2 minute read
Arktisk Byggeri og Infrastruktur
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Arktisk Byggeri og Infrastruktur er en diplomingeniørretning for dig, der vil arbejde som ingeniør under ekstreme klimatiske forhold. Grønland og det arktiske område er i rivende udvikling. Der skal bygges boliger og veje, der skal skaffes vand og energi, der skal fjernes spildevand og affald, og der skal sikres et økonomisk grundlag for samfundet ved at udnytte naturens enorme ressourcer.
Hvad lærer du?
På Arktisk Byggeri og Infrastruktur lærer du at håndtere de særlige klima-, natur- og kulturforhold, som det er nødvendigt at være fortrolig med for at kunne arbejde i de arktiske områder. Derudover giver uddannelsen dig generelle ingeniørkompetencer inden for byggeri, anlæg, energi, indeklima, miljøteknik og planlægning, så du kan arbejde med områder som f.eks. byggeri tilpasset arktiske forhold, infrastrukturudbygning i egne med isolerede samfund, miljøsikring i en sårbar natur, anlæg til vandkraft og råstofudvinding. Du lærer at foretage undersøgelser i et arktisk miljø, analysere de særlige problemstillinger og finde frem til en forsvarlig teknologisk og bæredygtig løsning.
Studiets opbygning
De første tre semestre studerer du på DTU's campus i Grønlands næststørste by, Sisimiut, 50 km nord for polarcirklen. Her bliver du undervist af lokale eksperter og forskere fra DTU med inddragelse af lokale arktiske eksempler, feltarbejde og tværfaglige projektorienterede kurser. På 4. og 5. semester studerer du primært på DTU’s campus i Ballerup, hvor du følger kurser sammen med studerende fra uddannelsesretningen Byggeri og Infrastruktur. På 6. semester er du i praktik i f.eks. en rådgivende ingeniørvirksomhed, et bygge- eller entreprenørfirma, et råstofselskab eller en offentlig forvaltning i Grønland eller en anden arktisk lokalitet. På 7. semester har du tilvalgskurser på DTU eller et universitet i udlandet. Du skal også have et kursus i innovation, som kører på tværs af alle diplomingeniørretninger på DTU. Uddannelsen afsluttes på 8. semester med et diplomingeniørprojekt med relevans for det arktiske område og den specialisering, du har valgt.
Hvad kan du blive?
Som færdiguddannet har du gode jobmuligheder i Grønland og andre arktiske egne som f.eks. Nordnorge, Island, Canada og Alaska. Der er også mulighed for at arbejde for firmaer i Danmark eller internationalt, som udfører arbejde i og for arktiske egne. Du kan f.eks. få job som rådgivende ingeniør, i entreprenør- og byggefirmaer eller i ministerier. Du kan også arbejde som bygningsingeniør i Danmark.
Uddannelsen tager 4 år.
Sommeroptag
Studiestart ca. 18. august 2023*
*Bemærk: Den præcise dato for studiestart fastlægges i løbet af foråret 2023. Læs mere på > dtu.dk/arktisk
Uddannelsessted
Sisimiut Campus og Ballerup Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik B eller geovidenskab A
Kemi C eller bioteknologi A
Engelsk B
Specialiseringer
Byggeri
Energi & indeklima
Anlæg
Miljø
Planlægning og infrastruktur
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om Arktisk Byggeri og Infrastruktur på > dtu.dk/arktisk