1 minute read
Forord
from Kunst, natur og teknologi
by DTUdk
DTU er et globalt orienteret eliteuniversitet med unikke faciliteter og stærke uddannelses- og forskningsmiljøer. På DTU fremmes det mangfoldige samarbejde via en imødekommende studie- og arbejdskultur med plads til alle, der kan og vil. I rammerne for et kulturelt favnende, sekulært og kosmopolitisk campusliv indgår flere vigtige elementer. Kunst er et af dem. Kunst skaber både identitet og pejlemærker. Kunst engagerer og samler mennesker. Kunst skaber nysgerrighed, refleksion, eftertanke og samtaler. Og kunst kan perspektivere de videnskabelige felter, DTU arbejder med.
H.C. Ørsted, som var initiativtager til DTU og DTU’s første rektor, så videnskaben og kunsten som tæt forbundne. H.C. Ørsted interesserede sig blandt andet for, hvordan man gennem forskellige kunstneriske fremstillingsformer kunne formidle naturvidenskaben. Det er i den ånd, at DTU’s kunstprogram er blevet til.
På DTU oplever vi, hvordan kunstnere er fascineret af at arbejde med et videnskabeligt afsæt, og i dag har vi flere forskellige typer af samarbejder mellem kunstnere og forskere, hvor DTU både stiller faciliteter og hjerner til rådighed. Samarbejder, som munder ud i nye fremstillinger, fortolkninger og perspektiver på den tekniske videnskab og naturvidenskaben.
DTU’s kunstprogram ”Kunst, natur & teknologi” støtter op om disse møder mellem den kunstneriske praksis og DTU, som kan materialisere sig i tankevækkende og forskelligartede værker og fremstillingsformer.
Rasmus Larsen
prorektor, DTU