IV UDVIKLINGEN EFTERFØLGENDE

1970

1960-1969 ca. 143.000 m²

DtH/DIA

Næsten alle de bygninger, som opføres i perioden mellem 1960 og 1970, er normalbygninger tegnet af Koppel. De tegner særligt i anden og tredje kvadrant de tværgående linjer øst-vest i planen. Med opførelse af disse bygninger bliver det ortogonale planlægningsprincip, som Koppel og Nørgård sammen havde udviklet, til fysisk virkelighed.

1980

1970-1979 ca. 130.500 m²

DtH/DIA

De nye bygninger, som opføres i perioden mellem 1970-1980, er alle tegnet af Koppel. Hovedparten af dem bliver opført som specialbygninger. De føjer sig, med undtagelse af den store administrationsbygning i første kvadrant, sømløst til den bygningsmasse, som allerede var opført, og følger de principper for formgivning og organisering, som Koppel og Nørgård havde udviklet.

1990

1980-1989 ca. 11.200 m².

DtH/DIA indtil 1994, derefter DTU I perioden 1980-1990 tilføjes der kun nyt byggeri i tredje kvadrant, samt en enkelt bygning i fjerde kvadrant. De bygninger, der opføres i tredje kvadrant, er alle kendetegnet ved at være relativt lavmælte parafraseringer over Koppels bygningstypologier.

2000 1990-1999 ca. 4270 m².

DTU

Den udbygning af campus, der sker op gennem 1990’erne, kan karakteriseres som en slags eksperimentelle formøvelser. I det nye byggeri fra denne periode er der arbejdet med tilpasninger, justeringer og moderate udvidelser af Koppels arkitektoniske vokabular.

2010 2000-2009 ca. 12.490 m².

DTU

Flere af de eksisterende bygninger blev i perioden 2000-2009 indrettet til eksterne lejere. Ekstern finansiering satte også et aftryk på det nye. Der bygges i perioden 2000-2009 ikke voldsomt meget, men det, der bygges, skiller sig ud både, hvad angår formudtryk og placering. Koppel og Nørgårds principper er ikke så retningsgivende for udbygningen som tidligere.

2022 2010-2022 ca. 100.347

DTU

I perioden fra 2010-2022 accelerede byggeaktiviteten markant, blandt andet på grund af en ny investeringsplan. Særligt i anden og tredje kvadrant sker der en fortætning. Nye bygninger opføres som stedsmarkører og udfordrer i kraft af deres skala, formudtryk og placering Koppel og Nørgårds arkitektoniske principper.

Byggeriets udvikling per årti. Kilde: DTU CAS. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS. Bygninger med ukendt byggeår er medtaget på kortet der dækker perioden 2010-2022.

Fra indvielsen i 1974 til 2001

Universitetskomplekset på Lundtoftesletten er efter indvielsen i 1974 bestandigt blevet udbygget. Byggeaktiviteten er gået op og ned, men har aldrig stået stille. Nils Koppel forlod embedet som kongelig bygningsinspektør, og Jens Fredslund fra Erik Møller Arkitekter tog over i 1984. De takter Koppel havde slået an for udbygningen blev i vidt omfang fulgt, både på planniveau (i henhold til den nye udbygningsplan fra 1986) og på bygningsniveau. Fredslund tegnede i 1980’erne flere nye bygninger til campus. Deres placering og formsprog baserer sig i al hovedsag på de hovedgreb, som Koppel og Nørgård havde udviklet. Mange af Fredslunds tidlige bidrag kan således ses som lavmælte parafraseringer af Koppels bygningstypologier. Materiale- og farvepaletten udvidedes dog gradvist. I samarbejde med billedkunstner Ib Geertsen opgraderede Fredslund i slutfirserne Koppels oprindelige farvepalet. I de bygninger, som Fredslund var ophavsmanden bag, og som opføres fra 1990’erne og frem, begynder han gradvist at tage større og større frihedsgrader i forhold til det arkitektoniske udgangspunkt, både hvad angår bygningernes materialevalg, formsprog og placering.

Optaget af civilingeniører blev øget med 70 % i begyndelsen af 1980’erne. Særligt elektroingeniørstudiet var der stor søgning til, hvilket i første omgang førte til pladsmangel, særligt i laboratorierne, hvor der ikke var plads til, at de mange studerende kunne foretage de nødvendige laboratorieøvelser. Dette afstedkom ekstra bevillinger til bygninger, apparatur og stillinger. Der blev på foranledning af Undervisningsministeriets Bygningsdirektorat og Lyngby-Taarbæk Kommune i perioden 19851986 udarbejdet en plan med forslag til den fremtidige arealdisponering og etapevise udbygning af campus (se visualisering herfra, side 22 og 23). Foruden at anslå hvor og hvordan man kunne få plads til 170.000 nye kvadratmeter, var formålet med planen “... at sikre en bevarelse og videreførelse af de arkitektoniske og funktionelle kvaliteter, som området rummer”. Arbejdet blev ledet af Jørn Kjærsgaard, der var partner hos byplantegnestuen Andersen & Juul Møller. I styringsgruppen sad foruden byplankonsulenter fra Andersen & Juul Møller repræsentanter fra Lyngby-Taarbæk Kommune, DtH/DIA, Undervisningsministeriets Byggedirektorat, arkitekt Nils Koppel og kongelig bygningsinspektør Jens Fredslund.

