![](https://assets.isu.pub/document-structure/220802173416-33fa237b782022bcad47c46dd69df3ae/v1/0af5fcb2b7ea2a47ce1e157971b25e7a.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
7 minute read
Beslutsom udholdenhed! side
Vi skal fokusere på året 2021 og Dansk-Jødisk Venskabs engagement for Israel i løbet af dette år. Igen blev det et år præget af COVID-19, hvor vi ikke fysisk kunne rejse til Israel. Det har dog ikke forhindret os i at bevare den tætte kontakt til vores samarbejdspartnere, der har sendt os fyldige rapporter om det arbejde, som DJV’s trofaste støtter er med til at virkeliggøre. Min beretning for 2021 vil i det følgende referere til DJV’s fire israelske samarbejdspartnere, hvorigennem vi kanaliserer hjælpetjenesten. Og der skal straks her fra starten af min beretning lyde en stor og hjertelig tak til alle, der ved bøn og donationer har bidraget til at virkeliggøre ordet fra Esajas: ”Trøst mit folk, trøst det!”.
Beslutsom udholdenhed I løbet af de to corona-år blev Israel ramt af fem bølger af smitte med dertilhørende restriktioner og nedlukninger. Hele den israelske befolkning har, som resten af verden, været dybt berørt af denne pandemi. Men mennesker, som i forvejen er skrøbelige, fysisk eller psykisk, blev særligt hårdt ramt. Jeg har sat som overskrift på min årsberetning: Beslutsom udholdenhed, for, som vi skal se, så er det den holdning, som gennemstrømmer og karakteriserer det arbejde, som DJV er engageret i gennem vores fire israelske samarbejdspartnere.
Hjælp og støtte til babyer, børn og unge Orr Shalom børnene har naturligvis været påvirket af både pandemien og den 11-dage lange konflikt med Gaza i maj måned 2021. Orr Shalom fik i 2021 30% flere henvisninger af børn, der havde brug for en hurtig indsats fra myndighederne. Det er Israels Velfærdsministerium, der foranstalter disse henvisninger, når situationen kræver det. En gruppe, som specielt var påvirket af situationen, var de 275 unge, som er omfattet af det hjælpeprogram, som hedder ’Beating the Odds’, overvind oddsene, dvs. udfordringerne. Dette hjælpeprojekt startede i 2013, og DJV har bidraget økonomisk, idet vi bl.a. har været med til at istandsætte og indrette en lejlighed i Rishon LeZion. Lejligheden bebos af seks unge mænd. Baggrunden er den, at disse unge har været en del af Orr Shaloms terapeutiske familiegruppehjem, hvor de er vokset op og har modtaget den omsorg, som de har haft brug for. Men når de bliver myndige som 18-årige, skal de forlade disse hjem, selv om de reelt ikke er i stand til at stå på egne ben, derfor overgår de til Orr Shaloms udslusningsordning for unge voksne, der sætter nogle trygge ramme for deres begyndende voksenliv, og som støtter og hjælper dem videre med valg af uddannelse og beskæftigelse. Pandemien har imidlertid betydet, at de fleste mistede deres arbejde og den fysiske kontakt til deres uddannelsessted, og som vi alle ved, fører det til isolation og ensomhed. Disse unge er skrøbelige, og deres barndomstraumer udløses let, I Orr Shalom får det enkelte barn opmærksomhed.
mange af dem lider af PTSD. Orr Shaloms professionelle plejepersonale har ydet en kæmpe indsats for at støtte disse unge igennem pandemien. Og da alle så håbede, at når foråret kom, så ville de alle kunne lægge pandemien bag sig, så udbrød der i maj en næsten to ugers væbnet konflikt med Hamas og Islamisk Jihad i Gaza. Og mere end 4500 raketter blev affyret fra Gaza ind over israelske byer, dertil kom palæstinensiske brandballoner, som satte ild til marker og skovområder. Hele denne krigssituation påvirkede de unge i Orr Shalom meget. Almindeligvis har man som ungt menneske forældre eller et familienetværk, man kan søge hjælp og støtte hos, men det har disse unge ikke. Og hvis ikke det var for projektet ’Beating the Odds’, overvind oddsene, så ville de være overladt til dem selv. Jeg vil gerne citere fra en rapport, vi fik fra Idit Codish, vores kontaktperson i Orr Shalom, hun skriver sådan her til os i juni måned sidste år: ”Ingen virus eller konflikt vil kunne stoppe os fra at opfylde vores forpligtelser over for vores børn og unge voksne. De har været igennem så meget allerede, og vi vil vedblive med at styrke dem og hjælpe dem til en fremtid i landet Israel”. Det er denne beslutsomme udholdenhed, der kendetegner alle vores fire israelske samarbejdspartnere, og som jo minder os om, hvad der står i Hebræerbrevet 10,36: ”I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet”. Det er den beslutsomhed til at hjælpe folket til
en fremtid i landet, som også kendetegner DJV’s arbejde og engagement.
En anden gruppe børn i Orr Shalom, som jeg her vil fremhæve, er de spæd- og småbørn, som finder tryghed og omsorg i de seks akutte modtagehjem, som Orr Shalom har oprettet, og som DJV støtter. Orr Shalom har haft ansvaret for 55 spædbørn, som det har været nødvendigt at placere i disse modtagehjem pga. omsorgssvigt. Det er bl.a. disse små børn, som bliver iklædt det smukke Hjertestrik, som er produceret af danske venner af Israel. DJV’s kontaktperson Liz Levy udtaler: ”For nogle af børnene er det første gang, de bliver klædt ordentligt på. De bløde materialer omfavner babyerne og er med til at give dem en oplevelse af tryghed”.
Lone Soldier Center - Soldaterhjem
En anden gruppe unge mennesker, som DJV støtter, er unge israelske værnepligtige, som ikke har et socialt netværk, enten fordi de kommer fra en sårbar familiebaggrund, eller fordi de er immigreret til Israel alene. Lone Soldier Centerets (LSC) sociale aktiviteter er målrettet disse unge mennesker, og da flere af LSC’s bofællesskaber blev ramt af covid-19 smitte med efterfølgende karantæne, viste sammenholdet sig at bringe hjælp i rette tid. LSC’s netværk fungerede også her, idet der blev organiseret indkøb af mad og andre fornødenheder, og der blev også bragt sabbatsmad ud til de karantæneramte. Noget der var til stor opmuntring.
Et nyt tiltag, som LSC lancerede i 2021, var uddannelsesprogrammet ”Moderne pionerer”, hvor de unge bliver udrustet til at kunne tale Israels sag og med basis i grundig og saglig viden at kunne tilbagevise mediernes angreb på staten Israels legitimitet. Begrebet hedder på hebraisk hasbara, som betyder forklaring. At tale Zions sag er en kontinuerlig indsats, hvor også beslutsom udholdenhed er nødvendig.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/220802173416-33fa237b782022bcad47c46dd69df3ae/v1/7e9563a411e40bed94819c52d80d5589.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
AKI – Ahavat kol Israel/Kærlighed til hele Israel
Det samme kan siges om rabbiner Yoram Bucharians mangeårige vision om helt konkret at bygge et center i Jerusalem, der kan være med til at formidle hjælpen til de mange fattige, jødiske familier i byens ortodokse kvarterer. I 2021 gik byggeriet så i gang, idet Jerusalems kommune ydede økonomisk støtte og stillede en grund til rådighed. Målet er at oprette et ”bait ckam”, et varmt hjem, hvor fattige og ofte børnerige familier kan modtage hjælp til at dække deres basale fornødenheder. AKI har været hårdt ramt af coronakrisen, der bl.a. fik den konsekvens, at deres donationer tørrede helt ud. Men netop her kunne DJV gå ind og yde en ekstra hjælp, som for nogle af midlernes vedkommende var øremærket støtten til Jerusalems ældre jøder, som på en særlig måde har været i en sårbar situation under coronakrisen. Takket være DJV’s gavegivere kunne vi også sende en speciel påskedonation, som materialiserede sig i dagligvarerkuponer til hundredvis af værdigt trængende familier. Som det fremgår af det foregående, dækker den hjælpetjeneste, den diakoni, som DJV yder i forholdet til Israel, alle aldersgrupper i den israelske befolkning, der på en ene eller anden måde er i nød, lige fra spædbørn til ældre mennesker. Vi ønsker, at DJV’s hjælpetjeneste afspejler, at hos Gud er ingen glemt.
Aliyah/Immigration til Israel DJV’s fokus på aliyah i 2021 var centreret omkring de etiopiske jøders hjemvenden til Israel. Foruden DJV’s faste støtte til vores samarbejdspartner Jewish Agency, som står for gennemførelsen af jødisk immigration til Israel, så kunne DJV også sende en ekstra donation øremærket aliyah fra Etiopien. I 2020 lancerede Jewish Agency Operation Tzur Israel/Operation Israels klippe. I 2021 kom 2000 etiopiske jøder hjem til Israel, og dermed var det mål, man havde sats sig for 2021, nået. Det var ikke nogen let bedrift, dels skete det midt under pandemien med alt hvad vi ved, det indebærer, og dels er det en aliyah, der kræver ekstra mange økonomiske ressourcer. De etiopiske jøders fulde integrationsproces tager typisk tre år, hvor de bor på Jewish Agencys integrationscentre.
Etiopiske jøder på vej til et nyt liv i Israel.
Og så kan jeg i en parentes bemærke, at operationen fortsætter her i 2022, hvor der fx i den første uge af juni ankom 341 etiopiske jøder. Så operationen fortsætter, og i disse dage er Danielle Mor i Etiopien for på helt tæt hold at være med i denne hjælpeaktion.
Jeg vil gerne vende tilbage til overskriften for min beretning: Beslutsom udholdenhed. Aliyah er en proces, der kræver udholdenhed og mange ressourcer. Hebræerbrevets forfatter skiver: ”I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han