10 minute read

Kærlighed på film

Next Article
Syrian Doc Days

Syrian Doc Days

STORE DRAMAER OG STORMENDE FORELSKELSER

Borte med blæsten

Det Danske Filminstitut sætter fokus på kærlighedsfilmen i juli, august og september. Derfor blænder vi op for store dramaer om stormende forelskelser, små animationsfilm om det første kys og lune komedier om kærlighedens vildveje.

Startskuddet gik i slutningen af juli med Open Air-visninger i hele landet – først i Aalborg og siden i København, Kolding, Århus og Odense. I august og september kan du møde kærligheden i Cinemateket og deltage i fx filmdating med fællesspisning, høre foredrag om filmkys eller opleve alle tiders romantiske tragedie, ’Romeo & Julie’, i selskab med kærestesorg-ekspert Maria Jencel fra podcasten ’112 for knuste hjerter’. ’Casablanca’, ’Den eneste ene’ og ’Dirty Dancing’ er selvfølgelig heller ikke til at komme udenom i denne filmserie med tidens største kærlighedsklassikere fra nær og fjern gennem et helt århundrede. Vi har også farvet august måneds udgave af Film, tapas & cocktails i den forbudte kærligheds tegn (læs mere s. 10), lige som der er kærlighed i både Strikkebiografen og i Cinematekets nye faste stumfilms-event, Silent Sundays. Og så er der også kærlighedsfilm for de yngste i Børnebiffen (læs mere s. 21).

Cinemateket ligger i et hus, hvor alle, der arbejder, elsker film. Den kærlighed vil vi gerne dele med jer. Derfor kan du også få kærligheden at føle andre steder end i Cinematekets sale. Hvis du har lyst til at streame kærlighedsfilm derhjemme, kan du gå på opdagelse på Filmstriben, hvor der er udvalgt en samling af spillefilm og dokumentarfilm, der viser kærlighedens mange ansigter. Du kan også dykke ned i filmhistorien og se Danmarks allerførste kærlighedsfilm på Filminstituttets streamingside Stumfilm.dk. På undervisningssiden Filmcentralen kan lærere og elever arbejde med kærlighedsfilm i undervisningen, og de kan komme ind i Cinematekets filmstudier FILM-X og skabe deres helt egne kærlighedsfilm. Læs mere om Filminstituttets mange aktiviteter på dfi.dk.

Romeo & Julie

MAN 08/08 19:00 + LØR 20/08 18:45 + TIRS 06/09 18:30

Borte med blæsten

Gone with the Wind / V. Fleming, 1939 / eng. tale / 238 min.

Vivien Leigh og Clark Gable danner filmhistoriens vel nok mest berømte romantiske par, Scarlett O’Hara og Rhett Butler, i ’Borte med blæsten’, en stort opsat og kolossalt ambitiøs fortælling fra USA’s sydstater i de turbulente år omkring Den Amerikanske Borgerkrig. Det er en storslået film, en ekstravagant og teknisk overlegen produktion fra Hollywoods guldalder, og en film, der tager hele følelsesregistret i brug i fortællingen om en kærlighed så stærk, at alt går op i flammer. Helaftensfilm med pause.

LØR 06/08 19:15 + MAN 15/08 20:00 + TORS 25/08 21:30

Knuste hjerter: Romeo & Julie

William Shakespeare's Romeo + Juliet / Baz Luhrmann, 1996 / eng. tale / 120 min. (140 min. inkl. intro)

Lad tårerne få frit løb til kærlighedstragedien over dem alle: Historien om Romeo & Julie – her i Baz Luhrmanns forrygende 90’er-version med en purung Leonardo DiCaprio over for en endnu yngre Claire Danes. EVENT Den 15. august byder vi på Ben & Jerrys-is og Kleenex til visningen, hvor Maria Jencel, podcastvært fra ’112 for knuste hjerter’ og ekspert i hjertesorg, introducerer.

FRE 19/08 17:00 Filmdating

190 min. inkl. spisning i SULT og introduktion i salen.

EVENT Bliv matchet med andre, der elsker den samme kærlighedsfilm som dig. Kom alene eller med en ven, veninde eller i flok og hyg jer med dinner and a movie. Stem på din favoritkærlighedsfilm på Cinematekets Facebookside – den film, der får flest stemmer, bliver vist efter maden. Filmjournalist og kærlighedsfilm-entusiast Freja Dam introducerer til alle tiders bedste kærlighedsfilm i salen inden filmen. Spisning i SULT kl. 17, filmstart i salen kl. 18. Pris inkl. servering: 250 kr. Frist: Den 12. august. Kontakt Restaurant SULT for vegetarmenu.

ONS 17/08 16:45 + TIRS 27/09 16:45 Kærlighedens melodi

Bent Christensen, 1959 / da. tale / 88 min.

En kulørt og kitschet næsten-klassiker fra den danske folkekomedies guldalder i 1950’erne. Nina og Frederik – begge med efternavnet Van Pallandt – spiller det unge, jazz-elskende par, som lytter og kigger længselsfuldt efter hinanden på tværs af hækken. Det eneste problem er, at deres respektive fædre ligger i forbitret nabokrig. Det hele løses til sidst af ingen ringere end jazz-legenden Louis Armstrong, der spiller ”Formula for Love” i smuk duet med Nina og Frederik.

Kærlighedens melodi

TORS 11/08 16:30 + TORS 25/08 16:30 + TORS 01/09 21:30

Den eneste ene

Susanne Bier, 1999 / da. tale / 100 min.

Den skrappe kosmetolog Sus (Sidse Babett Knudsen) og den søde køkkeninstallatør Niller (Niels Olsen) er gift, men desværre ikke med hinanden. Da de mødes ved et tilfælde, ændres alt. Susanne Biers kærlighedskomedie tog både publikum og kritikere med storm, og en ny klassiker var født. Velturnerede replikker, skægt tegnede bifigurer, iørefaldende musik og veloplagt spil gør ’Den eneste ene’ til en af alle tiders dejligste danske kærlighedsfilm.

A Star Is Born – Encore

ONS 10/08 21:15 + MAN 15/08 17:00 + FRE 09/09 21:30

A Star Is Born

Bradley Cooper, 2018 / da. tekst / 134 min.

Fortællingen om den ukendte pige, der opdages af en magtfuld mand, er blevet genfortalt fra ’Askepot’ til ’Pretty Woman’. Men i ’A Star is Born’ bliver den arketypiske fortælling til noget særligt takket være Lady Gagas rå og usminkede spil over for Bradley Cooper, der imponerer som både sanger og instruktør. Deres kemi er tryllebindende, og filmens kærlighedshistorie efterlader tilskueren med en sang på læben, et blødende hjerte – og en forrygende filmoplevelse.

Den eneste ene

SØN 07/08 19:15 + SØN 21/08 19:15 + MAN 12/09 21:30

Bodyguard

The Bodyguard / Mick Jackson, 1992 / eng. tale / 129 min.

Kevin Costner er den professionelle livvagt, og Whitney Houston er den feterede popstjerne, han skal passe på. Kemien starter dårligt, men langsomt kommer der kærlighed i luften. Det er ren popcorn med to af periodens største stjerner – et romantisk superhit af den slags, som anmelderne hader, og publikum elsker. Næsten 700.000 billetter solgte den herhjemme. Dolly Partons ”I Will Always Love You” får den ultimative 1990’er-makeover i Houstons håndfaste udgave.

LØR 06/08 16:45 + TIRS 23/08 21:30 + MAN 19/09 16:30

Fagre voksne verden

The Graduate / Mike Nichols, 1967 / da. tekst / 107 min.

Kan en kærlighedsfilm være desillusioneret og romantisk på samme tid? Dét er i hvert fald Mike Nichols’ klassiker med Dustin Hoffmann som den forvirrede Benjamin, der fanges mellem to kvinder: Den sexede Mrs. Robinson, som forfører ham, og hendes datter Elaine, som han forelsker sig i. Et New Hollywoodmesterværk, fuld af mindeværdige scener, stærkt skuespil og Simon & Garfunkels fantastiske musik.

Fagre voksne verden

Jules og Jim

FRE 05/08 19:15 + TORS 18/08 16:30 + MAN 26/09 19:15

Grease

Randal Kleiser, 1978 / eng. tekst / 110 min.

Mere end en million danskere så ’Grease’ i biografen. Det gør den til den fjerde mest sete film i de danske biografer i 1970’erne. John Travolta og Olivia NewtonJohn er den seje ”greaser” Danny og udvekslingsstudinen Sandy, der har en kort sommer-romance – og tilbringer det meste af filmen med at prøve at finde sammen igen. Stilen er 1950’erne filtreret gennem sen-70’erne, og sangene holder endnu. Titel-melodien er af Barry Gibb fra the Bee Gees.

TIRS 09/08 19:15 + MAN 22/08 21:15 + LØR 24/09 14:15

Jules og Jim

Jules et Jim / François Truffaut, 1962 / da. tekst / 105 min.

François Truffauts trekantsdrama om to venner og kvinden, de begge elsker, er ikke bare en af den franske nybølges vigtigste film, men også en af alle tiders største kærlighedsfilm. Jules og Jim er bedste venner og deler en fælles interesse for kunst, litteratur og kvinder. Ind i deres forhold træder den smukke, vilde og kloge Catherine, som de begge forelsker sig hovedkulds i. En smuk hyldest til kærligheden, friheden, venskabet – og ikke mindst til filmkunsten selv.

Kærlighedens ABC

SØN 14/08 16:00

Silent Sunday: Forførelsens kunst

Das Liebes-ABC / M. Stifter, 1916 / da. tekst / 70 min. inkl. intro

EVENT Lær at forføre som Danmarks hotteste stumfilmstjerne! Asta Nielsen åbenbarer sig som både komisk geni og stum Don Juan i ‘Kærlighedens ABC’, hvor hun iført herretøj instruerer en håbløs bejler i forførelsens kunst. Før filmen giver sexolog Sara Skaarup tips til, hvordan man som Die Asta kan score med sit kropssprog. Bjørn Svin fyrer op for livemusik til visningen, der også har et glas vin inkluderet i billetten.

