1 minute read

Kemi- og Bioteknik

Next Article
DTU Adgangskursus

DTU Adgangskursus

Vil du føre an, når kemien skal bringes fra laboratoriet til produktionen? Som kemiingeniør bliver det din opgave at finde ud af, hvordan et nyt produkt – f.eks. et nyt lægemiddel – kan masseproduceres på en miljømæssig og økonomisk forsvarlig måde. Virksomheder verden over fokuserer i stigende grad på effektiv produktion, optimal energiudnyttelse, høj produktkvalitet og miljøhensyn. Det er her, du som kemiingeniør kan gøre en forskel.

Hvad lærer du?

På Kemi- og Bioteknik lærer du at anvende grundlæggende teoretisk viden inden for kemi og biokemi til at løse tværfaglige og tekniske problemstillinger. Du lærer at udvælge hensigtsmæssige analysemetoder til at forstå et problem, og du lærer at anvende systematiske og statistiske metoder til at behandle analyseresultaterne. Du lærer også at kunne bruge din kemiske og biotekniske viden til at udvikle en bæredygtig teknisk løsning. Under studiet lærer du at omsætte din viden fra teori til praksis, og på hvert semester er der temabaserede projekter, der ofte gennemføres i samarbejde med danske og udenlandske virksomheder.

Studiets opbygning

Som studerende på Kemi- og Bioteknik oplever du en undervisningsform, hvor projektarbejde er en integreret del af de teoretiske kurser om kemi, bioteknik og teknisk kemi, og hvor semestrenes forskellige fagområder og projekter hænger sammen. På 1. og 2. semester introduceres du til kemiingeniørens arbejdsfelt gennem projektarbejde, og du arbejder med konkrete projekter fra virksomheder. På 3. og 4. semester er de tekniske kurser i fokus. Du lærer de grundlæggende principper i procesdesign og kommer til at arbejde med biokemi og bioteknologi. På 5. semester skal du i praktik i en virksomhed, og på 6. og 7. semester sætter du tonen for din faglige profil gennem tilvalgskurser. Uddannelsen afsluttes med dit diplomingeniørprojekt, som ofte udføres i samarbejde med en virksomhed.

Hvad kan du blive?

Som kemiingeniør har du hele verden som arbejdsplads og et arbejdsfelt, der spænder bredt – fra drift og udvikling af processer til produktudvikling, rådgivning, tilsyn og ledelse. Samtidig kan du arbejde i projektgrupper, og du er i stand til at kommunikere dine resultater videre – både skriftligt og mundtligt. De fleste kemiingeniører bliver ansat i kemiske og biotekniske eksportvirksomheder eller i lægemiddelindustrien, og nogle starter på sigt egen virksomhed, f.eks. som konsulent.

Sommeroptag

Studiestart 28. august 2023

Læs mere om optag på > dtu.dk/optag

Uddannelsessted

Lyngby Campus

Niveaukrav

Matematik A

Fysik B eller geovidenskab A

Engelsk B

Specialiseringer

Du kan specialisere dig i sidste del af studiet gennem dit valg af tilvalgskurser, din ingeniørpraktik og dit diplomingeniørprojekt. På den måde kan du skabe din egen profil ud fra de områder, der interesserer dig mest

Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.

Vil du vide mere?

Se filmen, og læs mere om Kemi- og Bioteknik på > dtu.dk/kembio

This article is from: