ikke. Han rykkede ikke på sig. Han forsvandt bare. Jeg skulle ud. Nu. Jeg kunne lige skimte døren. Jeg løb derhen og hev i håndtaget. Den gik ikke op. Jeg hev til. Intet. Døren var ganske enkelt låst. “Nej, nej, nej ... “ sagde jeg og blev ved med at hive i håndtaget. “Luk mig ud!” råbte jeg og bankede hårdt på døren. “Luk mig ud!”. Der blev lagt en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om. “Åh gud, Alex, godt det er dig. Hjælp mig ud. Hvor blev du egentlig af før?” sagde jeg og åndede lettet op, da jeg så, at det var ham. Han stirrede på mig. Vredt. Hans greb om min skulder strammede til. “Av, av, av! Alex!” råbte jeg, og han gav slip. Han skubbede til mig, så jeg røg hen til væggen igen, og faldt ned på knæ. Han gik tættere på mig. Han lyste. Han var den fjerde person. Der sad nu kun en person henne ved den anden væg. Han stod lige overfor mig og stirrede vredt på mig. “Se på dig selv!” råbte han. Hvad? Jeg så ned ad mig selv. Tøj. Tjek. “Hvad?” svarede jeg og kiggede forvirret på ham. Han knipsede med fingrene, og den sidste skikkelse rejste sig op. Den lyste. Den person kendte jeg rigtig godt. Pigen havde mellem blondt hår og grå øjne. Hun græd. Blodet flød ned ad hendes kinder, arme, ben, overalt. Blod overalt. Den pige, det var mig. Jeg lukkede øjnene og skreg. Det hjalp ikke. Jeg åbnede øjnene, og hun (eller jeg) var der stadig. Nu tog hun noget i hånden, der også begyndte at skinne. En kniv. Hun holdt den stramt i hånden og førte den mod sin underarm. Hun stak den

dybt i sig selv og skar gennem hele underarmen. Mere blod flød ud af hende. Hun smed kniven foran mig og kiggede på mig. Hun så mig ind i øjnene. Hendes blik var fyldt af rædsel. Jeg skreg og lukkede øjnene igen. Jeg holdt hænderne foran øjnene. “Sabbie?” spurgte en stemme. En velkendt stemme. Ernst. Jeg fjernede hænderne og åbnede øjnene. Det var væk. Alex var væk, den anden mig var væk. Blodet var væk. Alt. Jeg kunne kun se Ernst, der stod i døren. Jeg prøvede at trække vejret langsomt. Ind. Ud. “Sabbie, kommer du med? Det er nu,” sagde han og vinkede mig hen til ham. Jeg kom vaklende på benene og gik hen til ham. Hvad var der lige sket?! Hvis det virkelig var Alex, hvorfor havde han vist mig det? Hvorfor? Hvorfor skulle han bruge de ting imod mig? Hvis det ikke var Alex. Hvad fanden var det så?! En drøm? Det kunne det ikke have været. Det var så virkeligt. Blodet. Jeg rystede. Vi var på vej ned til det sted, hvor jeg skulle slå én ihjel. Det havde jeg helt glemt. Jeg håbede, det var ham eller hende, der havde gjort det her imod mig. Jeg blev nødt til at gøre noget ved ved kommende. Billedet af mig selv sad fast i hovedet på mig. Blod. Overalt. På mig. Ernst stoppede op foran en dør. “Ind,” sagde han. Jeg åbnede døren og kom ind i en kæmpe sal. Rundt omkring stod en masse folk, minimum 500, og heppede. På mig. De stod i en stor cirkel rundt om ham, jeg skulle dræbe. Jeg gik langsomt ind. Døren lukkede langsomt bag mig. Jeg vendte mig om, men Ernst var væk. Jeg kunne se en skikkelse sidde på jorden. En dreng. Ham jeg skulle slå ihjel. Der kom en hel masse folk hen til mig og førte mig hen til ham. Jeg fik en økse i hånden. Hvor brutalt. Når drengen vendte sig om, skulle jeg se, hvem det var, der havde pint mig i rummet lige før. Jeg ville gøre det af med ham. Jeg ville ikke finde mig i det. Dø, det skulle han. Der blev råbt, at han skulle vende sig om. Langsomt drejede han sig, så jeg kunne se, hvem det var. Jeg tabte øksen. Alex. Alex. Åh Gud. Jeg skulle dræbe min bedste ven. Min bedste ven. Et billede af ham i rummet poppede op i mit hoved. Hans vrede blik. Han var vred på mig. Han havde vist en anden udgave af mig, der var smurt ind i blod. Det var hans skyld, det nede i kælderen. De personer. Men hvordan? Det var også lige meget. Det var ham. Jeg samlede øksen op. Råbene fra publikum tog til. De ville have mig til at gøre det her. Jeg skulle gøre det her. De kendte mine hem meligheder. Alle. Tydeligvis. Tænk, hvis det var en joke. Det kunne det ikke være, men hvis det var. Så ville de ikke lade mig dræbe ham, vel? Han var i sikkerhed lige meget hvad. Jeg kunne ikke dræbe ham. Selvfølgelig ikke.

En joke. En joke. Det var en joke. Jeg mumlede ordene for mig selv. Det var en joke. Sig det var en joke. Jeg tog en dyb indånding. Jeg svingede øksen bagud. Jeg kiggede på ham. Han var bange. Hans ansigtsudtryk sagde alt. Han kunne ikke kende mig. Han var bange. For sit eget skind. En vrede voksede i mig. Han kunne ikke genkende mig! Fjolset kunne ikke genkende sin bedste ven! Han havde gjort de forfærdelige ting mod mig. Han fortjente at dø! Jeg gjorde klar til at svinge øksen. Hvad var det dog, jeg sagde? Ingen fortjente at dø. Ingen. Eller jo, måske lige denne ene person. Jeg svang øksen. “Nej!” råbte Alex, men det var for sent. Jeg svingede øksen. Den ramte. Blodet flød ud. Jeg kunne mærke det løbe ned ad min hals. Ned på mine hænder. Jeg blev svimmel. Alt flimrede. Jeg gik ud som et lys. Jeg satte mig op med et sæt. Hvor var jeg? Jeg mærkede rundt omkring mig. Dyne. Seng. Jeg var i min seng. Jeg var hjemme. Nede på gulvet lå Alex på en madras. Han sov. Der var ikke sket ham noget. Jeg mærkede på min hals. Der var ikke sket mig noget. Var det en drøm? Det var en drøm. Det hele havde været en drøm. Nej, et mareridt! “Sabbie, er du okay?” spurgte Alex, som jeg nok havde vækket. “Ja, det er fint. Sov du igen,” svarede jeg stille. “Godnat,” mumlede han, men jeg svarede ikke. Det hele havde været et stort mareridt. Jeg var i sikkerhed. Ernst var her ikke. Ingen af de andre var her. Der var kun Alex og jeg. Sammen. Jeg åndede ind og så ud igen. Jeg lagde mig ned. Jeg ville sove. Få noget ordentlig søvn. Jeg kiggede hen i hjørnet, der hvor Ernst havde stået. Der var ikke noget. Jeg kiggede ned på Alex, der allerede sov. Han var i sikkerhed. Jeg var i sikkerhed. Vi var i sikkerhed sammen. Endelig. “Hej Sabbie,” sagde en stemme. Jeg kiggede hen i hjørnet. Fuck.

Et nytårsforsæt Af Marie Louise Bruun

Et nytårforsæt Af Marie Louise Bruun Løgn er et sjovt begreb ... vi lyver alle, men ingen er meget for at indrømme det. Er det ikke forunderligt, hvordan noget, der lyder som en krig, kan være så smukt? Det lyder som Københavns bombardement, og alligevel står vi og måber, som var det verdens ottende vidunder. Et brag, og nattehimlen bliver oplyst af rødt. Et til, og det er grønt. Som stjerner der bliver født og dør på få sekunder. Et mini Big-Bang. Gange 5.000.000.000. 10.000.000.000 nye sole på en aften. Barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse på en nat. Denne kolde vinternat, hvor krigen mellem mennesket og himmelen foregår, hvert år. Fyrværkeri blev opfundet til at føre krig med. Det er jo bare krudt og kugler. Det meste af Asien brugte fyrværkeri som bomber og våben. Så er nytårsaften ikke et bevis på, at noget godt kan komme ud af noget dårligt? Darwins teori om “survival af the fittest” blev brugt i læren om nazisme. Vi får altid at vide, at vi skal fortælle sandheden, men den forkerte sand hed er værre end løgnen. I Det Nye Testamente står der: “En vens hug er velmente, en fjendes kys er falske.” Men hvis jeg er ude for at prøve tøj og kommer i noget, der virkelig ikke klæder mig, vil jeg ikke høre: “Kæft, du ligner en motorvej i den der!” Men nok hellere noget à la “den klæder dig ikke så godt, men prøv den her!” Er det så forkert? Og når du får en gave, du ikke kan lide, er det bandlyst at sige, du ikke bryder dig om den. Så er det at fortælle en indpakket sandhed, det samme som at lyve? Og hvornår er det forkert at lyve? Og hvem bestemmer det? Hvordan kan man sige, noget ALTID er dårligt, eller ALTID godt? Viden burde altid være godt, men hvad med alle våbnene og krigene, der er kommet efter fund og viden? Man siger at Einstein var om ikke verdens største mand, så en af dem, men uden hans viden var atombomben ikke blevet opfundet... i hvert fald ikke under Anden Verdenskrig. Ville det have reddet liv? Ville det have reddet livene i Hiroshima? Eller ville vi bare have fundet ud af et større og mere dødeligt våben? Et, som vi ikke ville teste først? Et, der ville udslette verden? Måske ville det alligevel være bedre, hvis jorden blev udslettet? Men

nesket har ødelagt mere og mere af kloden gennem årerne. Er det ikke bare et spørgsmål om tid før jorden går under? Dommedag er over os. Men det har den været de sidste 2000 år. Den 21/12 2012 skulle verden efter sigende gå under, ikke bare en gang, men hele to gange. Jeg ved ikke med jer andre, men jeg overlevede. Ellers ville jeg ikke sidde her og skrive om godt og ondt, løgn og sandhed, som om jeg var en gud. Og jeg ville ikke sidde her og prøve at skrive noget mere på det du sidder og læser. Jeg ville ikke sidde og smile ved min venindes kommentarer om at jeg skal “UDDYBE!” og “ikke skrive med STORE bogstaver, men kursiv” Så hvad er mit nytårsforsæt? Altid fortælle sandheden og tage de knubs det giver? Jeg ville ikke holde en uge! Men man kan heller ikke udtale at man ikke har noget imod at lyve, for så stoler folk ikke på en. Måske skabe noget godt og så vente på det bliver dårligt, eller lave noget dårligt og håbe det bliver godt? Jeg tror, jeg vil fortsætte som jeg har gjort indtil videre. Ikke prøve på at fortælle mig selv, at jeg vil gøre det hele bedre, for det ville være en løgn... Godt nytår!

Den uskyldige terrorged Af Mathilde Korsbakke Tversted

Den uskyldige terrorged Af Mathilde Korsbakke Tversted I en anden verden omkring en anden sol trivedes en fremmed art. De så ud præcis ligesom mennesker, og de delte stadig de fleste af deres gener fra den fælles forfader. De var ankommet til deres planet et par tusinde år før de var taget af sted til ‘Jorden’ hvilket, de alle syntes var et genialt navn og deres yndlingnavn efter ‘Rummet’. Et par tusinde år er en ubetydelig tid fra en planets perspektiv, men ud fra et konkurrencemæssigt perspektiv, er det en evighed. At leve i en verden, hvor neurale stier og gener er programmerede og forstås bedre end humanoider forstår computere. En verden, hvor alle indbyggere var immune over for alle de sygdomme der nogensinde var opdaget og som havde forlænget deres liv på ubestemt tid. En verden, hvis indbyggere fungerede på et langt højere niveau end vi små mennesker nogen sinde ville komme til at forstå, selvom vi fik chancen. Og nu forventer du at jeg fortæller dig, hvorfor dette er relevant. Desværre er det her en historie om en narkoman, en landmand og en ter rorged. På tredje sal i en gammel grå bygning, kiggede en mand ud ad sit vindue. Han havde hørt diskrete fodtrin i tusmørket og kiggede efter kilden. Fod trinnene var stilfærdige, og en normal person ville ikke have bemærket dem overhovedet. Men han var ikke en normal person. Han var plaget af et utal af sindssygdomme og desuden paranoid ad helvede til, og han vidste præcis, hvordan fodtrin lyder, når nogen ikke ønsker at blive hørt. Hans mistanke blev yderligere bekræftet, da silhuetten af en mand gik forbi, nøjagtigt på den måde man går, når man har noget at skjule og ikke ønsker at blive bemærket, hvilket gør det groft iøjnefaldende for alle der ser det. Hmm.. men hvad havde denne mand at skjule? Manden ved vinduet hed Joe. Han havde for længst opgivet sit fødenavn og syntes at Joe var et godt og uangribeligt navn. Kun han og hans ven kaldte ham ved det navn. For alle andre var han død. Hans øjne havde hurtigt tilpasset sig halvmørket udenfor og stirrede nu intenst på silhuetten, der gik forbi. Menneskets hjerne er programmeret

til at bemærke, når folk stirrer på en, især hvis man er paranoid. Deres øjne mødtes og sendte stød af adrenalin gennem dem: de havde begge noget at skjule. Tiden syntes at stå stille, og de blev først vækket af det anspændte øjeblik ved lyden af en ged. I let panik begyndte manden på gaden at haste mod dørene i blokken overfor, mens han hev i rebet for at trække geden med. Et sekund før de gik ind mødte gedens øjne Joes. En skælven løb ned ad hans rygrad. De var betydeligt mere foruroligende end et menneskes blik. De firkantede pupiller i de blege gule øjne stirrede på ham, vidende, før den fulgte manden ind i bygningen. “Nå, han må være den nye nabo, jeg hørt om, “ tænkte manden Joe og hent ede en flaske tequila. Den paranoide mand mærkede døden gnave i alle lemmer. Han vidste at han kun havde få måneder tilbage at leve i og var faldet til ro med den tanke. For fanden, han var juridisk død alligevel. Han var blevet erklæret savnet for mange år siden og derefter erklæret død af staten. Men han kunne ikke forsone sig med at leve så tæt på den fandens ged. Og han havde ikke noget valg. Han havde fået lov til at bo i sin vens lejlighed, mens han var ude at drive sine forretninger, på den betingelse at han tilberedte og tog sig af hans ‘stads’. ‘For helvede.. ‘ mumlede han, og betragtede sin hånd. ‘Hvis bare han ikke havde hørt om det fandens stof .... ‘ Hans ven solgte døden til folk, som en skytsengel for de knuste og for tabte, og Joe var hans lærling.. William låste døren til sin lejlighed på første sal op og skyndte sig indenfor. Han kunne ikke få billedet af den mand ud af sit hoved. ‘Kom til fornuft. Du er jo bare gået ind i din nye lejlighed om natten med en almindelig ged‘. Han så sig om efter en seng, og helt groggy huskede han at lejligheden var tom, bortset fra de mest elementære installationer. Han sukkede og lagde sig til at sove midt i stuen, alt for træt til at bekymre sig om snavs og støv. Både mand og ged vågnede sent, trætte og aldeles misfornøjede. William var en excentrisk ung mand, for at sige det mildt, af den type, der kunne tilbringe en hel eftermiddag med at spilde tiden ved at kigge på biler der kørte forbi. Dette og andre former for hjernedødt tidsspilde var grunden til at hans karakterer var faldet til et lavpunkt, der var helt til grin. Hans akademiske fremtid var ikke-eksisterende, og det var grunden til, at udsigten til en fremtid som landbrugselev virkede tiltrækkende. Hvordan det var kommet hertil, var en ganske simpel historie. Han havde været en tur på landet fordi han kedede sig, og her var han kommet

forbi en ubetydelig gård, hvor en gammel mand sad og røg sin pibe, træt og trist. Efter at William havde hilst på den gamle, faldt de hurtigt i snak. Den gamle mand forklarede, at hans søn havde forladt stedet for at prøve at få en ny fremtid i byen, og at han var alene og gammel og ikke i stand til at tage sig af de få dyr, der stadig var tilbage på gården. William anede en chance og foreslog en ide, der ville gøre dem begge godt: William skulle undervises i landbrugskunsten og assistere den gamle mand for senere at overtage hans gård, når det biologiske ur blev træt og fes ud. Med nyfundet håb for sine dyrs fremtid accepterede gårdejeren aftalen, og derefter blev William undervist i alt, hvad han burde vide. Han droppede ud af skolen 7 måneder efter for at forfølge og fokusere på denne nye drøm. Halvandet år efter døde den gamle mand og efterlod alt, hvad han ejede til William. Herefter levede han et enkelt, men godt liv. Alt var gået så godt for ham, før det skete. Noget, der overhovedet ikke burde ske for en helt almindelig mand som ham. Men for nogle uger siden blev William erklæret gal. Han følte sig godt nok gal, og hele situationen var gal, så det var helt fornuftigt at bedømme ham som sådan. Faktum er, tænkte han, igen og igen: det skete virkelig: En dag da han fodrede gederne på gården, landede et rumskib i stalden. Detaljerne var slørede, intet var sikkert, men resultatet var, at alle hans dyr forsvandt. Undtagen en ged. Geden, der nu lå i en gammel lejlighed som han havde lejet, efter at han var flygtet fra gården og andre menneskers lat ter. Han var sindssyg, det var han sikker på. Hvorfor var geden blevet efter ladt? Hvad var der sket med de andre dyr? Han vidste det ikke og havde på fornemmelsen at han ikke ønskede at vide det, og således havde han forsøgt at glemme det hele uden held. Med stort besvær rejste Joe sig op og trak gardinerne fra. Lyset blændede hans trætte øjne. ‘Ah for helvede ... ‘ mumlede han for sig selv. Udenfor så han krokodiller. (Eller var det alligatorer. Han kendte ikke forskel.) De krøb rundt på vejen og ventede bare på et offer. Han havde været fanget i denne lejlighed i over en måned på grund af dem, og hans ven var ikke vendt tilbage i al den tid. Han var ved at løbe tør for fødevarer, og hans tid var ved at løbe ud. Selvom han havde været tilbageholdende med hårdere stoffer, var der intet der kunne stoppe det nu. Han havde måske haft en chance, hvis han var

100

kommet på hospitalet hurtigt nok. Her kunne man have stoppet infektionen og klaret det for ham. Dagens timer skred langsomt frem, og gedens skræmmende øjne for fulgte ham. Af alle dyr i verden, hvorfor en ged? Erindringer brød gennem overfladen: fortrydelse, sorg, raseri, alt kulminerede i hans sind, og gjorde ham sindssyg. Han var et barn, da det skete. Dengang hed han John og var et barn der besøgte en zoo med sin klasse. Uskyldig og glad nok, indtil de nåede kæle dyrsafdelingen og gederne. Han havde stået i indhegningen med de andre børn, geder hele vejen rundt. Han kunne huske at han havde været bange. En af gederne nippede i hans ærme og stirrede på ham. Da han var bakket væk i frygt, havde de alle leet. Bare sådan. De stod bare der og lo ad ham, og nogle gav ham øgenavne. Det var da, han besluttede at ændre sig. I en alder af 9 år var han allerede kommet ind på den forkerte vej, indtil han nåede et point af no return. Mindet var brændt ind i ham. En ung John sad helt stille. Han kunne høre sit egne ujævne åndedrag højere end vinden, der lystigt og ligeglad med hans sorg spillede en melodi i gamle Olsens piletræ. Det var for idylliske omgivelser til netop det øjeblik. Det burde være mørkt eller lortevejr, ikke det her. Han knugede stadig pi stolen, men lagde den så ned. Han havde tænkt sig at slutte det der. Der var ingen måder, hvorpå han nogensinde kunne bortvaske skylden over, hvad han lige havde gjort. Men den fredelige natur der omgav ham, dette rolige øjeblik, havde fået ham til at tøve. Da han så en rød bil dukke op, var han ikke overrasket, selv da den stoppede så brat, at bilens forhjul skred ned i grøften. En midaldrende kvinde kom og stod bare der med hænderne for ansigtet og øjnene vidt åbne. ‘Du kommer for sent’ sagde John sagte og lukkede øjnene, men han troede ikke, at hans mor hørte det. Han vidste ikke, hvad der var mest skræmmende; at han faktisk havde gjort det, eller at han ikke havde følt noget, da han gjorde det. Joe kunne mærke ged overalt. Den nippede af potteplanternes blade, nippede af blomsterne der voksede op ad væggene, nippede til hans hud. Langsomt og støt spiste den kødet af hans lemmer. Ved middagstid samlede William vilje nok til at forlade lejligheden for at købe mad. Han lod geden blive hjemme og tog kontanter med. Han mang

101

lede heldigvis ikke kontanter. Hans lille gård havde givet ham en god ind tjening, og han havde en opsparing liggende i kontanter. Ubekendt med området, uvidende om hvor han skulle finde den nær meste butik, gik han til fods. “Den pokkers ged ... “ Joe besluttede, at al denne lidelse var nok til at fortjene bare et lille trip. Han satte den mad, han havde frem, og han fodrede cd-afspilleren med disken hans ven havde skaffet, fordi det var glimrende til netop dette formål. Åh, søde ture væk fra virkeligheden. Hvorfor var han nogensinde gået længere ud end disse øjeblikke af harmløs glæde? Hvorfor havde han nogensinde troet, at det var en god ide? Hvis det får heroin til at ligne aspirin og varer så kort, hvordan kunne han nogensinde have troet, at det var det værd? Vent, hvad var det for en lyd? Hvem skreg det skrig? Det lød som et svagt menneske, men ikke helt. Det var ikke en høj tone som en kvinde eller et barn, og heller ikke en mands dybe stemme. Desuden blussede farven rød op og forstyrrede den dansende regnbue. Det var aldrig et godt tegn. ‘Doom ‘. Hans ører lyttede intenst. ‘Døden er kommet for at hente mig.’ Ekkoer af små klove bevægede sig op ad trappen. ‘Døden har form af en fjollet udseende ged,’ tænkte han, og begyndte at fnise. Klovene forsøgte at åbne døren. Hans øjebliks fred var væk. ‘Det er ikke nogen almindelig ged. Det er en dommedagsged. Det er selve Grim Reaper!’ På en eller anden måde formåede geden at trække i dørhåndtaget og få det skubbet ned. ‘Åh vent, er der ikke noget med en ged og ritualer? Åh selvfølgelig. Det er en ged dannet af had mod mig, den kommer til at slå mig ihjel, før stofferne gør det ‘. Det hjalp overhovedet ikke. Hans hjerte bankede hurtigt, og han trak vejret panisk. Begge dele tegn på at han var i live. ‘De kommer for at hente mig. Kanna har indhentet mig’. Geden tog sig god tid og nærmede sig med sine djævelske blege øjne naglet til hans. William var næsten kollapset af sult og træthed, da han fandt en daglig varebutik. Heldigvis lå den lige i nærheden, men det havde taget ham en evighed, og han havde brug for en lang pause, før han begav sig hjemad. ‘Enten vil stofferne, geden, kanna, krokodillerne eller Grim Reaper dræbe mig’. Denne erklæring brændte sig ind i hans sind, da geden var lige foran ham. ‘Jeg troede, jeg havde forliget mig med tanken om døden,‘ sagde han lydløst til sig selv. ‘Men jeg vidste ikke, den kom med en fandens ged. Så gør noget ved det’. Gå. Forlad dette sted. Flyt ud, gå ud, fald ud, noget, bare slip væk herfra’! Jeg ønsker ikke at dø sådan her. ‘Så holdkæft og dø på en anden måde‘.

102

William var ved at krydse gaden, mens han febrilsk søgte efter sin undslupne ged. Dørene til lejlighederne på den anden side af gaden var i stykker, og de lukkede ikke ordentligt. ‘Det må være derinde. Geden er helt sikkert der,’ tænkte han, mens han nærmede sig. Han kunne høre geden fra et vindue ovenfor. Lettet rakte han ud for at skubbe dørene op, da tre ting skete: for det første var der et rædselsslagent skrig, for det andet lyden af glas der gik i stykker, og for det tredje lyden af en krop, der falder tre etager og lander direkte på beton. William havde ikke lyst til at vende sig om. De få beboere i bygningerne kom ud. Et par skrig kunne høres. Nogen ringede efter en ambulance. Ingen vidste, hvad de skulle gøre. Undtagen William. Han gik ovenpå for at hente sin ged.

103

104

LĂ¸gnens rute Af Nina Heinmann

105

Løgnens rute Af Nina Heinmann Amiras skygge er tydelig under det hvide lys fra lygtepælene, da hun går igennem det uhyggelige kvarter, som hun bor ved siden af. Hendes mørke pagehår er omhyggeligt dækket af en hætte, og hendes lange jakke skjuler det meste af den slanke krop. Der er ingen ude på denne tid af aftenen, men et rygte på skolen siger, at der engang er forsvundet en tolvårig dreng sporløst fra dette kvarter. Amira tror ganske vist ikke på det, men selvom de tomme huse, ser helt harmløse ud om dagen, så er det noget andet, når hun går alene om aftenen, og de gamle huse ligner noget fra en dårlig gyserfilm. Amira øger farten og ånder lettet op da hun ser sit hus bag det smalle stykke skov, der strækker sig foran hende. Hun løber det sidste stykke og kigger sig ikke tilbage. Da hun træder ind i gangen efter at have smidt sit overtøj i den rodede entre, kigger hun rundt. Væggene er afskallede, og det gamle trægulv knirker under hendes fødder. Amira sukker, da hun ser den lukkede dør ind til sin storesøsters værelse. Hendes storesøster, Ditte, er 13 år gammel, og hun er den mest dovne og kedelige person, som Amira kender. Ditte er aldrig hjemme, og Amira sukker højlydt over, at hun er hjemme nu, for så kan hun ikke komme videre med sin plan. Hun vil have et job. Hendes mors job i supermarkedet hjælper ikke en skid på deres pengeproblem, og det er også unfair, at alle de andre i klassen har en far. Amira har ikke nogen far. Han forlod dem, før hun blev født, og ellers ved Amira intet om ham. Amira træder ind på sit værelse og ser på de kedelige møbler og det tyndslidte sengebetræk. Fandeme nej, hun vil ikke leve i det her lort en dag mere. Hun vil have det job. Hun er ganske vist kun 12 år gammel, men det har hun tænkt på. Amira banker stille på døren ind til Dittes værelse, og da der ikke bliver svaret, træder hun bare ind. Ditte ligger med hovedet mast ned i puden, og sin mobil liggende i den slappe hånd, der hænger ud fra sengen. Hun sover. Amira lister sig hen til Dittes taske, hvor hun ved, at hendes pung ligger. Hun fisker den op og hiver det falmede gule sygesikringskort op af den. Pludselig vender Ditte sig, så hendes hoved vender mod Amira, og Amira skynder sig at smide pungen tilbage i tasken. Dittes øjenlåg glider op. “Hvad fanden laver du her?” spørger hun døsigt, og stirrer ondt på Amira.

106

“Ikke noget,” siger hun hurtigt, løber ud af Dittes værelse og lukker døren bag sig. Så er det klaret, sukker hun, og kigger på sygesikringskortet. Amira skynder sig ind på sin mors kontor og åbner husets eneste computer. Den summer og starter så langsomt. Kontoret er lige så rodet som resten af huset, og Amira smiler ved tanken om, at det snart er slut for hende. Amira indtaster søgeordet på Google, og artiklerne popper frem. Avisjob. Hun klikker ind på en side over job i sit område og kigger på de ruter de tilbyder. Der er kun en. Hun gyser stille, klikker ind på ruten og ser navnene på de velkendte gader i det gamle område med det uhyggelige rygte. Hun trykker sig ind og skriver alle de oplysninger, der skal bruges om Ditte. Ditte får selvfølgelig ingenting at vide, og hun er helt sikkert for doven til at tjekke noget. Da Amira kommer til kontonummeret, indtaster hun sit. Det er der nok ingen, der ser. Der popper et vindue op, der fortæller hende, at hun vil blive ringet op inden for en uges tid. Der går et kvarter. “Hallo,” siger Amira, da hendes mobil vibrerer i baglommen. “Hej,” svarer en dyb mandestemme. “Jeg ringer om dit avisjob,” fortsætter stemmen. Amira venter på, at han skal fortsætte, men der sker ikke noget. “Ja,” siger hun tøvende. “Du kan begynde i morgen,” siger stemmen. “Hvor gammel er du?” spørger stemmen pludselig hurtigt. “Hvad?” spørger Amira, hun har jo skrevet sin søsters alder ind på hjemmesiden. “Hvor gammel er du?” Spørger stemmen mere påtrængende. Amira får det mærkeligt indeni og synker da hun svarer: “13.” Der lyder et lettet suk i den anden ende, og Amira føler sig skidt tilpas i det mørke kontor med den fremmede mand i røret. “Aviserne bliver leveret inden kl. 14,” siger stemmen mere professionelt og lægger på. Amira synker ned i stolen og gyser. Hun har en hæslig fornemmelse af, at manden kan læse hendes tanker. Hvordan kan han vide, at hun har løjet om sin alder? Hvordan kan han vide, at hun kun er 12 år gammel? Tasken hænger tungt om den ene skulder, mens Amira trasker hen mod sit hus. Aviserne ligger sammen med en taske, op ad den tilgroede mur. Hun behøver ikke at bekymre sig for, om hendes mor ser det, for hun sover altid, og hvis hun ser det, orker hun nok ikke engang at spørge ind til det. Amira sætter tasken bag på sin cykel og smiler stort. Hun føler sig så voksen, og om lidt begynder pengene at vælte ind.

107

Efter ti minutter er Amira nået ind til en ny gade, midt i den uhyggelige del, og hun tjekker papiret igen. Huset er tydeligvis forladt, men der står, at de skal have aviser. Der er ikke nogen postkasse, så Amira tager avisen . med op til garagen. Mørket er ved at falde på i det sene efterår, og et kraftigt vindpust får hende til at tabe avisen. Hun bøjer sig ned for at samle den op, men hendes blik fanger noget. På fliserne, helt oppe ved huset, står der skrevet noget med store røde bogstaver. Hun går hen imod det og gisper så højlydt. Der står TOLV ÅR uden noget andet, bare de to ord. De to skrækkeligt bekendte ord. Hun lader avisen ligge og løber ned til sin cykel. Hvad fanden? Det passer ikke. Der er ingen der ved, at hun har løjet om sin alder. Der er ingen, der bor i huset. Og det er nok bare et tilfælde, at det stod der. Amira slapper lidt mere af, men pludselig er de mørke huse ikke så fredelige som før. Klokken er 12:15, og Amira sidder og gumler på et æble i det nederste hjørne i klassen. Ved siden af hende sidder de to bedsteveninder, Laura og Karina, og fniser løs over et billede på Karinas mobil. Amira snakker ikke. Sådan har det været, siden Laura kom ind i klassen. Engang var Karina og Amira bedste veninder, og da var hun sød og sjov at være sammen med, men her for et halvt år siden kom Laura ind i klassen, og nu er Amira bare den anonyme person, der altid går tre skridt bag de to populære veninder. Hun vender sit ansigt mod vinduet og stirrer ud i de grå regnskyer. Hendes tanker begynder at flyve, og hun hopper nærmest i stolen, da hendes mobil vibrerer i lommen. Amira maser sig om bag de fnisende piger og går ud på den tomme skolegang. Hun trækker mobilen op af lommen, og stemmen i røret lyder lettet: “Du er her endnu,” siger den i en udånding. “Ja,” siger Amira i en spørgende tone. Hendes arbejdsgiver spørger så: “Gik det godt med aviserne i går?” Der er en skjult desperation i hans stemme. “Det gik fint,” svarer Amira kort. “Jeg skal bare lige sikre mig nogle oplysninger om dig,” siger manden igen. “Jeg skal bare høre, hvor gammel du er.” Så snart han har sagt det, løber det hende koldt ned ad ryggen. En lille stemme i hendes hoved skriger, at der er noget galt. Det her kan ikke passe. Han kan umuligt vide det. “Jeg-jeg er tretten år gammel,” stammer hun med lille stemme. “Det er vigtigt at være sikker,” mumler han, som for at forsikre sig selv. Så lægger han på. Amira går ikke ind i klassen igen. I stedet siger hun til en lærer, at hun har det dårligt, og så tager hun hjem. Hun vil ud med aviserne inden det bliver mørkt.

108

Avisen er væk. Det er det første hun ser, da hun ankommer til det tomme hus. Det næste er stedet, hvor den har ligget, de store røde bogstaver er ikke til at tage fejl af. LØGNER. Det skriger hende op i ansigtet, og hun smider avisen ned, så den dækker det. “Når hun ikke kan se det, findes det ikke. Når hun ikke kan se det, findes det ikke”. Amira gentager det for sig selv på resten af ruten, og hun når sit hus lidt inden kl. fire. Hele aftenen tænker hun på det lille normale hus med det skrå tag, de røde mursten og den knuste rude ud mod vejen. Det er ikke anderledes end nogen af de andre forladte huse i det skumle kvarter, men skriften på jorden er ved at drive hende til vanvid. Den fornuftige halvdel af hendes hjerne siger til hende, at det bare var et tilfælde, at skriften var der. Hun havde bare overset det. Den mere naive del af hendes hjerne råber til hende, at hun aldrig skal nærme sig det hus igen. Amira sukker, og tager sig til hovedet. Hun har jo brug for pengene. I lang tid har hun ønsket, at hun kan gøre noget for at få sin lille familie op af det hul, den er havnet i, og hun har ikke tænkt sig at give op. Selvfølgelig er ordene ikke til hende, og arbejdsgiveren har sikkert bare misforstået hendes oplysninger, og selvfølgelig vil hun blive ved med at have jobbet. Og snart vil de tage på ferier ligesom alle andre familier, og de vil smile, og hygge sig foran en splinterny fladskærm, og det vil alt sammen være Amiras fortjeneste. Solen oplyser den lange vej, da Amira cykler langsomt hen mod det sving, som fører til huset. Fuglene synger, og det lille hus ser faktisk mindre mørkt ud, når solen oplyser dets kantede konturer. Amiras frygt formindskes, for huset ser bare helt fredeligt og faktisk lidt hyggeligt ud. Som et man kunne have en hule i, da man var lille. Amira nærmer sig den lille sti af fliser op til den gamle dør. Hun kan ikke tro det. Skriften er væk, det hele. Der er intet tilbage. En solsort lander på en lygtepæl i nærheden og begynder at synge. Det lyder skrækkeligt pibende, men giver Amira en fornemmelse af ikke at være alene. Amira kigger mere undersøgende hen over fliserne og på husmuren. Det er alt sammen væk. Var det bare noget, hun havde forestillet sig? Var skriften der slet ikke? Amira tænker det hele igennem, og selvom hun tydeligt kan huske at have været her, er hun faktisk ikke helt sikker på, at der stod tolv år, og nu når hun tænker nærmere over det, så kunne der faktisk godt have stået noget andet end løgner, for bogstaverne var egentlig rimelig utydelige. Amira slipper en lille lettet latter og skammer sig over, hvor naiv hun har været.

109

“Idiot,” hvisker hun til sig selv, og kigger på det harmløse hus. Solsortens pibende sang fortsætter, og Amira nynner glad, da hun går hen ad fliserne for at lægge avisen i husets tomme garage. Hun trykker det gamle metalhåndtag ned, og bøjer sig for at lægge avisen, og det er lige i det øjeblik, hvor avisen rører jorden, at Amira opdager, at der er noget galt. Solsorten er holdt op med at synge. Amira kan faktisk ikke høre nogen naturlige lyde overhovedet. Alt er stille. Amira retter sig op og tør ikke vende sig om. “Der er nogen bag dig, der er nogen bag dig.” Amiras hjerne skriger til hende, og hun står som limet fast til jorden. Hun kan mærke gåsehuden opstå under sin lange jakke, og hendes udåndinger er små og hurtige. Pludselig lyder der et klik, som fortæller hende, at den eneste udgang bag hende er blevet lukket. Først nu vender hun sig om, og det altomsluttende mørke viser kun et omrids af en mand. Amira har et skrig siddende i halsen, men da hun vender sig for at løbe, griber en kold, glat hånd fat om hendes arm. Manden vender hende om, så de står ansigt til ansigt. Amira kan se mere af manden nu. Han er skaldet, og han har intet skæg. Han er klædt i en løs skjorte og cowboybukser. Amira tror ikke på spøgelser, men mandens udseende gør hende i tvivl. “Endelig,” hvisker han med en dyb, hypnotiserende stemme. “Jeg har længe ventet på en lille løgner som dig.” Amiras vejrtrækning er stødende, og alle hendes muskler er spændte, da hun overmodigt spørger: “Hvem er du?” Han griner stille og trækker Amira længere ind i garagen. De når hen til en dør, og han trækker hende igennem den og ind i det forladte hus. Han er sindssygt stærk, og Amira opgiver at kæmpe imod, da de træder ind i en stor, kold stue. Der er en gammel stofsofa og et ødelagt ur på væggen, men ellers er der tomt. Hendes hjerte banker, og en tåre triller ned ad hendes kind. Manden smiler ondt og kigger sultent på hende. Amira er fuldstændig lammet af frygt, og hun hulker stille. Mandens greb i hendes arm strammes. Hun ømmer sig, bliver helt slap og falder på knæ på gulvet. Manden kigger på hende, som om hun er ynkelig, og begynder så at snakke: “Den gang jeg var tolv år, gjorde jeg nøjagtig det samme som dig,” siger han og kigger op mod loftet. “Det er over 50 år siden, at jeg løj om min alder og fik denne rute. Dengang boede der en bande drenge på denne vej, og de overfaldt mig, og efterlod mig død i dette hus. Morderne blev aldrig fundet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne få fred, før jeg fandt en person, der havde gjort nøjagtigt det samme som mig, en person der kunne tage min plads som fange i dette hus. Jeg havde den samme arbejdsgiver som dig dengang, han var bare yngre. Jeg

110

Gökce Gülpinar

bebrejdede ham min død, så jeg hjemsøgte ham i hans drømme og tvang ham til at hjælpe mig med at finde en, der kunne tage min plads. En løgner.” Amira ligger på gulvet med sammenpressede øjne, og det er gået op for hende, at manden er drengen fra det gamle rygte. Hendes håb om at overleve bliver mindre og mindre. Det var derfor, at hendes arbejdsgiver ville være sikker på hendes alder. Hvorfor havde hun også gjort det her? Hvorfor havde hun løjet? Amira ved godt, at det er slut, og da hun åbner sine øjne, står manden med en pistol. Den er rettet mod hende. Undskyld mor og Ditte, jeg har svigtet jer, er hendes sidste tanke, inden klikket lyder, og alt bliver sort.

111

Da hun vågner, er der stille. Alt er stille, der er mørkt, men det lægger hun ikke mærke til. Alt bliver overskygget af en trang til noget. Noget hun ikke kan sætte sin finger på. Hende krop er øm. Lige ved hjertet. Hun rejser sig stille og kigger sig om i det velkendte hus. Pludselig kommer billederne fra aftenen før strømmende ind i hovedet på hende. Men hun føler ikke frygt. Kun den samme følelse, en følelse af trang. Trang til fred. Trang til at komme væk herfra, men hun ved at det ikke er muligt, ikke før hun møder en person på tolv år, der giver sig ud for at være tretten, der kan tage hendes plads. En uskyldig person, der forvilder sig ind på løgnens rute.

112

Den rene sandhed

Af Sigrid Bjergbakke Fogh

113

Den rene sandhed Af Sigrid Bjergbakke Fogh Alex Søde Alex Kære Alex Min Alex Det er svært at finde en god begyndelse til dette brev. For dette brev er så meget mere end bare et almindeligt et. For mig er det både et mindealbum, et råb om hjælp og en invitation. Kan du huske, da vi mødtes? Det var i maj. Jeg var på vej ud fra moskeen, da du kom forbi. Akram, min far, var i gang med at opsummere det vigtigste i denne bøntimes tekst. Den dag fortalte han: “at Allah har bestemt, at kvinder skal adlyde deres mænd”. Måske var det et varsel, jeg ved det ikke. Denne del har jeg aldrig rigtigt fortalt dig, det ved jeg. Men det har altid virket, som om du ikke ville kunne forstå det. Kan du huske, hvordan jeg faldt i min kjole? Far trak mig hurtigt væk, men jeg så dig smile. Du var på vej væk, så du så sikkert ikke, at min far slog mig kort efter. “En muslimsk kvinde skal ikke kikke efter mænd”. “Det er faderens ansvar at finde en passende mand til hende”. Hans ord runger endnu i mit hoved. Jeg har gjort og ladet ting blive gjort mod mig, fordi jeg troede på, hvad han sagde. Men det er først nu, hvor jeg sidder med en hemmelighed, der bliver tungere dag for dag, at jeg føler at min krop og mit liv er mit. Det er som om, jeg har været under vandet hele mit liv og nu kommer op til overfladen af den brønd af løgn og frygt min far byggede op om mig. Du har altid bedt mig fortælle dig om mit liv. Men jeg har altid kun givet dig bidder. Smagsprøver, af frygt for hvad min far ville gøre, hvis du vidste mere. Jeg ved nu, at det må være den egentlige grund til, at du forlod mig, den dag for nu snart 3 måneder siden. Faarooq havde afsløret mig. Selvom jeg vidste, at det på et tidspunkt ville blive umuligt at skjule, troede jeg stadig det ville være muligt at skjule, indtil vi sammen kunne tage væk. Men jeg tog fejl. Jeg vidste Faarooq ville fortælle det til min far, så jeg

114

flygtede. Hen til din lejlighed hvor jeg bankede mere og mere fortvivlet. Men du var der ikke. Men måske var det egentlig der, jeg vidste, at jeg havde ødelagt det hele. Jeg græd, da aftenen blev til nat. Det var kun, fordi Flora kom forbi med en gave til dig, at jeg ikke havde ligget der natten igennem. Men jeg bebrejder dig ikke. Flora har altid sagt, at jeg har en forfærdelig familie. Med det er ikke kun dårligt, for der findes ikke sort og hvidt, kun gråt som plettes af de gode og dårlige gerninger. I min familie har jeg altid vidst, at jeg har mindre at skulle sige end de andre. Det er ikke noget, jeg nogensinde har stillet spørgsmålstegn ved. Da nogle drenge ovenover hev mit tørklæde af mig og kaldte mig “perkersvin” og andet, var det min far, der forsvarede mig. Da jeg følte mig mest særlig under en julefrokost i 3. klasse, var det ham, som fik mine klassekammerater til at forstå. Det var først, da jeg ikke længere fulgte hans regler, at det gik galt. Det var den dag, jeg startede på gymnasiet. Den dag sad jeg i bagerste højre hjørne. Men jeg mærkede dig helt dernede. Mit hoved blev helt tømt for tankerne om den fyr, min far havde i tankerne til mig. Endnu en del, jeg ikke har fortalt. Ironisk. ‘Pålidelig’, er ellers et af mit navns betydninger. Men siden du kom, har jeg gået på en linje mellem løgn og sandhed. “Alexander Wales Tjærgaard, er jeres nye klassekammerat. I må tage godt imod ham,” proklamerede Rikke højt. Alexander. Dit navn betyder ‘Beskytter, Værge’, ved jeg. Men hvor er din beskyttende nærhed nu? Flora gav mig en albue i siden den dag, efter dit navn blev sagt. Hun havde et godt øje til dig med det samme. Det var derfor, hun tilbød, at du skulle sidde ved siden af hende. Tænk, det kunne have været dig og hende? Så ville jeg nok bare være blevet mor til en flok muslimske børn med en muslimsk mand nøje udvalgt af min far og ikke andet. Aldrig have tænkt på hvad der var mere i livet end det. Selvom jeg sikkert på et tidspunkt ville blive en grad af lykkelig, så ville det slet ikke måle sig med den lykkerus, det har været de 3 måneder, hvor vi var sammen. Det har aldrig været op til mig, om det blev os to. Det var dig, der valgte at elske mig den dag. Du har altid sagt med et smil på læben, at jeg var den første pige, du havde kendt, som var så naiv, når det kom til kærlighed. Men du må forstå, at kærlighed ikke er noget, jeg er vokset op med. Mindst af alt den lidenskabelige forelskelse, du introducerede mig til.

