1 minute read
Data Science og Management
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Den vestlige verden vil de næste årtier opleve store forandringer. Globale udfordringer med energi, økonomi, sikkerhed, infrastruktur, klima, sundhed og fødevarer vil få stor betydning for vores samfund – både nationalt og internationalt. Problemstillingerne er meget komplekse, og enorme mængder information og data skal analyseres for at forstå, planlægge og prioritere de mulige løsninger. Som ingeniør i Data Science og Management får du den specialviden inden for både teknologi, økonomi og ledelse, der er nødvendig for at arbejde med big data og bidrage til at finde de bedste løsninger på fremtidens komplekse problemstillinger.
Hvad lærer du?
Data Science og Management er primært en blanding af forskellige matematiske kurser, der gør dig i stand til at behandle store mængder data, samt kurser i beslutningsstøtte og ledelse, der gør dig klar til at sætte din viden aktivt i spil i virksomheder og organisationer. Med andre ord får du en kombination af teknisk-naturvidenskabelige, forretningsmæssige og samfundsmæssige kompetencer, der lærer dig at planlægge og optimere processer og produktion. Sådan giver studiet dig en unik og eftertragtet profil, så du kan bidrage til at sikre, at nye teknologiske løsninger både bliver en god forretning og er til gavn for samfundet. Undervejs i uddannelsen arbejder du med virkelighedens udfordringer i cases fra virksomheder og organisationer.
Studiets opbygning
Du deltager i forelæsninger, gruppearbejde, projektarbejde og øvelser, hvor du arbejder med fagområder som f.eks. matematik, økonomi, operationsanalyse, projektledelse samt operations and supply chain management. Alt sammen begreber, som du bliver bekendt med på studiet. Du får også rig mulighed for at præge din uddannelse og at skabe en unik profil, der matcher dine interesser, i kraft af de valgfrie kurser, du vælger at følge. Vil du guides i dit valg af kurser, findes der en række anbefalede studieforløb for dig, der er i tvivl om, hvilke kombinationer der giver bedst mening.
Hvad kan du blive?
I kombination med en kandidatuddannelse får du gode muligheder for at arbejde i store planlægningsvirksomheder, i rådgivningsbranchen og i strategienheder eller i offentlige myndigheder. Du er med, hvor beslutningerne træffes, og du kommer til at arbejde med planlægning, strategi og beslutninger relateret til kundernes, samfundets og brugernes ønsker og behov.
Sommeroptag
Studiestart 28. august 2023
Læs mere om optag på > dtu.dk/optag
Uddannelsessted
Lyngby Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik C eller geovidenskab A
Samfundsfag B eller både international økonomi B og virksomhedsøkonomi B
Dansk A
Engelsk B
Anbefalede studieforløb
Du kan f.eks. vælge at specialisere dig inden for:
Decision support in engineering
Data science and data analysis
Strategy, innovation and management
Complex technological systems
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om Data Science og Management på > dtu.dk/dsm