2 minute read
Byggeteknologi
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Som byggeteknolog designer og bygger du fremtidens bæredygtige verden. Du deltager i tværfaglige, internationale projekter i samarbejde med mennesker fra mange kulturer. Du oplever mange spændende og udfordrende opgaver og gør en stor forskel for verden. Du bliver en af de ingeniører, der udvikler og bygger de nyeste banebrydende konstruktioner. Du kan også udvikle innovative, nye byggematerialer, som reducerer energiforbruget og CO2 -udledningen. Du arbejder på et fagligt højt niveau med design og opførelse af fremtidens boliger, byer og broer, og du har mulighed for at udvikle nye løsninger på verdens problemer, mens du selv får en stor afveksling og personlig udvikling igennem dit arbejde.
Hvad lærer du?
Du lærer det, der skal til, for at skabe nye løsninger og sikre bæredygtighed og funktionalitet. Du lærer teknisk-videnskabelige metoder, som kombineres med sund fornuft og logik – og du kan senere vælge imellem flere forskellige kandidatretninger på DTU, som giver dig en stor faglig viden og gode muligheder for specialisering. Du kombinerer naturvidenskabelig viden med en solid viden om byggeri, konstruktioner og materialer, energi, indeklima, strømning, digitale modeller og optimering, og du kan koble teori og virkelighed i eksperimentelt arbejde i nogle af vores mange laboratorier. Du har stor frihed til at sammensætte dit studie og skabe din egen specialisering.
Studiets opbygning
Studiet rummer en afvekslende blanding af forelæsninger, øvelser, eksperimenter, projekter, tests og gruppearbejde, alt med en individuel bedømmelse. Dine valg af kurser og specialiseringer påvirker kombinationen af disse ting, da din undervisning kommer an på emnet. Du får et studie med faglig bredde og stor mulighed for specialisering i et eller flere favoritområder samt en seriøs netværksopbygning og et godt socialt sammenhold. Du har mulighed for et udlandsophold undervejs på studiet, og i din senere kandidatuddannelse møder du et meget internationalt studiemiljø. Dit studie afsluttes med et stort projekt, hvor du, individuelt eller i samarbejde med andre, løser en udfordring eller et problem eller skaber en helt ny løsning i samarbejde med forskere og industripartnere.
Hvad kan du blive?
Du får mange jobmuligheder globalt, f.eks. i rådgivende ingeniørfirmaer, i entreprenørvirksomheder, i offentlige stillinger, eller i livet som selvstændig. Du kan også fortsætte med at dygtiggøre dig inden for udvikling, forskning og innovation på et universitet eller ude i erhvervslivet. Du har en uddannelse med maksimal fleksibilitet og masser af muligheder for at ændre kurs igennem dit studie og din karriere.
Sommeroptag
Studiestart 28. august 2023
Læs mere om optag på
> dtu.dk/optag
Uddannelsessted
Lyngby Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik B eller geovidenskab A
Kemi C eller bioteknologi A
Dansk A
Engelsk B
Anbefalede studieforløb
Du kan f.eks. vælge at specialisere dig inden for:
Bygningskonstruktioner og -materialer
Anlægskonstruktioner
Bygningsenergi
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om Byggeteknologi på > dtu.dk/bygtek