MAN 22/08 19:15

Filmkys – illustreret foredrag

Diverse, 2022 / da. tale / 90 min. inkl. foredrag

EVENT Lidenskabelige, mangfoldige og forbudte kys. Filmhistoriker Peter Schepelern og forfatter Karen Skovbjerg fylder lærredet med ikoniske kys og taler om læbernes møde i et film- og kulturhistorisk perspektiv i dette illustrerede foredrag. Fra det første smækkys i filmens spæde barndom til Adèle, der blidt kysser Emma i Cannesvinderen 'Adèles liv – kap. 1 & 2'. Kysset har altid fungeret som filmens dramatiske motor og vakt stærke følelser i sin samtid og blandt publikum.

TIRS 23/08 19:00

Kyssets kulturhistorie

Dansk tale / 60 min.

EVENT Forfatter Karen Skovbjerg gæster Filminstituttets Bibliotek og vil fortælle om kyssets historie i ord, billeder og filmklip. Et kys har mange forskellige betydningslag og kan fortælle os noget om den kulturbærende betydning i forhold til køn, magt og eksistens.

Kysset er et udbredt motiv i de fleste kunstarter og ikke mindst i filmkunsten. Det lidenskabelige kys mellem Clark Gable og Vivien Leigh i ’Borte med blæsten’, Heath Ledgers og Jake Gyllenhaals intense gensynskys i ’Brokeback Mountain’ eller ”spaghettikysset” i Disneys ’Lady og Vagabonden’. Uanset baggrunden og årsagen for et kys, rækker vi som mennesker ofte ud efter det, og Karen Skovbjerg afslutter fint sin bog ’Kysset – En kulturhistorie’ med sætningen; ’Når vi har kysset, er vi ikke længere de samme’.

TORS 04/08 17:00 + ONS 17/08 21:30 + ONS 28/09 16:30

Casablanca

Michael Curtiz, 1942 / da. tekst / 103 min.

’Casablanca’ har status som en af filmhistoriens ultimative kærlighedsfilm. Bogart og Bergman er de tidligere elskende, som mødes igen i hans bar i Marokko – og opdager at kærligheden stadig brænder. 2. verdenskrig hærger udenfor, Sam spiller ’As Time Goes By’, de tyske soldater lusker rundt, og slutscenen er legendarisk. En fuldendt, højromantisk Hollywoodfilm, som vandt Oscars for instruktion, manuskript og bedste film.

Casablanca

MAN 12/09 19:00

Kærlighed i dansk film: To generationer mødes

Diverse, 2022 / da. tale / 90 min. inkl. foredrag EVENT Fra 1970’ernes lejrskole-romantik til 2020’ernes kærlighedsdrama om identitet, køn og seksualitet. Hvordan skabte man en autentisk, romantisk ungdomsfilm i 1978, og hvordan gør man i dag? Vær med, når instruktørerne Søren KraghJacobsen og Anna Emma Haudal sammen dykker ned i deres egen og hinandens ’Vil du se min smukke navle?’ (1978) og ’Venuseffekten’ (2021). Det bliver en samtale om den romantiske ungdomsfilms sprog, tematikker og visuelle udtryk og om, hvorvidt spillereglerne inden for genren har ændret sig i løbet af de seneste fire årtier.

MAN 08/08 16:45 + TIRS 16/08 16:30 + FRE 09/09 19:15

Dirty Dancing

Emile Ardolino, 1987 / da. tekst / 100 min.

’Dirty Dancing’ er en af den slags sjældne film, der opfylder samtlige kriterier for, hvad en god kærlighedsfilm skal indeholde: Et næsten eventyrlignende plot, hvor den unge pige reddes af en smuk prins, en kærlighed, der overvinder store forhindringer, fantastisk kemi mellem skuespillerne, masser af god musik og en lykkelig slutning. Historien om Baby, der møder kærligheden på Kellerman’s, er slet og ret en film, man ikke kan andet end at elske.

SØN 21/08 12:00 + TIRS 23/08 16:30 + SØN 28/08 12:00 + TIRS 20/09 16:30

Byvandring: Forelsket i København

da. tale / 120 min.

EVENT Kom med på en historisk byvandring om kærlighedsfilm i København, nyn med på musikken fra en perlerække af danske kærlighedsfilm og stift nærmere bekendtskab med byens historie koblet på film. Historiker og journalist Majken Astrup er vært, og saxofonist Jesper Løvdal og kontrabassist Ida Hvid leverer soundtracket til turen. Mødested: Cinematekets billetsalg. Max. 30 deltagere pr. tur. Pris inkl. forfriskning undervejs: 150 kr.

This article is from: