1 minute read

Computer Engineering

Next Article
DTU Adgangskursus

DTU Adgangskursus

Samfundet har brug for ingeniører med dyb forståelse for den computervidenskab, der danner udgangspunktet for mange af fremtidens bærende teknologier. Læser du en bachelor i Computer Engineering bliver du klædt på til at forstå konstruktionen af digitale computersystemer, og du får friheden til at specialisere dig inden for det emne, som du finder særligt interessant. På den måde bliver du klar til et arbejdsliv som eftertragtet computeringeniør, der kan drive den digitale udvikling og skabe smartere og mere bæredygtige løsninger.

Hvad lærer du?

Vælger du at læse Computer Engineering opbygger du en dyb computerforståelse i en blanding af digital teori og hands-on programmering. I løbet af studiet bliver du klogere på opbygningen af digitale computersystemer, og du lærer at analysere og designe deres software- og hardwarestrukturer. Du opnår en grundlæggende ingeniørfaglig viden inden for det tekniske og naturvidenskabelige felt, og så går du i dybden med elektronik, programmering og computerarkitektur. Du lærer at designe softwaresystemer og digitale kredsløb, og samtidig forstår du principperne bag alt fra analoge kredsløb til de nyeste chipteknologier.

Studiets opbygning

I starten af din studietid har du obligatoriske kurser inden for matematik og fysik, men du kommer også hurtigt i gang med at fordybe dig inden for det computertekniske felt med kurser i blandt andet elektronik og programmering. På 4. semester bliver du introduceret for uddannelses tre specialiseringer, og efterfølgende vælger du den specialisering, som du vil dyrke under resten af din bacheloruddannelse. Under hele uddannelsen deltager du i forskellige design-build projekter, hvor du sammen med dine medstuderende skaber konkrete løsninger på virkelige problemer, og på 6. semester afslutter du din bacheloruddannelse med et bachelorprojekt – gerne i samarbejde med en virksomhed.

Hvad kan du blive?

Efter den 3-årige bacheloruddannelse tager de fleste en 2-årig kandidat, som færdiguddanner dem som civilingeniører. Hvordan dit arbejdsliv kommer til at se ud, afhænger derfor i høj grad af, hvilken kandidatretning du vælger. Computer Engineering giver adgang til flere kandidatretninger både på DTU og på andre universiteter. Så er det op til dig, om du vil designe chips, arbejde med havledere eller indlejrede systemer, rådgive om informationsteknologi eller udvikle computersystemer til brug i blandt andet høreapparater, lydbehandlingsenheder eller industrielt udstyr.

Sommeroptag

Studiestart 28. august 2023

Læs mere om optag på

> dtu.dk/optag

Uddannelsessted

Lyngby Campus

Niveaukrav

Matematik A

Fysik B eller geovidenskab A

Kemi C eller bioteknologi A

Dansk A

Engelsk B

Anbefalede studieforløb

Du kan f.eks. vælge at specialisere dig inden for:

Indlejrede systemer

Chipdesign

Computersystemer

Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.

Vil du vide mere?

Læs mere om Computer Engineering på > dtu.dk/comeng

This article is from: