1 minute read
Matematik og Teknologi
from Studiekatalog 2023
by DTUdk
Matematik er det universelle sprog for naturvidenskab og teknisk videnskab. Verden er fyldt med matematik og dens teknologiske anvendelser. Dit dankort er krypteret ved brug af primtal og algebraiske kurver, hospitalets CT-skanner forbedres med matematisk analyse, og statistiske metoder er essentielle for at forstå nutidens store datamængder. Med en bacheloruddannelse i Matematik og Teknologi kan du være med til at udvikle, hvordan mate matik kan gøre en forskel i fremtidens samfund.
Hvad lærer du?
I løbet af studiet bliver du indført i matematikkens grundlæggende områder og anvendelser. Du får indblik i algoritmer og computerbaserede løsninger af store beregningsopgaver. Du beskæftiger dig med løsning af differentialligninger og statistiske metoder til at beskrive og analysere informationer. Du lærer at tænke kreativt og abstrakt, så du f.eks. kan arbejde med udviklingen af kunstig intelligens i robotter og med den matematik, der ligger bag computergrafik og billedanalyse. Du kan også arbejde med udvikling af programmer til at optimere processer og produkter i industrien. Matematik er et stort område, og på studiet fokuserer du på de dele af matematikken, der er nyttige i den virkelige verden. Du lærer at analysere data, beskrive fænomener matematisk og finde løsninger på teknologiske problemer.
Studiets opbygning
På Matematik og Teknologi har du kurser som matematisk analyse, numeriske beregninger, matematisk modellering af teknologi, fysik og kemi samt statistik og sandsynlighedsregning. Undervisningen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning, øvelser og projektarbejde. Du skal løse konkrete opgaver, som er kendt fra hverdagen, mens de metoder, du bruger til at løse opgaverne, er mere teoretiske og abstrakte. Allerede tidligt i dit studie har du via valgfrie kurser mulighed for at gå i dybden med de dele af matematikken, der interesserer dig mest.
Hvad kan du blive?
Når du er færdig som bachelor, kan du fortsætte med en kandidatuddannelse i f.eks. Matematisk Modellering og Computing eller Menneskeorienteret Kunstig Intelligens. Kandidater med baggrund i Matematik og Teknologi er eftertragtede i erhvervslivet og bliver typisk ansat som specialister, forskere eller projektledere. Du kan f.eks. være med til at analysere forsøgsresultater i medicinalindustrien, udvikle investeringssystemer i finanssektoren eller gennemføre forskningsbaseret produktudvikling.
Sommeroptag
Studiestart 28. august 2023
Læs mere om optag på > dtu.dk/optag
Uddannelsessted
Lyngby Campus
Niveaukrav
Matematik A
Fysik B eller geovidenskab A
Kemi C eller bioteknologi A
Dansk A
Engelsk B
Anbefalede studieforløb
Du kan f.eks. vælge at specialisere dig inden for:
Matematisk analyse, modellering og beregning
Dynamiske systemer og simulering Data science, statistik og machine learning
Diskret matematik og operationsanalyse Geometri og computergrafik
Et studieår består af to semestre. På hvert semester har du kurser om forskellige emner. Arbejdsbelastningen på et kursus beskrives ved hjælp af ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudier.
Vil du vide mere?
Se filmen, og læs mere om Matematik og Teknologi på > dtu.dk/mattek