Perioden fra 2001 og frem til i dag

Ved udgangen af året 1994 fusionerede Danmarks Tekniske Højskole (DtH), Danmarks Ingeniørakademi (DIA) og Ingeniørhøjskolen Helsingør Teknikum og fik navnet DTU. Med fusionen øgedes behovet for nye udvidelser yderligere. I år 2001 blev DTU en selvejende institution. Dette betød, at staten ikke længere var forpligtet til at styre planlægningen og føre tilsyn med byggeri på campus. Jens Fredslunds rolle som kongelig bygningsinspektør var dermed udspillet. Ændringen betød at byggeopgaver og byggetilsyn blev udbudt i toårige rammeaftaler, med mulighed for to års forlængelse. Samtidig forpligtede DTU sig – med den nye lov, som blev vedtaget for at sikre overdragelsen, DTU-loven – til at afsætte ressourcer til vedligeholdelse og udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner af bygningsmassen. I loven hedder det også, at “kunstgenstande, som er deponeret, skænket eller udlånt, skal vedligeholdes, bevares og opbevares i overensstemmelse med donators/udlåners ønske”.

Som selvejende institution formulerede DTU allerede i 2002 en ambition om at knytte en forskerpark og et miljø af innovative virksomheder til DTU Lyngby Campus. Pladsen til de nye funktioner, herunder også et teknisk gymnasium, skulle i første omgang findes gennem renovering af bygningerne og omrokeringer. I 2002 udbød DTU en åben idekonkurrence om en ny helhedsplan for campus, der skulle anvise en vej for hvordan de eksisterende rammer kunne bearbejdes, blandt andet for at gøre plads til nye funktioner og lejetagere. Af konkurrenceprogrammet fremgår det, at man vurderede at der var behov for at iværksætte en modernisering af ca. 250.000 m² af DTU Lyngby Campus’ samlede bygningsmasse på 317.000 m² til undervisnings- og forskningsformål frem mod 2010, og at man var åben for konkurrencebesvarelser, der ændrede campus’ hovedstruktur. Det fremgår også af programmet, at forslagene skulle finde plads til i alt 115.000 m² nybyggeri, der skulle bestå af undervisnings- og forskningsbyggeri, et kongrescenter med tilhørende hotel, to studiecentre, bygninger til andre uddannelser og virksomheder samt supplerende kollegiebyggeri. Det vindende forslag blev offentliggjort i 2003 og var udarbejdet af CUBO, og dele af forslaget blev indarbejdet i en ny lokalplan i 2005, lokalplan 196. I denne opereredes der med mere fleksible anvendelsesbestemmelser. Facadehøjden blev bestemt til 12,5 meter og totalhøjden blev hævet til 20 meter, til en tilbagetrukket tekniketage. Dette blev tilladt, efter der var blevet foretaget nye målinger af sigtelinjerne fra Eremitageslottet

Behovet for at bygge mere og højere blev ledsaget af et ønske om at placere bygninger på nogle af de steder, som i den oprindelige plan var friholdt for byggeri. Dette skete første gang i 2003, da bygning 302 blev opført på Matematiktorvet, men er siden sket flere steder (bygning 220, 225 og 324). Med opførelsen af bygning 107 tillod man en bygning drejet 45 grader og brød dermed med det ortogonale planlægningsprincip. Også mange af de nyere landskabsarkitektoniske løsninger, som er blevet lavet for at imødekomme de nye tilgængelighedskrav for offentlige bygninger i 2004 (BEK nr. 1250 af 13/12/2004), afviger fra det ortogonale prinicip. I stedet for at etablere ramper, der fungerer som selvstændige koblinger mellem bygning og landskab, blev der igennem en årrække fra 2000’erne og frem etableret en række nye ramper, hvor landskabsfladen blev trukket op til bygningen. Den stærke betoning af planens ortogonalitet, som der blev lagt op til oprindeligt, blev dermed svækket. I flere af de nye arkitektoniske interventioner, der er blevet gennemført fra 2001 og frem, har man ikke haft blik for den betydning, som terrænregulerering og støttemure har for helheden. Hvad støttemurene angår har man et par steder behandlet dem som isolerede elementer, for eksempel ved bygning 220 og bygning 202, med det resultat, at de bliver klemt og mister deres skulpturelle og rumlige kvaliteter. De forskellige have-/gårdrumstypologier, som Nørgård arbejdede med og beskrev, findes fortsat på campus, om end forvaltningen af dem ikke altid har været internt koordineret. Nogle af have- og gårdrummene har gennemgået markante ændringer og er blevet nyanlangt på en måde, som bryder med den tidligere så konsekvente betoning af landskabets horisontalitet. Dette ses blandt andet mellem bygning 206 og 207 og mellem bygning 201, 202 og 204. I disse haverum er der i tillæg introduceret nye materialer og nye og fremmede arter. Andre steder finder vi eksempler på have- og gårdrum, som ikke længere passes med samme omhu som tidligere, og hvor beplantning og træer nu vokser mere frit/vildt. Dette ses blandt andet i gårdhaven i bygning 451, i gårdhaven ved Polyteknisk Forening i bygning 101 og i haverne mellem bygning 277, 376 og 375. De stærke interne sammenhænge mellem de grønne rum og planens øvrige elementer er demed gradvist blevet udvisket. Nogle steder er de rumlige og grønne koblinger på tværs næsten helt forsvundet og det vil kræve en aktiv og bevidst forvaltningsindsats at reetablere og styrke dem. Præcisering af hvilke opmærksomhedspunkter man kan arbejde med er listet op på side 55-66.

