1 minute read

Proces og Innovation

Next Article
DTU Adgangskursus

DTU Adgangskursus

Proces og Innovation er en uddannelse for dig, der vil udvikle nye produkter og koncepter, finde nye måder at gøre tingene på og opdyrke nye forretningsområder. Virksomheder har brug for innovative medarbejdere, hvis de fortsat skal være konkurrencedygtige. For at følge med borgernes og kundernes ønsker og behov er det nødvendigt hele tiden at tænke nyt. Som innovationsingeniør kan du omsætte nye idéer til konkrete og brugbare løsninger.

Hvad lærer du?

På Proces og Innovation lærer du at arbejde professionelt med innovation og implementering af nye koncepter, produkter og processer ud fra et ingeniørfagligt perspektiv. Du får den naturvidenskabelige og teknologiske indsigt, som gør dig i stand til at udvikle og gennemføre forandringer, og du lærer at arbejde målrettet med kreativitet, konceptudvikling samt bruger- og kundebehov i innovationsprocessen. Du får også kendskab til forretningsmæssige strategier, så du bliver i stand til at omsætte dine idéer til reelle forretningspotentialer. Du lærer at arbejde med 3D-modellering, rapid prototyping, design thinking og projektledelse. Derudover lærer du også om områder som bæredygtighed, dataanalyse og materialelære.

Studiets opbygning

På uddannelsens første fire semestre har du primært obligatoriske kurser inden for bl.a. entreprenørskab, produktudvikling, projektledelse og matematik. Uddannelsesretningen er et praksisorienteret studie, der tager udgangspunkt i aktuelle problemstillinger. Hvert semester indeholder derfor et projekt, hvor du får mulighed for at arbejde med din teoretiske viden i praksis – ofte med inspiration fra eller i samarbejde med virksomheder. På 5. semester skal du i praktik i en virksomhed, og på 6. og 7. semester toner du din profil gennem tilvalgskurser. Uddannelsen afsluttes med dit diplomingeniørprojekt, som ofte udføres i samarbejde med en virksomhed.

Hvad kan du blive?

Som diplomingeniør i Proces og Innovation kan du f.eks. arbejde som designingeniør, UX-designer (user experience), product manager, proceskonsulent, projektleder eller som medarbejder i en udviklingsafdeling eller leder af innovationsprocesser i en teknologisk virksomhed. Du får også de forudsætninger, der skal til for at blive iværksætter og etablere egen virksomhed.

Sommeroptag

Studiestart 28. august 2023

Læs mere om optag på > dtu.dk/optag

Uddannelsessted

Ballerup Campus

Niveaukrav

Matematik A

Fysik B eller geovidenskab A

Kemi C eller bioteknologi A

Engelsk B

Specialiseringer

I uddannelsens sidste del er der god mulighed for at fordybe sig inden for bl.a. digital og fysisk produktudvikling, bæredygtighed, entreprenørskab og proces- og projektledelse.

Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.

Vil du vide mere?

Se filmen, og læs mere om Proces og Innovation på > dtu.dk/proces

This article is from: