Det sorte tog by denkreativeskole

DET SORTE TOG Nina Heinmann

Illustrator: Cecilia Therecia Anderberg

Novellen vandt andenpladsen ved sommerens Fantasy-novellekonkurrence fra Herlufsholm 2014. 1

DET SORTE TOG ved Nina Heinmann

Hver morgen i de otte år Kamile har levet, har Det sorte tog stoppet uden for hendes hus, hver morgen kl. otte. I dag, på hendes otte års fødselsdag, vil hun stige ombord for første gang. Hun har tit kørt i tog med sin mor. De gør det hver måned, når de skal besøge mormor. Kamile elsker at køre med tog. Tog er spændende. Hun elsker deres fart og deres automatik. Den måde at selv om de ligner et stort monster, er de altid gode. Man ved hvor de skal hen. Kamile ved ikke, hvor dette tog skal hen. Der er noget ved toget. Den måde, det altid stopper uden for hendes hus. Holder der i præcis tre minutter, og så kører videre. Altid samme tid, altid samme fart. Kamile har tit spurgt folk hvad toget er for noget, men folk bliver så bange og mærkelige når hun spørger ind til det, og beder hende lade være med at spørge om den slags. Hun snakker med sine venner i skolen. De kender også toget, men de ved lige så lidt som Kamile. Det er så mærkeligt, for hendes klassekammerater siger også at toget stopper ved deres hus præcis kl. otte i tre minutter. Men det vil jo være umuligt. Det kan Kamile vel se ligeså godt som enhver anden. Kun julemandens kane, kan flyve så hurtigt. Nu er det nu. Lokomotivets forlygte lyser svagt gennem sneen et par kilometer væk. Kamile står og tripper på det øverste af de tre trappetrin udenfor murstenshuset. Hun har en lang frakke på, der dækker hendes krop, så kun hendes skospidser stikker ud under den tynde uld. Hun har en firkantet kuffert i den ene hånd og en slidt rygsæk på ryggen.

Det sorte tog nærmer sig langsomt. Dets glatte jernfacade nærmer sig i en lang svævende bevægelse hen over de frosne spor. Kamile mærker et sug af spænding, da Det sorte tog glider ind foran huset. En tynd damp står ud fra Det sorte togs sider, som er det et levende dyr med varme i kroppen, der er ude i sneen. Det er et lydløst tog. Det har Kamile aldrig forstået. Tog laver lyd. Det gør toget til mormor i hvert fald altid. Så hvorfor er dette underlige damplokomotiv af sortsvedet jern, så helt stille. Kamile knipser sin nedbidte negl mod slåerne på sin kuffert, og lytter til det stille ’kling’, slaget laver. Så kigger hun på hvordan toget hjul drejer og hvordan bremserne bliver slået mod hjulene, og får orange gnister til at lave smeltede fordybninger i sneen. Men den tidlige morgen er helt stille. Morgengryet kigger frem i horisonten, og afslører et lyserødt slør bag det mørke tog, der langsomt sætter farten ned og stopper. Kamile kigger på sit ur, og observerer hvordan toget stopper præcis kl. otte:00, og røgen fra skorstenen foran i toget stiger lige opad i manglen på vind. Som altid, ser det ikke ud som om toget har nogen dør, før en lys firkant pludselig står frem i den forreste ende af lokomotivet, der ikke er længere end ti meter langt. Døren glider op, og drejer om så den ligger i et ekstra lag på siden af toget, som den plejer. Alt hvad der er at se i toget, er hvidt lys. Kamile er forundret. Aldrig har hun været så tæt på det sorte tog før. Hendes mor har altid sørget for at holde øje med Kamile kl. otte om morgenen. Nogle gange har Kamile taget hende i at stå i sin døråbning og kigge på hende, mens moren tror at hun sov. Hendes udtryk er så lidende, at Kamile altid er tæt på at løbe hen til hende og give hende et kram. Hun tager sig selv i at stå og stirre på toget, men kommer hurtigt i tanke om, at hun har besluttet sig for at stige ombord. Hvor er det spændende. Så længe har hun kigget på det, og undret sig. Nu vil hun få svar. Hun hanker op i sin lille rygsæk, og tager begge sine uldne luffer om den tunge kuffert, og småløber hen mod togets skyggefulde facade. Som hun nærmer sig det lysende omrids, kommer en mand til syne i døråbningen. Han er høj, og har kulsort hår. Han er klædt i sådan noget

gammeldags konduktørtøj, som Kamile kun har set på film. Han er iklædt et klassisk jakkesæt i mørkeblåt fuld af guldknapper. På hovedet har han en puffet kasket i samme natblå farve. Kamile har aldrig set ham fra sit vindue før. ”Velkommen,” siger han med en lidt syngende stemme. Hans øjne er vidt opspilede og hans smil er meget stift. Han ligner lidt Kamiles dukke. ”Er de helt sikker på, at de vil med frøken?” Spørger han, og læner hovedet lidt på skrå, uden at fjerne sine glasøjne fra Kamile. Hun føler sig ikke skræmt af ham. Hun har en fornemmelse af, at han ikke er rar. Han opfylder alle kriterierne for en fremmed, og dem må Kamile ikke gå med for sin mor, men hun er tiltrukket af det lys, der er bag ham. Alle de år har hun kigget på det lys, og hun tøver ikke fra sin beslutning. ”Meget gerne hr,” siger hun og retter sig op, og sender ham et smil. ”Men jeg har altså ikke nogen billet.” Hun tripper lidt i sneen, og har det lidt som hvis hun har glemt at aflevere en hjemmeopgave i skolen. Manden siger intet, og Kamile kigger lidt efter op, i den tro at han er gået ind, og toget er kørt lydløst videre som det plejer. Men han står der stadig, med sit stive grin. Så træder han til side, og med en bevægelse som en balletdanser, folder han sin arm ud, som en gestus til at hun må gå forbi ham. Hun småhopper op ad de stejle trin, og kigger ikke tilbage på den mærkelige konduktør, som hun træder ind i en gammeldags togvogn med mønstrede vægtæpper på loft og vægge. Med nogle få undtagelser, ligner det faktisk næsten de tog Kamile før har kørt med. Hun ved ikke om hun skal være lettet eller skuffet. Som i en normal kupé, er der sæder med plads til fire personer i rækker i hver sin side af kupeen. Der er folk ombord. Det gør Kamile en smule mere tryg, for hun har aldrig hørt om eller set nogen stige på det sorte tog før. Kamile står lidt i gangen og kigger rundt i kupéen med sin kuffert ved fødderne. Toget står stadig stille og de lange vinduer afslører silhuetten af hendes lille hus i det blå tusmørke. Hun bevæger sig fremad mellem sæderne. Der er kun omkring tolv andre passagerer ombord, og de sidder alle sammen og kigger ud ad vinduerne.

Mærkeligt. Der er ingen der kigger på hende. De er alle sammen mænd, og ingen af dem ser ud til at være børn ligesom Kamile. Kun en enkelt hvidhåret dreng bagerst. Han er nok cirka femten. ”Hovsa, undskyld!” Udbryder Kamile, da hun er ved at falde over en sovende rødhåret mands ben, der vender ud i kupeen. Han vågner med et sæt, og et par skræmte brune øjne møder hendes. Meget skræmte. Den eneste gang Kamile har set nogen være så skræmt, er når hendes mor kigger på hende i smug, når det sorte tog kommer forbi. Mandens hår er langt og utæmmet, og farven minder om hendes egen hårfarve, en dyb ræverød farve. Hun fejer sine røde lokker om bag ørene. Han ser ud til at være omkring fyrre, og har tatoveringer langt op ad begge arme. Da han ser hvem hun er, forvandler hans ansigt sig til overraskelse til dyb undren. Kamile kan mærke de andre passageres øjne på hende også, og pludselig bliver hun nervøs. Hvorfor siger ingen noget? Hun fniser nervøst og går videre. Hun slår sig ned på en plads et par sæderækker fremme. Væk fra alle af de underlige passagerer. I det øjeblik hun sætter sig ned, begynder toget at rulle, og hun ser sit hus forsvinde langsomt. Toget sætter farten op. Meget. Det kører så hurtigt, at det fremkalder en kriblen i Kamiles mave, og udsigten bliver helt udvisket af farten. Mærkeligt. Så hurtigt har de tog hun har kørt med før, aldrig kørt. Der er stadig ingen der siger noget i kupéen, og Kamile kigger rundt på sine medpassagerer. De er alle af et barskt udseende. Flere af dem er skaldede og én har tatoveringer hen over hovedet. Nå, men der stiger nok snart nogen andre på, hun kan snakke med. Kamile tager et Anders Ans blad op af sin rygsæk, og lægger det på bordet foran sig. Det er et blad hun har fået i fødselsdagsgave fra sin mor om morgenen. Hendes mor havde været udsædvanligt glad den morgen. Siden Kamiles far forlod dem, da hun er tre, har moren været meget beskyttende og skræmt anlagt. Som om hun hele tiden troede at Kamile ville gøre et eller andet slemt.

Og det har hun så gjort i dag. Kamile er simpelthen blevet træt af ikke at måtte gøre hvad hendes venner i skolen måtte. De måtte slev cykle i skole, og de måtte tage med hinanden hjem at lege efter skole, men Kamiles mor havde altid forbudt hende det. Bedt hende om at tage bussen hver dag, og hvis hun skulle lege med sine venner, skulle hendes mor være til stede. Kamile forstår ikke alle disse regler, og hun vil på eventyr. Men da hun havde spurgt ind til det sorte tog, var hedes mors øjne blevet tomme, og hun var begyndt at overvåge Kamile om morgenen, når det kommer forbi. I morges var Kamile bliveret vækket tidligt med gaver, og da moren var taget ud for at hente rundstykker ved bageren, havde hun hevet sin for-pakkede kuffert frem, og løbet ud af døren til det mystiske tog. Stilheden larmer i hendes ører. Manglen på lys fra toget, og mændene i kupeens totale stilhed, gør hende urolig. Den får hende til at flytte sig i sædet, og bladre meget langsomt i sit Anders And blad. Det minder hende om når klassen har en test, og alle er så stille, at hun bliver bange for at lave den mindste lyd. Til sidst lægger hun bladet fra sig og kigger ud af vinduet. Det fortryder hun dog hurtigt, da de blinkende udviskede lys og farver gør hende svimmel. Toget kører om muligt endnu hurtigere, end da hun lige var steget på. Som tiden går bliver det kedeligt. Ingen siger noget, og hun kan hverken læse eller kigge ud af vinduet. Kamile tager en beslutning. Hun vil stige af ved næste stop. Men… Hvor stopper toget? I den halve time hun snart har siddet her, er det ikke stoppet endnu, og hun kan ikke se hvor hun er, med den slørede udsigt. Kamile trykker nærmest som en refleks på den lille knap over hende, der tilkalder en ekspedient. Den siger et lille ’pling’, og lyden skærer nærmest i hendes øre i stilheden. Den har åbenbart også overrasket de andre passagerer, for pludselig stirrer de alle sammen på hende. I et kort øjeblik, får Kamile øjenkontakt med manden, hvis ben hun næsten var faldet over. Hans øjne udstråler endeløs frygt, og også en slags håbløshed. Han kigger på hende som om hun lige har fortalt ham at hans

