1 minute read
DANSK HÅNDBOLD FORBUNDS TALENTSTRATEGI
Udvikling i verdensklasse
I dansk håndbold leverer vi topresultater på højeste internationale niveau på såvel herre- som kvindesiden. Det er vi lykkedes med de sidste 30 år, selvom flere af de nationer, vi måler os med, er langt større målt på både økonomi, geografi og antal håndboldspillere – fordi vi er dygtige! Vi har dygtige trænere, og vi har et enestående system, hvor vi er dygtige til at udvikle talenter både i forbunds- og ikke mindst klubregi.
Konkurrencen er skærpet, og flere lande er i spil til at vinde medaljer ved EM, VM og OL. Skal Danmark bevare status som en af de bedste nationer, er det vigtigt, at vi har en strategisk velfunderet talentudvikling. En talentudvikling, der tager udgangspunkt i de definerede værdier, som skaber fundamentet for vores ageren, så vi sikrer os, at talentudviklingen er bæredygtig og har blik for spillernes langsigtede udviklingsmuligheder og ikke bliver forceret med fokus på kortsigtede resultater. Vi tror på udviklingen af “den hele håndboldspiller”, gennem hele håndboldlivet.
Strategien er til for, at vi i fællesskab kan sikre og skabe de absolut bedste betingelser for vores unge, talentfulde håndboldspillere. Det er en særlig tid, vi lever i – den er beskrevet som et accelererende præstationssamfund, og nyere rapporter viser kedelige tendenser med mistrivsel blandt unge. Derfor mener vi også, at det kalder på nye fremgangsmåder. Det kalder på et solidt, værdibaseret ståsted med vores unge talenter i centrum. For de er målrettede og dedikerede, men også et produkt af den tid, de lever i.
Værdibaseret talentudvikling i verdensklasse kan ingen gøre alene. Vi er i Dansk Håndbold Forbund meget bevidste om, at klubberne danner og er rammen for udviklingen af talenternes færdigheder. Her møder vores unge spillere trænere og træningsmiljøer af forskellig form. Talenttræning, ungdomslandshold, klubmiljøer og andre træningsmiljøer skal understøtte hinanden, specielt når det kommer til udvikling af færdigheder og kompetencer. Sammen bærer alle et ansvar for vores unges udvikling, trivsel og præstation.
Talentstrategien er en del af ”Landshold & Elite”-strategien under ”Dansk Håndbold Forbunds forretningsstrategi 2019-2025”. Derudover er talentstrategien en naturlig forlængelse af ”Rigtig, sjov håndbold”, som er Dansk Håndbold Forbunds vidensgrundlag for god og udviklende håndbold for børn og unge.
I forlængelse af denne talentstrategi bliver der udarbejdet et decideret handlingsdokument. Dette er et dynamisk dokument, som opdateres løbende. I dette dokument vil de forskellige strategiske indsatser være beskrevet.
Vision
At udvikle hele håndboldspillere i verdensklasse
Mission
I fællesskab at sikre verdens bedste talentudvikling, der udvikler hele spillere, der kan vinde medaljer med vores A-landshold