115

I min familie gifter man sig for at få mere rigdom, eller for at styrke forholdet mellem to familier. I min families hjemby i Saudi-Arabien, var det endnu værre. Mine forældres slægter var i strid, min morfar og farfar var nærmest i åben krig. Min far siger ofte, at hvis det ikke var for den alliance mellem ham og min mor, var den aldrig stoppet. De har en helt anden form for kærlighed end du og Flora er vant til. For 2 år siden var jeg som dem og ville instinktivt skubbe dig væk. Men et sted indeni, ønsker jeg den anden kærlighed. Den ville altid have manglet. Jeg har altid kunnet mærke det på min mor. Der var altid noget, hun manglede. Et hul, der aldrig blev fyldt. Ofte har jeg tænkt, at det må have været grunden til, at hun er noget så lille og tavs. Hun har altid fulgt det, andre bød hende og fået det godt nok med det. Hun har aldrig bedt om mere. Selvom min far taler hårdt til hende, bøjer hun bare nakken og gør, hvad der bliver sagt. Jeg ved, hvad du nok nu tænker, at hun burde have sagt fra og beskyttet mig. Men sådan er det bare ikke. Jeg har løjet så meget. Hvis Allah så min sjæl nu, ville den være spættet af løgnens sorte pletter. Ja, jeg ved, at du vil sige, at hvis der er en gud, vil han ikke hade en for at lyve. Men for at gøre andre ondt. Men det er svært at slippe det, der har været ens liv. Det var 3 uger efter, at du var startet i min klasse, at du bad mig tage med dig til gymnasiefest. Du ville ikke tage dig af, at Flora på sin højrøstede måde fortalte dig, hvorfor jeg ikke tog med. Jeg ved stadig ikke hvordan, men du overtalte mig. I hvert fald kan jeg huske, hvordan jeg prøvede at overtale min far. Scenen står helt klar for mig. Det var to dage siden, du havde spurgt mig første gang. Solen skinnede ind i vores lille ghettolejlighed i 8210. Foran det falmede tapet lå min far på bedetæppet med ansigtet vendt mod Mekka. Hans mund formede de mange bønner, mens hans rynkede fingre kørte bedekransen rundt. Langsomt gik jeg ind i stuen. Blikket slået ned. Det gyldne tørklæde diskret over mine dirrende læber. Så satte jeg mig i sofaen. En fjeder sad løst, og jeg måtte forsigtigt finde en komfortabel måde at sidde i den uden at rive kjolen eller tørklædet i stykker. Jeg har altid elsket den gamle mosgrønne sofa. Mens jeg sad og tænkte på, hvordan jeg skulle få det sagt, kom Wafiya, min mor, ind. Hun kyssede ham forsigtigt på kinden, mens hun på arabisk fortalte ham, at middagen var klar. Jeg havde mistet min chance. Du ved, at jeg kun fik lov til sidst på betingelse af, at Azhar kom.

116

Mathilde Goldebeck Hansen

Det var Faarooq, som var hjernen bag, at jeg den aften var iført burka. Kan du huske, hvordan du jokende komplimenterede, at det, at man ikke kunne se min krop, fik det bedste frem i mine øjne? Nej? Men det husker jeg. Et sted indeni grinede jeg med dig. Men den dag trillede tårerne og vædede tørklædet over min næse. Det var også den dag, Azhar så sig sur på dig. Han hvæsede til mig på arabisk, at hvis jeg så mere til dig, vil han sige det til Faarooq. Men jeg fortalte dig, at han sagde, du så godt ud. Men jeg kunne se på dig, du godt kunne se, at jeg løj. For allerede den dag, havde vi set til hinanden. Alle de gange vi havde haft projekter sammen, alle de gange du havde fulgt mig hjem, selvom jeg

117

altid bad dig gå. Du er den mest stædige person, jeg kender, og du ved det. Ud over de gange du havde overtalt mig til at lave projekter færdige hos dig. Selvom det ofte blev mest snak, hvor du fortalte om dig selv, og jeg fortalte noget om mig. Selvom skammen over de mange løgne gnaver. Jeg tror, Faarooq allerede der så dig, som en trussel mod familien. Jeg ved stadig ikke, hvorfor de ikke så med samme øjne på Flora. Men ifølge min mor, er hun bare en stakkels udisciplineret kvinde, som ikke kan skade mig. Men indtil den dag til festen var vi bare venner. Jeg husker, hvordan du fik mig væk fra Azhar gennem menneskemængden. Du holdt om mig, da jeg rystede. Mens folk drak og dansede tæt, sad vi sammen i dæmpet belysning nøjagtig en halv meter fra hinanden. En af dine venner kom med øl. Musikken og røgen gjorde mig døsig. Så jeg opdagede knap nok, da du trak mit sjal, der dækkede min mund væk. Måske var der noget i det glas med vand, din ven gav mig. For jeg var helt omtåget, da dine bløde læber lagde sig over mine i et kys så blidt som tørklædets silke. Selvom jeg burde have trukket mig, nød jeg det, og jeg ved, du mærkede det. For dine øjne strålede, da dine læber slap mine. Det var der, Azhar opdagede os. Han skældte og smældte. ‘Hore’ var det af det, der var møntet på mig, da han trak mig væk. Et kortvarigt skræmt udtryk kom over dit ansigt. Før du fik et oprørsk glimt og sagde, at det ikke var ham, der bestemte over hvem, jeg måtte kysse. Stadig ved jeg ikke, om du så, at jeg prøvede at signalere til dig om at holde inde. Men i stedet tog du min anden hånd, og trak hårdt min hånd ud af Azhars. Vi løb derfra sammen. Lyden af vores fodtrin blev afløst af mange hårde efter os, da Azhar og nogle af hans venner løb efter os. Da de var kommet tæt på, nærmede vi os det lejlighedskompleks, du boede i. Her gav du slip og flygtede op i din lejlighed. Stadig forstår jeg ikke, hvorfor du ikke tog mig med op. Mine øjne fyldtes med tårer, da de omringede mig. Hårdt trak de mig af sted, mens Azhar fremmanede de værste afstraffelsesbilleder i mit hoved af, hvad min far ville gøre ved mig. Den aften slog han mig tre gange over ryggen, slag som smertede langt ind i sjælen. Derefter ved du, hvad der skete. Hvordan jeg hver dag i den følgende uge blev låst inde på værelset efter skole. Men du opgav mig ikke. Selvom jeg var træt af dig, over hvordan du flygtede den aften, tilgav jeg dig. Kan du huske hvordan Flora var den der udvekslede vores hemmelige meddelels-

118

er? Du skrev de sødeste små citater til mig den uge. Vi aftalte at mødes om lørdagen, en ukendt stemme indeni mig, ville ikke længere tillade mig at tilgive min far og mine brødre. Jeg var blevet opfyldt af en trods og vrede, som jeg ikke anede, at jeg havde i mig. Den nat glemte jeg alt om ærbarhed og dyder. Den aften tog du mig i dine arme. Sammen fjernede vi tøjets stramme greb, og du tændte en glød i mig, som var mig helt ukendt. Jeg kan stadig mærke, hvordan min krop bare tog imod din i den mest intime omfavnelse. Den nat var jeg gået så langt, at jeg ikke længere kunne vende om. Det var her, vi gik amok, kan du huske det? Hvordan vi mødtes udenfor ved nattetide hver dag. Listede væk over til parken, hvor vi snakkede, kyssede og kælede. Hvilket altid resulterede i, at vi mødte trætte op næste dag. Men vi var så lykkelige. Selvom mine karakterer dalede, kunne jeg ikke være mere ligeglad. For jeg havde dig. Det var de to bedste måneder i mit liv. Indtil der hvor Faarooq opdagede, at jeg ikke spiste særlig meget, men når jeg spiste, var det de mærkeligste ting. Hummus og pomfritter blev mit et og alt. Du grinede meget af mig, da jeg tog det med en dag. Du spurgte mig hvorfor, men dengang sagde jeg, at det bare var fordi, jeg var så vild med dig. Men det var ikke hele sandheden. Slet ikke. Jeg tror også, at du vidste det. Jeg blev mere og mere panisk, efterhånden som min krop ændrede sig. Du blev også mere og mere bekymret for mig. Men jeg skubbede dig væk. I et stort følelsesudbrud skældte jeg dig ud for ting jeg godt ved var urimelige. Men jeg var bange. Min mor anede også mistanke. Det var bare et spørgsmål om tid. Det var to ulidelige måneder, mens alt smuldrede. Indtil Faarooq gjorde det klart, at han gik til min far. Herfra ved du sikkert ikke, hvad der er sket mig. For jeg har ikke set dig siden. Jeg går stadig på gymnasiet, men du er her ikke mere. Jeg er også flyttet nu. Den aften flyttede jeg ind hos Flora. En af mine brødres venner kom med mine ting og gjorde det klart, at jeg nu var smidt ud af familien. Jeg følte mig udstødt. Mere end nogensinde. I den følgende måned bad jeg og lod min religion blive mit et og alt. Flora syntes, jeg burde stoppe, at jeg begyndte at gå op i det på samme måde som min far gør. Men jeg hadede mig selv. Jeg søgte bod, for det vi havde gjort. Mest af alt, det jeg selv havde gjort. I en reol hos Flora fandt jeg Koranen, som jeg nu brugte al min fritid på at læse. Jeg ville forstå. Tilgives for mine synder. Mens min hemmelighed blev tungere dag for dag, gik jeg i