Bygning 340 er opført i 2016. Den er tegnet af Rørbæk & Møller Arkitekter. Bygningens højde er afstemt i forhold til de bygninger af Koppel, som den grænser op til. Den indoptager og udnytter terrænforskellen melllem plateauerne, men løsriver sig fra støttemuren og bryder dermed med det oprindelige princip for terrænregulering.

Omfattende renoveringer er efter 2001 blevet sat i gang. Den bygningsmasse, som DTU overtog, da den blev en selvejende institution i 2001, viste sig i første omgang at være for stor i forhold til institutionens egne behov. Den første opgave var derfor at effektivisere og konsolidere arealbehovet. Herved fik man skabt regulære og attraktive arealer til udlejning, for eksempel til DTU Science Park, Maskinmesterskolen og Ørsted Gymnasium. Nye kollegieboliger blev samtidig opført i campus’ periferi, mens undervisning og forskning blev samlet i en akademisk kerne. Det administrative centrum i bygning 101 blev som en del af denne øvelse gennemgribende renoveret i 2003. I den anledning blev forhallens signaturgrønne trappe malet over, og de formbøjede og pulverlakerede sofamøblementer i Koppels signaturpalet blev skiftet ud. Nye tidssvarende udsmykninger af blandt andet Erik A. Fransen og Lars Nørgård flyttede ind i 2005, mens flere af de udsmykninger, der var kommet til i Koppels tid, forsvandt, herunder både værker af Poul Agger og Erik Thommesen. Overalt er interiørerne blevet tilpasset nye behov, både af funktionel og æstetisk karakter. Dette for at skabe et tidssvarende studie- og forskningsmiljø og fremstå som attraktiv og moderne. Meget af det oprindelige inventar er skiftet ud, både ude og inde, ligesom Koppels typografi i 2012 blev erstattet af en ny.

Først i 2007 fik DTU, efter fusionen med Forskningscenter Risø, Danmarks Fødevareforskning, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Transportforskning og Danmarks Rumcenter, en egentlig investeringsplan. Denne satte skub i byggeriet. I perioden efter 2010 og frem til i dag er der blevet bygget i et omfang og en fart som vækker mindelser om den første anlægsfase. I perioden frem mod 2021 har man under overskriften “Transforming DTU” brugt 6 mia. kr. på nybyggeri, infrastrukturudvikling og renoveringsprojekter på DTU Lyngby Campus. Man ønskede bedre rammer for forskning og uddannelse med nye forskningsfaciliteter og innovationsfremmende lærings- og studiemiljøer. Koppels bygninger er i den forbindelse også blevet renoveret, nogle endda af flere omgange. Mere end 20 forskellige arkitektfirmaer har, i tiden efter at DTU blev en selvejende institution, været tilknyttet DTU som rådgivere. De har i forskelligt omfang været involveret i – og/eller haft ansvar for – projekter på både plan-, landskabs- og bygningsniveau. Juul Frost Arkitekter vandt i 2010 en rammeaftale om at udvikle en ny helhedsplan for DTU, også kaldet Vidensby LKT/ DTU – En bystrategisk udviklingsproces – fra vision og proces. Denne dannede også basis for udarbejdelsen af en ny lokalplan, Lokalplan 228, som aflyste den kun seks år gamle lokalplan 196 og tillod byggeri i op til 27 meter over terræn i særlige fortætningszoner. Rørbæk og Møller og Christensen & Co er blandt nogle af de arkitektfirmaer, der har markeret sig ved at have bygget mest i perioden fra 2010 og frem til i dag. Af landskabsprojekter er det Schul Landskabsarkitekter og Marianne Levinsen Landskab, der tegner sig for flest projekter. Efter at DTU fik selveje, er større byggeprojekter blevet udbudt i totalrådgivning under to- til fireårige rammeaftaler. Der konkurreres blandt andet på pris, kvalitet og specialistknowhow. At opgaverne varetages af mange forskellige arkitekter med forskellige arkitektoniske profiler og specialkompetencer har imidlertid udfordret den æstetiske kontinuitet og homogenitet i udbygningen, som tidligere var sikret af, at ansvaret for DTU’s fysiske udvikling sorterede under et kongeligt bygningsinspektorat.

Måden, som støttemure og terrænregulering mellem bygning 220 og 210 er håndteret på, afviger markant fra de principper, som Koppel og Nørgård udviklede for stedet. Den trange plads efterlader ikke plads til træer og giver heller ikke ikke indtryk af, at terrænreguleringen kom før de øvrige elementer.

DTU’s Tekniske Forvaltning, som indtil selvejet i 2001 havde stået for den tekniske drift af campus, tog i løbet af årene navneforandring til Campus Service (CAS). CAS fungerer som bygherre og har som opgave at drive, vedligeholde og udvikle DTU´s bygningsmasse, arealer og faciliteter og sikre forskere, andre ansatte og studerende de bedst mulige fysiske arbejdsforhold37. Det har således været en lang modnings- og professionaliseringsproces at nå frem til den organisation, DTU har i dag. Først i 2018 fik man med udgivelse af den Strategiske Campusplan DTU Lyngby Campus et styringsværktøj, som kunne bruges til at sikre en klar linje i udbygningen. Campusplanen blev opdateret i 2022. Hensigten var at få et endnu stærkere overordnet strategisk værktøj, som kan bruges til at udvikle miljøet og de fysiske rammer på en både robust og fleksibel måde. Som et overordnet strategisk styringsredskab rummer campusplanen såvel strategiske som fysiske målsætninger. De strategiske temaer udstikker den retning, som efterfølgende er konkretiseret under de fysiske temaer: landskab, mobilitet, arkitektur og forsyning.

I fjerde kvadrants nordligste ende mod Anker Engelundsvej er randskoven trukket helt ind til Kollegievej. Her er de tilvoksede egetræer på det skrånende terræn med til at skabe en særlig stedsidentitet, samtidig med at den grønne skovkarakter skaber sammenhæng mellem kvadranterne.

V Opm Rksomhedspunkter I Udviklingen Af En Levende Og Dynamisk Kulturarv

Forandringer har, som det fremgår af redegørelsen for den historiske udvikling på de forrige sider, sat sig igennem på alle skalatrin siden campus’ indvielse i 1974. Både træerne og antallet af ansatte, studerende og bygninger er vokset. Udvikling og forandring er et livsvilkår for stedet, men skal de arkitektoniske og landskabelige kvaliteter, der er knyttet til hovedgrebene og den måde, disse relaterer til hinanden på, fortsat være en del af DTU’s DNA, er der en række forhold, som man bør arbejde aktivt, bevidst og systematisk med på alle skalatrin. I det fortsatte arbejde må man derfor ikke alene forstå hovedgrebene, men også måden disse virker sammen på.

Opmærksomhedspunkter i den videre udvikling er samlet tematisk og beskrevet for henholdsvis:

• De strukturerende greb som bruges til at organisere campus (ortogonalt planlægningsprincip, terrænregulering, støttemure, torve, pladser og bygninger)

• Planens grønne elementer og struktur (ortogonalt planlægningsprincip, træer, randskov, grønne rum, have- og gårdrum)

• De greb, som arbejder i den lille skalas perspektiv (interiør, inventar, kunst, typografi og skilte).

For de strukturerende greb og for planens grønne elementer er der lavet kort, som tematisk kobler hovedgrebene og viser, hvordan de enkelte greb systemisk griber ind i og forstærker hinanden. Kortene er sammen med de oplistede opmærksomhedspunkter tænkt og udviklet som værktøjer, der kan støtte op om DTU’s formulerede målsætning om: “... at udviklingen af arkitektur på campus skal ske med respekt for den eksisterende sammenhæng og den arkitektoniske arv”38

På et overordnet niveau, vurderes den planhistoriske sammenhæng, som fra starten betingede, at universitet blev anlagt netop her, også at være vigtig at have in mente i den fortsatte steds- og områdeudvikling. Relationen til Fingerplanen og dennes grønne kiler er af særlig stor betydning, da denne igennem mere end seks årtier har gjort, at campus opleves som en del af en langt større landskabelig og bymæssig sammenhæng. Fingerplanen er, både i et regionalt og nationalt perspektiv, vigtig kulturarv. Campus’ beliggenhed i Fingerplanens lillefinger, med de grønne kiler på hver side, Dyrehaven mod øst og Mølleådalen mod vest er sammen med den planlagte nye letbane, der delvist følger Lundtoftebanens tidligere tracé, tæt på at være en fuldendt realisering af Fingerplanens vision. Denne situation bør man værne om og udnytte. Med cykel- og gangstier, der knytter universitetsområdet endnu tættere sammen med Fingerplanens grønne kiler, og med letbanens nye tracé gennem området, kan fortællingen om stedets planlægningshistorie forstærkes og reaktiveres.

Ortogonale gridlinjer

Forslag til ortogonale gridlinjer

Plateau 1 kote 36

Plateau 2 kote 40

Plateau 3 kote 44

Plateau 4 kote 47,5

Støttemure

De centrale akser og de fire torve

De centrale akser og torve

Pladser

Kort med ortogonalt planlægningssystem, terrænregulering (fire plateauer), støttemure, torve, pladser, bygninger og udvidelse af det ortogonale grid som kan bruges til at strukturere ny udbygning. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS. DTU Lyngby Campus, 1:8000.

Overordnet Planl Gning Og Struktur

Ortogonalt planlægningsprincip, terrænregulering, støttemure, torve, pladser og bygninger

Til trods for den store skala opleves området fortsat som havende en stærk stedsidentitet. Når DTU Lyngby Campus i de kommende år skal udbygges, og den historiske bygningsmasse renoveres og fornyes, er det derfor afgørende, at man er opmærksom på om og hvordan nye tiltag vil påvirke helheden. Nye byrum og ny bebyggelse på DTU Lyngby Campus bør, både hvad angår skala, typologi, materialitet og orientering forholde sig aktivt til det arkitektoniske vokabular og de overordnede principper for arkitektur og landskabsplanlægning, som gennemsyrede Koppel og Nørgårds arbejde på campus. Dette indebærer ikke at man bevidstløst skal repetere historien, men at tiltag skal være velbegrundede og baseret på reflekterede til- eller fravalg. I den videre udbygning må især de strukturerende hovedgreb, dvs. det ortogonale planlægningssystem, terrænreguleringen, støttemurene og torvene og pladserne, gives opmærksomhed. De giver fortsat retning og orientering til campus og skaber den stærke horisontale landskabskarakter, som området den dag i dag opleves at have.

De strukturerende hovedgreb fungerer hver især på egne præmisser, men fordi de er skabt med en tæt indbyrdes sammenhæng, bliver helheden større end summen af delene.

Set fra et kulturarvsfagligt perspektiv vurderes det derfor at være afgørende, at man i den videre udvikling er opmærksom, både på hvad der kendetegner det enkelte greb, og på hvordan de forskellige greb virker sammen, så de stærke rumlige og arkitektoniske sammenhænge, der rækker på tværs af skala, kan videreføres. På et overordnet strukturelt planlægningsniveau vurderes det, set fra et kulturarvsfagligt perspektiv, også at være vigtigt, at der ved tilføjelsen af nyt og indgreb i det eksisterende altid afdækkes, hvilke konsekvenser tiltagene vil kunne få for både del og helhed. Ændringer bør gennemføres med konsekvens og skal dokumenteres. Det er afgørende, at man i videst muligt udstrækning er tro mod Koppel og Nørgårds oprindelige principper for terrænregulering og støttemure, når der gennemføres ændringer som påvirker koteringen og områdets horisontalitet. Hvis den stedbundne horisontale landskabskarakter fortsat skal kunne opleves, må fald i terræn løses gennem indoptagelse i bygninger og anlæggelsen af støttemure. Det bør desuden altid tilstræbes at bygninger, i henhold til det ortogonale princip, møder terrænet vinkelret. Der skal være en tydelig distinktion mellem bygning og landskab, hvilket også betinger, at niveauforskelle mellem bygning og landskabsflader ved indgange og lignende altid skal løses med en klart artikuleret overgang – et selvstændigt repos eller trappeelement – der kobler bygning og landskab uden at sløre hverken horisontaliteten eller det enkelte bygningsvolumen.

Det anbefales også, at der udarbejdes en procedure for registrering og dokumentation, som konsekvent bruges, når der skal gøres ændringer som kan påvirke både del og helhed. Ideelt set bør man få en oversigt over, hvad strukturerende grebs aktuelle status er, og lave en registrering af de ændringer, som de hver især har gennemgået over tid, for at viden ikke går tabt for eftertiden.

Det ortogonale planlægningsprincip

Det ortogonale planlægningsprincip er et robust, strukturerende plangreb. Det betingede fra første færd den måde byrum og bebyggelse blev placeret på i henholdsvis den nord-syd-gående og østvest-gående retning. Det ortogonale planlægningsprincip er modelleret over et koordinatsystem, som principielt kan udvides i alle retninger. Det vil, hvis man er opmærksom på de simple spilleregler som er knyttet hertil, fortsat kunne give retning og orden til campus både i sin nuværende udformning og ved udbygning. Kendetegnende for det ortogonale planlægningsprincip er:

• At længderetningen på campus nord-syd defineres af Esplanaden og af de store byrum, torvene og pladserne

• At tværretningen øst-vest defineres af normalbygningstypologien.

Set fra et kulturarvsperspektiv er det ortogonale planlægningsprincip vitalt for den orden, som hovedgrebene tilsammen skaber. Det ortogonale planlægningsprincip betinger, at kvadrantstrukturen ikke flyder ud og sammen. Esplanaden er hovedaksen i det ortogonale system. Den fungerer den dag i dag helt efter Nørgårds intention, som et samlende landskabselement på campus. Den forbinder det urbane med skoven og det horisontale landskab. Esplanaden er tænkt og realiseret som et samlende grønt bånd med sine bøgetræer i seks rækker flankeret af vejbaner og støttemure på store dele af strækningen. I Esplanaden opereres der med en streng horisontalitet. Fald i terræn håndteres konsekvent af støttemurene. Vejbanerne følger ikke samme logik. De fungerer i stedet som ramper mellem de etablerede plateauer. Den rumlige konsekvens af dette greb er markant. Særligt i krydset mellem hovedakserne og ved Esplanadens møde med Nordvej. Her er det på grund af faldet i terræn tydeligt hvordan det ortogonale planlægningsprincip virker sammen med de øvrige strukturerende plangreb, især terrænregulering og støttemure.

Terrænregulering

Terrænregulering er en vigtig byggesten i det ortogonale planlægningssystem og er utroligt central for oplevelsen af landskabets horisontalitet. Kendetegnende for terrænreguleringen er:

• At fald i terræn altid håndteres gennem terrassering, hvad enten terrænfald indoptages i bygninger eller håndteres med støttemure

• At den er gennemført med stor konsekvens

• At de fire plateauer på campus er tydeligt definerede og horisontale.

Terrænreguleringen griber ind i og betinger mange af de øvrige hovedgreb. Derfor vurdereres det fra et kulturarvsperspektiv at være vigtigt at der arbejdes aktivt, bevidst og konsekvent med dette landskabeligt strukturerende greb når ny udbygning af campus planlægges og realiseres. Opretholdelsen og læsbarheden af tydeligt definerede plateauer bør derfor gives høj prioritet.

Støttemure

Støttemurene på DTU Lyngby Campus er med til at sørge for opretholdelsen af den horisontale landskabskarakter. De holder helt lavpraktisk på jordmasserne i terrasseringen men opleves samtidig som et identitetsskabende poetisk og skulpturelt landskabselement. De er med til at binde del og helhed sammen. Kendetegnende for støttemurene er:

• At de omsætter det ortogonale organiseringsprincip til bygget virkelighed

• At de er et markant landskabsskulpturelt element

• At de er uløseligt forbundet med terrænreguleringsprincippet, fordi de afgrænser de markante terrænforskelle, som plateauerne skaber

• At de er opført i beton og beklædt med oppdalskifer

• At de er sat i smig

• At de ser ud som om de var opført længe før noget andet blev bygget

• At de altid ledsages af træer og at pladsen omkring dem ikke virker for trang.

Set fra et kulturarvsperspektiv vurderes det at være vigtigt, at man ved interventioner i støttemurene eller ved anlæggelsen af nye støttemure arbejder konsekvent med det samme formudtryk og den samme materialitet. Det er også vigtigt, at man tænker støttemurene sammen med træer og forholder sig til den rumlige sammenhæng, de indgår i. Ved nye tiltag/ændringer bør man altid vurdere, hvordan disse vil kunne indvirke på oplevelsen af landskabets horisontale karakter og støttemurens karakter af at være et selvstændigt, skulpturelt landskabselement. Ønsker man at flytte og rekonstruere støttemure, er det derfor vigtigt, at man forholder sig til den sammenhæng, de indgår i –både del og helhed.

Torve og pladser

Torve og pladser var i udgangspunktet formgivet som længdeaksiale byrum, der løb parallelt med Esplanadens rum i forskudte rumlige sekvenser. På den måde skulle de give retning og orientering til planen. Det gør de fortsat, om end de aldrig helt er blevet de centrale og identitetsgivende byrum, som de var intenderet som, fordi de er blevet brugt til parkering og fordi flere af dem i perioder har været brugt som byggepladser. Torve og pladser var/er kendetegnet ved:

• At accentuere retningen i det ortogonale planlægningssystem nord-syd, fordi deres udstrækning i retningen nord-syd er længere end i retningen øst-vest

• At de ligger parallelt med Esplanadens rum

• At være proportioneret større end de øvrige byrum på campus

• At de har en rumlig og distinkt karakter, som er defineret gennem beplantningen, belægningen og den tilgrænsende bebyggelse. Koppels normalbygninger er blandt andet kendetegnet ved at vende de lukkede gavle mod torve og pladser.

Ønskes de store byrums retnings- og orienteringsgivende karakter opretholdt og styrket på et struk- turelt niveau, bør man, set fra et kulturarvsfagligt perspektiv, være opmærksom på at byrummenes udstrækning i retningen nord-syd fortsat bør være længere end i retningen øst-vest. Der bør i den videre udvikling arbejdes bevidst med deres identitet, rumlige gestaltning, interne sammenhæng og møblering.

Bygninger

Bygningerne var i udgangspunktet centrale for realiseringen af det ortogonale planlægningsprincip. Det var et ufravigeligt princip at bygningerne lå parallelt eller vinkelret på hinanden. Specialbygningerne orienterer sig både mod længde- og tværretningen og kan have vinduer og døre mod begge. Som navnet indikerer er de forskellige. Normalbygninger er derimod altid lange og smalle. Deres vinduesbånd følger altid den tværgående retning i planen, mens deres lukkede gavle ofte er vendt mod de rum, der accentuerer planens længderetning. Bygninger er, som et af de strukturerende greb i Koppel og Nørgårds plan, kendetegnet ved:

• At de giver retning og orden til planen

• At have et konsekvent forhold til den horisontale flade, som de ligger på, og som de med deres vinduesbånd og flade tage er med til at understøtte

• At være opført i gedigne materialer.

Når man påtænker at lave ændringer i eksisterende bygninger, bør man forholde sig aktivt og reflekteret til, hvordan nye indgreb i eksisterende bygningsmasse vil påvirke facader og indgangspartier, for eksempel hvordan nye dørgennemføringer, tilføjelsen af ramper/trapper, ændringer af tagkonstruktioner vil påvirke oplevelsen af den horisontale karakter og den retning, som særligt normalbygningerne er med til at understøtte. Ved nybyggeri bør man være opmærksom på, hvad introduktionen af nye bygningstyper med andre facadeudtryk, andre højder og manglende betoning af planens længde- og tværretning betyder for oplevelsen af campus’ horisontale landskabskarakter. Hvordan relateres der til hovedgrebene, hvad betyder byggeriet for sammenhængene mellem dem og den retning og orientering som de sammen indstifter? Som det ses på kortet på side 56, vurderes de strukturerende greb at kunne bruges til at sikre at kommende udbygning bliver en integreret del af helheden. I den forbindelse kan man vurdere om normalbygningstypologien, som en nyfortolkning eller parafrasering, bør reintroduceres, så man får et nyt repetitivt arkitektonisk element, der kan bruges til at understøtte og styrke det ortogonale princip, give retning og orientering til planen og understøtte landskabets horisontalitet.

Grønne rum/anlæg

Ortogonale gridlinjer Forslag til ortogonale gridlinjer

Randskov

Træer

Grønne rum/anlæg

Grønne rum og haverum

Gårdrum

De centrale akser og de fire torve

De centrale akser og torve

Pladser

Kort med ortogonalt planlægningssystem og udvidelse af griddet, træer, randskov, grønne rum, have- og gårdrum, torve og pladser på DTU Lyngby Campus. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

Planens Gr Nne Elementer Og Struktur

Ortogonalt planlægningsprincip, træer, randskov, grønne rum, have- og gårdrum, torve og pladser

Det grønne opleves overalt på DTU Lyngby campus, også inde. Det er et stort aktiv, som gennem bevidst planlægning bør videreføres. Planens grønne elementer blev fra første færd brugt til at understøtte hovedkarakteren og skabe distinkte steder med en særlig identitet. Planens grønne elementer er resultatet af en langsigtet og visionær landskabsplanlægning. De forskellige hovedgreb, som tilsammen giver campus sit grønne særpræg, fungerer hver især på egne præmisser, men i kraft af de enkelte grebs samspil og interaktion skabes der en grøn synergi imellem dem.

Set fra et kulturarvsfagligt perspektiv vurderes det derfor at være afgørende, at man i den videre udvikling er opmærksom, både på hvad der kendetegner det enkelte greb, og på hvordan de forskellige greb virker sammen, så det grønne helhedspræg, der rækker på tværs af skala, kan videreføres. De kvaliteter og det særpræg, som er knyttet til de grønne elementer på DTU Lyngby Campus, bør altid registreres forud for ændringer. Det anbefales også, at der udarbejdes en procedure for registrering og dokumentation, som konsekvent bruges, når der laves interventioner.

Der er behov for en systematisk indsamling og arkivering af informationer om det, der skal ændres – både den aktuelle status og registrering af de ændringer har fundet sted over tid – for at viden ikke går tabt for eftertiden. Det anbefales også, at man for alle grønne rum på DTU Lyngby Campus udarbejder strategiske plejeplaner.

Træerne

Træerne er afgørende for, at campus opleves som et grønt landskab. Træerne har, i kraft af at de har fået en vis alder og en vis størrelse, en rumskabende karakter. De skaber og forbinder rum på tværs af skalatrin og er, i kraft af den måde de er placeret på, orienteringsgivende. De spiller tæt sammen med det ortogonale planlægningsprincip, støttemurene og bygningerne. I udgangspunktet arbejdedes der med forskellige principper for træbeplantningen. Er træerne plantet på linje og/eller i grid, markerer de som regel den nord-syd-gående akse. Figurerer de i skovlignende beplantninger er det først og fremmest den øst-vest-gående akse, som bliver accentueret. Brugen af forskellige træsorter spiller også en rolle både for forståelsen og fastholdelsen af de overordnede træk og som lokale stedsmarkører. Da træer vurderes at være et meget centralt grønt element på DTU Lyngby Campus, bør man have opmærksomhed på at sikre træbeplantningens fortsatte eksistens gennem vedligeholdelse og fornyelse. Træer står og plantes:

• I rækker og grid, som understøtter og virker sammmen med det ortogonale planlægningsprincip

• I skovlignende formationer og bælter trukket ud fra randskoven i planens tværretning

• I organiske formationer i grønne rum, have- og gårdrum som kontrasterer bygningernes og planens ortogonalitet

• Som rumskabende elementer ved støttemure

• Som rum- og identitetsskabende markører i have- og gårdrum.

Det anbefales, at man får et overblik både over den oprindelige beplantningsplan og dagens situation. Dette overblik vil kunne hjælpe til at sikre såvel variation som helhed inden for det beplantningsrepertoire, som campus oprindeligt blev skabt med. Desuden anbefales det at DTU Lyngby Campus udarbejder strategiske plejeplaner for træerne. Ved anlægsarbejder og etablering af byggepladser, som påvirker den eksisterende træbestand, bør man sikre, at eksisterende træer ikke lider overlast. Træbeplantning bør i størst muligt omfang opretholdes, og ændringer og konsekvenser bør dokumenteres.

Randskoven er en definerende grøn og frodig kantzone, der fungerer som en “buffer” i forhold til omgivelserne.

Randskoven

Randskoven har stor betydning for, at campus opleves som en helhed. Træerne i randskoven skaber en grøn synergi med den øvrige beplantning af træer på campus. På den måde er randskoven afgørende for, at Nørgårds vision om, at DTU skulle fremstå som en lysning i en skov, idag kan opleves. Randskoven er kendetegnet ved:

• At være et sammenhængende skovbælte med store egetræer

• At markere ankomsten til området

• At være en kant/bufferzone mod omgivelserne

• At fald i terræn håndteres gennem en gradvis aftrapning og ikke gennem terrassering.

Randskoven bør være gennemført konsekvent hele vejen rundt om campusområdet. Det skrånende terræn, som randskoven vokser i, bør have samme udtryk hele vejen rundt om DTU Lyngby Campus – også længst mod nord mod Hempel – så den fremstår ensartet, og campusområdet opleves som tilgængeligt fra alle kanter. Hvor randskovens underskov er sprunget i krat, bør man rydde ud og op, så randskoven opleves som permeabel og ikke som en barriere.

Have- og gårdrum

Have- og gårdrum er på DTU Lyngby Campus på mange måder det kit, der binder del og helhed sammen. De er ikke alene noget i sig selv, men indgår som et bærende element i et sammenhængende grønt bylandskab. Have- og gårdrum var i udgangspunktet karakteriseret ved:

• At have en egen stedsidentitet

• At være internt forbundne på tværs af skala.

De landskabsarkitektoniske virkemidler, der blev/bliver brugt til at binde del og helhed sammen var/er:

• Kompositorisk variation, gentagelse og forskydning

• Et sammenhængende repertoire af træer, buske, bunddækkkeplanter

• Hække i geometriske figurer, som gentages med variation

• En konsekvent adressering af fladen, der arbejdes på

• En sammenhængende materialepalet med blandt andet chaussé- og brosten.

I den fortsatte udbygning og opgradering af campus er det derfor vigtigt at være opmærksom på den måde, det enkelte element og det enkelte have- eller gårdrum forbinder sig til helheden på. Er der behov for at udvikle og opgradere enkelte rum eller udskifte træer og møblementer, er det oplagt at besøge de oprindelige planer for stedet og gøre sig bekendt med de rumtypologier og det repertoire af træer, buske og bunddækkeplanter, som Nørgård i sin tid introducerede, således at have- og gårdrummene og deres beplantning og indretning også fremover opleves som en integreret del af en større landskabelig sammenhæng.

Torve og pladser – se beskrivelse og kendetegn, side 58.