hund er død, eller at julen er aflyst i år. Nej. Værre. Som om hun har fortalt ham at jorden vil gå under om lidt. Der går kun et par sekunder, og så står der en ekspedient foran hende. Først tror Kamile, at det er konduktøren fra før, da hans tomme øjne, stive smil og dybe natblå uniform er den samme, men hun lægger mærke til at ansigtstrækkene er en smule anderledes. ”Hvem skulle det være?” Spørger ekspedienten og smilet får et strejf af ironi og ondskab. Hovedet lænes en smule på skrå. Kropsholdningen er åben, med armene ned langs siden, og en fast positur med vægten lige på begge ben. Kamile rømmer sig. Har manden lige sagt ’hvem skulle det være?’ mente han ikke ’hvad skulle det være?’ ”Hvor er jeres næste stop?” Spørger hun, og prøver at lyde ligesom når hendes mor snakker med ekspedienterne i toget til mormor. Mandens læner sig en anelse frem mod hende, og spiler øjnene en smule op, uden at miste det uhyggelige smil. ”Hvem skulle det være?” Gentager han insisterende. Okay tænker Kamile. ”Min mor,” siger hun. ”Jeg vil gerne hjem til min mor. Hun bor ved jeres seneste stop, der hvor jeg står på. Det er ’hvem’ det skal være,” siger hun med en skinger stemme, der afslører et hulk, der slipper op gennem hendes hals. Denne her tur er ikke den eventyrrige tur, hun havde forventet. Hun tørrer stædigt en tåre af sin kind med bagsiden af hånden. Manden afslører sine tænder, og ser nu officielt ligeså uhyggelig ud, som en dukke Kamile engang så en i en butik. Der mangler bare et par syninger ved mundvigende og knapper i stedet for de mørkegrå øjne. ”Din mor,” siger han manisk og en smule hysterisk. ”Jeg skal bruge et navn.” ”Manitha,” hvisker Kamile, for at undgå at græde, og tænker på sin mors smukke blonde krøller, der får hende til at ligne en smuk prinsesse. Hvorfor har Kamile dog forladt hende. Alt hun havde gjort, var et passe på Kamile, og hun har været utaknemmelig. Hun vil bare have sin mor.

Kamile kigger ikke på dukkemanden, da han siger: ”Efternavn?!” Han lyder som en der ikke har fået mad i flere uger, og bare beder om et lille stykke brød. Kamile er bevidst om alle de håbløse, chokerede og bekymrede blikke på hende, fra medpassagerene, da hun siger: ”Mortesen. Manitha Mortesen!” Et gisp lyder, og bryder den fuldstændige tavshed fra hendes medpassagerer. Hun kigger rundt og ser at det er den rødhårde mand. Hans øjne er så sorgfyldte, at Kamiles tårer begynder at løbe igen. De kigger hinanden direkte i øjnene, og mandens tårer triller ned ad hans kinder, og laver våde striber på hans rødmossede hud. Der er noget så uendeligt bekendt ved ham. Hans mund bevæger sig hurtigt, som om han hvisker noget til sig selv igen og igen. Ekspedienten rømmer sig, og Kamile kigger op på ham, og ser hans hvide tandsmil blive bredere end menneskeligt muligt. Han undslipper et lille hysterisk fnis, og siger: ”Skal straks ske, skal straks ske, skal straks ske,” mens han nærmest danser ud af togvognen. ”Nej,” kan Kamile høre den rødhårede mand hviske. ”Nej nej nej nej.” Hans sorgfyldte og skræmte øjne, kigger på hende. Studerer hendes ansigt, hendes hår og tøj. Kamile studerer også manden. Hans ansigt er en smule sammenpresset med en lille opstoppernæse og mørkebrune øjne. Han er iklædt en slidt skovmandsskjorte med røde og grønne tern. Han ser så bekendt ud, og Kamile er frustreret over ikke at vide hvorfor. Er han én af hendes gamle lærere? Har han arbejdet i en butik hun kender? Efter omkring 10 sekunders ubrudt øjenkontakt bliver det for meget. Kamile rejser sig fra det gule stof-overtrukkede sæde, og går hen mod manden, der ser mere og mere forarget ud. På vejen tramper hun hårdt i gulvet, og sørger for at ramle sin kuffert ind i alle sæderækkerne. Stilheden er for meget. Og den skal stoppes nu. Hårdt kaster hun sig ned i sædet overfor den rødhårede mand, som let viger væk fra hende. Hendes røde uredte lokker, hænger ned foran hendes ansigt og rører næsten mandens hænder, der er foldede på det lille bord imellem dem.

”Hvad sker der?” Spørger hun insisterende og prøver at lyde myndig og hård. ”Hvor er vi? Hvorfor kører toget så hurtigt? Er de mænd der dukker? Hvorfor er toget lydløst? Hvorfor siger ingen noget? Hvem er du? Hvorfor stopper toget ikke så jeg kan komme af? Og hvor kender jeg dig fra?” Spørgsmålene vælter ud af hende, som et vandfald fra en bjergside, og hun hæver stemmen for hvert af dem. Manden kigger ned i bordet med sit fortvivlede udtryk, og hans ’nej, nej, nej’ er begyndt igen. ”Svar mig!” Nærmest råber hun, og slår ned i bordet med en håndflade, og mærker med det samme de stirrende blikke. ”Svar mig!” Hun er ligeglad. ”Svar mig svar mig svar mig svar mig.” Tårerne strømmer ned ad hendes kinder. ”Jeg vil hjem til min mor,” hendes stemme er en hvisken, og hun falder grædende sammen i sædet. ”Så så,” siger manden pludselig med en stemme, der lyder som om den ikke har talt i flere århundreder. ”Så så Kamile. Så så.” Kamile stivner. ”Hvor kender du mit navn fra?” Spørger hun og manden stivner. Hun stirrer intenst på ham. Prøver at tømme sin hukommelse for information om manden. Intet. ”Okay okay,” siger han og kigger lige på hende, med sine brune øjne. ”Jeg vil prøve at besvare dine spørgsmål så godt jeg kan.” Han kigger på hende, og en smule af frygten i hans øjne forsvinder. Kamile retter sig op og kigger på manden. Hun er træt og ked af det, og vil gerne af dette underlige tog. ”Dette er ikke et tog,” starter manden med smerten lysende fra sine ord. ”Du behøver ikke at forstå det men vi er ikke i vores egen verden. Da du steg på toget steg du ind i en slags, øh, portal. Til en anden dimension som vi kører i lige nu.” Kamile kigger undrende på ham. Hun har læst om portaler og andre verdener før, men er efterhånden begyndt at tro, at det kun hører til i hendes bøger og film. Manden fortsætter: ”Toget du ser i den verden du er i med din mor, eksisterer ikke her. Portalen er væk nu, og der er kun denne kupé i denne verden. Det er derfor toget er lydløst. Fordi det ikke eksisterer i din verden.” Han tøver med den næste del og kigger ud af vinduet, som åbenbart ikke gør ham svimmel.

”Når man stiger ombord på dette tog, gør man det af en grund. Øh. Kender du det når du er meget sur på nogen? Når du bare ønsker at de ikke skal, øh, være sammen med dig mere.” ”Ja.” ”Hvis man stiger ombord på toget, er det fordi man vil, øh altså, ’slippe af’ med en person. Det er derfor vi alle sammen er her. Fordi vi har valgt at eksistere i en anden verden, fordi vi er meget sure på en person, og gerne vil have at personen, ja altså, skal forsvinde.” ”Altså ligesom hvis man sladrer om nogen, og de bliver sendt hjem?” ”Ja sådan! Og det er derfor vi ikke siger noget. Fordi vi ligesom dig, savner vores familie,” hans øjne udstråler smerte ved ordet. ”Hvorfor steg du ombord?” Spørger Kamile. ”Jeg har et barn. Eller jeg har to,” siger han og kigger væk. ”Mit ældste barn var en dreng ved navn Rocco. Og, der var én der tog ham fra mig. Forstår du, det blev jeg meget sur over, og jeg vil gerne have sendt ham der tog ham hjem, du ved.” ”Hvem er de underlige mænd i de blå uniformer?” ”Det er de mennesker, der kommer fra denne her verden. De er her for at tage imod dem vi gerne vil af med. Det gør vi ved at trykke på knappen, du lige trykkede på, og give dem et navn. Så klarer de sagerne.” Kamile gisper. ”Hvad sker der med min mor?” Hvisker hun. ”Det ved jeg ikke,” siger manden, men Kamile kan mærke at der er noget han ikke fortæller. ”Jeg må af,” udbryder Kamile, og rejser sig pludseligt op. ”Nej,” udbryder manden, og hiver hende ned igen. ”Man, man kan ikke stå af på det her tog. Så kommer man ikke tilbage igen. ”Til toget?” ”Ja. Og heller ikke til nogen andre steder,” siger han dystert. Kamile kigger skræmt på ham. ”Fortæl mig om dig selv,” siger han. ”Hvorfor er du steget ombord?” ”Jeg var nysgerrig,” siger hun og føler sig som én, der har taget en kage uden at spørge. Skyldig. Det var så dumt at tro, at hun bare lige kunne stige ombord på et tog hun ikke ved noget om. ”Og så stod jeg bare på.