119

moske hver fredag og lørdag. Floras forældre var bekymrede. Mest hendes far, som jo aldrig er særlig begejstret for nogen form for religion, mindst af alle min, som du også ved. Men de havde givet mig lov til at bo der. For de kendte min families sindelag og vidste at jeg var smidt ud. Men kun Flora kendte min hemmelighed. Da jeg en aften brød sammen, kom hendes far til mig. Et øjeblik så jeg ham som min far. Men så gik det op for mig, at han ikke ville se mig, og jeg græd endnu mere. Det gik op for mig, at jeg havde syndet mod Allah. At jeg aldrig ville blive tilgivet. Jeg fortalte ham min hemmelighed. Den som var den egentlige grund til min families had. Alt det som jeg aldrig har nået at fortælle dig, før du gik fra mig. Han virkede ikke overrasket, min krop havde forrådt mig. Han ville have mig til at fjerne det. Men at dræbe er så stor en synd, at jeg aldrig kan få det over mig. Om så jeg kun er 19 år og derved nok for ung til ansvaret, ville jeg ikke dræbe det sidste, jeg har tilbage af dig. Det skøreste var, at han forstod. Flora og hendes far brugte de næste uger på at lære mig at forstå min religion på en ny måde. Jeg havde ellers før troet, at jeg vidste alt om islam, men der er så meget, der er ren fortolkning. Flora fortalte mig, at de gjorde alt det, for at få mig ud af det hul, jeg havde gravet mig ned i. Alt det min far har lært mig, er bare hans fortolkning af en tekst, som kan forstås individuelt. Alt det jeg havde troet var sandheden, var bare hans overbevisning om sandheden. Selvom jeg i forvejen, fra den nat, hvor vi lå sammen, godt vidste at min far ikke havde ret i alt, var det alligevel en omvæltning. Det er ikke en synd at vise sit hår, det eneste der menes, er bare at vi, som Flora så det, at vi ikke må rende rundt i udfordrende tøj. I virkeligheden fortæller Muhammed, at kvinder er lige så vigtige som mænd, i en tid hvor kvinder blev behandlet værre, end jeg er blevet. I de uger har jeg set, at vi aldrig har syndet. Koranen er ikke loven. Det ved jeg nu. Sammen med Flora brændte jeg alle mine tørklæder og burkaen. Med tørre øjne, så jeg ilden fortære silken og sende tykke røgsøjler op. Der tog jeg officielt hul på et nyt liv.

I dag daler sneen. Nu er der gået en måned siden, at jeg brændte mit tørklæde og startede mit nye liv. Mens jeg ser sneen falde, ved jeg at den aldrig ville gøre det i Irak. Ved du, jeg har faktisk holdt min første kristne jul med træ, gaver og alt det, du og Flora altid snakkede om? Det var helt

120

underligt, for min religion har altid været mit faste holdepunkt. Men nu fejrer jeg det, jeg har lyst til at fejre. Selvom Jesus’ fødsel slet ikke er noget i forhold til Muhammeds, så fejrer jeg den. For det er jo her, jeg bor. Ikke i Irak hos mine bedsteforældre. Men her i Danmark hvor jeg er født. Jeg er led og ked af alt det, jeg har gjort mod dig. Men jeg beder dig. Vil du ikke godt komme tilbage til mig? Vil du ikke tilgive mig? Hvis ikke for min så for dit barns skyld. For det er min hemmelighed. Derfor skriver jeg dette brev og beder dig komme. For om 4 uger kommer et lille nyt barn til verden, som kun kan leve af den fælles forældrekærlighed. Din for evigt Amina

121

122

Den fortabte

Af Sofie Lykkeskov Gran

123

Den fortabte Af Sofie Lykkeskov Gran Min ene hånd er lukket om hendes hals, den anden holder sølvkniven jeg trykker mod hendes strube. Det gyldne hår ligner en pøl af honning på de mørke brosten, og hendes blå øjne er panikslagne. “Nåde,” hvisker hun gispende, “nåde!” De hvide vinger er presset hårdt mod jorden, ubrugelige og slatne. Jeg griner lavt, blødt som en kats spinden. “Der findes ikke nåde der hvor jeg kommer fra, men hvis du giver den til mig, så skal vi nok finde ud af noget, englebasse.” Jeg hvisker det i hendes øre, læner mig så tilbage og smiler. “Hvem kan smile når de er ved at tage et liv?” gisper hun, ude af stand til at gøre noget, med armene ned langs siden, holdt fast af mine ben. “Jeg kan, englebasse. Nå, bliver det til noget?” Sølvbladet bliver presset hårdere mod hendes hals, hun begynder at klynke. “D-det kan jeg ikke, vær nådig! Jeg kan ikke ... de... de... “ Jeg afbryder hende med et hvæs, “jeg ved hvad de vil gøre hvis du fejler, de lader dig falde ... hele vejen ned i helvede, ikke sandt englebasse?” Hun klynker endnu mere. Ynkeligt. Det er virkelig langt under deres standard at sende en amatør-engel, en naiv amatør-engel. Det er næsten for nemt... Jeg glor intenst på hende, hun stirrer rædselsslagen på mine øjne. Ved Kongen, jeg må lære at skjule det. Jeg kan næsten se det røde spejlet i hendes blege ansigt. “D-du er en... en af dem! “ Hun prøver at vride sig fri. “Måske, og hvis du ikke vil møde de andre, så giver du den til mig!” Jeg hvæser ned i det smukke ansigt. Hun åbner munden som om hun vil sige noget, lukker den så igen. “Kom nu englebasse, giver du den til mig, lader jeg dig gå. Selv dydsmønstre som dig må have et ønske om at leve!” En enkelt tåre løber ned over hendes kind. “Lover du at jeg må gå?” Hendes øjne er store, hendes stemme lille. “Selvfølgelig, jeg lover det,” min tone er hånlig, løfter er kun til for at blive brudt, ikke? Hun gør et sidste forsøg på at komme fri, inden hun taler igen. “Min lomme,” jeg begynder at rode igennem hendes jakkelommer, “Nej, ikke den, inderlommen.” Ikke et øjeblik fjerner hun blikket fra mit ansigt. Jeg stikker hånden ned i den smart placerede inderlomme, og mine fingerspidser støder på en lille stofpose. Kontrollen over mine øjne ryger igen, de skifter

124

Mathilde Goldebeck Hansen

til en mørk brun da grådigheden skyller over mig, og jeg smiler fornøjet da jeg lukker hånden om posen. Jeg hiver posen ud, ødelægger pigebarnets lomme i farten og propper posen i min egen lomme. “Tak skal du have, englebasse, og nu ...” jeg fjerner mine hænder fra hendes hals og rejser mig op. Jeg står med ryggen til hende, og et grumt smil breder sig på mit ansigt, mine øjne er neutrale. Sorte og ulæselige. Det tager nogen tid, men hun kommer på benene. Hun tumler lidt rundt på stedet, hun slog nok hovedet da jeg smadrede hende ned i brostenene. “Tak” hvisker hun blot, som om hun har noget at takke for. Jeg lukker hånden om skæftet på min lange daggert af sølv. Jeg vender mig langsomt og ser hvordan hendes smil stivner da hun kigger på mig. “Er der noget i vejen?” Hun er ved at gnide sine håndled. Jeg træder et skridt hen imod hende og lægger hovedet let på skrå. “Nej nej, slet ikke englebasse,” jeg tager endnu et skridt i hendes retning, “jeg vil bare lige fortælle dig en sidste ting.” Jeg står pludselig lige foran hende, min daggert er boret ind i hendes bryst. Mine øjne glimter rødt. Hun kigger på mig med store øjne. “Stol

