1 minute read
Bæredygtigt Energidesign
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Den igangværende omstilling i energisystemerne fra fossil til vedvarende energi er blevet mere aktuel end nogensinde. Det er en enorm teknologisk udfordring, som kræver kreative ingeniører. Der skal udvikles løsninger, som er både økonomisk, miljø- og samfundsmæssigt hensigtsmæssige. Bæredygtigt Energidesign er for dig, der vil bidrage til nye, langtidsholdbare energiløsninger.
Hvad lærer du?
På uddannelsen lærer du at designe innovative løsninger til energisystemer og deres mange elementer, som f.eks. vindmøller, solceller, elbiler og energilagring. Der er også fokus på forbrugernes nye rolle som aktiv medspiller i energisystemet, hvor intelligente og disruptive løsninger trænger sig på. Du får en solid naturvidenskabelig baggrund suppleret med fagspecifikke fag inden for energi, hvor den elektriske infrastruktur er elementet, som binder det hele sammen. Under dit studie tilbringer du en del tid i et helt nyt læringsmiljø med state of the art-laboratorier tæt på de igangværende forskningsaktiviteter.
Studiets opbygning
De første to semestre er præget af de naturvidenskabelige grundfag, matematik, fysik, termodynamik og indledende programmering. Sammen med dine medstuderende på Bæredygtigt Energidesign bliver du i tre projektorienterede kurser introduceret til mange aspekter, udfordringer og teknologier inden for området. Herefter kommer der mere fokus på, hvordan du kan styre energi både hos forbrugeren og på systemniveau. Energianalyser, økonomi, reguleringsprincipper og digitale løsninger behandles midt i studiet. På 4.-6. semester er der plads til valgfrie kurser, som du vælger efter dine interesser. Projektarbejde fylder en væsentlig del af din uddannelse, især på sidste del af studiet, hvor der er mulighed for spændende, virkelighedsnære projekter i samarbejde med virksomheder. Studiet afsluttes med et bachelorprojekt.
Hvad kan du blive?
I kombination med en kandidatuddannelse er du kvalificeret til stillinger inden for energiplanlægning, design af integrerede energiløsninger, udvikling af nye teknologier eller rådgivning. Du kan også få arbejde i et af de mange nystartede firmaer, som leverer energiløsninger til det voksende verdensmarked, eller starte din egen virksomhed. Endelig er der globalt en voksende efterspørgsel på forskere og udviklere.
Sommeroptag
Studiestart 28. august 2023
Læs mere om optag på > dtu.dk/optag
Uddannelsessted
Lyngby Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik B eller geovidenskab A
Kemi C eller bioteknologi A
Dansk A
Engelsk B
Anbefalede studieforløb
Du kan f.eks. vælge at specialisere dig inden for:
Moderne teknologier, f.eks. elbiler, solceller og vindmøller Intelligente, digitale energiløsninger med big data
Energiressourcer og -systemer
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om Bæredygtigt Energidesign på > dtu.dk/benergi