1 minute read
IT-elektronik
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
På IT-elektronik lærer du at designe, udvikle og implementere intelligente funktioner i alle typer apparater og systemer. Vi er omgivet af intelligent teknologi med funktioner, der gør vores hverdag lettere, sjovere og mere sikker – uden at vi tænker over det. Intelligente teknologier vinder frem overalt – i legetøj, vaskemaskiner, biler, sikkerhed, personlig medicin og meget andet. Som IT-elektronikingeniør kan du være med til at bringe de nyeste teknologier i brug til gavn for både mennesker og samfund.
Hvad lærer du?
IT-elektronik befinder sig i krydsfeltet mellem IT og elektronik. I løbet af studiet bliver du fortrolig med både software og hardware. Du lærer at bruge de gængse programmeringssprog og udviklingsværktøjer, og du får kendskab til forskellige hardwareplatforme og -komponenter samt til alle former for datakommunikation. Det gør dig i stand til at vurdere, hvordan hardware og software bedst spiller sammen, og til at udvikle de nødvendige softwaresystemer. Du lærer at styre hele processen fra idé og kravspecifikation over analyse af muligheder til design, programmering, afprøvning, implementering og drift. Kort sagt lærer du at udvikle fremtidens intelligente apparater og systemer.
Studiets opbygning
Uddannelsens første to år består af obligatoriske kurser, der giver dig solide grundkompetencer inden for både hardwareplatforme og programmering. IT-elektronik er rettet mod intelligente funktioner i systemer med vægt på hardwaren. Du bliver undervist i datalogi og softwareudvikling samtidig med digital elektronik og indlejrede systemer. Fra 5. semester kan du gennem tilvalgskurser specialisere dig inden for det område, der interesserer dig mest. På 6. semester skal du i ingeniørpraktik i en virksomhed, og på dit 7. semester laver du dit diplomingeniørprojekt, som ofte udføres i samarbejde med en virksomhed.
Hvad kan du blive?
Som IT-elektronikingeniør bliver du typisk ansat i en virksomhed, der udvikler intelligente produkter inden for elektronik, eller i medie- og softwarevirksomheder. Du kan også blive ansat i en virksomhed, der udvikler intelligente produkter. Din jobtitel kan f.eks. være systemudvikler, teknisk konsulent eller IT-konsulent.
Sommeroptag
Studiestart 28. august 2023
Læs mere om optag på > dtu.dk/optag
Uddannelsessted
Ballerup Campus og Lyngby Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik B eller geovidenskab A
Engelsk B
Specialiseringer
Du kan specialisere dig i sidste del af studiet gennem dit valg af tilvalgskurser, din ingeniørpraktik og dit diplomingeniørprojekt. På den måde kan du skabe din egen profil ud fra de områder, der interesserer dig mest.
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om IT-elektronik på > dtu.dk/ite