125

aldrig på en fortabt dæmon,” hvisker jeg i hendes øre som hun falder. Hendes øjne, hendes store blå øjne, kigger ind i mine, men glider langsomt ud af fokus. Hun når at sige en ting, med en lav, hviskende stemme: “Du lovede.” Jeg efterlader hende der, hendes gyldne glød siver langsomt ud af hendes mund og synes at forsvinde med vinden. Hvad snakker jeg om? Der er ingen vind. Vasketøjet, der hænger på de lange tøjsnore over mig, bevæger sig ikke det mindste. Jeg vender ryggen til hende og kigger op på tagene. Der vil ikke gå længe før hun bliver fundet, der i gyden, hvor den hvide T-shirt er blevet plettet af blod. De vil sikkert hurtigt finde ud af at det var mig der gjorde det. Jeg sætter daggerten tilbage i bæltet, den dæmonslebne klinge er ikke blevet det mindste beskidt. Forsigtigt stikker jeg hånden ned i min lomme og fisker den lille stofpose op. Jeg løsner snorene med stort besvær, mine fingre ryster af spænding. Om lidt er jeg tættere på. Tættere på målet. Allerede da jeg ser ringen, ved jeg der er noget galt. Den har en helt forkert udstråling. Guldet er ikke guld, men messing. Den sorte diamant er af glas. Indgraveringerne rundt om diamanten er bare nogle tilfældige kruseduller. Jeg holder den op mod fuldmånen, bare for at være helt sikker. Falsk. Det tager lidt tid før det siver ind. “FALSK!” Jeg råber ud over hele gaden, inden jeg kyler den fra mig med et frustreret brøl. Den hopper hen over gaden med tre hule kling-lyde. Jeg står stille lidt, inden jeg vender mig mod den døde engel. Det var for nemt. En prøve (en stikprøve) for at se om nogen var på jagt efter Mørkets Artefakter. Og jeg var dum nok til at hoppe i fælden med begge ben. “Må Kongen forbande jer, I åndssvage,” jeg spytter på jorden, “hjernedøde, englebasser!” Jeg går tilbage til liget af englen og sætter mig på hug. Jeg stryger en hårlok væk fra hendes ansigt og spytter på det. Og det er der, det sker. Et kraftigt lys bliver tændt bag mig, som jeg sidder der, bøjet over et blodigt lig. Som i slowmotion, drejer jeg hovedet. Jeg kan ikke se andet end det kraftige lys, og alligevel ved jeg hvad det er. Min mistanke bliver bekræftet da en klar stemme lyder i gyden: “Sid helt stille dæmon, eller vi skyder.”

126

Under angreb

Af Victoria Bang Ingvartsen

127

Under angreb Af Victoria Bang Ingvartsen “Molly! Molly!” kunne jeg svagt høre, men jeg reagerede ikke på det. Så ruskede nogen i mig, og jeg vågnede med et sæt. “Kom op af stolen Molly, vi skal spise nu,” sagde mormor Ann. “Jeg kommer lige om lidt”. “Okay så mødes vi ved buffeten, Molly skat,” nåede mormor at sige, inden hun var gået. Min feriedagbog lå i mit skød, jeg havde ikke skrevet et ord, inden jeg faldt i søvn. Så tog jeg mine sandaler på og svingede mit håndklæde over skuldrene. “AVVVVVV!” skreg jeg nærmest, da håndklædet ramte mine ildrøde skuldre. Jeg kiggede ud på havet. En måge skreg. I nogle sekunder lod jeg mit blik glide over det bølgende, skinnende vand. Grunden til at vi valgte et krydstogt, var netop for at se forskelligheden i den skønne natur, efterhånden som vi kom rundt. Og jeg kunne slet ikke vente på at se øen Madagaskar, som jeg havde læst så meget om. Jeg tog en dyb indånding og nød den salte luft fra det Indiske Ocean. Så rejste jeg mig op og gik mod buffeten. Da jeg kom ind ad døren, så jeg straks min familie. Det er nu heller ikke så svært at få øje på en hel familie i farvestrålende hawaiiskjorter. Min familie havde åbenbart også opdaget mig, for de vinkede. Jeg gik hen til dem og satte mig. En tjener kom hen til vores bord og spurgte: “Hvad ønsker I at drikke?” “Min far svarede straks “8 glas isvand.” Derefter gik tjeneren videre. Så pegede og råbte min lillebror Frederik: “Se! Et skib!” “Ja Frederik, dem har vi efterhånden set mange af,” svarede jeg drillende. “Jamen, der kommer røg ud af vinduerne, og de har sendt et nødblus op!”. Med et blev denne smukke morgen, hvor havet lå badet i solskin og duften af kokosolie fra de omkringsiddende turister hang tungt i spisesalen, noget helt for sig selv, det blev til DEN morgen. Det er svært at forklare, hvad der skete, for pludselig forvandledes den afslappede feriestemning til en panisk angst, der lammede mig. Blodet i min hjerne dunkede, jeg følte mig svimmel, og mine fingre var klamme og kolde. Det var ikke så meget kaptajnens besked om, at man ville yde assistance til skib i nød, og at alle blot skulle forholde sig i ro og forlade dækket, der gjorde indtryk. Nej det var det, der skete efter, som forvandlede historien om mennesker i havsnød, til en frygtelig løgn. Den løgn der for altid ændrede mig. Jeg har altid haft et lyst sind. Far siger, mit humør er som mit hår, lyst

128

og bølgende, som når solen og vinden leger med hveden på marken på en sommerdag. Jeg har altid haft let ved at møde nye mennesker og har altid tænkt det bedste, om dem jeg ikke kender. Men fra DEN dag, blev det anderledes. Min tillid blev erstattet af mistro og angst. Kaptajnens stemme lød pludselig bævende og usikker og han snublede over ordene: “Vi ved endnu ikke hvad der sker, alle bedes forholde sig i ro”. Kort tid efter, var ingen i tvivl om, hvad der var sket. Vi var under angreb, under angreb af pirater... Kaptajnens stemme var erstattet af Arab, piratskibets anfører og turisternes small talk i spisesalen var nu erstattet af gråd og angst. Vi blev alle kommanderet ned på gulvet.

Alexander Svane

129

Kaptajnen og hans besætning blev ført ind i spisesalen, og kastet ned på gulvet til os andre. Tre pirater gik rundt med en pose og beordrede alle til at lægge deres smykker, penge og andre værdigenstande ned i posen. En pirat kom hen til mig og bad mig tage min halskæde af. Mine hænder rystede, og jeg famlede med låsen. Jeg kunne mærke hans utålmodighed og lugte hans stærke, og sødmefulde ånde. Pludselig rakte han sin højre arm imod mig, jeg stivnede af skræk og lukkede mine øjne. Han rev kæden af min hals med et hårdt ryk og skubbede mig derefter i gulvet igen. Min mor græd, da han tog halskæden, som hun havde fået af min afdøde oldemor. Så signalerede Arab til mændene, at de skulle gå op og tømme værelserne for værdigenstande. En pige ved siden af mig græd. Hun var lille og spinkel, med lyserøde briller. Hun tørrede sine øjne i sit ærme og snøftede. Jeg lagde mig ved siden af hende og hviskede: “Det skal nok gå alt sammen, de vil bare have vores penge. Ved du hvor dine forældre er?” Pigen rystede på hovedet. “Jeg skal nok passe på dig, og jeg er sikker på at dine forældre har det godt,” hviskede jeg. Pigen smilte til mig og tog min hånd. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, det var som om tiden stod stille. Nu var piraternes råb erstattet af en larmende stilhed. Jeg kunne høre børn græde og en ældre dame der ømmede sig: “Jeg har så ondt i mit ben.” “Kan Jeg hjælpe dig,” sagde jeg hurtigt. “Ja, jeg vil gerne op og sidde.” Kvinden var tung, men ved fælles hjælp kom hun dog op og sidde på gulvet. “De er væk, de er taget af sted,” blev der råbt fra vinduet. Det var nogen der rejste sig op, men jeg turde ikke helt, for var de nu gået? Jeg havde blandede følelser, glad for at vi var fri, men ked af det over den skræmmende oplevelse. Min familie og jeg krammede hinanden og græd samtidig. Så gik vi op på vores værelse. Alt lå spredt ud over gulvet. De havde taget vores parfume, smykker, penge og elektroniske apparater. Det føltes klamt, at en fremmed person havde rodet i vores personlige ting. Der var uvirkeligt. Selvom det lige var sket havde piraterne været ombord. Det er jo ikke lige det, man regner med vil ske, når man tager på et krydstogt. Det er surrealistisk, og alligevel husker min krop det ganske tydeligt: lugten af piraterne, deres stemmer, angsten... følelsen af ikke at kunne stole på fremmede.. . det startede med en løgn, men den følelse jeg sidder tilbage med er sand, den er min virkelighed, frygten for det ukendte, uvisheden om jeg tør stole på andre... Hvad mon der vil der ske nu?

130

Den rene sandhed - og andre historier om løgn Forfattersporet på Den Kreative Skole er et skriveværksted, hvor fortælleglade, tænksomme og kreative unge mennesker i fællesskab og på hver deres præmisser skriver spændende historier i feltet mellem fantasi, erfaring og sprog. Det er anden gang, at Den Kreative Skole udgiver en illustreret novellesamling. Og i år har de unge forfattere endog den ære at bidrage til fejringen af Den Kreative Skoles 25 års jubilæum. Som i 2012 har det været en gave, at både nuværende og tidligere elever på skolens billedkunsthold samt nogle af forfatterne og deres venner har bidraget med illustrationer til novellerne. Såvel forfattere som illustratorer er i alderen 12 til 17 år, og det er en fornøjelse her at præsentere deres arbejder i bogform. Her er fantasy, krimi, socialrealisme og et enkelt essay at dykke ned i. Skøre, skæve, rystende og rørende historier. Hvad ved vi egentlig om, hvad der sker i hinandens hoveder, når fantasien får frit løb? Her er et indblik.