Biodiversitet

Med hensyn til at introducere en større biodiversitet på DTU Lyngby Campus skal det afvejes, hvor dette kan gennemføres uden negativ konsekvens for de kulturarvsværdier, som er knyttet til Nørgårds plan. Implementeringen bør være konsistent, således at den gennemføres på samme niveau overalt i planen. Randskoven er et oplagt sted at starte. Her vil man relativt let kunne højne biodiversiteten ved at tynde ud i underskoven, indplante buske og mindre træer og lægge til rette, for at forskellige typer af blomster kan vokse i underskoven. Det vurderes da som vigtigt, at de biodiversitetsfremmende indsatser over en årrække gennemføres i hele randskovens udstrækning og ikke bare på udvalgte strækninger, sådan at randskoven vedbliver at udgøre en helhed. Der bør tilstræbes størst mulig konsistens i gennemførelsen af biodiversitetsfremmende tiltag, også i campus’ grønne have- og gårdrum, som fortsat skal have et udtryk, der er genkendeligt. Man kan således godt introducere bælter med et lavere plejeniveau i de grønne haverum, hvor der i dag er plæne og egetræer, men da skal det være et konsistent og gennemgående valg.

Den Lille Skalas Perspektiv

Forholdet mellem del og helhed. Interiør, inventar, kunst, typografi og skilte

Der blev i de planer for udbygningen af Lundtoftesletten, som Koppel og Nørgård stod bag, arbejdet indgående med at få del og helhed til at hænge sammen. Hvordan samspillet mellem to eller flere hovedgreb – kunst, interiør, og inventar – kunne forstærke hinanden, således at den kombinerede effekt af grebene blev større end summen af dem, var tydeligvis noget, der optog arkitekterne.

Samspillet mellem hovedgreb gør sig gældende på alle skalatrin, men i den lille skalas perspektiv finder vi eksempler, som tydeligt viser, at der er arbejdet målrettet og bevidst med at skabe synergi mellem flere greb. Selv om byggeriet var serielt fremstillet, spillede detaljeringen en stor rolle. Alle bygninger, herunder også standardbygningerne, var i henhold hertil født med forskellige og stedstilpassede interiørløsninger. I Faculty Clubs frokostkantine i bygning 101 hang der tidligere en serie billeder af Poul Agger. Koppel og Agger samarbejdede i begyndelsen af 1970’erne om, hvordan interiør, inventar, belysning og kunst her kunne spille sammen. Mange af de oprindelige interiører er med deres stedsspecifikke farvesætning, inventarløsninger og kunstneriske udsmykninger skiftet ud i tidens løb, og nye er kommet til. Men Koppels aftryk er stadig synligt flere steder, hvilket fortsat giver en forståelse af den arv, man står på skuldrene af.

Møblering, inventar, farvesætning, skiltning, typografi og kunst har været brugt til og bør fortsat bruges til:

• At skabe stedsidentitet

• At styrke oplevelsen af en intern sammenhæng mellem forskellige bygninger og steder på campus.

Det vil være oplagt at tage bevidstheden om hvordan man kan skabe synergi mellem forskellige typer af indsatser med i det videre arbejde, så man ved at arbejde bevidst med delene kan genskabe helheden, hvor den er forsvundet og styrke den, hvor den er svækket. Hvor Koppels interiørløsninger stadig er relativt intakte, bør man altid vurdere, om de kan bevares.

På et overordnet niveau bør man, når man overvejer at lave ændringer i interiørerne, såvel oprindelige som senere tilkomne, altid være opmærksom på at få registreret og dokumenteret eksisterende situation. Proceduren skal være enkel og obligatorisk ved alle indgreb og indgå som en naturlig og integreret del af CAS’ arbejde. Der skal redegøres for, om det interiør, man ønsker at ændre/ fjerne eller forbedre, er tegnet specifikt til bygningen, og om der er materialer, inventar eller møbler som kan genanvendes. Hvis der er, anbefales det, at disse opmagasineres på særlige materialedepoter. Ved udvikling af nye interiørløsninger og møbleringer kan man lade sig inspirere af den farveholdning og de enkle formgivningsprincipper, som Koppel konsekvent arbejdede med på campus. Selv om løsningerne er nye, bør de som Koppels være enkle og langtidsholdbare, både formgivningsmæssigt og i forhold til slitage. Der opfordres til reintroduktion og nyfortolkning af de tidligere møbelserier og armaturer, og at de oprindelige farver, på for eksempel trapper, genskabes og genfortolkes.

Fra et kulturarvsfagligt perspektiv opfordres der også til, at der i tilknytning til den nye kunstsatsning laves en oversigt over DtH’s/DIA’s/DTU Lyngby Campus’ tidligere kunsterhvervelser og skabes overblik over kunstsamlingen tillige med en fast praksis for, hvordan man behandler værker, man har eller har haft et ønske om at flytte eller nedtage. Dette vil give mulighed for, at værker, som ikke længere opleves at have aktualitet, og som måske tidligere har haft markante placeringer på campus, men er blevet flyttet og/eller gemt væk, senere vil kunne re-kurateres. Med det kunstprogram for DTU Lyngby Campus, som aktuelt er under udvikling, og som undersøger og afprøver, hvordan DTU kan integrere kunsten i uddannelse, forskning og på campus, er der en gylden anledning til igen, og måske endda med fornyet styrke, at bruge kunst som et identitetsskabende virkemiddel, der skaber specifikke steder, men samtidig indgår i og understøtter DTU Lyngby Campus’ arkitektoniske og landskabelige helhed. Der ligger et enormt potentiale i at støtte op om mødet mellem kunst og forskning og skabe grobund for dialog og engagement – ikke bare mellem studerende og ansatte, men hos et langt bredere publikum.