Min mor gad ikke fortælle mig hvad det er, og hun lader mig ikke gøre noget, så jeg steg ombord for at komme på eventyr.” Hun krummer sig sammen i skam. Til hendes overraskelse ler manden. ”Du minder så meget om mig!” Udbryder han. ”Hvor længe har du været her?” Spørger Kamile. ”Jeg ved det ikke. Hvor gammel er du?” ”otte år. I dag” Hun kan ikke lade være med at smile. Fødselsdage har altid været noget hun elsker. ”D. 3 december,” mumler manden. ”fem år.” Kamile kigger undrende på ham, men undlader at spørge om noget. ”Du er så smuk,” siger han pludselig med et smil, der nærmest virker stolt. Hans ord lyder som om han vil stoppe deres samtale. Kamile lægger mærke til at lyset ændrer sig i kupéen. Noget er ved at ændre sig. ”Hva..” Når Kamile at udbryde. ”Vi er på vej ind i verden,” siger han og rejser sig op. Hans smil er lille og stift og øjnene fulde af sorg. Uden at tøve tager han sin jakke på, der ligger på sædet ved siden af ham. Så rejser han sig stille op, og betragter det slørede landskab bag vinduet. Kamile tør ikke at kigge, men sniger sig til det alligevel. Togets fart er sænket. Det kører nu som et fuldstændigt normalt tog, ligesom det til mormor. Hun kan pludselig kende landskabet. De kører på hendes vej. De små murstenshuse ligner hendes eget. Røde og firkantede. Hun kan også se husnumrene. Nummer 33, 31, 29. Det tæller hurtigt ned mod nummer 1. Det hus hun kender allerbedst, og savner uendeligt lige nu. ”Stopper vi?” Spørger Kamile og springer op af glæde. Manden, der nu står iklædt en lang skjortejakke i midtergangen, vender sig mod hende. Hans kinder er våde, og øjnene røde og opsvulmede. Som om han har grædt i flere år. ”Så egoistisk dengang,” mumler han. ”Jeg gør det for hende. For Ricco.” Højt siger han: ”Nej. Men det er på tide for mig at stå af. Bare rolig. Din mor

vil være i sikkerhed. Det smarte ved det her tog er, at jeg bare kan sende mig selv hjem, og så vil de ikke tage din mor.” Han bevæger sig hen mod glasdøren, der åbner, hvis man trykker på knappen ved siden af den. Han trykker på knappen og døren glider lydløst op. Kamile løber hen imod ham og holder døren fra at lukke med den ene lille hånd. De står overfor hinanden. Hendes ansigt vendt opad mod ham, og hans nedad mod hendes. Toget sætter farten mere og mere ned. Klar til at stoppe ved det velkender røde murstenshus. Et lille vindue over den sortsvedne dør, afslører at sneen daler stille ned på den anden side. De står begge grædende og kigger på hinanden. Kamile ønsker ikke at gøre denne mand fortræd. ”Lad være,” siger hun og tager hans hånd i desperation. ”Der må være en nødbremse. Der er nødt til at være en.” Han smiler lidende til hende. ”Der er ingen nødbremse på dette tog. Det her er den eneste måde. For dig. For Ricco. For Manitha. Du skal nok klare dig. Måske slipper du fra dette tog en dag. Hvem ved. Måske lader de en så uskyldig og smuk pige som dig gå.” Endelig mærker hun et lille glimt af håb, i hans ellers håbløse stemme. ”Hvem er du egentlig?” Hun bliver nødt til at vide det, for hun ved ikke hvornår hun vil se ham igen. Han lægger en blød hånd mod hendes kind, og smiler til hende. Toget er stoppet helt nu, og den store metaldør giver sig en smule. Han læner sig frem og kysser Kamile på panden. Hun mærker et stik i maven. Hun har det som om hun er ved at miste en hun rigtig godt kan lide. Nu glider døren helt op, og et pust af kulde fylder rummet. Sne lander på Kamiles arme, og smelter med det samme igen, og efterlader en lille dråbe kulde på hendes befregnede arme. ”Alting skal nok blive okay min lille ræv,” siger han og så træder han ud i vintermorgenen. Så snart han er ude af døren opløses hans krop, og går i et med snefnuggene i luften. Han er væk. ”Nej!” Råber Kamile, og rækker ud efter hvor hans skikkelse lige er, men for sent. Døren lukker og hun kan mærke hjulene begynde at rulle på toget, der ikke er et tog.

Hun falder sammen på gulvet i gråd. Lægger kinden mod det fint mønstrede gulvtæppe og græder. Hun skriger, og igen er hendes skrig den eneste lyd i den kunstigt oplyste entré. Hans ord giver genlyd i hendes hoved. ’Min lille ræv’. Og pludselig er hun tilbage til dengang hun er tre. Hun ligger i sofaen, og har øjnene på klem. Hendes forældre skændes. De tror hun sover. De råber og råber, og Kamile prøver desperat at lukke ørene for deres råb. Til sidst bliver der stille, og hun kan høre skridt nærme sig hende på sofaen. Det er hendes far. Hendes far med det ræverøde hår, de brune øjne og den lille opstoppernæse. “Farvel min lille ræv. Vi vil mødes igen,” siger han og kysser hende på panden. Så smækker han døren, og kommer aldrig tilbage. Hun er tilbage i toget. Mindet om sin fars kys brænder på hendes pande. Langsomt rejser hun sig, trykker på knappen til glasdøren, og sætter sig i sædet fra før, og betragter de slørede vinduer. De gør hende ikke svimmel længere. Så trykker hun på knappen i loftet, og observerer manden i den blå uniform danse sig vej hen til hende. ”Hvem skal det være?” Spørger smilet. ”Kamile Mortesen,” siger hun beslutsomt. Far sagde at det er som at blive sent hjem. Alt hun ønskede er at komme hjem. ”Skal straks ske,” siger smilet, og tager fødselsdagsbarnet i hånden. Hans hænder er kolde som december-sneen. ”Følg med,” siger han ligeså lydløst som toget.

Jeg hedder Nina Heinmann og er 15 år gammel. Jeg går på forfattersporet på Den Kreative Skole og har gjort det i 2 og et halvt år snart. Jeg har altid elsket at skrive og jeg begyndte allerede som helt lille at lave små bøger i hånden af papir, og så snart jeg blev 9 og fik en computer mellem mine hænder, begyndte jeg at dyrke det og skrive noveller som denne. Forfattersporet, som jeg startede til som 13 årig har hjulpet mig til at skrive bedre og mere seriøst og har givet mig mulighed for at møde en masse dygtige forfattere og skrive sammen med en masse dygtige forfattere. Novellen her er skrevet til Herlufsholms Fantasy Bogmesses novelle konkurrence 2014.

Fremstillet af den Kreative Skole 16