1 minute read
Studieliv på DTU
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Globalt udsyn
Når du læser på DTU, bliver du en del af et internationalt studiemiljø. Du får udenlandske studiekammerater, og flere undervisere har en international baggrund. Det klæder dig godt på til at blive en del af det globale arbejdsmarked efter dit studie. Du har også gode muligheder for selv at rejse ud og uddanne dig i udlandet. DTU har udvekslingsaftaler med nogle af de bedste universiteter i verden, og vores internationale studievejledning hjælper dig med at planlægge dit ophold.
Klatring, klaver eller keramik
Næsten uanset hvad du interesserer dig for, er der en klub eller forening for dig på DTU. Du kan f.eks. melde dig ind i musik-, keramik- eller pokerklubben. Vil du have mere sved på panden, kan du benytte dig af DTU’s mange indendørs og udendørs idrætsfaciliteter. Du kan f.eks. danse, klatre eller vægttræne – eller spille fodbold, badminton eller beachvolley.
En hjælpende hånd
På DTU lægger vi vægt på, at vores studerende har det godt. I din første tid på studiet bliver du taget godt imod af nuværende studerende, som har til opgave at give dig en god studiestart. Vi har også en studie- og karrierevejledning, som du kan benytte, både før du starter, og mens du læser på DTU. Og så har vi en åben-dørkultur, som betyder, at du let kan komme i kontakt med dine undervisere, når du har faglige spørgsmål.
Livet på DTU
Hvis du vil, kan du leve det meste af dit liv på DTU’s campusser. Mange studerende bor på kollegie på eller tæt ved DTU. I boghandlen kan du købe studiebøger, og på biblioteket er der plads til både fordybelse og idéudvikling i bl.a. grupperum og ved computerarbejdspladser. Har du brug for en pause, kan du få alt fra varm mad til kaffe i kantinen, og trænger du til en fredagsøl, kan du besøge vores caféer og barer.
Vil du vide mere?
Se vores 360-graders-videoer, hvor en studerende viser dig rundt på vores campusser i Lyngby og Ballerup, på dtu.dk/studieliv