1 minute read
Design og Innovation
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Samfundet og erhvervslivet er under konstant pres for at udvikle nye, innovative produkter og systemer. Et krav, der kommer af vores fælles behov for at udnytte de teknologiske muligheder til at forbedre vores velfærd og velstand – og af industriens eget behov for øget konkurrenceevne og indtjening. Som ingeniør i Design og Innovation kan du være med til at udvikle nye teknologiske løsninger, der sparer på ressourcerne og understøtter udviklingen af et bæredygtigt samfund.
Hvad lærer du?
Der er nok af opgaver at tage fat på. Som forbrugere har vi allesammen brug for tekniske hjælpemidler og servicer, der forbedrer vores livskvalitet. Vi ønsker mobiltelefoner, transportmidler, køkkenudstyr og computersystemer, der ikke blot følger den teknologiske udvikling, men også er tilpasset vores specifikke behov og livsstil. Industrien vil til gengæld have, at produkterne er designet, så de er så lette og billige at massefremstille som muligt. Samfundet skal have udviklet nye og mere effektive systemer inden for energiforsyning, transport og recirkulering for at kunne forbedre infrastrukturen. Og inden for forskning har man behov for nye apparater til brug i rumfart, medikoteknik, biomekanik og nanoteknologi.
Studiets opbygning
På Design og Innovation får du den praktiske erfaring og den teknologiske viden, du skal bruge for at designe fremtidens produkter og systemer. Tværfaglighed, kreativitet, teamwork og samarbejde er nøgleord i uddannelsen. Derfor er projektarbejde den røde tråd gennem hele studieforløbet, og de naturvidenskabelige grundfag – f.eks. termodynamik, materialelære, matematik, fysik og kemi – indgår naturligt i arbejdet. Samtidig bliver alle projekter vinklet, så de indeholder realistiske og udfordrende problemstillinger, der stiger i sværhedsgrad gennem uddannelsen. Senere i din uddannelse kan du specialisere dig igennem valgfrie kurser. Du kan enten sammensætte din egen profil ud fra dine interesser eller du kan vælge et af de tre anbefalede studieforløb.
Hvad kan du blive?
I kombination med en kandidatuddannelse bliver du civilingeniør i Design og Innovation og opnår den meget efterspurgte kombination af teknisk-videnskabelige kompetencer med brugerfokus. Du kan få job i både private og offentlige virksomheder – eller som selvstændig med egen virksomhed. Eksempler på jobtitler er produktudvikler, designingeniør, innovationsleder, innovationskonsulent og designrådgiver.
Sommeroptag
Studiestart 28. august 2023
Læs mere om optag på > dtu.dk/optag
Uddannelsessted
Lyngby Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik B eller geovidenskab A
Kemi C eller bioteknologi A
Dansk A
Engelsk B
Anbefalede studieforløb
Du kan f.eks. vælge at specialisere dig inden for:
Smarte produkter
Bæredygtige produkter
Prototyper og fremstillingsprocesser
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om Design og Innovation på > dtu.dk/dein